Men den overskrift kunne man nemt forledes til at tro at indlægget kom til at blive en gennemgang af mit livs kærlighedsforhold og de kærester der har haft plads i mit liv. Men sagen er den at det er ganske få kærester jeg har haft, så et sådan indlæg ville blive ret kort. Muligt det ville blive levende og med nok at fortælle, men det er på sin vis gjort før her på bloggen. I stedet kommer det til at handle om de tre store forelskelser der er i mit liv lige nu.

Den største af dem alle er den forelskelse jeg har i min kæreste. Han er den der giver mig smil på læben når de to andre giver mig grund til at være trist. Han giver mit liv endnu større mening. Det er ham jeg savner konstant når vi ikke er sammen. Han fylder mit liv og mit sind med varme. Selv når han irriterer mig allermest kan jeg ikke lade være med at elske ham, netop fordi han kan tænde alt i mig. Jeg kan slet ikke forestille mig en tid uden ham og jeg ønsker virkelig at leve mit liv sammen med ham. Fordi han gør mig lykkelig. Det er ham der gør det muligt for mig at se de to andre forelskelser. Ham der giver mig plads til at rumme den kærlighed. Jeg ønsker heller ikke nogen anden at dele de to forelskelser med, end netop ham.

Hans tilstedeværelse i mit liv gør nok også min anden forelskelse endnu større. Nemlig den forelskelse jeg har i livet. Min lyst til at leve livet hver dag har aldrig været større. Jeg synes livet er fantastisk og de mange ting der hører med er en gave. Jeg nyder at stå op om morgenen, opleve dagen og gå træt i seng om aftenen, med kæresten arme omkring mig. Mæt af gode oplevelser og livsbekræftende øjeblikke. Jeg elsker at leve lige nu og give mig selv så mange oplevelser som muligt. Hvert minut er unikt og skal udnyttes til det yderste. Verden, fremtiden og mulighederne. Ja livet, ligger for mine fødder og jeg ønsker kun at få alt det med jeg kan nå. Mit syn på livet den dag i dag, gør det svært for mig at tro at jeg engang, mere end noget andet, ønskede mig væk fra selv samme liv. Tænk hvad jeg var gået glip af. Tænk hvem jeg ikke havde mødt. Alle de fantastiske mennesker der ikke havde fået lov til at berige mit liv. Alle de oplevelser jeg ikke ville have haft at mindes.

Mange af de oplevelser jeg især tænker tilbage på med et særligt lykkelig sind, er oplevelser jeg har haft i min tid i København. Byen jeg er vildt forelsket i. Min tredje forelskelse. En kærlighed der også er kommet til udtryk flere gange her på bloggen. Jeg er vild med København! Byen med den enestående charme og de mange muligheder. Byen hvor livet kan mærkes og leves fuldt ud. Jeg har nu boet her i knap fem år og for hver dag oplever jeg noget nyt ved denne fantastiske by. Noget nyt der giver grund til at smile og glædes over at være københavner. Selvom jeg oprindeligt er fynbo, føler jeg mig bedst tilpas i København. Det er her jeg har hjemme. Den puls der er i København fylder mine årer med energi og gør mig bare sulten efter mere. Mere af livet og mere af kærligheden.

R. jeg elsker dig. Den kærlighed må du aldrig tvivle på. Lige meget hvor sur, mut eller ked jeg er, er du ikke grunden. Du er grunden til de glade smil, de trygge nætter og min lykke. Du får mig til at se endnu mere lyst på livet og jeg nyder alle de timer vi allerede har haft sammen i København.

Da jeg i sin tid begyndte at have overvejelser omkring min seksualitet og fik følelser for mit eget køn på samme måde som for det modsatte, søgte jeg en masse svar. Forsøgte at finde ud af hvor følelserne kom fra. Hvad de betød. Internettets brede viden blev brugt i forsøget på at finde svarene, i mangel på nogen at snakke åbent med. Ikke mindst fordi jeg ikke selv var klar til at lade andre tage del i mine tanker og overvejelser før jeg selv havde styr på dem.

Jeg brugte mange timer på internettet og en af de sider jeg fik rigtig meget ud af at læse var siden Spring Ud. Der læste jeg andres historier fra da der havde stået i samme situation som mig. Både positive og negative. Samtidig fandt jeg en masse almindelige informationer om et miljø jeg intet kendte til og blev linket til andre steder på nettet med mere info eller med mulighed for kontakt med andre i miljøet. Siden bød også på helt almindelige råd, vejledninger og forholdsregler. Ligeledes beskrivelse af sex og følelser mellem mænd. Siden blev på mange måder døren til en ny verden for mig. En side hvor jeg fandt ro og støtte gennem en svær tid med mange overvejelser og svære beslutninger.

