Vor Herre har endnu engang sat forestillingen “Snowshow” op på Københavnerscenen. Man begyndte ellers at tro den var taget af plakaten. At noget nyt var i vente. Derfor var det ikke den store overraskelse at publikum så ud til at ærgre sig. Det var de samme kedelige kulisser, de samme triste og udtryksløse kostumer og samme indholdsløse historie. Men mest af alt så publikum ud til at kede sig over de mange trivielle gentagelser. Enkelte udvandrede i vrede.

Selv hovedrolleindehaveren Sne så ud til at være kørt træt i det efterhånden noget udvandede show. Han kom godt nok på scenen fra start med samme imponerende kraft som altid, men hans udtryk manglede liv og var ærlig talt som en kold våd klud i ansigtet. Irriterende og ubehagelig. Publikum virkede hverken overbeviste eller fanget af præstationen. Mange holdt tørklæder og hætter for ansigtet, som for at skåne øjnene for det tarvelige show. Man skulle ellers tro han efterhånden var scenevant i det show, så mange gange som tæppet efterhånden er trukket til side.

Allerede ved rygterne om re-opsættelsen af showet, så mange ud til at undre sig og smilene udeblev. Ikke overraskende at ærgrelsen var stor, over at en skaber som Vor Herre, der ellers er kendt for farvestrålende og levende shows, vælger at satse på en forestilling der gentagende gange har modtaget dårlige anmeldelser.

Undertegnede stiller sig også undrende overfor endnu en opsættelse af “Snowshow”. Hvor er fornyelsen? Er Vor Herres storhedstid ovre eller er det stadig muligt for ham, at komme op med nye ideer og flere farvestrålende sceneshows? Rygtet ville ellers at han stod overfor en global succes med en hed forestilling, hvor Jorden skulle have hovedrollen, men tilsyneladende lader den vente på sig. Indtil da må vi trækkes med at se gentagelsen, de ensformige rammer og det kolde udtryk og i stedet håbe på at fornyelsen kommer før eller siden.

Er en bog fyldt med bestialske mord, en syg mands værk? Forfatteren Frank, hovedpersonen i Mikkel Birkegaards nye thriller, bliver beskyldt for at være syg i hovedet, med de mord, fantasier og bevæggrunde han beskriver i sine romaner. Vanviddet omslutter for alvor Frank da en læser begynder at levendegøre Franks bøger, ved at efterligne de voldsomme mord deri.

Birkegaard åbner endnu engang bøgernes univers op for læseren i thrilleren “Over mit lig”. Denne gang i højere grad med fokus på personen bag, der skaber dette univers for læserne. Nemlig forfatteren Frank, der flere gange bliver fanget i spillet om grænsen mellem fantasien og virkeligheden. Fordi netop fantasien og virkeligheden pludselig er én og samme, med en masse bestialske mord og et spændende kapløb med ordenes betydning til følge.

Fordi bogen er så fængende og levende beskrevet, sad jeg flere gange med en følelse af ubehag i halsen og lyst til at klappe bogen sammen, i håb om at blodet ville stoppe med at løbe hen over siderne. Smerterne kunne næsten mærkes på min egen krop, men alligevel var der noget der drev mig til at læse videre, trods smerten måske ville fortsætte. - Sygt? Måske.

Baggrunden for Franks umiddelbare måske syge tankegang, bliver trukket frem i historien, så nærværet kan mærkes, og vigtigheden deraf bliver mere tydelig for hver side der vendes. At følge tankerne bag det, at skabe en roman og lade fantasien få frit løb med risiko for at blive fejlanalyseret, giver følelsen af at få et lille indblik i Birkegaards eget univers. Forfatterens univers. Hvilket gør bogen endnu mere interessant og anderledes, end så mange andre efterhånden trivielle krimier.

Om Franks arbejde er en syg mands værk, som det diskuteres i bogen, kan så føres videre på om det i virkeligheden er Birkegaard selv, hvis tanker er skræmmende. Fordi han har formået at skabe Frank og skrive “Over mit lig”. Uanset er der flere af de omtalte bøger i bogen, jeg godt gad læse i fuld udgave, bestialske og modbydelige eller ej. Allerhelst fra Birkegaards hånd.

