Som jeg beskrev forleden har en frihedstrang for alvor taget plads i kroppen på mig, efter jeg er kommet hjem fra New York. En trang til noget nyt, noget spændende, noget afvekslende. Derfor har jeg de sidste uger kastet mange af hverdagens brikker op i luften, og set dem lande i et lidt usammenhængende puslespil på gulvet. Nogle brikker ligger stadig skævt og andre ligger stadig udenfor den ukomplette ramme.

Et meget godt billede på hvad der også foregår oppe i hovedet på mig for tiden. Tankerne farer rundt og skrifter hele tiden retning. Jeg selv famler rundt. Kan ikke finde ud af hvilket ben skal jeg skal stå på i forskellige situationer og relationer. Hvilke veje jeg skal vælge og hvilke ønsker jeg skal lade veje tungest. Hvilke drømme jeg skal forfølge mest intenst. Hvem er jeg og hvad vil jeg i virkeligheden gerne?

Den ene dag nyder jeg livet i lejligheden, cykelturen til jobbet og kærestens læber mod mine. Den næste jeg jeg lyst til at kaste det hele væk, og mærke fornyelsen. Visioner og lysterne er mange, så det er mest at kontrollere dem en smule, så jeg også selv kan følge med. Men også så dem jeg holder af ikke bliver tabt i svinget. Jeg er vild med den rus der kører vildt i kroppen på mig, og har slået mig lidt ud af mine sædvanelige kurs. Men også den forstørrede gejst til at leve livet fuldt ud. Slække lidt på formerne, normerne og hæmningerne. Men det er også en gejst der risikerer at eksplodere ukontrolleret, hvis jeg ikke har en smule fornuft med mig.

Det hele er ikke blevet bedre af en masse, af hinanden uafhængige, input der er kommet forbi min vej på det sidste. De har alle startet en masse nye tanker, der har gjort de øvrige selskab i den hvirvelvind der farer rundt i hovedet på mig. Det er stemningen på gaden i New York, romantikken i Paris, mødet med nye mennesker, diskussioner med kæresten, skulderklap, samtaler med nære personer. Noget der alt sammen har gjort særligt indtryk på mig.

Ting der netop har givet mig lyst til at kaste brikkerne op i luften, har slået mig lidt ud af kurs og givet mig lyst til at rokke lidt ved de faste platforme jeg står på. Bare for mærke friheden ved at gøre det. Hele tiden nærmer jeg mig kanten uden at tage de sidste skridt ud over. Men det er måske i virkeligheden det jeg burde, fordi det er det jeg trænger til. Men det er også skridt og spring med konsekvenser.

Derfor holder jeg fast i snoren til den himmelsøgende ballon fuld af fornuft. For ikke at gøre noget med alvorlige konsekvenser og svære odds for at gøre det om. Men igen er det måske det jeg trænger til. For en gangs skyld at træde virkelig ved siden af og skulle forholde mig til konsekvenserne. Fordi jeg er priviligeret at have det så godt og sikkert, at det begynder at blive trivielt. En trivialitet jeg skal finde ud af om jeg kan finde ro i, eller om kursen skal lægges om.

—Skal ikke i URBAN—-

Lørdag aften blev endnu engang en festlig aften sammen med gode venner. Som så ofte før blev det også en ganske våd aften. Shots, øl og drinks blev blandet i højt tempo i takt med musikken. Humøret var højt og promillerne himmelsøgende.

Stedet var en privatfest på Amager, hvilket jeg priste mig lykkelig for da jeg skulle hjem og kun skulle et par hundrede meter ned ad gaden, for at komme til kærestens lejlighed. Fulgtes med et par venner og sagde farvel da jeg bare skulle omkring hjørnet. Noget der burde være rimelig sikkert.

Fik cyklen parkeret og nøglen fumlet ind i nøglehullet, så døren gled op. Tog en dyb indånding og forsøgte mentalt at bestige alle trappetrinene op til 4. Hjernen var slået ud af alkoholen, så benene skulle klare arbejdet alene. Støttende til væggene og med tunge fødder begyndte opstigningen. Undrede mig over de store grønne planter der stod på trappen på flere af etagerne, men tænkte at det da var en rar fornyelse. Men de havde da ikke stået der, da jeg gik syv timer tidligere, havde de? Men mere kunne jeg ikke overskue at tænke over dét.

