Desværre er der virkelig mange elendige ekspedienter i København, derfor også mange kedelige og ærgerlige shoppingoplevelser. Heldigvis kan jeg så selv vælge at lade være med at komme igen de steder. Og det gør jeg så også.

For mig er det at shoppe ikke kun følelsen af at køre kortet igennem maskinen. Det er glæden ved at forkæle mig selv og hele oplevelsen omkring at udvælge og købe noget nyt. Jeg er ikke en nem kunde, i den forstand at jeg ikke er nem at snyde eller overtale til hvad som helst. Jeg ved hvad jeg vil have og lægger energi i at få det. Jeg viser når jeg er begejstret og føler mig godt behandlet, men holder mig heller ikke tilbage når det modsatte er tilfældet. Stederne hvor jeg shopper bliver valgt efter hele oplevelsen. Lige fra modtagelsen, omgivelserne, betjeningen til posen jeg får i hånden når jeg igen forlader forretningen.

Flere venner i butiksbranchen spørger til mine oplevelser og hvad det er jeg lægger mærke til. Fordi de ved jeg stiller lidt højere krav og har en ærlig og kontant mening. De spørger for at blive inspireret og få gode ideer til hvad de kan gøre anderledes. I deres forretninger er jeg heller ikke bleg for at komme med min uforbeholdne mening. Så længe der er hold i den, mener jeg heller ikke det er et problem. Enkelte gange har jeg ageret mystery shopper for at prøve forretninger af, for folk jeg kender.

Men jeg fatter virkelig heller ikke mange af butikkerne i København. Servicen er simpelthen så utrolig ringe mange steder. Nu ser jeg bort fra de forretninger hvor jeg selv finder tøjet i butikken, og den eneste kontakt jeg har med en ekspedient er vedkommende ved kassen der bare siger beløbet. For det kalder jeg ikke service! Men der hvor der rent faktisk er kontakt mellem kunde og ekspedient synes jeg ofte også servicen er ufattelig ringe.

Mange steder har de ansatte mere travlt med at diskutere weekendens eskapader eller med at snakke i telefon. Andre steder virker de bare ligeglade, med en attitude som om at de egentlig helst bare så en stå ude på gaden igen. Nogle steder er de så snobbede og arrogante, at de simpelthen ikke fortjener at tjene penge. Flere steder oversælger de alt og synes selv en kartoffelsæk tilsat lyserøde flæser ser “helt fantastisk” ud på mig. Det gør den ikke! Så vær hellere ærlig og sælg dét mere til mig.

En lørdag eftermiddag kort før lukketid gik jeg ind i en af Københavns modeforretninger, fordi jeg trængte til et nyt sæt tøj til aftenens bytur. Humøret var højt og pengene på kortet sad løst. En frisk fyr fik da også hurtigt fundet forskellige muligheder frem til mig og jeg endte med at gå i prøverummet med tøj for nogle tusinde. Imens jeg stod derinde og fik trukket mit eget tøj af og det nye lækre tøj på, overhørte jeg en samtale mellem de to ekspedienter i forretningen. “Min” ekspedient sagde med en kæk stemme til kollegaen “Hehe, nu vinder jeg helt sikkert denne uge. Hvis bare han køber halvdelen, så er den hjemme” Når man som jeg har en løn der er afhængig af provision og de bonusordninger der ofte er tilknyttet en sådan lønaftale, er man ikke i tvivl om at det var netop provision der blev hentydet til. Derfor slog en fanden også ned i mig. Tog hele bunken af tøj med ud af prøverummet og lagde det hele i hænderne på ekspedienten med ordene: “Nej, du har lige tabt denne uge!” og gik mod indgangen. Undskyldningerne var mange, men mit pis var kogt over, så løbet var kørt. Nåede da at se kollegaens lidt smørrede smil på vej ud og kom også selv til at smile lidt skadefro.

Der er intet i vejen med at ansatte er provisionslønnet. Det ved de fleste af os da godt at de er. Men de skal ikke gøre det tydeligt overfor kunderne. Så er man da for dum! Egentlig mener jeg slet ikke at provision er en dårlig ide. Det motiverer ekspedienter til at gøre mere for det. Bare se i andre storbyer som f.eks. New York og London, hvor de i langt højere grad er afhængig af provisionen og kundernes gode oplevelse. Dér kan man få service.

