Sad med en af kærestens niecer og pjattede i sofaen, da min svigermor kom ind i stuen og smilte ved synet, af hendes barnebarn storsmilende i mine arme. “Hvis I får børn, bliver jeg så farmor eller mormor?” Spørgsmålet overraskede mig. Var det en hentydning til rollerne i vores forhold eller en ønsketænkning udtrykt gennem et spørgsmål. Mit svar blev at hun selvfølgelig ville blive farmor. Mormor er vel biologisk umuligt. “Jeg kunne godt tænke mig at blive farmor” svarede hun med det største smil.

Snakken mellem svigermor og mig fortsatte omkring hvorvidt kæresten og jeg gerne vil have børn. Et spørgsmål kæresten og jeg selv tog allerede på første date. Han vil ikke have børn og jeg vil vildt gerne have børn. Ærgrelsen i hendes øjne fortog sig lidt, da jeg fortalte at kæresten dog er blødt lidt op i forhold til børn siden vores første date. Men derfra til at få ham overbevist om at børn er en god ide, er der dog nok endnu et stykke vej.

At få spørgsmålet om mulige børnebørn og mærke presset på skuldrene fra forældre med bedsteforældredrømme, er noget der i min verden altid har været forbeholdt dem, der har været ældre end mig og i solide forhold. Om ikke andet dem med muligheden for at få børn. Jeg har trods alt en seksualitet der gør oddsene lidt dårlige. Men dér sad jeg i sofaen og var pludselig røget i den kategori, med en svigermor med et smigrende smil og drømme i øjnene.

Drømmende svigermor eller ej, så ér børn et spørgsmål jeg forholder mig til. Ikke mindst nu emnet blev bragt på banen igen. Mit ønske om en dag at selv at få børn er stort, men samtidig kan jeg heller ikke undgå at forholde mig til realiteterne. Og på dén vej er kærestens modvilje nok det mindste bump. Så længe det ikke er realistisk at drømme om at få lov til at adoptere i Danmark, tør jeg ikke gøre drømmene for store. Ved godt en adoptionslovsændring netop har fået flertal i Folketinget, men derfra er der stadig lang vej.

At få et barn på naturlig vis er ikke en mulighed. Af gode grunde. Og jeg ønsker ikke at omgå lovgivningen for at få mit store ønske opfyldt. Så hellere være realistisk og glædes hvis en mulighed pludselig åbnes for mig. I stedet vil jeg gøre meget for at de børn der kommer til hos nær familie og nære venner, skal vide at jeg er der. Sørge for at få et godt forhold til dem, og på den måde stadig være beriget med børn i mit liv. Ikke mine egne, men forhåbentlig nogle stykker jeg kan komme til at spille en vigtig rolle for. Er allerede lykkelig ved tanken om mine to “nevøer”, der har haft en særlig plads i mit hjerte i snart fire år nu. Men der er plads til flere, og der vil nok også altid være en ledig plads fyldt med en smule håb. Drømme kan trods alt ikke slukkes helt.

-Gad vide om min mor også har haft fat i kæresten?

Er en bog fyldt med bestialske mord, en syg mands værk? Forfatteren Frank, hovedpersonen i Mikkel Birkegaards nye thriller, bliver beskyldt for at være syg i hovedet, med de mord, fantasier og bevæggrunde han beskriver i sine romaner. Vanviddet omslutter for alvor Frank da en læser begynder at levendegøre Franks bøger, ved at efterligne de voldsomme mord deri.

Birkegaard åbner endnu engang bøgernes univers op for læseren i thrilleren “Over mit lig”. Denne gang i højere grad med fokus på personen bag, der skaber dette univers for læserne. Nemlig forfatteren Frank, der flere gange bliver fanget i spillet om grænsen mellem fantasien og virkeligheden. Fordi netop fantasien og virkeligheden pludselig er én og samme, med en masse bestialske mord og et spændende kapløb med ordenes betydning til følge.

