I nat fik den ikke for lidt, da jeg var ude med nogle venner. Drinksene fløj over baren, humøret var højt og der blev danset livligt. På et tidspunkt tog en pige fat i min skjorte og trak mig over til hende for at vi skulle danse sammen. Som altid var jeg frisk på en dans og ikke mindst lidt flirten. Det udviklede sig til flere og flere danse. Tættere og tættere. Mere og mere flirtende og udfordrende. Øjenkontakten var intens. Flere gange lagde hun op til at kysse, men hver gang lykkedes det mig at undgå det i sidste øjeblik. I stedet startede et spil med pirre hende så meget som muligt. Gå lige til grænsen og så bakke ud igen. Være lidt mystisk. Gå og dukke op igen. Løj og fortalte jeg var fra New York.
Fik bekræftet at jeg i hvert fald sagtens stadig kan tænde på piger. Hun var simpelthen så smuk, sød og fræk, at det ikke var svært selv at fortsætte legen. Det sværeste var nok nærmere ikke at bryde grænsen. Ikke mindst fordi jeg var ret fuld. Flirten fortsatte og der var ikke nogen tvivl om hvad hun gerne ville. Jeg udnyttede det og pressede hele tiden grænserne for at gøre hende endnu mere ivrig. Det var fristende at glemme alt andet og kysse hende, men alligevel aldrig mere end en fristelse. Enhver tanke på kæresten derhjemme slog alle forkerte tanker ned med det samme.
Efter en times tid spurgte hun “Are you straight or gay?” Svarede ærligt at jeg var gay. Følte mig som jordens største svin. Men igen, der er vel ikke noget galt med at danse med en pige uden at have nogen hensigter. Hun blev ikke sur, så vi dansede i stedet videre. Lige så sexet og flirtende som før. Hun spurgte så med insisterende øjne om jeg var sikker på jeg ikke var bare en smule biseksuel. Jeg svarede at det var jeg, men at kæresten lå derhjemme. Der ville jeg ikke være blevet sur hvis hun havde givet mig en lussing. Ville have været fortjent. Vennerne kom og hev fat i mig. De ville videre. Jeg sagde pænt farvel til hende og gik ud.
Udenfor kom en af fyrene over og lagde armen om min skulder og sagde med et kæmpe grin. “Hold kæft mand, det er det vi heterofyre altid drømmer om at kunne. Have sådan en lækker pige at danse og flirte med.” Jeg svarede bare nej. At de ikke ville have lyst til at være sådan et røvhul. Resten af natten festede vi videre og morede os vældigt, men kunne alligevel ikke slå hende helt ud af hovedet. Da jeg gik gennem byen i dag med heftige tømmermænd, ønskede jeg et eller andet sted at møde hende. Bare for at kunne sige ordentligt undskyld til hende og sige tak for dansen.

—–Skal ikke i URBAN—–

Svigermor holdt 50 års fødselsdag igår. Stor havefest med venner og familie samlet. En festlig dag med en masse fantastiske mennesker under den bagende sol. Familien havde jeg mødt til et bryllup i maj, så det virkede helt naturligt, men mange af vennerne var det føste gang jeg skulle møde dem, så den store præsentationsrunde gik i gang. Mange at hilse på og holde styr på relationer. Sad ved siden af svigermor under maden og kiggede smilende ud over selskabet. Jeg synes altid det er så fantastisk med sådan nogle fester. Alle er glade og der bliver snakket på kryds og tværs. Mange skulle selvfølgelig høre hvem jeg var. Men hvor var det dog dejligt afslappende at jeg allerede kendte de vigtigste, så jeg bare kunne slappe af og være en del af familien i stedet for “ham den nye”.
Når det så er sagt. Hvor kan det dog være belastende at være homoen til festen. I hvilken som helst sammenhæng. Eller belastende er måske et hårdt ord, men i hvert fald kan det bare blive for meget, når så mange skal over og vise deres forståelse og accept. Jeg ved godt det for mange nok er nyt og de derfor ikke har skulle forholde sig til det tidligere. Pludselig vil de i forsøg på at være venlige vise deres accept meget tydeligt. Deres forsøg ender desværre ofte med at blive for meget, men også forståeligt nok, da de kan sidde med en frygt for at komme til at fremstå afvisende ved ikke at give udtryk for deres sympati. Den bedste måde at vise deres accept og forståelse ville egentlig bare være at være naturlige omkring os. Være overfor os som de er overfor andre til festen. Ikke alle homoer føler sig så forfulgte at de ser enhver stilhed som had.
Andre viser det ved at fortælle om alle de homoer de kender. Deres gode smag og hvor søde de er. Begår samme fejl som størstedelen gør. Betragter homoer som en art, der alle er ens. Nogle - især - den ældre generation, spørger om jeg er R’s ven. Nej! Jeg er hans kæreste. Jeg ved godt at i tidligere tider kaldte man kæreste for ven eller veninde, men det hedder det da bare ikke længere. Nogle gange virker det ærligt talt også som om folk bruger betegnelsen ven, fordi de ikke kan få ordet kæreste i forbindelse med to fyre over deres læber. Samme store snakkeivrighed der kan være, samme berøringsangst opstår nogle gange.

