“Hallo my friend! How are you? Where are you from” “Dänemark, Dänemark. Very Nice people!” “I’m Zaid. What’s your name?” “Nice nice. Where are you going?” Efter den obligatoriske prutten om prisen, kastede vi os ind på bagsædet af den let ramponerede taxi.

Knap nok havde vi smækket dørene før Zaid hamrede foden på speederen og vi fløj ud ad landevejene. De mellemøstlige toner der bragede ud af højtalerne matchede fint den høje fart. Smil både af nervøsitet og suset bredte sig på vores læber. Blikkene afslørede en smule frygt når vi med 150 i timen zigzag’ede ud og ind mellem de andre biler. Nogle gange så tæt, at hjertet tog plads i halsen. Målet var Naama Bay.

Med fast grund under fødderne gik vi lettede ned gennem byen der glimtede og larmede efter alle kunsten regler. Intet var tilfældigt, men derimod arrangeret for at appelere mest muligt til de mange turisters punge. Hele tiden var der sælgere og restauratører der hev fat i os. Når vi gik forbi med et “No thanks” gik vi hurtigt fra at være deres nye bedste venner, til at være de nye værste venner.

Da vi først havde vænnet os til de alt for mange lyskæder og blinkende facader, begyndte os de små ting at falde i øjnene. Det enorme liv der var langs strandpromenaden. Duften af vandpibetobak der hang i luften mellem bygningerne. Den mellemøstlige musik der af og til fik lov til at overdøve larmen. De mange montrer med fisk med et udvalg af Rødehavets mange fisk og skaldyr, efterlod en frisk duft af saltvand. Roen der herskede på de mange beduin- og vandpibebarer, der med et univers af farvede velourpuder på jorden, små lave borde, smukke vandpiber og salige blikke i gæsternes øjne, var ren fryd for øjet. Den sløvende og behageligt duftende røgsky der blev pustet ud af den ene mundvig, imens vandpibe-tuben trygt hang i den anden, gav et kort sekund lyst til at opgive egne principper og kaste sig ned i de bløde puder og tage del i dét fællesskab.

Flere steder i byen var sat fjernsyn op og lyden forstærket med ekstra højtalere. Der var fodboldlandskamp i fjernsynet og det egyptiske flag var rigt repræsenteret ned gennem gaderne. På de små cafeer, barer og restauranter sad lokale side og side med turister og deltog indlevende i kampen på skærmen. Kvinder og mænd blandet ved de små borde. Kvinder i tørklæde side om side med piger i lårkort og fuld make-up. Alle sad de samlet ved siden af hinanden i fred og fordragelig, uden noget virkede ualmindeligt eller specielt bemærkelsesværdigt. Ikke andet sprang i øjnene at det var en fryd at se denne alsidighed samlet med største naturlighed. -Så det kan godt lade sig gøre….

Naama Bay er uden tvivl en turistby, men derfor ikke mindre egyptisk af den grund. Turismen er en stor del af egypterne og derfor blevet en naturlig del af deres verden. Men det er stadig en anden kultur. Selvfølgelig er det det. Men 1001 nat ér et eventyr. Pyramiderne og Sfinksen får man ikke i området omkring Sharm El Sheik, men derfor er det ikke mindre Egypten. Her er det Rødehavets enorme rigdomme der er trækplasteret. Den mellemøstlige verden og de egyptiske traditioner er stadig let at få øje på. Så alt hvad man ønsker at suge til sig af anderledes indtryk, kan stadig sagtens opleves. Heldigvis.

Et enkelt hop fra broen og det mørkeblå vand omslutter straks vores kroppe. Den blå farve bliver kun mørkere og mørkere mod dybet, indtil det hele til sidst bliver én tåget masse. Men vi ved at bunden først kommer 30 meter under os. Få meter længere ude er bunden 100 meter nede. På alle sider af os pånær én strækker den blå farve sig så langt øjet tillader, ud i Rødehavet.

Men mod land rejser den mest imponerende koralvæg sig op fra dybet. Startende i det uklare dyb lodret op til knap en meter fra havoverfladen, hvor den slår et knæk i en eksplosion af farvestrålende koraller, og flader ud ind mod klipperne langs kysten. Væggen breder sig ud på begge sider af os. Det er kun at gå i gang med at udforske og lade sig imponere.

