Den unge mand under hætten havde taget bilnøglen fra kvinden og forsøgte nu at komme ind til førersædet for at tage bilen. Kun fordi kvinden blev stående foran døren kunne han ikke komme til at åbne den helt. Med lidt klodsede bevægelser prøvede han at skubbe hende væk. Kvinden var tydeligvis skræmt og blev bare ved med at bede om hjælp, med øjne der truede med at give efter for tårerne. Omkring os var trafikken stoppet og enkelte trykkede på hornet. Men ingen steg ud af deres biler.

Da jeg bad om at få nøglen, vendte den unge fyr under hætten sig rundt. Hans øjne var fjerne og kunne ikke fokusere, ligesom hans bevægelser var usikre. Med sløv stemme og sammenbidte tænder, bad han mig om at blande mig udenom og skride. Bag ham stod kvinden stadig med tryglende øjne og bad mig blive.

Jeg nåede at tænke at han måske nok ville slå mig, men greb alligevel ud efter hans arm og bilnøglen i hans hånd. Normalt kan jeg aldrig finde på at slå andre. Har aldrig gjort det! Men lige dér var jeg klar til at slå ham, og overvejede hvordan, hvis han slog ud efter mig. Han lagde op til at ville kæmpe for nøglen, men med en hård hånd på hans brystkasse, fik jeg med den anden vredet nøglen ud af hans hånd.

Kvinden fik nøglen og kom ind i bilen, alt imens jeg fik trukket fyren til side, så hun kunne komme væk. Han fortsatte med at ville forsvare sin mislykkede brutalitet, men endte alligevel med at snuble videre fra stedet og hen ad fortovet. Da kvinden allerede var kørt kunne jeg ikke gøre mere, så gik selv videre til den aftale jeg var på vej til.

En statusopdatering om episoden på Facebook, udløste en masse “likes” og kommentarer om at det var godt gået. At jeg var sej. Men håber da at mange andre ville have gjort det samme som jeg gjorde. Nemlig hjælpe kvinden der råbte på hjælp og være villig til at forsvare hende, sig selv og retten til kunne bevæge sig frit.

Bliver simpelthen så arrig når sådan en ung mand gerne vil stjæle fra en kvinde, men alligevel ikke tør tage kampen op imod mig. Sådan en kujon! Jeg var virkelig klar til at tage kampen med ham, fordi jeg synes det er så forkert at den slags sker en højlys dag. Alle tider af døgnet! Jeg ville have taget de mulige knubs med, bare for at vide at hun og hendes bil var kommet sikkert videre. Ligeså vel som jeg håber andre vil stå op for mig, den dag jeg har brug for hjælp. Er det naivt at forvente det?

Få pladser var ledige på Syddansk(SDU) i Odense, så efter noget overvejelse blev der sendt en ansøgning afsted til dem. Egentlig kunne jeg ikke rigtig finde ud af hvad jeg helst ville. Håbe på standbypladsen jeg stadig havde på KU eller pladsen på SDU. I København er alle mine venner og på Fyn er hele min familie. Odense er på mange måder mest praktisk, da jeg kan bo hos min familie, men København er også bare hvor mit liv har været de foregående syv år. Bare tanken om at skulle tilbage til Fyn lå virkelig fjern. Men ansøgningen blev sendt afsted og så var der ikke andet at gøre end at vente endnu engang.

Standbypladsen i København gjorde ikke megen væsen af sig, og ventetiden på svar fra SDU virkede uendelig, så tankerne begyndte at vænne sig til at jeg i stedet ville få en længere ferie sammen med alle dem jeg savner til daglig. Satte mig op til at det nok blev sådan og begyndte at glæde mig til de muligheder det førte med sig.

Men da jeg i torsdag loggede ind på SDU’s hjemmeside for at tjekke, om der mon var kommet svar, stod der at jeg var blevet optaget og blot skulle bekræfte at jeg ville have pladsen. Lukkede bare siden ned og forsøgte at bilde mig selv ind at de nyheder jeg læste efterfølgende overhovedet blev registreret. Jeg blev slet ikke glad, hvilket overraskede og skræmte mig. Var det ikke det jeg ønskede?

Først to timer senere åbnede jeg igen siden og samme besked stod der stadig. Først dér fortalte jeg det til kæresten, der blev vildt glad på mine vegne. Så glad at min dårlige samvittighed over ikke at blive ligeså glad, gjorde ondt. Det var først fredag eftermiddag jeg igen gik ind og bekræftede, at jeg ville have pladsen. Da havde jeg bare siddet og stirret på knappen i en times tid.

