Ja kufferten er knap nok pakket ud og vasketøjet knap tørt, men kufferten er altså igen pakket. Denne gang med noget varmere tøj end det jeg kom hjem med i tirsdag. Jeg smutter nemlig til New York om et par timer, så der bliver igen lidt stille her på bloggen. Beklager, men så bliver jeg til gengæld også hjemme et par måneder og så lover jeg at være mere aktiv her på bloggen igen.
Jeg nåede ellers at mærke panikken med alle dens kendetegn, koldsved, bankende hjerte og snurrende tanker igår, da jeg efter bankernes åbningstid, i en butik fik besked om at mit kort var spærret. Straks begyndte mine tanker om alle mine shoppingmål i NY at ramle sammen om mig og en uge dér med et spærret kort var mere end jeg kunne overskue. Viste sig dog heldigvis at være butikkens fejl, for mit helt nye visakort virker i bedste velgående. Er tjekket

Jeg modtog en ret ubehagelig kommentar på et ældre indlæg igår. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle reagere, men er endt med ikke at kommentere direkte på kommentaren, men lade den være, som et eksempel på virkelig dårlig tone, den seneste Urban-debat apropos. Signe fortjener ikke mere omtale end at jeg synes hun er langt under min og bloggens standard med den slags kommentarer. Jeg vælger at lade denne stå, fordi jeg ikke gider blive ved med at slette spydige kommentarer. Da jeg sad i Venezuela og ikke var online blev min blog spammet med lignende kommentarer, fra en anden emailadresse, som jeg alle sammen slettede med det sammen, da jeg endelig opdagede dem.
Jeg har givet redaktionen besked om den nyeste kommentar: Se den her!

Det er med stor beklagelse hver gang den slags kommentarer kommer og det kvæler lysten til at fortsætte på bloggen. Jeg ved at den slags bare skal ignoreres, men de rammer et eller andet sted alligevel….

