Solbriller er fantastiske for mange ting. Ét er at de skærmer for solen, men de gør det også muligt at stirre diskret bag de mørke glas. På den måde kunne jeg ligge og følge med i de mange underholdende og interessante optrin på stranden i Patong. Vi havde lagt os på homo-afsnittet af stranden og der var bestemt underholdning for alle de 300 bath vi betalte for liggestolene.

Vestlige mænd, størstedelen lidt ældre og lidt fyldigere, med unge thailandske fyre vimsende omkring dem. Andre lå alene med blikket vandrende rundt på de slanke veltrænede thailandske fyre der gik rundt i små speedos i vandkanten. Flere par, udlændinge, thai og mix, lå side om side og gjorde ikke noget for at skjule kærligheden. Kærlige omfavnelser i bølgerne og flettede fingre var en naturlig del af strandbilledet.

Men det var nu ikke det der var den største underholdning. Det var at overvære det “spil” der foregik mellem de mandlige turister og de thailandske fyre. Nogle spottede hinanden ved solsengene andre mødtes tilfældigt i vandkanten. Der blev først flirtet, komplimenteret, grint og snakket, efterfulgt af flettede fingre og tættere kropskontakt. De ville lidt senere enten udveksle numre og placering for turistens hotel, eller begge samle deres ting og forsvinde hånd i hånd fra stranden. Kun fantasien satte grænse for hvad der ville ske efterfølgende. Men lidt fræk -og økonomisk- tankegang hjalp.

Man kan så tænke om det hvad man vil, den diskussion vil jeg ikke tage her, men i stedet beskæftige mig med den kendsgerning at dette kunne foregå åbenlyst og uden andre fortrak en mine. Homo-afsnittet på stranden lå midt på stranden, så mange turister og lokale gik forbi. Størstedelen uden at syne påvirkede af, hvis to mænd lå tæt i vandkanten eller at andre stod hånd i hånd og snakkede.

Der er en helt utrolig seksuel frihed i Thailand. En frihed der gang på gang bliver underbygget af de mange eksempler man støder på i løbet af bare få dage. Noget der er tilfældet mange steder i Thailand, hvor der især kommer mange turister. Sex, lysten til det og sex som drivende faktor er bestemt ikke tabubelagt. Tværtimod er det lagt åbent frem og bliver snakket om uden så mange forbehold.

På flere barer stod letpåklædte piger og dansede på små podier, og lige så letpåklædte kollegaer stod på gaden for at tiltrække flere kunder. En tur gennem gaderne med liv om natten bød på utallige møder med fyre der med et lille hjemmelavet skilt og et beskidt smil tilbød pingpong-show - igen må læseren selv lade fantasien arbejde - og strip i nærheden. Massagepiger stod tæt i ens uniformer og forsøgte med flirtende, næsten desperate, tilråb at lokke mandlige turister ind på briksen. Kvindlige turister fik til gengæld ikke meget opmærksomhed.

I Paradise Complex, området af Patong med mange homobarer, -diskoteker og -restauranter, var det unge spinkle eller trænede fyre der stod ude på gaden i små hotpants og måske en stram tanktop for at tiltrække kunder til deres bar fremfor at kunderne gik til naboen, hvor lignende fyre bare stod i en anden farve hotpants, men ellers samme flirtende smil og udstråling. Bag døre der blev åbnet i ny og næ, kunne der skimtes ind til sceneshows med fyre i mindst lige så lidt tøj eller mindre, som dem ude på gaden.

Der er ikke megen tvivl om hvad der foregår på stranden om dagen, men når først mørket sænker sig, bliver der for alvor åbnet op for sexappealen og frække lokkende tilbud. Det bliver på mange måder allesteds-nærværende, uden at blive ét stort sexshow. Personligt synes jeg det er befriende, at sex kan være så naturligt et emne, i stedet for at blive noget tabubelagt der bliver holdt lidt låg på. Befriende at sex og flirt kan fylde så meget og på en eller anden måde alligevel betyde så lidt, ved at det bare er der som en naturlig del af gadebilledet. Man vælger selv at være en del af det eller ej. Om man vil ind og se hvad der foregår i de mørkere lokaler eller bare nøjes med den sjove flirt med bartenderen eller tjeneren. Men at komme udenom at flirt og sex har en positiv og glad effekt er trods alt svær at komme udenom. Derfor er det også så skønt at være midt i og stadig selv kunne vælge hvor meget man vil være del i det.

Den tolerance og afslappethed der er i forhold til sex og præferencer synes jeg er fantastisk at være midt i. Rejsende som to fyre, er Thailand det sted i Verden hvor jeg personligt har kunne slappe bedst af. Fordi ingen peger fingre eller kigger mærkeligt. På hoteller og restauranter bliver vi modtaget som par med samme selvfølge, som hvis en mand og kvinde kom ind som gæster. I virkeligheden er det nok kun nogle enkelte turister der med deres hjemmefra-medbragte menneskesyn kan fremkalde en smule utryghed. Men heldigvis er det uhyre sjældent.

