Sad på Laundromat i Elmegade sammen med to veninder. Den ene med sin nyfødte pige og den anden med sin store gravide mave. Et håndgribeligt bevis på at prioriteterne er begyndt at rykke sig i vennekredsen. Nu er det ikke længere byture og det vilde singleliv, men børn og familieliv. En udvikling der er ret interessant at følge, for det går godt nok stærkt for tiden.

Jeg synes det er skønt at følge og jeg nyder at se glæden i deres øjne når de tænker på deres lille barn eller kommende familieforøgelse. Samtidig skærer det også lidt, fordi det er et billede det måske aldrig lykkedes mig at få. Muligheden for at få børn er åbnet på klem, men jeg tør ikke håbe for meget. Det kan komme til at gøre endnu mere ondt.

Men hvor kan man også bare mærke på samtalen ved sådan et vennemøde, at tiderne har ændret sig. Snakken drejede sig stort set kun om babyer, fødsel, graviditetssmerter og dårlig nattesøvn. Jeg hørte detaljer jeg SLET ikke havde brug for at vide omkring selve fødslen. Hvor priser jeg mig lykkelig for ikke at være kvinde, og skulle føde et barn. Jeg sidder med de skrækkeligste billeder i hovedet, der får hårene til at rejse sig endnu engang bare ved at tænke på dem.

Hver gang emnet bevægede sig lidt væk fra alt hvad der havde med bleskift, gylp, ømme bryster, natteskrål og poser under øjnene som følge, og nærmede sig noget hvor jeg rent faktisk kunne snakke med, blev samtalen med en kun kvindelig-mulig-teknik kørt tilbage på børn og barnevogne. Lyttede mest, da mine personlige erfaringer af gode grunde ikke er så store.

Men da jeg sad med den lille pige i skødet, overgav jeg mig. For hvor kan jeg godt forstå at pigerne er glade med sådan en lille en. Hun var simpelthen så sød, som hun sad der og kiggede nysgerrigt rundt. Holdt hende bare tæt ind til mig og nød at mærke det lille liv. At mærke hendes lille hånd tage fat om min ene store finger, sendte sus gennem kroppen.

Men det var ikke kun min opmærksomhed den lille havde fanget. Hvad er det der sker med piger, når de ser en fyr med en baby? Det ryger lige i æggestokkene på dem! Jeg tiltrak godt nok mange blikke og drømmende smil. Samtidig kunne jeg næsten læse tankerne hos fyrene ved pigernes side. “Få nu den unge væk, inden tøsen får for gode idéer. Vis sympati mand!” 

Gik derfra efter et par hyggelige timer i selskab med to gode veninder, men også to forandrede veninder. Deres fokus har rykket sig. Men det er kun lykkeligt. Jeg skal bare lige vænne mig til det.

Da jeg for godt seks år siden kom og annoncerede min nye karriereplan for familien, et studievalg der faldt udenfor familiens uddannelseshistorie, fik jeg at vide, at jeg skulle være klar over at jeg ikke ville tjene så mange penge og derfor kunne få svært ved at realisere mine drømme. Blev spurgt om det var velovervejet og fornuftigt. Jeg valgte at realisere netop dén drøm, for det var en drøm der lå først for og var opnåelig. Deres mistro gjorde bare lysten til at gennemføre endnu større. I dag har jeg en uddannelse jeg er glad for, et job jeg nyder at vågne op til, og jeg mangler heller ikke noget økonomisk. Selvfølgelig kan man altid have mere, men alternativet var måske - MÅSKE! - at jeg sad på et job jeg i virkeligheden ikke nød, godt nok tjente penge til at udleve de vilde drømme, men samtidig med ærgrelse over at jeg ikke fulgte uddannelsesdrømmen “dengang”. Hvad ville så være det bedste?

Jeg var godt klar over at de økonomiske aspekter i den uddannelse jeg valgte, ikke var så attraktive som hvis jeg f.eks. havde læst videre på handelshøjskolen eller universitetet, alligevel valgte jeg at tage chancen. Risikoen måske? Det viste sig dog, at det slet ikke behøvede at være så uattraktivt. 

Jeg har den sidste tid gået og overvejet at få en tatovering. Kæresten siger nej! Forældrene nok det samme når de hører det. Broderen ryster smilende på hovedet af mig og vennerne synes alle det er en god ide. Selv synes jeg selvfølgelig det er en fabelagtig ide. Men kan også godt se at det er en beslutning der vil følge mig resten af livet, med fortrydelse som snæver mulighed. 