Fordi bogen er så fængende og levende beskrevet, sad jeg flere gange med en følelse af ubehag i halsen og lyst til at klappe bogen sammen, i håb om at blodet ville stoppe med at løbe hen over siderne. Smerterne kunne næsten mærkes på min egen krop, men alligevel var der noget der drev mig til at læse videre, trods smerten måske ville fortsætte. - Sygt? Måske.

Baggrunden for Franks umiddelbare måske syge tankegang, bliver trukket frem i historien, så nærværet kan mærkes, og vigtigheden deraf bliver mere tydelig for hver side der vendes. At følge tankerne bag det, at skabe en roman og lade fantasien få frit løb med risiko for at blive fejlanalyseret, giver følelsen af at få et lille indblik i Birkegaards eget univers. Forfatterens univers. Hvilket gør bogen endnu mere interessant og anderledes, end så mange andre efterhånden trivielle krimier.

Om Franks arbejde er en syg mands værk, som det diskuteres i bogen, kan så føres videre på om det i virkeligheden er Birkegaard selv, hvis tanker er skræmmende. Fordi han har formået at skabe Frank og skrive “Over mit lig”. Uanset er der flere af de omtalte bøger i bogen, jeg godt gad læse i fuld udgave, bestialske og modbydelige eller ej. Allerhelst fra Birkegaards hånd.

Trækker den svedige undertrøje over hovedet og hopper ud af træningsshortsene. Sætter tommeltotterne i hver sin side af underbukserne, men lader dem alligevel være et kort øjeblik ekstra, kigger mig over skulderen, før jeg også trækker dem af.

Det er egentlig ikke fordi jeg var blufærdig, at jeg havde et kort øjebliks betænkninger ved, at smide tøjet efter træning for at komme i bad. Oftest gør jeg det med største naturlighed og afslappethed. Men som så mange gange før da jeg kiggede rundt i omklædningsrummet, stod størstedelen af de øvrige stadig med deres underbukser på i badet.

Hvilket kan virke mærkeligt, men hvis man som jeg træner på Nørrebro er mange af de øvrige trænende af anden etnisk herkomst og ikke mindst anden religion. En religion der eftersigende gør at de ikke må vise deres underliv, og derfor går i fællesbadet med underbukserne på. Fred være med det. Det kan jeg ikke blive provokeret af. Kan kun tænke at det må være besværligt at vaske sig ordentligt.

Men hvis jeg står i badet sammen med ti i underbukser, kan jeg nogle gange godt føle mig meget nøgen, når jeg så står i bar røv. Eller føle at jeg også burde tage de rene underbukser på med håndklædet om livet. Fordi jeg i et forum hvor nøgenhed normalt ikke er noget tabu, pludselig er den eneste der reelt ér nøgen. Samtidig kan jeg nogle gange godt blive i tvivl om, om jeg måske overskrider nogle af deres grænser og religiøse værdier, ved at gå nøgen rundt foran dem. Tanker jeg vælger ikke at lade begrænse mig, men derfor er det alligevel interessante tanker. Hvor meget respekt skal der udvises? Hvis man pga. sin religion har et særligt forhold til det at være nøgen foran andre end en ægtefælle eller kæreste, må et dansk omklædningsrum til tider kunne virke intimiderende, en anelse blufærdighedskrænkende og meget frisindet.

-”Du skal!”

-”Nej, du skal!”

-”Please, vil du ikke nok?”

-”Nej, gør det nu bare…!”

-Bedende øjne.

-”Nå.”

Sad med mobilen og den åbne hjemmeside imellem os. Kæresten ville have mig til at ringe til hotellet i New York. Jeg synes det var en bedre ide at han ringede. Men hver gang sagde han bare “Nå.” og gik så igang med noget andet. Med mig siddende tilbage med telefonen i hånden og en viden om at jeg egentlig lige så godt kunne ringe som han kunne.

Alligevel ville jeg ikke. Som en anden pige der ikke tør gå på toilettet med kæresten indenfor en radius af 500 meter, brød jeg mig ikke om at skulle tale engelsk i telefonen foran kæresten. Han taler engelsk på jobbet hver dag, så han har nemt ved det. Jeg kan også sagtens tale engelsk og plejer ikke at være nervøs for at snakke, men præstationsangst overfor kæresten fik stemmebåndet til at lave akrobatik.