Diskussionen om hvorvidt noget er moralsk forkert og anstødeligt vil jeg ikke starte, men har da mine tanker om det også. Både for og imod. Men det ændrer ikke ved, at når jeg blot forholder mig til øjeblikket og oplevelserne, kan jeg ikke lade være med at være underholdt og synes det er en befriende afveksling. Sex, flirt, kærlighed og glade mennesker er noget der altid kan få mig i godt humør. Blandt mange andre ting, hvorfor Thailand er et rejsemål der altid kan få mit humør op.

For nylig hørte jeg om en yngre bekendt der tilsyneladende går rundt med tanker omkring sin seksualitet. Tanker der er kommet til udtryk i branderter og gennem små tegn på hans computer - set ved en fest med computeren som musikafspiller. - Men også tanker der måske kan forklare hvorfor han har ændret sig de sidste par år. Holdt sig fra nogle mennesker, søgt “tilflugt”  i andre ting, vist tegn på at kæmpe med noget der fylder, men som han ikke vil ud med og druknet sine tanker og frustrationer i stigende alkoholforbrug.

Jeg snakkede med en fælles ven - heldigvis en god en, der holdt fundet på computeren for sig selv - om det, og der var flere tegn der fik mig til at være ekstra opmærksom. Jeg begyndte straks at få flashback til min egen periode, hvor jeg roede med de samme tanker, som han tilsyneladende går igennem nu.

Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af den yngre fyr og han har været meget i mine tanker de sidste uger. Selvom jeg ikke snakker meget med ham længere, er der alligevel et eller andet der gør, at jeg har lyst til at hjælpe ham. Jeg har været i samme båd. Måske er det en tråd i det fællesskab der er mellem mange homoseksuelle, at hjælpe og støtte hinanden, og tage hånd om de “nye”. Noget der (desværre) stadig kan være behov for, som nu med denne fyr.

Han bor i en del af Danmark hvor han måske må finde det meste information omkring homoseksualitet på nettet, fordi der ikke er meget miljø at udforske sig selv i. Antallet af andre åbne homoseksuelle er også begrænset, hvilket svækker trygheden ved selv at være åben.

Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det dengang, da jeg gik med et overvældende hav af tanker i hovedet og ikke kunne finde ud af hvad der var op eller ned. Da jeg havde allermest brug for det, tog en god ven mig med i miljøet og introducerede mig. Han fik sat virkelige billeder på mine fantasier, forestillinger og fordomme. Hen endte ovenikøbet med at være den første fyr jeg var i seng med. så på den måde lukkede han mig ind i en ny verden på mange plan. Han gjorde mig tryg og sørgede for at jeg kun havde positive oplevelser hele vejen igennem. De negative kommer naturligt af sig selv her i livet.

Første gang jeg var på Pan mødte jeg en gammel barndomsven, der viste sig også at være homo. Selvom det måske lyder sindssygt, så gav det mig en utrolig ro at se, at han havde overlevet springet.

Den frihed der de følgende uger flød gennem mig, efter den nye verden var blevet åbnet for mig, var ubeskrivelig. Tankerne og tilbageholdenheden i tiden før blev pludselig sat i mørke skygger. Når jeg nu hører den anden fyr går rundt i de samme skygger og tilsyneladende er endnu mere ramt og begrænset af dem, giver det jag i mit hjerte. Ingen - uden undtagelse - fortjener at gå gennem det.

Men jeg kan ethundrede procent sætte mig ind i hvor han er lige nu. En flig af tanker er blevet luftet til de første venner, gennem alkoholens brud på paraderne. Næste skridt er at være endnu mere åben omkring det. Men jeg kan også selv huske hvordan jeg begyndte at tvivle på alt og alle. Hvordan jeg såede tvivl om alles kærlighed og venskab. Selv min families. Tvivlede på deres accept. At de ville holde af mig selvom jeg stod frem som homoseksuel. Det var og er vildt svært og hårdt at gå igennem.

Jeg kan dog også huske hvilken befrielse det var, da den periode først var overstået. Alle var de samme. Ingen havde slået hånden af mig og mit liv var det samme, blot med meget større frihed. Frihed til følelser, tanker og lyster.

Den frihed ønsker jeg også han skal opleve og mærke. Derfor ønsker jeg virkelig at der er en god ven eller en anden homo - med reelle hensigter - der tager ham i hånden og hjælper ham til at udforske den verden, der er ved at skræmme livet ud af ham lige nu. Jeg overvejer stadig om det er muligt for mig at række hånden ud til ham på nogen måde. Ligesom en i det homoseksuelle broderskab gjorde for mig da jeg manglede tryghed og mod.

Man plejer at sige at man ikke kender sig selv og sine reaktioner, før man har stået midt i en given situation. Jeg kendte åbenbart ikke mig selv før jeg i går stod i en situation jeg på ingen måde var eller kunne være forberedt på.

Med to venner var jeg på mountainbiking-tur i bjergene nord for Kathmandu, i den smukke nationalpark Shivapuri. Først en god times tid med konstant opstigning ad hårnålsving på bjergsiden. På vejen skulle vi tjekke ind ved en militærpost for at få lov til at fortsætte gennem det militærområde der dækker store dele af parken. Nær toppen drejede vi af for at komme ud på små stier og gennem den tætte bevoksning langs bjergkammen. Vi fandt en lysning mellem træerne og gjorde holdt. Med benene ud over bjergsiden og udsigt ud over dalen, tog vi et velfortjent hvil inden timen der lå foran os ad små ujævne bjergstier, store sten og gennem små vandløb.