Solen er på vej mod at finde sin middagsposition på den klare himmel, men stadig når de stærke stråler gennem de små krusninger på havoverfladen og kaster lange vertikale stråler gennem vandet, indtil dybet kvæler lyset. Dybet og de nærmest hypnotiserende stråler virker dragende. Hvad gemmer sig dernede? Hvad gemmer sig bag de mørke skygger der i korte glimt kan skimtes dybt under os? “Lyset for enden af tunnelen”-fornemmelsen, strålerne og det uendelige dyb fremkalder, giver lyst til at sparke ekstra hårdt med svømmefødderne, for at udforske det der ikke kan ses. Men voldsom trykken for ørerne og vand i snorklen, får os hurtigt til at søge mod den lysere overflade igen.

Her leger fisk i alle afstøbninger, størrelser og farver rundt i jagten på føde mellem de mindst lige så farvestrålende koraller. Store og små fisk mellem hinanden. I alle tænkelige farver og sammensætninger. Nogle ser søde og fredfyldte ud, andre får os til at trække os lidt tilbage fra væggen. En stime Zapp-is svømmer tæt fordi og alle vegne omkring os, føles det som at kigge ind i et enormt kaleidoskop af farver. Store fisk der overhaler bagfra forskrækker, så vi er ved at støde ind i en anden på den modsatte side af os.

Lader os roligt glide ind i en anden stime og lader os omslutte, så de stribede fisk upåagtede svømmer omkring os, og nysgerrigt kommer helt tæt på. Fascinationen spiller os et puds, og overbeviser om at have haft øjenkontakt med op til flere af de små skabninger. En lille lyd, et pludseligt ryk, en mulig fare får flokken til at forsvinde i alle retninger som i en eksplosion, til det mørkeblå hav opsluger dem.

Tilbage på klipperne ved El Fanar står vi og kigger ned i vandet, hvor fiskene stadig leger livligt i overfladen. Når varmen er vendt tilbage i kroppen efter lidt tid i solen på klipperne, skal vi helt sikkert tilbage til denne undersøiske verden og dybet under os.

I morgen tidlig stiger kæresten og jeg ombord i et fly og flyver mod varmen. En uges ferie står for døren og hvor er det dog tiltrængt. Kulden herhjemme er ved at have varet lidt for længe. Jeg ved godt at “de kloge” siger, at sne over landet er som at sende hele nationen på lykkepiller, men jeg kan ikke mere sne nu. Skal have noget sol og varme!

Men glæder allermest til at have en uge sammen med kæresten. Efter de sidste ugers, til tider turbulente niveau og stigende stres over alt det kæresten skal nå inden han rejser, bliver det dejligt at få en uge hvor vi bare kan være os to. Virkelig nyde hinanden en hel uge. Bare være sammen.

Tror vi begge trænger til at få noget ro omkring os, så vi kan finde os selv og hinanden igen. Ikke mindst fordi kæresten rejser om kun tre uger, så det bliver rart med denne uge hvor vi kan være intensivt sammen, uden forstyrrende elementer og praktiske gøremål. Til gengæld med masser af plads til kærlighed. Hverdagen skal nok ramme med det samme når vi kommer hjem igen og ikke mindst kærestens afrejse dato. Gruer for den dag, men det bliver et indlæg når jeg kommer hjem igen. Lige nu drejer det sig bare om at nyde den næste uge med forkælelse, samvær og varme.

Ses!

De fleste fejrer en ny kæreste med stort smil, en glæde der er svær at skjule og en lyst til at råbe det ud over alverdens tage. Det er en glædelig nyhed og ofte er det og med en stolthed at nyheden deles med andre. Men åbenbart ikke altid.

Forleden kom en god ven nærmest krybende og startede i et toneleje og med en stemmeføring, der nærmest indikerede at han skulle fortælle noget frygteligt, mere end noget lykkeligt. Han har fået en kæreste. Men jeg må ikke sige det til nogen. Faktisk var han slet ikke meget for at indrømme det og det var tydeligt at han egentlig slet ikke synes det var sjovt at snakke om. Hver gang jeg hentydede til den gode nyhed, så han på mig som om jeg var ved at afsløre en hemmelighed, jeg ellers havde lovet at holde vagt om med mit eget liv. Til en forestående fest hos vennen kommer kæresten ikke med, fordi han ikke har lyst til at skulle forklare og indrømme overfor os, hans venner.