I de 14 dage vi var i Venezuela og på Isla Margarita fløj vi flere gange for at komme frem og tilbage mellem de store naturområder. Efter at have fløjet 10 timer fra Danmark, kan det virke som en let sag at et par timer indenrigs i Venezuela. Meeen…
Da vi kom til lufthavnen første gang skulle vi med almindeligt rutefly, så procedurerne i lufthavnen var ligesom vi kender dem. Dog med få afvigelser, der da vi landede igen, fik os til at overveje om vi mon kunne svømme tilbage i stedet for at flyve. Da vi skulle gennem security og metaldetektoren kunne vi næsten lige så godt være gået igennem en almindelig dør. Man må have alt med ombord. Flydende væsker i rigelige mængder og flere af os fik bare besked på at tage vandflasken i hånden(!) når vi gik gennem metaldetektoren, der i øvrigt virkede som om bippede mere tilfældigt end noget andet. Det der så faktisk kom med igennem røntgen, blev knap nok skimmet af manden bag disken, der havde mere travlt med sin mobiltelefon end med at koncentrere sig om sikkerheden på det næste afgående fly.
Da vi kom ombord i flyet var det ligesom at komme ind i en bus. Der var frit sædevalg og man sad lidt spredt i flyet efter behag. Da vi var klar til take-off, blev kabinen hurtigt gennemgået af stewardessen, der nemt overså de tændte mobiltelefoner der blev gemt i håndtaskerne.
Efter en noget slingrende tur ud af landingsbanen, hvor man var i tvivl om hvorvidt piloten var fuld eller bare ikke vidste hvilken bane han skulle vælge, slap hjulene jorden og straks blev skiltet med “spænd sikkerhedsbæltet” slukket. Ikke noget med at komme op i sikker højde først. Drikkevarerne blev hurtigt serveret ned gennem flyet, for med det samme at blive hevet ud af hænderne på os igen. Dér kan venezuelanerne være effektive skal jeg love for. Men det skulle også nås inden piloten vendte snuden mod jorden igen. Og det skal tages meget bogstaveligt, for de flyver meget “direkte” mod jorden, for først til sidst at rette op, så man ikke mærker at for- og baghjul rammer jorden samtidig. Da sad jeg godt nok med hjertet oppe i halsen og blev ikke mere tryg ved situationen, da jeg efter landing kiggede rundt på mine lokale medpassagerer og så dem alle gøre korsets tegn foran sig. Okay, så vi skal være glade for at være kommet ned eller hva’? Den faste cement på landingsbanen føltes ekstra rar at sætte fødderne på efter den tur.
En anden flyvetur foregik i et lille propelfly med plads til 19 passagerer og frit udsyn til cockpit og pilot, hvilket mest af alt føltes som om, at stige op i en bus med vinger. Det skal dog siges at den flyvetur faktisk var rigtig behagelig og en af de mest behagelige landinger jeg længe har prøvet.
Det er pudsigt at sikkerheden er så sløset ved indenrigsflyvninger, for det er det stik modsatte når flyet skal udenrigs. Der bliver kufferten allerede ved ankomst til lufthavnen, gennemrodet ved et langt bord af en gruppe millitærfolk i fuld uniform. Og det er altså ikke bare som i at tøjet bliver løftet en gang. Nej ALT bliver gennemgået. Cremer bliver åbnet og duftet til, bøger bliver bladret igennem og indpakkede souvenirs bliver åbnet op. Alt sammen for at tjekke for narko. En nødvendighed, da Isla Margarita og Venezuela er et transitland fra Columbia. Vores kufferter slap igennem og vi tog plads i afgangshallen.
Da flyet skulle boarde ventede kæresten og jeg til det sidste med at gå om bord. For at slippe for køen gennem flyet. Pladserne forsvinder nok ikke, men da vi kom frem til bordingskranken bad de mig følge med, hvorefter jeg blev ført hen til en dør bagerst i hallen. Den ansatte bankede på døren, bad mig vente og gik så. Lidt efter blev døren åbnet og en soldat bad mig komme indenfor. Kastede et nervøst blik mod den ventende kæreste og fulgte med. Kom ind i et lille tæt og koldt rum, med et bord som eneste interiør. Omkring bordet stod otte soldater med mimikforladte ansigter og på bordet lå min kuffert. Strengt blev jeg bedt om at åbne den og stille mig over til væggen. Allerede dér hamrede hjertet i brystet på mig og sveden stod i alle mine porer. Kufferten blev minutiøst gennemrodet og en masse spanske gloser fløj frem og tilbage mellem soldaterne, der i ind imellem kastede et blik over mod mig, uden af afsløre noget med en mine. Jeg kunne ikke svare på deres spanske spørgsmål, da jeg ikke kan spansk og iøvrigt brugte al min energi på at følge soldaternes hænder rundt i min kuffert. De værste skrækscenarier løb igennem hovedet på mig. Jeg havde ikke haft min kuffert i et par timer, så frygtede at nogen måske havde placeret noget i den. Hvis de fandt narko i min kuffert ville jeg kun have ét mål. Et livsfarligt fængsel.
Heldigvis var det falsk alarm, så jeg fik lov til at gå ud til kæresten. Rystende og med hjertet siddende i halsen, skyndte vi os ud til flyet som ventede. Kufferten lige efter.
Men det er pudsigt at flysikkerheden er så forskellig alt efter hvor i verden det er, og om det er udenrigs eller indenrigs. Måske er sikkerheden i den vestlige verden hysteri? Men nu har jeg da fået de oplevelser med. Nogle af dem kunne jeg dog godt have undværet.