Men så er mit spørgsmål: Hvor fornuftig skal man være? Hvor går grænsen mellem hvad der er dumt og hvad der bare et letsindig sjov? Kan det sikre ikke nogle gange blive kedeligt. Hvor meget skal livet leves i nuet og ikke i fremtiden? Skal lysten, drømmene og ønskerne udleves nu? Nu med hensyn taget til fremtiden? Udelukkende med en sikker fremtid for øje? 

Nogle gange skal man vel tage nogle chancer og løbe nogle risici. Springe ud i livet og tage problemerne hvis de kommer. Vi træder vel alle lidt ved siden af nogle gange, og alle har vi skeletter eller i hvert fald et par raslende knogler i skabet. Fortiden er ikke altid til at løbe fra, men den behøver vel heller ikke følge os som en lænke om benet.

Jeg ved godt jeg nogle gange gør noget, der måske ikke ville hente mange point i en IQ-test, men til gengæld har jeg det sjovt og føler jeg lever livet. Nogle gange har jeg bare brug for at mærke nuet og glemme konsekvenser, risici og mulige ubehaglige følger. Den tid den sorg. Nogle gange bliver det simpelthen for deprimerende, at skulle overveje alle konsekvenser før man tager et skridt. Så går det sjove ligsom af ballonen. Samtidig er det nok heller ikke helt dumt at en smule fornuftigt bliver bundet i ballonsnoren, så den ikke svæver til uopnåelige højder. Men hvornår er noget fornuftigt, kedeligt, dumt, sjovt?

Alt hvad der er ulovligt, uansvarligt og umenneskeligt er selvfølgelig udenfor diskussion i denne sammenhæng!

Et af de sorte jakkesæt er nu taget frem fra skabet og hænger som en sort skygge over lejligheden. Heldigvis er det altid nyrenset og nypresset, så det er klart til brug. Over buksestangen hænger også det sorte slips og ved siden af den nystrøget hvide skjorte. Det hele vidner om at jeg endnu en gang skal afsted til en kedelig begivenhed. Nemlig til begravelse på onsdag. 

Endnu engang har kræften krævet et offer i mit liv. I kærestens familie. Det er ikke første gang netop dét jakkesæt bliver fundet frem til begravelse. De øvrige jakkesæt er fredet for den slags ubehagelige minder. Lige meget hvor mange gange det bliver renset, er det som om tårerne stadig kan ses som dybe skjolder på jakkens skuldre. 

Som det hænger der, er det som om billeder fra de tidligere begravelser, rasler ud af ærmer og bukseben og vækker triste minder til live. Tankerne går i stå og begynder i stedet at vandre hvileløst rundt i fortiden. Mørket sænker sig over sindet og humøret daler.

Men lige nu bliver jeg nødt til at være en sikker støtte for kæresten. Når jeg tager flyveren tirsdag aften, for at støde til kæresten og resten af familien, nytter det ikke noget, at jeg tager mine triste minder med i bagagen. Allerhøjst de minder der er brændt fast i jakkens inderlomme, og efterlader et varmt mærke på huden over hjertet.

 Jeg har mødt afdøde flere gange, så er ikke upåvirket, men at se kæresten ked af det, rammer mig endnu hårdere i hjertet. Jeg har lyst til at deltage for hans skyld. Fordi han har bedt mig om det. Vil stå klar med min nok klamme hånd, når han har brug for det og et knus når hans ord ikke vil ud. Lade hans tårer gøre jakkeskulderen våd, som før når jeg har været med som støtte ved en begravelse. Forsøge at være stærk når de ubehagelige gys, der går gennem et kirkerum under begravelser, bølger frem blandt de fremmødte. Undgår nok ikke at lade tårer glide stille ned af kinderne. Stemningen ved en begravelse trænger igennem selv de stærkeste forsvar og planter en kulde i knoglerne. Samtidig rører det smukke ved selvsamme stemning så meget, at hjertet øger slagene. Kampen mellem sorgen og fejringen af den afdøde tager plads i kroppen, og de to kommer skiftevis frem til overfladen. 