Efter hvert besøg i New York, byen der hver gang har blæst mig bagover, er jeg kommet hjem med tankerne om, hvad det er der fascinerer mig så meget ved byen og det amerikanske folk. Hvad det er der giver drømmene liv, men også hvad det er der forarger og forundrer. Nogle af svarene eller i hvert fald hjælp til svarene fandt jeg i Min amerikanske drøm - på jagt efter stjernerne af Martin Krasnik. En bog jeg ivrigt og opslugt læste igennem første gang, og efterfølgende har genlæst flere af kapitlerne. Røde streger, bjælker efter overstregningstuscher og blyantsnotater bryder nu flere af siderne.

Krasnik rejser i jagten på sandheden bag den amerikanske drøm rundt i USA - hovedsageligt NYC - og interviewer en række amerikanske forfattere. Nogle af de allerstørste. Forsøger at få dem til at give svaret på hvad det er der adskiller USA og de amerikanske folk fra den øvrige verden. Hvad det er de gør anderledes, hvad de gør forkert og hvad det er der giver drømmene ekstra liv under de amerikanske himmelstrøg. 

Meningerne i bogen er absolut ikke ens, men hvert enkelt interview fremstår klart og tydeligt i budskabet, så man tager sig selv i konstant at lade sine tanker manipulere. Når ét synspunkt er blevet fremlagt, lader Krasnik en anden stor kulturpersonlighed komme med modargumenterne, så man på fineste vis glemmer alt det man lige sad og nikkede samtykkende til. Men det er netop noget af det der er det fine ved bogen. Den fremlægger tydeligt at svarene ikke er ligetil. USA ér bare anderledes, uden det kan forklares endeligt hvorfor. Men det bliver også klart at det er dét der enten fascinerer eller forarger. At det nogen bliver forarget over er det andre elsker og omvendt. Svarene er ikke endegyldige og det er måske det der giver plads til drømmene. 

Når man har været i USA og i særhed NYC, hvor meget af bogen foregår, kan man ikke lade være med hele tiden at sammenligne med egne oplevelser. Se gaderne, lysene, trafikken og stemningen for sig endnu engang. Samtalerne er så levende beskrevet, at man føler man sidder med i de bløde stole. Intellektet er på højt plan, men alligevel trækker excentriciteten og nogle gange vanviddet, samtalerne ned på et underholdende og medrivende niveau. Samtidig med at Krasniks egne fortællinger, tanker og drømme trækker en rød tråd mellem de mange samtaler. En  tråd der til sidst efterlader en, for mit vedkommende i hvert fald, med en endnu større amerikansk drøm. Men også en endnu større forståelse af USA og det amerikanske folk. 

Derfor vil jeg uden tøven anbefale bogen til alle de der skal på ferie til USA, dem der har været der eller dem der bare har mange forestillinger - fordomme - om USA. Den sætter gang i virkelig mange tanker og giver inspiration til nye syn på Verden, sine medmennesker og livet. 

Sad i går aftes med et af mine yndlingsblade i skødet. Et af de blade jeg måned efter måned ser frem til udkommer, og fra jeg bladrer første side er jeg fanget og læser hvert et ord til sidste side er vendt. Jeg sad med gratismagasinet KBH i skødet. Et magasin der på en interessant og samtidig nem måde, får skabt et overblik over hvad der sker i København indenfor arkitektur, kultur, design og livet i byens mange fantastiske områder. 

Hvis man som jeg er vild med København og de mange fantastiske ting dén by har at byde på, så er KBH en gave. Magasinet giver et indblik i hvilken udvikling byen er igennem. Hvilke interessante og innovative byggeprojekter der er på tegnebrættet. Hvilke ideer der opstår på tegnestuerne rundt om i byen og verden, i forsøg på at gøre byen endnu bedre. Kreative løsninger til hvordan nogle af byens problemer kan løses, bliver præsenteret. Man bliver holdt orienteret med hvad der sker med nogle af de igangværende byggeprojekter rundt om i byen. Det hele præsenteret med en fantastisk overskuelighed, blottet for al den journalistiske blær der hurtigt kan ødelægge andre aviser og blade. Endnu bedre, uden for mange irrelevante reklamer på hver anden side.

Samtidig er de gode til at følge op på gamle historier og projekter, så man er orienteret og får svar på nogle af tankerne om hvad der mon sker med et tidligere beskrevet projekt. KBH giver dybere indblik i væsentlige projekter, der kommer til at berøre mange københavnere, som f.eks. udvidelsen af Metroen, lukningen af Nørrebrogade og redesignet af Købmagergade. Projekter der fortæller om en by i udvikling. En by der vil frem.

