Sidder i sofaen med dynen trukket godt om kroppen, en ekstra tyk hættetrøje trukket over hovedet og vinden udenfor i mørket, som en svag susen i ørerne. Den farveløse te damper på sofabordet. Bukserne hænger våde på den halvdøde radiator efter en cykeltur i selskab med himlens vanddepoter. Den lydløse vejrudsigt i fjernsynet viser grå byger.

Men i skødet står laptoppen og de mange åbne vinduer, er alle med hjemmesider for diverse rejseselskaber. Midt i mørket og den triste kulde, udsender skærmen er helt særlig varme. Flugten fra vinteren er ved at blive planlagt sammen med kæresten. Målet er kun ét. Sol og varme. Ingen stress, ingen regn, ingen kulde, ingen mørke. Bare sol, varme, ro og lyse dage. Et sted hvor kroppen igen kan fyldes op med energi til at klare sig gennem resten af vinteren.

Derfor sætter de kulørte billeder på hjemmesiderne også gang i drømmene. Mørket omkring mig forvandles til høj blå himmel. Kulden bliver til en svag lun brise, med en duft af salt efter turen over havet. Sofaen bliver til en behagelig solseng. Teen til en dejlig iskold mojito. Bølgernes brusen erstatter efterårsvindene. Det varme tøj smides og et par enkle badebukser bliver det eneste stykke tøj på kroppen. De hvide sandstrande giver kælende efter under de bare fødder, og palmernes klare grønne blade hænger tungt over os. Fremmede gloser og duften af sydlandske køkkener fylder luften.

Ja, gid det var i morgen man skulle rejse. Men når vinteren får alvor får sit tag i Danmark og sindet, bliver det skønt at skulle afsted. Indtil da må drømmene og varmen tankerne efterlader i kroppen, holde humøret oppe. Men udsigten til sol, varme og afslapning sammen med kæresten, gør overbevisende aftener som denne mere udholdelig. Nu skal vinterferien bare endeligt i hus, så det ikke kun bliver ved drømmene.

-At sommerferien ligeledes begynder at tage form, hjælper også godt på humøret og giver drømmene fornyet energi.

De fleste weekender byder på nye historier indeholdende byture, fest og farver. Derved også alkohol og hvad der følger med af sjove oplevelser og uheldige optrin. Jeg deler med smil og grin ud af hvad jeg oplever i alkoholens vold. Både her på bloggen og overfor familie, venner og kollegaer. Selvironien kommer i højsædet når weekendernes eskapader gennemgåes, for jeg er af den overbevisning, at hvad der sker i fuldskab ikke kan eller skal løbes fra. Det er en del af mig.

Da jeg forleden sad sammen med en veninde og snakkede over en middag, kom vi også ind på den foregående weekends uheldige optrin under påvirkning af alkohol. Med tårer i øjnene pga. en klump af grin siddende i halsen, blev der fortalt levende og grinene hos os begge var højlydte. Men lidt efter blev veninden, med sin medicinbaggrund, en smule mere alvorlig. Med mine altid mange underholdende byture-historier i mente, spurgte hun forsigtigt til netop mit alkoholindtag. At jeg i mange uger vist kommer op over sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvilket ikke passer rigtigt sammen med al min træning og øvrige meget sunde livsstil.

Som jeg gjorde til hende, vil jeg også gerne her starte med at sige, at jeg IKKE er alkoholiker. Jeg skal ikke have alkohol for at hverdagen hænger sammen eller for at kunne have det sjovt. Men jeg vil heller ikke løbe fra, at jeg nyder alkohol. Jeg ser ikke noget problem i at nyde et glas vin en hverdagsaften eller tage nogle øl en aften sammen med vennerne, selvom det er arbejdsdag dagen efter. Ej heller synes jeg det er forkert at gå ud flere weekender i træk.