Jeg kan sagtens selv se det åndssvage i det, hvilket også udløste flere nervøse lattersammenbrud i aftes. For helt ærligt, jeg er ikke teenager længere. Men selv da jeg sad med nummeret indtastet på mobilen, med talen gennemprøvet i hovedet og kæresten en smule distraheret med andet, endte jeg med at lægge mobilen fra mig igen. Turde ikke. For hvad nu hvis personen på den anden side af Atlanten synes jeg lød som en klaphat.

Endte med at vi slet ikke ringede. Hurra for stædighed!

Da jeg trådte ind gennem døren til den lille boghandel i Marais, var det fordi jeg var kommet tilfældigt forbi, og altid nyder at kigge på bøger når jeg rejser. Specielt store fotobøger, kunstbøger og rejsebøger. Der var bøger over det hele, liggende på gulvet i bunker, på store borde og tæt presset sammen i reolerne.

Da jeg begyndte at bladre i bøgerne og samtidig kastede blikke rundt i den imponerende forretning med bøger fra gulv til loft, begyndte nogle billeder fra hukommelsen at blande sig med de nye billeder. Opslugt af de smukke billeder i bøgerne, fortsatte jeg rundt i bøgerne, men stadig ulmede noget i baghovedet som tog mere og mere form.

Billederne i en af fotobøgerne viste kunstneriske sort-hvid-billeder af nøgne mandekroppe, og pludselig trængte tankerne i baghovedet hurtigt frem og forvandlede omgivelserne. Bunkerne af bøger ændrede form, bogryggene rettede ind så linjerne var pænere og solskinnet udenfor blev erstattet af regndråber på markisen. Jeg selv stod som 16-årig, lidt splejset og med en teenagers usikkerhed og bladrede i en stor fotobog.

Bogens sider viste nøgne kroppe, specielt mandekroppe i atletiske positioner med lyset legende over kroppenes kurver, muskler og former. Billederne vækkede nye følelser i mit 16-årige jeg. Følelser der spredte en særlig varme i kroppen og startede en nysgerrighed, der fik fingrene og øjnene til at bladre hurtigere og hurtigere gennem bogens mange billeder. Med generthed og en følelse af at gøre noget forkert, hvilket sikkert farvede mine kinder, slugte jeg billederne, med et hurtigt blik over skulderen ind imellem.

Da jeg endelig forlod forretningen, var det med en nyfunden verden i tankerne og med en nysgerrighed der kun ville have mere. En nysgerrighed og en lyst der sidenhen er blevet udforsket, udfordret og udlevet.

Nu stod jeg igen der i forretningen med en lignende bog i hånden, en mandlig kæreste i hjertet og et afklaret jeg i sindet. Den våde foråsdag dengang i Paris var forlængst skubbet bagud i minderne, men som jeg stod der og tænkte tilbage blev dagen skabt igen, som var det sket dagen før. Mindet skabte smil på mine læber og en hvis form for taknemmelig var efterladt i kroppen, da jeg igen gik ud af den lille boghandel i Marais.

Efter et par uger med dalende humør, stille tårer og tanker i alle retninger. Tanker ofte præget af frustrationer, irritationer og sorte skyer. En hovedpine som en konstant trykken og krampe i mundvigerne i forsøget på at holde dem oppe i et smil. Endelig tog jeg bladet fra munden forleden, overfor kæresten, så det der skulle være en rolig aften på sofaen blev til en flere timers snak.

En lille ting startede møllen og de mange tanker i hovedet blev trukket frem fra deres skjul. Tanker om mig, om ham, om os, om livet, om fremtiden. Det blev en snak med tårer, rystende stemmer, hævede stemmer og vrede. Styret af frustration, nervøsitet, opgivenhed, overgivelse og indrømmelser. Men samtidig med latter, smil, kærlighed og kram som tiltrængte luftpauser ind imellem.

