Sidder lige nu på gulvet i en lejlighed hvor lyden af tasterne giver genlyd i det tomme rum. Der dufter af opløste sæbespåner og nyvasket trægulv. Køkkenet skinner, men ser godt nok også tomt ud. Tomt hvor der indtil for få dage siden var ting på alle hylderne og på bordet, der vidnede om et liv i lejligheden. Den lille bænk under vinduet, hvor jeg har siddet med lukkede øjne i solen og ladet tankerne svæve. Badeværelset klinger hult og alle de tomme badeværelses hylder nærmest skriger i fraværet af mine (for) mange toiletsager der stod meter efter meter.

Det er seks et halvt år siden jeg sammen med en veninde gik og gjorde lejligheden rent, så den var klar til at flytte ind i. Som ung stadig nyankommen fynbo til København, havde jeg gjort noget af et kup ved den lejlighed. Den var billig, godt indrettet og så skulle der bare svinges en ekstra hård klud for at skjule de sidste spor efter hvad der før havde været et sted hvor der både blev handlet og taget stoffer. Væggene var hullet og møgbeskidte og det lyse trægulv var sort af snavs, kun brudt af brændmærker efter cigaretter.

Selv samme veninde som hjalp mig dengang, kommer om lidt og henter mig. Først skal viceværten komme og lave det obligatoriske flyttesyn. Derefter skal jeg gå ud af døren for sidste gang. Efter seks et halvt år hvor der har været livlig trafik ud og ind af den dør. En periode der efterlader minderne drivende ned ad væggene. Derfor er det også vemodigt at skulle sige farvel til dette sted. Lejligheden var mit første rigtige hjem da jeg flyttede hjemmefra for syv år siden og hele starten på mit “voksenliv” er foregået her. Mit københavnerliv på mit elskede Nørrebro.

Lejligheden blev tømt i løbet af weekenden og mange ting blev smidt ud. Til sidst med hård hånd, da ingen ved hvornår de mange kasser bliver pakket ud igen. Indtil videre er hele mit liv solgt eller pakket ned i et hav af kasser og står nu på et lagerhotel udenfor byen. Der kommer de til at stå til kæresten og jeg en dag vender tilbage til København. En kendsgerning der også har prikket til vemodigheden.

Det er en afsked med rammerne omkring en masse minder. Minder jeg heldigvis tager med mig i sindet, men på så mange år når der alligevel at ske meget. Gode og dårlige oplevelser. Festlige stunder og tårefremkaldende episoder. Store beslutninger og øjeblikke der er blevet printet ind i sindet med lyde og dufte.

Trods 30 kvm har der været samlet knap halvtres til fest, hvor musikken knap nok har kunne overdøve grin og glade stemmer. Vi har siddet familien samlet omkring et lille spisebord med lidt albuerum, men med høj og god stemning. Det hårde og tårevædet brud med ex-kæresten skete i dette rum. Jeg har puttet med en god veninde på sofaen til vores faste serie. I denne lejlighed har flere fået beskeden om at min nye kæreste var en fyr og ikke en pige. Kærestens og mit forhold har bl.a udviklet sig i disse rammer. En udvikling der nu har resulteret i at det har været en positiv og lykkelig beslutning at flytte herfra, for at starte et nyt kapitel sammen med ham. Bare for at give et lille udpluk af de ufattelige mange minder der er blevet skabt i denne lejlighed.

Jeg har glædet mig til denne dag, da det samtidig er den sidste løsrivelse fra mit liv i Danmark. Slutningen på dette kapitel er startskuddet så det næste kapitel for alvor kan gå i gang. Et kapitel der endnu ikke er nogen tidshorisont, men som allerede har bidraget med nye og fantastiske minder. Jeg er ikke i tvivl om at det nye kapitel bliver mindeværdigt. Ikke mindst fordi jeg skal dele det med en jeg elsker og glæder mig til at forme kapitlet med.

Taxi-chaufføren svarede godt nok “yes yes” da vi gav ham adressen og flere gange undervejs forklarede vi hvor vi skulle hen. Alligevel kørte vi pludselig i den stik modsatte retning. Med tålmodighed prøvede vi at overbevise ham om at vi altså ikke var på rette vej. At den brøkdel han havde forstået af vores sætninger - nemlig bydelen - ikke var nok til at finde én bestemt adresse. Heldigvis havde jeg nået at kigge på et kort hjemmefra, så endte med at sidde og guide chaufføren rundt min egen bedste overbevisning og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran konservatoriet hvor vi skulle være.

Forsinket af den lille omvej og monsunens forvandling af gader til floder der gjorde det umuligt at komme frem nogle steder. Når monsunen rammer bliver dag til nat og vandet begynder at vælte ned, som bliver det hældt direkte ud af en kæmpe spand. Vandet ligger højt i Kathmandus gader og motorcykler drukner på stribe. Biler holder midt i det der mest af alt ligner floder og har givet op overfor vandmasserne. Langs husmurene står folk tæt for at finde en smule læ for de enorme vandmasser fra oven og dem der alligevel bevæger sig rundt på fortovene har smidt skoene og trukket op i bukser eller kjole. Ti-femten minutter senere stopper vandet og afløses af strålende sol lige så hurtigt som regnen kom.

Om monsunen forsinkede flere eller om det bare var normal nepalesisk tidspræcision. I hvert fald var der ikke kommet mange, da vi kom i sidste minut før showstart. Men flere kom dryssende og virkede egentlig ikke påvirket af forsinkelsen. Tværtimod. Showet endte da også med at starte tre kvarter senere end planlagt, og dét med største selvfølge for alle. Selv kæresten har allerede adopteret det noget sløsede forhold til tid, på de seks måneder han har været her. Noget jeg helt sikkert skal vænne mig til.

