Det tog en tur med den moderne undergrund og en lang bustur ud ad Butik Timah Road, før den storsmilende buschauffør med energiske fagter og få uforståelige engelske ord, fik fortalt at vi var nået frem til målet.

Vi stod på fortovet langs en bred stærkt trafikeret vej, hvor kontorbygninger, boligblokke og restauranter dannede mur på begge sider. Kun lidt længere fremme ad vejen var der ophold i de livløse omgivelser. Dér stod træerne tæt og frodige grene strakte sig, som forsøgte skoven at trænge ud gennem muren. Bagved rejste et fladt bjerg sig med en dyne af grønne trækroner. Kontrasten til den travle hovedvej og den tætte bebyggelse var slående og smuk. Vi var nået frem til Bukit Timah Naturreservat. Det sidste bevarede stykke regnskov i Singapore.

En gangbro ledte os over vejen og få meter senere bød de første aber os velkommen i skovens hule. Det næste der mødte os var muren af fugtighed i luften, der hurtigt fik ryggen til at blive klam og huden til at glinse af sved. Varmen var omklamrende og de mange motionerende forretningsfolk på stierne, lignede alle nogle der lige var stået op af en nærliggende sø. Sveden haglede af dem.

Vi afholdt os fra at løbe, men begyndte i stedet gåturen op til toppen. Det højeste punkt i Singapore, 163 meter. Det var en verden for sig. Singapores travle liv i moderne teknologiske rammer forsvandt og blev erstattet af saligheden i regnskovens nærvær. Cikadernes kor fyldte luften under de tætte trækroner, hvor små huller mellem bladene skabte fine søjler af lys i skovens skygger.

Den tætte bevoksning mønstrede alle palettens naturskabte farver. En eksplosion af grønne farver  suppleret af smukke kraftige blomster. Slyngplanter tapeserede træstammerne med blade og store svampe stod som spredte puder i skovbunden. Store bredbladede planter, stod som store vifter på skovbunden, og vejrede i den sagte vind der slap gennem skoven. Små og store fugle gav liv i det ellers stille rum trækronerne skabte. Vandløb rislede gennem skovbunden og store rødder fik stiernes trappetrin til at krænge.

Da vi et par timer efter stod tilbage ved den larmende hovedvej var det svært at forestille os, at den verden vi lige havde forladt, rent faktisk var at finde så tæt på Singapores pulserende liv. To så forskelige verdener side om side i så fin harmoni. Som vi på bagsædet af en stor rummelig taxa bevægede os ind ad de brede indfaldsveje til Singapores centrum, med varmen i skoven stadig siddende som en klam hinde på huden, blev kontrasten igen fremhævet i sin form af moderne metropol. Nu tilsat skovens smukke berøring af sindet.

Det var svært ikke at blive imponeret og overvældet da vi trådte ind gennem de store glasdøre ved indgangen til Marina Bay Sands. En strygerkvartet af fire yndige piger i hvide kjoler på et lille podie i foyeren tog imod, og fyldte det enorme rum i tårn 1 med behagelig musik.

Men fuldstændig ro kunne kvartetten alligevel ikke formå at plante i vores kroppe. Selvom vi ankom sent var der mennesker overalt. Det organiserede kaos foran indgangen af taxier, limousiner og store skinnende privatbiler dirigeret rundt af en hær af uniformklædte mænd, havde forberedt os på at der ville være livlig aktivitet indenfor.

Den klassiske musik blandede sig med en summen af stemmer der lige så stille sivede op gennem det store rum der først fik et loft omkring tyvende etage. Ved indcheckningsskrankerne på begge sider af foyeren blev der smilende taget imod gæster, og piccoloer med kuffertvogne i skinnede messing skabte deres egen trafik på det blankpolerede gulv. Selv blev vi guidet op til værelse 1262 på 12. sal i tårn 2, ét værelse ud af 2561. Da piccoloen stak nøglekortet i holderen indenfor døren, gled de tunge gardiner foran panoramavinduerne på hele den ene ende af værelset, til side og åbenbarede en storslået udsigt ud over Singaporestrædet, hvor containerskibe lå tæt i kø for at losse eller laste i havnen. At vågne op til den udsigt de kommende syv morgener skulle nok blive en fornøjelse.

Marina Bay Sands åbnede officielt i februar ’11, men har allerede opnået en form for ikonstatus i Singapore. Den særprægede arkitektur, beliggendeheden, historierne og at hotellet ofte dukker op i udsigten når man går rundt i byen, har placeret hotellet på utallige postkort, i turistbrochurer og ikke mindst i bevidstheden hos besøgende og fastboende i Singapore.

Det ér også et imponerende syn. På en ellers øde halvø ved marinaen rejser tre store tårne sig, der sammen bærer et 340 meter langt “skib” på toppen. SkyPark’en på toppen, med stor infinitypool, restauranter, natklub og udsigtsplatforme. Arkitekturen er iøjefaldende og uden omkringstående bygninger bryder resortet for alvor igennem mod den blå himmel og Singapores stærke sol får tårnenes blanke facader til at blinke.

Marina Bay Sands er stort, rigtig stort! Ambitionerne har været store og de er blevet udlevet. At hotellet ydermere er bygget sammen med et kæmpe shoppingcenter, verdens største atriumkasino, konferencecenter, to teatersale og lægger kvadratmeter til omkring 20 cafeer, barer og restauranter, syv af dem med stjernekokke, gør det nemt at tabe pusten og nogle gange også overblikket.

Kan det så blive for stort? Ja, det kan det uden tvivl. Personligheden forsvinder lidt på den megen plads og følelsen af bare at være sit værelsesnummer har let ved at indfinde sig. Men når det så er sagt, så er der også noget utrolig fascinerende og komfortabelt ved at bo på sådan et stort hotel. Oplevelserne er mange, store og ofte fyldt med luksus der kan få det til at krible i enhver materialist, madelsker og livsnyder.

