Når øjnene fanger min bogreol, begynder tankerne straks at vandre og forsvinde ind i et univers, hvor alt udenom forsvinder og erstattes af de scenerier, mit sind skaber for hver bogryg øjnene glider over. Størstedelen af bøgerne kan jeg tydeligt huske hvor og hvornår jeg har læst, og hver og en repræsentere et minde af den ene eller anden slags. En tur gennem de mange bøger bliver hurtigt en længere rejse rundt i de sidste år af mit liv.
Lige så spraglet som det ser ud med de mange forskellige bøger side om side, lige så rodet som det virker med de bøger der ligger ovenpå de andre, og bryder det ellers vertikale billede der præger reolen. Nogle er tykke, andre tynde så de næsten forsvinder i mængden. Hvor nogle bogrygge skinner i lyset fra lampen, bærer andre præg af at være læst flittigt, som rynker har fundet plads ned over de skrøbelige rygge. Men lige meget hvor lille, tynd og slidt bogen er, kan den have større betydning end den store flotte kommercielle popularitet.
Som den lille lommepaperback der lå i min jakke et helt efterår, for at blive trukket frem hver gang jeg sad i en bus eller i et s-tog, og havde tid til at lukke mig ind i dens univers. Eller den lille lasede bog, der som den eneste bog nogensinde har givet mig så meget kvalme og lede, at jeg måtte lukke bogen og resten af busturen sidde og kigge ud af vinduet for igen at finde troen på noget positivt ved denne verden. Bøgerne der har fået mig til at fælde en tåre, så der stadig kan ses spor på siderne, hvor tårer har fået det tynde papir til at svulme op. Eller de tre på stribe der en hel sommer fik mig til at ligge i Kongens Have og grine så højt, at de omkringliggende sendte bebrejdende øjne i min retning. Eller den jeg startede på en sommermorgen i sommerhuset og først lagde fra mig da nattelampen blev slukket sammen aften og jeg havde læst sidste side. En bogs sidste sider er farvet af mørkerøde pletter, fordi jeg var så ivrig efter at læse side efter side, at jeg ignorerede at jeg havde skåret fingeren på en af de skarpe papirskanter.
Men nogle af bøgerne også været med rundt på rejser og bærer derfor den ekstra dimension af minder med sig, sammen med indtrykket linjerne efterlod. Nogle af dem har jeg ligefrem lyst til at gå op og åbne, bare for at genopleve duftene. Solen og luften under de eksotiske himmelstrøg, eller høre storbyens larm og liv endnu engang. Dufte solcremen der har smittet af på nogle af siderne og har efterladt et svagt gult fingeraftryk, til evigt bevis på at jeg har læst den. I nogle afslører den svage duft af klor, grunden til de bølger siderne slår. Den tykke med de små bogstaver der har været i både Ghana - ja, hele to gange, da kæresten havde den med anden gang - New York og Skt. Petersborg, har synlige præg af at have været med rundt, som hjørnerne er let flossede og omslaget ridset af de mange timer op og ned af tasker og liggende på fliserne ved poolen. Måske let bleget af timerne i solen. Men det bliver den kun endnu mere betydningsfuld af. Krimien der for mig stadig er en af de bedste, måske fordi det var første gang jeg oplevede krimiens univers. Den vækker billeder af en yngre mig, siddende på bagsædet i bilen hele vejen til Alsace, helt optaget af ordenes udvikling og kun forstyrret af forældrenes bekymrede spørgsmål til om jeg ikke blev køresyg.
Lige efter den i reolen står forfatterskabet der minder mig om uvurderlige timer i en hyggelig stue i Odense, sammen med en savnet ven. Nu mindes jeg ham i stedet hver gang mine øjne falder på hans brede forfatterskab. Særligt en bøgerne vækker varme i hjertet. Den står der i to udgaver. Den ene urørt og blank, den anden slidt af utallige gennemlæsninger. Det var den der bragte os sammen i sin tid. Den dag i dag stadig en af de bedste og mest betydningsfulde bøger for mig. Nedenunder hans bøger står to bøger skrevet af en veninde, der fik hendes drøm opfyldt. Bøgerne minder mig om hende og det smil hun altid fremkalder på mine læber. Både i egen person og når hendes velskrevne ord når mit sind. Som da jeg en jul stod i et proppet DSB-tog i mellemgangen og ignorerede tumulten, fordi jeg var til stede i hendes bog med de største grineanfald. Hendes to bøger repræsenterer et venskab, men er også et symbol på min egen drøm. Og at drømmen kan lykkes.
Ved siden af hendes står en af de mange bøger i reolen, der efterhånden er ulæselige. Ulæselig fordi notater, røde ringe, påklistrede post-its og grønne pile mod uddybende spørgsmål eller kommentarer, præger siderne i en så forstyrrende grad, at bogens trykte ord forsvinder i mængden. Men de bøger er mindst lige så vigtige. Jeg har tilbragt utallige timer med de bøger. De er fra tiden hvor jeg havde tiden til at forsvinde fuldstændig i bogens skabte univers, og kunne gå i dybden med hver enkelt linje. Noget jeg savner og stadig kan tage mig i at gøre i det små, når jeg læser en bog. Lysten til at kommentere og analysere i stedet for bare at læse, ligger dybt i mig og jeg håber en dag at få tiden og roen til at bevæge mig ind i det univers igen.
Samlingen er fyldt ud af en bred vifte af forskellige bøger. Nogle er ikke læst endnu, men venter på at jeg er i humør til netop en af de bøger. Derfor suppleres samlingen også jævnligt, for altid at have noget at vælge imellem. Hullerne hvor de udlånte bøger mangler efterlader et hul i mig. Jeg er nervøs når de ikke er på deres rette plads og derved slutter ringen i min lille bogsamling. Min skat. Bøgerne og reolens univers er mit tilflugtsted, hvor minderne står side om side, og kun venter på at blive genoplivet.