Showet, en afslutning på et projekt: TransArt Project Nepal, et samarbejde mellem en hollandsk gruppe og Nepals LGBT-org. Blue Diamond Society (BDS), for give større opmærksomhed omkring Nepals homo- og transseksuelle. Vi var inviteret med af BDS som jeg laver noget arbejde for.

Det hele startede med en kort introduktion og showet fortsatte med sang, dans, skuespil og musik. Et par underholdende timer, der mest af alt mindede om at være gæst ved en skoleforestilling af de mindre klasser. Lys og lyd kiksede flere gange, nogle kunne bestemt ikke synge, andre havde svært ved at koncentrere sig om andet end at posere rigtigt på scenen. Det hele meget simpelt og primitivt. Men det var fedt at se dem have det sjovt på scenen. De nød det fuldt ud, ikke mindst at stå på en scene foran en fyldt sal. Smilene og glæden i deres øjne overskyggede bestemt, at showet måske ikke hele tiden var så seriøst. Den stolthed de gik ned fra scenen med var oplivende at være vidne til og fremkaldte store smil.

Transseksuelle især har mange gange meget svært ved at få job i Nepal og kaster sig i stedet ud i den noget mørklagte sexindustri. TransArt Project skulle oplyse og give de transseksuelle en oplevelse af, at de kan udrette og opnå noget. Så at se den indlevelse, glæde og stolthed var en fantastisk oplevelse. Det var virkelig livsbekræftende og optimismen var tyg i luften i salen.

Så trods forvirret taxi-chauffør, monsunregn, nepalesisk tidsånd og et simpelt show, var det en rigtig fin og sjov eftermiddag, hvor vi fik lejlighed til at hilse på den hollandske gruppe og rose dem for deres store og tålmodige arbejde. Ikke mindst også at hilse på nogle stykker af de lokale, der nysgerrigt kom over for at høre hvad to unge hvide fyre lavede der. Nysgerrighedensteg kun når vi fortalte at vi bor i Kathmandu.

Frygten for at blive spottet som bøsser, får nogle par til nærmest at undgå hinanden i det offentlige rum. Til at sidde akavet langt fra hinanden på en hyggelig date. Bare for at andre ikke skulle tro dét, der egentlig er sandheden. I mellemtiden kan to andre fyre der umiddelbart ligner to afslappede venner i godt selskab, sidde med flettede fingre og kærlighed i øjnene, uden at nogen som helst bemærker det.

Heldigvis kan bøsser i Danmark langt størstedelen af tiden være synlige i gadebilledet uden at frygte noget. De kan være sig selv og være ærlige om deres følelser. Alligevel er stemningen af og til en smule akavet i det offentlige rum. Nogle par gør meget for ikke at vække opsigt og ikke være for synlige. Bare dét, at følges ind i biografen vælger nogen fra. Men nogle gange gør forsøget på ikke at virke synlige, at de netop bliver endnu mere synlige. Fordi de ikke virker afslappede eller naturlige. Den akavede stemning - selvvalgt eller underbevidst - er iøjefaldende og vækker større opmærksomhed på den kærlighed der alligevel ikke kan skjules.

Jeg vil tro det er de færreste der kan blive provokeret af kærlighed i det offentlige rum, om det så er mellem mor og barn, mellem mand og kvinde, mellem to kvinder eller to mænd. Kærlighed mellem to mennesker er noget af det smukkeste og er dejligt at opleve i gadebilledet. Heldigvis er kærligheden også svær at skjule, så det er sjældent meget der skal til for at man kan få en følelse af at kærlighed er til stede. Desværre er der alligevel nogen der skal udpensle deres kærlighed for alle andre og gøre den provokerende. Som det unge par der skal sidde og kysse med hele ansigtet og have hænderne under tøjet, for at se om de kan provokere nogle forbipasserende. Men også blandt bøsser er der et behov for at provokere og gøre deres kærlighed ekstra synlig. Fordi de kan! En tendens der desværre nogle gange fylder for meget i miljøet. Nemlig behovet for at cementere homoseksuelles rettigheder, ved at presse dem til det yderste og i gøre det synligt at de i hvert fald har lov til at gøre det de gør.

Det kan godt være homoseksuelle kan være sig selv i Danmark, men hvor meget “sig selv” skal man være? -Gælder i og for sig også heteroer. Jeg kan godt finde på at holde min kæreste i hånden på gaden. Jeg kysser ham også goddag og farvel - med et enkelt kys -, når vi mødes et sted i byen, men føler ikke yderligere kærtegn hører hjemme i det offentlige rum. Vi selv og dem vi er sammen med skal nok være klar over vores kærlighed. Kærligheden er omkring os, også selvom vi ikke gnaver kranier eller nusser hinanden hele tiden. Måske kan andre omkring os, også se kærligheden, men som jeg skrev i indledningen er det slet ikke sikkert andre tænker yderligere over det, selvom vi er to fyre.

Jeg kan da selv blive provokeret hvis nogen bliver for intime. Om det så er heteroer eller homoer er egentlig temmelig ligegyldigt. Jeg mener ikke det er et spørgsmål om at blæse ens kærlighed op i ansigtet på andre, men hellere skabe en kærlig stemning. Ved at være naturlig omkring sin kærlighed. Men stadig med respekt for andre mennesker.

