Vi var tydeligvis ikke de eneste, der havde fået den ide at tage i Tivoli i fredags, for at høre Nik og Jay. - Var de i grunden ikke gået fra hinanden? Foran hovedindgangen stod folk rigtig tæt selv om vi, synes vi selv, kom i rimelig god tid. Med vores årskort i lommen tog vi plads i køen og tænkte at det måtte gå stærkt med at få folk igennem. Det er vel ideen med årskort.

Alligevel blev vi snydt. Ikke bare snydt, men endte med at stå tilbage med en følelse af at være blevet røvrendt af Tivoli. Få meter foran os lukkede de køen af, med begrundelsen at der var for mange mennesker, og derfor ikke kunne lukke flere ind. Det pudsige i det var bare, at køen for betalende gæster fortsatte med at rykke fremad i endnu 10 min, før der også blev lukket af med gitter dér. Men selvfølgelig, Tivoli har lige præsenteret et underskud, så der er mere at tjene ved at lukke dem med årskort - der forlængst har betalt - ude, og så lade dem der lægger penge gå ind. Ovenikøbet ekstra penge nu entreprisen har fået vokseværk omkring fredagsrock-koncerterne.

Problemet er slet ikke at de lukkede portene med begrundelsen, at der var for mange mennesker. Den slags regler skal selvsagt overholdes. Men det var den åbenlyse forskelsbehandling der fik sindene i kog hos de mange ventende. Forståeligt nok. Det er ærgerligt at Tivoli, med ry som grisk pengemaskine, kun kaster yderligere brænde på dét bål. De 10 minutters ekstra billetindtægter redder nok ikke Tivolis dårlige økonomi, det ved jeg godt, men derfor virker det også bare endnu mere latterligt, at håndtere situationen som de gjorde i fredags. Signalværdien er uundgåelig negativ.

Med håb om at slippe ind, blev vi sammen med en del andre stående i køen, og så på de mange mennesker der gik ud af haven. Tænkte at der efterhånden måtte blive plads. Da der efter en halv time og en udvandring på et par tusind mennesker, stadig ikke blev åbnet op, blev en vagt spurgt om grunden til ikke at slippe de 50-100 mennesker i køen ind. Skylden blev kastet på Københavns Brandvæsen, der eftersigende sagde at der ikke måtte være flere i haven. Næste spørgsmål var så om de mange der var gået ud af haven siden portene blev lukket, så egentlig ikke havde været der “ulovligt”. Det blev der ikke svaret på.

Vi valgte til sidst at forlade cirkuset og støtte byens barer i stedet. Stadig søgende efter fordelen ved at købe et årskort til Tivoli.

Den trange plads efterlod ikke mange tomme stole i baren. I stedet fik vi et lille hjørne af baren hvor vi så i stedet kunne stå. Det vigtigste var at bartenderen kunne komme til at severe for os. Egentlig burde jeg være taget hjem allerede dér, velvidende at det var arbejdsdag i dag, men det var lige så hyggeligt, så en enkelt øl kunne jeg godt gå med til. Set i bakspejlet skulle jeg nok heller ikke have sagt ja til dén øl. Men sjovt var det.

Da den første øl var ved at være i bund og jeg egentlig gjorde klar til at smutte hjem, kom et par jævnaldrende fyre over til os. Den ene spurgte hvor jeg var fra. Jeg svarede med største naturlighed Nørrebro, men det ville han ikke tro på. I stedet sagde han at jeg var for smuk til at være fra København. Så smukke mennesker fandtes kun i Jylland. Og at han ville have set mig hvis jeg boede i København og kom i miljøet. Så smuk en fyr kunne han ikke overse. Det var da vildt smigrende at han åbenbart synes jeg var så smuk, men må indrømme at jeg på det tidspunkt stadig var så fornuftig - ædru - at jeg egentlig bare ville hjem, så kunne ikke helt overskue hans tale. I stedet begyndte jeg at lægge an til at køre hjem, men pludselig var baren fuld af store fadøl. Fyren rakte en af dem til mig “Du kan ikke køre når jeg har købt øl til dig.” “Jeg har også købt til dine venner.”

Jeg kunne ikke rigtig være andet bekendt, så tog imod øllene og skålede smilende med dem alle. Sendte indforståede desperate blikke til vennerne der stod storgrinende bag fyren. Allerede ved første kølige tår var jeg nok godt klar over at det ville ende galt. Endnu en god ven med veninde sluttede sig til os, og flere og flere tomme øl- og shotsglas begyndte at fylde baren.

Fyren blev ved med at snakke om hvor smuk jeg var. Da han begyndte at kalde sine venner over for at spørge dem om de ikke også synes jeg var smuk, synes jeg det begyndte at blive underligt og egentlig også for meget, men alkoholen i blodet bevirkede at jeg ikke rigtig gjorde noget ved det. Humøret var højt og vi grinte af det hele.