Ankom med en lille propelflyver og landede på en lille landingsbane hvor der stort intet andet var. Vi var landet i Canaima Nationalpark, et kæmpe naturområde på størrelse med hele Belgien. Fra flyveren steg vi over i en åben jeep der kørte os til Campamento Canaima. Da vi hoppede ud og satte fødderne på den lune jord var det som at være i paradis.
Campamento er en luksus turistcamp, hvor små træhytter lå i smuk harmoni med skoven omkring os, foran dem et lækkert grønt område med farvestrålende blomster, Arapapegøjer i træerne og eksotiske indtryk overalt. Men det bedste og mest betagende af det hele var synet foran os. Neden for det grønne område, kun adskilt af nogle store palmer, lå en stor lagune og langs lagunen på den modsatte side væltede vand ned over klipperne i store voldsomme vandfald, der grundet den enorme kraft og fart var mere hvide af luftbobler end vandets normale klare farve. Nogle vandfald smalle, andre brede. Nogle i et lige fald ned i lagunen, andre spredte sig i flere arme som klipperne tillod det. Hvor de mørke klipper vandt over vandet voksede træer og buske med deres grønne blade skinnede i solen.
Heldigvis skulle vi ud på lagunen i små både, så vi kunne komme tættere på de imponerende vandfald. Bølgerne fik bådene til at vugge og luften var støvet og fugtig af vand fra faldene. Omkring vandfaldene stod en sky af vand, der gjorde det svært at se hvor det faldende vand egentlig ramte det ellers rolige vand i lagunen. Lyden af vandet der fossede ned var øredøvende og den brusen sammen med synet var på samme tid fascinerende og frygtindgydende. Og ikke uden grund. Et sted har vandfaldet med sin enorme kraft trykket bunden under faldet fra 2 meter ned til 30 meter.
Præcis dét vandfald skulle vi lidt efter op og gå under. Iført badetøj og skridsikre sko begav vi os ud på de vandglatte klipper, for at komme op på siden af vandfaldet. Muren af vand ved siden af os var massiv, men i udkanten var vandtrykket roligere og muren af vand til at se igennem. Dér kunne vi komme under og bevæge os ind i hulrummet bag den store mængde vand. Vi kunne med dukkede hoveder, for ikke at ramme de skarpe klipper, gå hele vejen over til den anden side af vandfaldet, hvor vi igen kunne se ud og se lyset. Historierne om hvordan der er blevet gemt skatte i disse hemmelige og ofte ufremkommelige rum, er lette at forestille sig.
Efterfølgende bevægede vi os ud i den store park på gåben. Over savannen til toppen af et vandfald. Derfra var udsigten simpelthen formidabel. Tepuibjerge skød op i horisonten, med deres karakteristiske høje lige sider og flade toppe, som et stykke land der er skudt lige op i vejret, uden at have rørt det omkringliggende landskab, eller landskabet på toppen for den sags skyld. Lagunen lå 30-40 meter under os med sine hvide strande. Bag os skød regnskoven op, men på den anden side af lagunen var udsigten allerbedst. En enorm savanne bredte sig ud foran os, men sine store græsflader og træer der enten stod enkeltvis som et forladt barn i skolegården, mens andre stod samlet i klaser, og nærmest dannede små hegn. Hvis nogen kan huske Jurassic Park - den første - da de først kører rundt på øen i et stort åbent område, hvor dinosaurne går roligt rundt og det hele endnu er smukt. SÅ smukt var udsigten også for os. Og ikke så mærkeligt, for det er netop dér Jurassic Park er filmet.
Senere steg vi igen ombord på det lille fly og kunne se endnu mere af det imponerende område fra oven. Vi nærmede os de kæmpe tepuibjerge og fløj også ind i en dal mellem nogle af dem. Til tider med meget lidt plads til vingerne, men vores tillid lå i cockpittet. Derinde i dalen gemte verdens højeste vandfald Angel Falls sig. En forholdmæssig tynd stråle af vand kastede sig ud fra toppen af bjerget og faldt knap en kilometer ned i dybet under os.
Da vi fløj ud af dalen til roligere vindkast og bevægede os tilbage mod civilisationen, sænkede roen sig hurtigt i flyet. Alle var trætte ovenpå gåture over savanne og gennem regnskove, så udmattelsen overmandede os og lod i stedet søvnen og drømmene få lov til at fordøje de mange smukke indtryk fra dagen, og efterlod et sovende fly, men stadige en masse salige smil på læberne.