Derfor synes jeg også altid det er en skam når nogen forsøger at skjule kærligheden. Personligt især når bøsser gør det, fordi det rammer noget i mit hjerte. Prikker til de følelser jeg selv har haft tidligere når jeg frygtede nogle følger, jeg ofte selv skabte i hovedet. Men også fordi jeg mener, at mange bøsser selv kunne være med til at gøre det nemmere for os alle sammen. Netop ved at være naturlige. Hverken gemme sig eller provokere, men bare ved at være dem selv og stå ved deres kærlighed. Være med til at skabe et billede af at langt størstedelen af bøsser, hverken er sex-udbasunerende stereotyper eller nervøse vægkravlere. Vise at kærligheden mellem to mænd er lige så smuk som al anden kærlighed.

Ødelæg den ikke og skjul den ikke. Den skal nok være synlig af sig selv. Den skal hverken holdes oppe af bål og brand eller holdes nede med samme.

Havde ruteanvisningen i baghovedet og adressen skrevet ned på en lille lap papir. Men i Kathmandu går de ikke særlig meget op i gadenavne eller egentlige adresser for den sags skyld. Så at finde en bestemt adresse er omtrent lige så nemt, som at finde den øde ø uden skattekort. I stedet spørger man sig frem og mærkeligt nok, så er der altid en eller anden der kender vejen, eller kender nogen som gør.

Jeg strandede i en lille gade på bagsiden af en af de større hovedgader, men kunne trods anvisninger ikke finde mit mål. Gik lidt rundt på må og få. Var tydeligvis steder hvor turister sjældent kom, og pludselig var jeg tilbage ved udgangspunktet. Var ved at kapitulere og opgive mit foretagende, men gik i stedet ind på noget der lignede et etableret sted.

En indisk mode- og designstuderende kendte vejen og ledte velvilligt an. Kom ned gennem en meget smal sti mellem to høje bygninger. En vej jeg aldrig selv havde fundet på at tage. Drejede om flere hjørner og gik gennem et par porte. Nogle steder havde jeg vist lige været forbi… Da inderen ikke skulle længere, kaldte han på en lille dreng der sad foran en kiosk sammen med nogle andre drenge. Bad ham vise mig resten af vejen. Han kom storsmilende springende, jeg hilste pænt farvel til inderen, sagde tak og fulgte efter drengen der livligt gik ved siden af mig videre i labyrinten af små gader og gyder. “It’s here sir!” udbrød han med et stort smil og pegede på en temmelig anonym bygning. Som sagt, umuligt at finde vej, med mindre man ved præcis hvor man skal hen. Så hellere vide hvor det nogenlunde skal ligge og så spørge nogle af de altid hjælpsomme nepalesere.

Jeg kom indenfor og hilste lidt forsinket på de ventende, der blot grinte forstående af mit lille eventyr rundt i kvarteret. Hilste på de forskellige, men vigtigst på Sunil Babu Pant, parlamentsmedlemmet jeg havde en aftale med. Sunil er Nepals første åbne homoseksuelle parlamentsmedlem og samtidig stifter af Nepals første og eneste LGBT-organisation, Blue Diamond Society (BDS). Hvad han og BDS har opnået af forbedringer for Nepals homo-, bi- og transseksuelle er ikke småting og alt sammen resultat af hårdt arbejde og viljestyrke.

Det blev til en lang snak om deres arbejde, udfordringer for LGBT’er i Nepal og hvad deres tanker er for fremtiden. Trods Sunils lidt generte og tilbagetrukne facon, kan hans resultater ikke overses. Fra homo-, bi- og transseksuelles anerkendelse og krav på ligebehandling og -rettigheder i 2008 til at de nu kan blive gift i Nepal. En vedtagelse hvor blækket næsten stadig er vådt.

BDS tankegang omkring hvad de kæmper for og hvordan de vælger at markere sig, er markant anderledes end fra den måde LGBT’er til tider ofte overprofilerer sig selv i Europa. Det var et spændende, interessant og inspirerende møde, hvor jeg ligeledes fortalte om mine erfaringer fra Danmark. Et land som tidligere har stået stærkt i kampen for LGBT’er, men desværre begynder at halte efter lande som selv Nepal, hvor hele spørgsmålet trods alt først er blevet åbnet inden for de sidste år.

Derfor var det dejligt at høre, at Danmark aktivt støtter BDS’s arbejde. Noget jeg generelt hørte rigtig mange gange i Nepal. Danmark bliver set på med meget positive øjne pga. det store arbejde Danmark gør i Nepal. En anerkendelse og taknemmelighed der gjorde mig stolt over at være dansker. Noget andet end at rejse rundt i lande hvor Danmark ofte bliver sidestillet med Mohammed-tegninger og DF.

Efter halvanden time sagde jeg pænt farvel til Sunil og resten af hans hold på BDS’s kontor. Begge sider takkede for en god snak og aftalte at mødes igen når jeg er tilbage i Kathmandu.

Normalt er jeg modstander af personlige angreb og bloggen her skal heller ikke være ståsted for personlige angreb, men når jeg føler mig personligt angrebet kan jeg ikke undlade at tage til genmæle. Beklager, men sådan er jeg. Det er ikke tilsigtet at dette indlæg skal bliver personligt, men nok umuligt helt at undgå da det kommer til at tage udgangspunkt i især én bloggers indlæg.

Det er en blog der har vækket reaktioner og vrede. Ligeledes affødt blogindlæg i reaktion på vedkommendes blog. Selv redaktionen på Urbanblog har været indblandet. Det er første gang jeg har oplevet dem udøve censur. Dog synes jeg ikke de tager særlig meget stilling til begge sider af “striden”.