Kæresten kom igen i går sent hjem fra en af sine utallige flyture med jobbet. Så da jeg tidligere på aftenen slap fra jobbet, tog jeg forbi Føtex og købte ind, så der var mad til ham når han endelig kom hjem. Valgte bevidst et måltid der var hurtigt at gøre klart, så vi kunne spise med det samme når han kom hjem. Hyggede mig der blandt hylderne imens jeg fiskede lækre ting ned i kurven, og glædede mig til at se ham. Tog hjem til hans lejlighed, hvor der ellers er nul og en skid at lave for mig når han ikke er der, men ville gerne gøre det nemt for ham.Tændte stearinlys i lejligheden, dækkede bord og tændte for Radio Soft. Den rette stemning var i hus og humøret i top. Startede på maden, så alt var klart. Så da mobilen endelig bippede, med beskeden om at han var landet, kunne jeg gå i gang. Alt gik som det skulle, og maden så lækker ud. Fik også taget hans opvask og den jeg havde fremtryllet under madlavningen. Fik tørret køkkenet over så alt så lækkert ud, og maden stod klar i de forskellige skåle på bordet og brødet duftede fra ovnen.
Lagde mig afventende på sofaen med min bog, men mærkede koncentrationen fordufte da jeg hørte ham i entréen og et smil bredte sig på mine læber. Gik ud for at kysse ham, men fik kun et enkelt og skulle lede længe efter et smil tilbage på mit store. Hans øjne var tomme og trætte.
Lod ham komme ind så han lige kunne stille tingene og hoppe ud af jakkesættet. Startede i stedet med at anrette tallerknerne, og lod ham nusse lidt rundt så han kunne lande mentalt. Gjorde han så sandelig også. UDEN nogle ord og uden at lægge mærke til at jeg var der. Da han på et tidspunkt endelig åbnede munden, ved at kommentere noget med en vrissen, kunne jeg ikke holde mund længere. Spurgte om han var sur, men fik at vide at han bare var træt. Okay, jeg kommenterede bare at det jo ikke var min skyld! Uden respons. Havde mest lyst til at kyle maden i vasken, sige velbekomme og skride.
Men talte til tusind og serverede i stedet maden flot på to store tallerkner og satte mig ved siden af ham. Maden blev indtaget uden ord og da han var færdig tog han bare sin tallerken, gik ud og satte den i vasken. Igen var jeg ved at råbe “velbekomme!” efter ham. Da han satte sig til rette i sofaen, gik jeg selv i køkkenet og ryddede resten op.
Jeg var så rasende og skuffet at jeg slet kke turde åbne munden, af frygt for at det ikke ville blive pænt det der kom ud. Synes simpelthen han var så utaknemmelig og den største idiot! Fedt at have brugt tid og energi på noget der i den grad ikke blev værdsat. Eller i hvert fald ikke vist værdsat. Tog bare min bog og lagde mig ind på sengen. Lod hængemule være hængemule. Men lå og ulmede så øjnene blev fugtige.
Der er virkelig ingen mænd eller kvinder der fortjener den behandling. Det kan da godt være at den ene kommer træt hjem fra arbejde, men derfor skulle de bare værdsætte endnu mere, at deres partner har gjort det nemt for dem, og gerne vil forkæle dem. I stedet for kun at lade dagens irritationer, frustrationer og træthed gå ud over en der ikke fortjener det. Det er ikke partnerens skyld. Tværtimod skulle partneren vel ses som en åndehul. Men så kan de da bare spise de kolde rester i køleskabet! Eller lave maden selv og så se om de selv blev mindre trætte af det… 
Tror kæresten blev klar over, at jeg ikke var tilfreds. Og det var jeg virkelig heller ikke. Det er sidste gang jeg laver mad til ham uden tak og taknemmelighed som den mindste respons! Jeg har da også travlt og er træt når jeg kommer hjem fra arbejde. 