Som at ligge ved poolen på 57. etage på hvide solsenge, omgivet af palmer og med hele Singapores skyline som udsigt. Svede i det enorme fitnesscenter tilknyttet Banyan-Tree Spa på 55. etage med udsigt ud over byen fra den ene side og strædet fra den anden. Sidde i en af de mange restauranter og nyde en udsøgt middag. Stå på Ku De Ta på toppen under den åbne himmel med en cocktail i hånden og Singapores natoplyste skyline som selskab.

Eller gå på kasino og høre den konstante ringen for ørene, omgivet af storsmilende eller slukørede mennesker. Se personer sidde hypnotiseret foran spillemaskiner og trække mekanisk i spillearmen. Overvære vilde satsninger og dealernes imponerende overblik, uden skyggen af ansigtsmimik.

Selv startede vi med at vinde stort på allerførste tur ved rouletten og havde tabt alt igen i løbet af tyve minutter. Men vi havde det sjovt og kunne mærke hvordan kasinoets ubarmhjertige fortryllese vandt ind på os. Det forud aftalte økonomiske loft var en fornuftig beslutning og vi efterlod dem der havde overgivet sig til drømmen om den store gevinst.

Den efterfølgende aften stod vi i teaterets foyer med fyldt champagneglas i hånden og ventede på at forestillingen skulle begynde. Da de første trommer startede og The Lion King’s magiske univers forvandlede scenen til solbeskinnet savanne, farvestrålende jungle og uhyggelige grotter, begyndte tankerne at svæve tilbage til Times Square hvor vi så forestillingen første gang. En fortryllende aften, der blev afsluttet med spændende cocktails, der fik kroppen til at føles endnu mere fortryllende.

At spise på hotellet hvor man også bor har for mig altid stået som noget kedeligt og ukreativt, men på Marina Bay Sands var det rart at hotellet havde så mange forskellige muligheder at vælge imellem. De havde samtidig formået at lave dem, så man følte det intimt i øjeblikket og glemte at man sad i en hotellobby eller i et shoppingcenter. Som da vi trådte ind på Bistro Moderne fra shoppingcenterets store og livløse linjer, og kom ind i en restaurant der med det samme gav os en følelse af, at vi lige så godt kunne være trådt ind fra gaden i Paris’ latinerkvarter. Fra første tår af den fyldige rødvin glemte vi med det samme at vi faktisk sad side om side med Hermés, Boss og Cartier.

Alt i alt synes jeg nok at Marina By Sands er for stort, men må sige at jeg synes de har fået det til at fungere virkelig godt. Hotellet er gennemført og gennemtænkt fra planterne foran indgangen til drinksene ved poolen på 57. etage. De har formået at give en følelse af at være stort og imponerende, men samtidig skabe hyggelige åndehuller rundt omkring på hotellet. Mulighederne og tilbudene er mange. Man kan i hvert fald ikke andet end blive imponeret af Marina Bay Sands. Det er et ambitiøst og kreativt projekt der er lykkedes. Jeg har i hvert fald nemt ved at drømme mig tilbage til poolen på toppen med den smukke udsigt.

Det er svært at sige Singapore uden også at sige Singapore Sling. Cocktailen der første gang blev mixet et helt særligt sted, nemlig Raffles Hotel i Singapores gamle kolonicentrum, opkaldt efter Singapores grundlægger Sir Stamford Raffles. Vi kunne derfor heller ikke være i Singapore uden at tilbringe en aften på det legendariske hotel.

At vi ankom i en stor Mercedes var et heldigt tilfælde, men alt andet ville næsten have taget magien ud af at køre hen over perlestenene op foran den store imponerede hovedindgangs facade prydet med store sprossede vinduer, søjler og en flot have midt i den runde indkørsel, hvorefter den Sikhklædte portier åbnede bildøren og bød velkommen til Raffles Hotel.

Lidt efter ledte en smilende piccoline os gennem det store hotel via imponerende lokaler, smukke  svalegange med mørke gulve, hvide søjler og fascinerende lysekroner i loftet, hyggelige gårde med bede, springvand palmer og nogle med små barer eller thepavilloner. Turen var som at træde længere og længere tilbage i en fortryllende historie for hvert skridt vi tog. Da vi nåede en af de store hvide marmortrapper, i hvad der mest af alt mindede om en stor balsal med lysekroner i loftet og gik ovenpå til endnu en imponerende sal med arme af nye svalegange rundt i hotellets enorme labyrint, kunne det ikke andet end give et lille sug i maven. Alt var velholdt, restaureret med stor respekt for historiens fylde og hver en detalje var gennemtænkt, så hotellet i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Til sidst blev vi ledt hen til Long Bar Steakhouse hvor der var bestilt bord. Middagen der var lige så stor en oplevelse som hotellet. Et hyggeligt lokale med åbent køkken og lyde af aktivitet ved gasblussene. Stillig interiør. Borde og stole i samme mørke træ som bjælkerne i loftet. På væggene hang kunst og affekter der alle fortalte en lille smule af Raffles utrolige historie. Maden var uovertruffen og vinkyperens valg af rødvin til bøfferne fik alle sanser til at danse.

Nu vi var på Raffles måtte vi selvfølgelig slutte af med en Singapore Sling i den berømte Long Bar. Stedet hvor kineseren Ngiam Tong Boon mixede sig frem til den berømte lyserøde cocktail. Ligesom resten af hotellet var baren som at træde ind i en tidslomme. Der var mørkt, levende musik fra det energiske liveband lagde en behagelig stemning i rummet, kurvemøbler stod tæt omkring små borde. Baren var lang og i mørkt poleret træ og på hylderne bagved stod spiritusflaskerne tæt. Messinglamper med grønne glasskærme oplyste sparsomt lokalet og i loftet hang sparformede vifter på række og med langsomt tempo gav indtryk af frisk luft i lokalet. Midt i rummet ledte en vindeltrappe op til baren på anden sal, hvor design og indretning var den samme.