Nanna (N) - efternavn fjernet efter ønske fra Nanna - har som så mange andre taget del i debatten om homoseksuelles ret til kirkelige vielser og adoption. Forskellige holdninger til disse emner er der mange af, hvilket der også skal være plads til, men når argumenterne bliver kreative og angrebene på de homoseksuelle kommer under bæltestedet, bliver en del af mig ramt. N´s indlæg er så farvet af stereotyp generalisering, at det simpelthen er skræmmende.

Som når ovennævnte blogger argumenterer mod homoseksuelles ret til adoption, ved at forsøge at give homoseksuelle skylden for seksuelle overgreb på børn. Dét argument er simpelthen for tarveligt og søgt. Så skal heteroseksuelle vel heller ikke have ret til børn. I så fald er overbefolkningen da hurtigt løst.

N skriver: “Antallet af homoseksuelles overgreb vil stige i takt med øget accept af homoseksuelle forældreskab via lovgivning.” Vil det betyde, at den dag jeg får lov til at få et barn så stiger risikoen for at jeg bliver pædofil? Der er ingen der siger at alle homoseksuelle skal have lov til at adoptere. Ønsket er blot at de kan blive vurderet på samme vilkår som heteroseksuelle par - der også potentielt kan indeholde en fare for barnet…

Kommentarsporet til indlægget er langt, men på et tidspunkt skriver N: “Mit gæt er, at nogle af de homoseksuelle overgreb på børn sker, fordi den voksne ikke magter at etablere kontakt med voksne homoseksuelle.” Dén påstand gider jeg næsten ikke kommentere, men kan alligevel ikke lade være. Det viser igen tydeligt at N udtaler sig om homoseksuelle på et grundlag der kan skabes ved at læse Se&Hør og se Paradise Hotel. Men for at blive i N’s tankegang, så skulle det da være menneskesyn som hendes der sætter en skræk i livet på voksne homoseksuelle.

I det foregående indlæg angriber N de homoseksuelle for at udføre et angreb på ægteskabet som institution. Også i den debat tager N gamle og udvandede argumenter i brug, som f.eks. at henvise til det Gamle Testamente. Det Nye Testamente hedder af gode grunde “det nye” fordi det forholder sig mere “nutidigt” til en række områder og derfor heller ikke taler imod ægteskab mellem to af samme køn, som det heller ikke taler imod kvindelige præster. Men dét er et spørgsmål om opfattelse af Biblen og jeg vil derfor ikke starte den diskussion.

Men når N skriver: “Trossamfund bør overhovedet ikke have ret til at “vie” andet end almindelige par.” og “Jeg er personligt kraftigt imod hvis homoforhold skal indgå i ægteskabsbegrebet. Jeg mener at det er at legitimere en løgn.” føler jeg mig virkelig trådt på. At kalde kærligheden mellem min kæreste og mig en løgn synes jeg er direkte respektløst. At antyde  at vores kærlighed er uægte og ikke af samme værdi som den mellem en mand og en kvinde, synes jeg på ingen måde hører hjemme i et Danmark anno 2010. Tværtimod synes jeg det er skræmmende at den slags holdninger overhovedet bliver ytret i et moderne Danmark.

N uddyber i kommentarsporet “Men er det så ærefuldt at gøre løgn til sandhed og kalde sig for noget, man ikke er? Jeg tror næppe det vil skabe sympati, men tværtimod stigende modvilje mod homoseksuelle.” Jeg begriber simpelthen ikke hvordan retten til at blive gift kan skabe antiparti mod homoseksuelle. Hvad er det andre taber ved at vi homoseksuelle får den ret? Ifølge N er børnene åbenbart potentielle tabere. “Et barn, som vokser op med to homoseksuelle forældre, som åbenlyst er gift med hinanden, kommer til at bære en unødig byrde. De bør ikke skilte med deres homoseksualitet, for det er urimeligt at et barn skal forholde sig til voksenseksualitet - oven i købet også overfor omverdenen. Alle ansvarlige forældre holder deres personlige seksualitet for sig selv. Børn skal have lov til at være børn.”

Så synes jeg da også heteroseksuelle forældre skal stoppe med at kysse hinanden foran deres børn. Lade være med at vise kærlighed og følelser. Det er da også seksualitet. Jeg ved godt mange gerne vil tro det, men homoseksuelle render altså ikke nøgne rundt og har sex alle tænkelige steder. Tværtimod er vi i en situation hvor bare det at give hinanden et kys i det offentlige rum først sker efter at have kigget en gang over hver skulder. En glæde heteroseksuelle slipper for. En anden ting, siden hvornår har børn taget skade af at opleve og være vidne til kærlighed? Det kan på ingen måde være værre end de mange skænderier og den had mange børn havner midt i fordi deres forældre ikke kan finde ud af kærligheden til hinanden.

Ét er spørgsmålene om de to grundlæggende ting, Ægteskab og adoption, noget andet er de mange kommentarer der er fulgt i kølvandet på debatten. Kommentarer der rammer mig på mange måder. Kommentarer der lugter langt væk af subsistensløs generalisering og manglende evne til at indleve sig i andres situation.

En kommentar som “Vi er i dag i en situation, hvor rigtig mange homoseksuelle er synlige for offentligheden som skuespillere, tv-journalister, studieværter osv. Begrundelsen for særrettigheder kan være svær at få øje på.” kan jeg næsten kun ryste på hovedet af. Der er ingen der beder om særbehandling, kun om lige behandling. At homoseksuelle er synlige og bliver mixet med de “almindelige” er kun et godt - og længe ventet - tegn og et bevis på at vi ikke er spor anderledes. Derfor er der heller ikke grund til at behandle os anderledes, hverken positivt eller negativt, eller at se skævt til os.

