Efter et skænderi, sårede følelser og bange fornemmelser er de første berøringer og kys forbundet med ganske særlige følelser. Efter at være blevet mindet om hvad det er man kan miste. Mindet om at kærligheden ikke kan, skal eller må tages for givet. Da er behovet for at vise kærligheden endnu mere tydeligt end ellers. 

De første berøringer er tilbageholdne og afventende og den første kontakt mellem nøgen hud føles som første gang man skal have sex. Som noget dyrebart man har liggende ved siden af sig, som man ikke rigtig ved hvordan man skal gribe an. Øjnene man kigger i er triste, undskyldende og samtidig fulde af kærlighed. På den ene side er er situationen nervøs og forsigtig. Alligevel er det intenst og med en masse følelser bag hvert et kys og hver en kærlig berøring.

Efter at have haft den anden langt fra sig, og mærket savnet i den situation. Mærket frustrationen over uenigheden og de hårde ord, er behovet for at mærke den anden tæt på igen, større end nogensinde. Mærke trygheden og følelsen af at være fuldendt. Komme så tæt på hinanden som man overhovedet kan fysisk. Ved at have sex. For fysisk at vise hinanden det der kan være svært at få sagt med ord. Nemlig at kærligheden stadig er intakt.

Denne fysiske forsoning er så vigtig og betydningsfuld. Hver en berøring og hvert et kys er bevis på at kærligheden stadig lever i sin fineste form. Det er sex når det ikke er dyrisk og styret af lyst, men i stedet styret af behovet for at bekræfte hinanden. Vise at kærligheden stadig er stor. Glæden ved igen at mærke den kærlighed, man ellers frygtede ødelagt eller beskadiget, er så intens og gennemstrømmende at det kan få tårerne frem. Intensiteten fremkalder en særlig følsomhed i hele kroppen, så huden sitrer ved hver en berøring. Tungespidserne der leger med hinanden i lidenskabelige kys, skaber en afslappende varme i hele kroppen. 

Til sidst tager kroppen over, så spekulationer, frustrationer og uenigheder langsomt bliver afløst af kærlighed og ømhed. Kroppene taler kærlighedens klare sprog, og får sagt de ting læberne ikke kan levere. Lykken bagefter er ubeskrivelig og ønsket om at kunne sætte tiden i stå, er større end nogensinde. Netop dér hvor varmen, trygheden og kærligheden er allerstørst i hinandens arme. Hvor hjerteslagene kan mærkes og åndedrættene er tunge. 

Det er fantastisk og intens sex, men de timer eller dage der går forud, med tårer, bange anelser og frygten, er ikke det værd. Men det er rart at kærligheden har sit eget klare sprog, når hjernen nogle gange slår fornuften fra.

Efter hvert besøg i New York, byen der hver gang har blæst mig bagover, er jeg kommet hjem med tankerne om, hvad det er der fascinerer mig så meget ved byen og det amerikanske folk. Hvad det er der giver drømmene liv, men også hvad det er der forarger og forundrer. Nogle af svarene eller i hvert fald hjælp til svarene fandt jeg i Min amerikanske drøm - på jagt efter stjernerne af Martin Krasnik. En bog jeg ivrigt og opslugt læste igennem første gang, og efterfølgende har genlæst flere af kapitlerne. Røde streger, bjælker efter overstregningstuscher og blyantsnotater bryder nu flere af siderne.

Krasnik rejser i jagten på sandheden bag den amerikanske drøm rundt i USA - hovedsageligt NYC - og interviewer en række amerikanske forfattere. Nogle af de allerstørste. Forsøger at få dem til at give svaret på hvad det er der adskiller USA og de amerikanske folk fra den øvrige verden. Hvad det er de gør anderledes, hvad de gør forkert og hvad det er der giver drømmene ekstra liv under de amerikanske himmelstrøg. 

Meningerne i bogen er absolut ikke ens, men hvert enkelt interview fremstår klart og tydeligt i budskabet, så man tager sig selv i konstant at lade sine tanker manipulere. Når ét synspunkt er blevet fremlagt, lader Krasnik en anden stor kulturpersonlighed komme med modargumenterne, så man på fineste vis glemmer alt det man lige sad og nikkede samtykkende til. Men det er netop noget af det der er det fine ved bogen. Den fremlægger tydeligt at svarene ikke er ligetil. USA ér bare anderledes, uden det kan forklares endeligt hvorfor. Men det bliver også klart at det er dét der enten fascinerer eller forarger. At det nogen bliver forarget over er det andre elsker og omvendt. Svarene er ikke endegyldige og det er måske det der giver plads til drømmene. 