Med bankende hjerte og allerede sovende øjne nåede jeg toppen. Bandede arkitekter der havde opfundet etagebyggeri langt væk. De kendte tydeligvis ikke til natlige branderter. Fandt endnu engang nøglerne frem og begyndte at fumle ved nøglehullet. Men nøglen ville simpelthen ikke ind. Opgivelse overmandede mig. Ville bare sove! Bankede på døren og forsøgte at kalde på den sovende kæreste. Uden held, så forsøgte nøglen endnu engang. Først der så jeg klistermærket på døren over håndtaget. Et klistermærke der da ikke plejede at være der. Ti-øren begyndte at tage form gennem alkoholtågen. Selvom jeg nok allerede kendte svaret, kiggede jeg på navneskiltet på døren.

Åh nej! Jeg var i den forkerte ejendom. Overvejede at sætte mig på trappen og sove. For så at tage trinene næste morgen. Men fornuften vandt og de tunge skridt ned igen blev påbegyndt. Men irritationen var stor og for hvert trin steg udmattelsen i mig. Den friske luft nede på gaden igen var en befrielse og klarede hjernen en smule, så jeg kunne finde den rigtige opgang. Men mørket i opgangen slukkede samtidig lyset i mit eget hoved, så da jeg vågnede næste morgen var  jeg lykkelig for at det var kæresten seng jeg vågnede op i. Så havde jeg da fundet den rigtige lejlighed til sidst.

Venskaber består, kærlighed forgår. Jeg tror vi alle sammen har fået fortalt hvor vigtigt det er at pleje venskaber, når man får kæreste på. At venner har været der hele tiden, og også vil være der når kæresten er ude af billedet igen. Men det er spørgsmålet om vennerne også altid er der imens en kæreste er inde i billedet. Hvis vennerne nu ikke synes om den nye kæreste. Hva’ så?

Alle kender nok de typer der nærmest forsvinder fra jordens overflade når de får kæreste på, men pludselig er til stede alle vegne når de igen bliver single. Typen der ikke kan forstå at vennerne pludselig ikke står klar i kulissen længere. Fordi venskabet måske ikke er det samme længere. Nogle gange er det vennens prioriteringer der får skylden, men ofte er det også den nye kæreste der får skylden for forandringerne i venskabet.

Forleden sad jeg sammen med en del af drengene i kærestens vennekreds. En meget sammentømret vennekreds, man ikke bare uden lige bliver en del af. Jeg slap selv heldigt ind, men husker stadig den uofficielle “godkendelsesrunde” blandt vennerne, der lige skulle godkende deres gode vens nye kæreste. En fra kredsen, der ikke var til stede, har fået ny kæreste. En kæreste størstedelen ikke bryder sig om. De synes vennen er forsvundet, har forandret sig, tager forkerte beslutninger og at den nye kæreste i det hele taget er et dårligt parti. Specielt en af de andre savner sin bedste ven.

Men hvor meget kan man som venner tillade sig at blande sig når det kommer til kærlighed? Indebærer et godt venskab ikke at man også kan gå på kompromis for hinandens lykke, som f.eks. at tage en vens nye kæreste til sig, selvom vedkommende måske ikke lige er ens kop the.

At en ven eller veninde forandrer sig efter mødet med en ny kærlighed, er vel i og for sig en naturlig udvikling. Selvfølglig er graden af forandring forskellig. Men måske det netop var dén kærlighed der skulle til, for at han eller hun kunne blive fuldendt og finde ro. Så er en forandring vel ikke en skidt ting. Om vennerne så bare skal acceptere den forandring eller om det er starten på en konstatering af, at venskabet måske er ved at vokse fra hinanden. Det er nok op til de enkelte venskabsbånd, hvor meget parterne er villige til at slås for en bevarelse. Men er kærlighed så stor en kræft, at den kan slå et venskab helt ud af kurs?

Som jalousi mellem kærester kan være dødbringende for et forhold, kan jalousi mellem venner være lige så dræbende. Jalousi over ikke at få så meget af vennens tid. Over ikke at blive prioriteret lige så højt, fordi en ny person er kommet til. At se en ven forandre sig for øjnene af en, er det nok til at opgive opgældende venskab? Kan en persons tilstedeværelse være nok til at opgive et årelangt venskab, for at undgå konflikter eller krumme tæer over én særlig person.

Hvis den der får ny kæreste skal huske at pleje de gamle venskaber, skal vennerne vel også pleje venskabet og det nye en ven bringer ind i sit liv. En ven er vel også en der kan holde masken og bevare den gode stemning af respekt. Den nye person i kredsen synes måske heller ikke om alle vennerne. Men i dag hvor venskaber vægter lige så højt som familie, er en accept af vennerne vel lige så nødvendig som at en accept at svigerforældrene kan være det. Så behøver et valg af kærlighed vel ikke være ham eller os!

