Dette indlæg bliver skrevet med stor risiko for at komme til at rette geværløbet mod mig selv. For indlægget kommer usolidarisk til at indholde nogle angreb på mit eget køn. Inklusiv mig selv, for jeg er langt hent ad vejen nok ikke et hak bedre. Indrømmet! Alligevel vover jeg mig alligevel ud på isen. Dog tror jeg nu ikke indlæggets pointe kommer bag på de fleste. De fleste vil derimod nok sidde ja-nikkende tilbage.

Mænd vil gerne fremstå nok så overlegne og som det stærke køn. Skjulte og åbenlyse manddomsprøver bliver smuglet ind i hverdagen for de fleste mænd. Ethvert hår på brystet bliver fejret og kvinders underlegenhed ses som en sejr. Men der er ét punkt der kan få al styrke og selvstændighed hos en mand, til at forsvinde. Det punkt sidder mellem deres ben. Hold fast hvor gør det punkt mænd primitive!

Hvis bare der bliver talt direkte til mandens pik, kan han overtales til alt. Det er simpelthen utroligt. Når først lyster og fantasierne bliver det mindste stimuleret, fordufter fornuften og alt andet virker som irrelevant. Hvis det lille hoved bliver aktiveret hos manden, bliver det store slået fra. Og da det er ikke nogen hemmelighed at manden ofte tænker på sex, er det ikke så svært at konkludere vel?

Jeg tror ikke mange mænd kan undsige sig, at have taget beslutninger eller gjort indkøb, blottet for almindelig fornuft, med muligheden for sex eller anden seksuel tilfredsstillelse i tankerne. Beslutninger man egentlig godt ved er ufornuftige eller direkte forkerte, virker pludselig smarte og rigtige. Kun fordi det lille hoved pludselig bliver slået til. Når først pikken er stiv, er det som om en total blokering af hjernen indtræffer.

Men fordi hovedet i pikken rigtig ofte bliver slået til, er mænd så nemme at manipulere. Hvilket absolut ikke gør dem mindre primitive. Nogle gange har man det indtryk at en kvinde bare skal have blond langt(!) hår og store bryster, så er alt andet ligemeget. Det er simpelthen stimulans af pikken på laveste plan, men fordi det ér pikken virker det fornuftigt nok. Hvis der er fisse - ! Skal råbes med stadionstemme og ølånde - i udsigt, så ændrer mænd fuldstændig karakter. Tabuer bliver glemt. Almindelig pli ikke-eksisterende. Det skal siges at homoseksuelle mænd, blot skal have en anden pik i udsigt for at blive lige så primitive.

Da jeg læste en af Gertruds klummer for nogle uger siden, kunne jeg ikke lade være med at tænke AD!, men samtidig “hvorfor ikke.” Mænd ér så primitive. Klummen handlede om nogle af de ritualer nogle mænd åbenbart har i badet. Jeg har hørt om det, men gudskelov aldrig oplevet det selv. Alligevel fik klummen mig til at tænke på hvor let det kan være at underholde mænd. Det skal bare indeholde noget med pikken. Hvor mange har ikke oplevet unge fyres “selskabslege” og handehørmsritualer, der indebærer blottede løg eller baller. Eller indeholder andre sex-relaterede udfoldelser. Simpelt, primitivt og plat. Men tro det eller ej. Fyrene er underholdt. Det lille hoved er slået til.  

Så tal til pikken, så har du manden i fast greb om bollerne.

Til sidst et rigtig godt råd til fyrene, nu vi er i de regioner. Hvis I lige har snittet friske chilier, så vask fingrene virkelig grundigt - som i sindssygt grundigt! - inden I smutter på toilettet og tager fat i “jeg’et” i bukserne. Jeg lærte lektien på den hårde måde. Så forskån jer selv for den oplevelse. Jeg vil ikke engang forsøge at forklare for ondt det gør, for selv den beskrivelse kan komme til at gøre ondt på andre mænd.

Lyset trænger tydeligt igennem det store vindue i stuen. For første gang i to et halvt år er persiennerne i vinduet ikke lukket til. I stedet får solens lys lov til at kaste liv ind i lejligheden. Med knofedt og tålmodighed, er vinduerne blevet pudset for første gang siden persiennerne blev lukket til. Vasket fri for Nørrebros beskidte luft, men også for angst og paranoide tanker.

