De fleste fejrer en ny kæreste med stort smil, en glæde der er svær at skjule og en lyst til at råbe det ud over alverdens tage. Det er en glædelig nyhed og ofte er det og med en stolthed at nyheden deles med andre. Men åbenbart ikke altid.

Forleden kom en god ven nærmest krybende og startede i et toneleje og med en stemmeføring, der nærmest indikerede at han skulle fortælle noget frygteligt, mere end noget lykkeligt. Han har fået en kæreste. Men jeg må ikke sige det til nogen. Faktisk var han slet ikke meget for at indrømme det og det var tydeligt at han egentlig slet ikke synes det var sjovt at snakke om. Hver gang jeg hentydede til den gode nyhed, så han på mig som om jeg var ved at afsløre en hemmelighed, jeg ellers havde lovet at holde vagt om med mit eget liv. Til en forestående fest hos vennen kommer kæresten ikke med, fordi han ikke har lyst til at skulle forklare og indrømme overfor os, hans venner.

Den gode ven er kendt for at være single og for at leve singlelivet fuldt ud med alle de fordele og al den frihed der følger med. Med mange og vilde byture, skiftende dates og uforpligtende sex.  Hele det image er han åbenbart dødsangst for at miste. Flere gange prøvede jeg at få ham til at indrømme, at det da er dejligt at han har fået en kæreste, men hver gang slog han det væk med begrundelsen, at det ikke var “ham” at have kæreste på. Da han skulle indrømme at han faktisk ikke har været i byen siden mødet med kæresten - tre måneder -, lød han som en hvis image og gode rygte var forsvundet over natten.

Jeg griner lidt af det hele, for det er ham der for et halvt år siden var meget efter mig og kaldte mig kærestekedelig. Men åbenbart kan det ramme flere. En påstand han benægtede kraftigt, men med sænket hoved måtte sluge, da jeg blev ved med at presse ham.

Jeg forstår det bare ikke! Da jeg blev single sidste gang glædede jeg mig virkelig til at skulle igang med at leve det vilde singleliv. Feste og ja, knalde til højre og venstre. Bare leve livet fuldt ud uden bekymringer. Da jeg mødte kæresten efter kun tre uger i “friheden” blev jeg da lidt nervøs for, om jeg havde nået at udleve nok. Om jeg var klar til at miste den fuldstændige frihed igen. Nogle gange kan jeg da godt komme til at tænke på den uforpligtende frihed der er ved ikke at have en kæreste, men i et forhold er der bare så mange andre gaver der eliminerer dét.

Selvfølgelig er livet i et forhold anderledes end det som single. Men man bestemmer vel selv hvor anderledes det behøver at blive. Der er nogle andre forpligelser, men også en anden tryghed ved at have en fast kæreste. Men hvis man lader det ene udelukke det andet fuldstændig, bliver det da først hårdt. Kærligheden bliver til et fængsel med lille plads til udfoldelser. Hvorfor ikke bare være glad og lykkelig for at være forelsket? Kærligheden indeholder vel netop plads til ikke, at skulle lave om på sig selv, men i stedet at kunne nyde de glæder og interesser man også havde før.

Jeg håber da vennen når dertil, hvor han tør stå ved at selv han kan falde til ro og faktisk have en kæreste, men også at han finder ud af, at hans liv ikke stopper den dag han når dertil. Tværtimod.

—Skal ikke i URBAN—