Derfor var det også med stor glæde og en vis form for stolthed, at jeg for en måneds tid siden opdagede at min blog var kommet på link-siden på netop Spring Ud. Seksualitet, min historie og mine holdninger til miljøet fylder nok også en del på bloggen, nu endda så den er blevet vurderet til at være læseværdig for andre der står med samme overvejelser omkring at springe ud, som jeg engang stod i. Overvejelser omkring at springe ud i et ukendt miljø, der på mange måder kan virke skræmmende med mange fordomme og onde rygter. Ved at det så er den side min blog er kommet på, er ringen ligesom sluttet. Forhåbentlig kan andre finde den hjælp og personlige ro ved at læse min historie, som jeg fik ved at læse andres dengang.

Nogle spørger mig om hvorfor jeg blogger. Nogle gange spørger jeg mig selv om det samme, men det er netop når jeg hører at andre har fået noget ud af det, at jeg ser en stor værdi i at dele mine oplevelser og tanker med dem der kommer forbi bloggen. Nu via en anbefaling fra Mikaels hjemmeside.

I dag var min sidste dag på jobbet. Jeg har de sidste dage været lidt ved siden af mig selv af samme grund. Jeg kan heller ikke benægte at jeg har haft en lille klump i halsen flere gange i løbet af dagen eller dunkende øjne. Ikke mindst da jeg skulle sige farvel. Jeg har nu forladt de gennem næsten fem år kendte rammer og ikke mindst mine gode kollegaer. Jeg har cyklet turen for sidste gang i denne omgang.
Mit jobskifte har været planlagt siden starten af april, alligevel er det hurtigt kommet tæt på og da jeg så annoncen fra mit nye sted og mit billede i Berlingske den anden dag, blev realiteten billedlig. Endelig er det ikke noget er bliver gemt i det skjulte, men i stedet noget der er fuldt officielt. Selv har jeg kunne snakke åbent om det i en måneds tid, men stadig i censureret udgave. Fra i dag har jeg kun én arbejdsplads jeg skal være loyal overfor og jeg er på den vis mere fri.

Lige så ked jeg er af det jeg skal sige farvel til, mindst lige så meget glæder jeg mig til at starte det nye sted. Jeg bliver del af et team jeg selv har ønsket og kommer til at være et sted med mange muligheder og stor personlig frihed. Jeg har den bedste fornemmelse i kroppen og føler mig på ingen måde usikker på den nye start. Jeg er den sidste tid blevet kontakter af flere steder der har ønsket at ansætte mig. Det har været fedt at mærke det skulderklap det er at vide at der er opmærksomhed for mig og ikke mindst at andre ønsker min arbejdskraft. Det er dog det valg jeg har taget, jeg har det bedst med. Det var det sted jeg helst af alle ville være. Den sidste uge har mange af mine kunder ligeledes vist mig stor loyalitet og kommet forbi med vin, gaver og blomster, for at ønske held og lykke. Så føler man virkelig sin arbejdsindsats værdsat. Det har været rørende at mærke den varme og respekt der er blevet vist mig.

Det gjorde det heller ikke nemmere at sige farvel i dag. Tværtimod. Men jeg glæder mig til at komme i gang og starte på en frisk. På tirsdag træder jeg ind ad døren til det nye sted, med en fornyet energi og en stor lyst til det jeg beskæftiger mig med. Jeg er klar til at kaste alt hvad det kræver i kampen for at opnå det jeg ønsker. Og jeg gør det med højt humør!

Man siger man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, så trods jeg er lidt (læs: lidt mere end lidt) beruset, går jeg i gang med et indlæg, selvom jeg har forbudt mig selv at skrive på bloggen beruset. I håb om at undgå åndssvage indlæg skrevet i en ordentlig koger. Måske dette bliver åndssvagt, men så er det undtagelsen der bekræfter reglen.

Jeg er netop kommet hjem efter endnu en aften med vennerne. Humøret er i top, har skænket mig selv et glas kold hvidvin og danser rundt til den høje musik i højtalerne. Ja undskyld naboer, men der skal høj musik til højt humør.