Det knasede under fødderne da vi gik på det mørke plankegulv og det føltes flere steder ujævnt at gå. Det viste sig at være jordnøddeskaller der lå overalt på gulvet. På alle bordene stod store træskåle med hele jordnødder. Almindelig kutyme på Long Bar er at smide skallerne på gulvet. Selv tjenerne tørrede efterladte skaller på forladte borde ned på gulvet.

Med en kliche-følelse bestilte vi to Singapore Sling og satte os i en kurvesofa. Tjeneren blik og smil afslørede at vores bestilling var forventet. Vi begyndte at knække jordnødder og føje til bunkerne under vores fødder. De to lyserøde cocktails, med ananas og cocktailbær på kanten, langt sugerør og kolde glas blev serveret på bordet foran os og satte prikken over i’et på en dejlig aften. Drinksene, musikken og jordnøddeskallerne fik særlig betydning i de historiske omgivelser. Føjede til oplevelsen af, at et besøg i Singapore uden et besøg på Raffles ville have været et tab.

At lande i Singapore med fly fra Kathmandu er virkelig som at komme til en anden verden. Den næsten skræmmende modsætning er tydelig, fra første til sidste skridt rundt i den moderne og fremsynede metropol. For mig er billedet, at det er ulovligt at spytte på gaden i Singapore skønt. Fordi det nærmest er norm i Nepal at spytte uden megen hensyn. Men det er langt fra der modsætningerne stopper.

Singapore er imponerende rent, organiseret og struktureret. En smuk storby hvor alting fungerer og samtidig har formået at slippe af med nogle af de små negative ting der normalt følger med en pulserende storby. Luften er ren og frisk, dog trykket af den høje luftfugtighed. Der hverken lugter eller syner beskidt. Der står ikke åbne containere med sorte ildelugtende affaldsække i overtal i små gyder. Vægge og facader er befriet for grafitti, ophængte plakater og forstyrrende reklamer. Ingen tiggere til at efterlade vægt på ens samvittighed. Planter, græs, blomster og træer langs vejene og de mange brede fortove er trimmet, plejet og passet så øjnene kun kan blive forkælet.

Det lyder måske stringent og charmeforladt, men modsat f.eks. Dubai, har Singapore stadig en sjæl og et liv der egentlig kun gør de meget ordnede forhold til en fornøjelse. Byens synlige historie giver byens rene og rette facade sjæl, dybde og lidt afvigelse.

For Singapore er et fint eksempel på at historie sagtens kan kombineres med moderne teknologi og arkitektur, uden at hverken det ene eller det andet mister sin værdi eller sit udtryk. I Singapore mødes fortid og fremtid på fineste vis. Den gamle britiske kolonistil er rigt nærværende i byen og i særdeleshed omkring det gamle bycentrum, hvor man føler sig hensat til historiebøgerne. Smukt anlagte parker omkring disse historiske bygninger, med søjlegange, romantiske detaljer og træskodder ved vinduerne. Dét med ny, alternativ og fotoristiske bygninger skydende op omkring. Som højesterets irgønne kuppel der stikker op over trækronerne ved siden af en ufo-lignende rund og flad glaskuppel med kontorer eller restaurant.

På samme måde som det er kontrastfuldt at gå gennem finansdistriktets mennesketomme, men trafikerede gader og mellem de blankpolerede rene facader der rager højt op over en, for lidt efter at træde ind i Chinatown, med små tætliggende hyggelige huse i forskellige skarpe farver, balkoner, pynt og skilte hængende på facaden. Hvor der er liv og levende handel på gaden. Små gadekøkkener hvor kraftig duft af krydret mad, allerede fra morgenstunden fylder luften i de smalle gader.

Hvad der ligeledes er med til at give Singapore liv og nærvær, er alle de grønne områder og smukke parker der ligger spredt rundt om i byen. At gå fra en gade med store shoppingcentre og strømlinede veje og så træde ind i tæt bevoksning hvor byens lyde absorberes i trækronerne, er en fantastisk fornemmelse. Men også bare en fornøjelse at se en storby med så begrænset plads at vokse på, stadig levner så meget plads til naturen i gadebilledet.

Et endnu større plus er den utrolig meget kunst der er i bybilledet og i parkerne i særdeleshed. Jeg bliver altid glad og nysgerrig når kunst får lov til at fylde så meget og på mange måder er allestedsnærværende. Ét er at mange af de fotoristiske bygninger og historiske huse er kunstværker i sig selv, men at der rigtig mange steder er skulpturer, vægge med store kunstværker hængende, statuer gamle som nye, installationskunst med underholdende funktioner og bare små kunstneriske input hvor der lige var en oplagt mulighed, er bare en fortryllende oplevelse. Kunsten er blevet integreret i byen, så selv flere affaldsspande vækker nysgerrighed, der får en til at træde nærmere. Kunsten er et overskud desværre alt for få storbyer har.

Singapore levner ikke megen tvivl om at der er rigtig mange penge i det lille land. Penge og velstand er synlig i bybilledet på mange måder. Bl.a. ved de meget ordnede forhold, de velholdte gader og parker, kunsten der pryder og så den måde folk lever på. Det er fine nypolerede biler, smart og tilpasset tøj, shoppingcentre side om side i hele byen. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mærkevarer med så mange enorme butikker på ét sted. Det er svært at forestille sig, at der overhovedet er kunder til så meget (over)forbrug. Men ingen tvivl, Singapore er et shoppingmekka, hvilket også ses tydeligt ved de mange store shoppingposer der bæres rundt af ivrige shoppere. Så undres man i hvert fald ikke længere over, at så mange eksklusive mærkevarebutikker på ét sted sagtens kan betale sig.