Torsdag aften skulle jeg ud og have en øl og god snak med veninden Spacemermaid. Hun er i sig selv ikke anderledes selskab. Tværtimod. Men vi tog hen et sted på Nørrebro jeg slet ikke vidste eksisterede. Hvis jeg endelig gjorde, havde jeg nok aldrig forestillet mig at jeg ville komme der. Claus Høxbroe og andre fra Spaces omgangskreds skulle optræde, så selvfølgelig måtte vi hen og se hvad det var for noget.
Vi kommer ned i et lille lokale hvor der sad tyve femogtyve mennesker tæt pakket på klapstole foran scenen. Rummet var fuld af dåseøl, piercinger, tatoveringer og let røgtåge. Personerne i lokalet lignede bestemt ikke nogen jeg normalt omgås. Dem og de optrædende på den lille scene havde alle en attitude, et udseende og en påklædning, der signalerede at de ikke ville lade sig diktere af normen. Af massen. De var deres egen. Velkommen til den kunstneriske undergrund.
Vi fandt selv to klapstole og satte os foran scenen og rettede opmærksomheden mod Claus og de øvrige kunstnere på scenen. Alternative instrumenter og mærkelige lyde lagde baggrund til Claus’ improviserede lyrik. Musikken og ordene var sort for mig. Jeg sad og kiggede rundt i lokalet, i håb om at få øjenkontakt med en der signalerede “nej, jeg forstår heller ikke en rygende fis”, men nej. Alle var opslugte af ordene og kom med begejstrede tilråb på skift. De sad og rokkede til ordene. Begyndte at overveje om det bare gjaldt om at det skulle være så mærkeligt og sort som overhovedet muligt, for at de fandt det interessant. Forståelse eller ej. Jeg begyndte at lytte mere til de optrædende og lod indtrykkene komme forbi mine egne fordomme og skepsis. Faktisk begyndte det at give mening. Godt nok var mange af de ting der blev sagt, angreb på mange af de ting jeg står for og den måde jeg og min omgangskreds lever på. Angreb på det materialistiske og overfladiske liv. Men det er sundt nok at prøve. Samtidig viste det dog også at de alternative og kunstneriske også kan have fordomme.
Deres excentriske udstråling og anderledes udseende. Den alternative påklædning. Deres måde at leve livet på. Valg som frivilligt at leve som hjemløs eller planer om fængselsturne med bandet. Det hele var virkelig fremmed land for mig, men alligevel havde jeg en fantastisk aften. Sammen med nogle mennesker jeg nok ellers ikke ville snakke med. Var videre på cafe som lignede noget helt andet end hvad jeg er vant til. Ville være gået forbi uden at kigge ind. Drak øl der ikke var fra de store mainstream producenter. Snakkede om værdier, prioriteter, verdenssyn og erfaringer der normalt ikke fylder min hverdag. Fik mig selv udfordret, hvilket vel aldrig kan skade.
Og fik lejlighed til at få Space introduceret for den fantastiske Somersby Cider. Det eneste der var nogenlunde velkendt for mig. Hun kunne li’ den, så endnu en fan er født.