Tonen sluttede i kærligt leje og med kærestens trygge arme omkring mig. Kærligheden fyldte rummet og fortrængte de mange negativiteten fra lejligheden. Fra mig. Lettelsen tog plads i kroppen og den sidste uge har humøret igen været i top, smilet ægte, glimtet i øjet tilbage og hovedet let. Trykket er blevet taget, som en oppustet ballon der får lukket lidt luft ud, inden hinden brister med et brag. Jeg nåede heldigvis, at komme ud med nogle af alle tankerne før det endte i et brag, og står nu med en rar og let følelse i kroppen. Kærligheden får igen frit spillerum og glæden ved mange ting er igen synlig.

Var afsted med fem piger, så valgte flere gange at gå på egen hånd rundt i Paris. Ikke kun for at undgå for mange vintage- og kvindetøjsforretninger, men også fordi jeg godt kan lide at opleve og indsnuse byen for mig selv. Er vild med at være på tomandshånd med en ny storby.

Da jeg sagde farvel til pigerne og efter få sekunder mærkede friheden, blev jeg ét med byen. Kom ind i tempoet og gik raskt ned ad gaderne. Selvom jeg ikke havde været der i ti år, var det som om jeg vidste hvilken vej jeg skulle. Ellers viste Paris vejen. Hele tiden så jeg kom ind i små gyder bag de mest befærdede gader, stødte ind i skønne detaljer ved byen og fik stemningen ind under huden.

Nogen vil måske synes det er en anelse underligt eller excentrisk at have lyst til at gå rundt alene, men det er dér jeg føler jeg oplever allerbedst. Med ro til at opleve byen og stemningen. Jeg nyder at byen er det eneste selskab, så tiden er styret af en dialog mellem byen og mig. Ikke andres ideer, indblanding eller lyster. Men udelukkende styret af hvor intuitionen og strømmen fører mig og hvad byen vælger at vise mig. Sådan føler jeg at får atmosfæren bedst ind på kroppen.

Når man går alene ligner man heller ikke for meget en turist. Hvilket også kom til udtryk ved de utallige gange jeg blev stoppet og spurgt om vej. Hver gang måtte jeg forsøge på engelsk, at forklare at jeg desværre ikke var fra byen. Desværre! Men hver gang gik jeg videre med en følelse af at være meget “Paris”. Tænk at blive taget for at være pariser.

Da jeg sad på græsset i en af parkerne med min frokost og en bog i skødet, hørte jeg pludselig på dansk “Ham har vi set før!” Ville ønske at jeg ikke havde kigget op, men af ren refleks på det danske sprog gjorde jeg det alligevel, og en dansk gruppe af unge der havde siddet i samme kupe i toget fra lufthavnen, gik på stien foran mig. Da de så jeg reagerede, farvede rødmen ansigterne. “Ej, han er dansk!” Jeg smilte bare og kiggede ned i bogen igen. Bliver altid lidt ærgerlig når jeg møder andre danskere på mine rejser. Det river mig ud af det univers jeg skaber mellem byen og mig selv. Universet hvor jeg ér en del af byen og ikke kun gæst.

Gåturen gennem Marias, førte mig rundt i små gader med selvstændige butikker, hyggelige caféer, modeshow i gaden og farvestrålende forretninger med regnbueflag i vinduerne. Marais er Paris’ bøssekvarter, og som det ofte er i de kvarterer, så var der også fuld knald på i Marais. På caféerne sad mænd og kiggede indiskret når jeg gik forbi. I gaden kom mænd gående hånd i hånd, og den lykkelige følelse ved at gå rundt i Paris, blev til ekstra varme ved dét syn. I det hele taget fik den konstante tilstedeværelse af kærlighed, hjertet til at smelte gang på gang. Flere gange skulle jeg tage mig selv i, ikke at komme til at stå og stirre med læber i bevægelse, som var jeg selv med i kysset. Den fuldstændige naturlighed omkring det at vise kærlighed, skabte en romantisk atmosfære i byen, der fik fuglenes kvidren over tagene til at lyde endnu mere fortryllende.

