Efter at have søgt i flere år i hver eneste dvd-butik jeg er kommet forbi uden held, overvejede jeg den anden dag om jeg skulle bestille den over nettet når jeg kom hjem fra shoppetur, og så se stort på de manglende undertekster. På vejen hjem kom jeg forbi endnu en lille forretning og drejede cykel ind. Tænkte at jeg da kunne prøve, selvom jeg havde været der før. Om ikke andet kunne det være jeg kunne finde en anden film til eftermiddagshygge. Dér midt i en rodebunke af dvd’er fandt jeg den mellem alverdens b-film og til næsten ingen penge. Cyklede lykkelig hjem fra butikken med den lille plastpose på styret. Indholdet nærmest lyste gennem posen i mine øjne.
Jeg så den første gang for fire-fem år siden og den ramte med det samme noget i mig. Siden har “Finding Forrester” været min absolut yndlingsfilm. Det er ikke mange gange jeg har fået den set, men nu har jeg den på hylden og kan sætte den på når jeg har lyst. Endelig kan jeg selv bestemme hvornår jeg vil se filmen om mødet mellem Pullitzer-pris forfatteren Willian Forrester og den unge skribent Jamal Wallace. Følge det forhold der opbygges mellem de to, der på mere end ét plan udarter sig til et mentor- elevforhold, og ikke altid med den samme i rollen som den der lærer noget nyt.
Nu så jeg den igen i går og var igen lige opslugt. Både under filmen og efter, rejste tankerne tilbage til mit eget møde med forfatteren Vagn Predbjørn Jensen, da jeg skrev 3.års opgave om en af hans bøger i 3.g. Et møde der på samme vis som i filmen udartede sig til en stærkt venskab og en stor gensidig respekt. Denne personlige relations lighed med filmen gør helt sikkert en masse for min oplevelse af historien i filmen. Predbjørn blev min mentor på mange måder og han lærte mig uendeligt meget. Han tog sig tid til at læse mine tekster og komme med kommentarer. Ligesåvel som han lod mig læse sine manuskripter der stadig ikke var udgivet. Han har været en kæmpe inspiration for mig og for mit opfattelse af det at skrive. Han var mig en stor hjælp. En hjælp der måske ikke kan findes andetsteds. Hans tiltro giver mig stadig styrke de dage hvor selvtilliden er dalende.
Vi mødtes flere gange og snakken flød hver gang ubesværet og med stor interesse i hvad den anden havde at berette. Trods aldersforskellen fandt vi mange lighedspunkter og værdier, hvor generationsforskellen kun blev en detalje. En relation der på samme fine vis udvikler sig mellem Wallace og Forrester. Wallaces mentor og ven dør i slutningen af filmen, men ikke uden en sidste gestus fra læremester til elev. Min egne mentor og kære ven døde efter svær sygdom i efteråret 2006. Et stort personligt tab for mig, man hvad han nåede at give mig kan heldigvis ikke tages fra mig. Hans vise ord og kommentarer sidder stadig i baghovedet på mig når jeg sætter mig ved tasterne. Mine tanker går ofte til ham, når jeg kigger over bogreolen og ser hans forfatterskab på række. Flere af bøgerne som personlige gaver og med hilsner og skulderklap på første side. Hans gestus til mig.
Lighederne er mange mellem filmen og forholdet mellem Predbjørn og jeg. Men også mellem Wallace og mig selv som den unge, der ydmygt stod foran verden med en vidende ven ved sin side. Wallace har to passioner i livet. Den ene for sin sport, den anden for ordene. En passion der undertrykkes indtil mødet med en der kan inspirere ham til noget mere. Jeg har ligeledes to store passioner. Det fag jeg har valgt at tjene mine penge ved og ordet. Ordet både som læsning og når jeg selv skriver. En passion der for alvor fik liv da jeg mødte Predbjørn. Et møde der for mig bliver hyldet når jeg ser filmen Finding Forrester.