Jeg bliver aldrig god til begravelser, men synes godt nok jeg min alder taget i betragtning, har for stor erfaring. Desværre. Når jeg på onsdag tager sættet på, for at tage kæresten i hånden og i stilhed gå mod kirken ved jeg at klumpen tager plads i halsen på mig. 

—-Skal ikke i Urban—

Den anden dag tog jeg tyren ved hornene. Trak chefen til side for at komme ud med nogle ting der generede mig. Ting der havde fået mig til at tage irriteret hjem fra arbejde flere gange, og derved erstattet den utrolige glæde jeg ellers havde hver dag jeg cyklede til og fra jobbet. I stedet for at gå og ruge over det, eller begynde at lufte det for kollegaer, som jeg lagde øre til deres små udbrud, valgte jeg altså gå direkte til chefen og klare luften. Egentlig ikke fordi det var store ting der irriterede mig, men alligevel nok til at fjerne mit fokus. 

Og det hjalp! Vi fik en god og konstruktiv snak uden sure miner, men derimod med gensidig forståelse. De små irritationsmomenter tyngede pludselig ikke længere og trak ikke andet med ned i negativitens mørke, som ellers havde været tilfældet de sidste uger. Den lette irritation der langsomt havde vokset sig større, blev med vores fælles indsats punkteret. Og sikke en lettelse. De sidste dage har vi i stedet gået og pjattet som to teenagetøser, og haft det sjovt som normalt. Noget jeg har savnet. Selvom vi er chef og ansat har vi det rigtig sjovt sammen og kan sagtens ses privat til en bytur el.lign. Men det er også en svær balance, der virkelig kræver en stor intern forståelse af hvad der er privat og hvad der er professionelt. Noget vi heller ikke har det svært med. Og de små irritationer og uoverensstemmelser skyldtes heller ikke dette. Alligevel påvirkede de professionelle irritationer også det personlige forhold, da irritationerne fik mig til også at blive irriteret over andre ting ved hende. Nogle ganske uberettiget. 

Men endnu engang fik jeg bare bevist for mig selv, at jeg hellere skal åbne munden end selv gå rundt med tingene. Den eneste måde de kan blive løst på, er ved at tage dem ud i lyset. Selvfølgelig skal man heller ikke bare brokke sig hver gang man bliver det mindste irriteret. Men hvis det bider sig fast i tankerne, bliver det ikke bedre af at blive gemt der. Tværtimod udvikler det sig ofte med en uhyggelig styrke.

—Skal ikke i Urban—

En helt almindelig solskinsdag, efter at have gået i Frederiksberg Have sammen med en veninde i flere timer og bare nydt solen og hinandens selskab, kom jeg hjem til en mail fra en journalist der havde fundet mig via bloggen. Med besked om at ringe til hende når jeg læste mailen. Vidste ikke hvad det drejede sig om, men ringede nysgerrigt op.
Få minutter efter sad jeg midt i et interview omkring seksualitet i relation til en netop offentliggjort undersøgelse. Altså intet med bloggen at gøre. Vi fik en god afslappet snak og jeg lagde røret på, med en følelse af at være blevet hørt og uden at være nervøs for resultatet. Det er absolut ikke alle journalister der efterlader dét indtryk. Aftalen med en fotograf kom i hus og lidt efter sad og stod jeg i flere mulige og umulige positioner, overfor en let-på-tå-dansende fotograf med et knipsende kamera. Alt sammen til stor underholdning for de tilstedeværende.
Først næste morgen, da jeg så det store billede i avisen, slog det mig at jeg for alvor nu var blevet outed. Min seksualitet var nu for alvor ude. Egentlig ikke noget jeg har noget problem med, men det slog mig bare pludselig, at det nu ikke kun var venner, familie og kollegaer der kendte til min seksualitet, men også kunder, gamle skolekammerater og perifere berøringsflader. Selvfølgelig kun set af dem der læste den pågældende avis, men sandsynligheden var stor og billedet ikke til at overse. Mit fulde navn og min seksualitet sat i sammenhæng i en avis med stort oplæg. En sammenhæng jeg selv først begyndte at åbne op for, for godt to et halvt år siden.
Ganske som ventet var artiklen uden klagepunkter og uden jeg følte mig forkert fremstillet. Tværtimod følte jeg, at mine holdninger og ord kom klart ud. Jeg følte mig ikke som en stereotyp homo, hvilket var min største frygt, nu jeg endelig skulle stå frem foran så mange.
Opmærksomheden var også stor. Mails, sms’er og beskeder på Facebook, kom ind i en jævn strøm hele dagen og i dagene efter. Beskeder fra mange venner der havde set billedet i avisen, og bare synes det var meget sjovt. Fra tidligere venner og bekendte der skrev at de havde set mig i avisen, hvor emnet overraskede, men at de synes det var sejt gjort. T. skrev at han også havde set det… Fremmede skrev at de havde set artiklen og bare ville sige at det var godt gjort. Folk både udenfor og indenfor miljøet skrev også at de synes det var godt, og at flere skulle stå frem på den måde.
Hvilket egentlig er ret interessant. For jeg tænkte virkelig ikke over det før bagefter. For mig virkede det som en naturlig ting at snakke om, som når jeg snakker med så mange andre på min vej. Om alt mellem himmel og jord, inklusiv seksualitet. Jeg tænkte ikke på, at det ikke for alle falder så naturligt at snakke om i et større forum. Noget der flere gange har været oppe i de forskellige debatter her på bloggen. Nemlig at jo flere der står frem og er dem selv i det offentlige rum, jo lettere er det at afmystificere homoseksualitet. Først når homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle ikke gemmer sig bag deres egen frygt og andres fordomme, er der ligevægt. Jeg har selv holdt igen med at snakke om det og kan stadig tage mig selv i at skjule min seksualitet i flere sammenhænge.