Det er efter aftener som denne jeg værdsætter mit liv allermest. Når jeg sidder sammen med vennerne og bare ikke kan lade være med at smile. Smile fordi jeg føler mig så vel tilpas og lykkelig. Når jeg er sammen med dem fylder den interne humor og varme lokalet så meget, at man ikke kan andet end have en sjov aften. Med ti venner samlet, kød på grillen, kold rosé i glassene og fodbold på skærmen, flyver det med sjove kommentarer, små venskabelige spydigheder og alvorlige snakke i luften. Man kan ikke snakke med hinanden uden at være ved at pisse i bukserne af grin. Det er de stunder der gør en allermest lykkelig. Selv når vi begynder at snakke endnu mere fjollet, begynder at spilde lidt når vi hælder op i glassene og stemmeniveauet bliver højere, morer vi os bare mere og mere. Alle tanker om job i morgen, hverdagens problemer og de private uoverensstemmelser bliver glemt for en stund. Gid man bare altid kunne sidder sammen med dem og leve livet derfra. Det er de aftener der giver livet mening og gør det mere overskueligt.

Til sidst blev vi dog hevet ud af alkoholen og selskabets frie verden og morgendagens realitet meldte sig, så vi til sidst brød op. Således sidder jeg nu med et tomt vinglas og nyder den opløftede fornemmelse i kroppen og har kun positive tanker om livet. Er det sandheden der kommer frem når man har fået lidt alkohol? Eller er det ønsket om det man håber er sandheden der kommer op til overfladen?

Hvorfor pokker skulle jeg køres ned af en knallert på vej hjem, så jeg nu har en blå hånd!? Håber smerten er væk i morgen tidlig…

For efterhånden lang tid siden gav en anden blogger mig, i en anden sammenhæng, en opfordring om at skrive om det at give gaver. Hvad er motivationen for at gøre det? Jeg har siden haft overskriften liggende på mit skrivebord og flere gange mindet mig om at tænke lidt over det med at give gaver.

Jeg har selv et lidt mærkeligt forhold til gaver. Jeg er en af dem der absolut ikke synes det er sjovt at gå ud og købe julegaver. Jeg synes virkelig ikke det er andet end bytte-købmand med ønskesedler som lange bestillingssedler. Især når man ikke har tiden til at sætte sig ind i at købe noget med stor personlig indlevelse. Ligesådan med fødselsdage og andre begivenheder. Hvis tiden og overskuddet ikke har været der til at gå ud og købe gaverne med stor indlevelse, synes jeg bare ikke det er det samme. Når jeg føler mig ”tvunget” til at finde noget, frem for at købe noget af lyst.

For når jeg falder over noget og har lyst til at købe det til en jeg holder af, så gør jeg det. Uanset om der er nogen lejlighed til at give den til vedkommende. Det er de små uventede gaver der har den største betydning i mine øjne. Den slags gaver bliver givet af kærlighed og lyst og ikke af pligt. Den slags gaver viser, at dem man holder af også er i tankerne på helt almindelige dage.

Men der er også forskel på bevæggrundene for at give gaver. Om det er for at vise kærlighed, anerkendelse eller for at opnå noget til gengæld. Den sidste slags synes jeg er ærgerlige gaver, for kan være givet af uærlige grunde. De slet skjulte bagtanker kan hurtigt overskygge glansen ved den gestus det er at give en gave.

Noget andet der i den grad også kan fjerne glansen er modtagerens reaktion og ikke mindst hele det millimeterretfærdigheds-hjul der går i gang når to skal udveksle gaver. Jeg synes i mange tilfælde det kommer til at handle hvor meget man giver for. Er en lille eftertænksom gave ikke lige så stor som en stor overfladisk af slagsen er lille? ”Det er tanken der tæller” er der nogen der siger, men alligevel er der mange der kommenterer størrelsen og værdien af de gaver de har fået, med negativ stemme. Den utaknemmelighed kan ødelægge enhver glæde ved at give noget. Forventningen om at modtage noget til jul og fødselsdage kan ligeledes få taknemmeligheden til at blegne.

Jeg ville til enhver tid undvære gaver til jul og fødselsdag, hvis det til gengæld betød at dem der holder af mig viste det i løbet af hele året, når jeg var i deres tanker. Om det så bliver vist med gaver, breve eller søde ord. De uventede ting fylder mere i mig. Overraskelsen og den spontane kærlighed har stor værdi. Som når kæresten en dag kommer med hænderne på ryggen og gemmer en lille gave i en af hænderne, eller når jeg selv står midt i shopping-ræset og kigger på en ting hvor jeg med det samme kommer til at tænke på ham, og derfor ikke kan andet end købe det, fordi jeg har lyst til at gøre det.