—Skal ikke i URBAN—

Mænd er nu nogle sjove størrelser ind imellem. Nogle kvinder vil nok mene altid.

Dette indlæg bliver små angreb på mit eget køn i lidt spredt fægtning. De kan nok tåle det! Og dem med en smule selvironi kan måske også trække lidt på smilebåndet. Det er selvfølgelig mine egne observationer, så ikke alle mænd skal skæres over samme kam. Noget er kun gældende for enkelte mænd, men det gør dem ikke mindre mærkelige.

Lad mig starte med mænd ved pissoiret. Hvorfor er det at gulvet altid er vådt nede foran sådan et? Er det fordi mænd tror deres pik er så lang, så de skal stå så langt fra, at de drypper på gulvet i stedet for, kun at gøre kummen våd. Helt ærligt, hvad er det med os mænd og længden på vores bedre halvdel i bukserne?

Nu træner jeg i et af de centre i byen, hvor nogle af de hårde drenge kommer. Dem der vist indtager andet end proteiner og kulhydrater. Men ingen beskyldninger her! I hvert fald er deres muskler så store, at de går som om de sidder oven på en præmietyr og har armene så langt ude fra kroppen, så man bliver i tvivl om det kun er én selv der ikke kan se, de to træstammer de åbenbart bærer rundt på. Nå, men disse “hårde” drenge er de samme mænd, som stor med fjæset helt oppe i spejlet og tjekker deres hud i ansigtet. Flere står sågar også også fjerner de urenheder lyset afslører! Når de er færdige med at svine de store spejle til, begynder de ellers i flok at posere foran dem i stedet, så deres store tatoveringer hopper og danser på de store muskler.

Når vi så kommer ud i badet, falder det hårde ydre da helt til jorden. De er barberet alle sammen. Ja, altså ikke i hovedet. Det er langt mere intime steder at de er HELT glatte. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt hver gang, ved tanken om de store brød der knap nok kan komme til for deres muskler, stå derhjemme med skraberen og ordne bollerne. Men selvfølgelig, vi skal vel alle have bløde sider. Selv dem med stenhårdt ydre.
Dog står jeg altså helt og aldeles af når mænd er glatte unde armene. Det ser da for mærkeligt ud! Man kan da godt trimme lidt, så det måske ikke ligner Rold skov i fuld flor, men helt glat virker altså forkert.

I det hele taget, kan jeg ikke lade være med at grine lidt af, hvor forfængelige mange mænd efterhånden er. Bevares, det er kun bedre end de hulemandstendenser der har hersket. Jeg er selv forfængelig og overfladisk. Det er da bare sjovt, at alt det der for år tilbage var SÅ bøsset og derved forkert, nu pludselig er legitimt blandt heteroseksuelle mænd.

Nu har jeg måske en lidt fej fordel, ved som homo ofte at være pigernes selvskrevne fortrolige, for hvor hører jeg dog meget om fyres sexliv fra pigerne. Uden jeg selv opsøger det. Men piger/kvinder snakker om sex KONSTANT. Og de holder sig så sandelig ikke tilbage når de skal vurdere og votere. De er onde! Men det er et andet indlæg.
Sagen er at jeg rigtig ofte har hørt forskellige udlægninger af sexliv fra piger og fyre i et forhold. Fyrene er slet ikke så hårde, dominerende og rå som de gerne vil give udtryk for…
- Også her lader det til, at det der før har været bøsset, ikke længere er så tabubelagt.

Og hvorfor er det, at når mænd er syge, så er de VIRKELIG syge. Hold op hvor kan vi mænd dog være ynkelige, bare vi har det mindste kriller i halsen eller en smule ømhed bag panden. Det er som om døden lurer rundt om hjørnet i enhver mands liv. Hypokondri må da være skabt af en mand.

Igen, det skal huskes at alt dette blot er et par af mine observationer, tilsat et glimt i øjet. Måske andre har en anden opfattelse. Og nej, jeg er ikke bange for at lege med sten i eget glashus.