Heldigvis er der også butikker herhjemme der har forstået af den gode oplevelse betaler sig. Som den lille selvstændige forretning i indre by, hvor jeg efterhånden køber alt mit tøj. Dér er servicen altid i top, betjeningen er altid sød og imødekommende og ikke mindst, de ved hvad jeg vil have. Jeg kan altid gå derind og komme ud et kvarter efter med et stort smil og et godt køb i posen. Derfor vælger jeg at komme der og føler det naturligt f.eks. at gå fordi med en flaske champagne og ønske god jul, som tak for god betjening.

Den anden dag var jeg i et af byens stormagasiner. Et sted jeg ellers tidligere har valgt fra fordi de bruger plastposer fremfor papirsposer. - sagde jeg er kræsen når jeg shopper. - Jeg skulle bare have en enkelt ting, men alligevel tog ekspedienten sig god tid, var professionel og gjorde hele oplevelsen helt fænomenal. Hun kunne have fået mig til at købe hele huset. Men hun var netop så fantastisk, at hun var sælgende uden at presse overhovedet. Jeg købte ikke andet end det jeg var kommet efter, men vil uden tvivl vende tilbage til hende næste gang. Sjældent er jeg gået ud af en forretning med så fed en følelse. Derfor var jeg heller ikke bleg for at tage til kontakt til en af vennerne, som tilfældigvis sidder længere oppe i systemet i pågældende stormagasin, da jeg kom ud. For at rose og fortælle om den gode oplevelse. Nu ryger rosen velfortjent videre til ekspedienten.

Jeg har et godt shoppinghjerte, men det banker endnu hurtigere for god service og en fed oplevelse. Ja, jeg er kræsen, men det er også mig der lægger pengene på deres disk. Lige så meget som jeg påpeger og “lønner” dårlig betjening, nyder jeg at vise min værdsættelse af den gode oplevelse og den personlige betjening.

Da jeg lidt efter lukkede op for Skype og Facebook i håb om at få taget toppen af savnet, stod kærestens statusopdatering øverst: “…savner min kæreste “ Tre ord der fik savnet til at vokse endnu mere. Følelserne var blandede. Det var ikke rart at vide, at han sad alene derude og lavede triste smileys. Ligeledes mindede hans ord mig om hvor meget jeg savner ham. Samtidig var det en glædelig følelse der spredte sig i kroppen og et smil på mine læber, ved tanken om at være savnet.

Savnet er virkelig stort og nogle dage mere nedbrydende end andre, men også bekræftende for os som par. At savne og føle sig savnet minder os om hvor meget vi holder af hinanden og at vi har svært ved at undvære hinanden. Det fysiske tomrum bliver fyldt ud af de mange tanker og varme følelser han stadig fremkalder trods afstanden.

Ligemeget hvor meget jeg fylder kalenderen op, hvilket jeg næsten har overdrevet de sidste uge, har jeg ikke kunne holde det voksende savn for døren. Jeg har ikke tilbragt mange vågne timer alene i lejligheden. Alligevel har hans tilstedeværelse manglet. Viden om at han var i nærheden og var der når jeg vågnede op. Lyden af hans vejrtrækning og ikke mindst muligheden for at mærke hans krop.

Men også den spontane kontakt udebliver og får nogle gange savnet til at vokse til uanede højder. Fordi boblen ikke når at blive punkteret. Mails kan give en smule afløb, men først ved synet af hans smil og lyden af hans stemme over Skype, forsvinder savnet for alvor og erstattes af stor glæde. Hver gang vi lægger på er jeg Verdens lykkeligste fyr. Hvis bare man kunne kramme computerskærmen.

Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være for ham at sidde derude. Han er mere alene end jeg er. Jeg har stadig vores venner og vores familier. Jeg har stadig stort set hele det liv vi havde herhjemme. Han sidder i et fremmed land blandt fremmed mennesker. Så når jeg synes det er hårdt og savnet stort, får jeg næsten dårlig samvittighed overfor ham. Fordi jeg komme til at tænke på ham siddende derude med de samme følelser og tanker.