Man siger ofte man drømmer om det man ikke har. Jeg er i fast parforhold, men savner ikke singlelivet. Alligevel kan jeg godt nogle gange komme til at tænke tilbage på dengang hvor jeg levede singlelivet. Ikke mindst når jeg er sammen med dem af mine venner og veninder der ér singler. Når jeg hører deres vilde historier.
Specielt en rigtig god ven udlever virkelig singlelivet med alt hvad det indeholder. Både fordele og bagdele. Jeg er vild med at høre hans historier og alt det sladder han har fra dating-scenen i København og miljøet. Som jeg plejer at sige, udlever jeg mit singleliv gennem ham. Ligeså sad vi en flok venner samlet en aften og der blev kørt vældig meget på en af fyrene der havde haft held i byen ugerne forinden. Han spurgte hvorfor vi havde så travlt med hans scoringer. Vi udbrød i kæmpe grin og kiggede rundt. Alle var vi i parforhold. Ikke at nogen af os er i forhold der knirker, men derfor kan man vel godt rammes af nysgerrighed og tilbageblik til dengang man selv var single og levede det skrupleløse liv. Dengang man ikke havde så mange sociale forpligtelser. Dengang man kun havde sig selv at tage hensyn til.
Indtil for godt to år siden har jeg stort set været single hele mit liv, med et enkelt forhold på fem måneder i 2.g. De mange år jeg var single beklagede jeg mig over ikke at kunne finde en kæreste. Så igen tilbage til det man ikke man ikke har, vil man gerne have. Specielt de sidste par år inden mit forrige forhold startede for to år siden, levede jeg virkelig det vilde liv. Der var jeg frisk på byture alle ugens dage, kendte til de vilde og hemmelige fester, blev inviteret og vidste hvilke steder der var hot og hvilke der ikke var. Det var dengang jeg kunne kysse med en fremmed i byen og en ny bagefter. Det var mig der gik forrest når vi skulle ud og fulde os og være drengerøve. Dengang var jeg ligeglad med hvilke konsekvenser det kunne få efterfølgende. Dér tænkte jeg kun på at have det sjovt og lave så meget fest og farver i mit liv som muligt. Impulsiviteten og friheden fyldte døgnet. Jeg tænker tilbage på den tid med stort smil og fortryder intet. Heller ikke de uheldige stunts. De har allesammen givet en masse grin i situationen og ikke mindst efterfølgende. Specielt det første halve år efter jeg begyndte at udforske min seksualitet levede jeg virkelig singlelivet. Datede i et væk. Op til tre på en dag. Havde uforpligtende sex uden at blande følelser og forpligtelser ind i det. Tænkte ikke så meget i faste forhold. Kun som noget omklamrende og bindende. Var heller ikke helt fair overfor alle jeg så, men havde kun min egen fornøjelse i øje.
Kærligheden ramte dog pludselig og slog lidt af pusten ud af ballonen. Sikkert også meget godt, for den uforpligtende sex begyndte at blive ligegyldig og viste sig ikke altid at være helt så uforpligtende. Den tomme seng føltes større og større. Den rungende tomhed når man kom hjem og råbte “Jeg er hjemme skat!” ramte hårdere og hårdere. De falske dates, de ligegyldige kys og tomme ord begyndte at vende tilbage som moralske spørgsmål og indre personlige opgør. Den gensidige kærlighed til en fyr opfyldte hullet. Pludselig var jeg i et forhold og prioriteterne blev med ét forandret.