Den lille fiskeby Juan Griego ligger på Isla Margaritas vestkyst i en af øens smukkeste bugter ud til det Caribiske Hav, med en lang flot silkeblød sandstrand foran den smukke promenade med små butikker i de karakteristiske små huse i skarpe farver. Langs promenaden giver store palmer liv og charme til den gamle by. I skyggen sidder lokale i ly for den sol, vi andre gør alt for at være i. Små børn leger i vandkanten imens mødre står på afstand og taler højlydt, dog ikke uden der hele tiden er et skarpt øje rettet mod børnene, hvor et højt råb får dem til at trække sig lidt væk fra vandet.
Langs molen ligger de mange små og store fiskebåde, hvor mørklødet mænd flittigt arbejder på at gøre bådene klar til nattens samlede afgang ud for at fiske. Nettene tjekkes og småreparationer udføres med det værktøj og materiale der lige er ved hånden. Længere oppe ad stranden er nogle både trukket på land, for at gennemgå større gennemgang og udbedringer, og ligger nu lidt krængende på række.
Som solen begynder at gå ned og fylder himlen med flere og flere gullige nuancer, smider vi skoene og lader tæerne nyde det fine sand. Lukker kun nødigt øjnene fra den hurtigt fremskredne solnedgang, for at lade ørerne opleve den nærmest rytmiske lyd af bølgerne der knækker og skyller op på stranden, for derefter at trække sig tilbage igen, til en let skuren fra det sand og de mange skaller der trækkes med af vandet. Lyde der går helt ind i sjælen og giver en afslappethed der gør det nemmere at forstå den venezuelanske tidsånd, hvor tid ikke er afgørende.
Finder en restaurant med tagterrasse hvor solnedgangen kan nydes. Bestiller den lokale hofdrik, en iskold Cuba Libre og sætter os til rette med øjnene rettet mod solen der har forladt sin plads øverst på himlen og nærmet sig horisontens vandlinje, med en eksplosion af varme farver omkring sig på den ellers blå himmel. Havets brusen kan stadig høres og rundt omkring i bugten vugger fiskebådene som mørke silhuetter i det skarpe lys. Havet har efterhånden også taget en gylden og glimtende farve, som det hele tiden leger i solens stråler. Tre pelikaner på stribe har taget plads på rælingen på en lille robåd, og spejder som os andre mod den imponerende solnedgang. Palmerne i forgrunden bliver langsomt også til sorte silhuetter i det skarpe modlys og danner fantastiske rammer til det billede der skabes foran os.
Ingen siger noget, men sidder bare og lader sig rive med at den stadig dalende sol og lader saligheden tage plads i kroppen. Som om alt står stille i et øjeblik, bortset fra solen. Hvis dét syn, med lyde og duften af det friske hav ikke kan plante salighed i enhver, kan end ikke Dalai Lama have held til det. Det er simpelthen fantastisk af følge solens nedgang dette smukke sted. To et halvt minut efter solen rammer horisonten er den helt væk og tilbage er kun den lune sommerluft solen har ladt os beholde. Omgivelserne tager igen deres naturlige farver, for langsomt at blive gjort matte af mørkets langsomme fremfærd.

At tage rundt i Venezuela og på Isla Margarita er som at gå rundt i en blanding af botanisk have og zoologisk have. Forskellen er bare, at der er det real life. Det rige dyreliv og planter vi til nøds kan holde som stueplanter, der på de kanter vokser vildt og voldsomt, vidner om at det er en anden verdensdel end vores og at det er under helt andre solbeskinnede himmelstrøg. Alt det der er specielt og eksotisk i Danmark er der almindeligt.

En forskel vi konstant blev mindet om på vores ture og i det hele taget. Bare insekterne er større og vildere. Cikaderne var en konstant summen i luften fra det store grønne område udenfor hotellet. Vandrende pinde på 20-30 centimeter kravlede på væggene og leguaner og firben i massevis løb rundt på vejene og ved poolen. Vi sad nærmest bare og ventede på at der dukkede vilde aber op i de mange store palmer ved hotellet.

Overalt langs kysten sad pelikaner i flok og gribbene samlede sig på klipperne. Fuglene i luften over os var større og mere farvestrålende og kolibrier fløj legende let rundt rundt mellem de mange eksotiske blomster og kæmpe kaktusser.

Farverne var skarpere og gennemtrængende. Det azurblå vand stod i skarp kontrast til de næsten skrigende grønne planter, de hvide sandstrande og de mørke klipper i vandet, der med sylespidser kanter var det eneste der kunne bryde bølgerne. Havets dragende farve brydes kun af de enorme hvide bølgetoppe, der med store brag knækker under tyngden og vidner om enorme kræfter i spil. Rundt omkring hvor bølgerne var særligt store lå lokale på deres surfboards og ventede på den rette bølge, for pludselig at bryde op og lade sig rive med på ryggen af en af dem, men en lethed og ynde der kun kunne fascinere.

Venezuela og Margarita har det hele. Regnskov, savanne, ørken og store vandområder. Vi sejlede en dag rundt i et stort mangrove-område hvor enorme rodnet fra træerne dannede hele øer i det store vandområde. Nogle steder skabte træerne med deres grene og rødder små tunneller hvor båden kun lige kunne komme frem, med træernes grene tæt omsluttende over os. På rødderne voksede enorme østerskolonier, der fik rødderne lige under vandoverfalden til at lyse hvidt op og afslørede de klare røde søstjerner og farvestrålende svampe der også gemte sig der. I ny og næ blev stilheden blandt skaller og svampe brudt af krabber i det specielle udformninger og farver.

Der er også kryb på de kanter. Når vi gik rundt på de hvide klipper langs strandene og skulle gennem krat for at komme frem, gik vi konstant med øjnene ved fødderne af frygt for at en slange skulle dukke op. Dog skulle faren ikke være så stor. De samles eftersigende mest i områder hvor der ikke kommer så mange mennesker, men bare viden om at de kunne dukke op, gjorde os ekstra opmærksomme.