Når man har været i USA og i særhed NYC, hvor meget af bogen foregår, kan man ikke lade være med hele tiden at sammenligne med egne oplevelser. Se gaderne, lysene, trafikken og stemningen for sig endnu engang. Samtalerne er så levende beskrevet, at man føler man sidder med i de bløde stole. Intellektet er på højt plan, men alligevel trækker excentriciteten og nogle gange vanviddet, samtalerne ned på et underholdende og medrivende niveau. Samtidig med at Krasniks egne fortællinger, tanker og drømme trækker en rød tråd mellem de mange samtaler. En  tråd der til sidst efterlader en, for mit vedkommende i hvert fald, med en endnu større amerikansk drøm. Men også en endnu større forståelse af USA og det amerikanske folk. 

Derfor vil jeg uden tøven anbefale bogen til alle de der skal på ferie til USA, dem der har været der eller dem der bare har mange forestillinger - fordomme - om USA. Den sætter gang i virkelig mange tanker og giver inspiration til nye syn på Verden, sine medmennesker og livet. 

De sidste par dage og aftener er blevet nydt sammen med vennerne. Fest i lejligheden til høj musik og klirrende glas og flasker. Summen fra kaffesteameren og broderlig snak på brunchcaféen. På langs i Kongens Have, med storbyen og glade mennsker som baggrund. Gril under den pragtfulde sol med kold hvidvin i glassene. Mad i gården blandt grønne blade til fuglefløjt og vennernes sprudlende grin. Sankt Hans bål på Amagerstrand, med tæpper på græsset, rosé i glassene og flammer og røg i luften over os.

Nok har rammerne været helt i top, men det vigtigste har været selskabet. De uundværlige venner. Jeg har sagt det mange gange før, men kan ikke sige det nok. Jeg bliver høj af at være sammen med mine venner. De er mit bedste rusmiddel. Sammen med dem forsvinder hverdagens trivialiteter og bekymringer. Ovenpå nyheden i sidste uge er det netop dage som de sidste, der hiver mig op igen. Sådanne dage der fortæller mig hvor meget livet er værd at leve og hvor stor rigdom jeg har i mine venner. De giver mig grund til at skubbe bekymringer og og triste tanker i baggrunden.

Som veninden der er kommet hjem fra et lille år i Australien. Fra første minut var vi tilbage i samme fantastiske og sprudlende rille. Det lyder som en kliché, men sammen med hende føler jeg mig virkelig hel igen. Hun tilfører noget til mig som ingen anden formår. Hver gang jeg siger farvel har jeg lyst til at sige hej igen.

Eller vennerne - “drengene” - der altid efterlader mig med overbelastede lattermuskler og våde øjne. Jeg ved ikke hvad det er, men sammen med dem har jeg kun lyst til at sætte uret i stå og vedblive i den ekstase af lykke jeg befinder mig i, i deres selskab. Endnu mere fantastisk er det at en af vennerne også er kæresten. 

Da jeg i lørdags holdt fest, havde jeg godt tyve af de nærmeste og vigtigste venner samlet. Alle glade og feststemte. Mange havde i tiden op til givet udtryk for hvor meget de glædede sig.  Ligemeget hvor jeg kiggede rundt i lejligheden mødte jeg smilende øjne og læber. Vi festede til den lyse morgen og vennerne hyggede sig på kryds og tværs. Et mix der var en fryd for hjertet.

Men samme fest gav desværre også skuffelser. Lige så stor lykke som vennerne kan give i kroppen, lige så stor skuffelse kan de frembringe. Til festen var inviteret næsten dobbelt så mange, men alle - uden undtagelse - de gamle venner, dvs. dem fra før København-tiden som jeg stadig ser, meldte afbud. Nogle af de nærmeste venner uden forklaring eller synlig ærgrelse. Noget der ikke gjorde mindre ondt, når jeg så tænkte på hvordan andre havde gjort meget for at komme med. Fordi de virkelig ville være med når jeg holdt fest. Fordi de holder af mig. Jeg var virkelig skuffet og tanker om hvilke venskaber jeg egentlig gider kæmpe for meldte sig. Tankerne er der stadig og jeg er nået frem til, at jeg ser hvad der sker, men at mine prioriteter helt sikkert er blevet rykket. Noget jeg nok har vidst i noget tid, men nu var der bare lejlighed til at tage tankerne op til revision igen. Jeg ved godt at man ikke skal brænde sine broer. At gamle venner er mere sikre end de nye venskaber. Men hvis broen ikke bliver vedligeholdt på begge sider, så styrter den i dybet før eller siden alligevel. Så hellere kaste energi på de broer der stadig er under opbygning og hvor træet er sundt og stærkt. De broer er der flere der kaster deres kærlighed og energi på. 

