Jeg har i lang tid i skarpe vendninger afvist at jeg skulle på det famøse Facebook. Men men men, man skal aldrig sige aldrig. Heller ikke i min verden. Jeg er nu også kommet på Facebook med profil og hele molevitten. Gad vide om jeg er en af de sidste i landet under 35 der får oprettet en profil derinde. Til dem der allerede har tænkt så lidt om mig, så nej, profilen derinde er ikke oprettet i samme mailadresse som bloggen, så det nytter ikke noget at lede efter mig for at få min sande identitet frem.
Jeg har haft mange ideer om Facebook og ikke mindst mange grunde til ikke at få en profil der. der har været Messenger, MySpace og som homo Boyfriend.dk, og lige lidt har jeg forstået at bruge det. Det eneste liv der har fungeret for mig online er vist bloggen her. Det er måske meget sjovt de første uger, men så synes jeg bare det begynder at blive en stressmager, fordi man pludselig står til “rådighed” endnu et sted. Mobilen er mere end rigeligt. Men ak, fordi jeg til sidst var den eneste der brugte røgsignaler, gik jeg glip af alle de invitationer der blev sendt rundt mellem vennerne på Facebook. Ergo gik jeg glip af noget. Det går virkelig ikke. Så nu er Mikael altså ombord på det store skib FB.
Dog har jeg mange restriktioner for hvordan jeg vil komme til at bruge siden. Jeg synes meget af det jeg har hørt derinde fra virker ekstremt ligegyldigt. Som én stor undskyldning for at lave et hav af overspringshandlinger. Men også overfladisk med den konkurrence der nærmest hersker om at have flest venner. Helt ærligt, jeg tror simpelthen ikke på at der er nogen der har 1000 venner. Det kan i hvert fald ikke være reelle venskaber allesammen. Jeg tilføjede første aften dem jeg fandt vigtigst og kunne komme i tanke om. Siden har jeg ikke selv tilføjet nogen. Jeg gider ikke have alle mulige “ligegyldige” på min Facebook. Det er ikke det jeg skal bruge siden til. Flere venner er blevet add’et efterfølgende når jeg er blevet anmodet om det, men vennelisten bliver der holdt skarpt opsyn med. Ellers forsvinder ideen med at oprette en profil for mig. På samme vis synes jeg Facebook er en del af mit private fritidsliv, så professionelle bekendskaber hører ikke til der. Det er langt fra alle anmodninger der bliver accepteret.
Og hvad sker der får alle de forfærdelige billeder der bliver tagget hele tiden. Selvfølgelig er det smart at man kan udveksle billeder osv. på den måde, men jeg vil bare gerne selv styre hvilke billeder der ligger af mig på nettet. Basta.
Nu får det en chance og ellers er det heldigvis ikke svært at slette profilen igen.

Billetterne er nu købt. Til november rejser jeg tilbage til Afrika, nærmere bestemt Ghana. Denne gang sammen med kæresten. Til den tid er det også et år siden jeg var dernede sidst.
Jeg vil ikke sige jeg er blevet ramt af et Karen Blixen-syndrom og kun har Mit Afrika i hovedet, men jeg synes det er en fantastisk oplevelse at være i Afrika og ikke mindst en meget tankevækkende oplevelse. Det er så anderledes og så fjernt fra vores normale hverdag, at man ikke kan andet end blive optaget af det man oplever. Om man så kan holde det ud eller om man bare synes det er for meget, kommer nok an på den enkelte enkelte. Jeg tror da også at jeg bedre kan overskue hverdagen eller mangel på samme dernede, fordi jeg ved jeg skal hjem til mere civiliserede Danmark igen.
Men hold fast hvor jeg glæder mig. Glæder mig til at få kæresten med og vise nogle af de ting jeg oplevede sidste år. Få ham med, så vi sammen kan tænke tilbage på Afrika. I dag er det mig der fortæller, men hvis man ikke har været der, tror jeg det kan være svært at forstå det hele. At sætte sig ind i et liv og en fattigdom man har svært ved at forestille sig eksisterer.
En anden detalje er at jeg skal holde min 25 års fødselsdag dernede. Første gang jeg holder poolparty i 30-35 graders varme som fødselsdagsfest. Lidt svært i Danmark i november måned.