Men nu har jeg i hvert fald taget endnu et skridt frem, ved at medvirke i den artikel.

Til dig fra Adelgade forleden aften.

Da jeg kom ud i det store baderum efter endt træning, så jeg godt at du kiggede op fra den sæbeskumbølge, der væltede ned over dit ansigt og videre ned ad kroppen. Elevatorblikket fornemmede jeg også scanne min krop. Da jeg hang håndklædet på krogen og gik nøgen over mod den ledige bruser der var, så jeg også at du ikke formåede at kigge diskret, men derimod nærmest stoppede op og glemte alt om sæbe og vand. Et lille tip: Når bruseren stopper er det en meget god ide at aktivere censoren igen. Det andet ser dumt ud! Nå, slog dig hen som værende som alle andre mænd der liiige skal tjekke de øvrige mænd ud i badet. De fleste formår dog bare at gøre det rimelig diskret.
Den bruser der var ledig var den ved siden af din. Altså var det ikke for at stå ved siden af dig jeg valgte den. Din stirren blev ikke opfattet som et kompliment! Jeg takkede fitnesscenteret for at de i deres spritnye omklædningsrum, havde sat skillevægge op mellem bruserne, så jeg følte jeg kunne stå lidt for mig selv, uden at føle dine øjne gøre mig mere nøgen end jeg allerede var. Men da jeg kiggede op og over i det store spejl på den modsatte væg, fangede jeg igen dine øjne. Denne gang kom der også et smil fra din bruser. Jeg forsøgte virkelig at lade være med at kigge i din retning gennem spejlet. Med det resultat at jeg kom til at ligne en der minutiøst gennemsøgte vægge, loft og gulv for fejl og mangler. Tak for det! Lige meget hvor jeg kiggede hen kunne jeg fornemme dine øjne på min krop. De var så insisterende at de nærmest efterlod sig røde streger efterhånden som de gled frem og tilbage over min krop. Vendte ryggen til for ikke at kunne se dig. Først bagefter slog det mig hvor dumt det var at vende røven til en synligt interesseret mand. Beklager dette fejlagtige hint til dig. Men gad ikke vende mig igen. I stedet mærkede jeg hvordan dit blik nærmest gjorde mine baller rødglødende.
For at skylle sæben af måtte jeg dreje mig rundt igen, men ventede til jeg kunne se sig forsvinde bag den frosne glasvæg imellem os. Desværre hurtigt nok til at se dig gå over mod dampbadet, hvor jeg godt så du stoppede op i døren. Jeg lod med vilje være med at se dig i øjnene, men da du blev stående måtte jeg simpelthen se hvad du havde gang i. Så da mit blik fangede dit og du plantede det største sleske smil på dine læber og blinkede kækt med øjet, måtte jeg simpelthen kigge væk igen. Det begyndte at blive for mærkeligt. Da jeg så du blev stående i mørket lige indenfor døren og nu meget direkte kiggede på mig, vidste jeg simpelthen ikke om jeg skulle blive vred eller bare begynde at grine. Du var virkelig alt for meget. For komisk.
Da du så begyndte at gå lidt frem og tilbage bag det mørke glas, valgte jeg at trække mig og droppe det lange varme bad jeg ellers havde set frem til. Den fornøjelse fik du ødelagt. Så fandt håndklædet og skyndte mig at klæde om.
Lad mig lige slå et par ting fast for dig. Selvom du så var lækker ville jeg ikke være interesseret. Jeg ved godt der er mænd der piller ved hinanden i dampbad og i sauna, men jeg er ikke en af dem. Godt nok var du jævnaldrende med mig, men jeg har altså andre kriterier end alder når jeg kigger efter mænd. Sidst men ikke mindst, en sidste men absolut ikke uvæsentlig detalje. Jeg har en KÆRESTE!
God træning fremover, men er du ikke venlig at finde en anden kæde! Det må være den mindste tak for at du til gengæld kunne glo på min nøgne krop.