Suppler endelig til listen. Er sikker på mange af jer har bemærket mere end jeg har

Der er så mange regler for god etikette, gode manerer og hvordan stolte traditoner efterleves. Mange af dem sidder på rygraden, andre prædikes stadig efter Emma Gads lektie. Nogle fortolkninger af korrekt opførsel, afviger alt efter hvilke kredse der færdes i. Alle har vi forskellige traditioner.
En af de mest traditionsbundne begivenheder er et bryllup. Et sådan skal en god veninde holde til sommer og jeg skal med som gæst. Sammen med kæresten. I går spurgte hun til hvordan vi skulle sidde i forhold til hinanden. Om vi skulle side ved siden af hinanden eller overfor hinanden. Med største selvfølge og uden yderligere overvejelser svarede jeg, at vi da skulle sidde ved siden af hinanden som et par. Hendes næste spørgsmål var så hvem der skulle side på “dames” plads. Den havde jeg ikke lige tænkt over. Ingen af os er damen, men måske flere af de øvrige gæster vil antage en rollefordeling, alt efter hvem der sidder til højre for den anden. Samtidig vil der komme til at sidde tre mænd på stribe.
Men hvad er så det rette at gøre? Hvordan skal et homoseksuelt par sidde ved et selskab? Der er ingen traditioner for hvordan homoer håndteres. Ingen etiketteregler, der inddrager homoseksuelle par som en mulighed. Egentlig ikke noget jeg kan blive forarget over, men kan da godt undre mig lidt. Homoseksuelle har eksisteret i mange år og været accepteret i en del år. Alligevel ved man stadig ikke helt hvordan de skal håndteres i forbindelse med korrekt etikette.
Måske der skulle skrives et ekstra kapitel til Emma Gads lærebog. Et kapitel om homoseksuelle. Måske hele traditions- og etiketteproblematikken skulle opdateres til mere moderne standard. Med en anden kønsrollefordelling -ligestilling. Hvor der er taget hensyn til nye familiemønstre og parsammensætninger.

Må en af os gribe efter brudebuketten?