Med det sagt. Jeg kan da selv få dårlig samvittighed, når jeg vågner op til træning mandag morgen efter en våd weekend, og kan mærke at energien og kræfterne i kroppen er svage. Samtidig kan weekendens indtagelse af alkohol og dårlig mad, mærkes i kroppen som en ulækker lede. Men når jeg normalt træner fire-fem gange om ugen og bevidst spiser sundt, mener jeg godt jeg kan tillade mig at skeje lidt ud ind imellem. Det ville da være langt værre hvis jeg levede usundt og samtidig i nogle uger drak mere end anbefalet.

Den sunde livsstil fylder meget i min bevidsthed, men alligevel vil jeg ikke undvære alkoholen. Faktisk mener jeg at alkoholen på et andet plan end levertal og kalorietabeller, også er en del af min sunde og positive livsstil. Fordi jeg giver mig selv lov til den glæde der ofte er forbundet med alkoholen.

Alkohol er en stor del af mit sociale liv. Også i hverdagene. Ofte sammen med venner og veninder hygger vi med en flaske vin eller en øl. -Ofte også uden. Byture er der mange af, hvor humøret og samværet er i top. Jeg er vokset op i en familie, hvor det at nyde en god flaske vin har en betydelig rolle og alkohol i det hele taget langt fra er et tabu. Tværtimod er jeg opdraget med et afslappet forhold til alkohol.

Og jeg nyder virkelig også alkohol. Nyder den stemning der følger med. Nyder at smide hæmninger og bånd, for i stedet bare at have en fest sammen med nogle af de mennesker der betyder mest i mit liv. Mine venner. Den frihed der mærkes for en lørdag aften, når alkoholen fortynder blodet og gør smilet på læberne kronisk. Dét vil jeg ikke undvære. Kan heller ikke se hvorfor jeg skulle. Nok skal man være fornuftig, men livet skal også leves. Jeg har valgt at leve mit liv med stort smil og højt tempo.

Det kan nogle gange lyde voldsomt og som om jeg lever livet så vel rigeligt, men det tror jeg altså igen er fordi jeg ikke er flov over de ting jeg gør. Jeg hemmeligholder ikke mit alkoholindtag. Utallige cafe- og restaurantbesøg, champagnebrunch, byture og hyggelige aftener sammen med venner over en øl eller vin er en stor del af den jeg er. Derfor også en del af mig selv jeg ikke lægger skjul på. Jeg lever livet som en fest og det er en fest jeg ikke ser noget behov for at holde skjult. Tværtimod. Derfor fortæller jeg åbent og med en god portion selvironi om mine heldige og uheldige optrin. Jeg hverken kan eller vil undsige de ting jeg gør i fuldskab. Beviserne er desværre heller ikke til at løbe fra efter sms-beskeder og Facebook-gallerier er blevet store sladderhanke.

Så hvorfor løbe fra det? Tværtimod synes jeg da selv det er underholdende hvor dum og uheldig jeg kan være når jeg bliver fuld. Så længe det ikke går ud over andre end mig selv, kan jeg heldigvis kun grine af det. Det også selvom jeg brækker næsen, kommer hjem med ødelagt tøj eller jeg sidder tømmermændsramt på McDonalds og har ondt af mig selv. De grin der følger med efterfølgende er en befrielse og en glæde der forplanter sig i hele kroppen. Hvordan kan det være usundt for sjælen?

Levende lys i de forskellige stager rundt i stuen. Behagelige toner i højtalerne og forventningerne sprudlende i sindet. Træet der langsomt skifter farve fra grønt, til en symfoni af skinnende kugler, guldfarvede lyseholdere, rød- og hvidstribede bolsjestænger og den store stjerne på toppen til at afslutte billedet. Duften af and og flæskesteg der saligt svæver rundt i huset. Udenfor det store glasparti i stuen, er der udsigt over byen og sundet. Byen der har en særlig rolig sfære over sig. Noget er i vente. Nemlig juleaften.