Efter indbruddet for to et halvt år siden, blev jeg hysterisk angst for at det skulle ske igen. Derfor lukkede jeg til, så ingen kunne se ind i lejligheden fra gaden. Lod mørket og det kunstige lys regere. Stuen blev uden vindue. I stedet nøjedes jeg lyset i vinduerne ud mod gården. 

Men nu skulle det være slut. Så de sidste dage er lejligheden blevet malet hvid, møblerne smidt ud og erstattet af nye. Med kæmpe hjælp fra forældrene og kæresten er det lykkedes at forvandle lejligheden i løbet af få dage, så jeg nu sidder i det der føles som en helt ny lejlighed. Lader storsmilende blikket glide rundt i lejligheden og nyder det store arbejde der er blevet lavet. Intet er som før, står eller hænger som før.

Gamle vaner skal nu laves om. Gamle minder er blevet smidt ud i oprydningen og der er i stedet blevet plads til nye minder og interesse. Der er ikke kun blevet ryddet op i lejligheden, men jeg sidder også tilbage med en følelse af at der er blevet ryddet op i mit liv. Ting der holdt mig for meget fast i fortiden er væk, og der er nu i stedet lys og plads til at se mere fremad. 

Men jeg har også givet mig selv plads til at se fremad. Lejligheden er nu indrettet mere egoistisk. Der er taget mere hensyn til mine behov, end til hvilke behov der kan opstå når der kommer gæster. Det er min lejlighed, mine behov, mit liv. Det er det vigtigste at jeg befinder mig godt i min nye lejlighed, og ikke at normerne befinder sig godt i indretningen. Og jeg befinder mig i den grad godt! Jeg nyder lyset der kommer ind. Den nye luft. Fornyelsen. 

Der blev ikke sagt mange ord forleden aften. Vi sad i hver sin ende af sofaen. Ingen stillinger virkede rigtige og den nervøse rastløshed, gjorde at jeg ikke sad ned mange minutter af gangen. Prøvede at finde mig selv. Prøvede at finde ham, men lige lidt lykkedes det. Et enkelt smil i ny og næ blev til, når vores øjne mødtes. Smil der kæmpende blev båret op af trætte øjne, triste tanker og uklarhed. 

Ordene der stadig roede rundt i hovedet i én uklar masse, synede ikke til at tage form. Turde derfor ikke lade de ufærdige sætninger komme ud. Hvad var det jeg ville sige? Kunne ikke engang selv forstå noget som helst, hvordan skulle han så kunne. Havde lyst til at fortælle hvor bange han havde gjort mig. Ville så gerne lægge mig ved siden af ham på sofaen, mit hoved tæt på hans og en hånd over hans hjerte, men af en eller anden grund føltes det ikke rigtigt. Når jeg rakte hånden frem for at nusse ham, gjorde det næsten ondt, så hånden blev trukket tilbage igen. 

For at lette stemningen gik jeg ud i regnen for at finde noget aftensmad til os. Havde virkelig lyst til at forkæle ham og lave noget lækkert. Ja, bare lave mad til ham. Men kunne intet få, da udvalget var minimalt på en helligdag. Magtesløsheden tog plads i mig, men også stædigheden meldte sig. Nu havde jeg besluttet mig for at ville lave mad, så endte med at gå rundt i regnen en time, uden held. Opgivenheden havde let ved at vinde indpas i mig, som alle mine positive forsvar var splintret til alle sider. Endte med at købe det sædvanelige indiske take away. 

Nedbrudt, ærgerlig og våd kom jeg ind ad døren. Satte maden på køkkenbordet og brød sammen. Ærgrelsen var så enorm og frygten for, at netop denne ene banale ting kunne få ham til at gøre det forbi, virkede sandsynlig og rimelig. Jeg ville så gerne og så kunne jeg ikke få lov. Den rystende krop kunne heller ikke holde øjnenes forsvar oppe, men lod i stedet tårerne glide lydløst ned ad kinderne. 

Modet steg en smule, da hans arme omsluttede mig og holdt mig tæt ind til hans varme bryst. Men ligemeget hvor meget han forsøgte at fortælle, at maden var fin og han glædede sig til at spise den, synes jeg at jeg havde fejlet. Alt kunne være ligegyldigt. 