Det betyder dog ikke at vi ikke kom tæt på. På et tidspunkt bød muligheden sig, med en lokal guide ved vores side, at komme helt tæt på nogle af de dyr. Så pludselig stod jeg der med en stor pyton over skuldrene. Lidt efter fik jeg et stort ønske opfyldt. Eller ønske er måske så meget sagt, måske mere et mål. Jeg har i mange år lidt af voldsom araknofobi, og bare tanken om hvilke edderkopper der fandtes på de kanter kunne give mig sved på panden. Alligevel ville jeg gerne udfordre mig selv, så da muligheden bød sig prøvede jeg at holde en fugleedderkop. I forsøg på at overvinde min araknofobi. Jeg overvandt min frygt for slanger på samme måde for nogle år siden. Mit hjerte bankede i højere tempo end nogensinde før og alle mine pore var fugtige af sved, da edderkoppen kravlede over på min arm. Alligevel stod jeg med det største smil på, og intet kunne pille mig ned fra skyerne igen. Stoltheden og den samtidige panik fik mig til at grine voldsomt bagefter. Men jeg gjorde det! Nu må jeg se hvordan jeg håndterer min araknofobi fremover.

Så fremmede himmelstrøg byder ikke kun på store naturoplevelser og smukke syn. Det kan også gå så meget i blodet på en, at man gør ting man ellers ikke ville turde.

Når vejene er erstattet af en enormt net af floder, er det naturligt at tage båden rundt, som vi andre er vant til at tage bilen. Derfor skulle vi på andendagen på endnu en sejltur rundt i det store område. Med os var igen den lokale Waroe-indianer Milo som guidede i en natur han kendte hver en centimeter af, men for os var uhyre ukendt.
I skiftevis høj og lav fart sejlede vi ud og ind af store og små floder, for pludselig at gøre holdt hvis han havde spottet et dyr eller en interessant plante. Hvor vi først sad og spejdede i den retning han pegede, dukkede der det næste øjeblik en flok aber op, en pyton sammensnoet i nogle grene, en stor Arapapegøje med sine farvestålende fjer. Utallige specielle fugle lettede fra trætoppene hvis vi lavede for meget støj. Flagermus gemte sig i mørket og vilde svin gryntede rundt hvor der var små lysninger ned mod floden.
I floden svømmede flokke af floddelfiner rundt, og afslørede kun deres tilstedeværelse når de i en blød bevægelse kom op med hovedet for at trække luft, for derefter at glide roligt tilbage i vandet. På flydende træstammer slikkede skildpadder sol. Da vores guide havde fundet det rette sted i floden blev vi udstyret med hver vores fiskestang. En lang kæp med en snøre og krog bundet fast til spidsen. På krogen blev sat friskt kød og vi skulle nu fange vores frokost. Vi skulle fange piratfisk. Straks som de første havde smidt deres lokkende kødlunser i vandet, åbnede himlen sig og det blev gjort klart for os hvorfor det også kaldes regnskov. Lysten til at droppe frokosten og glemme fiskeriet, der alligevel ikke gav pote var stor. Men som det heldigvis er på de kanter varede regnskyllet kun til det lidt efter igen blev brudt af den bragende sol der hurtigt gav varme i kroppen igen. Da piratfiskene også begyndte at vise interesse for vores kroge steg humøret endnu mere. Hos undertegnede til uanede højder da der var bid på min krog. En ordentlig krabat der viste sig at være dagens største fangst. Stoltheden tørrede med det samme det sidste regnvand af håret og tøjet. Frokosten var i hus.
Vi skulle ikke kun være på vandet. Vi skulle også ind og se hvad junglen bød på, så vi blev udstyret med gummistøvler, hvorefter turen gik igennem den tætte bevoksning og den meget sumpede skovbund. Flere steder skulle vi ikke stå alene for længe, for så sad vi fast i mudderet. Samtidig skulle vi holde øje med et utal af rødder der truede med at spærre ben for os, dukke hovedet for lavthængende lianer og grene og klappe omkring 2 myg i sekundet. Vi var rundt og se det “ supermarked” junglen er for indianerne. Smagte på forskellige planter, drak vand af lianer, spiste teremitter fra store bo i træerne. Fik tilbudet om at spise en enorm gul larve…
På landjorden langs floderne besøgte vi nogle af de lokale Waroe-indianere i deres primitive hytter. Straks stormede det frem med børn og kvinder fra alle hjørner, der ville have vores interesse. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det og har aldrig gjort det. Heller ikke når jeg har været i landsbyer i Ghana. Det er spændende, men jeg får dårlig samvittighed og føler mig utilpas, når jeg står der i mit pæne tøj og trænger mig på i deres hjem, imens børnene løber nøgne og beskidte rundt.
Da vi senere fik tilbudet om at springe i fra båden og bade i floden, faldt tankerne tilbage på dagens tidligere piratfisk jagt og de små tæer blev pænt holdt indenborde. Da vi senere fik fortalt at Waroe-indianerne begraver deres afdøde ved at binde en tung sten til fødderne og dumpe dem ned på bunden, fortrød jeg endnu mindre at jeg ikke var hoppet i. En piratfisk i tåen kan overskues, men at dykke ned i et halvspist lig ville jeg nok ikke kunne klare.
I stedet lagde jeg mig til rette på sæderne med fødderne oppe, mærkede solens varme i kroppen og kiggede mod himlen. Da skumringen begyndte at melde sin ankomst, begyndte et væld af Amazonpapegøjer at trække - altid parvis - hen over deltaet, hvilket vi havde frit udsyn til fra båden, som trækket bredte sig ud over store dele af horisonten. Allerlængst væk bare som parvise prikker på den blå himmel. Skumringen mindede os også om, at vores dag snart var slut og at det var tid til at vende tilbage.

