To bloggere - Blogarella og Underoverfalden - har givet mig en Kreativ Blogpris. En fantastisk anerkendelse. Tak. Som dog også forpligter, men tiden og prioriteringerne har været et andet sted end på bloggen de sidste uger. Men bedre sent end aldrig. Så nu kaster jeg mig over opgaven.

Reglerne er:

1: Vise awarden på min blog. - Min tekniske snilde rækker ikke så langt, så dén opgave må jeg springe over. Beklager. Men den er flot

2. Linke til den/dem jeg har fået den af. - Er gjort ovenover.

3. Skrive syv ting om mig selv. - Hmm, den er rimelig bred hva’? Må se hvad jeg kan komme op med. Synes også det skal være noget der siger lidt om mig….

4. Give awarden videre til syv andre. - Tror den har været hele vejen rundt efterhånden, men kan helt sikkert godt komme på et par stykker…

Men nu til opgaven:

1. På det store sorte HAY-bord i stuen ligger altid mange blade. På nuværende tidspunkt BE#84, Men’s Health (US+UK), Gaytimes, Wing, Historie, Attitude (x2), Euroman og M!

2. Min Top5 på iTunes perioden juli ´08 til nu er: 1.Tell my why - Declan Gelbraith. 2. Kun for mig - Medina. 3. Seize the day - The Benefits. 4. Yo-Yo - Joey Moe. 5. When love takes over - David Guetta fest. Kelly Rowland. Hmm, nogen der kaldte mig poppet….?

3. Læser i øjeblikket Yaccoubians Hus af Alaa Al-Aswany. Indtil videre rigtig god.

4. Den sidste film jeg har set i biografen er Det Hvide Bånd og den næste bliver Valentines Day. To VIDT forskellige film. Det Hvide Bånd er en smal kunstnerisk tysk sort-hvid film i et ualmindeligt langsomt tempo. Valentines Day bliver nok en farvestrålende overfladisk film med masser af tempo.

5. Er afhængig af nyheder. Nettet bliver konstant støvsuget og TV2 NEWS og CNN kører størstedelen af tiden på tv’et.

6. Seneste status på Facebook: Har lige skyp’et med *kærestens navn*, så det HELT store smil er fremme Skal hilse fra Kathmandu.

7. Køleskabet lige nu indeholder frisk spinat, 9 avokadoer, champignoner, 1 kg gulerødder, 1 kg jordskokker, 1kg rødløg, 7 lime, frisk parmaskinke, æg, hytteost, mælk, yoghurt naturel og 10 halvliters vandflasker, men også 11 Somersby, 23 dåseøl, 1 flaske champagne og 1 falske hvidvin.

Det var de syv. Måske ikke vildt brugbare informationer, men alligevel nogle ting der på en eller anden måde siger noget om mig.

Som sagt er awarden nået godt omkring på urbanblog, men for alligevel at yde en smule retfærdighed vil jeg nævne nogle stykker som er blandt mine foretrukne. Fire skønne kvinder. Blogarella, Brownie, Sugartop og Os’Mig. Plus en nylig funden, som jeg synes tegner rigtig godt og sjovt. Nemlig Cocktails og damer.

—-Skal ikke i URBAN—-

Endelig kan jeg begynde at tænke højt igen. De sidste ting er faldet på plads og nyheden er nu mere eller mindre officiel. Jeg kan begynde at få luft for en masse tanker og måske få svar på en masse spørgsmål. Ikke mindst kan jeg begynde at blogge igen, fordi jeg ikke kan komme til at tale over mig. Indtil nu har jeg forsøgt at få styr på tankerne, men også respekteret at kortene, af professionelle årsager, er blevet holdt tæt på kroppen.

D.18. december, hvor jeg satte bloggen på standby, blev jeg ringet op af kæresten der fortalte, at han havde sagt ja til et job i Nepal. At han flytter derud allerede i løbet af februar. Beskeden var ventet, dog kun med meget få dages forberedelsestid, så den slog pusten ud af mig med voldsom kraft. Med ét var min verden og min fremtid som den så ud indtil da, vendt på hovedet. Siden har det været noget af en rutsjebanetur. Kærligheden har både været under enormt pres og fået pustet nyt liv ind. Det har nogle dage syntes lettere at opgive, end at kæmpe for det uoverskuelige. Der er blevet grædt, grint, råbt og krammet. Vi har skændtes og vi har haft dybe snakke. Der har været søvnløse nætter, endeløse frustrationer og vidt drømmende snakke. Halsen har brændt af tilbageholdt gråd og øjnene har været tåreropsvulmede i mørket, når ingen har kunne se det. Vi har lært nye sider af hinanden at kende og forholdets rammer er for alvor blevet trukket op.