Gik i seng før ham, og følte mig lille i den store seng. Noget manglede. Han manglede! Sengen, rummet, stemningen virkede fremmed og skræmmende. Roen kunne slet ikke sænke sig over den  varme dyne. Ikke før han lå ved siden af mig igen. Da han kyssede mig i nakken og sagde godnat, for et håb igennem kroppen og efterlod plads til roen. Natten sænkede sig over lejligheden og os begge. 

En urolig nat fulgte, hvor jeg flere gange vågnede op med angst i sindet, for at vende mig og tjekke om han stadig var der. Han var der også næste morgen. Lagde mig tæt ind til ham og nød at mærke hans åndedræt og hjerteslag. Kiggede ham dybt i øjnene og ledte efter den kærlighed, jeg så ofte har set i de to øjne. Efter et blink, så de morgentrætte øjne forsvandt, fandt jeg dét blik. Kyssede ham dybt og inderligt. Læberne mødte gengældelse. 

Kærligheden og lidenskaben for hinanden førte hænder og læber. Hans nøgne hud føltes bedre end nogensinde. Den sex der fulgte, var ikke bare sex og liderlighed, men ren kærlighed, lidenskab og lyst til hinanden. Flere gange måtte jeg lukke øjnene og virkelig mærke efter om det var rigtigt. Dét jeg havde frygtet ikke skulle komme til at ske igen. Nød hinanden længe og viste på fineste vis, hvor stor kærligheden er.

Vi har stadig ikke snakket ud om tingene, men nogle gange viser kroppen måske det læberne ikke kan få ud. Dén morgen forstærkede et ellers spinkelt håb i mig. Troen vendte tilbage og kærligheden blev på ny bekræftet. Men stadig kun i en fin hinde, der stadig bliver presset af den knugende angst indenunder. En angst der forhåbentlig svinder de næste dage, som kærligheden bliver bekræftet fysisk og verbalt.

For første gang er det blevet sagt højt. At vi måske slet ikke skal være sammen mere. At vi gør hinanden for ofte ondt. Mere end nogen af os fortjener. Kærestens udmelding har sat sig på mit hjerte som en mørk skygge. En skygge der måske ender med at omslutte hjertet helt.

Hjertet har hamret hele dagen, siden snakken i morges. Tankerne har snurret, så hovedpinen stødt har tiltaget i styrke. Øjnene har føltes tunge og der har været en konstant trykken bagerst i øjenhulerne. Da ordene kom ud af kærestens mund i morges, voksede klumpen i halsen med eksplosionsagtig fart og truede med at nedbryde hele kroppen. Alt blev slapt og jeg skulle koncentrere mig om, fortsat at trække vejret og holde hjernen klar.  

Hans øjne, som jeg næsten ikke kunne kigge direkte i, af frygt for at begynde at græde, var fyldte med sårede følelser, men også et snert af opgivenhed. Som om han var klar til at kaste håndklædet i ringen. Hvilket er det sidste jeg ønsker! Jeg har selv tidligere været ved at give op, men hver gang er jeg nået frem til, at der ikke er noget andet jeg hellere vil, end at være sammen med ham. Lige nu kæmper alt i mig for, at det fortsat skal være sådan, når solen står op i morgen. Og de næste mange morgener. 

Jeg elsker ham utrolig højt, også selvom han kan gøre mig så ufatteligt ondt. Måske det netop er den store kærlighed, der gør følelserne mere sårbare? At enden kan være så nært på, får alt til at vende sig i mig og angsten til at sætte sig som en tynd sitrende hinde på huden. 

Han siger at han elsker mig og gerne vil være sammen med mig, men at det ikke er holdbart at vi gør hinanden kede af det. Hvilket jeg kun kan være enig i. Det rammer som pile i hjertet, når han siger jeg har gjort ham ked af det. Han føler jeg har ændret mig og er derfor utryg ved, om der ligger noget bag. Om der er noget der stikker dybere i mig? En tanke der har sat sig på min egen tankestrøm, i forsøg på at mærke efter. Men hver gang jeg er kommet til et lille bump, en lille ting der irriterer eller gør mig ked af, fører kærligheden mig sikkert over bumpet, så jeg hele tiden ender på den side der siger, at jeg virkelig ønsker at vi skal blive sammen.