Men det store forbrug er også med til at gøre Singapore til en en smuk by. Folk er flotte og velklædte. Der er gjort en dyd ud af at tage sig godt ud. En ganske almindelig hverdagsaften på en fransk restaurant, sad alle de øvrige gæster i flot og lækkert tøj. Mænd i sorte bukser, skinnende sorte lædersko og figursyede skjorter, kvinderne i flotte kjoler, høje stilfulde hæle, smukke ikke prangende smykker, opsat hår og små delikate håndtasker. Uden på nogen måde at blive ekstravagant, men derimod lækkert og et fint eksempel på en kultur med øje for det smukke.

Førsteindtrykket af Singapore kan umiddelbart godt være at det er endnu en kold, stringent og sjælforladt storby der bare suser forbi med pengestrømmen i det lille land, men det indtryk bliver meget hurtigt manet til jorden. Singapore er meget mere end det. Det er en rig by, et rigt land, men det er ikke kun pengene der gør landet rigt. Der er liv, sjæl, natur, kultur, kunst og smilende mennesker.

Da jeg stod en af de første aftener med en dugdryppende Mai Tai på bordet foran mig, udsigt til hele Singapores natoplyste skyline og lækker housemusik i den den lune aftenluft omkring mig, kunne smilet på mine læber ikke kontroleres. Jeg var i øjebliks paradis. Scenen var den udendørs bar Ku De Ta på 57. etage på toppen af vores hotel ved Singapore Marina.

Som et stort tæppe af lys der var bredt ud foran os, lå Singapore med sin imponerende skyline. Så langt øjet rakte var der lys der spejlede sig i andre glasbeklædte skyskrabere. Arkitektoniske skønheder, skinnende facader, hoteller med spektakulær natbelysning og de mange små tætliggende restauranter på kajen langs floden.

På de brede boulevarder tegnede trafikken lange røde og hvide lysspor i luften efter sig og efterlod en summen af liv i natteluften. En særlig harmoni mellem den konstante lette summen og de mange lys gav Singapore de hjerteslag kun en storby kan opnå. Som om hele byen stod og dansede til de skønne toner der blev sendt ud over byen fra højtalerne omkring os.

Nattehimlen blev aldrig rigtig mørk, men i stedet til et oplyst tag over byen der ikke virkede til at ville gå til ro. De lidt livløse og kolde facader om dagen, fik en særlig personlig om natten med de forskellige belysninger og den måde deres konturer stod skarpt frem mod den oplyste nattehimmel. Smukke og rene i deres udtryk.

Med en iskold cocktail i hånden var det nemt at lade mig hypnotisere af den imponerende udsigt. Mine øjne spejdede rundt fra det ene smukke syn til det næste, for hele tiden at efterlade emotionelle sug i maven. Alkoholen, musikken og den pulserende by gik lige i blodet på mig og fik mig med det samme til at slappe af og føle mig “hjemme”. Den særlige rus storbyer giver mig, formåede også Singapore på letteste vis at få smuglet ind i mig, som var det et simpelt stof puttet i cocktailen, der fik lykke i sin fineste form til at brede sig i min krop. Gav mig lyst til at blive oppe hele natten sammen med lydene, lysene og susene fra den store by.

Solbriller er fantastiske for mange ting. Ét er at de skærmer for solen, men de gør det også muligt at stirre diskret bag de mørke glas. På den måde kunne jeg ligge og følge med i de mange underholdende og interessante optrin på stranden i Patong. Vi havde lagt os på homo-afsnittet af stranden og der var bestemt underholdning for alle de 300 bath vi betalte for liggestolene.

Vestlige mænd, størstedelen lidt ældre og lidt fyldigere, med unge thailandske fyre vimsende omkring dem. Andre lå alene med blikket vandrende rundt på de slanke veltrænede thailandske fyre der gik rundt i små speedos i vandkanten. Flere par, udlændinge, thai og mix, lå side om side og gjorde ikke noget for at skjule kærligheden. Kærlige omfavnelser i bølgerne og flettede fingre var en naturlig del af strandbilledet.

Men det var nu ikke det der var den største underholdning. Det var at overvære det “spil” der foregik mellem de mandlige turister og de thailandske fyre. Nogle spottede hinanden ved solsengene andre mødtes tilfældigt i vandkanten. Der blev først flirtet, komplimenteret, grint og snakket, efterfulgt af flettede fingre og tættere kropskontakt. De ville lidt senere enten udveksle numre og placering for turistens hotel, eller begge samle deres ting og forsvinde hånd i hånd fra stranden. Kun fantasien satte grænse for hvad der ville ske efterfølgende. Men lidt fræk -og økonomisk- tankegang hjalp.

Man kan så tænke om det hvad man vil, den diskussion vil jeg ikke tage her, men i stedet beskæftige mig med den kendsgerning at dette kunne foregå åbenlyst og uden andre fortrak en mine. Homo-afsnittet på stranden lå midt på stranden, så mange turister og lokale gik forbi. Størstedelen uden at syne påvirkede af, hvis to mænd lå tæt i vandkanten eller at andre stod hånd i hånd og snakkede.

Der er en helt utrolig seksuel frihed i Thailand. En frihed der gang på gang bliver underbygget af de mange eksempler man støder på i løbet af bare få dage. Noget der er tilfældet mange steder i Thailand, hvor der især kommer mange turister. Sex, lysten til det og sex som drivende faktor er bestemt ikke tabubelagt. Tværtimod er det lagt åbent frem og bliver snakket om uden så mange forbehold.

På flere barer stod letpåklædte piger og dansede på små podier, og lige så letpåklædte kollegaer stod på gaden for at tiltrække flere kunder. En tur gennem gaderne med liv om natten bød på utallige møder med fyre der med et lille hjemmelavet skilt og et beskidt smil tilbød pingpong-show - igen må læseren selv lade fantasien arbejde - og strip i nærheden. Massagepiger stod tæt i ens uniformer og forsøgte med flirtende, næsten desperate, tilråb at lokke mandlige turister ind på briksen. Kvindlige turister fik til gengæld ikke meget opmærksomhed.