I morgen skal jeg igen ud med en ven - en af de nye. Picnic i Kongens Have og jeg glæder mig. Endnu en aften med smil i hjertet og varme i årerne. En aften sammen med en endnu en ven jeg er glad for at have fået ind i mit liv.

Hun kom ind ad døren som så mange andre kunder, og jeg mødte hende med det store smil, venlighed og spørgsmålet om jeg kunne hjælpe hende med noget. Hun ville bare kigge, så jeg lod hende gå lidt for sig selv. Da jeg var alene i forretningen hele dagen, havde jeg en del om ørerne og forsøgte at agere blæksprutte med kun to arme, så det passede mig fint at hun ville klare sig selv lidt. 

Med dårlig smag i munden over at nogle fordomme kom op, holdt jeg alligevel et halvt øje på hende. Noget der viste sig at være ganske fornuftigt. Pludselig stod hun med en vare i den ene hånd og en hånd på ryggen der var i gang med at lukke kassen op. Da jeg trådte tættere på, rettede hun igen fokus på varen, men da jeg kom over til kassen manglede nøglen dog. 

Jeg sagde i roligt toneleje at jeg godt ville bede om nøglen. Hun kiggede forudrettet på mig med rynkede bryn. Hun havde ikke nogen nøgle. Jeg gentog hvad jeg havde sagt, men nu i et meget hårdt og meget direkte toneleje, hvorefter hendes mørke rynkede hånd åbnede sig op, og afslørede den lille skinnede nøgle i håndfladen. Jeg hev den til mig og sagde at hun godt kunne forsvinde. Hun så endnu engang forudrettet ud og vrissede af, at hun ikke måtte kigge på varerne. Hallo moster, du har lige forsøgt at stjæle min kassebeholdning! Medmindre nøglen da hoppede over i hånden da du stod og rev i den. På det tidspunkt var jeg klar til at sparke hende ud af forretningen og råbe efter hende på gaden, så folk kunne rette deres bebrejdende blikke mod hende. Men hvad ved jeg, butiksansatte må snart ikke gøre noget overfor røvere og tyve for at beskytte ejendelene, uden at blive anklaget for selvtægt. Men heldigvis skred hun selv. 

Bagefter kunne jeg ikke finde ud af om jeg var rystet eller bare sur. Men jeg var ikke bare sur. Jeg var rasende. Der er ikke nogen der skal tro jeg er SÅ dum. Ej heller at de kan løbe om hjørner med mig. Jeg var rasende over at hun overhovedet forsøgte og følte i den grad mine grænser overtrådt. Pulsen var på absolut max og jeg priste mig bare lykkelig for at jeg, fordi jeg var alene i forretningen, med vilje ikke havde lagt kontanterne i kassen. Alle betaler alligevel med kort. Det kunne være endt langt værre, hvis hun rent faktisk havde fået fat i penge. Så kan jeg slet ikke stå inde for hvad jeg havde gjort! Men synes også det er lidt sjovt at hun har åbnet en tom kasse. Så kan hun lære det!

Da jeg efterfølgende ringede til politiet, for at give dem info og signalement, for at de måske kunne holde øje med hende, eller hvis det nu var en kendning, at de så kunne være på vagt overfor hende, blev jeg endnu mere frustreret. Ikke over at de ikke kunne gøre noget da jeg ikke havde overvågning af hende. Tværtimod var de rare og imødekommende og sagde at det var det rigtige jeg havde gjort. Men det tog tyve minutter (20!) at komme igennem til den efterforskningsbetjent jeg skulle snakke med. Dét mener jeg heller ikke kan være rigtigt.

Tv2 lavede for efterhånden en del år siden sangen “Det er samfundets skyld”. En holdning der oftere og oftere bliver adopteret af danskerne i forskellige debatter. Desværre. Hvis ikke vi kan plante skylden på os selv, hvilket selvfølgelig er sjældent, så er det da uden tvivl samfundets skyld. 

Når forældrene ikke selv kan finde ud af at opdrage deres børn, bliver ansvaret kastet over på skolen, de mange institutioner og sportsklubber, som børnene bliver beskæftiget med så forældrene kan arbejde det længere. Det er i hvert fald ikke forældrenes skyld at deres børn er uopdragne og ansvarsløse. Nej, det er samfundet der ikke slår til og søger for at beskæftige børnene tilstrækkeligt. 