Stod i nat til en fest i Kødbyen med armen om kærestens eks og skålede og snakkede livligt. Kæresten og andre venner stod ved siden af og morede sig med deres egne drinks. Stemningen var i top og vi hyggede os alle. Ham jeg stod sammen med var kærestens sidste fyr før mig, og alligevel var der ikke noget akavet eller underligt ved det. Ingen kiggede ekstra eller kommenterede noget. Heller ikke vi to lod os mærke videre af det. Vi var bare en masse fyre ude sammen og mødte nogle fine fyre vi snakkede og hyggede os med.
Kæresten så hverken mærkelig ud i hovedet eller blev anderledes overfor mig bagefter. Sådan noget behøver vi heldigvis ikke slås med. Vi kan snakke frit og åbent om ekskærester og -dates, uden den anden står tilbage med huller i hjertet eller et mørkt sind. Som når vi snakker om andre mennesker der har været i vores liv på den ene eller anden måde. Eks’er der er blevet venner, er bare venner og derfor ikke farligere end andre venner, hvor uforudsete følelser kan dukke op. Noget man alligevel aldrig kan forsikre sig mod.
Vi kan sagtens kommentere og udpege fyre på gaden, på stranden, i fjernsynet eller på diskoteket, uden den anden bliver jaloux. Den anden dag da jeg snakkede i telefon med kæresten efter træning, kunne jeg med et glimt i øjet fortælle om en fræk og lækker fyr jeg havde set til træning. Vi diskuterer livligt hvem vi synes er lækre og ser søde ud. Også selvom det måske ikke altid er sådan kæresten ser ud. Flirt er en del af gamet og vi ved hvor grænserne går. I sidste ende er det oftest kæresten der bliver flirtet mest med på en bytur som i går.
Når vi skal drille hinanden lader vi som om vi bliver jaloux over noget, men det falder altid lidt til jorden alligevel, for vi ved begge to at det ikke passer. Vi mener begge at fortid er fortid. At gamle følelser ikke skal ses som en trussel og at vores interne følelser ikke er så svage, at vi behøver at blive jaloux på hinanden. Noget der gør mange ting meget lettere.