Trods den relative lave alder - 25 - har jeg nået at møde mange mennesker på min vej op gennem barndommen og ungdomslivet. Det gør vi nok alle sammen. Nogle kender man kun i få år, hvor man har nogle ting tilfælles, andre hænger ved og sammenhørigheden forbliver intakt. Nogle dukker måske op igen efter nogle år. Måske de har forandret sig, måske jeg har.
En af de personer jeg har kendt længst, ud over familie, er en fyr jeg mødte i børnehaven. Vi blev hurtigt gode venner og legede ofte sammen. Da vi startede i skole kom vi i parallelklasser, men vedblev at være gode venner. Mange af mine gode minder jeg har fra den tid, er sammen med ham. Da han flyttede op i den anden ende af min vej, blev det endnu nemmere og vi sås mange dage efter skole. Blev hinandens fortrolige.
I fjerde/femte klasse blev de to klasser slået sammen og en helt masse skete. Med hormoner og begyndende pubertet. Rollefordelingerne blev skubbet og nye kliker blev skabt. Jeg formåede at holde mig nogenlunde fri af de største stridigheder, men i ottende klasse blev vennen og min bedste veninde dødeligt venner - som man nu kan blive det i den alder - og jeg blev tvunget til at vælge side. Uden at kunne sige den egentlig grund, valgte jeg veninden. Vennen og jeg var allerede begyndt at bevæge os fra hinanden, med mindre kontakt og mindre enighed.
Men i stedet for bare at lade det være ved det, udviklede det sig til egentlig had. Vi kunne slet ikke holde hinanden ud og skændtes om stort set alt vi kunne være uvenner over, ellers fandt vi nok noget at skændes om. Han var absolut ikke et af de mennesker jeg savnede mit år på efterskolen, så da jeg fandt ud af at vi skulle i klasse sammen på gymnasiet, blev jeg selvsagt pænt irriteret og sendte skulende øjne bare ved tanken.
I alle tre år i gymnasiet var vi åbenlyst uvenner og alle var klar over, at vi ikke kunne sammen. Det var en officiel kendsgerning. Hver gang den ene åbnede munden, sad den anden med sammenbidte tænder og himmelvendte øjne. Snakkede grimt bag hinandens ryg og de spydige bemærkninger der var plads til, blev spyttet ud. Jeg kunne på ingen måde holde ham ud! Da vi var til sidste studenterfest og vi alle skulle sige farvel, sendte vi ikke engang hinanden et blik.
Dog fik jeg fat i hans studenterhue, på et tidspunkt den tog en runde blandt medstuderende, hvor jeg skrev en hilsen blandt de mange andre. Indrømmede at vi ikke havde været gode venner, men at jeg havde stor respekt for de ting han havde opnået og at jeg ønskede ham held og lykke fremover. Og det var egentlig meget rammende, for lige så lidt jeg brød mig om ham, lige så meget respekterede jeg de ting han opnåede og de ting han udrettede for sammenholdet i klassen og på gymnasiet. Hans menneskelige karakter kunne jeg bare ikke udstå.
Siden har jeg mødt ham ved gentagende lejligheder og hver gang er vi gået lige skævt af hinanden, så hadet er forblevet lige stort. I mit tilfælde meget udtalt. Et dårligt karaktertræk, det ved jeg…. Men da jeg mødte ham i sensommeren sidste år til en gymnasie-reunion - igen hans værk -, endte det med at vi stod og snakkede sammen i flere timer. Grinte, havde det sjovt og festede sammen. Alle stod med måbende udtryk og fulgte vores personlige reunion. Selv måtte jeg knibe mig selv i armen engang imellem, for at forstå at jeg faktisk stod og havde det sjovt med HAM, og faktisk synes han var en fin fyr. Efterfølgende har vi holdt kontakten og set hinanden et par gange. Hver gang med samme fine udgang.
Men for mig har det været en virkelig stor erkendelse at skulle sluge, at skulle indse at han faktisk er en fin fyr og at vi har det sjovt sammen. Efter at have brugt så meget tid og ikke mindst så meget energi på at hade ham. Men jeg er virkelig glad for at kunne tale med ham igen. Jeg har hørt gennem fælles veninde, sjovt nok hende jeg valgte fremfor ham i ottende, at han også taler meget positivt om mig og vores reunion. Så det er ikke bare skuespil som så mange gange før.
Jeg synes han har ændret sig en del. Til det positive. Han synes nok det samme om mig, så måske vi begge har ændret os gennem de sidste år og nu er havnet på nogenlunde samme bølgelængde igen. Godt er det i hvert fald. Han er trods alt en af mine ældste venner. Der har også hele tiden, trods alvorlige stridigheder, ligget en respekt for hinanden nedenunder. En respekt der bundede i gammelt venskab. En respekt vi nu begge har givet plads, og i stedet ladet gammelt uvenskab glide i baggrunden.

Går ind under bruseren og lader det varme vand løbe ned over kroppen. Står længe bare og nyder roen under bruseren. Hudens følsomhed bliver vakt til live og blodet fordeler varmen i hele kroppen. Slukker vandet, men stadig omslutter den varme damp kroppen og får det sædvanlige kolde gys til at udeblive. Griber ud efter håndklædet og lader det bløde stof kærtegne huden, som en kærlig hånd. Ser et sløret omrids af den nøgne krop i det duggede spejl og smiler for mig selv. Tænker på kæresten inde i stuen. Lader tankerne vandre og mærker små ryk i underlivet.
Går gennem stuen ind til soveværelset, og kysser kæresten på vejen. Lader med vilje håndklædet falde på vej ud af stuen, men kommer lidt efter tilbage i stuen og begynder at snakke med kæresten. Stadig nøgen, ganske bevidst. Imens jeg går lidt rundt kan jeg se, at kæresten ikke viser bogen i sit skød megen opmærksomhed, men i stedet sender skjulte blikke efter mig. Smiler for selv og mærker varmen i kroppen stige endnu et par grader.
I stedet for at tage tøj på lægger jeg mig i stedet op til ham i sofaen. Putter mig ind til ham. Føler mig hverken blottet eller sårbar som jeg ligger nøgen med hans arm over mig. Trygheden i hans nærvær og varmen ved hans berøring, får mig til at føle mig fuldt påklædt. Udenfor daler snefnuggene i skæret fra gadelamperne. Selvom frosten ikke har fysisk form står dens tilstedeværelse alligevel klart i den mørke nattehimmel, og får varmen i lejligheden til at virke endnu kraftigere. Putter mig endnu længere ind til ham og knuger ham endnu hårdere.
Mærker hans hænder bevæge sig på min krop og enhver af hudens sanser pirres. Bølger af varme farer gennem kroppen og jeg er nu glad for at jeg ikke tog tøj på inden jeg lagde mig ind til ham. Jeg ønsker kun at mærke ham endnu tættere. Langsomt lader jeg også min hånd glide op under hans t-shirt og aer ham på brystet. Kan mærke at hans krop også bliver varmere. Hjælper ham ud af tøjet og nyder at mærke min hud mod hans. Mærke os forsvinde ind i hinandens øjne og efterlade resten af lejligheden som en sort intethed. Vores hænder udforsker og kærtegner alle dele af vores nøgne kroppe. Glemmer tid og sted. Lader tankerne stå stille og lader i stedet kærligheden og lysten overtage vores kroppe. Mærker kroppene sitre og pulsen stige. Læberne følsommere end nogensinde når de lidenskabeligt møder hinanden. Åndedrættene dybe og rytmiske, til kulminationen af sanseindtrykkene sender en usammenlignelig bølge gennem kroppen, der trækker energien ud af øjnene, ørerne og åndedrætsmusklen, for efterfølgende at blive efterfulgt af den diamentrale salighed der langsomt sænker sig over vores kroppe.
Ligger lidt og smiler til hinanden og mærker pulsen igen nærme sig et roligt stadie. Går sammen ud under bruseren og skruer op for det varme vand. Vi kysser og krammer, imens dampen igen sænker sig over badeværelset.