Når banken ikke vil sprænge den allerede kraftigt udvidede kassekredit, så er det samfundet der løber med alle pengene. Når fede Poul konstant er syg er det fordi sygehusvæsenet ikke slår til. Når gaderne i København ligner et bombet lokum, også i bogstaveligste form, er det kun fordi politikerne på rådhuset ikke kan se rodet fra deres Hellerup-villaer. Når fartbøder og p-bøder vælter ind ad brevsprækken er det da fordi lovgivningen er helt ude i hampen. Selvfølgelig. Ja, der er helt sikkert mange flere ting samfundet kan gives skylden for. De sidste der bærer ansvar er i hvert fald danskerne selv. De betaler beklagende deres skat og mener så at ALT ansvar må være taget fra deres skuldre.

At folk ikke kan tage ansvar for deres eget liv, kan jeg kun ryste på hovedet af. Men de har bare at lette røven og tage del i det fælles ansvar vi har i Danmark. Et fælles ansvar der på mange måder måske kunne lette byrden på det, åbenbart dybt ineffektive samfund, så der var kræfter til andre ting.

Børneopdragelsen kan i sidste ende ikke være andet end forældrenes hovedansvar, men derfor kan alle vi andre også godt hjælpe til. Ikke ved at skælde dem ud på Strøget eller ved at fortælle dem de er nogle dovne hunde. Men ved blot at være de gode eksempler når der er børn i nærheden. Hele tiden! Lade være med at bande foran børn, ikke snyde sig overfor rødt foran børn, efterleve god opførsel foran børn og respektere børnene. Så behøver forældrene da ikke bruge energi på at forklare alle de ting de ikke må, selvom de ser andre gøre det.

Svineriet der hober sig op på alle gader og pladser, er svinenes eget problem. Synes da bare Københavns kommune skulle lade være med, at lave andet end at tømme skraldespandene i et par måneder. Så kan folk få lov til at leve som de svin de opfører sig som. Eller måske lære at rydde op efter sig selv.

I stedet for at irritere sig over forvirrede turister på gaden eller i Magasin, burde vi alle være bedre til at stoppe op og tilbyde vores hjælp. Altid være ekstra smilende og imødekommende overfor folk der er på besøg i vores land. Selv en turistbus med tonede ruder skal der da smiles til. Fordi så husker de Danmark for noget positivt når de kommer hjem. Hvor ofte har man ikke selv siddet og snakket om et fremmed land, og snakket om hvordan lokalbefolkningen er det pågældende sted. Så smil og hjælp med at sælge landet på en god måde!

Vi alle skulle være bedre til at tage ansvar for vores eget liv, i stedet for altid at stole på at kunne lægge det i hænderne på andre eller samfundet. Det er kun en selv der kan gøre det fuldendte arbejde alligevel. Nyd i stedet de muligheder der er for at lette arbejdet for en selv. Dernæst så tag del i det kollektive ansvar. Det er små ting der hverken gør ondt eller koster penge. Gud bedre, vi er Danmark, nok verdens fattigste land, og i voldsom finanskrise, så endelig hold fast på pengene. Samfundet tager alligevel resten uden vi får noget igen. Ikk’?  

Da jeg en aften for fire uger siden, ved en tilfældighed, fandt en knude i kroppen, som ikke plejede at være der, meldte panikken sig straks. Tankerne gik fuldstændig i selvsving og de værste scenarier blev vendt og drejet. Alle mulige udfald blev analyseret og søvnen udeblev den nat. Konstant var fingrene på det nye fund og internettet blev støvsuget for oplysninger.

Jeg ved det er det helt forkerte at gøre. At tage sorgerne på forskud. Internettet fortalte flere gange hvor lige stor sandsynligheden var for noget ondartet, lige så stor var den for at det var noget helt uskyldigt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med også at fokusere på at der trods alt var en risiko. Tankerne fortsatte i flere dage, da der gik en god uge før jeg overhovedet kunne komme til en læge. Panikken aftog med dagene, men jeg var bevidst om at alt måske ikke var som det skulle være. Det gik nok fra panik til bekymring. Bevidstheden om at jeg ikke ville kunne gøre den store forskel alligevel tog plads side om side med fornuften, og roen ligeså som dagene gik.

