De fleste weekender byder på nye historier indeholdende byture, fest og farver. Derved også alkohol og hvad der følger med af sjove oplevelser og uheldige optrin. Jeg deler med smil og grin ud af hvad jeg oplever i alkoholens vold. Både her på bloggen og overfor familie, venner og kollegaer. Selvironien kommer i højsædet når weekendernes eskapader gennemgåes, for jeg er af den overbevisning, at hvad der sker i fuldskab ikke kan eller skal løbes fra. Det er en del af mig.

Da jeg forleden sad sammen med en veninde og snakkede over en middag, kom vi også ind på den foregående weekends uheldige optrin under påvirkning af alkohol. Med tårer i øjnene pga. en klump af grin siddende i halsen, blev der fortalt levende og grinene hos os begge var højlydte. Men lidt efter blev veninden, med sin medicinbaggrund, en smule mere alvorlig. Med mine altid mange underholdende byture-historier i mente, spurgte hun forsigtigt til netop mit alkoholindtag. At jeg i mange uger vist kommer op over sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvilket ikke passer rigtigt sammen med al min træning og øvrige meget sunde livsstil.

Som jeg gjorde til hende, vil jeg også gerne her starte med at sige, at jeg IKKE er alkoholiker. Jeg skal ikke have alkohol for at hverdagen hænger sammen eller for at kunne have det sjovt. Men jeg vil heller ikke løbe fra, at jeg nyder alkohol. Jeg ser ikke noget problem i at nyde et glas vin en hverdagsaften eller tage nogle øl en aften sammen med vennerne, selvom det er arbejdsdag dagen efter. Ej heller synes jeg det er forkert at gå ud flere weekender i træk.

Med det sagt. Jeg kan da selv få dårlig samvittighed, når jeg vågner op til træning mandag morgen efter en våd weekend, og kan mærke at energien og kræfterne i kroppen er svage. Samtidig kan weekendens indtagelse af alkohol og dårlig mad, mærkes i kroppen som en ulækker lede. Men når jeg normalt træner fire-fem gange om ugen og bevidst spiser sundt, mener jeg godt jeg kan tillade mig at skeje lidt ud ind imellem. Det ville da være langt værre hvis jeg levede usundt og samtidig i nogle uger drak mere end anbefalet.

Den sunde livsstil fylder meget i min bevidsthed, men alligevel vil jeg ikke undvære alkoholen. Faktisk mener jeg at alkoholen på et andet plan end levertal og kalorietabeller, også er en del af min sunde og positive livsstil. Fordi jeg giver mig selv lov til den glæde der ofte er forbundet med alkoholen.

Alkohol er en stor del af mit sociale liv. Også i hverdagene. Ofte sammen med venner og veninder hygger vi med en flaske vin eller en øl. -Ofte også uden. Byture er der mange af, hvor humøret og samværet er i top. Jeg er vokset op i en familie, hvor det at nyde en god flaske vin har en betydelig rolle og alkohol i det hele taget langt fra er et tabu. Tværtimod er jeg opdraget med et afslappet forhold til alkohol.

Og jeg nyder virkelig også alkohol. Nyder den stemning der følger med. Nyder at smide hæmninger og bånd, for i stedet bare at have en fest sammen med nogle af de mennesker der betyder mest i mit liv. Mine venner. Den frihed der mærkes for en lørdag aften, når alkoholen fortynder blodet og gør smilet på læberne kronisk. Dét vil jeg ikke undvære. Kan heller ikke se hvorfor jeg skulle. Nok skal man være fornuftig, men livet skal også leves. Jeg har valgt at leve mit liv med stort smil og højt tempo.

Det kan nogle gange lyde voldsomt og som om jeg lever livet så vel rigeligt, men det tror jeg altså igen er fordi jeg ikke er flov over de ting jeg gør. Jeg hemmeligholder ikke mit alkoholindtag. Utallige cafe- og restaurantbesøg, champagnebrunch, byture og hyggelige aftener sammen med venner over en øl eller vin er en stor del af den jeg er. Derfor også en del af mig selv jeg ikke lægger skjul på. Jeg lever livet som en fest og det er en fest jeg ikke ser noget behov for at holde skjult. Tværtimod. Derfor fortæller jeg åbent og med en god portion selvironi om mine heldige og uheldige optrin. Jeg hverken kan eller vil undsige de ting jeg gør i fuldskab. Beviserne er desværre heller ikke til at løbe fra efter sms-beskeder og Facebook-gallerier er blevet store sladderhanke.

Så hvorfor løbe fra det? Tværtimod synes jeg da selv det er underholdende hvor dum og uheldig jeg kan være når jeg bliver fuld. Så længe det ikke går ud over andre end mig selv, kan jeg heldigvis kun grine af det. Det også selvom jeg brækker næsen, kommer hjem med ødelagt tøj eller jeg sidder tømmermændsramt på McDonalds og har ondt af mig selv. De grin der følger med efterfølgende er en befrielse og en glæde der forplanter sig i hele kroppen. Hvordan kan det være usundt for sjælen?