Mødte ham på nettet og vi skrev sammen i længere tid. Jeg var stadig meget ny i miljøet og gemte mig derfor skræmt bag anonyme kontaktprofiler. Men i ham fandt jeg én i nogenlunde samme situation som mig selv. Vi var jævnaldrende og fandt flere og flere lighedspunkter. Et møde da han kom fra Jylland til København virkede naturligt og kemien var da også god med det samme. Sammen med ham virkede mødet med homo-miljøet slet ikke så skræmmende. Det blev til flere møder og jeg kunne mærke at det også blev til flere følelser. Ét var ham, men nok også nysgerrigheden efter at udforske de følelser og den del af min seksualitet, spillede ind. Alt var stadig ukendt. Mærkeligt nok. Alle tidligere erfaringer med kærester og kærlighed, var som glemte med det samme, øjnene rettede sig mod mit eget køn.
Nervøsiteten og nysgerrigheden gik hånd i hånd, stærkt skubbet frem af iveren for at finde ud af en masse på alt for kort tid. Derfor lod jeg mig også forelske i ham, som den første fyr. Dog turde jeg ikke sige det til ham, før jeg fik beskeden om at han havde fået kæreste på. Så var lektien om at rykke hurtigt iblandt homoer lært.
Han boede i Jylland, men vi holdt kontakten og forblev gode venner. Men da han flyttede til udlandet ebbede det langsomt ud, som det nu gør med sådan nogle ting. Dog var han aldrig glemt. Ikke mindst takket være to billeder, malet særligt til mig, i min lejlighed - han er animationstegner - som hver dag fik mig til at tænke på ham og fremkaldte et lille smil. De hænger der stadig.
For et par uger siden fandt jeg ham så på Facebook. Han stadig ude i den store verden. Blev vildt glad ved “gensynet” og ikke mindst da han skrev tilbage. Varmen i kroppen var mere end sædvanligvis når en gammel ven “genopdages”. Skrev straks igen og havde lyst til at høre mere om ham og hans liv. Fik røde kinder hver gang jeg hørte nyt fra ham. Fortrød straks at vi havde ladet kontakten dø ud.
Det er ikke gamle følelser der er blusset op, men han betyder noget særligt for mig. Han spillede en stor rolle i en svær proces. Han var den første fyr jeg indrømmede overfor mig selv, at jeg var forelsket i. Han var den første jeg snakkede åbent og ærligt med, omkring en masse af de tanker vi delte. Han gav mig roen til at åbne op, og gøre skjulte tanker og lyster til virkelighed. Derfor vil han nok altid spille en rolle i mine tanker. Om han er i mit liv fysisk eller ej.