Efter at have sejlet en times tid på Orinoco-floden og bevoksningen blev tættere og tættere i takt med at vi kom længere og længere ind ad mindre bifloder, dukkede vores camp op. De små hytter kom langsomt til syne jo tættere vi kom på. Godt gemt mellem træerne lå de små hytter bygget i træ, og med tage af palmeblade der var tørret ind og havde taget samme farve som træhytterne og de mange træer omkring, og vanskeliggjorde det endnu mere at skelne hytterne fra den vildt voksende natur.
Da vi kom tættere på campen Mis Palafitos kunne vi rigtig se opbygningen. De mange hytter med sovepladser, var bygget på pæle over floden og sumpen, der blev skabt i skovbunden pga. tidevandet. Hytterne blev forbundet af små træbroer, der blev samlet ved anløbsbroen hvor også den største hytte med spisepladser var placeret. Overalt skød junglen sine spændende træer og planter med farvestrålende blomster op mellem hytter og broer hvor der var plads, så vi havde virkelig følelsen af at skulle bo i junglen. Naturen var urørt og campen bygget op med stor respekt for at naturen kom først.
Fra en af de små broer der gik i flodens vandkant, stod vi med junglen i ryggen og floden for vores fødder. Overalt omkring åbnede den storslåede natur sig op for os, og blev kun forstærket i sine imponerende farver af solen der kastede sine livgivende stråler ud over hele området. Duftene af frisk natur og vandet i floden trængte gennem næseborene og efterlod, sammen med synsindtrykkene, en indre ro og en salighed der var tydeligt malet i øjnene på os alle. De eneste lyde der var, var fra fugle der gjorde opmærksom på deres eksistens fra trætoppene, vinden i palmebladene og en fjern summen fra generatoren inde i skoven, der sørgede for at der var en smule elektricitet, trods vi var langt væk fra alting.
Pludselig blev roen afbrudt af en knitren fra hytternes palmebladetage. Et liv vi ikke først havde bemærket i campen, kom pludselig nysgerrigt frem. Cappuccinoaber - Også kendt som Hr. Nilsson-aber - sprang pludselig rundt på tage og broernes rækværk. Flere kom helt tæt på og greb nysgerrigt ud efter de ting vi ikke havde et fast greb på. Senere blev vi endnu mere bevidste om hvor drillesyge der var. Selv vandglasset eller kaffekoppen kunne de finde på at tage ud af hånden på én, for derefter at kravle op i et træ og drikke indholdet. Også briller, kameraer og andet spændende kunne de finde på at stikke af med, hvis ikke der blev holdt godt fast. Men ikke kun de besøgende i campen blev udsat for abernes drillesyge sind. Også store Arapapegøjer, Amazonpapegøjer og farvestrålende Tukaner der holdt til omkring campen, blev drillet når muligheden bød sig. Dette nære indblik i dyrenes leg var simpelthen opslugende og til stor underholdning.
Solen går allerede ned ved sekstiden og mørket melder sig hurtigt, og med en voldsommere kraft end tidligere oplevet. Store faklers sprudlende flammer langs broerne sørgede for at det stadig var muligt at finde tilbage til hytten uden at falde i floden. Vi skulle have en sidste sejltur rundt på floderne efter natten havde sænket sig over junglen. Roen var altoverskyggende og forplantede sig til en indre ro i kroppen. Kun bølgernes skvulp mod båden brød sagte stilheden i ny og næ. Stjernehimlen over os var mere detaljeret og med langt flere stjerner end nogensinde. Mørket omkring os forstærkede de millioner af lysende prikker på den enorme himmel over os. Et syn jeg aldrig har oplevet før, trods mange timer brugt på at drømme mig væk i vidtrækkende stjernetæpper.
Da vi trætte kom tilbage, havde udmattelsen for alvor taget plads i os efter en lang og begivenhedsrig dag, med et hav af nye indtryk. Derfor krævede det ikke meget overvejelse at finde hyttens seng. Et par lommelygter og et enkelt stearinlys var det eneste vi havde i vores hytte, hvor et par senge opbygget på træstammer var det eneste der var at finde i det sparsomme lys. Bagerst i hytten adskilte en tynd halvvæg hytten fra det der var et lettere interimistisk toilet og bad. I stedet for vinduer var der i stedet sat myggenet op hele vejen rundt. Udmattelsen i krop og sind, gjorde at vi abstraherede fra den frø og de kakerlakker der havde sneget sig ind i hytten.
Solens tidlige opvågnen og lydene fra junglen gjorde at vi ligeledes vågnede tidligt. De mange fremmede lyde fra Brøleaber i trætoppene, fuglenes kvidren og træernes bevægelser i vinden, mindede os hurtigt om hvor vi var og lysten til at komme ud i solen og naturen var stor. Det kolde flodvand, der var det eneste vand i bruseren, fik os hurtigt gjort friske og klar til en ny dag i junglen i Orinoco-deltaet.