Ja, homoer fester, holder parader og i sommers også Outgames i København. Nogle af tingene er jeg heller ikke nødvendigvis den store tilhænger af, men mener heller ikke at vi skal fratages retten til at feste og markere forskellige begivenheder. N kommenterer “Jeg tror snarere at vi er nogen som sukker efter at I en dag bliver færdige med det pjat eller finder et andet sted til jeres live shows og svingen kunstige patter…” Hvis vi alle skal tænke lige så stereotypt, skal jeg så også tro at alle heteroseksuelle er lige så snæversynede som N eller at alle københavnere danser samba og hører jazz, bare fordi der findes festivaler for de to ting i København? Bedre bliver det ikke af en kommentar som “Hvor mange turister skræmmes mon bort på den konto? Stakkels jyder, som vil en tur i Det Kongelige Teater og så ser at mænd i dametøj har invaderet det hele!” Nu har jeg deltaget i op til flere Prides i København og også været i byen under Outgames og er ked af at sige det. Så mange mænd i dametøj har jeg altså ikke set. For at sige stort set ingen.

Egentlig orker jeg næsten ikke at kommentere mere, men kan alligevel ikke lade være med at reagere på et par stykker af N’s øvrige kommentarer der simpelthen er på grænsen til det latterlige. “Der udøves megen hadkriminalitet af mænd imod kvinder, som er et meget større samfundsmæssigt problem. Dette bekymrer ikke homoerne det mindste. De fjerner fokus ved at sætte sig selv i centrum i kraft af deres magtfulde lobbyisme i vort samfund.”

Hvis de homoseksuelle tilsyneladende er så magtfuld en organisation her i Danmark, er det så jeg ikke forstår de så stadig ikke har de samme rettigheder som den øvrige befolkning. Ydermere vil jeg mene, at homoseksuelle fordi de ved hvordan det er at blive trådt på, netop har stor forståelse for andres dårlige behandling. Så at sige de homoseksuelle ikke bekymrer sig om andre, er at komme dem/os i en kasse der ikke er berettiget.

“Homomænd og femimænd iscenesætter ofte sig selv som de svage og spiller offerkortet.” Et stykke af vejen er jeg enig i at homoseksuelle nogle gange spiller offerkortet i forkerte sammenhænge. Noget jeg også har påtalt her på bloggen flere gange. Men denne kommentar sammen med N’s øvrige viser med stor tydelighed, at hun lader sit syn på homoseksuelle styre af det stereotype billede der bliver skabt i medierne. Et kig rundt vil ret hurtigt gøre det tydeligt, at homoseksuelle findes i alle samfundslag, i kredse fra højre til venstre og både blandt bløde som hårde mænd. Men det er sjovt at når homoer står sammen i en sag, så er det galt. Men hvis en kvinde bliver trådt på og landets feminister rejser sig i samlet flok, så er det størst forventelige selvfølgelighed. Det er vel meget normalt at udsatte grupper står sammen i mærkesager…

Jeg bliver ked af det hver gang disse diskussioner opstår. Hvis jeg kunne ville jeg da allerhelst være foruden at det skulle være nødvendigt forholde mig til min seksualitet, men sådan hænger det ikke sammen. Desværre. Tværtimod går der stort ikke en dag uden jeg skal forholde mig til min seksualitet, fordi en eller flere stiller spørgsmål til den. Store som små. Og det er ikke fordi jeg går og skilter særligt med min seksualitet dag og nat! Fordi mange forholder sig til, bliver jeg også nødt til at gøre det. Jeg ville på ingen måde ønske at jeg ikke var forelsket i en fyr, men ville nogle gang ønske at min seksualitet var fuldt accepteret og derved fuldstændig ligegyldig!

Lad os nu holde den gode tone, så redaktionen ikke behøver at blande sig…

NB!. D. 13. april har omtalte blogger valgt at slette sine to indlæg her på Urbanblog. Derved er kommentarsporet til de to indlæggene også slettet. Mikael83

Jeg har allerede givet min mening til kende på dette punkt en del gange efterhånden, men når nu debatten er blusset op endnu engang, kan jeg næsten ikke lade være med at blande mig igen. Jeg snakker selvfølgelig om debatten om hvorvidt homoseksuelle skal have lov til kirkelig vielse eller ej. Denne gang virker det mere opnåeligt end nogensinde.

En kendsgerning der får mit lille (homo)hjerte til at banke lidt kraftigere. En debat som denne fremkalder dog blandede følelser. Den minder mig om, at der stadig er steder hvor jeg ikke er lige så velkommen og ting jeg ikke kan gøre, fordi jeg elsker en af mit eget køn. Samtidig fremkalder debatten håb om at vi i Danmark snart kan nå et punkt, hvor seksualitet ikke er en faktor når der snakkes må/må ikke.

Jeg er opdraget kristent og har siden barndomslege forholdt mig til brylluppet som noget der foregik i en kirke. Jeg har aldrig drømt om et stort marengs-bryllup. Men har da fantaseret om at stå foran familie, venner og Gud og erklære min kærlighed til den jeg elsker. At jeg altid har sagt min brud skulle giftes i sort, var måske et hint om at bruden ikke skulle være en kvinde, men lad det ligge, det er i og for sig underordnet i denne sammenhæng. Pointen er, at jeg på lige fod med en masse andre danskere har gjort mig tanker om ægteskabet og vielsen. Ved at den kristne tro har fyldt en del i min opvækst, har jeg også forholdt mig til disse tanker i forhold til netop min tro.