Den gode ven er kendt for at være single og for at leve singlelivet fuldt ud med alle de fordele og al den frihed der følger med. Med mange og vilde byture, skiftende dates og uforpligtende sex.  Hele det image er han åbenbart dødsangst for at miste. Flere gange prøvede jeg at få ham til at indrømme, at det da er dejligt at han har fået en kæreste, men hver gang slog han det væk med begrundelsen, at det ikke var “ham” at have kæreste på. Da han skulle indrømme at han faktisk ikke har været i byen siden mødet med kæresten - tre måneder -, lød han som en hvis image og gode rygte var forsvundet over natten.

Jeg griner lidt af det hele, for det er ham der for et halvt år siden var meget efter mig og kaldte mig kærestekedelig. Men åbenbart kan det ramme flere. En påstand han benægtede kraftigt, men med sænket hoved måtte sluge, da jeg blev ved med at presse ham.

Jeg forstår det bare ikke! Da jeg blev single sidste gang glædede jeg mig virkelig til at skulle igang med at leve det vilde singleliv. Feste og ja, knalde til højre og venstre. Bare leve livet fuldt ud uden bekymringer. Da jeg mødte kæresten efter kun tre uger i “friheden” blev jeg da lidt nervøs for, om jeg havde nået at udleve nok. Om jeg var klar til at miste den fuldstændige frihed igen. Nogle gange kan jeg da godt komme til at tænke på den uforpligtende frihed der er ved ikke at have en kæreste, men i et forhold er der bare så mange andre gaver der eliminerer dét.

Selvfølgelig er livet i et forhold anderledes end det som single. Men man bestemmer vel selv hvor anderledes det behøver at blive. Der er nogle andre forpligelser, men også en anden tryghed ved at have en fast kæreste. Men hvis man lader det ene udelukke det andet fuldstændig, bliver det da først hårdt. Kærligheden bliver til et fængsel med lille plads til udfoldelser. Hvorfor ikke bare være glad og lykkelig for at være forelsket? Kærligheden indeholder vel netop plads til ikke, at skulle lave om på sig selv, men i stedet at kunne nyde de glæder og interesser man også havde før.

Jeg håber da vennen når dertil, hvor han tør stå ved at selv han kan falde til ro og faktisk have en kæreste, men også at han finder ud af, at hans liv ikke stopper den dag han når dertil. Tværtimod.

—Skal ikke i URBAN—

“Der kommer en kvinde forbi!” blev der råbt flere gange fra døren omkring hjørnet. Stemmen var spinkel og nervøs. På den anden side af væggen virkede det ikke til at de helt og halvt nøgne fyre, i badet og mellem rækkerne af omklædningsskabe, tog sig meget af beskeden. Lidt efter kom en pige med meget røde kinder, hænderne placeret som skyklapper og hastige skridt gennem omklædningen.

Det sker af og til at kvindelige ansatte, af praktiske årsager, skal gennem mændenes omklædningsrum i svømmehallen, sportsklubber eller træningscentrer. Forleden var det så i fitnesscenteret. Advarslen blev ikke taget særlig alvorligt. Mange af fyrene stod bare uforstyrrede og grinte og jokesene fløj rundt i luften, efter hun igen var ude af omklædningen. Selv stod jeg i badet med sæbe i håret da beskeden kom, så vendte trods alt fronten mod væggen og fortsatte. Det hele blev taget med et smil. Tror den der synes var allermest flovt, var pigen der skulle gennem rummet med de mange letpåklædte mænd.

Men må højere kræfter være med den mandlige ansatte, der af samme praktiske årsager, skal gennem kvindernes omklædning. Skriget og hvinene derfra, kan næsten få knoglerne til at sitre bare ved tanken. Forargelsen skal nok være stor og snakken om hvor forkert, perverst og forkasteligt det er, skal nok være så skarp at den næsten skærer sig ind i omklædningens vægge.

Men hvorfor er det sådan? Det er da kønsdiskriminerende at det altid er mænd der er perverse og sexfikserede, imens det bare er sjovt hvis det er en kvinde der gør det samme.

Efter nyheden er blevet officiel og kæresten kontrakt er skrevet under, er der for alvor kommet skub i tingene. Praktiske gøremål og vigtige møder fylder kærestens kalender og for hver dag der går, falder flere ting på plads.