Jeg har skulle vænne mig til tanken og for hver time er det også blevet langt bedre. Men det første døgns tid var der store svingninger og tankerne kunne ikke rigtig finde ståsted. De drømme der blev knust for to uger siden, var allerede næsten forsvundet og opgivet, erstattet af nye planer og ting at se frem til, for at drømmen nu skulle trækkes op igen sammen med humøret. Det tog lidt tid, men nu glæder jeg mig virkelig til at komme igang. Glæder mig til at drømmestudiet kan starte og forhåbentlig forløbe med succes. Tør ikke længere håbe på noget før jeg ser det…

-Så hvad denne smøre prøvede at fortælle er, at jeg kommet ind på SDU og starter om to uger!

Et par timer efter sad jeg alene på hotellets tag og læste i solen, da mobilen endelig rev mig ud af den litterære meditation. Det var min mor: “Du er ikke kommet ind….” Drømmen om at starte på Københavns universitet til september brast. Forhåbningerne og troen på det havde fløjet højt under den skyfrie himmel, men faldt til jorden i høj fart og endte i en hård kollision med min krop.

Da samtalen blev afsluttet sad jeg tom tilbage. Kiggede ud bag solbrillerne uden at fange et punkt. Tankerne indeholdt alt og alligevel intet. Langsomt begyndte tårerne bare at glide ned ad kinderne og sindet at lukke til.

Drømmestudiet havde givet afslag og forestillinger, drømme, planer og håb blevet revet til atomer. Jeg ønskede det så ufattelig meget og glædede mig som et lille barn til studiestart. Alle planer var lagt og hensyn taget. - Kræves når man nu engang bor på den anden side af Jorden. Aftaler sat i hus med universitetet og ambassaden herude. Bøger købt ind og spænding over endelig at komme igang med den drøm der kun er vokset gennem de sidste år. Studiet med mulighed for at kombinere profession med passion og hobby. Troen på det var så fast.

Men man må åbenbart ikke håbe for meget. Tage glæder på forskud eller regne med noget. For det hele blev revet væk under mig og efterlod mig med en intet-følelse. Blev bare vred over at jeg havde tilladt mig selv at tro på det. Forsøgte at få fornuften til at tænke på “hvad så nu”, men skuffelsen og ærgrelsen overmandede kroppen og sindet. Alt kunne være ligegyldigt. Fremtiden, fornuften og den stikkende sol på de (meget) røde skuldre. Min drøm var blevet smadret. Det eneste kroppen kunne samle lidt kræfter til, var tårerne der uden videre besvær fandt ud af øjenkrogene.

Kæresten lagde armene omkring mig da jeg kom ned. Mit sidste forsvar brød sammen og der kom lyd på tårerne. Var så ked af det og skuffet. Så hjalp det lige lidt at han sagde, at jeg stadig var fantastisk i hans øjne. Jeg følte mig som et ubrugeligt nul, der ikke kunne opnå noget.

Endelig havde jeg fået muligheden for at begynde at læse igen. Friheden til ikke at skulle spekulere i SU eller studiejob. Muligheden for at få et andet indhold i mit liv og udvikle mig selv. Arbejde med en af mine helt store passioner. Tanken om denne kommende fornyelse og forandring i mit liv, har holdt mig oppe når jeg har synes livet som expat har været svært. Udsigten til travle studiedage og dybere indhold der ville holde kedsomheden og ensomheden på afstand, gjorde tanken om længere tid i Nepal mere attraktiv.

Men sådan skulle det ikke gå. Lektie lært, lad være med at håbe, drømme og ønske. Det gør mere ondt når det ikke lykkedes! Så hellere bare glædes over positive overraskelser der måske kommer.

Vover dog alligevel at holde fast i et spinkelt håb. At min standby-plads udløser noget bedre inden 18. august. Hvis ikke er der efterfølgende en masse der skal tages op til overvejelse.

Heldigvis er kæresten ikke jaloux anlagt. Tværtimod har det været utrolig nemt. Der har aldrig været problemer med at jeg fester, flirter eller snakker med andre fyre. Eller at han gør. Vi har sagtens kunne være ude hver for sig og jeg er ofte blevet i byen når kæresten gik hjem. Uden diskussion. Faktisk har det nærmest altid været efter insisteren fra kæresten at jeg er blevet. En tillidsfuld frihed vi har givet hinanden.

Det er fantastisk at kunne møde nye mennesker og ikke skulle skjule nye bekendtskaber. I stedet for at blive lukket inde med forholdet som en omsluttende klokke. Friheden har gjort forholdet stærkt og at jeg, som den mest udfarende og sociale festabe, ikke har siddet rastløs hjemme på sofaen weekend efter weekend. Energien er blevet brændt af, så niveauet har været udholdeligt for kæresten.