En soldat i uniform gik rundt på stien bag os og kom ret tæt på da vi sad og fik lidt at spise og kiggede på kortet over området. Vi slog det hen som almindelig nepalesisk skrupelløs nysgerrighed og den kendsgerning, at han måske bare holdt øje med os fordi vi var på militært område. På dansk jokede vi lidt med hans nærgåenhed, men tog os ellers ikke mere af ham.

Jeg skulle foretage et praktisk telefonopkald da vi var færdige og vennerne cyklede roligt i forvejen, da de mente at jeg nok skulle indhente dem alligevel. Selv blev jeg siddende i solen og begyndte at ringe. Uden held dog, så pakkede også mine ting sammen.

Da jeg rejste mig op begyndte soldaten at snakke til mig på nepalesisk, og kom tæt på med armene lidt oppe. Jeg forstod ikke hvad han sagde, men troede han blot ville have mig til at fortsætte. At jeg havde opholdt mig længe nok.

Men da jeg gik over til cyklen stillede han sig imellem. Da jeg prøvede at ignorere ham og gå udenom, fulgte han med og placerede samtidig en hånd i skridtet på mig. Med det samme slog jeg hans hånd væk og sagde no! Jeg troede så han havde opfanget min afvisning, men han blev ved, samtidig med at han holdt mig væk fra cyklen. Hver gang slog jeg hans hånd væk fra mit skridt. Han forsøgte også trække mine bukser ned og få hånden indenfor.

Ekchhin blev han ved med at sige. Bare et øjeblik, med tryglende blik samtidig med et fast tag i mig. Han var tydeligvis nervøs, men hans faste tag og insisteren på at fortsætte styrede ham mere. Hver gang han formåede at tage mig i skridtet inden jeg kunne slå hans hånd væk, var det som om han tog det som et tegn på at han kunne gå videre. Med et fast tag i mig lykkedes det ham at trække mine bukser ned til midt på lårene og placere en hånd i mit nu nøgne skridt.

Med en hånd skubbende til ham og den anden i forsøg på at hive mine bukser op igen, samtidig med at skubbe den hånd væk der havde et fast greb i skridtet på mig, forsøgte jeg at slippe væk fra ham. Ekchhin sagde han igen og igen med et lumsk smil og øjne med kun ét fokus.

Da jeg ikke både kunne holde ham væk, hive mine bukser op og fjerne hans hånd med kun to hænder, tog han det igen som en invitation til at fortsætte, trods mine vrede udbrud og konstante skubben. Derfor forsøgte han efterfølgende at tage munden ned til mit skridt, hvor han holdt fast om pikken med en hul hånd. Selvom jeg for alvor begyndte at spjætte med kroppen og råbe at han skulle stoppe, blev han bare ved med at hviske ekchhin.

Til sidst fik jeg vristet mig fri, trukket mine bukser op og fik fat i min cykel, men angsten for at han skulle vælte mig at cyklen så jeg i stedet lå på jorden, fik mig fuldstændig til at glemme hvordan pedalerne skulle trædes rundt. Men med slingrekurs kom jeg fra ham og cyklede rystende efter mine venner der allerede var om flere hjørner på bjergstien.

Først dér begyndte jeg at tænke på hvorfor jeg ikke havde råbt efter mine venner eller bare råbt på hjælp. Men den tanke slog mig på intet tidspunkt. Det eneste jeg nåede at tænke var at jeg ikke kunne se om han havde et våben, som de fleste soldater i området. Jeg turde heller ikke slå ham, at frygt for pludselig at stå med tyve af hans kollegaer omkring mig og blive anklaget for at have slået en soldat på militært område. Slet ikke i et land som Nepal. Jeg var på ingen måde forberedt på en eventuel fare, dér på en bjergside i solen. Det kom som ud af det blå og alle mine instinkter kom først forsinket da mine tanker fik lov til at samle sig igen.

Mine hænder rystede da jeg nåede frem til vennerne. Hele min krop rystede og tanker og følelser levede deres eget liv i kroppen på mig. Jeg var rasende og følte mig trådt på. Følte mig svag fordi jeg ikke kunne forsvare mig bedre i situationen, men de overtrådte grænser fik mig til at føle at jeg ikke kunne have været stærkere. Lysten til at køre tilbage og afreagere fysisk på ham, strømmede igennem mig som en ukendt ondskab, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at have en smule ondt af ham. Desperationen i hans blik. Er det mon den eneste måde han kan få “sex” på? Bare et øjeblik hvor han får lov til at røre ved en anden mand. Var det det der drev ham til at overfalde en tilfældig fremmed alene på en bjergside? Overfalde mig….?

Vennerne spurgte om jeg var okay, hvilket jeg selvfølgelig ikke var, men der var heller ikke rigtig noget jeg kunne gøre da først det var overstået. Jeg havde bare lyst til at komme hjem og i bad. Som en ægte Hollywoodkliché endte jeg også med at stå under det varme vand i lang tid og vaske skridtet og de steder på kroppen han havde rørt op til flere gange. Uden følelse af at blive ren.