De sidste familiemedlemmer er blevet underrettet de sidste dage og vennerne fik besked igår, så nu ved de fleste besked og ikke mindst sørger rygtet for at alle snart har hørt nyheden. Hvilken befrielse det er, at kunne snakke åbent om det nu. Selvom nyheden også giver en masse nye spørgsmål. Mange af de samme kæresten og jeg har taget på tomandshånd. Nogle har vi fundet svarene på. Andre har vi ikke. De sidste er ikke sjove at blive stillet igen og igen, men det er nok svært at komme udenom. Alt andet lige er det bare rart at kunne snakke åbent om det. Bare dét gør det lettere at tackle nogle af de lidt tungere spørgsmål.

At der for alvor er sat gang i tingene, gør det endnu mere realistisk og håndgribeligt end nogensinde. Det sker faktisk. Den verden vi har haft sammen i over to år kommer til at forandre sig markant. Om under en måned. Det er meget lettere at forholde sig til nu, end det var omkring jul, hvor alt virkede som én stor uklar grød. Men stadig synes jeg det er hårdt at tænke på, at kæresten snart rejser. Nogle dage hårdere end andre…

Kommer i hvert fald til at fylde min hverdag med en masse ting, der kan tage min opmærksomhed lidt væk fra savnet. Allerede nu er jeg så småt begyndt at kigge efter mulige jobs i Nepal. Alternative løsninger bliver overvejet og kæresten kommer med sine input. Hjulet er også sat i gang for mit eget vedkommende. Alle følehorn er ude og mails farer rundt til forskellige kontakter rundt om i Verden. Jagten bliver nok intensiveret når først kæresten er rejst.

Indtil videre drejer det sig om at få ham gjort klar og give den hjælp jeg kan. Være så meget sammen som muligt og bare nyde tiden sammen. Tage del i hans mange beslutninger og hans glæde ved dette nye kapitel i sit liv. Et kapitel jeg glæder mig til at følge og forhåbentlig blive en større del af i fremtiden.

Endelig kan jeg begynde at tænke højt igen. De sidste ting er faldet på plads og nyheden er nu mere eller mindre officiel. Jeg kan begynde at få luft for en masse tanker og måske få svar på en masse spørgsmål. Ikke mindst kan jeg begynde at blogge igen, fordi jeg ikke kan komme til at tale over mig. Indtil nu har jeg forsøgt at få styr på tankerne, men også respekteret at kortene, af professionelle årsager, er blevet holdt tæt på kroppen.

D.18. december, hvor jeg satte bloggen på standby, blev jeg ringet op af kæresten der fortalte, at han havde sagt ja til et job i Nepal. At han flytter derud allerede i løbet af februar. Beskeden var ventet, dog kun med meget få dages forberedelsestid, så den slog pusten ud af mig med voldsom kraft. Med ét var min verden og min fremtid som den så ud indtil da, vendt på hovedet. Siden har det været noget af en rutsjebanetur. Kærligheden har både været under enormt pres og fået pustet nyt liv ind. Det har nogle dage syntes lettere at opgive, end at kæmpe for det uoverskuelige. Der er blevet grædt, grint, råbt og krammet. Vi har skændtes og vi har haft dybe snakke. Der har været søvnløse nætter, endeløse frustrationer og vidt drømmende snakke. Halsen har brændt af tilbageholdt gråd og øjnene har været tåreropsvulmede i mørket, når ingen har kunne se det. Vi har lært nye sider af hinanden at kende og forholdets rammer er for alvor blevet trukket op.

Der er stadig mange uafklarede ting i forhold til mange ting, men der er langt større ro på, end der var de første dage. Dog føler jeg mig stadig på usikker grund og glæder mig til der for alvor falder ro på tingene og min hverdag ikke længere er fyldt med spørgsmål. Men ved ikke hvornår den dag kommer.

Selvom jeg ikke har kunne tænke højt har tasterne stadig været min flugt. Indlæggene er bare ikke blevet udgivet, men det bliver de nu. Tak til dem der har tænkt på mig og forsøgt at muntre mig op, da humøret var helt nede. Jeg ved der er blevet gættet på et brud mellem kæresten og jeg, som der også er blevet gættet på sygdom. Det var ingen af tingene, men visheden om noget bestemt ville næsten have været nemmere at forholde mig til, end den uvished jeg har bevæget mig rundt i nogle dage, ja uger.