Forleden blev der ringet rundt til familien og fortalt, at jeg i år ikke ønsker at være med i julegaverne. En nyhed der blev modtaget med større ro og forståelse end ventet. Men beslutningen har også været under opsejling de sidste par år, så den kommer nok ikke som den store overraskelse for familien. Netop julegaverne har ofte været en større stresfaktor end fornøjelse for mig, så ved at hoppe af det tog, håber jeg at få ro til at nyde julen endnu mere.

For det er ikke fordi jeg ikke gider julen. Tværtimod synes jeg julen er en dejlig tid. En tid sammen med familien med særlig stemning i luften. Julen er et fast holdepunkt og en varm tradition i vores familie. Men med julen er der med årene fulgt en masse andet med, der efter min mening kommer til at overskygge nogle af det essentielle ved julen. Følelserne, varmen og hyggen afløst af stres, gaveræs og julen som pengemaskine. Så i håb om at vinde noget af glæden ved julen har jeg nu taget den beslutning, at jeg som sagt ikke giver eller forventer julegaver i år. Men at jeg stadig meget gerne vil holde jul sammen med familien og at de selvfølgelig stadig sagtens kan bytte julegaver.

Min lillebror er den eneste der har ytret en smule ærgelse over at julegavebunken bliver en lidt mindre i år. Sagen er den at mine bedsteforældre har udtrykt ønske om at følge mit eksempel. Jeg kan da godt se at julen ændrer en smule karakter, hvis de fleste af os springer fra julegaverne. Jeg kan også godt selv have tanker om hvad der mon sker med julen. Sidste år valgte jeg, at lade kassen med julepynt blive på loftet. Så allerede der forsvandt et lille element i julen for mit vedkommende. Men synes det roder mere end det pynter. Til gengæld nyder jeg at komme hjem til mine forældre eller bedsteforældres hjem og se julepynten jeg er vokset op med, stå og hænge i deres stuer.

Men ved allerede nu, at fjerne små elementer ved den jul jeg er vokset op med som en tradition, er det måske starten på en ændret jul i fremtiden. Hvor stopper forandringerne? Hvordan bliver familiejulen når det en dag er mine brødre og jeg der står for den. Rejser nogen pludselig til varme himmelstrøg. Bliver julen holdt på skiløjper i Alperne? Sammen på en gård i provinsen, med hele familien samlet om et gavespækket juletræ?

Det er ikke til at sige nu, men det er nok vigtigt at snakke sammen om forventningerne til julen, så alle kan blive ved med at holde af julen. Højtiden med den store familiære betydning. Med hensyn til egne ønsker og den øvrige families ønsker.

Da jeg gik rundt i gaderne i New York var jeg høj af stemningen, og smilet var konstant plantet på mine læber. Tanker om og drømme for livet oversteg langt toppen af de mange skyskrabere jeg gik iblandt. Men også bare følelsen af at føle mig godt tilpas, dér midt i al travlheden og pulsen, gav en særlig lykke i kroppen. Fødderne fulgte automatisk og let med strømmen, og den virkelige verden blev langsomt erstattet af en drøm med mig selv i hovedrollen. En drøm uden loft og bekymringer, men derimod en drøm fyldt med frihed, storhed, glæde og ikke mindst lykke. En drøm med mig selv som newyorker.

Efter jeg er kommet hjem har jeg ikke kunne finde mig selv igen. Jeg vil tilbage og det kan kun gå for langsomt! Føler mig ikke hjemme her, som jeg gør i New York. For jeg føler mig virkelig hjemme dér. I mit rette element og med en særlig ro i kroppen samtidig med at rusen farer rundt i årerne. For hver gang jeg kommer hjem fra en anden storby, i særdeleshed New York, bliver min udlængsel større og større. Men efter den sidste tur til New York, har jeg slet ikke kunne falde til ro. Alt kribler i mig for at komme ud igen.

Frihedsfølelsen fra da jeg gik rundt i New Yorks gader, har jeg virkelig taget med mig hjem denne gang. Pladsen til at drømme og lysten til at kaste alle bånd, for derefter at give drømmene, håbene, målene og ønskerne frit spillerum. Jeg står tilbage med lysten til for alvor at kaste mig ud i livet og få luft under drømmene. For en stund glemme alt om faldskærm og sikkerhedsnet, men i stedet for bare kaste mig ud og se hvordan jeg lander på benene igen. Lade drømmene føre an.

Lige da jeg kom hjem var jeg ved at gå fra kæresten og sige jobbet op, for at sætte mig selv fri for alle bånd. Fornuften overvandt dog alligevel, men det er måske i virkeligheden også det der er den kedelige løsning. Den sikre løsning. Modsat New York der gav mig lysten til at leve uden bånd og bare nyde friheden og pladsen til at drømme. Lysten til ikke altid at vælge de nemme løsninger.