Hver måned er en kendt dansker portrætteret, med udgangspunkt i vedkommendes forhold til byen. Om man synes om personen eller ej, er egentlig ligegyldigt. Det er det vedkommende fortæller om byen, gode tips og anderledes syn på muligheder ved byen der er interessant. For dér åbnes øjnene og tankerne for nye ting ved byen. Nye steder at opleve og nye måder at anskue byens mange forskelle på. Noget der kun er med til at gøre byen endnu mere interessant at være en del af. 

Med en simpel top/flop liste præsenterer kendte, kulturpersonligheder og politikere, på skift de ting ved byen de synes godt om, og det de synes er kedeligt og ærgerligt ved byen. Igen kan det give gode ideer til hvad man selv bør opleve ved byen. Ting man måske ikke normalt har lagt mærke til. Som baren i gården et eller andet sted på Vesterbro, en bænk med herlig stemning og fantastisk udsigt et sted langs vandet, eller en nyåbnet restaurant. Ellers sørger KBH også for at orientere om hvad der sker indenfor mad og kultur, med deres fine finger på pulsen.  

Så måned efter måned får jeg nye ideer til hvordan jeg bedre kan opleve den by jeg holder så meget af. Samtidig med at jeg bliver fyldt med en glæde over at se, at der stadig sker noget med udviklingen. At det ikke er ideer der mangler. At mange andre end mig selv, virkelig ønsker noget stort for København. Fordi byen fortjener det. 

-Brudflader i den moderne mediekultur.

En antologi med officieludgivelsesdato d. 12. maj fra forlaget Tiderne Skifter, hvor forskellige bidragydere giver deres bidrag til forståelse af forskellige tendenser i mediekulturen. En af disse er lektor Anne Scott Sørensen. 

ASS skriver om blogkulturen i Danmark, med udgangspunkt i den intime blog. Her skriver hun bl.a. om fire bloggere og bruger dem som udgangspunkt i en analyse af forskellige måder at blogge på. En af disse fire bloggere er mig selv.

Det er virkelig en speciel oplevelse at se sig selv analyseret, men samtidig en virkelig interessant oplevelse. Jeg bliver rørt hver gang jeg læser ASS’s måde at behandle min historie på. Jeg føler mig respekteret. Men derfor også stolt over det min blog har ført med sig. ASS’s billede af min blog, viser at det ikke bare er at skrive en blog. De ord man skriver i sin blog kan have konsekvenser. For en selv, men også for de der læser med. 

Ser frem til at læse resten af bogen, da debatten om mediernes rolle og stadig flere og fleres behov for at fremstille sig selv på forskellige måder igennem netop medierne. Om det værende reality-programmer eller blogs. Hvad er forskellen og hvor går grænsen?

For første gang siden jeg startede bloggen for lidt over to år siden, går jeg rundt med en masse tanker og følelser, som jeg ikke har lyst til at lægge på bloggen. Dem der har fulgt mig jævnligt gennem bloggens liv, ved at mit filter normalt er meget stormasket og det derfor er stort set alt der slipper igennem og bliver udgivet.

Men fordi min anonymitet ikke længere er 100% intakt, har jeg nu noget jeg ikke ønsker at lægge på bloggen. Jeg tør simpelthen ikke… Det er relativ få jeg kender der læser med, men alligevel vil netop dét indlæg kunne rejse for mange spørgsmål, risikere at såre nogle og ikke mindst skade mig selv. Indlægget ér skrevet men forbliver altså i den helt private dagbog. -Måske det bliver smuglet ud på bloggen en dag, måske ikke.

Jeg ved at jeg hele tiden har sagt at jeg ønsker at give det fulde og sande billede af mig selv her på bloggen, men netop her går min grænse mellem mit private og mit “offentlige” liv. En grænse jeg altså møder for første gang. Den forsvindende anonymitet har sin pris. Dog føler jeg allerede der er givet meget af mig selv, hvilket nogle gange kan være hårdt, men også har sine store værdier. Alligevel har jeg ikke lyst til at dissse tanker, følelser og handlinger ikke debatteres i et offentligt forum som bloggen. Det gør mig så sårbar, at det skal bearbejdes for mig selv. Måske vendes med én god ven eller veninde over en kande kaffe, når de har fundet mere rod i mig selv.