Da jeg blev single igen sidste sommer, og havde sundet mig ovenpå bruddet, glædede jeg mig lidt til at komme ud på singlemarkedet igen. Mærke den særlige - men tomme - opmærksomhed. Da jeg efter et par uges fest og sjove aftener sammen med vennerne, følte mig klar til at kaste mig fuldt ud i singlelivet igen. Scores skulle der! Drak mig fuld til en fest, en ven foreslog en af sine venner som et muligt emne. Vennen havde hørt det samme. Senere på natten var vi begge fulde og styret af opfordringen endte vi med at kysse på dansegulvet. Et par timer senere lå vi nøgne i hans seng. Singlelivet var fuldbyrdet. Dog blev det singleliv meget kort. -Tre uger. Vennens ven har siden, nu et år, været min kæreste. Ham jeg ønsker at leve mit liv sammen med. Historien om hvordan vi mødte hinanden kunne måske være mere romantisk, men nej.
Selvom jeg i dag sagtens kan tænke tilbage på singlelivet med skævt smil, savner jeg det ikke. Trygheden og lykken ved at være i fast forhold overskygger langt singlelivets glæder. Kærlighed får en helt anden betydning med en fast kæreste, fremfor med tilfældige kys. Lysten til det uforpligtende ændrer sig til en lyst efter det forpligtende. Pludselig er behovet for at tilfredsstille sig selv overgået af lysten til at tilfredsstille den man elsker. Der er flere hensyn der skal tages og tiden er ikke altid så fri. Eller fri er den, men der er bare en helt speciel man ikke kan lade være med at have med i sine tanker når man laver planer. Simpelthen fordi man også vil sikre sig tid sammen med kæresten.
En bekendt kommenterede forleden hvad der var blevet af mine vilde fremtidsplaner. Dem jeg lagde da jeg var single og var ved at stille mig tilfreds med udsigten til at være single resten af mit liv. Planer om at rejse. Opleve verden. Arbejde og bosætte mig i fremmede lande. De planer er ændret. Ikke nødvendigvis til noget værre, men til noget andet. Nu har jeg en i mit liv jeg skal tage hensyn til. En jeg ønsker at tage hensyn til. Jeg oplever verden sammen med ham og hvem ved, måske vi kommer forbi et sted vi har lyst til at udforske mere. Så mine planer alligevel går i opfyldelse. Endda sammen med ham.
Et forhold behøver heller ikke at indeholde et totalt farvel til singlelivet. Troskaben skal være ved kæresten, men ved at give plads til hinanden kan man tilfredsstille nogle af de afsavn der kan være til singlelivet. Jeg kan sagtens gå i byen med mine venner, komme fuld hjem midt på morgenen og lave aftaler uden kæresten skal være med. Det samme kan han. Vi har ikke noget behov for at sidde lårene af eller kontrollere hinanden. Vi stoler på hinanden og ved hvor vi har den anden. Når jeg er sammen med ham savner jeg ikke singlelivet, for han fylder mig med så meget andet.
Men derfor kan jeg da godt komme til at tænke på tiden “dengang”. Smile lidt for mig selv.