Indlæggene ér nu lagt på bloggen og der er blevet oprettet en kategori “Nepal”, men giver også lige et overblik her:

14. dec ‘09: Frygter det værste, håber på det bedste.

18. dec ‘09: En ændret fremtid.

19. dec ‘09: En ny mulighed.

21. dec ‘09: Ikke blevet klogere.

22. dec ‘09: På lånt tid.

22. dec ‘09: Et håb født på ny.

26. dec ‘09: Mere afklaret og igen smilende.

28. dec ‘09: Tættere sammen.

2. jan ‘10: Spænding og nervøsitet i kroppen.

6. jan ‘10: Den nye fremtid.

11. jan ‘10: Hvad sker der virkelig?

12. jan ‘10: Familie og venner.

13. jan ‘10: Drømme kan udleves.

Der kommer nok mange flere indlæg i denne kategori de kommende måneder, men i takt med at der falder ro på og tankerne igen begynder at kredse om andre ting, vil bloggen også blive fyldt med den slags indlæg som hele tiden har fyldt mit lille hjørne.

—Skal ikke i URBAN—

Skrevet d. 13. januar 2010

Det skal ikke lyde som om jeg kun tænker negativt, om denne store omvæltning i vores liv. Jeg ser bestemt også store muligheder i det. Drømme jeg har haft i flere år har pludselig en endnu større chance for at blive udlevet. Drømme der har fyldt meget i mit sind, og frustrationerne over ikke rigtig at kunne finde tiden til dem, har fyldt mindst lige så meget.

En årelang drøm er at skrive noget mere. Skrive en bog. Lade de mange udkast der efterhånden ligger på min computer, på notesblokke rundt om i lejligheden og i mit hoved, få mere liv. Bare sidde ved tasterne i flere timer uden en masse forstyrrende elementer omkring mig. Tid til at fordybe mig i en utrolig stor passion. Nemlig det at skrive. Lade historier få liv og lade fantasien slippe fri. Det er en drøm kæresten kender til og i længere tid, har givet udtryk for, at han ønskede jeg en dag fik tid til at gøre mere ved. Med udsigten til en mulighed for det i Nepal, er ideerne nærmest eksploderet i hovedet på mig og jeg kæmper for at få alle ideer og input ned, inden de slettes af nye. Netop dén drøm fylder noget ganske særligt i mig.

Et andet ønske som er vokset stødt de sidste år, er ønsket om at begynde at læse igen. Ikke bare skønlitteratur fra boghylden. Det læser jeg masser af. Men at læse på universitetet eller lignende. Bruge nogle af de evner jeg har i den retning, kombineret med min lyst til at lære. Med mere tid og mere ro i Nepal vil der måske være mulighed for at læse på fjernstudie. Altså igen en mulighed for at udforske nogle veje jeg kun har skævet til de sidste år, men ikke har kunne finde tiden eller modet til at begive mig ud på.

Det sidste år især har jeg flere gange givet udtryk for et ønske om at prøve noget mere meningsfyldt, end det mit job indeholder idag. Noget med lidt mere dybde. Noget med mulighed for at bruge mig selv og min krop noget mere. Ofte er tanken faldet på humanitært arbejde for nogle af verdens mange hjælpeorganisationer rundt om i Verden. I Nepal er de alle rigt repræsenteret og det er uden tvivl i den retning, jeg vil forsøge at finde arbejde i Nepal. For at prøve noget helt andet end det jeg beskæftiger mig med i dag, men også fordi jeg tror det er en ubeskrivelig og sund oplevelse. Fordi jeg har lyst til at være med til at gøre en forskel og en lyst til at hjælpe andre. At komme til et land som Nepal, inviterer nærmest til at begive sig ud i den slags arbejde. Så mit håb er virkelig at det kan lykkes, at finde et job i den forbindelse.

Så en flytning til Nepal er, for mig at se, bestemt ikke en karrieremæssig eller personlig begrænsning. Det er også en stor mulighed for mig, for at udleve nogle af de store ønsker og drømme der har presset sig på i sindet gennem flere eller få år.

—Skal ikke i URBAN—

Skrevet d. 12. januar 2010.