Jeg tror på Gud og de rammer han har skabt for os. Der er kun ét punkt hvor jeg overvejer hvorvidt jeg skal forblive i den danske folkekirke og den kristne tro, og det er når retten til kirkelig vielse diskuteres. Det er det eneste tidspunkt jeg ikke føler mig velkommen i den tro, hvis ord min verden er bygget op om. Desværre, for for mig er den kristne tro netop en åben og tolerant religion med plads til alle. -Næsten alle åbenbart.

Jeg ønsker inderligt at homoseksuelle kan få lov til at blive viet i de danske kirker, hvilket flertallet af landets biskopper heldigvis er enige i. Hvorfor skulle homoseksuelle ikke også kunne det? Hvem lider skade ved at homoseksuelle kan blive viet i de danske kirker? At vi i Danmark i 2010 skal diskutere hvorvidt seksualitet er en vilkårbestemmende faktor synes jeg er trist. Ikke mindst fordi hver eneste debat fyldt med grove ord, er et slag i hovedet på mange homoseksuelle.

Debatten har sideløbende kørt indenfor det homoseksuelle miljø. Også dér er der delte meninger, men størstedelen kæmper heldigvis for retten til kirkelige vielser. Andre forholder sig til at de alligevel ikke vil giftes i en kirke og derfor er ligeglade med den ret. Men for mig at se handler det mindst lige så meget om at have de samme rettigheder som den heteroseksuelle del af befolkningen. Så de homoseksuelle på lige fod med dem, selv kan vælge om de vil vies borgerligt eller med Gud som vidne. Det handler om et opgør med seksualitet som diskussionsemne, som man har gjort op med f.eks. hudfarve og køn i mange sammenhænge.

Jeg krydser fingre og håber på det bedste. Åbningen ser bedre og bedre ud, så der er måske grund til at holde liv i håbet. Håbet om at jeg ikke skal mindes om min seksualitet når jeg træder ind ad døren til en kristen kirke. Håbet om at lovgivningen ikke skal stå mellem min tro og mig. Håbet om at jeg en dag, og i Guds hus, kan tage min elskede i hånden og sige at jeg elsker ham.

Nu må vi se hvad der sker. Det er ikke just første gang denne debat kører…

… folk konsekvent sætter sig på det yderst sæde i bussen. Som om de så tror de slipper for at sidde ved siden af en fremmed. Sådan lidt “Folk vil nok hellere sætte sig på et frit sæde, end at spørge mig om at rykke mig.” Det er så typisk dansk. Berøringsangste til fingerspidserne. Mange steder i Verden indbyder folk nærmest en til at sidde på skødet af dem, bare for at alle kan sidde ned. Men dem der tror de slipper for at rykke ind, skal ikke ønske at møde mig. For jeg vil have deres sæde. I ren provokation. Basta!

… en tur på rulletrappen i metroen afslører et utal af spytklatter/snotklatter på væggene. Hvad er det lige der får nogen til at tænke, at de da lige kan trække en ordentlig snotklat op i munden, for at aflevere den på væggen. De tror vel ikke at de øvrige gæster beundrer deres “kunstværker” af spytklatter der er størknet på vej ned ad væggen. Klamt!

… kaptajnen beder folk blive siddende efter landning og lade dem, der skal nå et presset connecting flight komme først ud af flyet, og stort set alle alligevel rejser sig op i det sekund skiltet med sikkerhedsbæltet bliver slukket. Vis dog noget respekt! I hvert fald skal de ikke ikke selv lukke en eneste lyd ud næste gang de har travlt, og synes at andre ikke viser nok hensyn. Nemesis siger jeg bare!

… folk generaliserer homoer på fuldstændig latterlige og virkelig uintelligente grunde. Man skulle tro de selv kunne høre hvor dumme de lyder. Som da jeg forleden fik kommenteret af en: “Jeg troede ikke bøsser læste bøger.” Come on! Skulle jeg så begynde at gå og tro, at heteroer ikke har nogen realitetssans? Tænk for I taler!

Hvornår skal du kontrollere dit temperament?

Jungletrommerne arbejder hurtigt i lille homoland. Og uden hæmninger. Det er i morgen tre uger siden kæresten rejste til Nepal og de første henvendelser om, hvorvidt jeg mangler selskab er allerede landet i min inbox fra forskellige fyre. Fyre jeg enten ikke kender eller kun kender perifert.

Ét er at jungletrommerne om kærestens exit har lydt gennem miljøet, men når de antyder at jeg så er fri på markedet og mangler selskab, så har de altså ramt en falsk tone. Falsk så det piver i ørerne. Men netop på det område har jeg godt nok heller ikke høje tanker om miljøet. Tværtimod. Det er langt fra første gang jeg støder på folk der tror, at når man er alene, så er man da også en åben mulighed for sex og hed flirt. Det gælder for så vidt også når jeg er alene i byen.

Men må indrømme at jeg er overrasket over, at fyre jeg ikke kender har henvendt sig med hæmningsløse tilbud. Skuffet over at nogen tror, at bare fordi kæresten nu bor på den anden side af Jorden, så er min dør åben og alt er tilladt. men kan sige med det samme, at døren bliver smækket i med et brag!

Endnu mere overrasket er jeg over, at også et par stykker af kærestens og mine venner, har lagt op til ekstra flirt med lumre beskeder efter kæresten er rejst. Det er da mangel på respekt for både kæresten og mig. Jeg ved at vennerne ikke vil forsøge på mere - det håber jeg da i hvert fald -, men de jokes og antydninger der bliver sendt i min retning, har lige fået en ekstra tand de sidste par uger, og mistænkeliggør intentionerne bag.