Der er stadig mange uafklarede ting i forhold til mange ting, men der er langt større ro på, end der var de første dage. Dog føler jeg mig stadig på usikker grund og glæder mig til der for alvor falder ro på tingene og min hverdag ikke længere er fyldt med spørgsmål. Men ved ikke hvornår den dag kommer.

Selvom jeg ikke har kunne tænke højt har tasterne stadig været min flugt. Indlæggene er bare ikke blevet udgivet, men det bliver de nu. Tak til dem der har tænkt på mig og forsøgt at muntre mig op, da humøret var helt nede. Jeg ved der er blevet gættet på et brud mellem kæresten og jeg, som der også er blevet gættet på sygdom. Det var ingen af tingene, men visheden om noget bestemt ville næsten have været nemmere at forholde mig til, end den uvished jeg har bevæget mig rundt i nogle dage, ja uger.

Indlæggene ér nu lagt på bloggen og der er blevet oprettet en kategori “Nepal”, men giver også lige et overblik her:

14. dec ‘09: Frygter det værste, håber på det bedste.

18. dec ‘09: En ændret fremtid.

19. dec ‘09: En ny mulighed.

21. dec ‘09: Ikke blevet klogere.

22. dec ‘09: På lånt tid.

22. dec ‘09: Et håb født på ny.

26. dec ‘09: Mere afklaret og igen smilende.

28. dec ‘09: Tættere sammen.

2. jan ‘10: Spænding og nervøsitet i kroppen.

6. jan ‘10: Den nye fremtid.

11. jan ‘10: Hvad sker der virkelig?

12. jan ‘10: Familie og venner.

13. jan ‘10: Drømme kan udleves.

Der kommer nok mange flere indlæg i denne kategori de kommende måneder, men i takt med at der falder ro på og tankerne igen begynder at kredse om andre ting, vil bloggen også blive fyldt med den slags indlæg som hele tiden har fyldt mit lille hjørne.

—Skal ikke i URBAN—

Bloggen har de sidste par måneder været sat i sommerferietilstand, med længere mellem indlæggene end ellers normalt her på bloggen. Tiden ved tasterne har været knap og lysten egentlig heller ikke særlig stor. Den lavere aktivitet fortsætter nok lidt endnu. Men ikke pga. mangel på tid eller lyst. Derimod fordi jeg ikke er i landet.

Om få timer sidder jeg i et fly med kurs mod Bangkok. Og derfra videre til Bali. Der bliver jeg et par uger. Efter få uger hjemme i Danmark, går turen til Paris midt i september og derefter favoritstedet over dem alle New York i starten af oktober. Hvis alt går efter planen stikker jeg til Schweiz til november. Så kufferten kommer nærmest til at stå fremme og pakket i lejligheden de næste måneder.

Jeg ser utrolig meget frem til de næste måneder, ikke mindst den første tur her. Jeg har endnu ikke været i Asien, så ser frem til at opleve den verdensdel også. Rejserne fylder meget i mit liv og for hver tur fyldes jeg med fantastisk energi og ny inspiration. Når jeg rejser og oplever andre kulturer og verdenssyn, mærkes livet.

Men fordi jeg er så meget væk, bliver der nok lidt stille på bloggen ind imellem. Til gengæld lover jeg at have min notesbog og min laptop med alle steder, så rejseindlæggene bliver nok dominerende den næste tid. På gensyn og god sommer til jer alle.

-Brudflader i den moderne mediekultur.

En antologi med officieludgivelsesdato d. 12. maj fra forlaget Tiderne Skifter, hvor forskellige bidragydere giver deres bidrag til forståelse af forskellige tendenser i mediekulturen. En af disse er lektor Anne Scott Sørensen. 

ASS skriver om blogkulturen i Danmark, med udgangspunkt i den intime blog. Her skriver hun bl.a. om fire bloggere og bruger dem som udgangspunkt i en analyse af forskellige måder at blogge på. En af disse fire bloggere er mig selv.

Det er virkelig en speciel oplevelse at se sig selv analyseret, men samtidig en virkelig interessant oplevelse. Jeg bliver rørt hver gang jeg læser ASS’s måde at behandle min historie på. Jeg føler mig respekteret. Men derfor også stolt over det min blog har ført med sig. ASS’s billede af min blog, viser at det ikke bare er at skrive en blog. De ord man skriver i sin blog kan have konsekvenser. For en selv, men også for de der læser med. 