Vi ankom tidligt til havnen. Det vil sige et stykke hvor flodbredden var erstattet af en betonkant, hvor der lå fire både fortøjret. To robåde og to speedbåde. Vores var en af speedbådene, der ventede på at skulle sejle vores lille gruppe på tolv ind i Orinocodeltaet. Verdens største floddelta kun et par tusind kvadratkilometer mindre end Danmark og udmundingen på verdens største flod, Amazonasfloden.
Da vi først havde fået plads startede den en times sejltur der var foran os, for at nå frem til den camp hvor vi skulle tilbringe natten. Gashåndtaget fik ikke for lidt og med tres kilometer i timen lå floderne foran os, som vi med vind i håret og en bagende sol fra oven susede frem over vandet.
Først åbnede hele landskabet sig op og bredderne øgede afstanden til hinanden og følelsen af at være i et stortslået naturområde gjorde store indtryk, og følelsen af at være meget lille meldte sig. Til begge sider skabte mure af palmer og andre høje træer fornemmelsen af at være i en naturskabt gang, mere end i et åbent landskab.
I vandet skabte vandhyacinter store grønne klaser der langsomt flød rundt med strømmen. Nogle så store at det mindede mest af alt om flydende øer. Flere steder lignede det ét stort omsluttende tæppe der lagde sig ud over floden og umuliggjorde videre fremfærd. Først når vi kom helt tæt på afslørede sig en vej gennem de vilde planter. Med stadig høj fart sejlede vi zigzag igennem labyrinten af de mange planter, så vi sad med en killende fornemmelse i maven, som i en vild rutschebane.
Efterhånden som vi kom længere og længere ind i deltaet begyndte flere bifloder at dukke op og bevoksningen blev tættere. De mange indianerhytter langs floden blev sværere og sværere at få øje på, som de lå kamufleret i den tætte jungle. Over palmerne og de øvrige eksotiske planter svævede sorte gribbe let truende, stolte og rolige i skarp kontrast til den klare blå himmel.
Junglen rejste sig vildere og vildere jo længere vi bevægede os ind ad de små floder. Vandet blev roligere og flere steder helt spejlblankt. Når vi satte farten ned, så støjen ikke overdøvede junglens mange lyde og bølger fra båden ikke brød den skinnede overflade, blev det hele endnu større, opbygget af de mange fascinerende indtryk. Den spejlblanke overflade skabte en identisk verden i floden og fik den til at virke lige så dyb og lys som himlen og træerne strakte sig højt over os. Det ene syn mere betagende end det foregående.
Det hele lovede godt for nogle fantastiske dage i Venezuelas jungle.