Mikael

Satte den dampende lasagne på bordet og råbte værsgo’. Straks kom de to piger pilende ud til kæresten og jeg der sad klar ved det dækkede bord. Vi fik dem placeret, den lille dækket ind med et viskestykke som hagesmæk og hældt mælk i glassene. Lasagnen blev øst op med besked om at vi hellere alle sammen måtte puste på det, for ikke at brænde tungen.
Kæresten og jeg har været babysittere, fra i går eftermiddags til her til formiddag, for hans to niecer på 3 og 6. Det er første gang vi har passet dem - men forhåbentlig ikke sidste. Begge piger er vilde med os, især mig, så vi var ikke så nervøse for at det nok skulle gå godt. Børn er næsten altid sødere sammen med alle andre end deres forældre.
Der sad vi om bordet som en lille familie og snakkede og grinte imens lasagnen langsomt skrumpede ind i fadet. Da kæresten ryddede af bordet, kom han hen og kyssede mig, som tak fordi jeg havde lavet mad, imens de tre så børnetime. Straks udbrød den lille “Er I kærester? I kysser!” Vi grinte lidt, men prøvede så at forklare at vi er kærester, men at hun da godt vidste det allerede. Den store pige brød ind og forsikrede os at hun godt vidste det. Den lilles næste spørgsmål var hvorfor vi var kærester. Kæresten begyndte at forklare, men blev hurtigt afbrudt igen af den lille der råbte “Hvornår skal vi have chokolade?!”, med hele ansigtet som smil og sikkert med tankerne på de to store påskeæg vi havde med da vi kom. Grinte højt af hende og undlod den yderligere forklaring.
Nu med tankerne afløst af udsigten til dessert, satte vi os tilbage i stuen og satte endnu engang Babar på dvd’en. -Jeg tror snart jeg kan alle replikker på den dvd… Kæresten i den store lænestol og jeg i sofaen med en pige puttende ind på hver side af mig, med deres chokolade i skødet.
Men pludselig kiggede den lille op på mig og afbrød “Hvorfor er voksne kærester?” Jeg forsøgte at forklare, at det er fordi det er dejligt at have en kæreste og at når man har en særlig følelse i kroppen, kan man slet ikke lade være med at være kærester. Hun sagde hun synes det lød kedeligt at være kærester og kastede igen sin fulde opmærksomhed tilbage på elefanterne og chokoladen. Elsker børns ligefremhed!
Da det blev sengetid og pigerne selv havde bedt om at komme i seng, sad jeg på det varme badeværelsesgulv, og børstede tænder på dem med deres fine prinsessetandbørster. Vi fik en laaang snak om hvordan man gør det rigtigt. Jeg blev undervist kan I nok forstå. Sluttede af med et stort kram, hvorefter de løb ind til kæresten der stod klar til at putte dem.
Da først bamser, sutteklude og andre nødvendige ting, for at sikre dem en rolig nat var fundet og roen havde sænket sig over værelset, tog kæresten og jeg plads på sofaen med et tæppe og ild i brændeovnen. Den stigende varme, den hypnotiserende lyd af det knitrende træ og den kedelig film, gjorde at vi også hurtigt blev søvnige og fandt sengen.
Normalt kan jeg sove fra skud og trafiklarm på Nørrebro, men med børn i huset fik jeg pludselig hørelse som en hund. Selv det mindste lille host, mumlen eller fremmede lyde fra pigernes værelse, fik mig til at spærre øjnene op. Så da den mindste blev ved med at kalde ved halv syv tiden, kunne vi lige så godt stå op. Den store og kæresten gik efter morgenbrød, og lidt efter sad vi alle ved morgenbordet og hyggede os.
Der er ingen tvivl om at jeg gerne vil have børn, hvor kæresten er langt mere skeptisk. Derfor blev det også en stående joke fra kæresten hele aftenen og morgenen, at jeg hele tiden skulle prøve hvordan det er at have børn. At det slet ikke er så nemt. Heldigvis afslørede kæresten øjne at han faktisk også nød det ind imellem. Drømmen og ønsket lever i hvert fald stadig i mig.