I Paradise Complex, området af Patong med mange homobarer, -diskoteker og -restauranter, var det unge spinkle eller trænede fyre der stod ude på gaden i små hotpants og måske en stram tanktop for at tiltrække kunder til deres bar fremfor at kunderne gik til naboen, hvor lignende fyre bare stod i en anden farve hotpants, men ellers samme flirtende smil og udstråling. Bag døre der blev åbnet i ny og næ, kunne der skimtes ind til sceneshows med fyre i mindst lige så lidt tøj eller mindre, som dem ude på gaden.

Der er ikke megen tvivl om hvad der foregår på stranden om dagen, men når først mørket sænker sig, bliver der for alvor åbnet op for sexappealen og frække lokkende tilbud. Det bliver på mange måder allesteds-nærværende, uden at blive ét stort sexshow. Personligt synes jeg det er befriende, at sex kan være så naturligt et emne, i stedet for at blive noget tabubelagt der bliver holdt lidt låg på. Befriende at sex og flirt kan fylde så meget og på en eller anden måde alligevel betyde så lidt, ved at det bare er der som en naturlig del af gadebilledet. Man vælger selv at være en del af det eller ej. Om man vil ind og se hvad der foregår i de mørkere lokaler eller bare nøjes med den sjove flirt med bartenderen eller tjeneren. Men at komme udenom at flirt og sex har en positiv og glad effekt er trods alt svær at komme udenom. Derfor er det også så skønt at være midt i og stadig selv kunne vælge hvor meget man vil være del i det.

Den tolerance og afslappethed der er i forhold til sex og præferencer synes jeg er fantastisk at være midt i. Rejsende som to fyre, er Thailand det sted i Verden hvor jeg personligt har kunne slappe bedst af. Fordi ingen peger fingre eller kigger mærkeligt. På hoteller og restauranter bliver vi modtaget som par med samme selvfølge, som hvis en mand og kvinde kom ind som gæster. I virkeligheden er det nok kun nogle enkelte turister der med deres hjemmefra-medbragte menneskesyn kan fremkalde en smule utryghed. Men heldigvis er det uhyre sjældent.

Diskussionen om hvorvidt noget er moralsk forkert og anstødeligt vil jeg ikke starte, men har da mine tanker om det også. Både for og imod. Men det ændrer ikke ved, at når jeg blot forholder mig til øjeblikket og oplevelserne, kan jeg ikke lade være med at være underholdt og synes det er en befriende afveksling. Sex, flirt, kærlighed og glade mennesker er noget der altid kan få mig i godt humør. Blandt mange andre ting, hvorfor Thailand er et rejsemål der altid kan få mit humør op.

Under det store hvide sejl spændt ud over en stor opbygget træterrasse på stranden, mellem palmerne, listede loungemusik ud af højtalerne. Musik der først opnår sin fulde forståelse på steder som Café del Mar og andre lækre barer der ligger omgivet af palmer, hvidt sand, frisk luft fra havet, strålende sol og bliver akkompagneret af bølgernes brusen når de knækker i store skumsprøjt. Rammerne for netop dét var ideelle på beachclubben Catch på Surin Beach. Det store kridhvide sejl hang kunstfærdigt mellem palmerne og skabte tag over den lækre bar hvor tjenerne i hvidt tøj mixede kulørte og kølende drinks, bag den hvide plexiglas-bar oplyst af et svagt isblåt lys. Spredt ud over terraasen stod små borde og hvide loungemøbler med store lyseblå puder. Himmelsenge med plads til at ligge i de store puder med et glas iskoldt champagne i hånden var også en mulighed. Helt igennem smukke omgivelser til at nyde den fantastiske udsigt ud over stranden og havet. Liggende tæt på den ene ende af stranden, havde Catch store klipper og vild palmeskov som naturlig kulisse. Den rolige musik satte blot prikken over i’et og efterlod gæsterne med en følelse af at livet sagtens kunne ende lykkeligt lige dér.

Beachclubben Catch er en del af det fantastiske hotel Twinpalms på Surin Beach, kun tyve minutters kørsel fra Patong Beach, der er hovedturistbyen på Phuket. Twinpalms er et lækkert eksklusivt hotel med værelserne bygget omkring den store pool, i mindre hvide huse. Så alle værelserne ligger med terrasse eller stor balkon mod den smukt anlagte pool, omringet af palmer og farvestrålende blomster. Solsenge i små klynger står under palmernes svale, store overdækkede himmelsenge på træterassen ved poolrestauranten og et par solsenge på et plautau i poolen, så man nærmest sidder på vandet. Frisk frugt bliver delt ud til gæsterne ved poolen og friske frugt-smoothies og juice bliver serveret side om side med kulørte forfriskende cocktails og lækre thairetter fra restauranten ved poolen.

Først på aftenen viste Catch og Surin Beach sig fra en endnu bedre side. Med himlen badet i solnedgangens varme orange, røde, lilla og pinke farver, aftenens lune timer og den friske brise fra havet, var Catch det beste sted at starte en god aften. Siddende på en loungesofa på stranden med et koldt duggende glas rosévin og bare spejde ud over havet. Nyde det utrolige maleri der hele tiden skiftede i form og farve. Igen med den blide loungemusik i symfoni med havet og palmebladenes raslen mod hinanden.

Hele stemningen efterlod en følelse i kroppen af lyksalighed som optog så meget plads, at selv de mindste negative tanker ikke kunne finde fodfæste. Smilene var store når vi kørte mod Patong. En by der uden tvivl er præget af den megen turisme på Phuket, men som resultat af samme har grundlag for nogle virkelig gode og lækre restauranter. Om det så er at spise hummer på stranden med levende lys, siddende på niende sal ved panoramavinduer med udsigt over byen og vandet eller om det er en minimalistisk indrettet restaurant med lækkert design liggende på en klippekant over vandet. Alle steder med den sædvanelige thailandske høje service og kulinariske oplevelser der kun fik smilene fra tidligere til at vokse endnu mere.