Julen og nytåret er ofte tiden hvor man kigger tilbage på året der er gået. En ven gav mig opgaven over et glas vin for allerede et par uger siden. Hvad der havde været det bedste ved ´08 og hvad der havde været det værste. Dengang havde jeg svært på at svare på det uforberedte spørgsmål og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg formår at svare bedre på det nu.
Der er ikke mange store ting i ´08 jeg mener har været skelsættende for mig. En af det vigtigste ting er mit jobskifte i sommers. En beslutning jeg på intet tidspunkt har fortrudt, men tværtimod kun bliver gladere for dag for dag. Den frihed jeg har dér kontra mit gamle job, har givet mig så meget mere energi og lyst. Det er blevet en positiv del af min hverdag og bidrager til smilet på mine læber, selv når jeg har fri. Overskuddet i hverdagen er markant større, hvilket sikkert også skyldes overskuddet på jobbet. Et overskud der mere og mere vedvarende giver mig en følelse af at være lykkelig. Jeg føler mig mere på toppen end nogensinde. Jeg savner ikke meget i mit liv, og det jeg endelig savner er luksus og ikke afgørende. Tiden flyver afsted, men ofte er det et tegn på at man har det godt, så det trøster jeg mig ved, når jeg synes månederne bliver til uger og timerne til minutter.
Hvis der endelig skulle være noget at sætte ´08, må det være at jeg ikke har set min familie nok. Hverdagen i København er fyldt til bristepunktet med alt det der er tæt på. Arbejde, venner, fester og arrangementer i København. Noget der nogle gange får det der er længere væk, fødebyen og familien, til at blive overset i kalenderplanlægningen. Desværre. Noget jeg håber på at kunne lave om på i det nye år.
Tiden til at tage til Fyn i ’08 er heller ikke blevet bedre af at jeg i alle ferier har været ude af landet. Noget der har været kendetegnende for mit ´08. Rejserne. Dem jeg ikke ville have været foruden og dem der bare har givet mig mere blod på tanden. Rejserne der har fået mig til at vokse som menneske og som har vist, at jeg stadig her meget at lære om mig selv. Men det er nok en rejse der fortsætter hele livet, men også en rejse jeg ser frem til fortsat at være på. Planerne er at ´09 også skal beriges med nogle rejser. Venezuela, Isla Margarita, New York og Malta er allerede planlagt for vinter og forår. Hvor resten af året fører kæresten og mig hen, må tiden vise.
Bare det er sammen med ham er jeg glad. Ham jeg er så forelsket i og har været så heldig at være sammen med hele året. Han har absolut også stor fortjeneste i min indre glæde og lykke. Han har taget del i mit liv og er blevet en stor del af mit liv. Det er ham jeg kan dele mine op- og nedture med, uden at føle mig blottet. Han hiver mig op de dage hvor humøret er hvor det ikke bør være, og holder det oppe, når det er i top. Han giver mig smil på læben når jeg ser ham i øjnene og længsel i kroppen, når han ikke er ved min side. At være så forelsket og have lov til at have det så godt, må være et af de største plusser i mit liv.
Selvom kærligheden nogle dage kan virke som et projekt, ser jeg det ikke som et punkt jeg kan skrive “tjek” ud for. Egentlig er der ikke mange drømme og projekter der er blevet realiseret i år. Ikke andet end jeg fortsat har gjort som jeg har lyst til. Lyttet til mig selv og kastet mig ud hvor jeg havde lyst til at mærke vinden under mine vinger. Som da jeg besluttede mig for at skifte job i stedet for kun at snakke om at gøre det. Men ´08 er året hvor jeg har fået sat skub i et endnu hemmeligt projekt. En stor drøm der forhåbentlig realiseres. Et projekt der har taget meget tid og en god portion energi og tålmodighed. Har også haft første nederlag i den retning, men har rejst mig igen og bare fået endnu større lyst til at fortætte. Forhåbentlig kan projektet og drømmen lykkes i det nye år. Troen og håbet er der stadig.
Et andet mål for ´09 bliver at undersøge muligheden for at læse videre, ved siden af jobbet. En stor passion og lyst kan blive tilfredsstillet, hvis det kan lade sig gøre at læse om aftenen. Så det bliver en af de første ting i starten af det nye år. At se om det kan lade sig gøre, uden at det går ud over det job jeg har nu, som jeg ikke ønsker at droppe til fordel for at læse på universitetet.
I hvert fald er jeg fast besluttet på at den ikke så hemmelige drøm skal realiseres i ´09 også!
Mange venner har realiseret drømme i ´08 og flere bliver i ´09. Bryllupper og børn tager mere og mere fokus, og det voksne liv er for alvor blevet synligt i år og kommer til at blive endnu stærkere i det nye. Min generation er ved at blive voksen i takt med, at den ældre generation desværre begynder at vise tegn på at den ikke består for evigt.
Hvad angår bloggen, er det er anden gang jeg ser tilbage på et år, hvor jeg har skrevet her på urbanblog. Dens eksistens har været oppe til overvejelse flere gange, men hver gang er beslutningen faldet ud til en fortsættelse af bloggen. Jeg er vild med at skrive og nyder at være en del af Urbanblog. De gange jeg har forsøgt at holde mig væk i nogle dage, for at se om jeg ikke sagtens kunne undvære det, er det endt med at jeg til sidst har overgivet mig og sat mig ved tasterne. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Men jeg kan også mærke at der gerne må ske noget nyt, for ikke at føle at jeg køre fast. Jeg har forskellige tanker om hvordan, men skal lige have mere styr på dem, før jeg uddyber. En ellers trofast læser skrev i løbet af efteråret at hun savnede “nerve” i min blog. En nerve der havde fået hende til at følge mig fra starten. Hun mente ikke at bloggens indhold længere kunne fange hende, da den begyndte at nærme sig det mainstreame. Jeg fik en god forklaring fra hende og vi snakkede frem og tilbage. Noget der gav mig mange overvejelser om hvad jeg forventer af bloggen. Hvad jeg vil med den og hvilken stil jeg ønsker at have. Hendes besked var lidt af en mavepuster, men når jeg ser på de øvrige kommentarer på min blog, kan jeg se at der da heldigvis stadig er nogle stykker der synes det er interessant at følge med. Men hendes ord sidder i baghovedet, for hvis bloggen bliver middelmådig er det måske på tide at sige stop. Stop imens legen er stadig god.
I grunden synes jeg det er noget mærkeligt noget, det her med til nytår at skulle gøre regnskabet op. Måske fordi jeg har bloggen hvor jeg kommer af med tingene, mener jeg at jeg gør regnskabet op hele tiden. Jeg forholder mig hele tiden til mit liv og ændrer det jeg ikke synes om. Samtidig sørger jeg for at værdsætte alt det jeg holder af hele tiden. Hvorfor vente til nytår med for alvor at se tilbage på det man satte pris på. Jeg forsøger hele tiden at styre mit liv i en retning der kan hæve min livskvalitet og det gode humør. Derfor bliver jeg også hele tiden nødt til at forholde mig og tage beslutninger. Nogle bliver måske overilede, men jeg har kun mig selv at bebrejde, men kan til gengæld ikke bebrejde mig selv for at jeg ikke forsøgte. Hellere fortryde det gjorte end at jeg ikke gjorde det. Jeg sætter stor pris på mit liv og prioriterer så vidt muligt at lade hver dag være en fest og holde nedturene på et minimum. Jeg vil hellere koncentrere mig om at værdsætte end om at ærgre mig. Det er mit liv for kort til. Noget jeg er blevet endnu mere bevidst om i ´08. Man er kun sig selv til at sørge for at livet er herligt. Og det synes jeg det er!