Samtidig kan jeg også godt se fornuften i hans ord. Se at det ikke er holdbart at vi ubevidst gør hinanden kede af det. Dog havde jeg slet ikke set det komme nu. Jeg vil hellere kæmpe med næb og klør, end at give slip på noget så dyrebart. Han er noget af det kæreste i mit liv. Han er blevet mit faste holdepunkt og en trofast støtte. Jeg skal bare lære at støtte mig til ham, i stedet for at bruge ham som kradsebræt, når noget nager. For jeg ender med at kradse styrken ud af hans kærlighed til mig, så jeg i stedet står med noget der lige så stille glider ud mellem fingrene på mig, uden jeg kan genvinde kontrollen. Bare tanken får øjnene til at løbe over. 

Hvad der får homoseksuelle mænd til at leve i et heteroseksuelt forhold, kan virke uforståeligt. Måske endnu mere uforståeligt hvis de samtidig kommer i det homoseksuelle miljø og har mandlige elskere. Altså indrømmer så meget af deres homoseksualitet, at de udlever den som et parallelt liv

Lige så uforståeligt som det måske kan virke, lige så forståeligt lyder det egentlig i mine ører. Jeg kan godt forstå hvis der stadig i 2009 er mænd der undertrykker deres homoseksualitet. Selv i Danmark. Forstå hvad der kan få mænd til at undertrykke nogle lyster, der ellers kan være svære at holde nede. Nemlig kærlighed og seksuel tiltrækning. 

For det første er der muligheden for, at en del mænd tilsidesætter lyster og tanker i en ung alder, som en skør tanke der nok går over med årene. Nogle lyster der i stedet kan ende som en tikkende bombe under den ellers “normale” overflade. Lyster der pludselig bliver så kraftige at de ikke kan undertrykkes længere, men så kan ende med at blive endnu sværere at acceptere, fordi den tryghed der er skabt gennem flere år, pludselig kan virke truet. 

Nogle mænd tror måske lysterne går over, hvis de lærer at elske en kvinde og skaber den “rigtige” verden, med familie og børn. At de med tiden lærer at finde tilfredsstillelse i andre ting. Men netop drømmen om børn og familie, kan måske også få nogen til at tilsidesætte sider af sig selv. Jeg har selv i svage øjeblikke overvejet, om jeg skulle finde sammen med en pige, i jagten på drømmen om en dag at få børn. Så for mig virker den grund slet ikke så uforståelig. 

Men allerværst er det, at mange ikke føler sig trygge nok til at stå ærligt frem om deres seksualitet, men i stedet lader sig styre af normer og det almene syn på “kernefamilien”. Bøsse, homo og svans er bare et lille udpluk af de mange vendinger, hvor homoseksualiteten stadig bliver brugt i negativ sammenhæng. Skældsord der alle rammer mange homoseksuelle, inklusiv mig selv, hårdt hver gang, fordi signalværdien i ordene stikker dybt i det mange homoseksuelle kæmper med, i tiden før de tør stå ved dem selv. For nogle også efterfølgende. Der kommer jævnligt eksempler frem i medierne, hvor det tydeliggøres hvor tabubelagt, det stadig kan være at være homoseksuel i nogle kredse, miljøer og egne af Danmark. Et tabu der kan skræmme rigtig mange fra, at turde være ærlige overfor dem selv og deres omverden. Hvilket igen kan medføre nogle undertrykte følelser og lyster, der kan ende med at gøre ufattelig skade på kredsen omkring personen, men allerværst gøre umenneskelig skade på personen selv. 

Det er måske derfor nogle gifte mænd, begynder at komme i miljøet. For at få afløb for nogle af de indre lyster og kræfter der truer med at få deres hverdag til at krakelere. For at få en seksuel drift tilfredsstillet, der gør at de bedre kan udholde det liv de har fået bygget op med kone og børn. Jeg kender til flere mænd der uden synlige kvaler har elskere i det homoseksuelle miljø, for efterfølgende at gå hjem til konen og børnene. Egentlig ved jeg ikke hvem jeg synes det er mest synd for, eller hvem der holdes mest for nar. Alle bliver snydt i den sammenhæng.