Phuket viste sig endnu engang som en ovenud positiv oplevelse, med masser af mulighed for selvforkælelse i fantastiske, romantiske og smukke omgivelser. Ferien var på mange måder som ti dage i paradis. Med Twinpalms og Catch som det ultimative udgangspunkt. Et ophold dér er massage og forkælelse af krop og sjæl. Som den perfekte loungemusik hvor tonerne går op i en højere enhed med omgivelserne.

Det var med forventningerne på et tilbageholdt niveau og fordomme med fylde, vi landede på Phuket for to uger siden. Vi havde brug for en tidlig sommerferie ud af Nepal og skulle bare et sted hen med sol og ikke mindst strand og hav. Phuket var den nemmeste mulighed, så det blev der turen gik til.

Et billede af et turisthelvede med det ene klodsede hotel efter det andet hele vejen ned langs kysten, en natur der var forsvundet under beton og asfalt og den smilende thailandske ånd forlængst kvalt af turisme, var det billede der de sidste år dukkede op på mit nethinde når jeg tænkte på Phuket.

Fordommene blev gjort til skamme og forventningerne kunne nemt have været skruet højere op. At vi var der udenfor højsæsonen fik måske Phuket til at vise sig fra sin bedre side, men har svært ved at forestille mig, at det kan blive så forfærdeligt som jeg i første omgang havde frygtet.

Med to hjul under os suste vi rundt på øen og nød hvert et indtryk. Overalt i det kuperede landskab var skovene tætte og frodige med skarpe grønne farver i det kraftige sollys. Nogle steder slyngede den tætte bevoksning sig om elmasterne og kravlede ud på ledningerne, som for at demonstrere hvem der var der først.

Med kraftige stigninger, mavesnurende nedkørsler og kraftige sving snoede vejene sig op langs kysterne, med den friske brise fra havet hængende svalende over den varme asfalt. Øverst på klippekanterne var der flere steder luft mellem træerne, der gav et smukt udsyn ud over Andamanerhavet, der med sine bølgetoppe lignede et glimtende tæppe under solens behandling og strakte sig ubrudt til horisonten.

Andre steder gav glimtene mellem træerne korte udsyn ned til små vige for foden af klipperne. Med det gule sand i en halvmånebue liggende mellem to store klippesider, hvor det klare blå hav med brusende bølger og hvide toppe, kastede sig kraftigt mod strandkanten og klippestenene langs stranden. Et lille paradis indrammet af frodig natur og stejle klipper på tre sider og det åbne hav på den sidste side.

Mange steder stak højtragende kalkstensklipper op af havet ikke langt fra kysten, med frodig og tæt natur som eneste liv på klippeøerne. De kraftige bølger mod klipperne skabte en hvid ring af brus omkring øerne, der fik de mørke klipper til at træde endnu tydligere frem. De enorme klipper lå spredt som de sidste små stykker land inden det store hav for alvor fik lov til at brede sig.

Hele vejen ned langs kysten lå surferne som vuggende korkpropper i de store bølger. Med solbrune våde rygge skinnende i solen sad de mange surfere overskrævs på deres boards og ventede på de helt rigtige bølger. Med glidende lethed og stor elegance gled de gennem bølgernes svage punkt, for at dukke op på den anden side igen. For pludselig at vende rundt og lade sig rive med af en anden stor bølge. Springe op på boardet og med overlegen styrke surfe foran bølgens brusende top, men til sidst tabe farten og blive opslugt af bølgen. Kun for igen at vende smilende tilbage til overfladen med kurs mod nye bølger.

Vi surfede ikke, men det afholdt os ikke fra at kaste os ud i de store bølger. Bare med fødderne i vandet kunne den stærke strøm mærkes, og de røde flag langs stranden var ikke for sjov. Heldigvis var det heller ikke nødvendigt at gå langt ud for at lege i bølgerne. Selvom vandet kun gik os til midt på lårene kunne bølgerne nemt slå ind over hovederne på os. Den kraftige strøm gjorde flere gange et bodyboard unødvendigt, da vi nemt kunne glide med på bølgerne uden. Ganske effektiv måde at komme tilbage til stranden på.

Nu skal det ikke lyde som om Phuket så kun er natur, for der er også byer og steder hvor turisterne helt tydeligt er samlet. Byer med grundlag for at skabe mere liv med lækre restauranter, barer og butikker. Men når det er sagt så er der stadig mange muligheder for at finde steder hvor der ikke er mange turister. Smukke rolige strande og små hyggelige spots med formidabel udsigt.

Så alt i alt viste Phuket sig at være et godt mix af mulighed for at slappe af i smukke frodige omgivelser og så mulighed for at gå ud at spise på fantastiske restauranter og få gode cocktails under den varme nattehimmel.

Flodens brusen fyldte luften i kløften under os da vi ankom til Last Resort i det nordlige Nepal, og skulle gå over den lange gangbro, for at komme til camp’en. Med klart lyseblåt vand bruste floden gennem kløften langt under os, med hvide bølgetoppe, når klipper og store sten bremsede strømmen. De stejle klippesider var dækket af træer og planter, kun brudt af små vandfald der løb ned ad siderne, mellem de grønne planter og mørke klipper. I horisonten i begge ender af kløften skød bjerge op i flere højder og rismarkerne lå som et utal af vandrette linjer på bjergsiderne. Solen skinnede fra en lyseblå skyfri himmel. Hele sceneriet kunne ikke være smukkere.