Julen har de senere år ikke været min højtid. Lysten har været lille og julestemningen endnu mindre. Engagementet i den kommende jul har derfor også ligget på et lille sted. For nogle måneder siden arbejdede jeg i, om jeg skulle holde julen et andet sted end den sædvanelige jul med familien. Skulle den holdes med kæresten? Eller et helt tredje sted? Følte bare der skulle ske noget nyt og anderledes. Ikke at jeg ikke gad holde jul med min familie. Et sådan valg ville ikke være et fravalg af dem, men et tilvalg af noget andet.
Dernæst meldte den evige irritation over julegaverne sig og langsomt opbyggede jeg en endnu større aversion overfor det pakke-helvede. Men for sent fik jeg det luftet for familien, at jeg måske ikke gad deltage i julegaveræset, så løbet var allerede skudt igang. I stedet er det blevet til, at en ny gavemodel findes til næste jul. Så i år holder jeg altså jul sammen med familien på Fyn og er med på julegaverne.
Da det først var blevet besluttet var der kun at få det bedste ud af det og være positivt indstillet. Ikke at jeg egentlig er ked af at det endte sådan, for jeg vil da gerne være sammen med min familie, men pludselig var mine alternative juleplaner alligevel ændret til det “gode gamle”.
Jeg valgte i år intet julepynt at hænge op, for jeg er i sjældent i min lille lejlighed og ville derfor oftere blive irriteret over rodet end hyggen pynten ville skabe. Det eneste præg af jul i lejligheden, var pakkekalenderen fra min mor til kæresten og mig. Så på sin vis gjorde jeg heller ikke selv nogen indsats for at komme i julestemning. Har kun sat julemusik på når jeg har haft lyst til at høre det og forsøgte ikke at forcere en julestemning i sindet. Julestemningen måtte i år komme, hvis den kunne trænge ind ellers var det bare ærgerligt.
Det uforventede skete. Julestemningen kom langsomt og blidt ind under huden på mig. I takt med gløgg og æbleskive-arrangementer med venner og veninder, pakkekalenderåbning med kæresten om morgenen og ikke mindst et, trods alt, modtageligt sind. Jeg fik startet på julegaverne i god tid og gik kun ud når lysten var der. Så snart jeg blev irriteret stoppede jeg og gik hjem. Forsøgte hele tiden at give julestemningen ro til at blive i sindet og ikke blive skubbet ud af irritation og gave-stres. Det endte faktisk med at jeg hyggede mig med at købe julegaver i år og har fundet nogle jeg glæder mig til at give. Smilet var stort når jeg gik rundt på Strøget med poserne lag-på-lag i hver hånd. Endnu større når jeg kom hjem og havde købt papir og bånd og skulle til at pakke ind. Når jeg langsomt så pakkebunken vokse i hjørnet af stuen, voksede julestemningen i det lille hjem i takt.
Da jeg en onsdag eftermiddag efter en hyggelig middagsaftale, cyklede over Kongens Nytorv, ligesom mørket begyndte at sænke sig over København, så julelysene trådte tydeligere frem og deres genspejling i skøjtebanen, fik den til at lyse op om de mange glade mennesker, kunne jeg ikke lade være med at smile. Smile af en indre lykke. De glade grin og store smil fra de skøjtende og de forelskede par hånd i hånd på torvet, smittede hurtigt og fik mit lille julehjerte til at banke endnu hurtigere. Da begyndte julen for alvor for mig. Da gik den rent ind, med fuld kædebelysning og englesang.
I fredags kom den sidste gave i hus og der var ikke længere det at stresse over. Tværtimod var der ikke andet at tænke på, end at julen stod for døren. De sidste dage har jeg gået med et barns længsel til juleaften. Til at skulle hjem til mine forældre og resten af familien. Men også til at se gamle venner og hygge mig med dem i København. Har nydt smilet på manges læber og haft overskuddet til at smile tilbage. Julemusikken er af stor lyst braget ud af højtalerne og iPod’en.
Da jeg i dag fik fri kl 17, ovenikøbet en halv time før tid, kunne jeg tage toget og for alvor starte tre dages juleferie. Trods stresset på Hovedbanen var venligheden, hjælpsomheden og overbærenheden stor. Nærmest helt udansk stor. Noget det bidragede yderligere til en behagelig julestemning i kroppen. Nu sidder jeg endelig i Svendborg og skal bare slappe af og holde jul. Hygge mig med mine forældre og om lidt kommer en god ven med sin forlovede forbi for at ønske god jul. Ingen stres og ingen, som andre år, kamp for at komme i julestemning inden juletræet tændes. Der er tid til at træne et par timer i morgen formiddag. Julefrokosten 1. juledag, der sædvanligvis bare efterlader ømme maver og hedeture, er flyttet til 2. juledag, hvor energien og appetitten er vendt tilbage. I stedet kan der nu slappes af ovenpå en dejlig juleaften. Ligge i en varm stue med en god bog en duftende kop kaffe. Måske løbe en lang tur i forhåbentlig frisk decembervejr, inden den obligatoriske bytur med alle vennerne om aftenen. SÅ kan det nemlig mærkes det er jul.