Der er da plads til at drømme i Danmark, men her er der bare mange der er klar til at slå en oveni hovedet og fortælle hvor urealistisk og naiv man virker. Hvor der I New York er en helt anden indstilling til det. Dér er der plads til alle, deres skøre påfund og tårnhøje ambitioner. Der er frihed til at tænke stort, tænke vildt, tænke urealistisk. Frihed til at drømme.

Det er nok svært at forklare hvorfor ét sted tænder noget helt særligt i en, hvis andre ikke har samme følelse. Men New York har virkelig tændt en stor drøm i mig. En udlængsel og en frihedstrang. Jeg elsker København, men kan bare mærke at der efterhånden skal mere til. At være turist i New York er nok heller ikke det samme som at bo der. Der er forskel på hverdag og fest, uden tvivl. Men den følelse dén by efterlader i kroppen på mig vejer tungere. Den følelse gør hverdagen til en fest.

Om drømmen om at bo i New York nogensinde bliver opfyldt vides ikke, men ønsket om at føre den ud i livet er i hvert fald stort. Hvis muligheden bød sig i morgen ville jeg kaste mig ud i det. Bare tage afsted og se hvor det endte. Det kan kun gå så galt at jeg tager flyet hjem til Danmark, med en erfaring og en oplevelse i bagagen. Men også med en opfyldt drøm.

I Danmark skal vi efterhånden have recept for at få et par hovedpinepiller, men ikke alle steder er det sådan. Tværtimod. USA må være paradis for alle med en snert af hypokondri. Om ikke andet skal de fleste nok blive en form for hypokonder efter noget tid i USA. Udbudet af medicin er simpelthen utroligt, det er let tilgængeligt og det er synligt på mange måder.

Medicinreklamer fylder størstedelen af reklameblokkene i tv. I blade og på reklamestandere rundt om i New York. Alle steder er der reklamer for forskellige former for medicin. Ikke mindst ligger der drugstores indenfor få meters radius næsten uanset hvor du er i New York. Medicin er stort set tilgængelig hvor som helst, når som helst.

Men det er virkelig også et slaraffenland at gå ind i f.eks. DuaneReade. Hvad man ikke kan få af medicin dér. Ved at stå og kigge på de mange kulørte pakker, som var det en anden slikbutik, kan man næsten ende med at bilde sig selv ind at man har et behov for netop dén pakke. Og dén! Måske også lige dén der….

Man kan få energipiller i flere forskellige udgaver, og så kan man altid lige købe nogle sovepiller, til at ophæve energipillerne, når man senere skal sove. Influenza- og forkølelsemedicin i et utal af afstøbninger der, kontra meget af det medicin man kan få lov til at købe i Danmark, faktisk virker. Uden tvivl at det er kraftigere. Det kan man mærke. Men når en forkølelse eller influenza begynder at snige sig ind på en, har det størst betydning at en enkelt eller to piller kan slå det tilbage igen. Derfor har jeg også købt influenzamedicin som altid ligger som fast backup i lejligheden. Fordi jeg ikke har tid til at være syg!

Jeg er udemærket klar over at man ikke skal spøge med medicin. Et behov skal være til stede, før det benyttes, men medicin med effekt giver trods alt mere mening end medicin uden. Når man er vant til det danske system er det også bare en sjov oplevelse at gå ind i en drugstore, og se hvad der rent faktisk findes. Det er ret vildt. Der findes noget for stort set alt. Ja, selv tandpastaen har ligefrem en blegningseffekt når det står udenpå pakken.

Men der er vel en grund til at mange af de ting ikke kan fås i Danmark? Ja, men jeg trøster mig ved at produkterne er på hylden i USA. Søgsmålenes land. Hvis det var virkelig farligt tror jeg ikke på det ville kunne findes dér. Men jeg er da også klar over at det ikke er noget man skal lege med. Jeg kan også sagtens se ulemper ved, at medicin er så let tilgængeligt som det er. Nemlig at dem uden den store selvkontrol, nemt kan få skabt et overforbrug af unødvendig medicin.

Men med så mange penge der er i den industri, går der nok noget tid før situationen bliver meget anderledes. Man forstår også godt at der er en modstand mod Obamas sundhedsreform. Der er nok mange mægtige mænd med økonomiske interesser i det modsatte.

Sidste indlæg fra NYC i denne omgang.

Gik ad den slidte ståltrappe fra perronen og ned til gaden. Trods klar morgen og strålende sol trængte solen ikke igennem til asfalten. Nogle meter over os i hele gadens bredde og et godt stykke foran og bag os, lå et mørkt tag. Det var perronen og sporene til subwayen der var bygget op gennem gaden og efterlod en trist stemning nedenunder. Mørket under broen kastede uhyggelige skygger over affaldsposerne i rendestenene og på de trætte øjne i folks ansigter. Kun de skrappe farver på de små butikkers facader skabte en smule liv.