I nat vendte hans klamme smil tilbage og hænderne på min krop. Kærestens hænder og arme omkring mig blev til soldatens. Det hviskende ekchhin lød igen og igen. Drømmene var virkelige gentagelser og mareridtene startede for alvor dér hvor jeg alligevel ikke slap fra ham. Mine hænder ryster nu hvor jeg skriver om det og det dunker i øjnene. Men han skal ikke have lov til at forfølge mig. Jeg har allermest lyst til at tage turen på cyklen igen og opleve at det ikke er farligt at cykle rundt i bjergene. Lyst til at komme op på hesten igen.

Forstil dig at skulle lyve om din seksualitet, benægte din egen kæreste, opdigte en falsk virkelighed og ikke blive forstået når du fortæller sandheden. Det er svært ikk’? Ikke detso mindre er det min situation lige nu.

Nepal er et yderst tolerant land og homoseksualitet er heller ikke længere ulovligt. Men de er samtidig af en ældre skole og ikke mindst mere styret af deres religion. Det er muligt at fortælle at man bor sammen med en af sit eget køn, men mange forstår det simpelthen ikke eller vil ikke forstå det. Nogle kender slet ikke til det og har derfor ingen chance for at forstå hvad man snakker om. Sidst er kulturen i det hele taget anderledes mht. forhold og sex.

Mine skoleledere har bedt mig om ikke at nævne det overfor andre end dem. Så når eleverne, deres forældre eller kollegaer spørger, bor jeg bare sammen med en god ven. Det er rimelig overkommeligt at sige jeg er single, men når de begynder at spørge ind til det, med undren over at jeg er single, begynder de hvide løgne for alvor. Samtidig med at en lyst til at være tro mod dem og mig selv, presser sig på indefra.

I mit arbejde med flygtninge fra de afrikanske lande, størstedelen stærkt religiøse, ender jeg ofte også midt i de hvide løgnes spind. Hos dem kan min seksualitet potentielt skabe problemer. Problemer jeg hverken vil eller tør udfordre. I stedet har jeg valgt at lægge ud med løgnen. Det virker måske unødvendigt paranoidt, men tør simpelthen ikke andet.

Alle mine principper bliver da også brudt når jeg skal benægte min seksualitet. Endnu mere når jeg i omtale degraderer min kæreste til kun at være en ven. I Danmark var jeg ret åben om min seksualitet, men føler nogle gange at jeg er blevet skubbet tilbage i skabet. Måske af mig selv, men også af kultur, religion, uvidenhed og fordomme.

Jeg holder fast i min seksualitet og er stolt af den person jeg er. Ligeledes holder jeg holder fast i min ret til at være den jeg er og elske den der får mit hjerte til at banke. Men dog ikke for enhver pris. Jeg har ikke noget behov for at udpensle min seksualitet bare fordi jeg kan og derved holde på mine rettigheder. Men det er svært at finde balancen mellem at tage hensyn til mig selv og samtidig tage hensyn til andre.

Det er selvsagt ikke sjovt at lyve. Slet ikke om noget som er så stor en del af mig selv, som kærligheden og kæresten er. Men jeg må selvfølgelig også gøre mig bevidst om at jeg nu bor i en kultur hvor sandheden kan give problemer og ikke altid vækker forståelse. En kulturforskel som nu engang er en realitet. Det er mig der er kommet til en fremmed kultur og derfor også mig der skal træde med varsomme sko og vise respekt. Men hvor meget skal jeg gå på kompromis for at vise respekt?

For det ér frustrerende ikke at kunne være sig selv. Frustrerende at ens livsstil ikke bliver forstået og man hver gang man fortæller noget, skal tænke over hvad man siger. Også af praktiske grunde kan vi være nødsaget til at kaste løgne over læberne. Desværre. Som f.eks. i forhold til at få mit visum, hvor jeg ikke kan blive accepteret som partner, da vi er to mænd. En kendsgerning der har voldet HR en del hovedbrud.

Med et smil på læberne har de spurgt om vi ikke bare kunne være et almindeligt par. Vi kan selvfølgelig godt se det komiske i det og grine af det, men alligevel rammer det et eller andet indeni. Vores stolthed og retten til at være dem vi er. Vi bliver mindet om at vi ikke er som alle andre. I et svagt øjeblik kan vi næsten komme til at ønske, at vi havde en livsstil der voldte færre problemer.

Det har ikke afgørende betydning i hverdagen om jeg er homoseksuel eller ej. Det er normalt sjældent noget jeg selv tænker særlig meget over, men pludselig er vi kommet til et sted hvor vi alt for ofte bliver tvunget til at forholde os til noget, som for os er en naturlig selvfølge. Noget så personligt som vores seksualitet. Det er til tider frustrerende, hovedbrydende og sårende. Og et stort ønske om at homoseksualitet ikke behøvede at have så mange konsekvenser, kan ikke lade være med at presse sig på.

Hvor  er jeg dog træt af at høre på homoer der konstant skal markere sig og fortælle hvor synd det er for os. Hver eneste gang der er noget der kan tolkes det mindste som noget negativt eller som en diskrimination af homoseksuelle er der straks nogle der reagerer og fortolker.Mon det er de samme der opfordrer præster og højrefløjspolitikere til at læse og fortolke biblen anderledes….?