Jeg blogger oftest for mig selv. For at komme ud med nogle ting jeg går og roder med. Tanker der ikke giver sindet fred før de kommer ud gennem fingrene. Jeg har så valgt at dele tankerne med dem der skulle have lyst til at følge med, ved at have en fuldt offentlig blog. Men stadig er ydmygheden stor når det et kommer til forventning om at nogen rent faktisk gider læse med.
Så hver gang en læser tilkendegiver sig, vokser glæden ved at have bloggen. Som når en fast læser, der ellers har læst fast uden min viden, pludselig giver sig til kende med en enkelt kommentar. Eller når den faste læser og kommentator skriver at hun er blevet inspireret til at skrive igen. Kun en skam hun ikke har valgt Urbanblog, for jeg gad godt følge med.
I forgårs faldt jeg over et indlæg hos en ny blogger her på Urbanblog. Alpepigen skrev at jeg havde inspireret hende til at starte med at blogge. Det er da et skulderklap med kraft i. Også at hun ville være en af de første til at købe min bog når/hvis forfatterdrømmene går i opfyldelse. Et par uger før var det Justlikedad der skrev, at han for et år siden fulgte mine indlæg i den trykte Urban, og at jeg dengang fik ham til at drømme om engang at få sine tanker trykt sort på hvidt. Det er virkelig stort at få at vide, at ens ord har haft den effekt på andre. At min egen passion for at skrive, kan smitte af på andre. Det er en anerkendelse der rører mig dybt.
Samtidig minder det mig om, at cyberspace er imellem mine læsere og jeg. Jeg ved ikke hvem der læser med. Hvad de bruger mine ord til, eller hvad de får ud af mine indlæg. Størstedelen kender jeg ikke. Med tæt på 1000 hits om dagen og forholdsmæssigt få kommentarer, må der være mange der læser med uden at give sig til kende. Noget der på ingen måde skal være tvivl om, at jeg har den største respekt for. Jeg vælger selv at være anonym. Men samtidig er jeg også bevidst om at flere “kender” mig uden jeg egentlig ved hvem de er. Men jeg er kun beæret over at så mange gider læse med, og at nogle også tager sig tid til at kommentere på nogle af indlæggene. Så giver det virkelig mening at blogge. Så tak til alle dem der læser med. Og fantastisk hvis mine ord på nogen måde kan inspirere dem der kommer forbi mit hjørne. Tak!