Stadig voksende kvalme pga. den voldsomme smerte i ryggen og stærk medicin, gjorde mig meget utiltrækkende at være sammen med i går aftes. Kæresten prøvede ihærdigt, men forgæves, at muntre mig op med rejsekataloger og planlægning af sommerferie. Jeg lå med halvdopede øjne og med en langt fra munter grimasse og prøvede på at finde en stilling, der gjorde smerten i ryggen mindst mulig. Men lige meget hvordan jeg lå, spændte såret og stingene. Hvert et lille ryk udviklede sig til et jag i mellemgulvet og prikkede bare yderligere til kvalmen. Til sidst måtte jeg med bedende øjne, spørge om det ikke var okay at jeg smuttede ind i sengen. Han hjalp mig ud af tøjet og kyssede mig medlidende.
Smerten tiltog bare og jeg lå med tårer i øjnene, i forsøget på at finde en passende sovestilling med minimum smerte. Lige lidt lykkedes det. Kvalmen fik tankerne til at vandre mod toilettet, smerteskrigene blev til klumper i halsen og voldsomme krampetrækninger umuliggjorde at falde i søvn. Til sidst kom kæresten dog ind og lagde sig tæt op ad mig. Nussede mig på kinden og kyssede mig kærligt. For at tage kvalmen kom han ind med varm the med honning. Lagde sig ind til mig og holdt mig tæt i sine arme. Aede mig blidt til jeg til sidst faldt til ro og endelig også faldt i søvn. Endte med at sove det meste af natten, med ham omsorgsfuldt over mig hver gang jeg vågnede ved et jag i ryggen. I morges hjalp han med at skifte plaster og rense sår. Kom med kærlige og trøstende ord inden jeg skulle på arbejde. Opmuntrede mig til at klare dagen.
Hans omsorg var det bedste middel mod smerten og ubehaget. Han giver mig virkelig en følelse af tryghed i kroppen og en styrke til at kunne overvinde langt mere. Han er den bedste kæreste man kan ønske sig.

Jeg har gennem flere år skrevet dagbog. Siden jeg flyttede hjemmefra i 2003, hvor jeg startede fordi jeg følte mig ensom og synes dagene var hårde. Savnet til den velkendte by på Sydfyn, vennerne og ikke mindst familien var stort og jobbet var ulideligt. Satte mig ved tastaturet og kom ud med en masse tanker. Fik styr på frustrationerne. Da tankerne til sidst truede med at destruere min rationelle tankegang, sendte jeg dagbogen til mine forældre. Hvilket var en kæmpe hjælp. Med det skrevne ord fik jeg sat ord på en masse ting, og de fik mulighed for at forstå hvad det var jeg roede med ovre i København. Dagbogen blev sidenhen ganske omfattende, men stadig kun læst af mine forældre og mig. Den blev en stor tillidserklæring til mine forældre og har spillet en stor rolle i forholdet mellem os og deres forståelse af mig. Samtidig givet stof til gode snakke.
Da tankerne omkring seksualitet stadig kun roede i mit eget hoved, førte jeg en sideløbende dagbog på internetsiden Boyfriend.dk. Der fik alle tankerne frit løb, men da jeg der blev for “kendt” blev de mere personlige indlæg nedskrevet i en tredje dagbog. En dagbog kun for mig. Senere opdagede jeg bloggens mange muligheder og startede dér en fjerde dagbog, lagt ud til offentlig skue, men med anonymitetens maske at gemme mig bag. Dog vidste mine forældre med det samme besked, så de fortsat kunne følge med. Derfor blev bloggen også langsomt en afløser for den første dagbog “Breve til mine forældre”. Bloggen er blevet mit personlige arkiv over mit liv, med åben mulighed for andre til at få det ud af det som de kan.
Nogle tanker blev dog stadig blevet nedfældet i den helt hemmelige dagbog de sidste år. Tanker der ikke var fuldendte, eller episoder som ikke tålte dagens lys. Den sidste uge har jeg lagt gamle sider fra nogle af de andre dagbøger, ud på bloggen her og vil fortsætte med at gøre det de næste uger. Ikke fordi jeg nu bare smider alle filtre, men fordi jeg vil have hele historien samlet ét sted. Have et større overblik. Samtidig vil jeg gerne åbne lidt mere op for det fulde billede af hvem fyren bag Mikaels Hjørne er. Jeg er ikke tæt på en afsløring. Men fylder bare nogle af hullerne op.