Et år - Dog 366 dage, regn selv den ud… - har kæresten og jeg været sammen i dag. Ufatteligt at der allerede er gået et år siden jeg mødte ham i mørket til festen på Zum Biergarten. Det er for begges vedkommende det længste forhold.
Det har været et år med stadig blomstrende kærlighed. I dag føler jeg mig stadig nyforelsket, men har også den tryghed og ro kun tid kan give. Jeg føler mig priviligeret og lykkelig over at have haft ham i mit liv et helt år nu. Glæder mig bare til de næste år sammen med ham.
Vi skal ikke ud og fejre. Vi skal ikke engang være sammen i aften. Vi har på intet tidspunkt gjort noget ud af vores månedsdage og ligeledes hele tiden været enige om ikke at ville gøre noget ud af årsdagen. Vi fejrer og hygger os hver dag vi er sammen. Rejser og spiser ude når vi har lyst. Nyder alle vores fælles oplevelser.
Kæresten kom ind i morges lidt over seks og vækkede mig blidt, inden han skulle med flyveren, for at give mig et kys og sige tak for det første år og at han elsker mig. Så er min lykke gjort. Dagen kan kun blive fantastisk med den vækning.

Festen i nat indeholdt som så ofte før en masse alkohol og dertil hørende højt humør. Veninden blev i vældig godt humør. Et humør der efter den sidste whisky og cola, skiftede over til at blive lidt for fuld og lidt for meget. Godt ristet kan man roligt kalde det og udenfor almindelig rækkevidde.
Det udviklede sig til at flere ikke kunne overskue at snakke med hende. Ikke mindst fordi hun kan blive en anelse grov i sin fremtoning når hun bliver fuld. That how she is. Hun er min bedste veninde og jeg elsker hende for den hun er. Jeg ved også godt hvordan hun bliver når hun bliver fuld. Men også der elsker jeg hende. Da det var tid til at gå hjem, krævede det noget overtalelse og overbærenhed. Ikke mindst fordi vi først skulle den ene vej, så den anden vej. Pludselig hjem, for 5 sekunder efter at skulle tilbage til festen. Modtage et par hårde ord og undskylde hende overfor dem der ikke kender hende. Men også grine med hende over hendes små stunts. Flere kommenterede at det var flot jeg fandt mig i det og gad hjælpe hende. At jeg var en meget tålmodig fyr. Men det er netop derfor jeg er hendes ven. Jeg ser det som en selvfølge at jeg som hendes ven, hjælper hende når hun har brug for det. Inklusiv når hun f.eks. er for fuld til at stå på egne ben. Jeg ville køre tværs gennem byen i en taxa og tilbage igen, hvis det sikrede mig at hun kom godt hjem. Jeg ville gå fra egen bytur, ja selv nøgen kæreste hvis hun bad om min hjælp. For mig er det en selvfølge at jeg sætter mine lyster og behov i anden række, når hun har brug for min hjælp. Fordi hun er min veninde bekymrer jeg mig om hende. Har interesse i hendes ve og vel. Jeg ville ikke kunne slappe af hvis jeg ikke vidste hun var i trygge hænder. Da jeg satte hende i en taxa med en anden fyr fra festen, der ville følge hende det sidste stykke vej, sikrede jeg mig at få hans nummer. Jeg skal ikke kontrollere eller overvåge hende eller ham, men jeg har det bare bedst sådan. Hvis der skulle blive noget. Det er min opgave som hendes ven. Jeg slapper heller ikke helt af, før jeg får livstegn fra hende igen. Som da hun ringede i dag, for at følge op på i går og vi bare kunne grine af det hele.
Jeg gør det naturligt for hende, fordi jeg ved hun ville gøre det samme for mig. Hun HAR gjort det samme for mig.

Da han var færdig ved pissoiret, lynede han op og gik ud fra toilettet uden at vaske fingrene. Det i sig selv er simpelthen for ulækkert, men desværre mere reglen end undtagelsen på herretoilettet.
Da jeg kom tilbage i restauranten, så jeg han sad sammen med sin kæreste. En sfære af romantik og kærlighed var omkring dem. Men hele billedet krakelerede i mit hoved da jeg så han rakte sin hånd op på hendes kind og aede hende sødt. Han kørte hånden videre op i hendes hår og hun hældte hovedet kærligt mod hans håndflade og de smilede kærligt til hinanden.
Nogen der kan forstå hvorfor jeg alligevel ikke synes det var helt så romantisk….