Han fortsatte og sagde at alle i lokalet lagde mærke til mig. Ikke mindst fordi jeg havde “flirtet med dem alle.” Da udbrød jeg vist et ret højt “Hvad?!” Det var det mest vanvittige jeg længe havde hørt. Havde da stået sammen med mine venner hele aftenen, når jeg altså ikke lige snakkede med ham. Vidste knap nok hvem der ellers var der. Han mente at det var mig som person. Det var hele mit kropssprog, mine øjne og mit blik. Jeg sendte store spørgende øjne mod vennerne og bad om deres hjælp til at stoppe det vrøvl, men de gav i stedet fyren ret og sagde at jeg altid formåede at tiltrække opmærksomhed. Så jeg flirter åbenbart ved bare at være mig selv. Jeg ved godt at jeg flirter, men mente egentlig at jeg selv havde ret godt kontrol over hvornår. Men hvis man også er flirtende ved bare at være fuldstændig sig selv, så er det godt nok svært… Kan man godt ubevidst være flirtende?

Nærmest bange for at åbne øjnene, af frygt for at få øjenkontakt med andre end vennerne, drak vi livligt videre. Sambucca blev antændt i mundene og slugt med en meget varm hals til følge. Flere shots kom til og gulvet begyndte at danse endnu mere under os. Til sidst indtraf der dog en smule fornuft og vi besluttede os for at gå. På vejen ud mødte jeg igen fyren, der spurgte hvordan man kunne komme i kontakt med mig. Om jeg havde et nummer man kunne ringe til. “Ja, men min kæreste vil nok sætte pris på at jeg ikke giver det ud.” “Kæreste?!” Skuffelsen i ansigtet på ham var så tydelig at jeg næsten fik ondt af ham. Men jeg havde da ikke lovet ham noget.

Cykelturen hjem kan jeg ikke huske og da jeg vågnede i morges på sofaen med et tæppe over mig, var det sidste jeg havde lyst til, at tage på arbejde. Hvorfor er det ikke muligt bare at tage én enkelt øl. Det er da utroligt! Og nu sidder jeg igen og samler kræfter til at skulle til fest.

-Tror jeg tager solbriller på, lader skægstubbene være og ugler håret. Så kan det da være jeg ligner en ikke-flirtende københavner.

Jeg blevet stillet en opgave af Ajep - en tag-runde -, hvor jeg dejligt udansk skal se på ting ved mig selv jeg er glad for. Fem ydre og fem indre. Herligt at blive tvunget til at kigge i spejlet og se på hvad man er glad for, i stedet for altid kun på det man er utilfreds med. Så hvis du er almindelig dansk jantelovsslave og ikke kan lide folk der roser sig selv, så find brækposen frem eller klik væk fra bloggen.

For at starte mere alvorligt, så starter jeg med de indre:

1.

Noget som for mig er en særlig gave. Noget der er plantet i mig som et vigtigt fundament, der har skabt den person jeg er i dag. Det er dét fundament der gør at jeg har fire punkter mere at fremhæve. Den største gave mine forældre nogensinde har givet mig. Nemlig den opdragelse og opvækst de har givet mig. Den faste grundpille jeg stadig ofte støtter mig til. De værdier jeg stadig lever efter i dag. Den tryghed der har givet mig plads til at skabe min egen idenditet.

2.

Med opdragelsen som fundament skabte jeg for nogle år siden et træk jeg selv er lykkelig for. Nemlig min kærlighed til livet. At jeg er kommet fra at være konstant negativ og så sort på livet, til i dag at elske livet mere end noget andet. Fik et nyt syn på livet og lever i dag mere i nuet end nogensinde før. Efter grundreglen, hellere at ville fortryde noget gjort end noget fortryde noget ugjort. Forsøger at få så meget af det gode og sjove med som overhovedet muligt, og så undgå det kedelige og sure så længe som muligt. Hvorfor bruge tid på det før nødvendigt?

Det gør også at jeg stoler naivt på alt og alle. Nogle gange måske mere end fortjent, men så er lektien lært. Til gengæld giver det også mange gode oplevelser.

Jeg føler mig sund og godt tilpas. Både fysisk og psykisk. Jeg har det godt og sidder med stort overskud. Befinder mig virkelig godt der hvor jeg er i mit liv. Drømmene om mere og andet lever i bedste velgående, men alligevel nyder jeg virkelig det stadie jeg er på nu. Derfor leves livet.

3.

Min tolerance. Som i punkt 2 så er jeg måske lidt naiv når jeg møder andre mennesker, men jeg forsøger virkelig at tro på det bedste i dem som udgangspunkt. Jeg kan ikke se hvorfor vi ikke må være forskellige og har altid ment at der skulle være plads til os alle. Jeg er vild med mangfoldigheden. Da jeg var mindre tog jeg altid indvandrernes forsvar. Jeg er ikke det mindste racist og bliver dårlig hver gang en debat kører på etnicitet.

Min egen seksualitet har absolut ikke ændret mit syn på vigtigheden af tolerance. Tværtimod er jeg selv kommet i en minoritetsgruppe, og mærket på egen krop hvad det vil sige at møde intolerance. Jeg nærer virkelig et ønske om at der er plads til os alle. Men det er igen nok naivt at det nogensinde bliver en realitet.

4.

Min evne til at veksle mellem alvor og sjov. Dybsindighed og overfladiskhed. Jeg kan sagtens gøre grin med mig selv og leve op til en IQ langt under smertegrænsen det ene minut og kort tid efter være dybt alvorlig, med koncentreret tilstedeværelse.

5.