Folketinget vedtog i går en lov der sidestiller registrerede homoseksuelle par med heteroseksuelle par, når det drejer sig om adoption. Efter flere års kamp, er argumenterne endelig blevet hørt på Borgen. Behovet for en fornyelse af lovgivningen til at være mere tidssvarende er blevet set. Langt om længe.
Argumenterne imod har bl.a. været, at de homoseksuelle ville blive stillet falske forhåbninger i sigte, ved vedtagelsen af en sådan lovændring. Det er meget muligt, at det rent praktisk ikke kommer til at ske de næste 10 eller 15 år. Men signalværdien i at landets politikere giver de homoseksuelle lige rettigheder med de heteroseksuelle er så stor, at det til at starte med næsten er nok. De homoseksuelle i Danmark har fået klart signal om at de ikke skal forskelsbehandles. Samtidig sender Danmark et signal til omverden, at Danmark ikke forskelsbehandler pga. seksualitet. Det er et vigtigt signal for de homoseksuelle der lever i lande, hvor vilkårene er langt værre end vi næsten kan forestille os i Danmark. Modet til at stå frem og kræve deres ret til at være mennesker, hæves forhåbentlig en smule ved at se at det lykkedes i andre lande. Samtidig sendes et signal til de lande Danmark har adoptionsaftaler med, om at Danmark ikke ser noget problem i at homoseksuelle par, kan være kompetente forældre for et barn der mangler kærlighed og omsorg. Et signal der måske kan rykke ved de pågældende landes modstand mod at bortadoptere til par, fordi de er homoseksuelle. En kendsgerning der i dag desværre kan se ud til at besværligegøre, at den vedtagede lovændring ret praktisk kan gennemføres.
For mig faldt der en kæmpe sten fra hjertet i går. Mit andet indlæg på denne blog for lidt over to år siden, var om netop dette emne. Fordi det emne har optaget mig meget. En drøm ser pludselig mere opnåelig ud. At vide at det ikke er mine egne landsmænd der nægter mig den glæde, er en kæmpe trøst. Den besked et lille flertal i folketinget gav mig i går, gør at jeg kan hvile endnu mere i min seksualitet og i mit forhold til en af mit eget køn. Fordi drømmene ikke virker uopnåelige, bare fordi jeg lever som det menneske jeg er.
Så Danmark, velkommen tilbage i opløbet med de lande der tør gå forrest i spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder. Et felt hvor Danmark engang gik forrest, men siden langsomt faldt tilbage i feltet og lod sig overhale med flere længder. Så spænd løbeskoene igen og vis med overbevisende flertal at I virkelig ikke ser skævt til homoseksuelle. Det betyder mere for mange end hvad I lægger i det.