Men kærestens jalousi har åbenbart blot haft en øvre grænse. En grænse defineret af udseende og titel. I Singapore hvor kæresten skulle arbejde de fleste af ugens dage, tilbragte jeg en del timer ved hotellet pool. En af de første dage faldt jeg i snak med en fyr fra Australien. En snaksalig og sjov fyr på min egen alder. Indrømmet, jeg spottede ham hurtigt ved poolen, fordi hans udseende bestemt var værd at lægge mærke til. Men det var ham der kom over og snakkede med mig den første dag.

Vi endte med at snakke en del og stødte på hinanden flere dage ved poolen og i træningsrummet, uden det egentlig var aftalt. Snakken kom vidt omkring og vi hyggede os virkelig. Det var rart at have det selskab nu kæresten arbejdede. Mere var der egentlig ikke i det.

Da jeg den føste aften fortalte kæresten om australieren, var han først glad for at jeg havde fundet lidt selskab. Men da jeg fortalte at han var model og var i Singapore pga. job begyndte en masse spørgsmål at melde sig og jalousien tog form. Om han var lækker? Om jeg tændte på ham? Om han var homo? Det kunne mærkes at, at det at australieren var model gjorde kæresten en smule utryg. Når han spurgte til min dag om aftenen og jeg nævnte australieren, kommenterede kæresten mest at han var model. Men uden at han begyndte at komme med forbud eller udtrykte han ikke ville have at jeg snakkede mere med australieren. Det vidste han også at han ikke ville komme igennem med.

For at komme noget af jalousien til livs sørgede jeg for at vi alle tre mødtes i baren den ene aften. Så kæresten kunne se at jeg ikke skjulte ham for australieren og så australien kunne se at jeg havde en kæreste. Det fik kæresten til at slappe lidt mere af.

Jalousien viste sig den sidste dag, at have været endnu mere unødvendig. Da sad jeg i spa’ens dampbad og snakkede længe med australieren, hvor han bl.a. fortalte at han havde været ude at kigge på forlovelsesring til sin kæreste gennem seks år. En japansk pige.

Men hvorfor ses smukke mennesker, modeller og skuespillere ofte som større trusler for et parforhold? Hvordan skulle det at australieren var model, gøre mig dummere, mere villig eller interesseret? Synes da et eller andet sted det er en overfladisk vurdering af mig, hvis en model skulle være et emne for større jalousi end andre fyre. Hvis han ikke var model var jeg nok også endt med at snakke med ham, fordi vi begge var alene på hotellet om dagen og svingede godt.

De sidste år har flere sagt til mig, at de ikke ville turde være sammen med mig og at de ikke forstår at kæresten tør lade mig gå alene i byen. Fordi de mener at jeg er (for) smuk. Men det var det samme med ex’en. Han kunne slet ikke tage hvis jeg var for flot når vi gik ud. Endnu mindre hvis vi skulle ud hver for sig.

Jeg forstår det ikke. Gør det mig ustyrlig, løs på tråden eller til nemt offer for andres opmærksomhed? Jeg skulle da gerne være mere end blot mit udseende. Ligesom dem jeg potentielt skulle falde for, da også skulle være andet end en smuk skal. Hvis jalousi er så styret af de ydre værdier, så synes jeg ærligt talt det siger mere om dem der bliver jaloux end partneren der får vedkommende til at føle jalousi.

Vi stod på fortovet langs en bred stærkt trafikeret vej, hvor kontorbygninger, boligblokke og restauranter dannede mur på begge sider. Kun lidt længere fremme ad vejen var der ophold i de livløse omgivelser. Dér stod træerne tæt og frodige grene strakte sig, som forsøgte skoven at trænge ud gennem muren. Bagved rejste et fladt bjerg sig med en dyne af grønne trækroner. Kontrasten til den travle hovedvej og den tætte bebyggelse var slående og smuk. Vi var nået frem til Bukit Timah Naturreservat. Det sidste bevarede stykke regnskov i Singapore.

En gangbro ledte os over vejen og få meter senere bød de første aber os velkommen i skovens hule. Det næste der mødte os var muren af fugtighed i luften, der hurtigt fik ryggen til at blive klam og huden til at glinse af sved. Varmen var omklamrende og de mange motionerende forretningsfolk på stierne, lignede alle nogle der lige var stået op af en nærliggende sø. Sveden haglede af dem.