Heldigvis er der nu kun knap to måneder til jeg skal ud og besøge ham, og de endelig beslutninger bliver taget mht. hvad vi gør efterfølgende. Nogle beslutninger der vil gøre savnet om muligt endnu mere udholdeligt, fordi vi får noget mere håndgribeligt at forholde os til. Indtil da må vi holde fast i de Skype-samtaler vi har, de mange fælles minder vi heldigvis er beriget med og kærligheden som ingen kan tage fra os.

En kendsgerning der får mit lille (homo)hjerte til at banke lidt kraftigere. En debat som denne fremkalder dog blandede følelser. Den minder mig om, at der stadig er steder hvor jeg ikke er lige så velkommen og ting jeg ikke kan gøre, fordi jeg elsker en af mit eget køn. Samtidig fremkalder debatten håb om at vi i Danmark snart kan nå et punkt, hvor seksualitet ikke er en faktor når der snakkes må/må ikke.

Jeg er opdraget kristent og har siden barndomslege forholdt mig til brylluppet som noget der foregik i en kirke. Jeg har aldrig drømt om et stort marengs-bryllup. Men har da fantaseret om at stå foran familie, venner og Gud og erklære min kærlighed til den jeg elsker. At jeg altid har sagt min brud skulle giftes i sort, var måske et hint om at bruden ikke skulle være en kvinde, men lad det ligge, det er i og for sig underordnet i denne sammenhæng. Pointen er, at jeg på lige fod med en masse andre danskere har gjort mig tanker om ægteskabet og vielsen. Ved at den kristne tro har fyldt en del i min opvækst, har jeg også forholdt mig til disse tanker i forhold til netop min tro.

Jeg tror på Gud og de rammer han har skabt for os. Der er kun ét punkt hvor jeg overvejer hvorvidt jeg skal forblive i den danske folkekirke og den kristne tro, og det er når retten til kirkelig vielse diskuteres. Det er det eneste tidspunkt jeg ikke føler mig velkommen i den tro, hvis ord min verden er bygget op om. Desværre, for for mig er den kristne tro netop en åben og tolerant religion med plads til alle. -Næsten alle åbenbart.

Jeg ønsker inderligt at homoseksuelle kan få lov til at blive viet i de danske kirker, hvilket flertallet af landets biskopper heldigvis er enige i. Hvorfor skulle homoseksuelle ikke også kunne det? Hvem lider skade ved at homoseksuelle kan blive viet i de danske kirker? At vi i Danmark i 2010 skal diskutere hvorvidt seksualitet er en vilkårbestemmende faktor synes jeg er trist. Ikke mindst fordi hver eneste debat fyldt med grove ord, er et slag i hovedet på mange homoseksuelle.

Debatten har sideløbende kørt indenfor det homoseksuelle miljø. Også dér er der delte meninger, men størstedelen kæmper heldigvis for retten til kirkelige vielser. Andre forholder sig til at de alligevel ikke vil giftes i en kirke og derfor er ligeglade med den ret. Men for mig at se handler det mindst lige så meget om at have de samme rettigheder som den heteroseksuelle del af befolkningen. Så de homoseksuelle på lige fod med dem, selv kan vælge om de vil vies borgerligt eller med Gud som vidne. Det handler om et opgør med seksualitet som diskussionsemne, som man har gjort op med f.eks. hudfarve og køn i mange sammenhænge.

Jeg krydser fingre og håber på det bedste. Åbningen ser bedre og bedre ud, så der er måske grund til at holde liv i håbet. Håbet om at jeg ikke skal mindes om min seksualitet når jeg træder ind ad døren til en kristen kirke. Håbet om at lovgivningen ikke skal stå mellem min tro og mig. Håbet om at jeg en dag, og i Guds hus, kan tage min elskede i hånden og sige at jeg elsker ham.

Nu må vi se hvad der sker. Det er ikke just første gang denne debat kører…

… en tur på rulletrappen i metroen afslører et utal af spytklatter/snotklatter på væggene. Hvad er det lige der får nogen til at tænke, at de da lige kan trække en ordentlig snotklat op i munden, for at aflevere den på væggen. De tror vel ikke at de øvrige gæster beundrer deres “kunstværker” af spytklatter der er størknet på vej ned ad væggen. Klamt!