Glædelig jul til jer alle. Håber I får nogle dejlige dage. Tak for hilsner og smil i december. Tak for bidraget til en god julestemning hos en ellers skeptisk juledeltager. Ses på den anden side af jul.

Måske nogen kan huske indlægget om at savne kæresten. Om hvor hårdt det var nogle uger og om hvordan kærestens travle hverdag nogle gange fik mig til at føle mig i 2. række. Flere af mine personlige grænser var nået og irritationen stor. For første gang samtidig overvejede og frygtede jeg, om jeg var ved at blive single. En tanke der gjorde umenneskeligt ondt.
I stedet for at grave mig længere og længere ned i et mørkt hul, tog jeg bladet fra munden og åbnede op overfor kæresten. Med hjertet i halsen og tårerne siddende i øjenkrogene fik frustrationerne langsomt luft. Vi sad tæt på sofaen med armene om hinanden og havde en lang alvorssnak. Eller nok rettere -tale fra min side. Fik sagt de ting der gik mig på og bad om forståelse. Gav ingen ultimatummer men fik samtidig gjort klart, at jeg måske ikke vedblev at holde til at fortsætte på den måde.
Han lyttede og kunne se det rimelige i mine ord. Blev ked af at høre mine frustrationer og se ulykken i mine øjne. Ulykkelig ved tanken om at jeg kunne give op. Han var klar over at det ikke var optimalt, men havde ikke overvejet at det var så slemt. Hans travle hverdag havde lukket hans øjne for hvor slemt det måske i virkeligheden så ud, men vores snak fik ham igen til at fokusere blikket på vores forhold.
Endte med at snakke flere timer, uden råben eller skrigen, men derimod med en følelse af at vi begge fik sagt hvad vi havde på hjertet og samtidig følte os lyttet til. Siden er der sket store fremskridt. Nærheden er igen tilstede og vi er nyforelskede endnu engang. De sidste par uger har simpelthen været fantastiske. Jeg har fået kæresten og forholdet igen. Kæresten er igen opmærksom på kærligheden og også mine behov. Snakken løsnede op for det usagte og tyngende, så nu er der igen mere plads til kærligheden.
Så det betaler sig at åbne munden…