Min åbenhed og imødekommenhed overfor andre. Jeg har nemt ved at komme i snak med nye mennesker og fungerer godt socialt. Men også det, at jeg har en naturlig interesse i andre og deres liv. Jeg er heller ikke bange for at dele ud af mig selv for at hjælpe andre. Jeg tror på at evnen til at åbne op selv kan give andre luft til at gøre det samme.

Så til overfladen:

1.

Jeg kan stadig huske den dag jeg kom gående et par skridt foran mine forældre, og min mor med et glimt i øjet sagde til min far “Er du godt klar over at din søn ikke har nogen røv.” Jeg havde virkelig ikke nogen røv! Var bare tynd, tynd, tynd. Efter jeg er begyndt at træne og nok også fordi jeg er blevet ældre, er der begyndt at komme former på kroppen og især min røv er dukket frem. Til en tilværelsen med mange komplimenter. Så bagdelen blev til en fordel.

2.

Mit smil bliver altid kommenteret. Selvom jeg måske synes det fylder lige lovlig meget på alt for mange billeder, er jeg glad for at være kendt som “ham med smilet”. Hellere det end ham med de hængende mundviger.

3.

Helt klart mine tænder. Først gik jeg med bøjle - valgte af en eller anden grund altid farvede elastikker -, gennemgik tre times operation, der blandt andet indebar en midlertidig fjernet gane, permanent fjernet stykke knogle og en metalkæde hængende i munden det følgende år. Senere er tænderne blevet bleget i én lang pinefuld time. Det har været noget af en kamp, men i dag sidder de funklende hvide på stribe. Lige som de skal og de komplimenterer smilet fint.

4.

Som punkt 1 beskrev, var jeg engang meget tynd. Egentlig kunne jeg ikke selv se det, som andre kunne. Men efter jeg er begyndt at træne har jeg taget adskillige kilo på og i dag er jeg virkelig glad for og stolt af den krop jeg har opnået. Nu kan jeg godt se at det ikke var pænt sådan som jeg så ud for to år siden. Derfor ser jeg også frem til at udleve en ganske særlig drøm i næste uge.

5.

Ja, det må være…. Nej, lad os bare holde os over bæltestedet.

Det er en efterhånden gammel tag-runde, så tror bare jeg lader den ligge her. Men hvis nogen føler sig snydt og gerne vil lege med, så sig endelig til og jeg skal sende et tag afsted.

-Men måske det også kunne være sundt med en liste med ti negative ting. Det skal man vel også kunne…?

Jeg har altid forsvoret at jeg ville blive en af dem. En af dem der ville blive kærestekedelig. En af dem der pludselig overså vennerne og kun havde tid til kæresten. Alligevel har en af de gode venner den sidste tid gået og stukket til mig og kaldt mig kærestekedelig. Ikke mindst fordi han ved at han har kunne drille mig med det. Men han har også brokket sig til en fælles veninde over at vi ikke ser hinanden så meget mere. At jeg hele tiden er sammen med kæresten.

Det irriterer mig utrolig meget. Ikke mindst fordi jeg ikke mener det er en rimelig beskyldning. Bare fordi jeg ikke lever samme vilde singleliv, med fire forskellige dates per uge, behøver det vel ikke at betyde, at jeg så er blevet kedelig. Tværtimod er noget at det mange beundrer og kommenterer ved kærestens og mit forhold, den store frihed vi giver hinanden. At vi netop ikke sidder lårene af hinanden. Nogle gange bliver det bemærket hvor lidt vi hænger på hinanden og hvor uafhængige vi er af hinanden når vi skal lave noget med vennerne. Joken er nogle gange at vi skal passe på at vi nu ikke viser “for meget” kærlighed.

Den anden behøver ikke være med eller konsulteres før der laves en aftale. Hvis en af os ikke gider, skal det ikke afholde den anden fra at lave noget. Hvis den ene gerne vil lave noget uden den anden, er det også okay at sige. Når vi er i byen behøver vi ikke altid følges ad eller hænge op af hinanden. Tværtimod bliver jeg ofte når kæresten går hjem. For netop at være sammen med vennerne.

Hvis en ven eller veninde skriver eller ringer er det sjældent jeg siger nej, bare for at være sammen med kæresten. Men det er klart, man får også andre prioriteringer i et forhold end i et singleliv. Der er en særlig anden at tage hensyn til. En man ønsker at tage hensyn til. Fordi kærligheden og lysten driver en til at tage det hensyn. Fordi savnet nogle gange kan give en et ønske om at mærke kæresten arme omkring sig og kærestens læber mod sine egne. Men ligeså kan jeg også droppe kæresten en aften hvis en savnet ven pludselig vil mødes.

Kæresten prioriteres ikke nødvendigvis altid først, men lige nu er det sommer og tiden er bedre, til at se hinanden mere end normalt. Det er ikke nogen hemmelighed at kæresten arbejder meget. I perioder så meget at det har sat forholdet på prøve. Derfor nyder vi hinanden endnu mere når der er ferier og stille perioder. Det er dér vi virkelig har muligheden for det. Fordi vi har tiden og roen til det. Derfor nyder vi lige nu at være så meget sammen vi kan. Både alene og sammen med vennerne. Men vennerne er ikke glemt. Tværtimod mener jeg ikke der kan sættes så meget tvivl ved hvor meget jeg værdsætter min venner. Det både viser jeg hver dag og ofte her på bloggen. Så kærestekedelig nej, men med kæreste ja.