… kaptajnen beder folk blive siddende efter landning og lade dem, der skal nå et presset connecting flight komme først ud af flyet, og stort set alle alligevel rejser sig op i det sekund skiltet med sikkerhedsbæltet bliver slukket. Vis dog noget respekt! I hvert fald skal de ikke ikke selv lukke en eneste lyd ud næste gang de har travlt, og synes at andre ikke viser nok hensyn. Nemesis siger jeg bare!

… folk generaliserer homoer på fuldstændig latterlige og virkelig uintelligente grunde. Man skulle tro de selv kunne høre hvor dumme de lyder. Som da jeg forleden fik kommenteret af en: “Jeg troede ikke bøsser læste bøger.” Come on! Skulle jeg så begynde at gå og tro, at heteroer ikke har nogen realitetssans? Tænk for I taler!

Hvornår skal du kontrollere dit temperament?

Ét er at jungletrommerne om kærestens exit har lydt gennem miljøet, men når de antyder at jeg så er fri på markedet og mangler selskab, så har de altså ramt en falsk tone. Falsk så det piver i ørerne. Men netop på det område har jeg godt nok heller ikke høje tanker om miljøet. Tværtimod. Det er langt fra første gang jeg støder på folk der tror, at når man er alene, så er man da også en åben mulighed for sex og hed flirt. Det gælder for så vidt også når jeg er alene i byen.

Men må indrømme at jeg er overrasket over, at fyre jeg ikke kender har henvendt sig med hæmningsløse tilbud. Skuffet over at nogen tror, at bare fordi kæresten nu bor på den anden side af Jorden, så er min dør åben og alt er tilladt. men kan sige med det samme, at døren bliver smækket i med et brag!

Endnu mere overrasket er jeg over, at også et par stykker af kærestens og mine venner, har lagt op til ekstra flirt med lumre beskeder efter kæresten er rejst. Det er da mangel på respekt for både kæresten og mig. Jeg ved at vennerne ikke vil forsøge på mere - det håber jeg da i hvert fald -, men de jokes og antydninger der bliver sendt i min retning, har lige fået en ekstra tand de sidste par uger, og mistænkeliggør intentionerne bag.

I lige så høj grad som sex og flirt er noget der fylder i homo-miljøet, fylder også den manglende respekt for parforhold en del. Jeg kan normalt godt lige at flirte, det er ikke nogen hemmelighed. Det gør de fleste i min omgangskreds. Men der er forskel på uskyldig flirt og flirt der lige præcis går over grænsen. Grænsen omkring kæresten og mit forhold. Egentlig tror jeg ikke nogen af dem har et ønske at skade vores forhold, men som i så mange andre situationer er det som om homoer tænker mest at alt med det lille hoved.

Forholdets ydre rammer har da ændret sig da kæresten rejste, ingen tvivl om det, men alt indholdet er stadig det samme. Vi ér et par. Klart der er et tomrum i min hverdag, hvor han plejede at fylde ud, men derfor har jeg ikke brug for en anden varm krop at putte mig ind til. Gu er jeg da liderlig efter tre uger uden sex - hvem ville ikke være det! -, men derfor er jeg ikke blevet forvandlet til et nemt knald man bare kan ringe til. Heller ikke selvom “ingen behøver at finde ud af det”.

Men der er åbenbart nogen der har en svag tiltro til mig. Siden de tror jeg pludselig er mere villig bare fordi kæresten er rejst. Der er dog ikke kun dem med forkerte intentioner, men også dem der tvivler på mine intentioner. Nogle stykker har kommenteret at jeg skal huske at opføre mig pænt, selvom kæresten er ude af landet. At jeg skal huske at jeg har en kæreste.

Dér vil jeg så gerne slå fast at jeg udemærket ved at jeg har en kæreste. For jeg tænker på ham hele tiden fordi jeg savner ham så meget. Jeg savner den fysiske kontakt og den blide ømhed. Savner hans varme kys og ja, også sex med ham. Men det er et savn der kan udholdes. Jeg behøver ikke nogen stand-in i mellemtiden.