Der er også den mulighed, at mænd eller kvinder der gennem flere år har levet i et lykkeligt ægteskab, pludselig møder en af eget køn, der tænder skjulte og ukendte følelser og lyster. Ligesom man hører om homoseksuelle der pludselig har mødt en af det modsatte køn, der har fået dem til at ændre syn på dem selv og deres seksualitet. Fordommene overfor dette spring er lige så store i de homoseksuelle kredse, som springet den anden vej er store i heteroseksuelle kredse. Personligt tror jeg på at man forelsker sig i personen og ikke i kønnet, derfor ville jeg aldrig trude at afvise, at jeg kunne forelske mig i en pige. Jeg kan ikke sige i dag, hvem jeg møder i morgen eller om ti år. Det vigtigste er vel at følge sine følelser.

Uanset hvad grunden er til, at en mand eller en kvinde pludselig springer ud af et ægteskab og fortæller om egen homoseksualitet, behøver det ikke være så sort hvidt, at det hele har været rent skuespil. Nogle gange kan der ligge flere grunde bag. Grunde der måske har hjemsøgt den homoseksuelle i lang tid, inden modet har været der til at indse og indrømme sandheden.

Skrevet til Oestrogen.dk. Tema i uge 21 “Hjælp, min mand er bøsse.”

Hvis han tænder på at få en finger i røven, må han da være homo, Ikk’? Det er da kun noget bøsser gør. Sådan er opfattelsen i hvert fald hos mange. Derfor bliver særlige ønsker i sengen, ofte mistænkt som tydelig tegn på homoseksuelle træk hos manden eller kæresten.

Men for mig at se handler homoseksualitet ikke om sex, men om seksualitet, kærlighed og tiltrækning. Sex er én ting. Noget andet er om en mand tænder fysisk på sit eget køn. Om han bliver tiltrukket af de maskuline træk. Hvis det er fyrens røv der tjekkes ud, når hovedet drejes efter et forbipasserende par. Hvis han tænder på tanken om at være sammen med en anden mand, i stedet for en kvinde. Om han kan få følelser for en anden mand, der stikker dybere end blot de venskabelige. Mærke forelskelsen tage plads i kroppen, selvom det er en mands øjne der kigges dybt i. Der er langt stærkere tegn på homoseksualitet end seksuelle tilbøjeligheder. Men desværre er det bare ofte kun sex, der sættes i forbindelse med homoseksualitet. 

Jeg kender flere heteroseksuelle fyre, der tænder på at deres kæreste giver dem en finger i røven imens de har sex, men som slet ikke tænder på tanken om at det er en fyr der giver dem finger. Så kan det vel ikke siges at være homoseksualitet. Der er vel også en grund til at flere sexologer anbefaler mænd, at stimulere deres g-punkt, som nu engang sidder oppe i røven på en mand. Hvilket jeg absolut ikke tror skal opfattes som sexologers forsøg på at gøre alle mænd til bøsser. Derimod er det nok en opfordring til at tænke lidt ud af boksen og åbne øjnene for flere måder at opnå seksuel tilfredsstillelse. Desværre er det i manges øjne, tabubelagt at lege med tankerne om noget, der overhovedet kan tangere hvad der normalt tilskrives bøsser.

Hvis manden i et forhold alligevel tør stå ved sine lyster, og være åben omkring dem overfor konen eller kæresten, må hun gøre op med sig selv om hun kan og vil tilfredsstille dem. Om hun kan se lysterne som reelle og ikke nødvendigvis som homoseksuel nysgerrighed. Som hvis den ene part i et forhold er til f.eks. S/M eller trekant. Der skal den anden også gøre op med sig selv om han eller hun kan tilfredsstille den lyst. Om der skal gås på kompromis for at tilfredsstille partneren eller om partneren må undvære den tilfredsstillelse. -Eller hente tilfredsstillelsen et tredje sted.  

Hvis det virkelig ér homoseksuel nysgerrighed, biseksualitet eller bare tanken om at prøve at være sammen med en anden mand - en tanke der ifølge flere undersøgelser melder sig hos mange mænd -, så må kvinden gøre op med sig selv om hun kan leve med at han udforsker denne side. Om hun kan hjælpe ham. Som hvis den ene part har tanker om at prøve swingerklub eller partnerbytte, hvor der også er risiko for at partnerens øjne åbnes for nye tiltrækninger. Der er vel ikke nogen forskel. Det er af en eller anden grund bare mere kontroversielt, når en mand har lyst til at prøve at være sammen med en anden mand.