Hvor er jeg dog ved at være træt af sløve homoer. Inden for det sidste halve år har jeg fået to “jobs” som skribent indenfor miljøet, som igen er gået i vasken. Først skulle jeg skrive for et eksklusivt magasin for homoseksuelle, dernæst skulle jeg hjælpe med pressemateriale og læserbreve i forbindelse med Copenhagen Gay Pride. Men i begge tilfælde har jeg skulle rykke for svar og undskyldningerne har været mange. Til sidst har jeg da også givet op og ladet det ligge. Deres tab!

Heldigvis er det ikke alle homoer der er så sløve. Da vi var ti fyre sammen til Grøn Koncert i den solbeskinnede Valbyparken i søndags, kom vi absolut ikke som de første. Trods det, var vi fast besluttet på at ville være tæt på scenen. Derfor gik vi frem mod scenen med den friske homo i front. Pludselig så han en grøn plet hvor der måske kunne ligge et halvt tæppe, men han fik hurtigt rykket rundt på de omkringliggende, så der tilsidst endte med at være plads til os alle ti, midt for scenen og med fint udsyn. Havde en fantastisk fest og fik også sat lidt gang i de omkringliggende. Flere kom hen og sagde farvel da koncerterne var færdige. Om vi så har gjort os godt, skidt eller underholdende bemærket, må stå hen i det uvisse. Men der er i hvert fald ikke nogen der skal komme og sige at homoer ikke kan feste.

Jeg har som bekendt lige været 14 dage på Ibiza. Og ja, det var en charterferie. Pakkeløsningen over dem alle. Men det er nu engang nogle gange det nemmeste og i mange tilfælde også mindst lige så billigt som hvis man selv skulle arrangere fly, bil og hotel.
Men når man så når frem til charter-målene bliver man alligevel mindet om hvorfor det er man har en eller anden form for aversion overfor charterferier. Selvfølgelig er det også et spørgsmål om hvor meget man selv opsøger det, men mange steder har de det obligatoriske fluepapir med alt for meget neonlys, lidt for mange pomfritter på plancherne med billeder af retterne ude foran restauranterne. Jeg synes simpelthen det er så tarveligt at servere pomfritter til næsten al mad. Hvor spansk, tyrkisk eller græsk er det lige?
Fluepapiret findes også på Ibiza. Samlet omkring havnen i Ibiza by, som de fleste andre steder. Heldigvis synes jeg ikke det var så slemt som jeg har oplevet det i f.eks. Grækenland de sidste år. Da vi gik rundt i byen og bevægede os lidt væk fra de større gader i centrum fandt vi nogle super lækre restauranter med mad, der kunne mærkes der var kræset for. Steder hvor også de lokale gider gå. Gourmetrestauranter er der også flere af på Ibiza.
Når jeg er afsted bruger jeg sjældent guiderne, heller ikke på denne tur. De er ofte “lidt” for entusiastiske til min tålmodighed. Jeg synes også der er mere udfordring i bare at udforske og kaste sig selv lidt ud på dybt vand. Så vi tre gæve gutter lejede en stor åben Jeep og kørte rundt på den smukke ø nogle dage. Men også her blev vi mødt med det forfærdelige turisme kan gøre ved et sted. Efter at have kørt rundt - også kørt forkert - og oplevet det autentiske Ibiza. Spist i en lille landsby, kørt gennem landskabet med høje bjerge og formidable udsigter over klart blåt vand og set små hvidkalkede kirker og klostre, skulle vi til sidst op og se Cova de Can Marcá grotterne i San Miguel. Nogle store drypstenshuler på nordspidsen af øen. Lad være! Det er den største turistfælde jeg nogensinde har oplevet. Det bedste ved den guidede tur til 8€ var at man skulle gå på ydersiden af klipperne højt over vandet for at komme til indgangen, men da vi kom ind startede rundviseren med at fortælle, at fordi det ikke regner så meget længere på Ibiza, havde de selv lagt vand ind. What! Så kan det da ikke blive mere fake med indlagt vand i en drypstenshule. Straks begyndte vi at lægge mærke til alle vandslanger, lamper og riste og begyndte at tænke over hvor meget uægte sten de havde måtte lave for at skjule de ting. Midt på turen blev alle stillet op i en klump og bedt om at kigge et bestemt sted hen, hvorefter rundviseren tændte(!) et vandfald, musik på en gammeldags disc-man og begyndte at styre lys i mange farver, med et kæmpe instrumentbræt. Og så endda lige foran turisterne. De kunne da i de mindste have gemt det lidt af vejen. Kæresten og jeg gik. Følte os som snotdumme turister, spaniolerne stod og grinte af i kulissen.
Heldigvis er der på Ibiza stor mulighed for at undgå for meget charterhelvede. Endnu bedre er det, at der stadig ikke er særlig mange danske turister dernede. Det gør på en eller anden måde at man slapper endnu mere af og føler sig længere væk hjemmefra. Fantastisk! Hvor mærkeligt det end lyder er hovedbyen Ibiza/Elvissa langt mindre turistet end f.eks. den anden store by San Antoni. I Elvissa føler man sig mere som gæst i en hverdag og ikke som gæst i en verden specielt opstillet for turister.
Det bliver nok ikke sidste gang jeg kommer på charterferie. Indrømmet. Men jeg vil blive ved med at kæmpe for at undgå turistfælder, fluepapir, lalleglade guider og dårligt mad. Noget der sagtens kan lade sig gøre på en ø som ibiza.