Hvis kæresten ikke stolede på mig var vi ikke sammen. Så enkelt er det! Vi ved hvor hinandens grænser går. Vi bliver ikke jaloux på hinanden og har igennem hele forholdet kunne feste og have det sjovt, også uden hinanden. Så jeg kan sagtens gå i byen selvom kæresten er rejst, og stadig opføre mig ordentligt. Det sidste han ville ønske, var da at jeg satte mig i sofaen og ventede på at han kom hjem igen.

—Skal ikke i URBAN—

Selv trak vi afsted med hver vores kælk og hver vores dreng på fire, der med smil og store grin nød turen over sneen. Med lift tog vi turen op til toppen af kælebakken. I takt med at vi kom længere op ad bakken steg nervøsiteten en smule. Det var efterhånden nogle år siden jeg sidst havde siddet på en kælk og ladet mig suse ned ad en snedækket bakke. Nervøsiteten forsvandt dog med det samme kælken satte ud over kanten og den indre barnesjæl overtog kroppen. Med store grin, sne susende om ørerne og kroppen fuld af glæde fløj vi ned ad bakken i fuld fart. Små huller fik kælken til at hoppe og danse ned ad bakken og gjorde turen endnu sjovere. Vildere om man vil. Drengenes herlige grin gik lige i hjertet, og gjorde turene ned ad bakken endnu bedre. Men lad mig bare indrømme, at det ikke kun var drengene der ville kælke igen og igen. Mit indre 10-årige barn stod hoppende i sneen og råbte “En gang til!”

Det samme gjaldt da næste dag løb rundt på promenaden langs vandet på hver vores løbehjul med en skraldgrinende fire-årig stående mellem benene. “Hurtigere Mikael. Hurtigere!” Så asfalten fik endnu et hårdt spark, til trods for at tempoet allerede var meget højt og benene begyndte at samle syre. Vi drønede rundt mellem træer, buske og andre der var ude og nyde det gode vejr langs vandet. Flere trak på smilebåndet ved synet af os to voksne mænd der pjattede rundt med de to drenge. Hvor var det fantastisk at få lov til at køre rundt på et løbehjul og være barn igen. Jeg tror smilet på mine læber var mindst lige så stort som drengenes. Skal heller ikke bleg for at indrømme, at jeg løb videre da drengene ikke gad lege med længere.

Til trods for trætte ben efter løbe- og gåture og en rygsøjle der var rystet godt på plads af at kælke, blev aftenerne brugt foran skærmen og et Wii-board under fødderne. Endnu engang blev det indre barn sluppet fri. Timerne fløj afsted, indlevelsen i legen blev kun større og større og et barns stædighed blev vækket til live i os alle. Grinene rungede i den store stue, øjnene glimtede af lykke og smilene kunne ikke blive større. Kun de tomme flasker rødvin vidnede om at det faktisk var voksne der legede. Voksne der for et par timer havde fri til at slippe det indre barn løs.

På en af de åbne pladser i Lausanne fandt vi en plads i solen og nød en kaffe. Mærkede solen varme kinderne. Gik videre gennem den charmerende by med åbne jakker og mærkede at omstillingen fra Danmarks iskolde vinter, hurtigt gjorde kroppen varm. Men bare det at forholde sig til varme var en fornøjelse. Stoppede flere gange bare for at vende ansigtet direkte op mod solen og mærke dens stråler kærtegne huden. Nød hver en solstråle og den skønne forårsluft.

Valgte at gå hjem langs bredden ved søen. Nu vejret endelig var så fantastisk havde ingen af os lyst til at gå indenfor igen. Skubbede barnevognen foran os på promenaden langs vandet, mellem nydeligt klippet træer, grønne buske og andre der var ude og nyde det gode vejr. Duften fra vandet fyldte luften der i rolige friske vindpust blæste fra bjergene over søen.

Lyden af glade stemmer og latter fra legende børn, skar på en lykkelig måde gennem den ellers knivskarpe ro der herskede mellem de så småt forårsbeklædte træer langs vandet. På en bænk sad et par med udsigt ud over søen og solstrålernes leg i dens overflade. Hun med hovedet på hans skød og et saligt smil viste sig på deres læber. På hver sin side af bænken stod deres gangstativer. Det var dog ikke den åbenlyse kærlighed der trængte til nogen støtte. Mærkede et dybfølt smil trænge sig på og gik glad videre.