En god ven spørger hver gang vi er sammen, hvordan jeg definerer min seksualitet. Hver gang svarer jeg biseksuel og hver gang prikker han til min dårlige samvittighed med hans næste spørgsmål: Hvorfor beskriver du så dig selv som homoseksuel på din blog? Rigtig godt spørgsmål. Et spørgsmål jeg ikke engang er sikker på at jeg kan svare tilfredsstillende på, men forsøger alligevel.
Heteroseksualitet og homoseksualitet er nemt at placere. Nemt at sætte ansigt på. Det er enten det ene “hold” eller det andet. Men med biseksualitet begynder mange straks på mange flere forbehold. Mange flere spørgsmål og større skepsis. Af samme grund er det bevidst at jeg på bloggen vælger at lægge det ud som homoseksualitet. Jeg har i hele den tid jeg har haft bloggen været sammen med en fyr og det er derfor nemmere for læseren at forholde sig til hvis jeg “bare er homo”. Jeg har i få indlæg nævnt biseksualiteten, men omtaler ellers ofte bare min egen seksualitet som værende sammen med en fyr. Derved undgår jeg at skulle sætte label på min seksualitet. I virkeligheden er det nok en kæmpe fejl, for på den måde beholder jeg en del af min seksualitet i skabet. Jeg har undertrykt en del af min seksualitet for at gøre det nemmere for mine læsere at forholde sig til hvem jeg er. Pudsigt at det gøres ved at holde en del af mig selv væk fra lyset…
Men i den virkelige verden gør jeg ofte det samme. Ikke mindst indenfor det homoseksuelle miljø, hvor det ofte ses skævt til biseksuelle, som en gruppe der bare vil have det sjove i det homoseksuelle miljø, og så vælger en pige når livet skal leves uden forskelsbehandling og ringere rettigheder. Men også udenfor miljøet stilles der spørgsmålstegn ved biseksualitet. Findes det? Mange kan ikke finde ud af hvad det er. Hvor har man den biseksuelle? Er han/hun en trussel? Er det ikke bare en dør på klem? Mange tror slet ikke på det, men mener det er en løgn man selv går rundt med i hovedet. Når jeg er sammen med en fyr, løber jeg så væk med den nærmeste lækre pige og omvendt? I badet efter træning er jeg så en af “gutterne” der kan snakke om patter, eller tjekker jeg samtidig de andre fyres baller? Når pigerne skifter “sikkert” foran deres bøsseven, er det så så sikkert? Jeg er ofte blevet spurgt, nu jeg er sammen med en fyr, om jeg kan forestille mig at være sammen med en pige.
Selvfølgelig kan jeg ikke forestille mig at være sammen med andre end min kæreste. Hverken en anden fyr eller en pige. Det er min kæreste jeg elsker og det er tilfældigvis en fyr. Jeg plejer at sige, at når jeg er sammen med en fyr er jeg homo og med en pige er jeg hetero. Se dét er en løgn! Jeg er biseksuel og tror på at jeg kan elske begge køn. Tænde på begge køn. Det er personen og ikke kønnet jeg tænder på. Og nu er jeg forelsket i en person i mandekrop. En kendsgerning jeg hviler i og derfor ikke ser noget problem i at leve med resten af mit liv. Derfor forstår jeg heller ikke den mistro, der beskylder biseksuelle for at holde en dør på klem til det nemme liv. Jeg har ikke planer om at skulle ud og finde en pige når jeg vil til at have børn og et “almindeligt liv”. Jeg lever sammen med min kæreste, fyr eller pige, og tror på at det er den bedste fremtid for mig.
Den med at jeg må være en usikker kæreste. At kæresten aldrig kan vide om jeg løber med en af det modsatte køn eller med en af det samme køn. Den forstår jeg simpelthen ikke. Jo, godt nok er mulighederne flere, men hvis jeg er sammen med en kæreste, er alle fristelser vel potentielle trusler. Ligemeget hvilket køn fristelsen har, kan en kæreste ikke gøre det store, hvis beslutningen først er taget.
At nogen kan have svært ved at forholde sig til mig. At de ikke kan finde ud af mig bare fordi jeg er biseksuel, synes jeg da er en skam, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan gøre for at gøre dem sikre på mig. Hvad får pigerne til kunne åbne op overfor mig, uden de skal være bange for at jeg pludselig forelsker mig i dem. Hvad får vennerne til at slappe af omkring mig, så vi sagtens kan tage til sport, klæde om og gå i bad uden at de frygter at jeg tjekker deres udstyr ud. Hvad får dem til at se, at vi sagtens kan sidde med en kasse håndbajere, joke og fortælle røverhistorier som før, uden hensyn til min seksualitet.
Godt nok tænker jeg meget på sex, men kan også sagtens finde ud af at skelne. Når jeg er sammen med venner og veninder, tænker jeg ikke på sex eller med seksuelle undertoner. Følelserne er udelukkende venskabelige. Derfor kan veninderne sagtens skifte foran mig. Jeg kigger naturligt væk, af ren høflighed. Med vennerne i badet efter træning, har jeg ikke behov for at kigge. De er mine venner, jeg er da ligeglad med hvad de har mellem benene. Når vi sidder nogle gutter samlet og drikker, gider jeg da ikke være snerpen der sidder ovre i hjørnet med et glas Moët. Jeg snakker da med om piger, fisse og patter. Og kan sagtens have det sjovt med det. Heldigvis har flere fyre så meget selvkritik, at de synes det kun er sjovt at jeg også kan bidrage med lidt anekdoter om vores eget køn.
Men nu er det hele lidt nemmere, nu jeg har en fast kæreste og det er en fyr. Det usikre opstår vel for alvor først i det tilfælde at jeg er single på det store kødmarked. Eller hvad!? Jeg har selv svært ved at finde ud af hvad det er mange har det så svært med, når der tales om biseksualitet. Og derfor nok også endnu sværere ved at vide hvad det helt præcist er jeg skal forsvare det mod. Bliver det ikke bare gjort mere indviklet end det er?
Fordi jeg nu er sammen med en fyr, beskæftiger jeg mig her på bloggen stadig en del med homoseksuelles forhold, kår og rettigheder. Fordi det er relevant og væsentligt for mig. Men det er ligeså meget sager der ligger mig på hjertet fordi jeg er menneske i Danmark, som det er fordi jeg er sammen med en fyr i Danmark. Jeg kommer nok også fremover til at stadig at beskrive mig selv som homoseksuel på bloggen. Jeg har i flere gamle indlæg overvejet muligheden for at skrive biseksuel i stedet for homoseksuel, men hvor det derved ofte har krævet yderligere uddybning for at give klar mening. Man kan måske kalde det konfliktskyhed, men så længe det ikke er relevant for andre end mig selv, er det nogen gange nemmere bare at lade biseksualiteten blive i skabet.

Kryds fingre i dag. Folketinget afgør lov om ret til at adoption for registrerede par. Inklusiv homoseksuelle par.