Da vi drejede væk fra gaden skar solen igen i øjnene på os. Små hyggelige byhuse lå som perler på en snor og en uvant ro herskede i gaderne. Træerne strakte sine grønne grene mod solen og fuglenes sang kunne høres. “Se!” Hev fat i kærestens skulder og kastede et diskret nik i en  retning. Kærestens øjne blev store i takt med smilet på hans læber. På den anden side af gaden gik en mand med stort fuldskæg, sort kjortel, stor sort pelshat ovenpå - ikke på - hovedet, små runde briller, hvide knæstrømper og sortpudsede sko. Langs hver kind hang en lang mørk krølle. “Han må da komme fra et eller andet. Begravelse eller fest måske?” Men da vi kom lidt videre gik alle mændene pludselig rundt i samme dragt. Kvinderne i udtryks- og farveløse klædedragter som taget ud af efterkrigstiden og de små drenge i hvide skjorter, sorte veste og små kalotter på hovedet. Også langs deres kinder hang de lange krøller, men den lille kalot afslørede samtidig at resten af hovedet var barberet helt kort.

Vi var kommet til Williamsburg og havnet midt i det ultraortodokse jødiske kvarter. Noget der ikke var muligt at overse. Vi gik ad små beboelsesveje, langs små butikker og forbi synagoger. Overalt var alt skrevet i jiddisch. Butikskilte, reklamer og teksten på siden af de gule skolebusser var alle steder skrevet med de krøllede bogstaver. Ikke én mand vi gik forbi var ikke iført den genkendelige klædedragt. Alle gik de målrettet frem og tilbage på fortovene. Ikke mange ord eller smil blev udvekslet. Tværtimod lignede de alle nogen der havde jødernes historie som tung vægt på deres skuldre. Stilheden var næsten skræmmende, sammenlignet med den larmende morgentravlhed lige over på den anden side af floden. Som om vi var kørt i flere timer væk fra Manhattans puls.

Efter at være gået et godt stykke tid begyndte stilen at ændre sig. Tøjet blev mere afslappet, hudfarven i de forbipasserendes ansigter skiftede mellem mørk og lys. Smilene blev flere og lyde begyndte at afbryde stilheden. De små huse med blomster på trappestenen blev afløst af høje monotone bygninger med lejligheder. På en lille låge sad en kraftig ung mørk kvinde med en slikpind i munden og kiggede livløst på datteren der legede rundt på fortovet.

Industribygninger og kedelige grå facader begyndte at fylde i gadebilledet og en død stilhed, kun afbrudt af hostende forbipasserende lastbiler, omsluttede kvarteret. Alt var udtryksløst og slidt. Men på samme tid fascinerende og fængende. Fordi skiftet var sket så pludseligt. Vi kom forbi åbne autoværksteder med mænd i beskidte kedeldragter og en doven smøg i mundvigen. Diners med plastisk på de røde møbler og fedtet linoleum på de firkantede cafeborde i blankt stål.

Jo længere syd på vi kom jo oftere dukkede nye spændende byggerier op mellem de slidte bygninger. I horisonten foran os, skød en skov af højhuse og lodrette byggepladser op. Endnu en ny verden skød i vejret. Vores lyse hudfarve begyndte at skille sig mere og mere ud i gadebilledet. Højrøstede stemmer og kraftige kropssprog fangede hele tiden øre og øjne.

Vi nåede højhusene og stod midt i Downtown Brooklyn. En bydel i rivende udvikling og en bydel med et helt eventyrligt liv. Der var mennesker overalt! Stemmer, bilers dytten og mekaniske støn fra busser og lastbiler der bremsede og gassede op, fyldte luften mellem de himmelsøgende bygninger. Skilte, blinkende lys og farvestrålende facader fangede øjnene i alle retninger.

Mæt af indtryk og de mange stilskifte, tog vi flugten med subwayen. Fik plads i en fyldt kupé som de eneste hvide og kunne for alvor mærke at vi var kommet udenfor Manhattan, men i takt med stoppene tilbage mod øen, afslørede også passagererne i kupéen at endnu et stilskifte begyndte og langsomt blev vige bukser, store sneakers og slidte caps afløst af stramme jeans, kreative frisurer og selvstændig europæisk inspireret stil. Vi var for alvor på vej tilbage til Manhattan.