Luften var fuld af duften af røgelse, fra de mange ofringer overalt på gaderne, i små templer, foran små stenstatuer og på interimistiske altre. En duft der efterlod en særlig ro i sindet. En ro der omsluttede de fleste mennesker og skabte en helt speciel stemning. En positiv stemning. Religion er allestedsnærværende på Bali og jeg ved ikke om det er hinduismen der gør det. I hvert fald er det et helt andet menneske- og verdenssyn der hersker dér. En følelse af fred og tryghed hænger i luften sammen med røgelsesduften.

Når man kommer fra Danmarks næsten medfødte skepsis og i udpræget grad “mig først”-mentalitet, rammes man virkelig af den enorme forskel. Balineserne er som udgangspunkt imødekommende overfor alle og styret af en “alle-andre-først-så-mig-selv”-mentalitet. Man tror virkelig ikke der findes noget ondt i dem. For dem er åbenlyse tegn på negative eller afstandstagende følelser endda et svaghedstegn. Hvilket forklarer det evige smil der er at finde på deres læber. Smil der for hver time blive mere og mere smittende. Ligeledes gør den fredsommelighed og ro der er over alt hvad de foretager sig.

Allerede efter få timer på øen mærkede jeg den store tankeforskel. Da jeg stadig ikke havde fundet ud af deres valuta der foregår i millioner og hundredetusinder, kom jeg til at betale 300.000 rupiah - indonesisk møntfod - i stedet for 30.000 for nogle læderarmbånd. I danske kroner 150 i stedet for 15 kroner. Sælgeren så godt nok mærkelig ud da jeg lagde sedlerne i hånden på ham og gik. Men det var først da jeg en halv times tid senere stod i en anden forretning, og jeg kom til at kigge ordentlig på sedlerne, at jeg erfarede min fejl. Kæresten sagde jeg bare skulle glemme det. At de penge for længst var tabt. Troede jeg egentlig også selv. Alligevel gik jeg med meget hurtige skridt tilbage for at finde forretningen, og nåede allerede på vejen at forberede mig på diverse scenarier. Da jeg fandt sælgeren og sagde pænt undskyld, men at jeg havde opdaget min dumhed, trak han pengene op af skjortelommen og gav mig dem i hånden med største selvfølge. Der må jeg indrømme at jeg blev mundlam og lidt rørt. Det er hvad der kan kaldes tillid og troværdighed.

Men samme ånd gentog sig gang på gang. Samme fredlige stemning. Lysten til at hjælpe og behage er vildt imponerende. De undskylder når de vil hjælpe en og siger efterfølgende tak for at have fået lov til at hjælpe. En aften på en af de dyrere restauranter sagde tjeneren, da hun havde skænket vinen over en kort snak om vores besøg på Bali, tak og at det havde været en fornøjelse at få lov til at skænke for os. Dén tankegang er gennemgående og så indgroet, at man flere gange bliver pinlig. Over hvordan man selv agerer og tænker nogle gange. Over at den mindste negative tanke overhovedet kan finde vej til en selv.

Derfor tror jeg også det er sundt at møde den slags kulturer. Fordi man bliver mindet om hvordan man selv er overfor andre mennesker. Mindet om hvad et begreb som service også kan indeholde. At det også kan være givende at give andre noget godt. Lade andre tage del i sit positive livssyn, og ikke kun lade de negative tanker udfylde ens udstråling og ageren. At åbenhed og imødekommenhed giver en langt mere behagelig atmosfære, end den mere lukkede danske.

Da vi kom videre til Bangkok blev vi igen mindet om en tankegang, tættere beslægtet den danske. Måske pga. storbyens puls og barske miljøer. Der er ingen tvivl om at thaierne også har et noget mere åbenhjertet og imødekommende sind. Alligevel var stemningen der lidt mere præget af penge og mindre af menneskelige principper. Hensynene var mindre og respekten for andre endnu mindre. En stor kontrast fra det rolige og altid smilende Bali vi kom fra.

Foran hovedindgangen til hotellet stod den storsmilende chauffør klar til at fange dagens første kunder. Stolt stod han foran sin Tuktuk, en trehjulet knallert med et forholdsmæssigt stort bagsæde og bliktag. Han spurgte ivrigt hvor vi ville hen, tilbød en pris og bad os stige ombord på hans stolthed. Tuktuk’en startede med et host og den larmende motor satte igang. Munden kørte uafbrudt. “First time in Bangkok?” “What is your program for today?” “Sorry Mister, but may I then tell you about a tailor I know?” Når ivrigheden for at hjælpe og forklare overtog, suste han ind til siden, så han kunne vende sig om i sædet og forklare med kort og andre papirer.

Allerede da vi havde holdt ind til fortovskanten tre gange på 50 meter, tænkte vi at vi da aldrig nåede frem til vores mål. Alligevel kunne vi ikke lade være med at smile og grine over hele oplevelsen. Det var vel også en del af Bangkok. Vi havde i forvejen tænkt os at finde en skrædder, så hvorfor ikke se hvad det var han kunne vise os.