Med Paris i blodet satte jeg mig i solen på en af de mange fortovscaféer, med et iskoldt glas hvidvin. For at hvile fødderne og for en stund at lade byen fare forbi mig. Samtalen med Paris fortsatte i et nu roligere tempo.

Efter at have sagt farvel til veninden i aftes, cyklede jeg glad videre og tænkte at jeg lige kunne ringe til min mor. Ved godt man ikke må cykle og tale i mobil samtidig, meeen den regel gælder da kun folk der ikke kan finde ud af at cykle. Ikk’?

Med vind i håret og mor i øret cyklede jeg gennem Nørrebro. Pludselig spottede jeg politibil lidt længere fremme og angsten for en bøde satte en masse igang. Uden at sige farvel forsøgte jeg at komme mobilen i lommen, at bremse cyklen og køre ind til siden samtidig. Gik ikke!

Jeg så himmel, cykel og til sidst asfalt. Endte i en stilling som ville kunne gøre enhver akrobat misundelig, med cyklen i en lige så kunstnerisk stilling ovenpå. Efter at have konstateret at jeg trods alt stadig var levende, kiggede jeg op. For at kigge ind i en hvid bil. Straks stod jeg på benene med smil og overskud, der gerne skulle skjule smerterne flere steder på kroppen. I bilen sad to politibetjente og smilte. “Er du okay?” Ja ja løj jeg, og håbede at stemmen ikke rystede for meget. “Hvad skete der?” Kiggede nervøst efter mobilen der lå blinkende, med mor i displayet, på asfalten lidt længere fremme. Havde de virkelig overset den lysende genstand der må være fløjet foran mig i styrtet? Prøvede med bedste skuespillerlatter og blottede tænder. “Jeg ved det virkelig ikke!” Alle eventuelle tilskuere bag mig må have rullet øjne. Ville jeg selv have gjort hvis jeg ikke stod foran politiet.

Hurtigt fik jeg samtalen afsluttet, mobilen diskret samlet op og cyklede rystet videre. Nu kunne jeg tage mig til knæet, skulderen, albuen og håndfladerne, der alle dunkede faretruende. Dog var jeg mest nervøs for min spritnye læderjakke. Hvis den var revet i stykker ville jeg tude.

Ironien i hele episoden fik mig til at grine højt. Hold kæft hvor kikset! Men så kan jeg da lære at overholde loven. Hvor heldig har man lov at være, først at overleve styrt, men så også at overleve politiet. Man skulle så tro at lektien var lært på den hårde måde. Men nej nej, min hjerne fløj vist ud i styrtet. For lidt efter var jeg igen at spotte på cykel med min mor i øret. Skulle da lige afslutte den afbrudte samtale.

Pladsen foran Louvre myldrede med liv og kun den store glaspyramide stak op gennem menneskemængden. Biler suste forbi og undgik kun med nød og næppe letsindige turister på vejbanen. Besøg ved den berømte bygning blev foreviget med kameraer overalt på pladsen, hvor positioner blev taget foran smukke baggrunde. Formiddagssolen lagde stadig halvdelen af pladsen i skygge, men stadig så bygningen imponerende ud. Sollyset nåede til gengæld fint den lille Triumfbue, der lyste klart op for enden af pladsen.

Det store smukke parkanlæg foran Louvre var langt mere stille, hvor turister og parisere roligt gik rundt og nød det grønne græs, de farvestrålende blomster og den allerede varme sol fra oven. Den guldbelagte top på Obelisken på Place de La Concorde lyste stærkt i den kraftige sol og selv på afstand gav denne spidse lysende top et nærmest helligt indtryk, så øjnene blev låst af det betagende syn.

Gik ned mod Seinen, hvor roen for alvor gjorde sit indtog. Stilheden fyldte det nedsænkede rum omkring floden, med de små stier og træer langs med floden. Storbyens tilstedeværelse var dog hele tiden en bevidst ved den svage summen fra de travle veje omkring floden. Under en bro stod en saxofonist og tilførte den lune dag endnu flere varme toner. Akustikken under broen gav musikken guddommelig klang og efterlod en helt ubeskrivelig følelse af lykke i kroppen. Flere steder langs vandet sad andre musikanter og spillede. Som om den smukke sensommerdag ikke kunne holde dem fra at dele deres lykke med de forbipasserende.