Alligevel nåede jeg at gøre mig mange tanker om livet, døden, sygdom, sundhed og retfærdighed. Rigtig mange tanker. Hvad ville jeg gøre hvis beskeden hos lægen var negativ? Hvem skulle indvies? Ville det gøre nogen forskel? Kun meget få blev indviet i mine bekymringer, da jeg ikke ønskede at nogen skulle bekymre sig på mine vegne. Og det var netop en af de ting jeg frygtede mest hvis det viste sig at være kræft. At jeg ville blive sygeliggjort og set som svag. Døden frygtede eller frygter jeg ikke. Døden er en del af livet. Livet jeg holder så meget af. Jeg har altid sagt at jeg hellere vil fejre det liv jeg har, end at beklage mig over det liv jeg måske ikke får, og den tankegang vil jeg holde fast i uanset hvad der sker. Også af kedelige nyheder.

Ved lægen blev jeg sendt videre til scanning, hvilket ikke fik panikken til at sænke sig. Tværtimod. I går kom så dagen, hvor jeg med bankende hjerte tog plads i venteværelset på 4. sal. Efter at være blevet ført ind til den store maskine tog hjertet plads i halsen på mig og ventetiden virkede umenneskelig. Trods mange tanker og overvejelser, var jeg så klar til at få besked? Lægen gik igang og kunne ret hurtig sige, at det jeg havde fundet ikke var noget jeg skulle frygte. Med det samme forsvandt spændingerne i nakken og pulsen fandt et roligt leje.

Lige indtil han sagde: “Men.” Da steg pulsen endnu engang, og yderligere de følgende minutter. Billederne viste noget andet, som ikke skal være der. Noget der giver forhøjet risiko for kræft og jeg skal derfor nu tjekkes med jævne mellemrum, formentlig flere år frem. For at sikre sig at det ikke udvikler sig yderligere. Det er ikke noget der med sikkerhed giver kræft, men risikoen er der og skal derfor holdes øje med.

Jeg ved endnu ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til dén nyhed, men føler mig rimelig rolig. Selvfølgelig er det ikke rart at vide, at alt ikke er som det skal være. Til gengæld bliver der nu holdt øje med det, så der er chance for at det bliver opdaget i tide, hvis det skulle udvikle sig. Hvilket er en trøst. Hellere det end at opdage det for sent. Alligevel kan jeg ikke helt lade være med at føle, at jeg har en tikkende bombe i kroppen. Jeg tror ikke jeg kommer til at lave om på mit liv eller tænke meget over det i hverdagen, men vil alligevel nok blive en smule nervøs hver gang jeg skal til en ny scanning. Nervøs for om der mon er skidt nyt.

I hvert fald har den sidste måned mindet mig om, at jeg skal huske at nyde livet imens jeg har det. At livet skal leves som var hver dag den sidste. Hellere det end at leve ti år frem i tiden, med risiko for ikke at komme til at opleve dét. Man ved ikke hvad morgendagen byder, men man ved hvad man har i dag. Dét skal værdsættes og nydes. Andet ville være misbrug af et betydningsfuldt og værdifuldt liv. Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte med at leve livet i samme høje tempo, få så mange oplevelser som muligt og opfylde så mange drømme som muligt. Så kan jeg i hvert fald ikke fortryde det jeg ikke gjorde, for at få det liv jeg allerhelst vil leve.

Der er vist ikke megen tvivl om at københavnere er meget bevidste hvem de er, eller i hvert fald tror de ved hvem de er. Nogle gange skulle man nærmest tro de kunne gå på Søerne. Kærligheden til byen, kan få dem til at svæve højere end Borgerrepræsentationen tillader at bygge i indre by. Holdningerne til “bonderøvene” i provinsen er mange og ofte fyldte med fordomme. Øjnene lukkes for at der findes en verden udenfor Københavns gader. Festerne, aftener, vennerne, livet, det hele ér bare federe i København. I hvert fald hvis du spørger københavneren.
Jeg kan tage mig selv i at tænke sådan, men har heldigvis så meget selvironi, at jeg også godt kan se det når jeg selv selv bliver lidt for meget “københavner”. Jeg er endda ikke engang en ægte en af arten. Men derfor morede jeg mig også kosteligt, da jeg igår sad med det nyeste EUROMAN. De har et tema om København. Om alle de fantastiske, spændende, nye og særlige ting i og ved København. En del af temaet var også “Kbh. set med andre øjne”, hvor udlændinge har givet deres kommentarer til hvordan vi københavnere er. Set udefra.