Juleaften er en helt særlig aften, men også formiddagen og tiden indtil turen går til kirken, er noget særligt. Julemorgen hos mine forældre på Sydfyn, går altid i roligt tempo. Alle er glade og vi hjælpes ad, med at gøre huset klar til resten af familien kommer i løbet af eftermiddagen. Der bliver dækket bord og juletræet pyntet af os drenge. Køkkenet bobler, damper og ikke mindst sender dufte ud i huset, under styring af mor iført forklæde. Haven og trappegangen får lige det sidste touch fra fars hånd, inden der kommer gæster i fint tøj. Alt sammen med smil og med juleånden glimtende i øjnene.

En lidt uofficielt tradtition juleaftens formiddag er, at nogle af mine venner og veninder kigger forbi og udveksler julegaver og julehilsner. Endnu en hyggelig del af dagen. En veninde kom forleden med en bemærkning der efterlod stolthed og glæde i mit sind. Hun er en af dem der har kigget forbi et par år. For hende var det noget af det bedste at gøre juleaftens formiddag. Fordi hun synes stemningen i mine forældres hjem er så behagelig og at vi har en særlig ro, som ikke hersker i mange juleforberedende hjem. Hun nyder at mine forælde virker så overskudsagtige og at også de, midt i deres forberedelser til aftenen, har tid til at snakke og drikke en kop kaffe. Som hun afsluttede “I må have den hyggeligste jul.”

Det har vi virkelig også. Der er ingen stres, kun ren hygge og dejligt samvær med familien. Alle hjælpes ad og tingene foregår i det tempo som stemningen tillader. Jeg mindes mange juleaftener der først er endt langt efter midnat. Juleaften er en særlig aften, uden at blive en alt for højtidelig aften. Det vigtigste er samværet med familien.

I år bliver julen den samme, som den altid er i vores familie, men alligevel en smule anderledes. Kæresten skal holde jul hos mine forældre sammen med mig. På samme tid glæder jeg mig helt vildt og er en smule ydmyg overfor, at skulle lukke ham ind i vores lille tradition. Fordi der nok findes lige så mange forskellige måder at holde juleaften på, som der findes familier. Måder man er glade for og stolte af. Men glæder mig til at være sammen med ham juleaften. Til at vise ham hvordan vi fejrer julen. Med al den ro og hygge vi har med. Kontra den børnejul han er vant til. For ja, vores er nok en rigtig voksenjul med rødvinssnakke, tid mellem retterne, kaffe og konfekt. Ingen tiggende børn eller stres over at skulle have dem i seng inden de bliver utidige.

En anden lille ændring i år er, at jeg har meldt mig ud af julegaveræset. En ændring jeg først ser det endelige resultat af når vi alle sidder i de bløde stole efter sang og dans om juletræet, og de andre sidder og pakker en gave op af gangen. Men allerede nu kan jeg mærke en forskel. For første gang i fem-seks år glæder jeg mig faktisk til juleaften. Vel at mærke før d. 24. om morgenen. Fordi jeg ikke skal tænke på julegaver før jeg kan nyde aftenen, kan jeg nu bare se frem til en af årets dejligste dage. Juleaftens dag hvor jeg skal være sammen med min elskede familie og i år også min dejlige kæreste. Så er ikke i tvivl om at det bliver en helt fortryllende og dejlig dag. Og ja, allerede nu glæder jeg mig som et lille barn til den særlige dag.

Efter nogle dage i sengen med (svine)influenzaen hærgende i kroppen, med dertilhørende rysteture, ømme muskler og enorm træthed. Endnu værre blev det at ligge alene i lejligheden, da internettet åbenbart også blev ramt af influenza og brød sammen. Det er ikke ligefrem fordi tv-programmet på dansk tv, hverken fredag eller lørdag aften, indeholder meget kvalitet.

Så da jeg vågnede rask og frisk i går morges, med udsigt til en dag sammen med familien, for at fejre min overståede fødselsdag, var glæden stor og smilet ikke til at pille af mine læber. Jeg skulle ud af lejligheden, se mennesker jeg holder af og forhåbentlig få noget at grine af igen.

Min familie samlet med kærestens familie om det store bord på en af byens cafeer. Bobler i glassene, duftende kaffe i kopperne, buffeten bugnende med lækker mad og glade stemmer på tungerne. Flere generationer samlet. Fra  min farfar på 91 til kærestens yngste niece på 4. Det gode humør bølgede sig op og ned ad det lange bord og efterlod kun store smil og højlydte grin.