Ser frem til at læse resten af bogen, da debatten om mediernes rolle og stadig flere og fleres behov for at fremstille sig selv på forskellige måder igennem netop medierne. Om det værende reality-programmer eller blogs. Hvad er forskellen og hvor går grænsen?

Ordene kommer fra kæresten og er ment med så meget kærlighed, at jeg ikke kan andet end smile af det. For jeg ved det et eller andet sted også godt selv. 

Som han siger, så går jeg op i ret mange materielle ting. Vil gerne gå i det rigtige tøj, have et pænt hjem og går op i mit image udadtil. Ting som kan virke ret overfladiske og ligegyldige. Men samtidig så blogger jeg og krænger gang på gang mine inderste tanker ud. Lader det stik modsatte af det overfladiske tage voldsom form i mit indre, og lader dét styre mine tanker og gøren. Og vælger så at lægge det hele frem på bordet.

Jeg tænker nogle gange for meget over tingene. Nogle gange måske mere end hvad sundt er. Men min nysgerrighed styrer mig. Det falder naturligt for mig at lade tankerne vandre i alle mulige retninger. Så når jeg bliver lidt fjern i blikket og stille, og kæresten spørger hvad jeg tænker på, og jeg bare svarer “ikke noget”, så er det ikke fordi jeg skjuler noget for ham, men fordi han alligevel ikke vil kunne forstå det. Jeg kan have gang i de vilde tankespind, hvor tankerne er startet ét sted og med vild hast springer fremad med et konstant skiftende omdrejningspunkt. Et fnug på gulvet kan i sidste ende få mig til at tænke på, hvordan jeg mon ville reagere hvis livet skulle ende i morgen. 

Jeg har prøvet at forklare kæresten at, det ikke er fordi jeg ikke vil dele med ham, men fordi han så bare vil synes at jeg er virkelig sær. En gang prøvede jeg at fortælle ham hvordan tankerne hoppede. Punkt for punkt, og han så bare mere og mere mærkelig ud i hovedet. Nu er det i stedet blevet til at han spørger smilende: “Tænker du noget underligt?” Og så lader han mig tænke videre uden at behøve vide mere.

Andre gange spørger han bare: “Blogger du nu?” For rigtig tit skyldes min manglende psykiske tilstedeværelse, at jeg ligger og tænker de vilde tanker videre til bloggen. Sætninger tager form og hele afsnit bliver skrevet i hovedet, før de rammer tasterne. De mærkeligste ting bliver vendt og drejet, for at se hvor mange vinkler de mon kan beskrives ud fra. Tankerne bliver jongleret rundt i luften.

Måske ér det lidt sært, men det skal der vel også være plads til. Det er en stor del af mig og ikke noget jeg har lyst til at slippe af med. Til trods for at det tider kan gøre mig yderst fraværende. Kæresten har stor respekt for at jeg blogger og tænker så meget over tingene, men han synes stadig det er lidt underligt nogle gange. Dog er det også noget af det han elsker ved mig.

Jeg blogger oftest for mig selv. For at komme ud med nogle ting jeg går og roder med. Tanker der ikke giver sindet fred før de kommer ud gennem fingrene. Jeg har så valgt at dele tankerne med dem der skulle have lyst til at følge med, ved at have en fuldt offentlig blog. Men stadig er ydmygheden stor når det et kommer til forventning om at nogen rent faktisk gider læse med.
Så hver gang en læser tilkendegiver sig, vokser glæden ved at have bloggen. Som når en fast læser, der ellers har læst fast uden min viden, pludselig giver sig til kende med en enkelt kommentar. Eller når den faste læser og kommentator skriver at hun er blevet inspireret til at skrive igen. Kun en skam hun ikke har valgt Urbanblog, for jeg gad godt følge med.
I forgårs faldt jeg over et indlæg hos en ny blogger her på Urbanblog. Alpepigen skrev at jeg havde inspireret hende til at starte med at blogge. Det er da et skulderklap med kraft i. Også at hun ville være en af de første til at købe min bog når/hvis forfatterdrømmene går i opfyldelse. Et par uger før var det Justlikedad der skrev, at han for et år siden fulgte mine indlæg i den trykte Urban, og at jeg dengang fik ham til at drømme om engang at få sine tanker trykt sort på hvidt. Det er virkelig stort at få at vide, at ens ord har haft den effekt på andre. At min egen passion for at skrive, kan smitte af på andre. Det er en anerkendelse der rører mig dybt.
Samtidig minder det mig om, at cyberspace er imellem mine læsere og jeg. Jeg ved ikke hvem der læser med. Hvad de bruger mine ord til, eller hvad de får ud af mine indlæg. Størstedelen kender jeg ikke. Med tæt på 1000 hits om dagen og forholdsmæssigt få kommentarer, må der være mange der læser med uden at give sig til kende. Noget der på ingen måde skal være tvivl om, at jeg har den største respekt for. Jeg vælger selv at være anonym. Men samtidig er jeg også bevidst om at flere “kender” mig uden jeg egentlig ved hvem de er. Men jeg er kun beæret over at så mange gider læse med, og at nogle også tager sig tid til at kommentere på nogle af indlæggene. Så giver det virkelig mening at blogge. Så tak til alle dem der læser med. Og fantastisk hvis mine ord på nogen måde kan inspirere dem der kommer forbi mit hjørne. Tak!