Man må bare ikke forveksle særlige seksuelle lyster med homoseksualitet. Hverken af personen med lysterne eller af dem på sidelinjen. Homoseksualitet stikker altså dybere end en finger i røven.

Skrevet til Oestrogen.dk. Tema i uge 21 “Hjælp, min mand er bøsse.”

Viser han feminine træk? For meget opmærksomhed til andre mænd? Eller har legene i soveværelset tendenser der tangerer hvad der “normalt” er forbeholdt bøsser? Grundene kan være mange til, at en kvinde kan begynde at mistænke sin ægtemand eller kæreste for at være bøsse, eller måske bare biseksuel. 

Men før der udspørges, eller panikken får kvinden til at tjekke mails, sms’er, besøgte websider eller natbordsskuffer for pornoblade med nøgne mænd, i jagten på svar, bør det måske overvejes, hvad det egentlig er man søger svar på. Nogle af de tegn og tendenser man ofte er tilbøjelig til at tilskrive homoseksuelle mænd, bliver i større og større grad adopteret af heteroseksuelle mænd. Altså er det ikke alle tegn, der er bevis på homoseksuelle tendenser hos manden.

Når det så er sagt, og mistanken virkelig er der, kan jeg sagtens forstå den frustration der kan melde sig hos kvinden. En hel ny verden af spørgsmål vil åbne sig, med besvarelsen af det ene spørgsmål. Nemlig om manden tænder på andre mænd eller ej.

Dog tror jeg virkelig det skal gribes meget roligt an. Der kan ligge rigtig mange tanker og overvejelser bag, før en mand overhovedet indser, at der måske er noget der trækker ved hans eget køn. Endnu flere og måske endnu mørkere tanker, før han indrømmer det overfor sig selv. At skulle indrømme det overfor andre end sig selv, kan for nogen være et stort og uoverskueligt skridt. Hvis manden lever i et heteroseksuelt forhold, kan jeg knap nok forestille mig hvor svært det må være, at skulle sige det åbent, til f.eks. konen. 

Jeg kan huske da jeg selv var ved at være klar til at tage skridtet. Ikke så stort et skridt som et ud af et heteroseksuelt forhold, men stadig et stort skridt til noget udenfor normen. Da gik jeg næsten i baglås hvis nogen forsøgte at tage skridtet for mig, eller hvis nogen spurgte for insisterende ind til dét, jeg selv kæmpede med at få styr på. Jeg ville selv styre tempoet i takt med at jeg fik styr på mine følelser og følte mig tryg.

Derfor tror jeg det er vigtigt, at kæresten eller konen, gør op med sig selv i god tid, hvordan hun vil reagere på svaret. Det kan uden tvivl blive noget af et slag for hende, men hun er ikke den eneste der skal overvinde nogle ting i den sammenhæng. Hvis han virkelig elskes skal det gøres for at hjælpe ham. Så gælder det om at få ham til at føle sig tryg til at være ærlig og åben, i stedet for at skræmme ham til, vedblivende at fornægte sig selv. Hjælpe ham til at finde sig selv.

Hvis det viser sig virkelig at være homoseksualitet, kan jeg have svært ved at se hvordan det kan fungere, da homoseksualitet for mig at se ikke kun handler om det seksuelle, men også om kærligheden. Homoseksualitet er en følelse i kroppen og ikke kun en længsel i underlivet. Hvis en kvinde ikke kan tilfredsstille nogen af de to hos manden, hvad er så meningen i at bevare det, der ikke er der?

Skrevet til Oestrogen.dk. Tema i uge 21 “Hjælp, min mand er bøsse.”

Blæsten kastede bølgerne rundt i Mellieha Bay. Bølgerne forsøgte selv at vise styrke ved, at forvandle bølgetoppene til hvide skumsprøjt, der kastede dråber højt op i vinden når bølgerne blev kastet mod hinanden. Træerne langs kysten holdt stand mod vinden, men grene og blade der sad skævt i forhold til stammen, vidnede om kampen mellem blæsten og de stolte træer. Himlen lod den ellers klare lyse farve, afløse af en mere diset gråblå. Som om en film var trukket over hele udsynet. Klipperne på den anden side af bugten, mistede deres skarpe kanter og rå ydre, og fik i stedet en blød og sløret overflade.