….en MacBook. Min gamle computer dødede inden jeg tog på ferie, så jeg måtte ud med det samme da jeg kom hjem og købe en ny computer. Ellers kunne jeg ikke skrive på bloggen. Går ikke vel? Nå, men da jeg tog hjemmefra var jeg fast besluttet på at købe en billig der indeholdt hvad jeg skulle bruge - skriveprogram og internet, that’s it!. Men efter at have stået og snakket med den ivrige sælger i en times tid, spist en frokost i solen med kæresten på Europa og mange og lange tanker endte jeg så med at købe en hvid MacBook. Og hvor er jeg dog glad! Den skal lige læres at kende, men er ikke i tvivl om at vi nok skal få et godt forhold. Den bliver behandlet som et lille barn. Når jeg nu ikke vil have hund og ikke kan/må få børn, må jeg nøjes med min computer ikk’. Og så endda en lille luksus en af slagsen.
Nu er min sommerferie også slut, så skal nok være mere til stede på bloggen fra nu af.

Reaktionen var lige så uventet, som den var kommet som et lyn fra himlen. Forskrækkelsen var stor. Jeg stod med ét naglet til jorden og kiggede rystet på kæresten. Frygten fyldte mit indre og det var rent held, hvis jeg formåede at holde masken. Resten af aftenen rumsterede tankerne og minderne i hovedet på mig. Smilte og nikkede pænt når der blev talt til mig, men var ellers ikke mentalt til stede. I taxaen kunne jeg mærke trykket i mine øjne, men det lykkedes at holde vandet tilbage. De tilbageholdte tårer sendte i stedet bølger gennem kroppen, der konstant truede med at bryde sammen for rystelserne.
Stikordet kom da jeg lå i kærestens arme tilbage på hotellet. Lå og kæmpede, fokuserede på en plet i loftet og undertrykte tankerne, men på et tidspunkt kom han med ordene der fik mit forsvar til at bryde sammen. Græd som pisket og de ellers fasttøjlede tanker fløj pludselig rundt i en stor forvirring. Jeg vidste hans reaktion ikke havde været rettet mod mig eller på nogen måde havde rørt mig fysisk, men frygten ramte hårdt som et slag. For første gang blev jeg bange for min kæreste. Han har på intet tidspunkt givet mig grund til at være bange for ham eller hans intentioner, men med ét slog angsten sig alligevel fast i mig.
Da jeg gik fra eks-kæresten troede jeg der ville gå lang tid før jeg kunne vise en anden den samme tillid igen, men kort tid efter dukkede kæresten op ud af det blå, og hurtigt var min tillid genvundet. Han har givet mig den tryghed jeg havde brug for og har på intet tidspunkt fået mig til at tvivle på sikkerheden i hans arme. Tvært imod har han gjort stort nummer ud af at fortælle mig hvor meget han vil passe på mig.