På et tidspunkt kom begge af kærestens niecer kravlende under bordet, for at komme op at sidde på skødet af mig. Der blevet lavet klappelege, kildelege, prikket på næser, grint og drillet. På et tidspunkt vendte den yngste sig mod sin far ved siden af og udbrød: “Jeg vil bo hos Mikael!” Med et særligt smil i hjertet kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med, at spørge hvorfor hun gerne ville bo hos mig. “Fordi du er så fjollet!” Fløj det ud af hende med det største grin, der hurtigt blev overdøvet af vi andres store grin.

Er vild med mindre børns verdenssyn! For selvfølgelig virker det sjovere at bo hos mig, fordi jeg altid fjoller rundt med de to små piger når vi er sammen, hvor forældrene også bliver nødt til at være de sure ind imellem. Alligevel kan jeg ikke lade være med at lade mig rive lidt med af deres tankegang. For hvor er det dejligt befriende og livsbekræftende bare at koncentrere sig om hvad der er sjovt og skægt lige nu, i stedet for at bekymre sig om igår, i morgen, om sygdom, om økonomi. Livet blive bare en leg. Den alvorlige samtale med onklen bliver til klappelege og muntre grin.

Jeg glemte i hvert fald alt om den manglende stemme - ved ikke om den er forsvundet sammen med influenzaen -, det kedelig vejr udenfor og de sidste tre aftener i absolut kedsomhed og feberkramper. Fordi jeg igen var sammen med min herlige familie. Både den rigtige i blodets bånd og den nye jeg har fået med sammen med kæresten. Fordi de to små piger hoppede op på skødet af mig og mindede mig om at livet også kan være en leg.

Det homoseksuelle miljø har ikke altid det bedste ry når det kommer til troskab, sex og flirt. Ofte hører man om utro partnere, løse holdninger til sex med fremmede og et frit syn på hvor grænserne går. Mange sætter ofte homoseksualitet i direkte forbindelse med sex. Fordi det nogle gange simpelthen virker som om sex ér tæt på det eneste der farer rundt i hovedet på homoseksuelle mænd.

Om bøsser virkelig har et mere frit syn på sex og troskab. Om mænd bare ikke har andet i hovedet end sex, og to mænd sammen derfor ikke levner megen plads til konstruktive tanker uden indhold af sex. Om grænserne mellem venskab, flirt og utroskab bare er løsere. Eller om der bare bliver talt mere åbent om sex i miljøet. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg kan ikke fortænke folk udenfor miljøet i, at de nogle gange har det indtryk at sex og flirt er lige en tand vildere indenfor miljøet.

For sex ér et mærkat vi - bøsser - kan have svært ved at løbe fra. For det er ikke sjældent der er hentydninger til sex. Både verbalt og fysisk. Ved almindelige sammenkomster, i festlige sammenhænge, på tomandshånds og i store grupper. I diskotekernes neonfarvede laserlys vises der mere hud. Når der skal reklameres til homoseksuelle er hentydningerne til sex, i mange tilfælde mere direkte end i “almindelige” reklamer. Sex fylder bare altid meget. Om det så bare er en medfødt konstant liderlighed der findes hos mænd, det er et godt spørgsmål. Om mænd er så primitive at sex er sikker underholdning.

Selv har jeg ikke noget problem med at sex fylder så meget. Det gør det også i mit eget liv. Det samme gør flirt. Derfor synes jeg også i mange tilfælde, at det er fedt at flirt fylder så meget i miljøet. Den bekræftelse og sjov der er ved det, er på en særlig måde livsbekræftende. Det er befriende at en ting der fylder så meget i de fleste af vores liv, kan få en så naturlig plads. Også i hverdagen.