Foråret dansede i fuld flor langs Geneve-søen. Kærlighed og varme blev vækket til live og den lune luft rensede hovedet for vinterens tunge tanker. Foråret tog plads i krop og sind og prikkede kun til håbet om, at foråret også snart må komme til Danmark.

Tempoet var sløvt og pludselig stod jeg stadig med halvt pakket taske og en krop der langt fra lignede noget levende, og skulle faktisk ud af døren. Samlede ukendte kræfter og blev færdig. Tjekkede en sidste gang at jeg havde papirerne med. Ja, hurra for papirløst flyselskab! Det er nemmere for dem. Da lejligheden ikke er udstyret med smart laserprinter - sér bare ikke smart ud ved siden af en hvid Mac - havde jeg været på biblioteket for selv at udskrive mit boardingpas, plus beviset på at jeg havde betalt for, rent faktisk at kunne få bagage med. Så de papirer skulle i hvert fald ikke glemmes. For første gang skulle et lavprisselskab prøves og skrækhistorierne har været mange, så havde næsten allerede fortrudt min higen efter at spare penge.

Hoppede ind i 5A og fik dagens første store overraskelse. Den var proppet med mennesker så jeg skulle stå op. Hvad laver alle de mennesker dér på den tid af døgnet. Gå dog hjem og sov! Næste dejlige - indsæt selv ironisk toneleje - overraskelse kom, da jeg ankom til lufthavnen og den store lysende tavle kunne oplyse mig, at mit fly allerede var to timer forsinket. To timer! Så kunne jeg altså næsten være nået op på et menneskeligt antal timers søvn hjemme i min varme bløde seng. Spurgte naivt ved skranken om det var rigtigt. “Ja, men hold øje med skærmen. Måske det pludselig ændrer sig igen.” Great, så kunne man så gå hvileløst rundt med et konstant halvt øje på tavlerne, af frygt for at miste flyet, hvis de pludselig besluttede sig for at sende os tidligere afsted. Der stod ikke engang en gate så jeg i det mindste kunne lave en base dér i en blød stol. I stedet valgte jeg at holde mig vågen ved at være oprejst, gående mellem de forskellige kaffebarer. Hvor jeg dog bare elsker smagen af pap og kaffe sammen.

Og ganske rigtigt, pludselig var afgangstiden ændret igen, til en tidligere tid, dog stadig med forsinkelse og stadig ikke med nogen gate angivet. Fyldte endnu engang kaffekoppen og begyndte at slå rødder foran tavlen. Øjenlågene nåede dog kun at falde i et par gange, eller tyve, inden gaten blev slået op og jeg fik en undskyldning for at bevæge mig igen.

Ved gaten voksede gruppen af ventende stødt. Selv fandt jeg et hjørne på gulvet med hætten trukket godt op over hovedet og en bog i skødet - så lignede det i det mindste ikke at jeg sov. I løbet af ventetiden hilste jeg på hele to professionelle forbindelser. Ikke fedt med stor hættetrøje op over morgenhåret, ubarberet og med trætte øjne, når de normalt kender mig fra en helt anden, mere velsoigneret side.

Selvom flyet endnu ikke var landet og derfor ikke holdt ved gaten, begyndte lufthavnspersonalet at tjekke boardingpas og lukke os alle sammen ind på et område, der tydeligvis skulle give os en illustration af hvordan burhøns har det. Varmen steg og, for mit vedkommende, sluttede sig til de øvrige ubehagelige fornemmelser i kroppen. Flyet kom frem til gaten og muligheden for at nå afgangstidspunktet knebent var stadig til stede. Men hov! Der var passagerer i flyet der først skulle ud og et fly der overfladisk skulle rengøres, før vi kunne boarde. Så afgangstidspunktet virkede mere og mere som en illusion.