Set lidt på afstand er vi slet ikke så fede som vi selv tror. Italienske Erica undrer sig over at vi selv tager drikkevarer med til fester - og tager dem med igen når vi går! Hvilket man egentlig ikke kan fortænke hende i, for det er da også for underligt. Jeg synes selv det er SÅ tamt at komme til en fest med en slatten Netto-pose i højre hånd. Hvis man vil holde fest må man gøre det med stil. Eller lade være! Erica nævner den velkendte, med at københavnere ikke er særlig imødekommende, men rette distancerede og kolde. Dén skal vi helt klart lære!
Da jeg læste islandske Augusts kommentar skraldgrinte jeg og tænkte blot et par weekender tilbage. Han kommenterer at vi har cyklen med os overalt. Også når vi er stangstive og skal til og fra byen. Hvilket efter hans udsagn ofte ender galt. Hvor meget jeg ellers gerne ville, kan jeg desværre ikke afvise at have gjort det et par gange eller halvtres. Altså cyklet med stort alkoholindhold i blodet, hvor det af og til er endt en smule galt. Som da jeg sammen med en kammerat cyklede ind i sidespejlet på en sportsvogn, fuld af tatoverede steroidepumpede mænd da straks sprang ud og kom efter os, eller da jeg i et styrt på Nørrebrogade, endte midt ude på vejen og dér tænkte at jeg ligeså godt kunne skrive en sms, og lade min væltede cykel vente mellem benene. Og en lang række andre tilfælde jeg ikke kan være stolte af, men som alligevel bekræfter Augusts påstand.
Til gengæld har jeg svært ved, at bekræfte argentinske Romans påstand med erfaringer på egen krop. Han mener nemlig at de danske mænd er blevet kastreret af de stærkt feministiske kvinder, ved bl.a. at det altid er manden der går med barnevognen når børnefamilien er på tur. Om det så er fordi manden godt kan lide at tage det ansvar og gerne vil aflaste kæresten/konen, eller om det er fordi hun har så fast et greb om bollerne på ham, at han ikke tør andet. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har af gode grunde ikke børn selv.
Til gengæld er Romans næste iagttagelse en jeg selv gjorde mig da jeg flyttede til København. Nemlig at almindelig høflighed, opfattes som et angreb på selvstændigheden. Roman oplevede det da han holdt døren for en kvinde og hun fornærmet fik fortalt ham, at hun godt kunne selv. Da jeg lige var flyttet til København, så jeg en kvinde overhængt med fyldte bæreposer. Da hendes cykel væltede ville jeg hjælpe hende, men i stedet reagerede hun som om jeg var ved at overfalde hende. Og det er absolut ikke sidste gang jeg har oplevet at især kvinder i København ikke er glad for at modtage hjælp. Hvad er det de er bange for? Deres stærke feminisme lider vel ikke nederlag fordi en mand holder døren for hende eller trækker stolen ud. Slap dog af og nyd det! Alle de øvrige minutter klager I over hvor lidt mændene tager initiativ og viser omsorg. Men for pokker. De tør da ikke medmindre kvinden har godkendt. Andet kan være livsfarligt.
Sydafrikanske Bongani har fat i en ting kvinderne hellere skulle fokusere på og værdsætte. Nemlig at de er ret sikre i en storby som København. Jeg ved godt at København nogle gange kan virke som en skydehal og at vi af og til hører om voldtægtssager - både de ægte og de falske anmeldelser - men taget i betragtning at vi trods alt bor godt en million mennesker her, så sker der da ikke ret meget vi bør frygte i vores hverdag. Jeg kender ingen i København der er utrygge ved at gå på gaden. Hvilket ikke kan værdsættes nok.
Spanske Anxo rammer lige ned i en af de ting jeg selv kan lade mig irritere over ved københavnere og danskere. Nemlig nærigheden. Anxo kommer med eksemplet at folk køber smøger af hinanden i byen. Det er selvfølgelig høfligt at spørge, men helt ærligt, hvis man krævede penge for en smøg, så er man da nærig. Så er vi også lidt tilbage til Ericas iagttagelse ved festen. Er vi københavnere virkelig så bange for at give noget uden at få noget igen? Skal alt deles fifty-fifty? Hvorfor ikke i stedet glæde sig ved at kunne hjælpe andre og måske endda lære at modtage uden at skulle få dårlig samvittighed. Hvad sker der også når de fleste spørger om de må låne et eller andet, som ikke kan leveres tilbage. Tyggegummi, mad, serviet etc. Hvorfor kan man i Danmark ikke bare bede om noget, uden det skal opfattes som grådighed?
Måske er iagttagelserne ikke kun gældende for københavnere, men for danskere generelt. I hvert fald siger de små ting vi gør, måske mere end de store ting vi selv arrangerer og de pæne facader vi flittigt pudser. Jeg ved ikke om vi ikke altid kan eller ikke vil se vores fejl. Men så er det godt andre kan se dem og bemærke dem. Det er nok meget sundt ind imellem.