Men når det så er sagt, har jeg også prøvet flere gange hvor miljøet har levet op til den mere negative side af sit ry på netop det område. Nemlig hvor grænsen mellem uskyldig flirt og hvad der ikke længere er uskyldigt er blevet overskredet. Som f.eks. at sidde til en middag og pludselig mærke en anden hånd end kærestens på låret. Vel at mærke en af kærestens venner og med kæresten siddende ved samme bord. Eller at få komplimenter og kommentarer fra venner, med indhold der ikke burde siges højt. Eller en sen aften i byen med for meget alkohol i blodet, at stå i baren og snakke med en ven, der pludselig stikker en hånd ned hvor kun en kærestes hænder burde komme, imens der hviskes helt forkerte fantasier i mine ører. Andre gange seriøse frække tilbud, uden respekt for min kæreste og mig.

Jeg er normalt frisk på en sjov flirt, men ikke så frisk. Der bliver mine grænser overskredet. Men det er bare som om mere er tilladt. Man kan tillade sig at gå lige dét længere end normalt. Er kærlig hånd på lænden bliver til et fast greb på røven. Et forsigtigt kys på kinden bliver til et mere direkte kys på læberne. Heldigvis kan man altid sige fra hvis grænserne bliver overskredet, så man ikke bare bliver ved med rykke dem i stedet. Men jeg kan ikke undres over at nye i miljøet eller folk udenfor miljøet kan blive en smule skræmte. Jeg skulle selv vænne mig til de nye spilleregler da jeg begyndte at komme i miljøet. Men kan for den sags skyld stadig blive overrasket i dag.

Ingen ord bliver udvekslet. Ligger bare trætte på sofaen. Tæt med armene på hinandens bryst og med den andens vejrtrækning som en søvndyssende lyd i øret. Udenfor har søndagen indhyllet byen. Mørket har sænket sig, vinden har lagt sig og stilheden næsten gennemtrængende.

Trygheden og kærligheden gør sofaen til det bedste sted i verden i netop det øjeblik. Et lille klem. En aende hånd. Et stille kys på halsen. Duften af den anden. Så kan verden omkring sagtens forsvinde i mørket. Tankerne bliver skubbet i baggrunden, af roen i kroppen ved lyden af den andens hjerterytme.

Læber der mødes. Øjne der kigger dybt i hinanden. Læber der adskilles og tungespidser der legende driller hinanden. En varme breder sig i kroppen og tøjet falder langsomt på gulvet stykke for stykke, imens læberne bliver ved med at mødes i dybe kys. Fingre der kærligt flettes og varm hud der presses mod hinanden.

Uden ord og med hinanden i hånden finder de nøgne fødder vejen til soveværelset. Den kolde silke kærtegner de nøgne kroppe, og det svage lys inde fra stuen giver huden en særlig glød. Hænder glider roligt og lidenskabeligt rundt og udforsker den følsomme hud. Kyssene fortsætter og de to kroppe smelter sammen. Mærker bare hinanden og den kærlighed der omslutter dem i mørket. Kys på halsen, på kravebenet, ved øret og en forsigtig pusten i øret, der sender kraftige bølger gennem den andens krop. Kys op ad maven, en legende tunge omkring de sitrende brystvorter. Kys på indersiden af låret, hvor følsomheden får fingre til at gribe fat i lagenet. Blid pusten hen over lænden, kærlige kys på ballerne. Læber der igen og igen søger efter hinanden. Fordi de ikke kan lade være. Fingre der kærligt leger med hinanden.

Der er intet at nå. Kærligheden, nærheden og lidenskaben har allerede sat tiden i stå. Den fysiske kærlighed bliver vigtigere end sexen. Udløsningen er ikke målet. Kun det er være tætte på hinanden. Lade kroppene tale og styre. Mærke den på samme tid utrolige styrke og blide sårbarhed. Den brusende lykke i kroppen er voldsommere end orgasmen. Vejrtrækningerne er tunge og rytmiske. De følges ad og tempoet stiger til kærligheden til sidst bliver så voldsom at rystelser sendes gennem kroppen og læberne presses sammen i intense kys.