To minutter efter holdt vi foran et kæmpe glasparti og et par dørmænd kom hen for at hjælpe os ud og op til døren. Vores chauffør smilte efter os “I wait here!” Lidt efter væltede vi os rundt i stof- og silkeruller. På befaling fra hver vores skrædder løb assistenter rundt efter den ene rulle efter den anden, fra de mange hylder rundt i hele butikken, hvor stoffet stod tæt side om side. Billeder og modebladet på bordet, blev dækket mere og mere til af stof, og både kæresten og jeg begyndte at se mere og mere rundtosset ud. “Would you like a beer?” “Get the gentlemen a beer!” Blev der råbt efter en af assistenter, og lidt efter sad vi med en tiltrængt kold øl i hånden, og synes pludselig det hele igen virkede overskueligt. Vi blev ført ovenpå hvor endnu en sal med stof og silke i lange baner åbnede sig. Her var mere ro til at snakke om stof og design. Stofferne blev valgt og målebåndene kørte rundt på kroppen af os. Uforståelige notater blev ført ned og en aftale om fittings allerede samme aften blev lavet.

Vores chauffør stod stadig storsmilende efter halvanden time og ventede foran butikken, da vi lettere rundtossede kom ud. To kolde flasker vand lå på bagsædet til os og få sekunder efter var vi igen på farten. Og så var det bare om at holde fast. Med fuld fart kørte vi ud og ind mellem de mange biler og lavede knivskarpe sving ned ad små gyder. “Shortcut! Shortcut!” Varmen og osen fra de mange biler var allerede tyk i luften. Men pludselig var vi der. Ved Chao Phraya River. Den store flod gennem Bangkok. Vi fik vist bådene frem. De hurtige og de langsomme. Vi foretrak en af de hurtige og begyndte at snakke rute og pris med den ivrige sælger. Da det hele var aftalt kom vores chauffør tilbage og trak os lidt til side. Med en finger foran læberne begyndte han hviskende at spørge hvad pris vi havde fået. “No no no, you don’t pay that much. Stay here.” Lidt efter vendte han tilbage og sagde at vi hurtigt skulle komme med til disken, for nu var de andre turister væk. Så fik vi sørme sejlturen billigere. Ekstra drikkepenge blev lagt ind i hånden på den venlige chauffør, da vi sagde pænt farvel.

Lidt efter sad vi bare os to -og en kaptajn- i en båd, susende ned ad floden. Bangkoks skyline åbnede sig på begge sider af os og smukke templer og forgyldte buddhastatuer lå spredt langs flodbredden. På et tidspunkt drejede vores kaptajn ind ad en af de små bifloder, hvor vi for alvor fik lov til at se bagsiden af medaljen. Her lå faldefærdige træskure i vandkanten, en streng lugt der hang i den varme luft og slidte betonbygninger med et hav af små lejligheder. Rotter svømmede rundt i floden, og i ny og næ blev vi mødt af en sejlende sælger, der med båden fuld af varer og et stort smil, sejlede rundt i håb om at nogle af de forbipasserende manglede noget, eller fandt noget de ikke vidste de manglede.

Tilbage på land valgte vi at tage turen på gåben. For lidt vild, men fik så bare set mere end planlagt. Målet var Kao San Road. Gaden især rygsækkerejsende valfarter til. Her var også alt. Små butikker med alt mellem himmel og jord, neonskilte, store reklameskilte og mange mennesker. Bilerne var lukket ude af gaden, men også på Kao San suste de små Tuktuk’s rundt mellem folk.

Da varmen og de trætte fødder til sidst fik os til at trække tilbage mod hotellet, blev vi lokket af mageligheden og de ivrige sælgere udenfor et spa. Trods de daglige massager og andre spabehandlinger på Bali tænkte vi, at vi da også lige skulle prøve rigtig thai-massage. En god time senere stod vi igen på gaden, efter at være blevet brækket og vredet i alle mulige og umulige leder og kanter. Hidtil ukendte muskler og led, fik deres tilstedeværelse demonstreret. Kroppen føltes som gelé og frygten for at benene slet ikke ville kunne holde kroppen oppe, meldte sig for en stund.

For at give kroppen ro ovenpå den omgang og dagens travle program, valgte vi at tilbringe de sidste timer i solen, på hotellets tagterrasse og poolen samme sted. Det luftede mere deroppe, så med fødderne i poolen, en drink i hånden, udsigt ud over Bangkok og ro fra gaderne under os, sad vi og nød livet. Dejligt med et par timer inden vi skulle til fittings hos skrædderen.

Bangkok er en fantastisk by, som jeg helt sikkert skal besøge igen, men der er fuld fart på.

“Gud, der er en elefant!” Kæresten sprang et par meter baglæns og mundvigerne kyssede næsten hinanden i nakken i et kæmpe smil. Vi gik på et smalt fortov rundt i natten få timer efter vi var ankommet il Bangkok. Området var Patpong. Bydelen med ekstra meget liv. Efter bare en times tid rundt i den livlige bydel, kunne ikke engang en levende elefant spadserende rundt på fortovet overraske os. I stedet gik vi bare storgrinende videre ned ad den neonoplyste gade.