Vi afholdt os fra at løbe, men begyndte i stedet gåturen op til toppen. Det højeste punkt i Singapore, 163 meter. Det var en verden for sig. Singapores travle liv i moderne teknologiske rammer forsvandt og blev erstattet af saligheden i regnskovens nærvær. Cikadernes kor fyldte luften under de tætte trækroner, hvor små huller mellem bladene skabte fine søjler af lys i skovens skygger.

Den tætte bevoksning mønstrede alle palettens naturskabte farver. En eksplosion af grønne farver  suppleret af smukke kraftige blomster. Slyngplanter tapeserede træstammerne med blade og store svampe stod som spredte puder i skovbunden. Store bredbladede planter, stod som store vifter på skovbunden, og vejrede i den sagte vind der slap gennem skoven. Små og store fugle gav liv i det ellers stille rum trækronerne skabte. Vandløb rislede gennem skovbunden og store rødder fik stiernes trappetrin til at krænge.

Da vi et par timer efter stod tilbage ved den larmende hovedvej var det svært at forestille os, at den verden vi lige havde forladt, rent faktisk var at finde så tæt på Singapores pulserende liv. To så forskelige verdener side om side i så fin harmoni. Som vi på bagsædet af en stor rummelig taxa bevægede os ind ad de brede indfaldsveje til Singapores centrum, med varmen i skoven stadig siddende som en klam hinde på huden, blev kontrasten igen fremhævet i sin form af moderne metropol. Nu tilsat skovens smukke berøring af sindet.

Men fuldstændig ro kunne kvartetten alligevel ikke formå at plante i vores kroppe. Selvom vi ankom sent var der mennesker overalt. Det organiserede kaos foran indgangen af taxier, limousiner og store skinnende privatbiler dirigeret rundt af en hær af uniformklædte mænd, havde forberedt os på at der ville være livlig aktivitet indenfor.

Den klassiske musik blandede sig med en summen af stemmer der lige så stille sivede op gennem det store rum der først fik et loft omkring tyvende etage. Ved indcheckningsskrankerne på begge sider af foyeren blev der smilende taget imod gæster, og piccoloer med kuffertvogne i skinnede messing skabte deres egen trafik på det blankpolerede gulv. Selv blev vi guidet op til værelse 1262 på 12. sal i tårn 2, ét værelse ud af 2561. Da piccoloen stak nøglekortet i holderen indenfor døren, gled de tunge gardiner foran panoramavinduerne på hele den ene ende af værelset, til side og åbenbarede en storslået udsigt ud over Singaporestrædet, hvor containerskibe lå tæt i kø for at losse eller laste i havnen. At vågne op til den udsigt de kommende syv morgener skulle nok blive en fornøjelse.

Marina Bay Sands åbnede officielt i februar ’11, men har allerede opnået en form for ikonstatus i Singapore. Den særprægede arkitektur, beliggendeheden, historierne og at hotellet ofte dukker op i udsigten når man går rundt i byen, har placeret hotellet på utallige postkort, i turistbrochurer og ikke mindst i bevidstheden hos besøgende og fastboende i Singapore.

Det ér også et imponerende syn. På en ellers øde halvø ved marinaen rejser tre store tårne sig, der sammen bærer et 340 meter langt “skib” på toppen. SkyPark’en på toppen, med stor infinitypool, restauranter, natklub og udsigtsplatforme. Arkitekturen er iøjefaldende og uden omkringstående bygninger bryder resortet for alvor igennem mod den blå himmel og Singapores stærke sol får tårnenes blanke facader til at blinke.

Marina Bay Sands er stort, rigtig stort! Ambitionerne har været store og de er blevet udlevet. At hotellet ydermere er bygget sammen med et kæmpe shoppingcenter, verdens største atriumkasino, konferencecenter, to teatersale og lægger kvadratmeter til omkring 20 cafeer, barer og restauranter, syv af dem med stjernekokke, gør det nemt at tabe pusten og nogle gange også overblikket.

Kan det så blive for stort? Ja, det kan det uden tvivl. Personligheden forsvinder lidt på den megen plads og følelsen af bare at være sit værelsesnummer har let ved at indfinde sig. Men når det så er sagt, så er der også noget utrolig fascinerende og komfortabelt ved at bo på sådan et stort hotel. Oplevelserne er mange, store og ofte fyldt med luksus der kan få det til at krible i enhver materialist, madelsker og livsnyder.

Som at ligge ved poolen på 57. etage på hvide solsenge, omgivet af palmer og med hele Singapores skyline som udsigt. Svede i det enorme fitnesscenter tilknyttet Banyan-Tree Spa på 55. etage med udsigt ud over byen fra den ene side og strædet fra den anden. Sidde i en af de mange restauranter og nyde en udsøgt middag. Stå på Ku De Ta på toppen under den åbne himmel med en cocktail i hånden og Singapores natoplyste skyline som selskab.