For lidt tid siden var der på et nyhedssite nogen der opponerede imod at der var blevet skrevet homoaktivister i stedet for LGBT-aktivister i en artikel. Er ærlig og redelig fejl vil jeg mene. Men nej, den fejl ødelagde åbenbart hele budskabet for nogen. Jeg forstår bare ikke hvorfor man ikke læser artiklens indhold, i stedet for at lede efter de små fejl der kan ramme homo-stoltheden.  Eller undskyld, jeg må hellere skrive LGBT-stoltheden….

Forleden var der endnu en omgang Dagens Mand med bøsser, og hvilken aktivitet dét startede på Facebook. Bøsser der igen skulle råbe højt op om hvor nedværdigende og afskyvækkende det var at bøsser skulle fremstilles på den måde. At programmet ikke var repræsentativt for bøsser i Danmark. Men skal det absolut være repræsentativt. Det er vel underholding, intet andet. Familien Danmark derhjemme i stuerne kan da forhåbentlig tænke så langt, at ikke alle bøsser er som dem i programmet.

Eller skal jeg også begynde at tro, at alle under 23 der får børn, er lige så dumme og uansvarlige som “De Unge Mødre”? Eller at deltagerne i Paradise Hotel er repræsentative for Danmarks ungdom?

Jeg jeg kan sagtens forstå at homo-, bi- og transseksuelle i Danmark stadig mener at der er nogle rettigheder at kæmpe for. De kampe skal også kæmpes, men synes ærligt talt at mange homoseksuelle skulle begynde at købe lidt større sko. Gøre livet lidt lettere for dem selv og ikke konstant gå rundt og lede efter det der kan gøre livet surt. Nyd i stedet nogle gange, at vi i Danmark trods alt har det så godt som vi har det.

Der er vel ikke nogen der ønsker et stadie hvor firmaer ikke tør lade være med at ansatte en ansøger, fordi vedkommende har udtrykt sin seksualitet, og firmaet derfor er bange for at havne på forsiden under overskriften “Hatecrime”. Lad nu vær med at råbe ulven kommer hele tiden. Så er der større chance for at vi bliver taget seriøst når der virkelig bliver begået hatecrimes og/eller når diskriminationen bliver tydelig og der er grund til at råbe højt.

Til dem der skulle have tvivl, så ja, jeg er selv homo. Og nej, det behøver ikke nødvendigvis at afholde mig fra at se kritisk på min egen minoritetsgruppe. Når jeg hører på nogle af brokkehovederne ønsker jeg da inderligt at resten af den danske befolkning ved, at dé ikke er repræsentative for alle homoseksuelle i Danmark.

Tirsdag aften (d. 14.) samlede en større gruppe mennesker sig foran indenrigsminister Bhin Rawals kontor i Kathmandu for at demonstrere. De ville have ham i tale og vise deres utålmodighed med hans behandling af de transseksuelle i landet.

Trods en højesteretsdom i 2007 satte en stopper for seksuel diskrimination i Nepal og samtidig gjorde “det 3. køn” offentligt anerkendt, nægter den kommunistiske indenrigsminister Bhin Rawal at følge denne opgørelse. I stedet ignorer han de homo- og transseksuelles rettigheder og nægter at lave identifikationspapirer og pas til de transseksuelle, med “det 3. køn” påskrevet. Alle landets distrikter vil reelt kunne udføre dette arbejde, men indenrigsministeren nægter at underskrive og sende de nødvendige tilladelser.

De transseksuelle kan uden pas og Identifikationspapirer ikke få arbejde, få adgang til uddannelsessystemet, åbne bankkonto, rejse eller få medicinsk hjælp. Så til trods for at retten er på deres side, er de transseksuelle efterladt uden muligheder, så længe de ikke kan få papirer der giver dem en identitet.

Sunil Babu Pant, Nepals første åbne homoseksuelle folkevalgte parlamentsmedlem og stifter af Blue Diamond Society(BDS), mødte derfor sammen med omkring 70 homoaktivister op foran ministerens kontor for at vise deres utilfredshed.

Demonstrationen blev dog hurtigt opløst af politiet der anholdte og tilbageholdte Sunil og aktivisterne i fire-fem timer. To danskere var også blandt de tilbageholdte aktivister. - jeg var ikke en af dem! Politiets begrundelse var at demonstrationen forstyrrede ro og orden og ikke var tilladt på pågældende sted.

I går var stemningen på BDS’s kontor anspændt. Alle havde vi enten en telefon i øret eller sad med fingrene på tasterne. Alle i forsøg på at få styr på hvordan situationen kan løses og i forsøg på at få historien ud til forskellige medier. Flere pressemeddelelser blev sendt ud og Sunil lavede en offentlig erklæring. Den bekendtgjorde bl.a. at Sunil sammen med repræsentanter fra 40 distrikter er gået i sultestrejke, i desperat forsøg på at få opmærksomhed på problemet.

Hele situationen viser desværre hvordan den politiske situation er i Nepal. Selv til trods for henstilling fra både præsidentens og premierministerens kontorer til Bhin Rawal om, at gøre det nødvendige for at de transseksuelle kan få deres officielle papirer, nægter indenrigsministeren at gøre det. Selv samme minister der snart skal lede en regeringsdelegation fra Nepal til UN.