Men ville ikke have været oplevelserne i bydelene på den anden side af floden foruden. De er med til at understrege mangfoldigheden og den gensidige respekt og plads folk imellem. Trods religion, nationalitet, hudfarve, seksualitet eller hvad forskelle der andre steder kan spille en rolle. Men netop dét er en af New York store værdier.

De høje bygninger, de glatte glasfacader og mørke skinnede mure skar skarpt gennem himlen der lyste klar og blå højt over os. Solen glimtede i glas og stål overalt omkring os, så uden at kunne se selve solen, var dens tilstedeværelse på himlen tydelig for enhver.

Da vi lidt efter stod midt på Brooklyn Bridge, hvor de høje bygninger ikke længere omringede os, fyldte den klare blå himmel hele udsynet og solen stod skarp på vej mod toppen. Broens utallige stålwirer dannede et enormt spindelvæv i luften omkring os og skabte dragende linjer. Kraner i havnen stod sløret i morgendisen og Frihedsgudindens fakkel stak, i horisonten stolt gennem den lette pude der lå over floderne. Højhusene stod tæt på Manhattan og skabte en imponerende mur langs vandet. Som om de enorme huse truede med at skubbe de forreste i vandet for at få bedre plads.

Broen vrimlede med mennesker, men i parkerne på den anden side i Brooklyn var der ro i parkerne. kun afbrudt af jubelbrøl fra de lokale mænd og drenge der mødtes i parken for at spille en uhøjtidelig fodboldkamp. Små børn legede på græsset imens mødre og barnepiger gennemgik ugens sladder. Selv gik vi under jorden og hoppede på et tog tilbage til Midtown. Destination Central Park.

Med sultne øjne fyldte vi bøtter og poser i madmekkaet under Time Warner Center og gik lidt efter gennem porten til Central Park, hvor også mange andre havde søgt tilflugt i sensommervarmen. Bare overkroppe glinsede svedende i solen og bare tæer nød det bløde græs. Kærestepar lå tæt på tæpper og venner hyggede sig med højlydte smil under de store træer. Selv søgte vi ind mod midten. Dér hvor lyden af storbyen, udenom den store park, bliver stum. Med udsigt ud over de grønne plæner, de store træer og muren af skyskrabere rundt om parken, smed vi sko og sokker, rullede bukserne op og rettede de solbrillebeklædte ansigter mod den strålende sol. Livet kunne ikke blive meget mere skønt!

Trods det enorme liv i parken af motionsløbere, hundeluftere, hestevogne og turister med kort og pegende fingre, var der en ganske særlig ro i parken. Det var som om muren af skyskrabere der stak op i horisonten hele vejen rundt om os, og vidnede om storbyens tilstedeværelse med al sin larm og høje tempo, bare understregede den ro der var blandt træerne.

Da de ømme fødder havde fundet hvile i det bløde græs og solen begyndte at give kinderne en svag rødme, fortsatte turen gennem parken. Mellem rulleskjøteløbere, forbi livemusikanter og som tilskuer til dansegrupper med store drømme, nåede vi til søen med de mange robåde. Sikkert ikke både mange newyorkere har fundet vej til, men da vi nu engang var turister, lagde vi de 12$ for leje af en båd og begav os ud på søen. Roede rundt under store træer og små buede broer. Nød udsynet til nogle af de store gamle etageejendomme og kunne kun drømme om hvordan lejlighederne der oppe under de udsmykkede tagrygge mon så ud. Hvor fantastisk en udsigt de måtte have ud over Central Park. Men ligesom årerne slog bygningernes spejlbilleder i søens blanke overflade i stykker, slog realiteterne vores drømme itu.

Efter nogle timers salighed og fornøjelse i den enorme park, stadig uden at have set en brøkdel af den, vendte vi tilbage til storbyens pulserende liv blandt gule taxaer og bagoverbøjet nakker for at skimte toppen af bygningerne. Men fordi vi nu havde roet på søen og siddet på græsset manglede vi et sidste element, så strøg hurtigt til tops i Empire State Building for at nyde udsigten ud over byen. Endnu et sted i New York, hvor byens lyde ikke kan overvinde de større kræfter. Kun vindens susen i de høje højder afbrød den totale stilhed. Men langt under os fortsatte trafikken og livet, som om der kun var trykket på “mute-knappen”. Også deroppe fra lagde Central Park sig også ned foran os og demonstrede sin storhed og utrolige skønhed.

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg ér kommet hjem igen, men de kommende dage vil følge nogle få indlæg fra turen. Ikke så meget, da indlæggene om NYC er skrevet de tidligere gange jeg har været derovre, men i stedet om nogle af de mindre/større ting og indtryk jeg oplevede i byen over dem alle.