Sad i går i biografens mørke sammen med kæresten og så Milk. Historien om den første åbent homoseksuelle folkevalgte politiker Harvey Milk. En historie og en film der virkelig var skræmmende og rørende. En historie der satte et væld af tanker i gang og endte med at rumstere i hovedet hele natten.
Hvor har vi homoseksuelle i 2009 meget at takke nogle af vores forfædre for. Folk som Harvey Milk og hans tro støtter. Bøsserne ved Cristopher Street oprøret i Greenwich i ´69. Bøsserne i San Fransiscos Castro, der gik på gaderne og viste deres enorme støtte til Milk. Alle de stod frem da uvidenheden stadig var en stor modstander. De homoseksuelle levede i frygt for deres familiers reaktion. Tolerancen overfor homoseksuelle eksisterede nærmest ikke. Politiet udøvede vold mod de homoseksuelle. Politikere talte åbent på tv om hvor syge homoseksuelle var, og religiøse bevægelser sammenlignede bøsser med “det onde”.
De folk startede fra bunden, for at opbygge den accept og de rettigheder homoseksuelle havde/har ret til. Harvey Milk kæmpede i 1978 mod Forslag 6. En lov der skulle sikre at alle homoseksuelle lærere og deres støtter blev fyret. For at beskytte børnene mod deres syge og perverse tankegang og tilnærmelser. Harvey vandt.
I dag har vi trods alt hvad de kæmpede for og fik ført igennem, i ryggen når vi skal kæmpe vores sag. Men alligevel er der langt igen, før homoseksuelle er fuldt accepteret og ligeberettiget. I 2009, godt 30 år efter:
Må homoseksuelle ikke adoptere.
Må homoseksuelle ikke donere blod eller organer, fordi vi lever et risikofyldt liv.
Må homoseksuelle ikke blive gift, men kan trods alt indgå registreret partnerskab.
På rådhuset kan homoseksuelle ikke engang blive erklæret for ægtefolk, men kun for registrerede partnere.
Bøsse, svans, bøsserøv, er stadig skældsord når der skal mobbes i skolegården. Når der skal råbes efter dommeren på stadion eller under voldsomme ordvekslinger på gaden.
Der er stadig homoseksuelle i Danmark der ikke tør springe ud, men i stedet overvejer at vælge livet fra.
I Californien havde man sidste år afstemning om Forslag 8, der skulle ophæve en lov, der tillod samkønsægteskaber. Et forslag der blev vedtaget.
Der er stadig stærke religiøse bevægelser i Danmark og især i USA, der prædiker om homoseksualitet som en synd. I midtvesten er der sågar bevægelser der mener at homoseksuelle vil få verden til at gå under. Senest fik de homoseksuelle skylden for den globale finanskrise.

Der er ingen tvivl om at vi har langt bedre vilkår end de homoseksuelle for 30 år siden. Vi har meget at være taknemmelige for. Vi har det nemt og er heldige at være født i et land, hvor homoseksualitet ikke giver dødsstraf, som andre steder i Verden. Mange kan stå frem foran vores familier uden at frygte hårde reaktioner. Vi kan i de fleste forum stå åbent frem, uden at frygte skæve blikke. Men filmen mindede mig om at der stadig er noget at kæmpe for. Nemlig fuld ligeværdighed og -berettigelse. Før bliver seksualitet ikke underordnet. Før homoseksualitet ikke længere er et diskussionsemne, er vi ikke lige. Man kan så sige om vi ikke bare skal være glade for det vi har “vundet” nu? Nej! Det er ikke noget om at vinde rettigheder der burde komme naturligt. Så længe forskelsbehandling findes, er det svært at sige vi er lige. Hvorfor skal jeg begrænses af det mit hjerte fortæller mig? Homoseksualitet er ikke et valg. Men valget om at forblive i skjul er en løgn. En umenneskelig tortur mod en selv. Noget INGEN burde tvinges til.
Når vi homoseksuelle ikke må donere blod eller organer fordi vi lever et risikofyldt liv, er det da at sygeliggøre os, uden belæg. Der kan også være brodne kar blandt heteroseksuelle, ligesåvel som at mange homoseksuelle lever med fast partner og dyrker lige så sikker/”normal” sex som heteroseksuelle. Når fanden slår ned i mig kan jeg godt fryde mig ved tanken om, at en “modstander” ligger på operationsbordet og mangler netop mit blod eller mit organ. For så er seksualitet nok ikke så afgørende.
Homoseksulle må ikke få børn, fordi børn har ret til både en mor og en far. Men skilsmissebørn er der ikke megen beskyttelse af. Forældre med tvangsfjernede børn, kan fortsætte med at få børn. 13-årige kan få lov til at blive forældre!
Fordi det eftersigende nedbryder hele grundlaget for ægteskabet, må homoseksuelle ikke blive gift. End ikke blive ægtefolk. Danmark tillod som det første land i Verden registreret partnerskab for homoseksuelle i ´89, men siden er der godt nok ikke sket meget.
Harvey og de folk der kæmpede deres og vores sag i 70′erne, fortjener at vi ikke bare lader den kamp dø ud. Jeg gik ud af salen med en følelse af forargelse og vrede. Et ønske om at gøre mere ved den fortsatte diskrimination af homoseksuelle. Selv i et land som Danmark, der ellers har så travlt med at slå sig op på at være homovenligt. Der skal nok bare mere til, end et indlæg på en blog der knap nok bliver læst eller set. Men det er en start.