Med sædvanlig nepalesisk forsinkelse gik det store show i Kathmandus Nationalteater i gang med høj musik og nationale danse. Mr. & Miss Third Gender Nepal 2010 skulle kåres ved et storslået show med et ambitiøst program. Som inviteret havde veninden og jeg heldigvis plads midt for scenen på en af de forreste rækker, så vi rigtig kunne nyde showet og beundre deltagerne.

Det 3. køn er officielt og almindeligt anerkendt i Nepal og bruges ligeværdigt i mange sammenhænge. Et resultat af Blue Diamond Societys (BDS) arbejde for homo- og transseksuelles rettigheder i Nepal. Derfor er transseksuelle også mere åbne end vi er vant til mange steder i den vestlige Verden. At få foretaget kosmetiske operationer for at opnå skiftet fra et køn til et andet, er ligeledes heller ikke så tabubelagt. En fejring af netop de transseksuelle er derfor en stor begivenhed her i Nepal. Endnu større blev det at BDS samtidig kunne fejre deres ti års jubilæum som tilladt organisation i Nepal.

De 15 kandidater til titlen som Miss Third Gender indtog scenen i bedste amerikansk beauty pageant-stil, med høj musik, lysshow og stram koreografi. Flere af dem ubeskriveligt smukke og det var næsten umuligt at fatte, at nogle af de ultra-feminine skønheder på scenen faktisk var født som mænd. Smilene var store og der blev flirtet med både publikum og dommerpanel.

Efterfølgende fulgte de 15 deltagere til Mr. Third Gender konkurrencen med en mere afslappet og tilbageholden scene-perfomance. Næsten lidt overkarikeret maskulint. Af en eller anden grund virkede de 15 ikke så naturlige som deres 15 kvindelige sidestykker. Om det er fordi det er sværere at få kvindelige former med rundere hofter og finere ansigt, til at se maskuline ud ved jeg ikke. Men af en eller anden grund kom de mere til at ligne skoledrenge end mænd. Uanset havde de lige så meget sjov på scenen og fik samme fantastiske opbakning fra salen.

Flere gange undervejs i showet måtte vi minde os selv om at deltagerne var født anderledes end den de nu var på scenen. Den overbevisende forvandling var imponerende. Især miss’erne var mange af dem smukkere og mere feminine end mange af de kvinder der normalt ses på gaden. Samtidig var deres kjoler og nationale klædedragter farvestrålende og fantastiske at se på.

Med de obligatoriske elementer i en skønhedskonkurrence blev deltagerfeltet hele tiden gjort mindre og til sidst var der kun fem tilbage at heppe på. Egne favoritter var forlængst fundet og vejret blev holdt i sympati med deltagerne på scenen når afgørelserne blev udråbt. Smilet bredte sig i hele kroppen når det gik favoritterne godt. Ligesom skuffelsen gav sug i maven når en favorit blev skilt fra.

Den endelig afgørelse blev udråbt med al den pomp og pragt et sådan show skal slutte med. Glæden var stor hos nogle på scenen og skuffelsen stor i andres øjne. Bånd blev sat på skrå, pengepræmier og trofæer blev uddelt. For pigernes vedkommende blev funklende tiaraer sat i det opsatte hår indtil det kun var vinderen af miss-konkurrencen der manglede. To af vores favoritter stod allerede som nummer to og tre, så da den sidste favorit blev udråbt som vinder var glæden stor. Hun selv måtte kæmpe for at holde glædestårerne tilbage, da den største tiara blev overrakt fra sidste års vinder og sat på hendes hoved.

Med en særlig glæde i kroppen over showets demonstration af plads til forskellighed og bevis på mening bag de kampe der er blevet kæmpet for de homo- og transseksuelle i Nepal, samt showets fest og farver, forlod vi teateret og gik ud i mørket der havde sænket sig over Kathmandu. Med endnu en stor oplevelse fra Nepal i sindet.

Sidder lige nu på gulvet i en lejlighed hvor lyden af tasterne giver genlyd i det tomme rum. Der dufter af opløste sæbespåner og nyvasket trægulv. Køkkenet skinner, men ser godt nok også tomt ud. Tomt hvor der indtil for få dage siden var ting på alle hylderne og på bordet, der vidnede om et liv i lejligheden. Den lille bænk under vinduet, hvor jeg har siddet med lukkede øjne i solen og ladet tankerne svæve, ser helt ensom ud. Badeværelset klinger hult og alle de tomme badeværelses hylder nærmest skriger i fraværet af mine (for) mange toiletsager der stod meter efter meter.

Det er seks et halvt år siden jeg sammen med en veninde gik og gjorde lejligheden rent, så den var klar til at flytte ind i. Som ung stadig nyankommen fynbo til København, havde jeg gjort noget af et kup ved den lejlighed. Den var billig, godt indrettet og så skulle der bare svinges en ekstra hård klud for at skjule de sidste spor efter hvad der før havde været et sted hvor der både blev handlet og taget stoffer. Væggene var hullet og møgbeskidte og det lyse trægulv var sort af snavs, kun brudt af brændmærker efter cigaretter.