Dem der kender konceptet bag Abercrombie & Fitch og ikke mindst deres forretning på 5th Avenue, vil nok få mest ud af dette indlæg. Men for dem der ikke kender det, så er A&F et kendt amerikansk mærke, verdenkendt blandt bøsser, grundet deres smukke reklamer med endnu smukkere unge veltrænede fyre. A&F er udemærket klar over dette stærke segment i deres kundegruppe og har derfor heller ikke problemer med at køre på sex i netop den retning. Forretningen på 5th Ave er en stor gennemført flagskibsbutik, hvor man allerede i døren bliver mødt af et par lækre fyre, nogle i bar overkrop med vaskebræt og tandpastasmil til frit skue. Allerede der tænker man om man mon er kommet i “homo-himlen”. Indenfor dunker fed musik ud af højtalerne mellem det mørke interiør. A&F egen parfume hænger i luften og tøjet hænger alle vegne i fire etager, hvor kunder i et stort virvar går ud og ind mellem hinanden. Men det der gør butikken helt unik er de ansatte. Det vrimler med dem for det første! Men de er alle smukke, især fyrene, og mange af dem står bare og danser til musikken og siger “Hey. How are you doing!” til dem der kommer forbi. A&F er berømt, beundret men også udskældt for kun at ansætte smukke mennesker. Små sko siger jeg bare! Det er en butik man nemt kan bruge et par timer i, fordi der sker så meget og fordi helhedsoplevelse er helt i top.

Selvfølgelig skulle vi i A&F-butikken nu vi var derovre igen. Det er lige så obligatorisk som Starbucks og Times Sq. Gerne flere gange på en ferie. Allerede i indgangen var vi alle fire ved at gå ind i en glasdør fordi vi skulle kigge på den bare overkrop i døren. Igen gik musikken lige i årerne på os og de mange smukke fyre fik os flere gange til at glemme at trække vejret. Fire fyre sammen i dén butik er umuligt, så vi gik rundt hver især. Selv gik jeg bare og kiggede på det forskellige tøj, uden rigtig at kigge ordentligt. Kunne ikke rigtig bestemme mig for hvad jeg ville prøve. Af en eller anden grund forvandler tøjet alene ikke en til en af de smukke fyre. Desværre.

Uden at kigge til siden kunne jeg godt fornemme at nogen begyndte at kigge på mig. Vidste ikke om jeg havde noget siddende eller om jeg gjorde noget jeg ikke måtte. Gik lidt videre, men øjnene fulgte efter. Alligevel ville jeg ikke kigge direkte. Nåede dog at fornemme to ternede skjorter, som alle de ansatte bar. Var jeg mistænkt for at stjæle? Den ene, en smuk mørkhåret pige med et clipboard i hånden, kom til sidst over og spurgte om hun kunne hjælpe med noget. “Just looking around…”, fik jeg fremstammet og smilte tilbage til hendes storsmilende mandlige kollega bag hende. -Gosh, han var lækker! - Hun fortsatte “Where are you from?” “Øh, Denmark.”  “No, where do you live?” “ØH, Denmark!” Musikken havde måske overdøvet mit første svar.

Men så kom forklaringen på hvorfor de havde fulgt efter mig. De to var managers i forretningen og ville gerne have mig som model for forretningen. Mig! De synes jeg passede helt perfekt ind, men at jeg desværre skulle være amerikansk borger for at arbejde der. WHY WHY WHY! Stemmerne skreg indvendig, samtidig med en hvis rødmen tog plads i mine kinder og et smil på min læber. Måtte beklage og endte i stedet med at blive fulgt af dem gennem forretningen til kassen hvor jeg endte med at købe to skjorter. De fik ekspedienten til at spørge endnu engang. “Are you sure you are from Denmark?” Ja desværre, var jeg ved at tilføje. Men gik fra forretningen med det største smil på læberne og med selvtilliden helt i top. Tænk at A&F(!!) ville have mig som model.

Næste aften var vi alle fire i byen på en af Manhattans kendte dinnerclubs, hvor stemingen var helt i top. Et lækkert måltid blev afløst af stærke drinks og opløftet humør. Den lune sensommeraften hang over os og lækre mænd stod tæt foran den travle bar. Selv stod en ven og jeg og snakkede med en fyr, der faktisk skulle til København om et par uger, da jeg blev prikket på skulderen. En fyr stod med et stort kamera i hånden og spurgte om han måtte tage et billede af mig. Lettere beruset og med en hørelse nedsat af musikken, fangede jeg ikke rigtig hvad han ville og endte vist med at smile til ham og vende fokus tilbage til amerikaneren, der dog bare kiggede på mig med et kæmpe grin “You don’t wanna say no to HIM!” Okay, smilte igen til fotografen, der forklarede lidt tydligere at han tog billeder til en kendt “night-out-in-New-York-blog” og sagde et navn, som tydeligvis var kendt for de amerikanere vi stod og talte med. Og at han gerne ville have lov til at tage nogle billeder af mig til den blog, fordi han syntes jeg havde en flot krop. Lidt efter blev vi blændet af blitz og en god portion flovhed og ydmyghed tog plads i mig, så de vilde poseringer og store smil blev det ikke til. Dog virkede han tilfreds da han viste det lille display på kameraet til de andre.