Inden den mødte elefant havde vi været gennem Patpong Night Market, en bazar opstillet for natten, fyldt med kopivarer, ure, silke, plastik og en masse andet småt skrammel. Alt hvad der kunne blinke og lave lyde, med potentiale for at tiltrække turister med løstsiddende pengesedler, lå på de interimistiske boder. De handlende råbte og forsøgte ivrigt at fange opmærksomheden hos de forbipasserende. Luften var tæt af en blanding af bilos, stanken af urin, sødlig mados fra de mange gadekøkkener og sved fra de mange mennesker samlet i den varme nat. Den høje fugtighed havde allerede efter få minutter givet huden en klam hinde og sveden sad hurtigt glinsende på de mange ansigter. Varmen omsluttede kroppen trykkende, og bare tanken om at det havde været 40 grader om dagen, fik sveden til at springe yderligere frem. Affaldet i de mørke hjørner raslede hvor en lang lyserød hale stak ud. Overalt var der mennesker og tempoet frem mellem de små boder gik langsomt. Et tempo de handlende benyttede sig af, for at uddybe deres farverige tilbud. Men med thailandsk ydmyghed forstod de heldigvis et venligt “nej tak”.

Det var dog ikke kun materielle ting der blev solgt i Patpong. De sælgere der fyldte mest og var mest insisterende, var de mange sælgere der solgte sexshows på en af områdets mange barer. Mænd og kvinder der hviskede “Ping-pong-show” med et kæmpe smil, og refererede derved til de shows hvor pigerne putter boldtennisbolde op i fissen, for at skyde dem ud samme vej. Til dem der finder fornøjelse ved dét. Uanset var den slags show et kæmpe hit rigtig mange steder. En del steder kunne man nå at kaste et blik ind i barerne hvor musikken bragede ud, og se de letpåklædte piger der stod side om side ved hver deres stripperstang, og vuggede til rytmerne. Dem der nåede at fange ens blik sendte flirtende og lokkende blik tilbage.

Andre sælgere stod blot med et lille papskilt i en hul hånd, hvor der var skrevet sex-DVD, der kun blev vist frem i korte øjeblikke. Ja, hvor mærkeligt det end kan virke i et kvarter hvor sex i den grad står øverst på menukortet, hvor størstedelen af neonskiltene indeholder ord som pussy, sex, go-go og boys og letpåklædte lokkeduer står i dørene. Så er det ulovligt med trykt porno i Thailand. Derfor hviskede de dvd-sælgende og kiggede sig over skuldrene inden de åbnede hånden.

Videre i hovedgaderne Patpong 1 og 2, fortsatte stilen med masser af sexshows, sextilbud og sælgende smil blottet for enhver samvittighed. Overalt var der liv og fest i gaderne. Nogle gik nysgerrige rundt, andre rystede forargede på hovederne, enkelte gik målrettet og ugeneret ind gennem de mørke tæpper foran dørene. Størstedelen nød bare stemningen i bydelen. Sad på en af de mange barer og fulgte det store show: Patpong by Night.

Kæresten og jeg gik, efter mødet med elefanten, i en af gaderne specielt rettet mod homoseksuelle. Her manglede der så sandelig heller ikke muligheder for sexshows. Neonskiltene skyggede for hinanden ned gennem den smalle gade, og de mange lys fik det nærmest til at virke som om det igen var dag. Udenfor sad større og mindre (lokke)grupper af thaidrenge, i små uniformer. passende til stedet de arbejdede for. I dørene og på de podier vi kunne nå at kaste et glimt ind på, stod fyrene i minimale speedos, og vi kunne kun gisne om hvilke mænd der sad i stolene og savlede. Her var onanishows, bassiner med nøgne fyre svømmende rundt og ladyboys.

Godt nok har jeg mødt transvestitter og drags herhjemme, men ladyboys er et kapitel for sig. Smukke, virkelig smukke, piger kom svævende over brostenene i sylespidse hæle og mørkt hår der kærtegnede deres bare skuldre i vinden. Ansigterne var uskyldige og silkeagtige med den yndefulde make-up. Blinkene var fanget, indtil vi fik øje på adamsæblet. Så var det overraskelsen der fastholdt blikkene. Selv når vi sad sammen med dem, kunne tvivlen nemt komme dem til gode.

Vi boede i Patpong, hvilket jeg må sige man kun skal gøre hvis man ikke er sart. Men derfor var vi også i Patpong alle tre aftener vi var i Bangkok. Ikke for sex’en, for vi så ikke et eneste show. Ikke engang et af de mere uskyldige cabaret’er der også er i bydelen. Men for stemningen. Jeg blev helt høj af at gå rundt der. Der var så meget liv og glade dage, at det var svært andet end at blive revet med. Nysgerrigheden blev pirret og sexdrivet udfordret. For om man vil være ved det eller ej, så bliver de fleste nok alligevel lidt pirret af al den sex. Ikke så meget de enkelte shows, men den konstante tilstedeværelse af sex. Men også bare det at der skete noget hele tiden, musik i gaderne, smil og glade stemmer, fangede os.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om at jeg ikke bryder mig om, hvad der sikkert ligger til grund for, at mange af de unge piger og drenge udstiller sig på den måde. Da vi på et tidspunkt kunne sidde og kigge ind på en af klubberne og se de mange unge fyre gå rundt med et nummer klistret på deres meget små speedos, skulle der meget lidt fantasi til at forestille sig, hvad de numre skulle til for. Desværre. Dét synes jeg er trist. Ligeledes når en ældre overvægtig hvid mand, selvtilfreds kom gående med en ung thaidreng under armen. Men det hele er nu engang en del af kulturen der.  Jeg kan som enkel turist ikke ændre meget ved det. Ved heller ikke om jeg ville. Sørgeligt eller ej. Jeg støtter det bare ikke direkte. I stedet nyder jeg al den øvrige stemning det bringer med sig. Selvom jeg ved det er dybt forkert nogle af de ting der foregår, kan jeg heller ikke lade være med at skubbe det i baggrunden for en stund og bare nyde det enorme liv og den frigjorthed der hersker i Patpong. Et sted jeg helt sikkert gerne vil besøge igen. Ja, det forbudte kan også virke dragende.