Langt om længe kom vi ombord og jeg begyndte at lede efter et sædenummer. “Det er frit valg, så du sætter dig bare.” Frit valg? Er det en bus eller et fly? Da jeg fik valgt et sæde og sat mig godt til rette, godt som i den bedst mulige soveposition i et flysæde, kom der gud hjælpe mig en stewardesse og begyndte at fyre franske gloser i min retning. Lad mig bare sige det som det er. Jeg fatter ikke et ord fransk og bare forsøget på selv at udtale det får min tunge til at gå i krampe.  Resultatet blev at hun stod med kreative håndfagter og stadig talte fransk til mig. Hvorfor ikke tale på engelsk som størstedelen af rejsende i Europa trods alt forstår? Da hun var færdig med at give instrukser lagde jeg mig godt til rette og lod søvnen overmande allerede inden flyet havde lukket dørene.

Med poserne under øjnene hængende ned omkring knæene, sovemærker på kinderne og ben der var ved at give efter, stod jeg to timer senere i ankomsthallen i Geneve og ventede på min taske. Den ene kuffert og sportstaske efter den anden kom ned ad båndet, for at blive hevet væk af lettede smil. Ingen nåede at tage hele turen rundt. Da nervøsiteten for alvor begyndte at overtage min krop, kom én sidste forkølet taske ned ad båndet. Gæt hvis det var!

Nu skal EasyJet selvfølgelig ikke have skylden for det hele, men synes godt nok ikke turen var så let og behagelig som jeg kunne have håbet. Kom til at tænke på om der er noget der hedder lavpris-karma, som gjorde at resten af turen kom til at matche det niveau jeg havde valgt at betale for. Synes alt var lidt imod mig. Under alle omstændigheder må jeg nok indrømme, at næste gang jeg vil spare et par hundrede kroner, så går jeg lige ind og læser dette indlæg. Godt turen hjem er med gode gamle SAS.

Jeg troede egentlig der ville gå længere tid, men nu er der kun gået 8 dage siden kæresten er rejst og savnet har virkelig fået mig til at ramme muren. Specielt her til aften er humøret virkelig styrtdykket. Jeg savner ham helt enormt. Savner at have ham tæt på. Savner at mærke hans krop og hans læber mod mine. Men mest af alt savner jeg den impulsive kontakt. De små livstegn og viden om at vi kan ses i morgen, hvis vi ikke når det i dag. Nu skal det næsten aftales på forhånd og kræver planlægning for at vi kan snakke sammen.

Vi har flere gange været væk fra hinanden i en uges tid uden de store problemer. Men det er som om udsigten til langt mere end en uge fra hinanden, får bare ét minut til at virke uoverskueligt. Jeg er lykkelig hver gang vi har snakket sammen over Skype. Når jeg har set hans smil. Når vi har grint sammen og snakket om meningsfulde og ligegyldige ting. Så forsvinder verden omkring mig og bekymringerne dør ud. Men i dag da vi havde sagt farvel og skærmen igen blev sort, var det som om det hele var en modbydelig påmindelse om, at vi han sidder der og jeg her. Klumpen i maven vokser bare større sammen med savnet.

Den sidste uge er gået ubeskrivelig stærkt. Vennerne har været uvurderlige. Har ikke været alene hjemme en eneste aften. - Før i aften faktisk. Måske følelserne først har fået ro til at samle sig i aften…. Men det har virkelig været rørende at mærke vennerne, også kærestens, ringe og skrive for at høre om jeg er okay. Ligeledes mine svigerforældre der har gjort meget ud af at de ikke glemmer mig, bare fordi kæresten ikke lige er i landet længere.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg, og vi, nok skal klare det. Omvæltningen er bare så stor, at det kræver noget tilvænning. Dagenes rytme er slået ud af kurs og skal finde en ny. Følelserne skal finde en anden måde at komme ud, end på fysisk vis. Heldigvis har jeg nu fået ferien på plads, så jeg kan komme igang med at købe flybilletter. At vide at jeg bare skal holde ud til maj, hvor jeg kommer til at se ham igen, er et lille plaster på såret. Før fik uvisheden om hvornår vi kunne komme til at være sammen igen, mørket til at samle sig i kroppen. Nu er der trods alt en smule lys et sted. Et lys der kun vil blive stærkere og stærkere frem til maj.