Lægger sig igen tæt sammen. To nøgne kroppe tæt omslynget i hinanden. Mærker åndedrættene igen sænker farten og roen overmande kroppen. Trækker med den frie arm dynen op over dem begge og glider langsomt ind i søvnen. Selv i søvnen er smilene salige på læberne. Læberne der har talt kærlighedens sprog uden at udtrykke et eneste ord.

For de fleste af os er alle vores sanser taget som en selvfølge. Selv nyder jeg muligheden for at høre og se detaljerne omkring mig. Værdsætter muligheden for at udtrykke mig gennem ord. Ikke kun på skrift, men også gennem tale. Men i går blev jeg mindet om at jeg ikke værdsætter disse gaver nok.

En murer og en lærling skulle gå og arbejde i lejligheden, for at udbedre forskellige fejl efter en renovering. Jeg fik forklaret og fortalt til mureren, imens lærlingen stod meget tavst og afventende i baggrunden. Prøvede flere gange at vende samtalen mod ham, for også at have ham med. Husker alt for godt tiden da jeg selv var lærling, hvor samtaler tit gik over hovedet på mig. Men der var noget fjernt i hans ansigt, som på samme tid virkede frustrerende og sørgeligt. En maske det ikke var til at trænge igennem.

Da der var ved at være styr på hvad der skulle laves, forklarede mureren at det var lærlingen der skulle lave tingene, men at jeg skulle være klar over at han var døv-stum. Den afventende position gav nu endnu mere mening. Jeg forklarede at jeg ikke selv ville være hjemme, men at de bare kunne gøre som det passede dem. Fra stuen overhørte jeg de følgende samtaler mellem de to, eller nærmere murerens taler til lærlingen.

Ordene gjorde ondt i hjertet. Han talte til den unge som var han fem år og jeg ønskede inderligt at lærlingen virkelig ikke kunne høre den utålmodighed der styrede talen. Lærlingen svarede med ganske få ord, med en smule forvrængning og havde med al tydelighed ikke fanget alt hvad mureren havde fortalt ham. Forståeligt nok. Men en smule frygt for, om det rigtige nu mon blev lavet i lejligheden imens jeg var væk, meldte sig hos mig. Men blev hurtigt afløst af dårlig samvittighed over den manglende tillid. Over ikke at give ham en større chance.

Da jeg lidt efter forlod den stille lærling i lejligheden og cyklede mod byen, kunne jeg ikke glemme morgenens lille scene. Kunne ikke lade være med at have ondt af den unge fyr. Murerens stemme hang fast i ørerne på mig. Jeg ved ikke om han talte således fordi det var den eneste måde lærlingen kunne forstå, eller om det virkelig bundede i den irritation der kunne fornemmes i hans bevægelser og tale.

Men kunne heller ikke glemme lærlingen og den skæbne han er blevet givet. Tænk ikke at kunne høre verden omkring sig. Ikke at kunne kommunikere. Jeg trøstede mig lidt ved at hans øjne var søgende og virkede som om de slugte de mange detaljer omkring ham. Det gav et håb om, at han oplevede verden omkring ham. Omend på en anden måde end den de fleste af os tager for givet.

Det er vist ikke gået nogens næse forbi at Arek Onyszko har begået en bog. Begynder at tænke om det er det nyeste reklamestunt fra forlagene, at bøgerne bare skal skabe så meget postyr som muligt, for derved at blive interessante… Jeg kan så heller ikke helt undgå at have en holdning til AO’s bog, Fucking Polak.

Da jeg i går modtog nyheden om at AO, som følge af den kommende bogudgivelse, var blevet fritstillet fra sit nye job som målmand for FC Midtjylland, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at han fortjente det. Ikke fordi jeg fryder mig over andres modgang, men fordi jeg synes det er den helt rigtige udgang på hans udtalelser.

I denne tid hvor ytringsfriheden ellers er blevet en dårlig undskyldning for hvad som helst, synes jeg stadig der må være en grænse. AO er som professionel sportsmand, forbillede for en masse mennesker og især også yngre mennesker. Han er ligeledes ansat og ansigt for en række sponsorer. Derfor er holdninger som dem AO på kraftig vis lufter i sin bog, også ekstra kontroversielle. Fordi han som offentlig personlighed bærer et ekstra ansvar.