I lige så høj grad som sex og flirt er noget der fylder i homo-miljøet, fylder også den manglende respekt for parforhold en del. Jeg kan normalt godt lige at flirte, det er ikke nogen hemmelighed. Det gør de fleste i min omgangskreds. Men der er forskel på uskyldig flirt og flirt der lige præcis går over grænsen. Grænsen omkring kæresten og mit forhold. Egentlig tror jeg ikke nogen af dem har et ønske at skade vores forhold, men som i så mange andre situationer er det som om homoer tænker mest at alt med det lille hoved.

Forholdets ydre rammer har da ændret sig da kæresten rejste, ingen tvivl om det, men alt indholdet er stadig det samme. Vi ér et par. Klart der er et tomrum i min hverdag, hvor han plejede at fylde ud, men derfor har jeg ikke brug for en anden varm krop at putte mig ind til. Gu er jeg da liderlig efter tre uger uden sex - hvem ville ikke være det! -, men derfor er jeg ikke blevet forvandlet til et nemt knald man bare kan ringe til. Heller ikke selvom “ingen behøver at finde ud af det”.

Men der er åbenbart nogen der har en svag tiltro til mig. Siden de tror jeg pludselig er mere villig bare fordi kæresten er rejst. Der er dog ikke kun dem med forkerte intentioner, men også dem der tvivler på mine intentioner. Nogle stykker har kommenteret at jeg skal huske at opføre mig pænt, selvom kæresten er ude af landet. At jeg skal huske at jeg har en kæreste.

Dér vil jeg så gerne slå fast at jeg udemærket ved at jeg har en kæreste. For jeg tænker på ham hele tiden fordi jeg savner ham så meget. Jeg savner den fysiske kontakt og den blide ømhed. Savner hans varme kys og ja, også sex med ham. Men det er et savn der kan udholdes. Jeg behøver ikke nogen stand-in i mellemtiden.

Hvis kæresten ikke stolede på mig var vi ikke sammen. Så enkelt er det! Vi ved hvor hinandens grænser går. Vi bliver ikke jaloux på hinanden og har igennem hele forholdet kunne feste og have det sjovt, også uden hinanden. Så jeg kan sagtens gå i byen selvom kæresten er rejst, og stadig opføre mig ordentligt. Det sidste han ville ønske, var da at jeg satte mig i sofaen og ventede på at han kom hjem igen.

—Skal ikke i URBAN—

Min seksualitet er vel egentlig ret ligegyldig i andre sammenhænge, end når det gælder sex og kærlighed. To i grunden ret private ting. Alligevel virker det noge gange som om min seksualitet er altafgørende og allemandseje. Nu er jeg ikke så blufærdig eller privat, at jeg ikke kan snakke om mange ting -Min blog er et ret godt eksempel-, men det kan godt undre mig at der er så meget interesse. Specielt for den seksuelle del af min seksualitet.

Den seksuelle del ér vel i virkeligheden min seksualitet. Dér jeg adskiller mig fra “normalen”. Men er det nok til at gøre mig mere interessant? Findes der overhovedet en norm når det kommer til sex? Sex er vel forskellig fra par til par, lyst til lyst, så sex mellem en mand og en dame behøver vel ikke nødvendigvis være mere “unormalt” end sex mellem to mænd. Under alle omstændigheder er min seksualitet noget de fleste har en holdning til, og ofte også en særlig nysgerrighed for.
Det er som om det er tilladt at spørge mig om stort set alt. Der er ikke så mange hæmninger når det kommer til de spørgsmål der ligger på læberne hos dem jeg står overfor. Mange gange har jeg fået kaffe galt i halsen eller spruttet andet mundindhold ud i en stor sky, pga. et vildt eller grænseoverskridende spørgsmål.

Som “Hvordan vasker I jer inden analsex?” Øh hallo, mig bekendt er homoer ikke de eneste der dyrker analsex. Men hvorfor overhovedet spørge om sådan noget. Hvem har lyst til at vide dét?! Eller “Er du aktiv eller passiv?” Nogle gange også formuleret som “Knepper du eller kan bedst li’ at blive kneppet?” Ret direkte spørgsmål uanset formulering, og et spørgsmål jeg som bekendt aldrig svarer på. Det viser sig ofte også at de alligevel ikke har styr på hvad det vil sige at være aktiv og passiv. Så hvorfor spørge? Men igen, det er som om alle spørgsmål er tilladte når det kommer til homoer. Grænserne er forduftet, interessen stor og nysgerrigheden ustyrlig.

Når jeg er blevet spurgt om hvad der er bedst, sex med en mand kontra sex med en kvinde, ses det tydeligt at nysgerrigheden overskygger fornuften, for det er da et mærkeligt spørgsmål. Det kommer vel an på hvem man er sammen med. Mænd er forskellige, kvinder er forskellige, det samme er mænd og kvinder. Jeg har sagt det mange gange før, men gør det gerne igen. Min seksualitet er defineret af den person jeg forelsker mig i, ikke den jeg har sex med. Den forklaring lader dog ikke til at tilfredsstille nysgerrigheden.

