Udenfor rasede snestormen. De hvide snefnug fløj vildt rundt i luften og fik alt til at gå i ét. Vildskaben stod i larmende kontrast til den gennemtrængende stilhed der fyldte kirkerummet. Al kraft var suget ud af det store rum og samlet omkring den hvide kiste oppe foran alteret. Røde nedslåede øjne og lave snøft var det eneste der gav tegn om liv til stede.

Stemningen til bisættelsen trængte gennem kroppens hårde ydre og slap gennem sindets ellers stærke forsvar, og startede en dominoeffekt af tanker på stribe der afløste og supplerede hinanden. Tanker om døden, om livet og tanker om folk der er mistet. Efterfølgende blev nogle tankerne sagt højt og den åbne snak om døden lettede sindet for den tyngde bisættelsen havde efterladt, men gav også mere stof til eftertanke.

Døden er noget mange af os skubber foran os som et onde vi helst ikke vil forholde os til. Men jeg tror det er sundt nok at gøre. Ikke mindst for at få et mere afslappet forhold til netop døden. Fremfor den tabusfære der ofte findes omkring den. Selv føler jeg mig rimelig afklaret, men derfor kan tankerne stadig samle en klump i halsen og få øjnene til at løbe over.

Jeg frygter ikke døden, men frygter ikke at have levet livet nok. Derfor kan tanken om at skulle herfra godt gøre en smule ondt. Døden er enden på en enestående chance, vi alle bliver givet én gang. For nogen varer chancen 20, 50 eller som igår 74 år. Indtil videre har haft muligheden i 26 år, og håber på mange år endnu til at opnå endnu mere. Jeg kan bare ikke tage for givet at min chance fortsætter. Derfor skal den ikke spildes. Heller ikke spildes med frygten for enden.

Mange beskriver mig som en der lever og fejrer livet, hvilket da også er sådan jeg helst vil huskes. Ellers har jeg forspildt den enestående gave jeg er blevet givet. Livet. Derfor sad jeg også i kirken og tænkte lidt over hvordan jeg egentlig selv kunne tænke mig at blive bisat eller begravet. En tanke der forhåbentlig ikke bliver aktuel lige nu, men derfor ikke mindre væsenlig.

Med den knugende stilhed i kirken, de stumme læber, de nedtrykte sind og en snedækket gravplads et det jyske, kom jeg til at tænke over hvor trist det egentlig var. Alt for trist. Hvorfor fejrer vi ikke livet i stedet, som man gør så mange andre steder i Verden? En så trist begravelse ender forhåbentlig ikke med at blive synonym med det liv jeg har levet.

I stedet håber og ønsker jeg da, at mine venner og familie vil samles med smil på læberne omkring “mig”. Hylde mit liv i stedet for at græde over min død. Med risiko for at lyde morbid, men samtidig for at skære det ud i pap, vil jeg næsten ønske shotglassene bliver linet op på toppen af min kiste , og de mennesker jeg elsker, vil udbringe en skål for livet til tonerne af glad musik. Smile og grine højt, som jeg ville have gjort. Huske mig for den jeg var i stedet for at sørge over det jeg ikke nåede. Jeg elsker livet og det vil jeg huskes for, på en lige så festlig og livsglad måde som jeg stræber efter at leve det. De tårer mit liv skal indeholde skal jeg nok selv fælde.

Da vi sad og snakkede kom der egentlig mange færdigtænkte tanker på bordet. Selvom døden er et mærkeligt diffust og på samme tid meget håndgribeligt emne. Emnet man sjældent snakker om til hverdag, men alligevel gør sig nogle tanker omkring. Betydningen af døden er forskellig for os alle. Også for de efterladte. Men alle tanker og ønsker er lige betydningsfulde.

Jeg ønsker hellere at være “begravet” i deres minder i stedet for at ligge begravet på en plads der skal plejes for at minde om mit liv. De levende minder vil vidne om mit liv. Hvis jeg skulle dø i morgen ville jeg et eller andet sted synes det var mærkeligt at blive begravet på Fyn, hvor jeg ellers kommer fra. Mit liv er i dag i København, på Nørrebro. Så hvis min død skulle vidne om mit liv, skulle jeg begraves på Assistentens, hvor jeg elsker at gå, midt på Nørrebro. I byen hvor jeg for alvor fandt glæden ved livet og forstod at leve det fuldt ud. En forståelse jeg forhåbentlig kan lære at udvide og udnytte resten af livet.

Emnet er måske ikke det mest opmuntrende, men det er faktisk skrevet med en rimeligt let sind og et saligt smil på læberne. Det gælder for mig at se om, at gøre døden til en værdig og festlig afslutning på livet, i stedet for til en enkeltstående trist begivenhed. Som snefnuggene udenfor vinduerne, der vidnede om liv og konstant fornyelse.