Stod sammen med vennerne til en stor fest for homoer. Blikket kørte som så ofte før langsomt rundt blandt de mange andre fyre til festen. Pludselig blev jeg nødt til at køre lidt tilbage igen. For dér blandt de mange andre sad en jeg ikke havde forventet at se der. I dén sammenhæng. Synes godt nok jeg havde set ansigtet til en tidligere fest, men slået det ud af hovedet igen som et alkoholiseret fejl-syn. Men nu sad han der, og var der stadig da øjnene havde haft tid til at fokusere ordentligt.
Kender ham fra anden sammenhæng tidligere i mit liv, og ved han har - eller i hvert fald har haft - kone og børn. Gik over for at sige hej og overraskelsen var lige så stor hos ham. Snakkede om fortid og nutid, men ikke noget om hvad han lavede der.
Det er noget jeg har lært. Man stiller ikke spørgsmål ved hvad folk laver i miljøet. Alle skal have lov til at komme uden frygt for afsløring. Noget jeg selv nød godt af i starten. Og mange såkaldte hetero fyre kommer i miljøet. Og ikke bare for festens skyld! Hvis I forstår. Jeg kender flere der har “en hetero” de hygger lidt med ind imellem. Og nej, det er ikke kun unge fyre der skal prøve deres seksualitet af. Det er fyre i alle aldre, kærester, gifte mænd og familiefædre der får deres sexlyst stillet andre steder end i det miljø de til daglig fremstår som en del af. Og fred være med det. Jeg synes da bare det må være hårdt at skulle holde en del af sig selv skjult på den måde. Og utroskab, uanset hvem det er med, er bare ikke okay. Stakkels kærester og koner.
Så i tv den anden dag en mand med kone og børn, der kom i homomiljøet og havde sex med andre mænd for at få sin seksualitet tilfredsstillet. Han blev spurgt hvorfor han ikke bare sprang ud og levede det fuldt ud. Han svarede med største selvfølgelighed at han elskede sin kone og sine børn, at de havde et godt liv som familie og at der ikke var nogen grund til at ødelægge det. Han tog i stedet bare nogle ekstra forretningsrejser…. Min tanke er bare om han ikke selv risikerer at blive ødelagt ved at leve et dobbeltliv.

Har overvejet dette indlæg de sidste dage, da det nok nemt kan mistolkes. Derfor vil jeg også starte med at understrege at jeg spiser som en hest og ikke putter nogle fingre i halsen på noget tidspunkt. Men der en indrømmelse på vej. Eller ikke én, men mere en række små kendsgerninger, der når indlægget er ved enden, nok kommer til at danne en form for indrømmelse.

En pige til festen i lørdags sagde jeg er en naturlig skønhed. At jeg alene med mit udseende ville kunne charmere mange kvinder. Det er da et kompliment! Alligevel kan jeg ikke rigtig hvile i det. Ligeledes når kæresten siger til mig at jeg er smuk. Jeg tror på at kæresten synes det, men i svage øjeblikke føler jeg det bare ikke selv inderst inde. Så snart han har sagt det falder tankerne på fejlene ved min krop. Trækker maven ekstra ind. Lader de hvide tænder på række træde frem, så de kan fjerne fokus fra resten af mit ansigt.

Jeg ved det er forkert at tænke sådan. Alligevel gør jeg det.

Jeg spiser sundt. Går op i hvad der ligger på min tallerken uden at være hysterisk og træner 3-5 gange om ugen. Jeg skal på ingen måde tabe mig. Da jeg startede med at træne mere regelmæssigt for godt elleve måneder siden, vejede jeg ni kilo mindre end i dag. At tage på var et mål i sig selv da jeg startede. Jeg ved godt selv at de ni kilo kommer fra muskler og ikke fedt. Jeg kan selv se i spejlet, at jeg er blevet større forskellige steder på kroppen og meget af mit gamle tøj strammer. Flere har kommenteret forskellen fra da jeg startede til nu.

Alligevel synes jeg bare ikke rigtig det er godt nok. Jeg bliver ved med at synes det kan blive bedre.

Når jeg synder og spiser usundt føler jeg straks at maven buler ud og huden fedter til. Når jeg ikke har trænet en dag føler jeg musklerne forsvinder og jeg næsten er tilbage hvor jeg startede sidste år. Derfor får jeg dårlig samvittighed og rammes ind imellem af panik, hvor jeg bare vil træne og spise sundere end jeg allerede gør. SÅ er det jeg bliver hysterisk med hvad jeg gør ved min krop. Når jeg har spist usundt eller drukket for meget alkohol tænker jeg på hvornår jeg næste gang kan komme ned og træne det ud af kroppen. Tænker på hvor længe jeg skal stå på maskinerne for at forbrænde de kalorier. Af samme grund ser jeg ofte mit snit til at lave mave- og armbøjninger når jeg er alene. Selv de mærkeligste steder. Bare så jeg føler jeg har gjort noget sundt.