Da min ven og jeg stod på broen og kiggede ned på floden 160 meter under os, fik vi begge et sug i maven. Både på grund af højden, men også af den utroligt smukke udsigt. For mig kom floden til at virke næsten dragende og jeg fik lyst til at hoppe ud og blive en del af det. Den rene natur, de salige vandfald og den voldsomme flod skabte en følelse af frihed i luften. Jeg kom til at nævne højt at jeg fik lyst til at hoppe ud….

Vennen prikkede lidt til mig og spurgte, om jeg så ikke skulle tage det bungy jump det er muligt at tage fra netop den bro. Da jeg altid har forsvoret at jeg skulle gøre noget så vanvittigt som bungy jump, afviste jeg og ville hellere bare være sammen med ham og vandre i bjergene. Men ét eller andet blev alligevel siddende i kroppen. En lille nysgerrighed eller blot simpel vanvid. Slog det hen, da vi havde andre planer for det korte ophold på Last Resort.

Næste morgen godt igennem omeletten kom camp’ens manager hen og spurgte om vi skulle lave bungy jump. Der var mulighed en halv time senere og igen efter tre timer. Omeletten satte sig med det samme på tværs og hjertet øgede slagene. Vennen derimod sad med stort smil på læberne. Han kender mig. Vi svarede at vi bare skulle slappe af. Appetitten forsvandt dog, maven slog knuder og jeg fortrød det jeg allerede havde spist. Ligeledes fortrød jeg den foregående aftens whiskey’er. Jeg kender også mig selv! Så skulle ikke have mere i maven, hvis jeg skulle ud at springe i elastik lidt efter.

Med tankerne rumsterende i hovedet gik jeg jeg lidt rundt ved siden af mig selv. Beslutningen var inderst inde nok allerede taget, men alligevel skulle jeg lige overbevise den fornuftige del af mine tanker. Men det var som om de eneste tanker der stod klart var: “Du er sindssyg Mikael!”

Til sidst tog vennen heldigvis styringen og gik med mig op til receptionen hvor jeg fik fremstammet at jeg gerne ville tage det tidlige hop. Med rystende fingre skrev jeg under på formularen og lidt efter stod jeg midt i briefingen inden hoppet. Nerverne begyndte at sætte sig som små rystelser i kroppen og alle svedkirtler kom på arbejde.

Tre kvarter efter jeg blev afbrudt midt i min morgenmad stod jeg ude på broen og kiggede igen ned mod dybet. Men denne gang med viden om at jeg skulle hoppe ud fra den højde hvor jeg nu befandt mig. Jeg stod sammen med en canadisk fyr, der med rystende hænder var tydeligt nervøs. Jeg rystede ikke synligt, men er sikker på at indersiden af min krop rystede voldsomt. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen og udløste store nervøse grin og små hop på stedet, der et øjeblik efter fik hele hængebroen til at svinge let. Vi blev ved med at kaste lange blikke ud over broens rækværk, og jeg fik hele tiden følelsen af at floden kom nærmere og nærmere. Som blev de 160 meter ned mindre og mindre frygtindgydende. Alligevel var det afstanden der gjorde det overskueligt. Fra en ti-meter vippe er “bunden” meget tæt på. Fra broen var det umuligt at putte afstanden ind i noget perspektiv og forholde sig til den.

Da det blev min tur og jeg blev kaldt frem skyllede en ny bølge af nervøsitet ind over mig. Med rystende ben fik jeg seler og spænder sat om kroppen, men forsøgte at bevare den rolige overflade ved at joke lidt med det hele. Igen begyndte jeg bare at grine. Suset i maven var allerede startet.

Da jeg fik elastikken spændt på anklerne og det var tid til at stå ud på den lille platform på siden af broen slog al normal tankegang fra. Ellers ville jeg ikke kunne have gjort det. På grund af det stramme seletøj omkring anklerne var skridtene små og usikre, da jeg bevægede mig hen til kanten. Et blik ned mod floden gav et sus gennem kroppen og alle fornuftens advarselslamper begyndte at blinke. At stå dér og tænke at jeg lidt efter skulle kaste mig ud virkede surrealistisk og på ingen måde naturligt. En blanding af kvalme, adrenalin, svimmelhed, frygt og et barns glæde julemorgen eksploderede i kroppen på mig. Jeg lod fornuften hænge i luften og stædigheden overtage kroppen. Gik helt hen til kanten, spredte armene ud til siden, instruktøren talte til tre og så sprang jeg ellers bare ud. Vidste at jeg ikke kunne blive stående og overveje. Fornuften måtte vente til jeg igen stod på jorden på bunden af kløften.

De syv sekunders frie fald føltes som uendelig lang tid. Tid hvor floden kun kom nærmere og nærmere med høj fart. Vind suste om kroppen og bjergsiderne på begge sider blev bare til en sløret kulisse. Hovedet var tom for tanker. Jeg faldt bare. Med armene stadig spredt ud til siden fløj jeg gennem luften.

Med et roligt stød blev elastikken strukket ud og jeg begyndte at flyve opad igen. Luften kom tilbage i lungerne og jeg begyndte at grine som jeg fløj op og ned gennem luften. Det var umuligt at regne ud hvad der var op og ned, højre og venstre. Som en hoppebold i en kasse hoppede jeg rundt i luften, og latteren kunne ikke holdes tilbage. Jeg havde gjort det! Jeg overlevede det frie fald. Så var resten bare som en vild rutsjebanetur.

Hængende med benene i vejret og blikket rettet mod den brusende flod under mig, blev jeg langsomt hejst ned og fik udstyret af igen. Med rystende ben tog jeg de første skridt tilbage på jorden. Følelsen af uovervindelighed, stolthed og vild adrenalin overtog kroppen og mit smil truede med at dele ansigtet i to. Et smil der blev siddende resten af dagen.