Men jeg synes det er svært det med gaver. Nogle gange er det nemt. Andre gange er det ikke. Hvordan har I det med gaver? Synes I det altid det er en fornøjelse at skulle ud og være kreativ i forbindelse med jul og fødselsdag?

Når man sover har man oftest fri. - Findes der job med løn for at sove? - Min hjerne arbejder dog hele tiden imens jeg sover. Og det er ikke egne interesser mine hjerneceller jonglerer med om natten, men udelukkende arbejde. Og det er hver nat, hver time! Jeg er ved at blive sindssyg af at vågne op om morgenen og føle at jeg lige har været syv timer på arbejde. Så er 7½ times virkelig arbejdsdag det sidste man har lyst til. Drømmene er så virkelige at jeg er begyndt at være i tvivl om, om de episoder jeg husker tilbage på stammer fra egentlige hændelser på jobbet, eller om det er noget der er sket i mit hoved en eller anden nat.

Når man har arbejdet i hovedet hele tiden, også om natten, er det nok et tegn på at det er godt, at der kun er ti arbejdsdage tilbage inden årets sommerferie. At det er godt jeg snart får jobbet lidt på afstand. Jeg når på de ti arbejdsdage at skifte arbejdsplads, som længe planlagt. Jeg ved at et jobskifte sjældent er afslappende, men med den sidste tids forvirring på mit nuværende job, kan det næsten kun blive bedre og måske give min hjerne lidt ro om natten.

Alt andet lige har jeg 14 dage på spa-hotel på Ibiza i udsigt når ferien går i gang. Der burde jeg få tankerne så langt fra jobbet at jeg kan slappe af. Både dag og nat. Krop og hjerne.

Jeg ventede andet besøg, så åbnede uden forbehold døren. Blev dog overrasket, for ude i opgangen stod to piger på min egen alder, der ikke var dem jeg ventede. Da den ene begyndte ”Vi tager rundt og snakker om bibelen” vidste jeg ligesom godt hvad klokken havde slået. (Kom sådan til at tænke på Sugartop og begyndte at grine, med undrende blikke til følge hos de to.) De sagde dog ikke noget om hvilken tros tjeneste de gik rundt i, men der skulle alligevel ikke meget realitetssans til at gennemskue at de nok var fra Jehovas Vidner.

Normalt ville jeg have smidt dem på porten og glemt dem igen, men jeg var i godt humør og frisk på en lille fornuftig diskussion om tro. Jeg kunne aldrig finde på at angribe dem på deres tro, men jeg vil bare have lov til at forsvare den måde jeg tror på. De var velforberedte, det må jeg give dem, men efter diskussionen har på bloggen de sidste dage havde jeg også mange argumenter nyopfrisket. De talte frem og tilbage om forløsning, trøst og hvor betydningsfuld bibelen er. De spurgte hvordan jeg forholdt mig til profetierne og miraklerne i bibelen. Profetierne mener jeg de fleste kunne komme med og så er det altså også et spørgsmål om hvor kreativ man er i forsøget på at finde sammenfald mellem det skrevne i bibelen og hændelser i vores tid. Kom vist til at sammenligne profetierne med ugebladenes horoskoper. Bred skydning er rimelig træfsikkert…

Om hvorvidt jeg troede på den endelige frelse og om Gud ville redde hele verden når vi var på randen til at smadre den selv, måtte jeg også melde pas. Det er muligt han gør det, men det tør jeg da ikke basere min hverdag på! Og da de begyndte at snakke om den forstående og tilgivende Gud smed jeg trumfkortet på bordet; ”Jeg er åben homoseksuel, så I vil ikke have mig alligevel” Grinte højt indvendig da jeg så deres ansigter. For første gang havde de ikke argumenterne og citaterne klar. I stedet blev det noget a la ”tror på det frie valg, men det er jo forkert i Guds øjne”. Jamen, så er der ligesom ikke mere at snakke om vel? Sagde pænt tak for besøget og lukkede døren.

Norge fik lov i sidste uge. Nu kan det også lade sig gøre i Californien. Homoseksuelle kan blive gift. Rundt om i den vestlige verden er der flere og flere lande der giver de homoseksuelle bedre vilkår og større ligestilling. Men i Danmark sker der stadig ikke noget. Danmark var forrest i feltet da der blev givet lov til registreret partnerskab som det første land i verden, men alligevel er det stadig til diskussion herhjemme hvorvidt homoseksuelle må gifte sig og adoptere. I Norge omfatter den nye lovændring at der gives tilladelse til begge dele.