Et par Redbull tilsat en god sjat vodka blev hurtigt kørt ned, kroppen vasket og en skjorte strøget, og den trætte Mikael der et par timer tidligere var kommet udkørt hjem fra arbejde, var allerede glemt. Da veninden lidt efter kom, steg humøret yderligere. Aftenens tema og rute var stadig ubestemt. Vigtigst var det at vi skulle ud og have det sjovt.
At både min hjerne og min mave da jeg vågnede forsøgte at lave dårlige imitationer af en sammentrukken rosin, vidner om at det endte med at blive en både sjov og våd aften. Aftenens tema blev at fejre d. 20. december. Den dag kommer kun én gang om året, så hvorfor ikke fejre dét? At jeg så sidder i dag med hånden på hovedet og et ønske om at d. 21. december så ikke eksisterede, er en mindre ubetydelig detalje. For vi havde det sjovt.
Fandt et lækkert nyt spisested på Nørrebro med gode drinks og lækker musik i højtalerne. Snakken gled let og levende på det gode humør og høje grin. Derfor var det naturligt at slingre over gaden og videre ned på Oakroom for at fortsætte den festlige aften. Drinks i flere afstøbninger blev mixet af den lækre bartender, med kunstfærdige fagter. Hvorfor snakker man aldrig om at mænd skal lave topløs betjening? Så kom jeg nok oftere på Oakroom. Hans frække smil og øjne og hans smidige bevægelser bag baren, gjorde det meget nemt at have lyst til at købe flere drinks. Drinksene var stærke og humøret steg proportionalt med den voksende mængde indtaget alkohol.
Dog peakede det gode humør pludselig og Redbull’ens aftagende virkning mixet med for meget alkohol tvang mig i bund. Jeg var overmandet og orkede ikke mere. Desværre, for vi havde det virkelig sjovt, men når man ikke kan mere så kan man ikke mere, vel!? Det er vel en ærlig sag.
Da jeg skulle sove hos kæresten, kunne jeg lige så godt hente ham fra hans bytur på vejen, så vi sprang på natbussen mod byen. Veninden hoppede af på Nørreport, men med det samme hun var steget af, satte en fremmed mand sig på sædet ved siden af mig. Undrede mig godt nok, da resten af bussen var rimelig tom, men koncentrerede mig om min mobil og den sms, mine berusede øjne forsøgte at fokusere sig frem til. Lige indtil han begyndte at ae mig på låret, og jeg kun kunne koncentrere mig om det. Sagde strengt nej og skubbede hans hånd væk. Jeg følte mig pludselig meget indespærret og utryg som han sad der med slesk smil og spærrede vejen ud med hans store krop og ubehagelige intentioner. Han forstod åbenbart ikke dansk for han blev ved og gled længere op ad låret. Igen, nu med højere tone afviste jeg ham. Da han så tog mig i hånden blev jeg vist så tydelig man kan være. Hans skræmte ansigt var det sidste jeg så inden han styrtede ud ad bussen.
Selv fortsatte jeg rystet for at hente kæresten med hjem. Han var dog så fuld at jeg ville ønske jeg var taget direkte hjem og selv ladet ham tumle hjem i sin brandert. Efter min hyggelige ven i bussen ville jeg bare hjem! Hvilket det da også til sidst lykkedes, at overtale kæresten til at se det fornuftige i. Dejligt at komme hjem og mærke hans hænder på kroppen. Hænder jeg kan lide rører ved mig.
Sidste bytur inden jul blev en blandet pose bolcher. Der var absolut nogle af smagsvarianterne jeg ikke brød mig om, men indpakningen og det overordnet indtryk var i top.
Det er efterhånden ved at være fast med et byturs-/tømmermændsindlæg om søndagen her på bloggen. Måske jeg skulle oprette en kategori der hedder tømmermændssøndage… Gad vide om det ville underholde nogen anden end mig selv.

At der nu tilsyneladende er flertal i folketinget for, at vedtage en lovændring der kan sikre homoseksuelle par ret til at adoptere på lige fod med andre par, er virkelig en glædelig nyhed. En drøm virker pludselig mere realistisk, men jeg tør heller ikke håbe før en endelig afgørelse er vedtaget. Dog vil jeg håbe på at den endelige afgørelse virkelig kommer og i så fald med positivt resultat for de homoseksuelle i Danmark. Ikke mindst for at få afsluttet flere års debat og forskelsbehandling.
Men også for signalværdien ved en sådan lovændring. Nemlig et billede fra det politiske Danmark om at man ikke længere ønsker at diskriminere pga. seksualitet. Et stærkt signal til landets homoseksuelle mænd der ønsker børn. Lesbiske kvinder kan på nuværende tidspunkt blive kunstigt insemineret med offentlig støtte, men de homoseksuelle mænd er af biologiske årsager stadig frataget retten og muligheden for at give et trængende barn et trygt hjem. Med ret til at adoptere på lige fod med andre par, er de mænd der ønsker det tættere på deres drøm. Inkl. mig selv.
Dog skal forhåbningerne ikke skydes for højt op i skyerne for tidligt. Selvom Danmark tillader adoption til homoseksuelle, kan det være svært at få adoptionsaftaler i hus, da afgiverlandenes holdning til homoseksuelles ret til adoption også spiller en rolle i den sag. Grundet stærk katolsk eller muslimsk tro i mange af afgiverlandene, ses der anderledes på hvorvidt homoseksuelle skal have lov til at adoptere et barn.
Men på nuværende tidspunkt er Danmark selvfølgelig heller ikke et hak bedre! Men en lovændring på området vil sende et signal til de øvrige lande og ikke mindst give et skulderklap til landets homoseksuelle. Så nu er der kun at krydse fingre og håbe på det bedste.