Eller gå på kasino og høre den konstante ringen for ørene, omgivet af storsmilende eller slukørede mennesker. Se personer sidde hypnotiseret foran spillemaskiner og trække mekanisk i spillearmen. Overvære vilde satsninger og dealernes imponerende overblik, uden skyggen af ansigtsmimik.

Selv startede vi med at vinde stort på allerførste tur ved rouletten og havde tabt alt igen i løbet af tyve minutter. Men vi havde det sjovt og kunne mærke hvordan kasinoets ubarmhjertige fortryllese vandt ind på os. Det forud aftalte økonomiske loft var en fornuftig beslutning og vi efterlod dem der havde overgivet sig til drømmen om den store gevinst.

Den efterfølgende aften stod vi i teaterets foyer med fyldt champagneglas i hånden og ventede på at forestillingen skulle begynde. Da de første trommer startede og The Lion King’s magiske univers forvandlede scenen til solbeskinnet savanne, farvestrålende jungle og uhyggelige grotter, begyndte tankerne at svæve tilbage til Times Square hvor vi så forestillingen første gang. En fortryllende aften, der blev afsluttet med spændende cocktails, der fik kroppen til at føles endnu mere fortryllende.

At spise på hotellet hvor man også bor har for mig altid stået som noget kedeligt og ukreativt, men på Marina Bay Sands var det rart at hotellet havde så mange forskellige muligheder at vælge imellem. De havde samtidig formået at lave dem, så man følte det intimt i øjeblikket og glemte at man sad i en hotellobby eller i et shoppingcenter. Som da vi trådte ind på Bistro Moderne fra shoppingcenterets store og livløse linjer, og kom ind i en restaurant der med det samme gav os en følelse af, at vi lige så godt kunne være trådt ind fra gaden i Paris’ latinerkvarter. Fra første tår af den fyldige rødvin glemte vi med det samme at vi faktisk sad side om side med Hermés, Boss og Cartier.

Alt i alt synes jeg nok at Marina By Sands er for stort, men må sige at jeg synes de har fået det til at fungere virkelig godt. Hotellet er gennemført og gennemtænkt fra planterne foran indgangen til drinksene ved poolen på 57. etage. De har formået at give en følelse af at være stort og imponerende, men samtidig skabe hyggelige åndehuller rundt omkring på hotellet. Mulighederne og tilbudene er mange. Man kan i hvert fald ikke andet end blive imponeret af Marina Bay Sands. Det er et ambitiøst og kreativt projekt der er lykkedes. Jeg har i hvert fald nemt ved at drømme mig tilbage til poolen på toppen med den smukke udsigt.

At vi ankom i en stor Mercedes var et heldigt tilfælde, men alt andet ville næsten have taget magien ud af at køre hen over perlestenene op foran den store imponerede hovedindgangs facade prydet med store sprossede vinduer, søjler og en flot have midt i den runde indkørsel, hvorefter den Sikhklædte portier åbnede bildøren og bød velkommen til Raffles Hotel.

Lidt efter ledte en smilende piccoline os gennem det store hotel via imponerende lokaler, smukke  svalegange med mørke gulve, hvide søjler og fascinerende lysekroner i loftet, hyggelige gårde med bede, springvand palmer og nogle med små barer eller thepavilloner. Turen var som at træde længere og længere tilbage i en fortryllende historie for hvert skridt vi tog. Da vi nåede en af de store hvide marmortrapper, i hvad der mest af alt mindede om en stor balsal med lysekroner i loftet og gik ovenpå til endnu en imponerende sal med arme af nye svalegange rundt i hotellets enorme labyrint, kunne det ikke andet end give et lille sug i maven. Alt var velholdt, restaureret med stor respekt for historiens fylde og hver en detalje var gennemtænkt, så hotellet i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Til sidst blev vi ledt hen til Long Bar Steakhouse hvor der var bestilt bord. Middagen der var lige så stor en oplevelse som hotellet. Et hyggeligt lokale med åbent køkken og lyde af aktivitet ved gasblussene. Stillig interiør. Borde og stole i samme mørke træ som bjælkerne i loftet. På væggene hang kunst og affekter der alle fortalte en lille smule af Raffles utrolige historie. Maden var uovertruffen og vinkyperens valg af rødvin til bøfferne fik alle sanser til at danse.