Da jeg så så ham reagere fysisk for første, blev mit billede forstyrret og sløret af angsten. Senere da jeg brød sammen i sengen kom ordene frem. Fik fortalt hvor bange han havde gjort mig. Sad bare i hans arme og lod tårerne og ordene få frit løb. Selvsagt blev han bange og ked af det da jeg reagerede så voldsomt. Forklarede at han aldrig kunne gøre mig ondt og det ikke var det han havde i sinde da han reagerede som han gjorde. Noget jeg godt var klar over, men følelserne scenen fremkaldte overvandt fornuften.
De seneste år har jeg grædt foran to. Eks’en og nu kæresten. En sårbarhed jeg af flere årsager har svært ved at vise. Men lige så bange jeg havde været tidligere, lige så tryg følte jeg mig nu i kærestens arme i takt med at hjerteslagene dalede i intensitet, vejrtrækningen blev mere jævn og tårerne blev til to tørre saltstriber på kinderne. Jeg ved han ikke kunne gøre mig ondt. Kun minderne kan. Minder han kan hjælpe med at udviske mere og mere med tiden. Noget der kun kan ske ved den store tillid jeg stadig har til ham.

For at mane al tvivl til jorden, så var den fysiske reaktion på ingen måde rettet mod mig eller gjorde mig fysisk ondt.

Kørte først på aftenen mod vest. Målet var Sant Antoni og den verdensberømte bar Café del Mar. Vi kørte mod solnedgangen. Sad med hånden på kærestens lår imens han kørte og mærkede vinden og solens stadige varme i den åbne bil. Sendte kærlige smil til hinanden og nød stemningen med solen der blev større jo nærmere den kom jorden. Så hvordan de røde og gyldne farver fyldte himlen foran os, omkring den voksende lysende kugle. Overalt omkring os legede de gyldne stråler på bjerge, træer og hvide huse. Efterlod en varme i hele billedet der forplantede sig i kroppen på os begge og tilførte kærligheden og det romantiske øjeblik endnu mere. Jordoverfladen begyndte at blive mørk i stærk kontrast til den stadig brændende himmel som vi nærmede os byen.
Efter et mindre trafikkaos - Et godt råd, kom i GOD tid! - kom vi frem til kysten. Satte os på klipperne foran Café del Mar og kiggede ud over bugten hvor solen nærmede sig horisonten. En meter fra os skyllede bølgerne ind over de rå klipper. Lounge-onerne fra den berømte bars fyldte luften og var nøje tilpasset solnedgangen og tilføjede bare scenen endnu mere magi. Vi havde flere tusinder langs kysten som selskab og mange både på vandet. Alle med ansigtet vendt mod horisonten og den stadig dalende sol. Mere romantisk kan det næsten ikke blive. Da solen forsvandt og himlen kun havde mørkrøde nuancer der langsomt aftog tilbage, begyndte bådene at bruge deres horn og de mange tilskuere begyndte at klappe.
Det nyindkøbte musik fra Café del Mar blev sat på i bilen på vej hjem fra Sant Antoni, tilbage til Ibiza by hvor mørket for længst havde lagt sig. Vi havde oplevet den vidt berømte solnedgang ved Café del Mar. Et must når man tager til Ibiza og et besøg værd.