Men endnu engang kom jeg hjem med selvtilliden helt i top. Og så kan nogen ikke forstå at jeg synes New York er fantastisk. Dér er komplimenter en naturlig ting og ikke mindst at tage imod dem med uden at stolthed.

-Har efter at være returneret til DK snakket med fotografen, der gerne vil prøve at fotografere mig mere seriøst næste gang jeg kommer til NYC….

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg ér kommet hjem igen, men de kommende dage vil følge nogle få indlæg fra turen. Ikke så meget, da indlæggene om NYC er skrevet de tidligere gange jeg har været derovre, men i stedet om nogle af de mindre/større ting og indtryk jeg oplevede i byen over dem alle.

Der er mange kendte lokaliteter og seværdigheder i New York. Steder der SKAL ses når man nu er derovre. Empire State Building, Times Sq., Frihedsgudinden, 5th Ave, Wall st., Central Park for bare at nævne nogle af de steder der helt sikkert trækker mange turister. Selvfølgelig skal mange af de ting også ses, men for virkelig at mærke New York er det ikke nok bare at se de kendte steder. Derimod gælder det om at komme ud og opleve byen. For virkelig at mærke energien i byen. Noget der er mindst lige så vigtigt ved den by.

Følg strømmen, lad dig føre hen hvor du måske ikke lige havde regnet med. Gå ned af de smalle mørke trapper med de mørkegrønne gelændere og bevæg dig rundt i subwayens underjordiske verden. Bland dig med newyorkerne og hop ind i den vogn med allerflest mennesker. Kom tæt på og oplev stemningen dér tidligt om morgenen eller først på aftenen når kontorerne lukker. Tag et stop længere end du skal og gå tilbage af veje du måske ellers ikke havde set.

Gå på gaden og mærk imødekommenheden og gæstfriheden. Den medfødte hjælpsomhed og smilene du møder på store og små gader. Tag snakken med newyorkeren der tilbyder sin hjælp. Måske han eller hun har et endnu bedre tip, end det sted du ikke kan finde på kortet. Tag væk fra Manhattan. Over på den anden side af floderne. Besøg steder som Williamsburg og Brooklyn og oplev den store forskel fra Manhattan. - Et indlæg kommer om netop dét.

Gå en tur i parkerne. Hav tiden til at sæt dig på en bænk, tag forkosten der og oplev hvordan parkerne summer af liv. Tag i Washington Sq Park og mød de mange studerende fra det omkringliggende universitet. Madison Sq Park hvor folk fra de omkringliggende kontorer og forretninger mødes til frokost under de høje træer. Central Park om søndagen hvor en stor del af newyorkerne også nyder den friske luft med forskellige former for sport. Find pladsen for enden af The Mall, hvor rulleskøjteløbere i alle aldre danser ud og ind mellem hinanden. Gå en tur på The High Line og nyd udsigten over Meetpacking og Hudsonfloden. Stedet hvor lokale kærestepar slapper af på på solbænkene i hinandens arme.

Rundt om i byen vrimler det med excentrikere, men lad den danske ånd blive i Kastrup og nyd i stedet det rum der også er til den slags typer i New York. Smil ved synet af dem i stedet for at rulle øjne. Oplev manden der kickbokser træerne og luften i Central Park. Eller pigen der sidder i tylskørt og bare bryster og råber af en optrædende gruppe på den anden side af gaden, fordi de stjæler hendes “kunder”. Manden der danser ned gennem gaden i Soho, men hvor bilerne kører udenom i stedet for at forstyrre. Tossen der står på fortovet og råber og skælder ud på flere personer kun han selv kan se.

Oplev New York! Oplev hvad der ligger bag facaderne der skinner så flot i solen. Gå væk fra de kendte gader og lad byen kom ind under huden. Lad byen føre dig. Den ved bedst hvad der er værd at vise frem. Det er ikke altid det der står i turistbøgerne. Tværtimod.

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg ér kommet hjem igen, men de kommende dage vil følge nogle få indlæg fra turen. Ikke så meget, da indlæggene om NYC er skrevet de tidligere gange jeg har været derovre, men i stedet om nogle af de mindre/større ting og indtryk jeg oplevede i byen over dem alle.