Den seksuelle del ér vel i virkeligheden min seksualitet. Dér jeg adskiller mig fra “normalen”. Men er det nok til at gøre mig mere interessant? Findes der overhovedet en norm når det kommer til sex? Sex er vel forskellig fra par til par, lyst til lyst, så sex mellem en mand og en dame behøver vel ikke nødvendigvis være mere “unormalt” end sex mellem to mænd. Under alle omstændigheder er min seksualitet noget de fleste har en holdning til, og ofte også en særlig nysgerrighed for.
Det er som om det er tilladt at spørge mig om stort set alt. Der er ikke så mange hæmninger når det kommer til de spørgsmål der ligger på læberne hos dem jeg står overfor. Mange gange har jeg fået kaffe galt i halsen eller spruttet andet mundindhold ud i en stor sky, pga. et vildt eller grænseoverskridende spørgsmål.

Som “Hvordan vasker I jer inden analsex?” Øh hallo, mig bekendt er homoer ikke de eneste der dyrker analsex. Men hvorfor overhovedet spørge om sådan noget. Hvem har lyst til at vide dét?! Eller “Er du aktiv eller passiv?” Nogle gange også formuleret som “Knepper du eller kan bedst li’ at blive kneppet?” Ret direkte spørgsmål uanset formulering, og et spørgsmål jeg som bekendt aldrig svarer på. Det viser sig ofte også at de alligevel ikke har styr på hvad det vil sige at være aktiv og passiv. Så hvorfor spørge? Men igen, det er som om alle spørgsmål er tilladte når det kommer til homoer. Grænserne er forduftet, interessen stor og nysgerrigheden ustyrlig.

Når jeg er blevet spurgt om hvad der er bedst, sex med en mand kontra sex med en kvinde, ses det tydeligt at nysgerrigheden overskygger fornuften, for det er da et mærkeligt spørgsmål. Det kommer vel an på hvem man er sammen med. Mænd er forskellige, kvinder er forskellige, det samme er mænd og kvinder. Jeg har sagt det mange gange før, men gør det gerne igen. Min seksualitet er defineret af den person jeg forelsker mig i, ikke den jeg har sex med. Den forklaring lader dog ikke til at tilfredsstille nysgerrigheden.

I det hele taget bliver homoseksualitet hurtigt samtaleemne. Om jeg selv vil det eller ej. Om det er uvidenhed eller udpræget nysgerrighed der styrer læberne ved jeg ikke. Ofte er det også tydeligt at fordomme og kliché-billeder levende i bedste velgående. F.eks. er der stor undren over jeg, når jeg nu selv er homo, ikke kan spotte alle andre homoer. At min såkaldte gaydar ikke virker. Jeg er op til flere gange blevet sat sammen med fyre jeg skulle af- eller bekræfte som homo, fordi vennerne/veninderne ikke selv turde spørge. Som sagt kan jeg ikke spotte den slags på 2 millimeters afstand, men vil hellere snakke mig frem til det. Dog ville jeg da aldrig fortælle det videre, hvis det endelig viste sig at vedkommende havde tanker a la mine egne. Jeg satte pris på diskretion da jeg selv gik tankerne omkring min seksualitet. En diskretion der nærmest er et usagt kodeks i det homoseksuelle miljø. Ingen bliver outed “indefra”.

Ligeså er der en forestilling om at homoer ved bedst på en række områder, som f.eks. mode og skønhed. Tro mig, det er ikke alle homoer der er modebevidste eller -interesserede for den sags skyld. En sagde forleden til mig at “alle piger har vel en homo…”, med den mening at have en “homokonsulent”. Som en anden poppet accessorie. Heldigvis er homoseksualitet et mindre og mindre tabu i dagens Danmark, men nogle gange er det som om det til gengæld er blevet hipt i nogle sammenhænge. Hvilket selvfølgelig er glædeligt, men alt med måde. Jeg er først og fremmest Mikael, min seksualitet er vel grundlæggende underordnet. Hvis jeg skal spørges til råds om noget, skulle det da gerne være pga. mig som person og ikke mig som homo.

Som jeg skrev indledningsvis er jeg ikke bleg for at snakke åbent om mange emner. Ej heller private områder. Så længe det bliver respekteret at jeg ikke ønsker at svare når spørgsmålene bliver for vilde og grænseoverskridende. Men min holdning er, at hvis jeg åbner munden, kan jeg måske afmystificere lidt og fjerne noget af den uvidenhed der pirrer nysgerrigheden hos mange.