Okay, nu er vi ved at have været her for længe. At de svundne muskler, at vi efterhånden er gået i bak-gear, den brune hud og det blonde hår, de indskrumpede levere og de tomme kreditkort vidner om det, er en ting. Men flere tegn viser at vi nu har været her længe.
Sidste indlæg beskrev optakten til blind date. Den gik rigtig fint. Vi havde lidt opgivet da tidspunktet vr overskredet, men pludselig dukkede to flinke fyre op. To fuldstændigt nye ansigter for mig, men kæresten havde set dem før. Nå, men det gik rigtig godt. Snakken gik fint og vi fik nogle drinks. Vi har tydeligvis været mere i byen end dem og fortalte vidt og bredt om gode tips, og ideer til hvem de kunne prøve at snakke med for at få fri entre. De havde ikke været i ‘gay street’ så der måtte vi have dem med hen. Her starter de før omtalte tegn så også. Da vi kom, blev der pludselig råbt “Hola!” gennem hele gaden og der blev uddelt de traditionelle spanske kindkys. Flere fra kom hen og snakkede og hilste på. Særbehandlingen var i top og vores ‘venner’ var da også imponerede. Det snart obligatoriske spørgsmål om, om vi skulle have armbånd - fri entre - nogle steder samme aften kom også. Da vi gik var der igen kindkys og special-made shots til ‘mine danske venner’.
Dagen efter tog vi de to andre med til Gay Beach, da vi havde lejet bil. Også der kendte vi smutveje og hvordan man nemmest kom frem. Anbefalde hvilke retter de kunne prøve på den fantastiske restaurant på stranden.
Når man begynder at guide andre og kende stedet lidt for godt, har man vist været for længe afsted. Ikke mindst når bartenderne begynder at vide hvad vi hver især foretrækker at drikke. Kender vores navne. Ej, det er selvfølgelig vildt rart at være faldet til og have kendte ansigter i bybilledet. Blev her da gerne en måned endnu og nød solen og den fantastiske ø. De dejlige mennesker og det vilde natteliv. Desværre er der kun én hel dag tilbage nu.
Send flere penge! Mere tid! Mere energi!

I aftes efter væk-fra-solen-sidst-på-dagen-luren opdagede kæresten og jeg en seddel under døren. Gad vide hvor meget anbringende havde hørt fra vores “middagslur”? Hmm…
Zu Zimmer 220. Sprecht ihr deutsch? og forsatte med om vi havde lyst til at mødes med dem til en drink? Hilsen Zimmer 205. Værelse 205!? Hvem pokker er det? Pludselig blev vi nysgerrige. Hvor lå værelse 205 og hvilket par kunne det være. Tænkte alle dem (fyr/fyr) fra poolen igennem og dem vi havde set til morgenmadsbuffetten, men kunne ikke rigtig regne den ud. En hurtig tur på gangen viste at 205 lå skråt overfor vores.
Vi svarede pænt -på engelsk. Skal heller ikke overvurdere os selv- at de måtte komme forbi og banke på eller finde os ved poolen. Hvad skal man ellers svare? Vi ved ikke hvem menneskerne er? Pludselig slog det os at det også kunne være et fyr/pige-par eller to piger. Okay, så er der vist gået for meget homoferie i den, når dén mulighed først kommer som noget at det sidste.
Ny besked fra dem: Ok, mød os på ‘Soap’ kl. 0.30. Og to navne i bunden. F og S. S kunne vi tyde til en mand men F var sværere. Godt nok er ‘Soap’ en homobar, men der kommer så mange heteropar, så den løsning var stadig ikke udelukket. Igen blev parrene på hotellet gået igennem for muligheder.
Fik hurtigt svaret at vi ville holde en rolig romantisk hjemmeaften, men at vi kunne mødes i morgen, vil sige i dag, og at vi ikke rigtig var klar over hvem de var. At de måtte hjælpe os lidt.
I morges lå en ny besked. Begynder at minde om et usselt dating-bureau med folkeskole-teknikker, sådan som sedlerne flyver frem og tilbage mellem vores værelser. Nå, men de skrev at de ville tage på Gay Beach. At de måske ville møde os der. Ellers kunne vi mødes i aften inde i byen. Samtidig en beskrivelse af dem: en høj og en lav. (……!?) Og at vi har mødt hinanden i restauranten og i byen.
Jamen Gay Beach, så er det mysterium løst. De ér medlemmer af klubben. Men beskrivelsen af dem selv siger ikke meget vel. At vi ligefrem har mødt dem, er nok så meget sagt, eftersom vi ikke kan huske nogen. Så fulde er vi altså heller ikke, at vi ikke ved hvem vi snakker med. Efterfølgende ved morgenmaden kom det stort set kun til at dreje sig om at sidde med mørke solbriller på og lure alle de par (to mænd) ud vi kunne og forsøge at gennemskue dem. Prøvede at smile til nogle og nikke pænt. Uden resultat, så stadig på lige bar bund. What to do?
Nu har vi skrevet at vi er på ‘Soap’ på et bestemt tidspunkt i aften. Har ikke hørt mere, men de er nok på stranden. Men hvor er det dog frustrerende og teenage-psykose-fremkaldende at vide at der går et par rundt og ved hvem vi er, men vi ved ikke hvem de er. Tror de måske vi ved hvem de er?
Nu tager vi afsted i god tid, så vi forhåbentlig er der når de kommer, så vi ikke kommer til at optræde pinligt og så må vi tage den derfra. Hvad hvis de slet ikke siger os noget.
Blind date har jeg aldrig prøvet, men nu skal jeg på en, sammen med kæresten!