Når kæresten har fortalt nyheden til familiemedlemmer og venner, har de alle spurgt som noget af det første: Hvad med Mikael? Hver gang har svaret været svagt, for det er et af de spørgsmål vi ikke selv kender svaret på endnu. Vi har planer og drømme, men vejen dertil er ikke nødvendigvis nem.

Men det er dejligt at mærke, at vi bliver betragtet som et par, og kærestens handlinger derfor som selvfølge, derfor også må få en indflydelse for mig. I virkeligheden tror jeg også det har været meget godt for kæresten, at mærke den opfattelse af os som et par. Det har givet ham et vist pres til at gøre sig nogle overvejelser, han er blevet irriteret på mig over, når jeg har forsøgt at få ham til at gøre sig de samme overvejelser.

Inden jeg fortalte det til min egen familie, var kæresten nervøs for, at min familie ville blive bange for at kæresten ville tage mig med sig. Pga. den stærke familiefølelse i min familie. Nervøs for at de vil blive kede af det hvis jeg ender med at tage med. At de faktisk ikke ønsker at jeg gør det. Men tværtimod, både når jeg har snakket med mine brødre, mine forældre og mine bedsteforældre har de alle givet udtryk for, at de synes det lyder spændende og at de håber, at vi finder en løsning så jeg kan komme med. Fordi de ønsker mig alt det bedste og derfor også under mig den oplevelse.

De få af mine venner der er blevet indviet har reageret på samme måde. At hvis jeg ikke sprang ud i en oplevelse som denne, hvem skulle så gøre det. Men også at flere af dem vil komme til at savne mig.

Det har været rart at mærke den opbakning i nogle uger, hvor jeg har følt mig temmelig alene. Rart at mærke at jeg har folk i ryggen, uanset hvilken beslutning kæresten og jeg ender med at tage. Trygt at vide, at selvom jeg ender med at flytte om på den anden side af jorden, så har jeg stadig en gruppe mennesker som vil have mig i tankerne, som de helt sikkert vil være i mine.

—Skal ikke i URBAN—

Skrevet d. 11. januar 2010

Er det en uvirkelig drøm eller et ondt mareridt jeg befinder mig i? De sidste par dage er humøret igen styrtdykket og de værste forestillinger har vundet indpas. Bange anelser bliver omdannet til virkelighed og danner grobund for endnu større splittelse.

En pludselig frygt er opstået. For at det hele bare er noget jeg selv går og forestiller mig. At kæresten ikke har lyst til at have mig med til Nepal. At vores forhold har en udløbsdato. Nemlig den dato han rejser ud. Om en måned. Holder jeg mig selv for nar? Er det andre der holder mig for nar?

Tankerne farer rundt i hovedet på mig og jeg kan slet ikke finde ud af at forholde mig til dem. Synes der hele tiden vælter nye ting ind, der skal tages stilling til. Både fysiske, praktiske og følelsesmæssige spørgsmål. Signalerne fra kæresten er ikke klare nok, eller bliver i hvert fald ikke opfattet klare nok. Hvilket absolut ikke hjælper på den paranoia der for alvor har fået tag i mig de sidste dage. Nemlig frygten for at jeg er dybt naiv, og derfor ender som ulykkelig single om en måned.

Når vi krammer er det som om vi tager ekstra hårdt fat, som i et forsøg på at holde fast i den anden og det vi har sammen. For at holde fast på kærligheden. For at gøre afstanden mellem København og Kathmandu så lille som mulig. Jeg ved det ikke, og det gør bare tankerne endnu tungere. Samtidig er det intensiteten i de kram der holder liv i det brændende håb der raser i mit indre.

Har befundet mig i en mærkelig boble de sidste par dage, hvor jeg konstant skifter mellem: Selvfølgelig skal jeg med. Selvfølgelig skal jeg ikke. Kæresten vil slet ikke have mig med.

Det er en boble der ikke ligefrem hjælper på kommunikationen mellem kæresten og jeg, men kæmper virkelig for at finde en udvej og få tankerne til at falde i hak endnu engang. Nu er der heldigvis udsigt til at kærestens endelige kontrakt snart kommer på plads, så vi får noget mere holdbart at forholde os til. Forhåbentlig kan det hjælpe til at finde noget ro igen.

—Skal ikke i URBAN—