Jeg har gennem flere år skrevet dagbog. Siden jeg flyttede hjemmefra i 2003, hvor jeg startede fordi jeg følte mig ensom og synes dagene var hårde. Savnet til den velkendte by på Sydfyn, vennerne og ikke mindst familien var stort og jobbet var ulideligt. Satte mig ved tastaturet og kom ud med en masse tanker. Fik styr på frustrationerne. Da tankerne til sidst truede med at destruere min rationelle tankegang, sendte jeg dagbogen til mine forældre. Hvilket var en kæmpe hjælp. Med det skrevne ord fik jeg sat ord på en masse ting, og de fik mulighed for at forstå hvad det var jeg roede med ovre i København. Dagbogen blev sidenhen ganske omfattende, men stadig kun læst af mine forældre og mig. Den blev en stor tillidserklæring til mine forældre og har spillet en stor rolle i forholdet mellem os og deres forståelse af mig. Samtidig givet stof til gode snakke.
Da tankerne omkring seksualitet stadig kun roede i mit eget hoved, førte jeg en sideløbende dagbog på internetsiden Boyfriend.dk. Der fik alle tankerne frit løb, men da jeg der blev for “kendt” blev de mere personlige indlæg nedskrevet i en tredje dagbog. En dagbog kun for mig. Senere opdagede jeg bloggens mange muligheder og startede dér en fjerde dagbog, lagt ud til offentlig skue, men med anonymitetens maske at gemme mig bag. Dog vidste mine forældre med det samme besked, så de fortsat kunne følge med. Derfor blev bloggen også langsomt en afløser for den første dagbog “Breve til mine forældre”. Bloggen er blevet mit personlige arkiv over mit liv, med åben mulighed for andre til at få det ud af det som de kan.
Nogle tanker blev dog stadig blevet nedfældet i den helt hemmelige dagbog de sidste år. Tanker der ikke var fuldendte, eller episoder som ikke tålte dagens lys. Den sidste uge har jeg lagt gamle sider fra nogle af de andre dagbøger, ud på bloggen her og vil fortsætte med at gøre det de næste uger. Ikke fordi jeg nu bare smider alle filtre, men fordi jeg vil have hele historien samlet ét sted. Have et større overblik. Samtidig vil jeg gerne åbne lidt mere op for det fulde billede af hvem fyren bag Mikaels Hjørne er. Jeg er ikke tæt på en afsløring. Men fylder bare nogle af hullerne op.

Sent i går aftes faldt jeg over et indlæg her på Urbanblog, der vækkede særlige minder hos mig, da det var en rejsebeskrivelse fra et sted jeg også har været. Jeg kommenterede uden at tænke yderligere over det. Det var på en blog jeg ellers ikke har besøgt. Men i dag begyndte tankerne alligevel at rode lidt rundt i hovedet på mig. Nysgerrigheden drev mig til at læse mere på bloggen, og pludselig var der flere og flere ting der matchede en jeg kender. Troede ikke det kunne være hende, så tænkte at det nok bare var en tilfældighed. Eller min egen lyst til at finde ligheder.
Men da hendes svar kom på min kommentar var der ikke længere nogen tvivl. Greb mobilen i stedet. Tænk at min kære svigerinde har haft en blog her på Urban i godt et år uden jeg har fundet ud af det. Det er da imponerende. Og jeg griner højt over at jeg ikke selv gennemskuede det hurtigere.