Nu vi var på Raffles måtte vi selvfølgelig slutte af med en Singapore Sling i den berømte Long Bar. Stedet hvor kineseren Ngiam Tong Boon mixede sig frem til den berømte lyserøde cocktail. Ligesom resten af hotellet var baren som at træde ind i en tidslomme. Der var mørkt, levende musik fra det energiske liveband lagde en behagelig stemning i rummet, kurvemøbler stod tæt omkring små borde. Baren var lang og i mørkt poleret træ og på hylderne bagved stod spiritusflaskerne tæt. Messinglamper med grønne glasskærme oplyste sparsomt lokalet og i loftet hang sparformede vifter på række og med langsomt tempo gav indtryk af frisk luft i lokalet. Midt i rummet ledte en vindeltrappe op til baren på anden sal, hvor design og indretning var den samme.

Det knasede under fødderne da vi gik på det mørke plankegulv og det føltes flere steder ujævnt at gå. Det viste sig at være jordnøddeskaller der lå overalt på gulvet. På alle bordene stod store træskåle med hele jordnødder. Almindelig kutyme på Long Bar er at smide skallerne på gulvet. Selv tjenerne tørrede efterladte skaller på forladte borde ned på gulvet.

Med en kliche-følelse bestilte vi to Singapore Sling og satte os i en kurvesofa. Tjeneren blik og smil afslørede at vores bestilling var forventet. Vi begyndte at knække jordnødder og føje til bunkerne under vores fødder. De to lyserøde cocktails, med ananas og cocktailbær på kanten, langt sugerør og kolde glas blev serveret på bordet foran os og satte prikken over i’et på en dejlig aften. Drinksene, musikken og jordnøddeskallerne fik særlig betydning i de historiske omgivelser. Føjede til oplevelsen af, at et besøg i Singapore uden et besøg på Raffles ville have været et tab.

Singapore er imponerende rent, organiseret og struktureret. En smuk storby hvor alting fungerer og samtidig har formået at slippe af med nogle af de små negative ting der normalt følger med en pulserende storby. Luften er ren og frisk, dog trykket af den høje luftfugtighed. Der hverken lugter eller syner beskidt. Der står ikke åbne containere med sorte ildelugtende affaldsække i overtal i små gyder. Vægge og facader er befriet for grafitti, ophængte plakater og forstyrrende reklamer. Ingen tiggere til at efterlade vægt på ens samvittighed. Planter, græs, blomster og træer langs vejene og de mange brede fortove er trimmet, plejet og passet så øjnene kun kan blive forkælet.

Det lyder måske stringent og charmeforladt, men modsat f.eks. Dubai, har Singapore stadig en sjæl og et liv der egentlig kun gør de meget ordnede forhold til en fornøjelse. Byens synlige historie giver byens rene og rette facade sjæl, dybde og lidt afvigelse.

For Singapore er et fint eksempel på at historie sagtens kan kombineres med moderne teknologi og arkitektur, uden at hverken det ene eller det andet mister sin værdi eller sit udtryk. I Singapore mødes fortid og fremtid på fineste vis. Den gamle britiske kolonistil er rigt nærværende i byen og i særdeleshed omkring det gamle bycentrum, hvor man føler sig hensat til historiebøgerne. Smukt anlagte parker omkring disse historiske bygninger, med søjlegange, romantiske detaljer og træskodder ved vinduerne. Dét med ny, alternativ og fotoristiske bygninger skydende op omkring. Som højesterets irgønne kuppel der stikker op over trækronerne ved siden af en ufo-lignende rund og flad glaskuppel med kontorer eller restaurant.

På samme måde som det er kontrastfuldt at gå gennem finansdistriktets mennesketomme, men trafikerede gader og mellem de blankpolerede rene facader der rager højt op over en, for lidt efter at træde ind i Chinatown, med små tætliggende hyggelige huse i forskellige skarpe farver, balkoner, pynt og skilte hængende på facaden. Hvor der er liv og levende handel på gaden. Små gadekøkkener hvor kraftig duft af krydret mad, allerede fra morgenstunden fylder luften i de smalle gader.

Hvad der ligeledes er med til at give Singapore liv og nærvær, er alle de grønne områder og smukke parker der ligger spredt rundt om i byen. At gå fra en gade med store shoppingcentre og strømlinede veje og så træde ind i tæt bevoksning hvor byens lyde absorberes i trækronerne, er en fantastisk fornemmelse. Men også bare en fornøjelse at se en storby med så begrænset plads at vokse på, stadig levner så meget plads til naturen i gadebilledet.