Solen gav genskin i de små bølgetoppe, prammene der langsomt gled op ad floden, skabte. De friske men lune vinde legede i de grønne blade på træerne, og fik hårene på de bare arme og ben til at kilde let. Satte mig på en bænk i solen og lod bare byen og varmen trænge ind med alle sanser der kunne aktiveres. Nød den smukke arkitektur og de mange fantastiske detaljer på husene langs floden. Morede mig over de handlende ved de utallige mange små træboder langs floden. Smilte og nikkede til andre smilende forbipasserende. Prøvede mit bedste “Bonjour”.

Livet i Paris blev mærket med fuld udblæsning i det levende Marais, hvor gaderne var smalle mellem de små huse og mennesker gik hurtigt ud og ind mellem hinanden, som et skuespil for de siddende ved de mange hyggelige fortovscafeer. Shoppingposerne fyldte godt alle steder, og stilletter på brostenene klikkede næsten i takt med de larmende mælkesteamere på caferne.

Med trætte føder og en duftende kaffe i hånden tog jeg plads på plænen på Place des Vosges. En utrolig smuk park omringet af huse med lange buegange ud mod pladsen, hvor restauranter, gallerier og små butikker har fundet plads. Parken summede af glade stemmer og overalt glimtede smil-blottede tænder i solen. Grupper af studerende der benyttede sig af muligheden af at læse udenfor, enlige der der sad med lukkede øjne og nød solen og forretningsfolk i jakkesæt og bare tæer, der indtog frokosten i solen. Smed selv skoene, fandt min bog frem og nød solen, kaffen, stemningen, og indtrykkene fra de første timer i Paris. Nød det fantastiske åndehul i det ellers travle Paris.

Solens lune stråler bagte på den nøgne overkrop, de hvide sider i den åbne bog i skødet blændede og vinden fik træernes blade til at rasle mod hinanden. Den sødlige duft fra de hjemmerullede cigaretter, i munden på drengene på bænken ved siden af spredte sig i luften, i takt med at smilene bredte sig på deres læber jo flere inhaleringer de tog. Glade samtaler i alverdens gloser fulgte vindene rundt i parken og truede med at overdøve roen fra fuglenes sang.

Selv sad jeg med solbrillerne på, på en bænk og lignede en der læste i sin bog. I virkeligheden kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Alle andre steder end på sidernes sorte tegn. På ting jeg har gjort og på ting jeg ikke har gjort. På ting jeg burde og ting jeg ikke burde. På fortiden, fremtiden og nutiden. Livet og dets mening. På kærligheden og på forventningerne dertil. Drømme og fantasier. På udmattelsen og bekymringerne. På de glade stunder og de lykkelige grin.

Pludselig voksede klumpen i halsen, panikken i blodet og trykket i øjenkrogene. Store spørgsmål trak sig som mørke skyer, ind foran solen og kastede skygger over denne måske sidste sommerdag. Kunne ikke holde det smukke og glade omkring mig ud. Gemte i stedet øjnene bag solbrillerne og vendte ansigtet op mod solen. Mærkede vandet stille sive ud mellem øjenlågene. Tankerne var der ikke længere styr på. I stedet fik de frit løb rundt i hovedet og pressede sig på bag læberne for at komme ud som skrig.

Blev bange for mig selv og tog stille flugten tilbage til bogen, men da bogens indhold ligeledes begyndte at kaste rundt med tankerne, opgav jeg og forsvandt fra solen. Kunne ikke holde ud at sidde i alt det jeg burde være så taknemmelig for, med tanker der i den grad destruerede det hele. Hvis tankerne ikke holder op ender jeg med at smadre livet for mig selv. Gid man nogle gange kunne slå hjernen fra og bare lade være med at tænke så pokkers meget over tingene.