Allerede inden vi kom helt frem til indgangen til det gamle tempelområde, der nu bliver kaldt Monkey Forest, kunne vi se hvorfor stedet havde fået det navn. I elledninger og på de nærmeste hustage kravlede aber legende rundt. Turisterne stod med store øjne og begejstrede pegefingre, imens indbyggerne i Ubud stort set ikke lod sig mærke af at der løb aber rundt.

Tempelområdet er gammelt og ikke rigtig brugt længere. I stedet har skoven fået lov til at overtage herredømmet. Fortidens mange historier ligger dog stadig gemt i de gamle bygninger, stier, broer og statuer. Træer og buske har brudt murenes ellers robuste ydre. Trapper og statuer ligger gemt under bevoksningen, og med den tynde hinde af grønt mos der er på de mørke lavasten, falder selv de største stenstøtter i ét med naturen. Junglen har for alvor lukket sig over dette hellige sted og mange steder når solen kun at lege i trækronernes blade højt over os. Lianer hænger dovent ned fra træerne og dybe vandløb med klart vand løber over de mørke klipper. Gemt væk i hjørner af området ligger de gamle templer. Stadig flotte og imponerende, og næsten endnu mere mytiske som skoven vokser vildt omkring som en stor hule.

Men det ganske særlige ved Monkey Forest var uden tvivl de mange vilde aber. De var overalt, som om de ligesom junglen havde overtaget templernes magtposition, havde overtaget menneskernes plads. De kastede sig livligt rundt mellem træerne og de nysgerrige af dem kom tæt på turisterne der gik rundt på de gamle flisegange. De turister der havde købt bananer til lejligheden fremkaldte selvsagt størst opmærksomhed og mod hos aberne. Alligevel kunne vi sagtens med lidt tålmodig få dem til at komme helt tæt på, hvorefter de nysgerrigt undersøgte vores hænder. En større abe sprang på et tidspunkt dog videre op på mig og satte sig triumferende på min skulder. Familier passede på deres små unger, der hele tiden blev holdt væk fra turisterne og anden mulig fare. Men ind imellem var vi heldige at få glimt af de små søde væsener.

Det er en god ide at komme om morgenen hvor aberne stadig er meget aktive. Ligeledes at trække lidt væk fra de øvrige turister - som der heller ikke er så mange af om morgenen. Derved kommer man også på opdagelse i det fascinerende område og opdager de mange fantastiske ting der ligger gemt under den tætte bevoksning.

Solen har skubbet natten til side og de lave stråler glimter varmt i duggen på træer og tage. Disen ligger stadig ganske let over stranden og luften er behagelig lun, på en stadig frisk og opkvikkende måde. Bølgerne virker trods deres højde og store brøl, alligevel rolige og i rytme med resten af stranden, der langsomt er ved at vågne op.

Selvom pulsen er høj og sveden stille bryder frem på den nøgne overkrop, imens de bare fødder hurtigt skiftes til at støde mod sandet, føles løbeturen på en eller anden måde mere som meditation. Fødderne nærmest bare glider over stranden, lige der hvor lavvandet skaber et bredt tyndt vandspejl, så det giver fornemmelsen af at løbe på vandet.

Bali der er ved at stå op, palmer der i den stærke morgensol antager en brændende orange farve på siden mod dagens første stråler og de sidste små hvide vattotter på den klare blå himmel, skaber et eventyrligt spejlbillede i vandspejlet, der kun for en stund brydes når en morgenløber skaber forstyrrende ringe i overfladen.

På stranden sidder mediterende og bedende balinesere, med lukkede øjne og samlede hænder foran brystet. De små farvestrålende ofrepakker med blomster, mad og røgelsespinde ligger flere steder langs stranden, hvor morgenfriske har gennemført dagens første ofring i stilhed.

Et stykke fra land ligger surfere stille på deres boards, som små sorte korkpropper der langsomt sænker og hæver sig med bølgerne. De ligger klar til at fange dagens første store bølger. Flere kommer løbende langs stranden med boardet under armen. Længslen efter at komme ud på bølgerne lyser ganske særligt i deres øjne. Længere ude søger de sidste fiskebåde mod land med nattens fangst, efter hele natten at have ligget samlet på havet som en flydende landsby af lysende lanterne.

Efter fyrre minutter sænker jeg mig selv ned i poolens kølende vand. Med en ganske særlig lykke i kroppen, efter endnu en morgen alene sammen med Bali og den smukke natur. Med sådan en start kan dagen kun blive god. Solen har nu for alvor fat i himlen og temperaturen stiger hurtigt.