Selv samme veninde som hjalp mig dengang, kommer om lidt og henter mig. Først skal viceværten komme og lave det obligatoriske flyttesyn. Derefter skal jeg gå ud af døren for sidste gang. Efter seks et halvt år hvor der har været livlig trafik ud og ind af den dør. En periode der efterlader minderne drivende ned ad væggene. Derfor er det også vemodigt at skulle sige farvel til dette sted. Lejligheden var mit første rigtige hjem da jeg flyttede hjemmefra for syv år siden og hele starten på mit “voksenliv” er foregået her. Mit københavnerliv på mit elskede Nørrebro.

Lejligheden blev tømt i løbet af weekenden og mange ting blev smidt ud. Til sidst med hård hånd, da ingen ved hvornår de mange kasser bliver pakket ud igen. Indtil videre er hele mit liv solgt eller pakket ned i et hav af kasser og står nu på et lagerhotel udenfor byen. Der kommer de til at stå til kæresten og jeg en dag vender tilbage til København. En kendsgerning der også har prikket til vemodigheden.

Det er en afsked med rammerne omkring en masse minder. Minder jeg heldigvis tager med mig i sindet, men på så mange år når der alligevel at ske meget. Gode og dårlige oplevelser. Festlige stunder og tårefremkaldende episoder. Store beslutninger og øjeblikke der er blevet printet ind i sindet med lyde og dufte.

Trods 30 kvm har der været samlet knap halvtres til fest, hvor musikken knap nok har kunne overdøve grin og glade stemmer. Vi har siddet familien samlet omkring et lille spisebord med lidt albuerum, men med høj og god stemning. Det hårde og tårevædet brud med ex-kæresten skete i dette rum. Jeg har puttet med en god veninde på sofaen til vores faste serie. I denne lejlighed har flere fået beskeden om at min nye kæreste var en fyr og ikke en pige. Kærestens og mit forhold har bl.a udviklet sig i disse rammer. En udvikling der nu har resulteret i at det har været en positiv og lykkelig beslutning at flytte herfra, for at starte et nyt kapitel sammen med ham. Bare for at give et lille udpluk af de ufattelige mange minder der er blevet skabt i denne lejlighed.

Jeg har glædet mig til denne dag, da det samtidig er den sidste løsrivelse fra mit liv i Danmark. Slutningen på dette kapitel er startskuddet så det næste kapitel for alvor kan gå i gang. Et kapitel der endnu ikke er nogen tidshorisont for, men som allerede har bidraget med nye og fantastiske minder. Jeg er ikke i tvivl om at det nye kapitel bliver mindeværdigt. Ikke mindst fordi jeg skal dele det med en jeg elsker og glæder mig til at forme kapitlet med.

Taxi-chaufføren svarede godt nok “yes yes” da vi gav ham adressen og flere gange undervejs forklarede vi hvor vi skulle hen. Alligevel kørte vi pludselig i den stik modsatte retning. Med tålmodighed prøvede vi at overbevise ham om at vi altså ikke var på rette vej. At den brøkdel han havde forstået af vores sætninger - nemlig bydelen - ikke var nok til at finde én bestemt adresse. Heldigvis havde jeg nået at kigge på et kort hjemmefra, så endte med at sidde og guide chaufføren rundt min egen bedste overbevisning og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran konservatoriet hvor vi skulle være.

Forsinket af den lille omvej og monsunens forvandling af gader til floder der gjorde det umuligt at komme frem nogle steder. Når monsunen rammer bliver dag til nat og vandet begynder at vælte ned, som bliver det hældt direkte ud af en kæmpe spand. Vandet ligger højt i Kathmandus gader og motorcykler drukner på stribe. Biler holder midt i det der mest af alt ligner floder og har givet op overfor vandmasserne. Langs husmurene står folk tæt for at finde en smule læ for de enorme vandmasser fra oven og dem der alligevel bevæger sig rundt på fortovene har smidt skoene og trukket op i bukser eller kjole. Ti-femten minutter senere stopper vandet og afløses af strålende sol lige så hurtigt som regnen kom.

Om monsunen forsinkede flere eller om det bare var normal nepalesisk tidspræcision. I hvert fald var der ikke kommet mange, da vi kom i sidste minut før showstart. Men flere kom dryssende og virkede egentlig ikke påvirket af forsinkelsen. Tværtimod. Showet endte da også med at starte tre kvarter senere end planlagt, og dét med største selvfølge for alle. Selv kæresten har allerede adopteret det noget sløsede forhold til tid, på de seks måneder han har været her. Noget jeg helt sikkert skal vænne mig til.

Showet, en afslutning på et projekt: TransArt Project Nepal, et samarbejde mellem en hollandsk gruppe og Nepals LGBT-org. Blue Diamond Society (BDS), for give større opmærksomhed omkring Nepals homo- og transseksuelle. Vi var inviteret med af BDS som jeg laver noget arbejde for.

Det hele startede med en kort introduktion og showet fortsatte med sang, dans, skuespil og musik. Et par underholdende timer, der mest af alt mindede om at være gæst ved en skoleforestilling af de mindre klasser. Lys og lyd kiksede flere gange, nogle kunne bestemt ikke synge, andre havde svært ved at koncentrere sig om andet end at posere rigtigt på scenen. Det hele meget simpelt og primitivt. Men det var fedt at se dem have det sjovt på scenen. De nød det fuldt ud, ikke mindst at stå på en scene foran en fyldt sal. Smilene og glæden i deres øjne overskyggede bestemt, at showet måske ikke hele tiden var så seriøst. Den stolthed de gik ned fra scenen med var oplivende at være vidne til og fremkaldte store smil.