Et endnu større plus er den utrolig meget kunst der er i bybilledet og i parkerne i særdeleshed. Jeg bliver altid glad og nysgerrig når kunst får lov til at fylde så meget og på mange måder er allestedsnærværende. Ét er at mange af de fotoristiske bygninger og historiske huse er kunstværker i sig selv, men at der rigtig mange steder er skulpturer, vægge med store kunstværker hængende, statuer gamle som nye, installationskunst med underholdende funktioner og bare små kunstneriske input hvor der lige var en oplagt mulighed, er bare en fortryllende oplevelse. Kunsten er blevet integreret i byen, så selv flere affaldsspande vækker nysgerrighed, der får en til at træde nærmere. Kunsten er et overskud desværre alt for få storbyer har.

Singapore levner ikke megen tvivl om at der er rigtig mange penge i det lille land. Penge og velstand er synlig i bybilledet på mange måder. Bl.a. ved de meget ordnede forhold, de velholdte gader og parker, kunsten der pryder og så den måde folk lever på. Det er fine nypolerede biler, smart og tilpasset tøj, shoppingcentre side om side i hele byen. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mærkevarer med så mange enorme butikker på ét sted. Det er svært at forestille sig, at der overhovedet er kunder til så meget (over)forbrug. Men ingen tvivl, Singapore er et shoppingmekka, hvilket også ses tydeligt ved de mange store shoppingposer der bæres rundt af ivrige shoppere. Så undres man i hvert fald ikke længere over, at så mange eksklusive mærkevarebutikker på ét sted sagtens kan betale sig.

Men det store forbrug er også med til at gøre Singapore til en en smuk by. Folk er flotte og velklædte. Der er gjort en dyd ud af at tage sig godt ud. En ganske almindelig hverdagsaften på en fransk restaurant, sad alle de øvrige gæster i flot og lækkert tøj. Mænd i sorte bukser, skinnende sorte lædersko og figursyede skjorter, kvinderne i flotte kjoler, høje stilfulde hæle, smukke ikke prangende smykker, opsat hår og små delikate håndtasker. Uden på nogen måde at blive ekstravagant, men derimod lækkert og et fint eksempel på en kultur med øje for det smukke.

Førsteindtrykket af Singapore kan umiddelbart godt være at det er endnu en kold, stringent og sjælforladt storby der bare suser forbi med pengestrømmen i det lille land, men det indtryk bliver meget hurtigt manet til jorden. Singapore er meget mere end det. Det er en rig by, et rigt land, men det er ikke kun pengene der gør landet rigt. Der er liv, sjæl, natur, kultur, kunst og smilende mennesker.

Som et stort tæppe af lys der var bredt ud foran os, lå Singapore med sin imponerende skyline. Så langt øjet rakte var der lys der spejlede sig i andre glasbeklædte skyskrabere. Arkitektoniske skønheder, skinnende facader, hoteller med spektakulær natbelysning og de mange små tætliggende restauranter på kajen langs floden.

På de brede boulevarder tegnede trafikken lange røde og hvide lysspor i luften efter sig og efterlod en summen af liv i natteluften. En særlig harmoni mellem den konstante lette summen og de mange lys gav Singapore de hjerteslag kun en storby kan opnå. Som om hele byen stod og dansede til de skønne toner der blev sendt ud over byen fra højtalerne omkring os.

Nattehimlen blev aldrig rigtig mørk, men i stedet til et oplyst tag over byen der ikke virkede til at ville gå til ro. De lidt livløse og kolde facader om dagen, fik en særlig personlig om natten med de forskellige belysninger og den måde deres konturer stod skarpt frem mod den oplyste nattehimmel. Smukke og rene i deres udtryk.

Med en iskold cocktail i hånden var det nemt at lade mig hypnotisere af den imponerende udsigt. Mine øjne spejdede rundt fra det ene smukke syn til det næste, for hele tiden at efterlade emotionelle sug i maven. Alkoholen, musikken og den pulserende by gik lige i blodet på mig og fik mig med det samme til at slappe af og føle mig “hjemme”. Den særlige rus storbyer giver mig, formåede også Singapore på letteste vis at få smuglet ind i mig, som var det et simpelt stof puttet i cocktailen, der fik lykke i sin fineste form til at brede sig i min krop. Gav mig lyst til at blive oppe hele natten sammen med lydene, lysene og susene fra den store by.

Vestlige mænd, størstedelen lidt ældre og lidt fyldigere, med unge thailandske fyre vimsende omkring dem. Andre lå alene med blikket vandrende rundt på de slanke veltrænede thailandske fyre der gik rundt i små speedos i vandkanten. Flere par, udlændinge, thai og mix, lå side om side og gjorde ikke noget for at skjule kærligheden. Kærlige omfavnelser i bølgerne og flettede fingre var en naturlig del af strandbilledet.