Tænk at jeg egen fri vilje sprang ud fra 160 meters højde. Det ér sindssygt, men hvor var det også en fantastisk oplevelse. Et sus der kun kan opnåes ved at gøre noget ekstremt. Kan mærke at lysten til at udfordre mig selv og mine grænser kun vokser for hver gang jeg gør noget som presser mig på flere plan. Hvad bliver det næste. Kender mig godt nok til at vide at dette bungy jump nok ikke bliver det sidste jeg finder på….

Når man siger Barcelona kan man ikke komme udenom Gaudi. Og det bør man heller ikke! Hans fingeraftryk på byen er intet mindre end betagende og imponerende. Sjældent at opleve en by hvor én mand har sat så tydeligt præg på byens udseende. Men det er hans surrealistiske univers der er med til at gøre Barcelona til noget helt særligt. Hans værker dukker op mange steder i byen og får en til at stoppe op hver gang. Fordi tankerne ikke kan nå at konsumere indtrykkene alene ved at gå forbi.

Et af Gaudis absolutte mesterværker er bemærkelsesværdigt nok ikke færdigt. Nemlig La Sagrada Familia - Den Hellige Familie, eller den ufuldendte kirke. Den enorme kirke med de verdenskendte tårne der i spindelvævsagtige, dekorerede og spektakulære former rejser sig mod himlen og afslutter i geometriske og farvestrålende figurer. Da kirken trods sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet endnu ikke er færdig, får tårnene desværre ikke lov til at stå alene mod den lyseblå forårshimmel, men skæmmes af et utal af kraner der omkranser kirken.

Dog fik det fortsættende arbejde på kirken ikke oplevelsen af La Sagrada til at blive ødelagt. Efter den store gotiske indgang med næsten skræmmende figurer med skarpe og dæmoniske træk, kom vi ind i et af de mest fantastisk rum jeg nogensinde har befundet mig i. Et kæmpemæssigt kirkerum, med loftet hvilende højt over os på en skov af store kraftige søjler. De mange enorme søjler gav næsten oplevelsen af en labyrint trods al luften i det store rum. De lyse sten, den hvide malling og det særlige lys igennem de store og små vinduer, gav rummet et helt særligt lys, der gav følelsen af at noget større hang i luften mellem gulvet og loftet højt oppe.

Overalt omkring os var der nye detaljer at lade øjnene dvale ved. Vindeltrapper omkranset af de fineste detaljer. Runde former og lyse farver i forskellige nuancer. Imponerende blyindfattede ruder med farvet glas, der med solen bragende igennem lignede et farvefyrværkeri uden sidestykke. Religiøse figurer og uforklarlige skulpturer i skarpe farver. Dekorerede rosetter og religiøse billeder oppe i hvælvingene.

Tribunerne nærmest svævende højt oppe midt på skibets ydervægge, med plads til et-tusind korsangere, fik mig til at ønske at der virkelig stod så mange sangere deroppe. At jeg var eneste gæst i kirken og et eller flere af kirkens orgler sammen med koret ville opføre en koncert kun for mig. Stemningen og det særlige lys i det enorme rum tilsat tanken om et stykke klassisk musik, der ville kærtegne hver en detalje i rummet, fik hårene til at rejse sig på mig. Følelsen af at en orgelkoncert ville få istemmende engle til at flyve rundt i kirkerummet og få søjlerne til at brage gennem taget og rejse sig endnu højere mod himlen, bredte sig i kroppen.

La Sagrada var uden tvivl en stor oplevelse, men også en arkitektonisk oplevelse. Kirken er ikke brugt og fremstår indvendig som et nyt byggeri. Ikke at det gjorde oplevelsen mindre, men tidens tand manglede. Da vi dagen efter stod inde i den gamle katedral i den gotiske bydel af Barcelona, oplevede vi for alvor kontrasten. Der kunne vi stå op kigge op på store stenblokke der -kun- lå i spænd side om side i hvælvingerne højt over os, hvor La Sagrada havde fine pudsede overflader lavet indenfor de sidste par år. Katedralen var fyldt med en atmosfære og en sjæl af historie og bygningsværket virkede bare endnu mere imponerende, ved tanken om at den store bygning er opført for flere hundrede år siden.

Men det er langt fra kun La Sagrada Gaudi skal bemærkes for. Hans skæve univers kunne spottes mange steder i byen. Bygninger hvor fysiske begrænsninger synes ophævet og erstattet af sjove former og kurver, balkoner formet som masker og tage der ledte tankerne på en fantasiverden. Smukt og skræmmende på samme tid. Som at gå rundt i et maleri af den danske kunstner Otto Frello.

Da vi tog metroen ud til Park Güell blev vi for alvor lukket ind i Gaudis forunderlige verden. En park på en bakketop lidt udenfor centrum, med fin udsigt til La Sagrada ragende højt over sine naboer. I forskellige niveauer og snoede stier blev vi ledt ind gennem hans park. Da vi kom til hovedindgangen kunne vi ikke andet end at begynde at grine. Det var som var vi havnet midt i et kagelandskab. Huse uden nogle skarpe kanter, men i stedet med rundinger og skæve buer. Pyntet med mosaikker, farver og hvide tage, som var det brunkage pyntet med glasur og slik. Overalt var der smukke mosaikker, fabeldyr i utrolige farver, søjlegange med snoede søjler i råt materiale og Gaudis velkendte runde og buede former. Forårssolen skinnede igen i de mange kraftige farver og fik parkens træer og blomster til at træde kraftigt frem, i fin symfoni med Gaudis forunderlige univers.

Barcelona og dens megen kreativitet var en fantastisk oplevelse. Gaudis bidrag til oplevelsen, tilførte byen et surrealistisk præg, der gør oplevelsen befriende og smil-fremkaldende. Som at være et sted hvor regler, normer og voksenlivets seriøsitet ikke er altoverskyggende. Næste gang håber jeg kun at få mere tid til at dykke ned i Gaudis værker og forsvinde i de mange utrolige detaljer.