Når man går i bad efter træning sammen ser man selvfølgelig vennerne uden tøj på, men uden at lægge særlig meget mærke til det. Faktisk bliver kendsgerningen at man er nøgen nærmest ikke-eksisterende. Der er intet akavet og man føler sig egentlig ikke nøgen. Ligeledes efterfølgende gør det ikke nogen forskel at man har set hinanden nøgen.
Jeg tænker da aldrig når jeg møder min gode ven og træningsmakker, at jeg har set ham nøgen. Egentlig tænker jeg slet ikke over det når vi står i badet sammen og jeg ville heller ikke kunne kommentere særlig detaljeret på hans krop. For jeg lægger ikke mærke til den. Ikke andet end den fysiske form der kan ses, også med tøj på. Vi er begge homoer, så der er intet tabu ved at kommentere hinandens krop og give ros. Og der er på ingen måde seksuelle undertoner, bare fordi vi er nøgne i badet sammen.
Dog er der også grænser for hvor meget man kan kommentere. Jeg havde på et tidspunkt en anden ven boende en weekend. Vi skulle feste og gjorde os klar inden den store bytur. Mixede nogle drinks, skruede op for musikken, tog bad og klædte om, som man nu gør når man skal ud. Heller ikke dér tænkte jeg videre over, at vi i få minutter efter badet så hinanden nøgen. Noget jeg heller ikke kan se noget forgjort i.
Den anden dag kommenterede han i et par sms’er, at man godt kunne se jeg havde trænet, hvilket bare er et kompliment. Dog begyndte det at blive for rosende og ikke kun en konstatering af træningseffekt, men til sidst også med kommentarer til dele af min krop, kun min kæreste bør kommentere. Pludselig følte jeg mig mere nøgen end nogensinde og kommer nok også til det fremover overfor ham. Det er ubehageligt at vide, at han tilsyneladende har kigget så meget og ovenikøbet bidt mærke i detaljer ved min krop.
Den venskablige grænse er for mit vedkommende overskredet. Om andre kigger når jeg er nøgen eller ej ken jeg ikke rigtig tage mig af. Det bemærker jeg ikke selv og tænker derfor heller ikke videre over det. Kun når der bliver kigget meget åbenlyst selvfølgelig. Men når en ven kommenterer som han gjorde, får situationen en anden karakter. Så skal jeg pludselig selv forholde mig til det og ved at han har kigget. En usynlig barriere er blevet brudt.

Hendes klare blå jakke er lige så karakteristisk som hun er som person. Gennemtrængende og skarp som hendes smil. Hendes smil der hurtigt smitter. Lysende som hendes varme øjne. Når jakken ses på afstand er man ikke i tvivl om at det er hende, og straks spreder glæden sig i kroppen. En glæde som når man glæder sig til at se en særlig person.
Pigen med den blå jakke er jeg så heldig at kunne kalde min veninde. En veninde jeg sætter stor pris på. Og samtidig har stor respekt for. Et menneske med et stort hjerte og en sky af tryghed omkring sig. Sammen med hende er der virkelig en følelse af at kunne være sig selv. Hun er altid frisk med en opbakkende bemærkning eller en bare en sød tanke. Dejligt når man åbner mailen og allerede ved navnet af afsenderen begynder at smile. Hendes kunnen er beundrelsesværdig og hun inspirerende. Som menneske, som veninde, på det kreative og professionelle plan. En man med stolthed kan sige man ser op til.
Hun er en sikker støtte og ikke mindst en god lytter. En lytter hvor man føler at hun virkelig gider lytte og ikke kun gør det fordi hun “bør” som veninde. Hendes interesse i dem omkring hende er tydelig og kan mærkes når man snakker med hende. Derfor er hun også blevet min egen private kærlighedsrådgiver. På den front har vi nogle af de samme erfaringer og ser på mange måder ens på kærligheden og dens mulige forviklinger. Når der er tanker der skal styres og forstås, er jeg altid sikker på hun er klar med en bemærkning og et råd.
Da jeg en dag var nede og havde forsøgt at forklare mig, droppede hun den trøstende mail og foreslog i stedet en øl på vores lokale stambar samme aften, så vi kunne snakke rigtig igennem. Blev til flere øl, et omvendt humør og et større mod da jeg sagde farvel til hende. Hun stod klar da jeg havde allermest brug for det. Dét er en god veninde og et venskab jeg sætter stor pris på.