At AO har kraftige og hadske holdninger til homoseksuelle, kan ikke provokere mig særligt fordi jeg er homoseksuel. Men de holdninger sammen med hans udtalelser om kønsrollefordeling, rå maskulinitet, Hells Angels og millitæret, sender samlet et forkert billede. Da jeg læste de passager der blev frigivet omkring hans holdninger til homoseksuelle, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at dem er der så mange der af og til lufter offentligt. Måske i en anden indpakning. Ikke at det gør de holdninger mere rigtige. Tværtimod, de er bare blevet “hverdag”.  Men da jeg søndag læste Ekstra Bladet med nogle af de passager om kvinder og mænd, millitæret kontra for bløde danske mænd og hans rosende ord om Hells Angels stærke maskulinitet, blev jeg provokeret. Det er kontroversielle holdninger, der på mange måder strider mod den generelle danske filosofi, men endnu mere måden de bliver serveret på. Den respektløshed og nedladenhed kan ikke undskyldes med ytringsfrihed.

Det er holdninger der på ingen måde kan være forenlige med det budskab FC Midtjylland ønsker at sende ud til sine fans, sponsorer og støtter. Hvilket altså også har udløst en fyring. En fyring han efter min mening selv har bedt om. Fordi han som offentlig person og som FCM-spiller ikke har levet op til sit ansvar.

Om hans udtalelser mod homoseksuelle så ydermere kan ende med at være strafbare, må politianmeldelserne af ham så bevise. Selv ytringsfriheden og hvad der kan undskyldes med religion må vel have grænser.

Jeg ved ikke om alle ejendomme har sådan en, men her er i hvert fald en af slagsen. Den ældre dame med holdninger til alt og alle. Hende der opholder alle hun møder på sin vej, med brok over det ene og det andet. I en sådan grad at hendes tilstedeværelse i gården kan få en selv til at vente med at gå ud. Når man alligevel løber ind i hende, er tankerne med det samme i gang med at udtænke undvigelsesmanøvre og tungen er blodig af bidemærker, for ikke at udbryde “Hold nu kæft!”

Igår løb jeg igen ind i hende. Efter at jeg har boet her i fem et halvt år, er det desværre ikke første gang. Endnu engang skulle jeg lægge øre til beklagelser over ting i ejendommen. Hele tiden forsøgte jeg at være lyttende uden bare at samtykke. Hun skal selvfølgelig have lov til at være utilfreds, men hun skal ikke forvente, at alle vi andre er enige. I hvert fald ikke at vi gider at gøre lige så stort et nummer ud af det. Men når man rejser en smule skepsis overfor hendes argumenter, får man at vide at det også er fordi man er ung. Hvorfor er det som om det altid er den ældre generations stærkeste argument. At man er ung og uvidende!

Igår var det viceværten, vaskerummet og ejendommens unge beboere der stod for skud. Selv var jeg begyndt at gennemgå eftermiddagens opgaver i hovedet og nikkede til hende på de rette tidspunkter. Det gode naboskab var væk, ingen hilste på hinanden længere og især de unge i ejendommen var ligeglad med de ældre som hende. Men hvad kunne man forvente, når vi unge bare kom og gik i ejendommen hele tiden og ikke som hende virkelig havde et hjem der.

Der måtte jeg altså afbryde og sige at jeg havde boet der i fem et halvt år, havde snakket med hende utallige gange før - for mange gange - og at jeg var Mikael i stuen. Forvirringen i hendes øjne vakte en smule fryd i mig. Er du Mikael? Jamen så har vi jo snakket sammen mange gange før.

Ja, hurra for talen om ikke at kende de øvrige i ejendommen. Sagde jeg ville ind i varmen og nåede lige at se hende få kløerne i en pige, der var ved at parkere sin cykel i skuret. Stakkel smilte jeg for mig selv. Men vi må deles om hende. Hende, vores ejendoms ældre brokkehoved.