Transseksuelle især har mange gange meget svært ved at få job i Nepal og kaster sig i stedet ud i den noget mørklagte sexindustri. TransArt Project skulle oplyse og give de transseksuelle en oplevelse af, at de kan udrette og opnå noget. Så at se den indlevelse, glæde og stolthed var en fantastisk oplevelse. Det var virkelig livsbekræftende og optimismen var tyg i luften i salen.

Så trods forvirret taxi-chauffør, monsunregn, nepalesisk tidsånd og et simpelt show, var det en rigtig fin og sjov eftermiddag, hvor vi fik lejlighed til at hilse på den hollandske gruppe og rose dem for deres store og tålmodige arbejde. Ikke mindst også at hilse på nogle stykker af de lokale, der nysgerrigt kom over for at høre hvad to unge hvide fyre lavede der. Nysgerrighedensteg kun når vi fortalte at vi bor i Kathmandu.

Frygten for at blive spottet som bøsser, får nogle par til nærmest at undgå hinanden i det offentlige rum. Til at sidde akavet langt fra hinanden på en hyggelig date. Bare for at andre ikke skulle tro dét, der egentlig er sandheden. I mellemtiden kan to andre fyre der umiddelbart ligner to afslappede venner i godt selskab, sidde med flettede fingre og kærlighed i øjnene, uden at nogen som helst bemærker det.

Heldigvis kan bøsser i Danmark langt størstedelen af tiden være synlige i gadebilledet uden at frygte noget. De kan være sig selv og være ærlige om deres følelser. Alligevel er stemningen af og til en smule akavet i det offentlige rum. Nogle par gør meget for ikke at vække opsigt og ikke være for synlige. Bare dét, at følges ind i biografen vælger nogen fra. Men nogle gange gør forsøget på ikke at virke synlige, at de netop bliver endnu mere synlige. Fordi de ikke virker afslappede eller naturlige. Den akavede stemning - selvvalgt eller underbevidst - er iøjefaldende og vækker større opmærksomhed på den kærlighed der alligevel ikke kan skjules.

Jeg vil tro det er de færreste der kan blive provokeret af kærlighed i det offentlige rum, om det så er mellem mor og barn, mellem mand og kvinde, mellem to kvinder eller to mænd. Kærlighed mellem to mennesker er noget af det smukkeste og er dejligt at opleve i gadebilledet. Heldigvis er kærligheden også svær at skjule, så det er sjældent meget der skal til for at man kan få en følelse af at kærlighed er til stede. Desværre er der alligevel nogen der skal udpensle deres kærlighed for alle andre og gøre den provokerende. Som det unge par der skal sidde og kysse med hele ansigtet og have hænderne under tøjet, for at se om de kan provokere nogle forbipasserende. Men også blandt bøsser er der et behov for at provokere og gøre deres kærlighed ekstra synlig. Fordi de kan! En tendens der desværre nogle gange fylder for meget i miljøet. Nemlig behovet for at cementere homoseksuelles rettigheder, ved at presse dem til det yderste og i gøre det synligt at de i hvert fald har lov til at gøre det de gør.

Det kan godt være homoseksuelle kan være sig selv i Danmark, men hvor meget “sig selv” skal man være? -Gælder i og for sig også heteroer. Jeg kan godt finde på at holde min kæreste i hånden på gaden. Jeg kysser ham også goddag og farvel - med et enkelt kys -, når vi mødes et sted i byen, men føler ikke yderligere kærtegn hører hjemme i det offentlige rum. Vi selv og dem vi er sammen med skal nok være klar over vores kærlighed. Kærligheden er omkring os, også selvom vi ikke gnaver kranier eller nusser hinanden hele tiden. Måske kan andre omkring os, også se kærligheden, men som jeg skrev i indledningen er det slet ikke sikkert andre tænker yderligere over det, selvom vi er to fyre.

Jeg kan da selv blive provokeret hvis nogen bliver for intime. Om det så er heteroer eller homoer er egentlig temmelig ligegyldigt. Jeg mener ikke det er et spørgsmål om at blæse ens kærlighed op i ansigtet på andre, men hellere skabe en kærlig stemning. Ved at være naturlig omkring sin kærlighed. Men stadig med respekt for andre mennesker.

Derfor synes jeg også altid det er en skam når nogen forsøger at skjule kærligheden. Personligt især når bøsser gør det, fordi det rammer noget i mit hjerte. Prikker til de følelser jeg selv har haft tidligere når jeg frygtede nogle følger, jeg ofte selv skabte i hovedet. Men også fordi jeg mener, at mange bøsser selv kunne være med til at gøre det nemmere for os alle sammen. Netop ved at være naturlige. Hverken gemme sig eller provokere, men bare ved at være dem selv og stå ved deres kærlighed. Være med til at skabe et billede af at langt størstedelen af bøsser, hverken er sex-udbasunerende stereotyper eller nervøse vægkravlere. Vise at kærligheden mellem to mænd er lige så smuk som al anden kærlighed.

Ødelæg den ikke og skjul den ikke. Den skal nok være synlig af sig selv. Den skal hverken holdes oppe af bål og brand eller holdes nede med samme.