Nu er det tiden til at jeg forlader denne del af verden. Jeg skal under andre himmelstrøg. Prøve noget nyt. Prøve noget vildt. Væk fra det sædvanelige og ud i nye udfordringer. Klimaet dette lille sted er ikke til mit temperament længere. Holder ikke ud at være her meget mere. Skal bare væk! Ud og se hvad verden ellers har af muligheder og tilbud.

Men bare rolig, jeg skal bare 15 dage til Venezuela og Caribien, så kommer jeg tilbage igen. Skal bare over og have lidt sol og varme. Rundrejse i Venezuela en uge i jungle og floddelta og derefter en uge på langs med en drink i hånden ved poolen.

Der er nok ikke adgang til internet hele tiden, men jeg har købt en lille dagbog, så der kommer rejseberetninger til dem der er interesserede. Nok bare først når jeg er hjemme igen. Indtil da er livet indstillet her i Mikaels Hjørne de næste par uger. På gensyn!

En venneanmodning poppede op på min Facebook den anden dag. Et velkendt ansigt fra gammel tid dukkede op. Ekskæresten fra efterskolen sad sødt og smilte på billedet. I stedet for at reagere på anmodning lukkede jeg i stedet Facebook ned. Kunne ikke overskue at tage stilling til hende lige dér. Især ikke det der fulgte med.
Forskellige spørgsmål meldte sig i takt med en masse gamle tanker der pludselig fik liv igen. Mindes efterskoletiden, første gang vi sad på bænken ude foran og kyssede og glæden ved at have en kæreste. Men jeg blev også mindet om mobningen og hvad det var især mange af drengene brugte som angreb mod mig. De gik ufattelig meget op i min seksualitet. Noget jeg ikke selv havde skænket mange tanker på det tidspunkt. Jeg vidste ikke andet end at jeg blev ved med at forelske mig i den ene pige efter den anden det år, men gang efter gang forblev pigernes ven. Samtidig brugte jeg meget energi på at bekæmpe diverse rygter og spydigheder fra mange af de øvrige elever. Tilråb og hvisken der antydede alt andet end at jeg skulle være til piger. Hurtigt blev det en kamp om at holde hovedet højt, finde ud af mig selv og så hele tiden forsvare den person jeg stadig ikke var sikker på hvem var. Konstant afviste jeg alle spørgsmål og beskyldninger. Undertrykte indre spørgsmål for at have en sikker facade.
Da jeg blev kærester med S lukkede det dog endelig munden på mange, men stadig var skepsisen som to øjne i nakken. Var det rigtigt? Mon ikke Mikael snart afslører sig selv? Andre drenge vendte på en tallerken og viste mig pludselig respekt. De turde snakke med mig.
Er seksualitet virkelig så afgørende i den alder, at en mulig homoseksuel fyr er en trussel for alle andre fyre? Vindes respekten først når det på den ene aller anden måde forsikres at man er “normal”? Med S blev jeg normal i deres øjne. De skæve blikke blev rettet op til at se mig i øjnene. Skoleåret endte med den status. Med den respekt!
Da S dukkede op den anden dag var det altså ikke kun en gammel romance der dukkede op, men også en masse andet fulgte med. Frygten for at tabe den vundne respekt meldte sig. Hvad med hende? Ville hun mon undre sig? Føle at jeg holdt hende for nar dengang? Hvis det pludselig spredtes blandt de gamle efterskoleelever at Mikael er sammen med en fyr, ville mange måske gnide sig mentalt i hænderne og sige “hvad sagde jeg”. Var jeg klar til det? Det gamle og delvist hengemte kapitel fra min ungdom ville igen få adgang til mit liv.
Jeg ved godt at jeg kan være totalt ligeglad. Det er otte et halvt år siden og jeg er videre med mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre og der skal mere til at vælte mig af pinden. Jeg hviler i min seksualitet og er helt afklaret med den. De mennesker der betyder noget i mit liv ser mig og ikke min seksualitet. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at have en følelse af at have tabt overfor rygterne og mobningen. Hader at de har fået ret og den kendsgerning at de nu via rygter måske hører at de faktisk fik ret. Jeg ved at de sikkert er ligeglade, men derfor er der stadig noget i mig der føler et nederlag, efter at have brugt så meget energi på at bekæmpe og benægte deres ord.
Samtidig har deres hårde ord også gjort mig til den jeg er i dag. Deres slag gav mig styrke til at stå imod senere i livet. De lærte mig mine prioriteter. Derfor godkendte jeg S’s anmodning med et smil og stolthed i sindet. Jeg har ikke noget at være flov over. Jeg er den jeg er og har ikke brug for deres anerkendelse. -længere…