Er nu hjemme igen, men de næste dage vil der følge flere indlæg fra ferien. Mikael

Da søvnen langsomt har tukket sig ud af øjenkrogene, kæresten kysset godmorgen og loftet i himmelsengen endnu engang beundret, hopper jeg roligt ned fra sengen og trisser over det kølige marmorgulv for at trække de store skodder til side. For derefter at rulle de store glasdøre væk og lukke den friske, men allerede lune, luft ind. Kæresten bliver liggende i sengen og nyder udsynet til Det Indiske Ocean der bruser højlydt mod stranden. Muligt han også nyder synet af min nøgne krop, som jeg bliver stående i døråbningen et kort øjeblik og nyder endnu en morgen med denne fantastiske udsigt.

Selv springer jeg i poolen og lader det friske vand trække den sidste søvn ud af kroppen. Nyder bare morgensolen, det kølige vand mod kroppen, de høje palmer, hvis blade kaster legende skygger på terrassen og de farverige Frangipaniblomster der flyder rundt i poolen. Svømmer hen til kanten, hviler afslappet arme og hage på fliserne og lader mig endnu engang opsluge af synet af de store bølger. Vender mig om og smiler til kæresten der selv ligger med et saligt smil. Uden ord er vi enige om at nyde vores egen private poolvilla på stranden.

Nyde denne luksus. Da jeg endelig tager mig sammen til at kravle op af poolen, står kæresten allerede under bruseren der står frit i det store badeværelse, med marmorfliser på gulve og vægge og det store romerske badekar som centrum i rummet. Den blå himmel kan ses og fuglefløjt høres gennem den store åbning - dog beklædt med myggenet -, mellem væggen og det stråtækte tag, hvis underside står råt sammen med de mørke mahognibjælker i hele villaen.

Kæresten spørger med et lykkeligt smil hvilken spabehandling vi mon skal have i løbet af dagen. Et spørgsmål der straks sender tanker tilbage til de foregående dage med massager, ansigtsbehandling, fodmassage, pedicure, manicure og bodyskrub. Bare et udpluk af de mange lækre muligheder i Seminyak. Inspireret af det rolige balinesiske tempo, bliver vi enige om at vi må se hvad vi vil i løbet af dagen. Men en eller anden form for behandling vil vi have lavet. Nu mulighederne er så gode, som de er på Bali. Der findes de lækreste spa på Bali og i særdeleshed i det mere eksklusive Seminyak. Den enorme velvære der er mulighed for til kroppen, vil simpelthen være synd ikke at benytte sig af. Nogle dage har mageligheden overtaget os så meget, at vi blot har benyttet resortets faciliteter.

Efter en dag i solen, nydt solnedgangen med den brændende himmel og en sidste dukkert i poolen, bliver det tid til at gå ud i natten og nyde en af Seminyaks mange restauranter. En af de hyggelige lokale med autentisk servering under træerne i små baggårde eller en af de lækre designerrestauranter med udsøgte menuer og omgivelser man kun hidtil har drømt sig til? Valget falder på The Breeze på Samaya Resort. Efter en gåtur med de bare tæer i sandet, kan vi allerede på afstand se de runde rislamper der hænger mellem palmerne langs kanten og gynger let i brisen fra havet. Med direkte afgang fra stranden og få meter fra hvor havet slår ind, og op af en lille trappe er vi på The Breeze. De lange hvide duge med små levende svæver nærmest over den grønne græsplæne. Resortet med imponerende poolområde, mørke loungemøbler med hvide puder i små hyggelige grupper på den kæmpe græsplæne bag os og den åbne himmel over os er én ting, der giver en fornemmelse af at være et særligt sted med sans for detaljer og lækker smag. Men noget helt andet, der får alt andet til at virke næsten ligegyldigt, er at sidde på første parket ud til det brusende hav, hvor projektører gemt i beplantningen under os, kaster et særligt lys på det hvide skum der hele tiden bliver kastet frem foran os. Dét syn får os flere gange til at tabe mælet under middagen, for i stedet bare at følge bølgerne som de ruller hen langs stranden med enorme brøl. Brisen fra havet glimter som en let tåge i lampernes rolige skær, men kan ikke mærkes i den lune sommeraften. Kun den let salte duft af havet, rammer som en blød pude. At maden og serveringen ovenikøbet er uovertruffen gør bare aftenen endnu mere fortryllende.

Stemningen fanger os og flere gange sidder vi bare og smiler forelsket til hinanden imens vi lader de store rødvinsglas klire let mod hinanden. Det er umuligt at holde begejstringen og den romantiske følelse omgivelserne efterlader, for os selv. Den lyser tydeligt i øjnene på os begge. Meget tydeligt åbenbart, for pludselig prikker en ung kvinde fra et andet bord, os på vores skuldre. “Give me your camera!” “You guys look so cute. You want to have a picture of this.”  “And show me more love!” Smilende og lidt rødmende giver vi hende kameraet og smiler som ønsket. Ramt af en indre lykke af at kærligheden trods alt er så tydelig, at selvom vi ikke viser den bevidst, så kan den stadig fornemmes.

Går hjem i vandkanten, hånd i hånd. Opløftede efter den fantastiske aften. Opløftede af kærlighed. Lægger os trygt i hinandens arme i den store himmelseng. Lytter til havet der stadig bruser, så det lyder som om en orkan raser udenfor. Kun afbrudt af korte, men høje skrig fra flagermusene der flyver rundt i natten. Med de mange lyde, der giver roen frit lejde i kroppen, og de varme hjerter falder vi i søvn efter endnu en dag i vores midlertidige paradis.