Men det var nu ikke det der var den største underholdning. Det var at overvære det “spil” der foregik mellem de mandlige turister og de thailandske fyre. Nogle spottede hinanden ved solsengene andre mødtes tilfældigt i vandkanten. Der blev først flirtet, komplimenteret, grint og snakket, efterfulgt af flettede fingre og tættere kropskontakt. De ville lidt senere enten udveksle numre og placering for turistens hotel, eller begge samle deres ting og forsvinde hånd i hånd fra stranden. Kun fantasien satte grænse for hvad der ville ske efterfølgende. Men lidt fræk -og økonomisk- tankegang hjalp.

Man kan så tænke om det hvad man vil, den diskussion vil jeg ikke tage her, men i stedet beskæftige mig med den kendsgerning at dette kunne foregå åbenlyst og uden andre fortrak en mine. Homo-afsnittet på stranden lå midt på stranden, så mange turister og lokale gik forbi. Størstedelen uden at syne påvirkede af, hvis to mænd lå tæt i vandkanten eller at andre stod hånd i hånd og snakkede.

Der er en helt utrolig seksuel frihed i Thailand. En frihed der gang på gang bliver underbygget af de mange eksempler man støder på i løbet af bare få dage. Noget der er tilfældet mange steder i Thailand, hvor der især kommer mange turister. Sex, lysten til det og sex som drivende faktor er bestemt ikke tabubelagt. Tværtimod er det lagt åbent frem og bliver snakket om uden så mange forbehold.

På flere barer stod letpåklædte piger og dansede på små podier, og lige så letpåklædte kollegaer stod på gaden for at tiltrække flere kunder. En tur gennem gaderne med liv om natten bød på utallige møder med fyre der med et lille hjemmelavet skilt og et beskidt smil tilbød pingpong-show - igen må læseren selv lade fantasien arbejde - og strip i nærheden. Massagepiger stod tæt i ens uniformer og forsøgte med flirtende, næsten desperate, tilråb at lokke mandlige turister ind på briksen. Kvindlige turister fik til gengæld ikke meget opmærksomhed.

I Paradise Complex, området af Patong med mange homobarer, -diskoteker og -restauranter, var det unge spinkle eller trænede fyre der stod ude på gaden i små hotpants og måske en stram tanktop for at tiltrække kunder til deres bar fremfor at kunderne gik til naboen, hvor lignende fyre bare stod i en anden farve hotpants, men ellers samme flirtende smil og udstråling. Bag døre der blev åbnet i ny og næ, kunne der skimtes ind til sceneshows med fyre i mindst lige så lidt tøj eller mindre, som dem ude på gaden.

Der er ikke megen tvivl om hvad der foregår på stranden om dagen, men når først mørket sænker sig, bliver der for alvor åbnet op for sexappealen og frække lokkende tilbud. Det bliver på mange måder allesteds-nærværende, uden at blive ét stort sexshow. Personligt synes jeg det er befriende, at sex kan være så naturligt et emne, i stedet for at blive noget tabubelagt der bliver holdt lidt låg på. Befriende at sex og flirt kan fylde så meget og på en eller anden måde alligevel betyde så lidt, ved at det bare er der som en naturlig del af gadebilledet. Man vælger selv at være en del af det eller ej. Om man vil ind og se hvad der foregår i de mørkere lokaler eller bare nøjes med den sjove flirt med bartenderen eller tjeneren. Men at komme udenom at flirt og sex har en positiv og glad effekt er trods alt svær at komme udenom. Derfor er det også så skønt at være midt i og stadig selv kunne vælge hvor meget man vil være del i det.

Den tolerance og afslappethed der er i forhold til sex og præferencer synes jeg er fantastisk at være midt i. Rejsende som to fyre, er Thailand det sted i Verden hvor jeg personligt har kunne slappe bedst af. Fordi ingen peger fingre eller kigger mærkeligt. På hoteller og restauranter bliver vi modtaget som par med samme selvfølge, som hvis en mand og kvinde kom ind som gæster. I virkeligheden er det nok kun nogle enkelte turister der med deres hjemmefra-medbragte menneskesyn kan fremkalde en smule utryghed. Men heldigvis er det uhyre sjældent.

Diskussionen om hvorvidt noget er moralsk forkert og anstødeligt vil jeg ikke starte, men har da mine tanker om det også. Både for og imod. Men det ændrer ikke ved, at når jeg blot forholder mig til øjeblikket og oplevelserne, kan jeg ikke lade være med at være underholdt og synes det er en befriende afveksling. Sex, flirt, kærlighed og glade mennesker er noget der altid kan få mig i godt humør. Blandt mange andre ting, hvorfor Thailand er et rejsemål der altid kan få mit humør op.