Endelig!
Endelig kan jeg begynde at tænke højt igen. De sidste ting er faldet på plads og nyheden er nu mere eller mindre officiel. Jeg kan begynde at få luft for en masse tanker og måske få svar på en masse spørgsmål. Ikke mindst kan jeg begynde at blogge igen, fordi jeg ikke kan komme til at tale over mig. Indtil nu har jeg forsøgt at få styr på tankerne, men også respekteret at kortene, af professionelle årsager, er blevet holdt tæt på kroppen.
D.18. december, hvor jeg satte bloggen på standby, blev jeg ringet op af kæresten der fortalte, at han havde sagt ja til et job i Nepal. At han flytter derud allerede i løbet af februar. Beskeden var ventet, dog kun med meget få dages forberedelsestid, så den slog pusten ud af mig med voldsom kraft. Med ét var min verden og min fremtid som den så ud indtil da, vendt på hovedet. Siden har det været noget af en rutsjebanetur. Kærligheden har både været under enormt pres og fået pustet nyt liv ind. Det har nogle dage syntes lettere at opgive, end at kæmpe for det uoverskuelige. Der er blevet grædt, grint, råbt og krammet. Vi har skændtes og vi har haft dybe snakke. Der har været søvnløse nætter, endeløse frustrationer og vidt drømmende snakke. Halsen har brændt af tilbageholdt gråd og øjnene har været tåreropsvulmede i mørket, når ingen har kunne se det. Vi har lært nye sider af hinanden at kende og forholdets rammer er for alvor blevet trukket op.
Der er stadig mange uafklarede ting i forhold til mange ting, men der er langt større ro på, end der var de første dage. Dog føler jeg mig stadig på usikker grund og glæder mig til der for alvor falder ro på tingene og min hverdag ikke længere er fyldt med spørgsmål. Men ved ikke hvornår den dag kommer.
Selvom jeg ikke har kunne tænke højt har tasterne stadig været min flugt. Indlæggene er bare ikke blevet udgivet, men det bliver de nu. Tak til dem der har tænkt på mig og forsøgt at muntre mig op, da humøret var helt nede. Jeg ved der er blevet gættet på et brud mellem kæresten og jeg, som der også er blevet gættet på sygdom. Det var ingen af tingene, men visheden om noget bestemt ville næsten have været nemmere at forholde mig til, end den uvished jeg har bevæget mig rundt i nogle dage, ja uger.
Indlæggene ér nu lagt på bloggen og der er blevet oprettet en kategori “Nepal”, men giver også lige et overblik her:
14. dec ‘09: Frygter det værste, håber på det bedste.
18. dec ‘09: En ændret fremtid.
19. dec ‘09: En ny mulighed.
21. dec ‘09: Ikke blevet klogere.
22. dec ‘09: På lånt tid.
22. dec ‘09: Et håb født på ny.
26. dec ‘09: Mere afklaret og igen smilende.
28. dec ‘09: Tættere sammen.
2. jan ‘10: Spænding og nervøsitet i kroppen.
6. jan ‘10: Den nye fremtid.
11. jan ‘10: Hvad sker der virkelig?
12. jan ‘10: Familie og venner.
13. jan ‘10: Drømme kan udleves.
Der kommer nok mange flere indlæg i denne kategori de kommende måneder, men i takt med at der falder ro på og tankerne igen begynder at kredse om andre ting, vil bloggen også blive fyldt med den slags indlæg som hele tiden har fyldt mit lille hjørne.
—Skal ikke i URBAN—
Min første tanke var: “Han kan kan heldigvis stadig blogge, selv om han sidder i Nepal”
Dernæst: Puuuha en følelsesmæssig køretur, du og også din kæreste har været ude på siden sidst. Og lur mig, om den sikkert ikke er slut endnu.
Når det er sagt, så synes jeg, det lyder som en fantastisk chance at tage med ham. I er ikke bundet af børn og hensynet til dem, og det gør det unægtelig meget lettere at sætte livet i DK på standby, beholde basen, som du og I altid kan vende hjem til, hvis og når det skal være. Og gribe eventyret.
Til dine planer om den bog dér har jeg kun ét at sige: Ka’ du så komme i gang
Du er dejlig! Som Blogerella skriver er det da en enestående chance, hvis du rejser med. Det kunne være noget af et eventyr. Jeg ved godt, at det også er hårdt at skulle starte forfra, men at give slip på den, man elsker eller at blive langdistance på ubestemt tid er også hårdt, hårdt, hårdt.
Du kan i øvrigt læse Anastacias blog på fyldepennen. Hun valgte at flytte til Australien, da hun mødte sin kæreste. Og jeg har en veninde, der er på vej til Japan efter sin kæreste. Det vigtigste er, at man får skabt sit eget liv og ikke bare er vedhæng, men her har du jo virkelig en fordel med din profession, tænker jeg.
Og ja tak til bog
Blogarealla - Glemte helt at skrive til dig her, men sagde det meste i mailen i går.
Men ja, vi er mere eller mindre frie som fugle. Vi har ikke noget der binder os direkte til DK, så Verden ér åben for os, hvis vi vil gribe den mulighed. Noget vi er godt på vej til nu.
Og ja, jeg kan både blogge og skrive derude fra, så I slipper ikke af med mig bare sådan
Spacemermaid - Der er ingen af os der ønsker kærlighed på distance. Det bliver for hårdt! Derfor skal vi bare finde ud af hvordan vi udlever dette eventyr sammen. Vi er enige om at jeg skal have mit eget at tage mig til. Skabe min egen tilværelse og mit eget liv i det tilfælde at jeg tager med. Ingen af os ønsker at jeg skal være “Desperate Housewife”
Ja, bogen skal nok komme hvis heldet er med mig.
Mange tak I to skønne piger!