Nogle dage føles det som om jeg står inde i en kæmpe glascylinder. Ligemeget hvor meget jeg kaster mig frem og tilbage, lige lidt bliver jeg set og hørt. Når jeg desperat banker på glasset, er det som om bankelydene kun give genklang i luften omkring mig selv, uden at trænge ud. Det ene øjeblik er det som om verden udenfor cylinderen farer hurtigt forbi, imens jeg selv er fanget bag glasset. Det næste øjeblik er det mig selv der kastes frem og tilbage mellem glasvæggene, som var der blevet trykket på en spol-forward-knap, og verdenen udenfor der er gået i stå. 

Som jeg står dér i en glascylinder midt i den store gruppe af mennesker, passer jeg lige så dårligt ind som følelserne giver indtryk af. Jeg føler mig fanget der og rastløsheden er ved at overtage kroppens funktioner og rationelle tanker. Hulrummet omkring mig truer med at trække luften ud af mig. Den trykken der efterlades får panikken til at tage plads i kroppen. Øjnene forvandler dem omkring mig til skygger, lydene glider sammen til en uklar masse og fokus forsvinder. Benene kæmper for at holde mig oppe, når lysten mest er der til at sætte mig ned og lade frustrationerne komme ud. 

De dage hvor humøret tager de store ture ned ad bakke, virker mit ellers så vante glade jeg som en person jeg mødte tidligere i mit liv. Min ellers normalt store tilfredsstillelse ved livet, er svær at finde. Det positive sind lider nederlag og følelsen af utilstrækkelighed tager plads ved siden af de andre negative tanker. Sindet bliver mørkt og  jeg sårer utilsigtet dem omkring mig, fordi frustrationerne åbenbart godt kan slippe ud gennem glasvæggene, når de svækkes af kærlighed. Men uden at kunne forklare hvorfor jeg gør dem ondt.

En ven spurgte i sidste uge, da vi talte om netop disse ting, hvad jeg ville være eller gøre, hvis jeg kunne vælge frit uden tanke på forpligtelser eller økonomiske begrænsninger. Mine læber krympede sammen til et stort spørgsmålstegn, i stedet for at lukke ord ud. For jeg havde virkelig ingen ide om, hvad jeg skulle svare. Det ved jeg stadig ikke. Jeg kan eller vil ikke se hvad det er jeg i virkeligheden gerne vil. Jeg ved bare jeg føler mig fanget, der hvor jeg står nu. Udfordringerne mangler. Jeg føler ikke jeg slår til i det jeg gør, men ved heller ikke hvad jeg hellere vil. Om der er noget jeg bede kan? Den stadig voksende rastløshed trænger til modstand i form af udfordringer. Udfordringer jeg søger efter med næb og klør. Men lige lidt synes jeg svarene kommer.

I stedet føler jeg bare jeg står fast i cylinderen med begrænsede udfoldelsesmuligheder. Jeg kommer ingen steder, men kan heller ikke finde ro. Har lyst til at sprænge cylinderen, men ved heller ikke i hvilken retning jeg skulle løbe, hvis jeg slap ud. Jeg ved ikke hvad det er jeg skal ændre i mit liv for igen at finde roen. Måske det netop er roen jeg skal undgå. Er det i roen rastløsheden opstår? Måske jeg i virkeligheden bare har det for godt til at kunne slappe af og værdsætte det. Måske det hele er blevet for sikkert til at det er udfordrende nok.

Jeg ved det ikke! Derfor står jeg stadig nogle dage i glascylinderen og skriger for fuld hals.

Et kærlighedsforhold er bygget op om to mennesker der elsker hinanden. Men også en masse mennesker omkring dem bliver berørt af forholdet. Venner og familie bliver med tiden også en del af forholdet. De følger ofte med som en del af kagen, når man finder en kæreste. Måske er ikke alle ens foretrukne, men fordi de står kæresten nær, har de alligevel en betydning. Samtidig kan det også åbne dørene til at møde en masse nye fantastiske mennesker. Nye venskaber bliver bygget op og familiære bånd knyttet. 

En stor del af min vennekreds i dag har jeg mødt gennem kæresten. Det er mennesker jeg betragter som venner og holder utrolig meget af. Vi er en gruppe af fyre der ofte ser hinanden og hver gang fyldes jeg af taknemmelighed og lykke. Fordi jeg har fået disse mennesker ind i mit liv. Fordi jeg har fået lov til at blive en del af den kreds.