De gange jeg synder ved jeg godt ikke gør den store negative forskel for min krop. Alligevel bliver jeg sur på mig selv når jeg gør det.

På badeværelset står den digitale vægt. En jeg skal tage mig selv i nakken for ikke at stige op på hver morgen. Når de røde tal kommer frem i displayet tænker jeg straks om det mon er fedt eller muskler, den ekstra vægt der er kommet på. Ved godt et eller andet sted at kun en lille procentdel af det kan være fedt. Alligevel kigger jeg ind i spejlet og tager fat i folden på maven. Sikkert kun hud, men ærgrer mig alligevel over at maven ikke bare er så trænet og stram at der slet ikke er noget at tage fat i. Kommer til at fokusere på det jeg synes kunne være bedre i stedet for det der er godt nok.
Når jeg ser en flot trænet fyr, enten i træningscenteret eller i byen, tænker jeg bare, gid jeg så sådan ud. Trods han har en helt anden kropsbygning, og derfor har en krop jeg ikke vil kunne få uden hjælp fra forkerte midler. - Kunne jeg ALDRIG drømme om at komme i min krop! - Jeg ved vi er forskellige, vores kroppe er forskellige og at der er forskellige former for smuk. Smukt er forskelligt i hvert øje. To forskellige kroppe kan være lige smukke.

Alligevel er det bare ikke helt godt nok. Vil man altid have det man ikke har eller kan få?

Mange der kender mig vil nok sige, og gør det allerede, at jeg intet har at brokke mig over. Jeg kan måske heller ikke tillade mig det, men er det kun overvægtige mennesker der “lovligt” kan have komplekser over deres krop? Jeg arbejder i en branche hvor det betyder noget at være smuk og kommer i et miljø hvor fokus på udseende er stor. Det sidder nok et eller andet sted i mig, når jeg ser mig selv i spejlet.
Jeg er stolt af det jeg har opnået med min træning. Jeg spiser hvad jeg har lyst til, med hvad der er sundt i baghovedet. Jeg modtager komplimenterne uden afvisning når jeg får dem.

Alligevel er det aldrig heeelt godt nok…i mit hoved.

Dem der har set kæresten og mig sammen, kan ikke være i tvivl om at vi er glade for hinanden. Vi har nu lige straks været sammen et år og stadig kan vi næsten ikke holde fingrene fra hinanden, men skal hele tiden kæle, kramme og kysse. (Ja, et af DE par.)
Jeg er heller ikke i tvivl om mine følelser for ham. Jeg vil ham så meget. Jeg vil vores liv sammen. Jeg vil os. Det er ham jeg ønsker at dele mit liv, mine op- og nedture, mine drømme og min fremtid med. Men trods min enorme kærlighed til ham - måske netop fordi den er så stor - frygter jeg hele tiden at komme til at ødelægge det. Frygter at det hele pludselig begynder at løbe ud mellem fingrene på mig. Jeg er bange for ikke at gøre det godt nok. Jeg ved det er dumt og selvdestruktivt at tænke sådan, men kan ikke lade være. Noget dyrebart passer man bare bedre på. Ikk’?
Det kæresten opfatter som dårligt humør, overreaktioner og afstandstagen er mistolkninger af mit forsvar. Forsvar af det jeg har så kært. Nemlig min kærlighed til ham. Når han tror jeg er ked af noget, kan han ikke se min kærlighed. En kærlighed der ellers gerne skulle være synlig hele tiden. Netop fordi den er tilstede og nærværende for mig hele tiden. Kan kærligheden fylde så meget i en selv, at man glemmer at udtrykke den? Tager man bare for givet at den kærlighed der tager så meget plads inde i en, også må være synlig på ydersiden.
Kan for meget kærlighed ende med at ødelægge det. Fordi kærligheden ikke altid får en til at gøre som man burde. Bliver man sindssyg af kærlighed? For så skal jeg snart indlægges. Kærligheden fylder så meget i mig, at jeg i stedet for at vise den hele tiden, nogle gange gør det modsatte i forsøg på at beskytte mig mod det der er min største frygt.