Sidder på balkonen med solen bagende ned over Talamanca-bugten - lige udenfor Ibiza by - der fylder hele udsynet. Hotellet ligger i bunden af bugten helt ned til vandet og herfra er der 180 grader udsigt over hele bugten og det omkring liggende. Bag det hele bryder naboøen Formentera horisonten.
Solens stråler leger med de små bølgetoppe i bugten og får det til at ligne en levende flade af glimtende krystaller. De mange både der ligger forankret spredt ud over hele bugten, vugger roligt og sejlbådenes master laver små udslag, der giver hele indtrykket et hypnotiserende præg. De hvide skrog på joller, sejlbåde, speedbåde og store million-yachts fremstår endnu skarpere og smukkere i solen mod det blå vand. Jetski der leger på bølgerne mellem de mange både, er det eneste der bryder roen i billedet. Men giver alligevel et smil-fremkaldende liv.
På den ene side ses øens smukke grønne natur, der ligger som en blød pude over de mange klipper helt ned til vandet, hvor de simple og udslidte fiskerhytter ligger langs bredden, med små joller ved nogle af broerne. Nogle af dem ligger med bunden i vejret og vidner om at alle disse hytter ikke længere er i brug.
Overfor hotellet, til højre for udmundingen ligger en kæmpemæssig klippeø, hvor et højt hvidt fyr står alene, men stolt, på toppen. Fyret der om natten er det eneste lys i mørket og tilfører med sine blinkende lys, klippeøen en hyggelig form for mystik.
Hvor klippeøen møder hovedøen starter Ibiza by, med den gamle by Dalt Vila liggende højt hævet over den øvrige by, med de mægtige mure omringende slottet og katedralen. Katedralens firkantede klokketårn troner højt over det øvrige. For foden får den nye by, de mange hoteller og de mange master i marinaen, ens tanker tilbage til nutiden og minder en om at livet på toppen var engang. Men fantasien når at lege ved synet af fortidens prægtige bygningsværker.
Hele udsigten underbygges af lydene fra de raslende palmeblade under balkonen, cikaderne skjult i planterne på jorden og livet omkring poolen og på stranden. Lutter glade toner. Poolen er bygget ud foran hotellet på stranden, så de to møder hinanden i vandkanten. Duften af det friske saltvand overdøver heldigvis lugten af klor og solcreme.
Med den udsigt kan man da ikke blive andet end afslappet. Vi har nu været her en uge og kroppen er nede i et gear hvor man kan sidde og kigge, uden at nogle forstyrrende tanker får lov til at ødelægge roen. Jeg har flere gange siddet og faldet i staver over udsigten og taget mig selv i overhovedet ikke at have haft nogle tanker i hovedet de sidste minutter. Dét har jeg trængt til. Ser nu kun frem til endnu en uge med ro til kroppen, til sjælen og til tankerne. Med denne fantastiske udsigt frygter jeg ikke det bliver noget problem.

Til info: Dalt Vila er på UNESCO World Heritage List.