For nylig gik et vennepar i denne kreds fra hinanden. Et par der har været sammen i flere år og bruddet sendte selvsagt bølger gennem kredsen. Efterfølgende er det kommet frem, at de efter bruddet har diskuteret hvem der skulle have lov til at snakke med vennerne. Ham der var der fra starten, eller kæresten der har været en ven i kredsen i mange år efterhånden?

Er det overhovedet muligt at dele vennerne i mellem sig, som man deler møblerne i en fælles lejlighed? Har vennerne noget at skulle have sagt, eller bør solidariteten ligge et vist sted. Et brud er uden tvivl hårdest for de to der pludselig står overfor hinanden i stedet for ved siden af hinanden. Men et brud kommer også til at påvirke en masse mennesker omkring dem. Familie og venner der er kommet til at holde af personen der kom ind i deres liv. Hvis nogen først tager parti, kan det uheldigvis puste til en ild. Men et venskabsbånd og en solidaritet kan være svær at lægge bånd på. Og opbakningen fra familie og venner ér også nødvendig i sådan en situation. Men indebærer solidariteten at man eventuelt afslutter et venskab?

Hele denne lille episode har vækket en masse tanker hos mig selv. Selvom jeg “kun” har været sammen med kæresten knap to år, betragter jeg allerede nogle af de andre fyre som rigtig gode venner. Alligevel er jeg også blevet klar over at hvis vi en dag - Gud forbyde det! - skulle gå fra hinanden, så er det mig der ryger fra, i solidaritet til kæresten. En kendsgerning der kan være hård at forholde sig til. Men kan også godt selv se fornuften i det. 

Venskaber er dyrebare. Nogle stikker dybere end andre og nogle holdes sammen af stærkere bånd. Men venskaber er også sårbare. Veje kan skilles, interesser kan udvikles forskelligt og fællesskab kan svinde ind. Nogle venskaber er man villig til at kæmpe hårdt for. Andre har man nemmere ved at give op. Troskaben kan være stor mellem venner, men sjældent større end ens egne værdier, moral og velbefindende. 

Venner bindes sammen af bånd bestående af f.eks. fælles netværk, fælles fortid, fælles interesser eller fælles verdenssyn. Båndene kan blive svage, hvis de belastes på mange måder. Nogen last kan så få dem til at briste. Venskabets styrke består i hvad båndene kan holde til, og hvor kraftigt det net venskabet har spændt ud under en er. Først når båndene og nettet presses til at yde sit ypperste kommer venskabets sande styrke frem. 

Men det stærkeste bånd af dem alle, er blodets bånd. Den familiære sammenhørigheds styrke er unik. Dét bånd kan belastes, mishandles og misvedligeholdes i ét væk, uden at sårene behøver danne ar. Hvor venskabelige bånd giver efter for vægten, er blodets bånd ofte stadig spændt stolt ud. Det bånds styrke er kærlighed, accept, usammenlignelig sammenhørighed og respekt. At have blodet tilfælles er større end alle andre fællesskabsting.

Netop blodets bånd blev endnu engang bekræftet for mig forleden. Ikke fordi styrken af båndet blev udfordret, men fordi styrken blev synlig endnu engang. Jeg havde en hel dag sammen med min kære lillebror. Han boende på Fyn og jeg i København. En kort afstand der nemt og ofte bliver gjort længere af travlhed og individuelle liv. Telefonen gløder sjældent, men alligevel ved jeg altid at han er der. Når vi ses er gensynsglæden stor. Smilene store og grinene høje. Trygheden omsluttende og glæden varmende. Fordi han er min bror er hans værdi højere end nogen venskaber. Ansvarsfølelsen større, offervilligheden grænsebrydende og kærligheden naturlig og oprigtig.

Da jeg stod sammen med ham, med kolde drinks i hænderne, skyldtes beruselsen i kroppen ikke kun alkoholen i glassene, men også beruselsen over at have ham i mit liv. Venskab mellem søskende er noget ganske særligt og som jeg nød dagen sammen med ham, slog det mig at en ven som den jeg har i min bror, er en af de mest trofaste venner jeg kan få. En af de mest værdifulde.

Vores storebror bor i Jylland, så det er ikke ofte vi alle er samlet. Desværre. Men jeg ved de er der. Der er gennem årene slået skår mellem os på forskellig vis, men altid er venskaberne forblevet hele. Skuffelserne har til tider været store, men alligevel har accepten og overbærenheden været større. Irritationerne bliver ofte større med blodets bånd, men fornuften ligeså. Blodets bånd mellem os forbliver stærkt og derfor bliver også styrken af netop de to venskaber uvurderlig. Mine to brødre er måske ikke mine næreste venner, men det er alligevel de to stærkeste og mest værdifulde venskaber jeg har.