I det hele taget bliver homoseksualitet hurtigt samtaleemne. Om jeg selv vil det eller ej. Om det er uvidenhed eller udpræget nysgerrighed der styrer læberne ved jeg ikke. Ofte er det også tydeligt at fordomme og kliché-billeder levende i bedste velgående. F.eks. er der stor undren over jeg, når jeg nu selv er homo, ikke kan spotte alle andre homoer. At min såkaldte gaydar ikke virker. Jeg er op til flere gange blevet sat sammen med fyre jeg skulle af- eller bekræfte som homo, fordi vennerne/veninderne ikke selv turde spørge. Som sagt kan jeg ikke spotte den slags på 2 millimeters afstand, men vil hellere snakke mig frem til det. Dog ville jeg da aldrig fortælle det videre, hvis det endelig viste sig at vedkommende havde tanker a la mine egne. Jeg satte pris på diskretion da jeg selv gik tankerne omkring min seksualitet. En diskretion der nærmest er et usagt kodeks i det homoseksuelle miljø. Ingen bliver outed “indefra”.

Ligeså er der en forestilling om at homoer ved bedst på en række områder, som f.eks. mode og skønhed. Tro mig, det er ikke alle homoer der er modebevidste eller -interesserede for den sags skyld. En sagde forleden til mig at “alle piger har vel en homo…”, med den mening at have en “homokonsulent”. Som en anden poppet accessorie. Heldigvis er homoseksualitet et mindre og mindre tabu i dagens Danmark, men nogle gange er det som om det til gengæld er blevet hipt i nogle sammenhænge. Hvilket selvfølgelig er glædeligt, men alt med måde. Jeg er først og fremmest Mikael, min seksualitet er vel grundlæggende underordnet. Hvis jeg skal spørges til råds om noget, skulle det da gerne være pga. mig som person og ikke mig som homo.

Som jeg skrev indledningsvis er jeg ikke bleg for at snakke åbent om mange emner. Ej heller private områder. Så længe det bliver respekteret at jeg ikke ønsker at svare når spørgsmålene bliver for vilde og grænseoverskridende. Men min holdning er, at hvis jeg åbner munden, kan jeg måske afmystificere lidt og fjerne noget af den uvidenhed der pirrer nysgerrigheden hos mange.

Vidste godt at det snart var tid til at indbydelsen kom. Men derfor var påmindelsen om, at det allerede er ti år siden, stadig skræmmende. Ti år siden at vi stod i stor flok og sagde farvel til hinanden med følelserne uden på tøjet. For mit vedkommende var det med blandede følelser jeg tog afsked med skolen og de knap 200 andre elever. Året på efterskolen havde været med både op- og nedture. Nogle af de andre var jeg ked af at sige farvel til. Andre ville jeg bestemt ikke komme til at savne

Indbydelsen til ti års jubilæum på efterskolen, mindede samtidig om at det allerede er ti år siden. Tænk hvor tiden den flyver afsted. Efterskoletiden føles som et liv siden, men det er nok heller ikke meget jeg selv har gjort for at huske det år. Overordnet havde jeg et godt år med episoder jeg helst havde været foruden. Jeg er kommet videre siden og meget er forandret på de sidste ti år. Mit liv i dag er et andet end dengang. Også kun få personer fra den tid er stadig i mit liv. Året på efterskolen står som en stor oplevelse, jeg ikke ville have været foruden, men det er også et overstået kapitel.

Fordi året indeholder både varme og kolde minder, er jeg også splittet i forhold til om jeg skal deltage i jubilæet. Det kunne være sjovt at se nogle af de gamle ansigter igen. Høre hvor de er nu. Men når jeg ikke har snakket med størstedelen siden afslutningen og de af samme grund ikke fylder i mit liv længere, hvad skal jeg så bruge et gensyn til? Klarer jeg mig ikke fint uden?

Dem jeg ikke har savnet er måske i virkeligheden dem jeg har mest lyst til at se. Det lyder måske mærkeligt, men fordi de fik mig til at bøje nakken, ligger der en sejr i at jeg kan komme med ret ryg og et selvsikkert smil. Men hvad er det jeg har behov for at bevise? Jeg har egentlig ikke noget at bruge deres anerkendelse og accept til. De betyder intet i mit liv, og deres mening lige så lidt. Jeg ved godt selv, at jeg er kommet videre. Det burde vel i og for sig være nok. Alligevel er der et eller andet der gør, at jeg gerne vil møde op og fryde mig over at de ikke fik mig mere ned med nakken.

De har nok selv glemt alle deres tilråb, deres hån, deres ondskabsfulde kommentarer og skub. Det har jeg det meste af tiden også selv. Heldigvis. På en eller anden måde var det dem, der efter at have fået mig til at bryde sammen, gav mig viljen til at vende det hele og rejse mig med selvsikre skridt. Intet er så ondt at man ikke kan komme styrket ud på den anden side. Jeg har lært at sætte pris på venskaber, på lykken og på livet. At være taknemmelig for at have det godt og kunne nyde livet hver dag.

Jeg er stolt af den jeg er og hvor jeg er i mit liv. Lykken tilsmiler mig og kærligheden ligeså. Men netop sidstnævnte spiller også en rolle i min tvivlen. Jeg er meget afslappet og afklaret omkring min seksualitet. Jeg skjuler intet, bærer det ej heller uden på tøjet. Men jeg hader at deres tilråb og øgenavne kom til at gå i opfyldelse. Hader at de fik “ret” i deres forudsigelser. Tænker nogle gange at netop ønsket om at de ikke skulle få “ret”, har holdt mig tilbage fra at udforske sider af mig selv, bare for at afholde dem fra den “sejr”. Netop den sejr har jeg ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med. Gider ikke genopleve talerne med “hvad sagde jeg” eller “det vidste jeg da godt”.

Men igen. Jeg kan vel være fuldstændig ligeglad med hvad de tænker og siger. Men så er det bare spørgsmålet om der er nogen ide i at deltage i jubilæet og gensynet. Heldigvis er der lidt tid til at tilmeldingen skal falde.