Sandkornene dansede rundt over stranden, i konstant skiftende mønstre. På afstand lignede det næsten hele hudlag blev skrællet af stranden, som en mørk skygge af flygtende sandkorn bevægede sig fremad, over den ellers så glatte overflade. Hvirvelvinde lavede de mest utrolige billeder i sandet og man kunne, hvis øret abstraherede fra vindens susen, næsten høre sandkornene synge, som de gned mod hinanden. 

Livet på stranden, ved solsengene og farestrålende parasoller, var trængt væk af den kølige vind fra havet, og i stedet erstattet af en masse kites i forskellige stærke farver, der lå langs stranden og blafrede i vinden. Imellem løb en masse mørke våddragt-klædte mænd rundt med julelys i øjnene. Flere havde allerede taget boardet under fødderne og gled med legende lethed over bølgerne, i fuld fart trukket efter de store kites der fyldte luften over bugten. Som farvefyldte drager i luften, i stærk kontrast til den matte himmel. Smældene når dugene slog mod vinden var gennemtrængende og næsten frygtindgydende. 

Kunstfærdige spring blev udført, med afsæt fra ryggen af de store bølger, og højt flyvende løftet af de svævende kites. Jubelråbene overdøvede vinden, når en eller flere havde haft et vellykket hop, eller vinden for alvor fik fat, så skumsprøjtene stod højt på begge sider af boardet.

Selv sad jeg på en trappesten og beundrede, de mange kitesurfere der benyttede sig af, at vejret en enkelt dag var skiftet til deres fordel. Jeg sad med fødderne begravet i det fine sand, men med øjnene på de legende voksne mænd, drømte jeg om at det var et board under mine fødder. At det var mig der mærkede vinden og vandets enorme kræfter. I stedet lod jeg synet, lydene og duften af det salte oprørte vand, hypnotisere mig, så jeg endte med at sidde og kigge ud over havet, uden øje for tiden. Nød for en stund tankernes flugt fra alt andet. Nød frihedsfølelsen der skinnede igen i de blanke kites.  

Kæresten og jeg lå ved siden af hinanden, med ryggen mod de brede varme sten omkring Tritonfontænen. Lukkede øjnene og lyttede bare til livet omkring os. Lod solen varme vores kroppe og den dejlige lune sydlandske vind trænge ind i vores næsebor. Hele pladsen omkring den enorme Tritonfontæne er busterminalen i Valetta, Maltas hovedstad. Det hektiske virvar af busser der kører ud og ind mellem hinanden, og de mange mennesker der går og løber på tværs af pladsen hele tiden, skaber et skønt billede af liv. 

Midt i den enorme bymur bryder en kæmpe byport, dét der ellers virker så lukket og fjendtligt. Indenfor ligger det 450 år gamle Valletta. Byen vi netop var kommet ud af efter et par timers gåtur. En by bygget af stormestrene, med al deres rigdom og storhed, som stadig ses tydeligt når der slentres igennem de mange små gader. 

Alle middelalderbygningerne har små detaljer og udsmykninger, der konstant fanger øjnene. De mange små karnapper sidder tæt, og giver en følelse af at de små gader lukker sig over en. Nogle af gaderne mellem de syv-otte-etagers gamle huse, er så smalle, at sollyset kun i et kort tidsrum midt på dagen, kan nå helt ned til stenene på gaden. 

De mange smukke huse, afløses af borge, paladser og kirker, der talrigt pryder den ellers lille by. De vinkelrette gader der ligger tæt og husenes smalle facader, trækker konstant nye detaljer frem for øjnene af en. Byen er bygget på et gammelt bjerg, med vand på tre sider, og er derfor i rigtig mange niveauer. Gaderne er stejle, så fortovene kun er én lang trappe ned til bunden, hvorefter gaden fortætter opad igen på den anden side. Men de mange niveauer gør også, at der overalt i byen er små broer, tunneller, og let svævende gangstier på kryds og tværs af hinanden. Og ofte højt over hinanden. Gaderne krydser hinanden over og under hinanden, så selvom man ved, at man skal være blot et niveau under der hvor man står, skal ud på et større eventyr for at regne vejen ud. 

Men netop følelsen af et eventyr og magiske tider, fylder kroppen overalt, som man går rundt i den gamle by. Fordi det hele er så tæt og småt, men alligevel stort og imponerende. Alt ligner noget vi ikke kender til i “vores” verden. Ja, nærmest uvirkeligt. Men som samtidig kun giver fantasierne yderligere fart rundt i de små hyggelige gader. Man forventer til sidst næsten, at der står riddere og festklædte heste, efter det næste hjørne man drejer om. Fordi byen efterlader et indtryk af, at andet ville være mærkeligt.