Da jeg kom hjem til kæresten fra arbejde fik jeg endnu en overraskelse. På bordet stod en gave til mig. En flot sort trææske med guldkant. Indeni en Moët Chandon Speciel Edition med krystaller på flasken liggende på et blødt mørkt silkestykke. Fordi han ved jeg er vild med Champagne og havde lyst til at give mig en gave. Så kan man da ikke andet end være forelsket hva’!

Går hen til bilen der holder lidt for sig selv i vejkanten. Banker let på en af de tonede ruder og vender ryggen til som om det ikke er bilen der har fanget min interesse. Da der lidt efter stiger en mørklødet mand ud, hvisker jeg stille “Change dollars” og læser hans øjne. Blikkene bliver kastet over skuldrene og en kurs bliver bliver i hviskende toneleje overgivet. Forhandlingen er startet og når der er nået en enighed, kravler manden tilbage i bilen, og jeg trækker mig igen lidt væk. Lidt efter vender han tilbage og jeg går efter han uden et ord udveksles, til en mørk skygge under en palme eller bag et skur. Sedlerne bladres igennem i hænderne og det aftalte beløb i dollars overrækkes og puttes hurtigt i lommen. En stak krøllede nussede bolivarer rækkes tilbage og der gives pænt hånd, hvorefter vi går hver til sit tilbage i dagslyset.
Hugo Chávez’s øget kontrol med valutavekslingen i Venezuela og begrænset adgang til dollars for venezuelanerne, har udløst et stort sortbørsmarked med dollars, hvor kursen er langt bedre end den officielle kurs. Flere steder bliver man antastet af lokale der tilbyder at veksle til favorable priser. Hvis der ikke lige er en i nærheden, gælder det om at se deres kendetegn. Som f.eks. en enligt parkeret bil med tonede ruder. Nogle butikker tilbyder det når man står med pungen fremme. Priserne er ofte bedre med taxa, på restauranter osv. hvis man tilbyder at betale med dollars i stedet for med bolivarer. Det er dog ulovligt både at handle og købe dollars udenom de officielle vekselkontorer og banker, så derfor får hele scenen ved en sortbørsveksling et meget lyssky præg, og man står hele tiden med en følelse af forståelse for, hvordan de handlende pushere på Vesterbro må have det. Trods sortbørshandlens kriminelle grundlag, er det så omfattende at sortbørskursen er noteret på børsen i i Caracas, på lige fod med den officielle kurs.
Ja, jeg håber selv de kan finde ud af det…. For hvor er det dog besværligt.

Hermed sidste indlæg fra Venezuela. Fortsætter med indlæg fra NY og derefter alle de øvrige notater og tanker jeg har nedskrevet de sidste fire uger med lav aktivitet på bloggen.

Ja kufferten er knap nok pakket ud og vasketøjet knap tørt, men kufferten er altså igen pakket. Denne gang med noget varmere tøj end det jeg kom hjem med i tirsdag. Jeg smutter nemlig til New York om et par timer, så der bliver igen lidt stille her på bloggen. Beklager, men så bliver jeg til gengæld også hjemme et par måneder og så lover jeg at være mere aktiv her på bloggen igen.
Jeg nåede ellers at mærke panikken med alle dens kendetegn, koldsved, bankende hjerte og snurrende tanker igår, da jeg efter bankernes åbningstid, i en butik fik besked om at mit kort var spærret. Straks begyndte mine tanker om alle mine shoppingmål i NY at ramle sammen om mig og en uge dér med et spærret kort var mere end jeg kunne overskue. Viste sig dog heldigvis at være butikkens fejl, for mit helt nye visakort virker i bedste velgående. Er tjekket

Jeg modtog en ret ubehagelig kommentar på et ældre indlæg igår. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle reagere, men er endt med ikke at kommentere direkte på kommentaren, men lade den være, som et eksempel på virkelig dårlig tone, den seneste Urban-debat apropos. Signe fortjener ikke mere omtale end at jeg synes hun er langt under min og bloggens standard med den slags kommentarer. Jeg vælger at lade denne stå, fordi jeg ikke gider blive ved med at slette spydige kommentarer. Da jeg sad i Venezuela og ikke var online blev min blog spammet med lignende kommentarer, fra en anden emailadresse, som jeg alle sammen slettede med det sammen, da jeg endelig opdagede dem.
Jeg har givet redaktionen besked om den nyeste kommentar: Se den her!

Det er med stor beklagelse hver gang den slags kommentarer kommer og det kvæler lysten til at fortsætte på bloggen. Jeg ved at den slags bare skal ignoreres, men de rammer et eller andet sted alligevel….