Jeg håber at I der læser med, vil respektere, at denne lille flig af mig selv ikke bliver delt med jer. Jeg håber ikke jeg når grænsen mange gange, for så kommer bloggen til at ændre form.

Tak.

Nørrebro har en særlig plads i mit hjerte, derfor glæder det mig også når der sker noget nyt på de kanter. Inden jul åbnede et nyt spisested i starten af Nørrebrogade og det skulle selvfølgelig prøves af. Stedet hedder Wokbar og lover allerede meget ved den store imponerende facade. Interessen var uden tvivl vækket inden vi åbnede den store dør til varmen indenfor. Der levede det i den grad op til forventningerne. Foran os var flere etager sammensat så man stadig følte sig som i ét rum. Indretningen var rå og væggene mørke, men det hele lavet på en lækker måde, hvor den dæmpede belysning tilføjede ekstra dimensioner til den rå interiør. Lange bambusrør og andre små finnesser tilføjede noget fra himmelstrøg også navnet Wokbar henledte tankerne til. -Uden at det blev for meget eller fortænkt. Ligesom indtrykket af resten af stedet var det gjort med god smag.
Den storsmilende og imødekommende tjener gav også bord på øverste “terrasse” ved et simpelt massivt bord med dertilhørende bænke. Ikke langt fra det åbne køkken, hvor lyden af dampe, wokker over gassen og levende snak mellem kokkene gav en ret fantastisk stemning til restauranten. Bestilte nogle drinks og gav os i kast med menukortet. Skålede og var allerede grebet af stemningen. Med udsigt gennem den store glasfacade til den travle Nørrebrogade - ja den ene der stadig ikke er ødelagt af bilfrie zoner -, hvor livet havde sit normale travle københavnske præg. Trafikken, livet og storbyen var med til bords. Det eneste vi faktisk savnede var at musikken i restauranten var højere. For at give stemningen et sidste spark.
Den lækkert anrettede og velduftende mad blev serveret i flere runder sammen med endnu flere drinks. Hele den storbysagtige stemning havde for alvor tag i os og hvad der skulle have været en rolig aften på restaurant tegnede hurtigt til at blive en festlig aften.
Da den sidste bid af det utroligt lækre mad havde fundet plads i maven, trak vi derfor også videre ned i baren på den nederste etage. For at få det hele med. Her var musikken højere, men indretningen lige tjekket og gennemført. Flere af de utrolige lækre drinks blev serveret ved de høje barstole. Endte med at gå derfra med armene om hinanden og store smil på læberne. Fordi en impulsiv tur, ven og veninde, havde udviklet sig til en fantastisk aften, godt hjulpet på vej af stedet hvor vi netop havde til tilbragt flere timer.
Wokbar er stedet hvor New York møder Asien og i ny form møder Nørrebro. Det er et rigtig godt sted at starte en festlig aften med god stemning og lækker mad, så det er et kæmpe plus for Nørrebro at vi nu har fået dette sted. Det er absolut ikke sidste gang jeg har sat mine fødder dér. Endnu et plus er at prisniveauet er hvor alle kan være med. Hvis jeg skulle betale det dobbelte ville jeg stadig ikke føle mig snydt.