Da vi rejste os fra fontænen, gik vi igen gennem byens små gader, ned mod vandet, hvor vi beundrede de mange små huse, der var bygget ved foden på ydersiden af den tykke bymur. Skurene lå små, faldefærdige og sølle tæt på bølgernes hvide toppe, som fattigfolk der ikke måtte være med i festen indenfor murene. Dér fandt vi en restaurant med terrasse ud over vandet og med udsigt til de moderne nye byer der skød op hele vejen rundt om den store havn. Trafikken på vandet var livlig med store træskibe og små motorbåde. 

Eventyret fortsatte ved bordet, hvor vi kunne se store stimer af fisk der insisterende hoppede rundt i overfladen af vandet, som om de ville have os med. Lidt efter kom en enøjet kat og satte sig lidt fra os, efter duften af vores fiskeretter havde spredt sig i luften omkring os. Det sorte hul ved siden af det ensomme triste øje, var dragende og blikket i det friske øje kæmpede for, at fortælle en historie, der gjorde at vi ikke ville være blevet overraskede, hvis katten var begyndt at tale. Dagens oplevelser og indtryk, efterlod et ønske om at den faktisk åbnede munden og lod ordene flyve ud.   

Den vel nok nemmeste måde at komme rundt på Malta på, er de lokale busser. Hvilket også er en oplevelse i sig selv. De ligner alle noget fra 50’erne og 60’erne og må være et saligt syn for alle veteranbils-interesserede. De er let genkendelige i deres stærke orange farve, med den røde stribe ned langs siden og det hvide tag. 

Små hårde dobbeltsæder står tæt op langs den smalle gang, som bænke på række. Oftest er der slet ikke sæder nok, så folk står i mellemgangen, halvt støttende halvt hængende i de mange læderstropper oppe under det blottede metaltag. De ældre maltesiske kvinder sætter sig kun modvilligt, hvis man tilbyder sit sæde. Men takker alligevel med et smil. 

Men det gælder om at holde fast, som bussen svinger ud og ind af de små veje. Hopper op og ned af de mange bjerge og bakker der er på øen. Landskabet bugter sig hele tiden, så der kommer nogle ordentlige ryk i bussen. Alt ryster og knirker, og både hænder og fødder bruges til at stemme i, så kroppen svinger mindst muligt med. Hårnålesvingene tages i fuld fart, på siden af klipperne, hvor det klare blå vand pludselig kommer til syne for bunden af klipperne. Smalle gader, jeg selv i personbil ville overveje, bliver passeret i høj fart. 

Men det er også det der er fascinerende. Det imponerende landskab breder sig ud foran en. De mange klipper skyder op af den let afsvedne jord. Stendiger sørger overalt for at jorden og markerne bliver trods regn og blæst. En fårehyrde holder øje med den dansende flok. Små og store byer dukker pludselig op. Alle bygget i de samme lysegule sten. Karnapper i forskellige farver og udsmykninger, hænger klistret til murene, så den egentlige facade kun er en skygge af fortiden. Kirketårne og -spir bryder den blå himmel over de små hyggelige gader. Ruiner, middelalderbyer og velbevarede borge og paladser vidner om Maltas fantastiske historie, som bl.a. højborg for Korsridderne. Overalt i landskabet melder disse tegn sig.

Den eneste mulighed for frisk luft i den trænge bus er, at lukke de store vinduer op. De skubbes blot til side. Så det er enten meget luft eller ingen. Det sidste er mere uudholdeligt end det første. Derved lukkes også duftene og lydene udefra ind i bussen. De lyde der altså kan trænge igennem larmen fra den hostende og harkende bus. Eller overdøve de enorme slag der lyder når undervognen skraber mod den varme asfalt. 

Stopklokken aktiveres ved at trække i den blå eller gule snor der er spændt ud under taget, ned gennem bussen. Springet tages ud gennem hullet i siden, der erstatter døren, og den faste grund under fødderne værdsættes med et lettelsens suk. Det føles som om rygsøjlens hvirvler alle er faldet sammen i de nederste tyve centimeter af ryggen.