Hvis du læser dette og kan regne ud hvem du er, så tak fordi du er den du er. Du har helt sikkert beriget mit liv. Hav en rigtig dejlig jul og et lykkebringende nytår. Kærligheden skal nok komme.

Jeg har i flere år gået med en hemmelig tanke. Efter dette indlæg er den så ikke så hemmelig længere, men det er måske bare første skridt på vejen til at føre drømmen ud i livet. Det er ikke noget jeg har de store overvejelser omkring, men som alligevel kræver en portion mod at gennemføre.

Længe har jeg haft en fascination af kroppen. Ligeledes af kunstneriske billeder der på fineste vis fanger kroppens imponerende former. Ikke mindst når en nøgen og velproportioneret krop er fanget på en smuk, erotisk og æstetisk måde. Når kroppen kan udstilles uden det behøver at være porno. I mine øjne findes der ikke meget smukkere end en krop, specielt en mandekrop, hvor former, muskler, kurver og renhed bliver fremhævet af det rigtige lys. Om det så være på et kunstnerisk fotografi eller en nøgen krop på en seng hvor sollyset rammer i den rigtige vinkel.

Hvis I ikke allerede har regnet ud i hvilken boldgade min hemmelige drøm ligger, så har jeg i flere år haft lyst til at få taget erotisk billedserie af mig selv. En sort-hvid serie hvor lyset fremhæver forskellige dele af kroppen. Nogle af hele kroppen og nogle af kun små detaljer ved kroppens form. Ikke fordi jeg har lyst til at udstille mig selv eller fordi det er en fræk fantasi. Men derimod skal det være en gave til mig selv og derfor er det heller ikke sikkert at andre kommer til at se billederne.

Planen har i flere år været at gøre det når jeg på et tidspunkt er tilfreds med min krop. Når jeg synes den er pæn og trænet, som jeg synes en krop er smukkest. Ligeledes når jeg som person føler mig sund og på toppen. Et stadie jeg føler mig nærmere end nogensinde. Jeg føler mig sund og at min krop afspejler dette. Musklerne er atletisk aftegnet som jeg bedst kan lide dem. Derfor er min gamle drøm vækket endnu mere til live end nogensinde. Om at få et minde fra toppen af min ungdom, inden alderen begynder at have sin indvirkning på kroppens form.

Det lyder måske en anelse narcissistisk at have sådan en drøm, men fordi den har eksisteret i flere år, ønsker jeg en dag at føre den ud i livet. For ikke senere at fortryde. Det er ikke fordi jeg ser mig selv som smuk og derfor bare “bør” fotograferes. Jeg får ikke større fornøjelse ud af at se mig selv nøgen, men er heller ikke utilfreds når jeg kigger i spejlet. Jeg ved ikke engang om den slags billeder af mig kunne blive så pæne og æstetiske som jeg forestiller mig. Men jeg finder heller ikke ud af det, hvis jeg ikke afprøver det. 

Dog går jeg alligevel op i at det bliver gjort professionelt. Det skal være en ordentlig gave til mig selv og ikke mindst skal det gøres ordentligt for at drømmen bliver opfyldt med respekt. Det skal leve op til det stadie billedserien skal være symbol på. Vigtigst af alt skal det være æstetisk og ikke pornografisk. Erotisk uden at blive afslørende. Anonymt uden at jeg ikke selv kan kende mig min krop.

Min anden hemmelige drøm forbliver hemmelig….