Efter at have søgt i flere år i hver eneste dvd-butik jeg er kommet forbi uden held, overvejede jeg den anden dag om jeg skulle bestille den over nettet når jeg kom hjem fra shoppetur, og så se stort på de manglende undertekster. På vejen hjem kom jeg forbi endnu en lille forretning og drejede cykel ind. Tænkte at jeg da kunne prøve, selvom jeg havde været der før. Om ikke andet kunne det være jeg kunne finde en anden film til eftermiddagshygge. Dér midt i en rodebunke af dvd’er fandt jeg den mellem alverdens b-film og til næsten ingen penge. Cyklede lykkelig hjem fra butikken med den lille plastpose på styret. Indholdet nærmest lyste gennem posen i mine øjne.
Jeg så den første gang for fire-fem år siden og den ramte med det samme noget i mig. Siden har “Finding Forrester” været min absolut yndlingsfilm. Det er ikke mange gange jeg har fået den set, men nu har jeg den på hylden og kan sætte den på når jeg har lyst. Endelig kan jeg selv bestemme hvornår jeg vil se filmen om mødet mellem Pullitzer-pris forfatteren Willian Forrester og den unge skribent Jamal Wallace. Følge det forhold der opbygges mellem de to, der på mere end ét plan udarter sig til et mentor- elevforhold, og ikke altid med den samme i rollen som den der lærer noget nyt.
Nu så jeg den igen i går og var igen lige opslugt. Både under filmen og efter, rejste tankerne tilbage til mit eget møde med forfatteren Vagn Predbjørn Jensen, da jeg skrev 3.års opgave om en af hans bøger i 3.g. Et møde der på samme vis som i filmen udartede sig til en stærkt venskab og en stor gensidig respekt. Denne personlige relations lighed med filmen gør helt sikkert en masse for min oplevelse af historien i filmen. Predbjørn blev min mentor på mange måder og han lærte mig uendeligt meget. Han tog sig tid til at læse mine tekster og komme med kommentarer. Ligesåvel som han lod mig læse sine manuskripter der stadig ikke var udgivet. Han har været en kæmpe inspiration for mig og for mit opfattelse af det at skrive. Han var mig en stor hjælp. En hjælp der måske ikke kan findes andetsteds. Hans tiltro giver mig stadig styrke de dage hvor selvtilliden er dalende.
Vi mødtes flere gange og snakken flød hver gang ubesværet og med stor interesse i hvad den anden havde at berette. Trods aldersforskellen fandt vi mange lighedspunkter og værdier, hvor generationsforskellen kun blev en detalje. En relation der på samme fine vis udvikler sig mellem Wallace og Forrester. Wallaces mentor og ven dør i slutningen af filmen, men ikke uden en sidste gestus fra læremester til elev. Min egne mentor og kære ven døde efter svær sygdom i efteråret 2006. Et stort personligt tab for mig, man hvad han nåede at give mig kan heldigvis ikke tages fra mig. Hans vise ord og kommentarer sidder stadig i baghovedet på mig når jeg sætter mig ved tasterne. Mine tanker går ofte til ham, når jeg kigger over bogreolen og ser hans forfatterskab på række. Flere af bøgerne som personlige gaver og med hilsner og skulderklap på første side. Hans gestus til mig.
Lighederne er mange mellem filmen og forholdet mellem Predbjørn og jeg. Men også mellem Wallace og mig selv som den unge, der ydmygt stod foran verden med en vidende ven ved sin side. Wallace har to passioner i livet. Den ene for sin sport, den anden for ordene. En passion der undertrykkes indtil mødet med en der kan inspirere ham til noget mere. Jeg har ligeledes to store passioner. Det fag jeg har valgt at tjene mine penge ved og ordet. Ordet både som læsning og når jeg selv skriver. En passion der for alvor fik liv da jeg mødte Predbjørn. Et møde der for mig bliver hyldet når jeg ser filmen Finding Forrester.

I Badestuestræde ligger et rigtig skønt lille sted. Et levn fra gamle dage. Allerede når man træder gennem døren, mødes man af duften af mad og tankerne ledes tilbage til besøg i mormors køkken som barn. De mørkerøde vægge prydes af et utal af royale portrætter og alt hvad der før var hvidt er tydeligt præget af tiden uden rygelov i Danmark. Overalt er der små detaljer der alle beretter fra en historisk lomme. De tunge mørke træmøbler og den øvrige udsmykning, ligger langt fra det rene minimalistiske danske vi kender i dag, men vækker i stedet minder om det Danmark der engang var.
På Københavnercaféen modtages man smilende af de karismatiske kvindelige tjenere. Lige så grove som de kan virke ved første øjekast, lige så varme er de i sindet når først man sidder i stolen. De let slidte træk under make-uppen sammen med de smilende læbestiftsmørke læber og de levende øjne, får en ung fyr som mig til at lede tankerne hen på historiernes elskelige kromutter, og hvert øjeblik forventes en varm og rungende latter, selv Bodil Udsen ville kunne have svært ved at overgå. De kvinder er simpelthen fantastiske.
Alderen taget i betragtning er jeg måske ikke den typiske målgruppe. Grundet min generations sarte, fedtforskrækkede og slankekursprægede maver, skal jeg heller ikke have for meget af den fede danske mad der serveres, før jeg får for meget. Men det smager nu godt. Som bedstemor laver det. Som Danmark lavede det førhen. Det er heller ikke kun maden jeg kommer for. Det er stemningen der er det hele værd. God gammeldags dansk hygge er i højsæde. Det er en oplevelse fra start til slut. Bare at kigge rundt og lade sig opsluge af den gode stemning ved de mange små borde, dækket med højtbelagt, dampende retter, fadøl og snaps i glas der vil frem, er alle pengene værd.
Jeg kommer der ikke ofte, men går altid derfra med et kæmpe smil på læberne. Et smil frembragt af et par timer i selskab med et stykke af den danske kultur, der i min hverdag hører fortiden til, men heldigvis er bevaret i Badestuestræde.

Tog de store nye høretelefoner ned over ørerne og mærkede lyden udefra forsvinde i et tomrum. Tændte iPod’en og den formidable lyd og de elektroniske toner fra Mike Sheridans “I syv sind” fyldte tomrummet ud.
Den manglende hørelse fik pludselig øjnene til at fange andre ting og gjorde oplevelsen helt speciel. Et lille glimt i øjenkrogen fik hovedet til at reagere hurtigt, som var det en fjern lyd der havde nået ørerne. Blikket farede rundt i ustyrlig fart og satte brudstykkerne sammen i et uvirkeligt billede. Den fantastiske musik forvandlede hele fornemmelsen til en følelse af trance. Oplevelserne var anderledes og indtrykkene overvældende. Menneskerne på gaden på samme tid forsvandt og blev endnu mere levende. Den voldsomme blæst kunne ikke længere høres, men kun mærkes. Løse blade hvirvlede omkring hovedet, men i stedet for at blive forstyrret af det, begyndte bladene i stedet at danse til musikken der fyldte mit hoved. Den lydløse trafik gled uden problemer og virkede unormalt mild. “I syv sind” blev soundtrack til den fotoristiske og smukke film jeg pludselig befandt mig i. Filmen om det København jeg elsker så højt. Musikken der gjorde det smukke smukkere og det hårde mildere, på samme tid som det gjorde det mørke mørkere og det lyse endnu mere fremstående. Et levende univers i København tog form omkring mig.
Mange små detaljer i gaderne sprang frem og udløste et hav af fantasifulde tanker. Da jeg nåede Søerne var de sorte som kul og bølgerne kastede sig op ad vinden, som et oprørt hav med hvide toppe. Det uhyggelige blev fremhævet af musikken, der også spillede op under den magtkamp der udspillede sig mellem bølgerne og den mørke truende himmel. De sorte skyer hang tungt og truede med at omfavne byen med sin uhygge, inden det endelig slag skulle stå mellem den kraftige vind og det kraftfulde der gemte sig under bølgerne. Heldigvis slap jeg over Dronning Louises Bro inden Dommedag slog sig løs. Turde ikke engang at se mig tilbage
Da mørket senere faldt på og jeg igen cyklede ind ad Nørrebrogade, strakte de mange neonlys, gadelys, billygter og lyskurve sig som lysende tråde i skarpe farver op gennem den mørke Nørrebrogade, og skabte en uendelig lysende tunnel, hvor gadens huse suste forbi på den anden side styret af den stærke bas i musikken. Imens cyklede jeg videre i det syrede univers der pludselig var blevet skabt i gaden, til lyden af høje og skarpe beats.
Da jeg lidt efter kørte over Knippels bro stod de mange bygninger på kanten af havnen med deres lysende vinduer og store facader spejlende i det mørke dyb. Som på et bestemt slag i musikken blev de mange lys fra bygningerne rettet mod himlen og de mange bygninger brød med høj fart op ad jorden, så gemte etager under jorden pludselig kom til syne i høje tårne, der forvandlede havnen og skabte et metropolitisk liv af lysende arkitektoniske vidundere.
Selv sad jeg nærmest ikke på cyklen længere, men fløj frem i det København musikken havde skabt for øjnene af mig. Farten var høj som tempoet i ørerne, og jeg fangede i glimt de mange vilde ting der pludselig skete overalt omkring mig i takt med at tempoet blev sat op. Således så jeg byen uden sine sædvanelige lyde, men i stedet med et fantastisk fantasiopbyggende soundtrack.
Glæder mig til at tage en lignende tur, med Mike Sheridan i ørerne, når jeg kommer til New York til februar. Sikke nogle fantasier der kan tage form dér.