Danmark gør meget ud af ligestilling mellem mænd og kvinder, men tilsyneladende stopper det så også der. Vi vil gerne vise stor accept og alsidighed ved at være værtsland for de homoseksuelle Outgames (OL for homoseksuelle) næste sommer, men husker man også at fortælle de tilrejsende at de er i et land hvor der stadig ikke tages hensyn til seksuel orientering? I Danmark begynder man nu også at registrere hatecrimes rettet mod homoseksuelle, i håb at kunne kortlægge omfanget og for at komme det til livs. Vold kan ikke forsvares, men det kan være svært at argumentere for fair behandling overfor homoseksuelle og imod diskrimination, når ikke engang lovgivningen tager hensyn. I et stort og magtfuldt organ som EU har det været til diskussion hvorvidt seksuel orientering skulle inkluderes i et kommende diskriminations direktiv. Hvordan kan det overhovedet være til diskussion? Send dog et klart signal til den lange række af østeuropæiske lande der stadig diskriminerer alvorligt pga. seksualitet. Kom tilbage som positivt forgangsland Danmark!

Sidst jeg så ham er for ca. 2 år siden, hvor vi havde sex. Ja, faktisk er det også sidst jeg talte med ham. Det var et botty call og det sidste jeg så af ham var hans ryg, da han hurtigt blev smidt ud af lejligheden om morgenen efter sex, fordi jeg lidt efter skulle have gæster. Det var ikke første gang vi havde sex, men det er ham der aldrig ringede tilbage.

Han har ikke været glemt, men heller ikke specielt husket. Alligevel slog hjertet et ekstra slag da jeg så hans navn i kalenderen på jobbet. Han ville komme forbi i anden sammenhæng. Jeg begyndte bare at grine og mine kollegaer ligeså. De kender nemlig godt historien om ex-kollegaen.

I morges da jeg skulle gøre mig klar, tænkte jeg lidt ekstra over udseendet. At jeg skulle se lækker og overskudsagtig ud. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg er ikke interesseret i at score ham. Det er nok min indre djævel der tager fat og tænker: ”HA! Jeg klarede mig fint efter dig!” Egentlig vildt overfladisk, men sådan tænker man måske bare når det drejer sig om tidligere sex-partnere.

Da han pludselig stod på jobbet i dag hilste vi akavet og øjnene søgte alle andre punkter end modpartens øjne. Efter en halv times tid talte vi da også sammen, men intet blev nævnt om fortiden. Måske godt det samme, men jeg ville give min højre fod for hans tanker lige der. Synes han mon det var lige så kikset som mig?

Men hvorfor er det vi tænker sådan? Man har set hinanden nøgen, knaldet og kastet om sig med saftige beskeder, og pludselig bliver man rød i hovedet ved gensynet.

Se der! Det er HAM! Skal vi gå over at få en autograf, råber den ene veninde til den anden. Og straks vender alle de øvrige forbipasserende hovedet for liiige at se hvilken kendt det er der er i nærheden. Den kendte selv sætter tempoet op. En skuespiller fortalte i et interview den anden aften på tv, at det nogle gange kunne blive klaustrofobisk at blive genkendt på gaden, i supermarkedet, på restauranter osv. At der altid er øjne der følger hver en bevægelse. Men hvad er det der gør at de ikke kan være i fred. Er det bare deres lod, når de nu er blevet kendt på det ene eller andet, at de skal stå til rådighed for danskernes nysgerrig alle timer de tilbringer i offentlighed? Er det prisen for at være kendt, at privatlivet ikke er privat. For så kan jeg ikke forstå at så mange jagter berømmelsen. Henrik Qvortrup har flere gange givet udtryk for at livet som kendt indebærer at ALT hvad der kan afsløres skal afsløres. Jeg er meget sjældent enig med HQ, og heller ikke denne gang. Desværre sælger hans blad nok fordi der alligevel er så mange danskere der sluger alt hvad blade som Se & Hør skriver om de kendte. Men hvorfor er det så interessant?

Jeg har gennem de sidste fem år regelmæssigt arbejdet med rige og kendte. Diskretion har været et nøgleord. De har skulle kunne komme og slappe af. Kunne snakke og gøre som de har lyst uden frygt for sladder. Når man har tilbragt tid sammen med dem, finder man da også bare ud af at deres liv ikke er så meget anderledes end vi andres. Sammen med offentlige præstationer følger de samme problemer i kulissen, som vi andre ”dødelige” kan slås med. Jeg har da historier som HQ sikkert ville ønske kom ham for øre, men hvor mange af os andre ville selv ønske at få vores liv smækket op på forsiden?

Jeg synes det er usmageligt at de ikke kan få lov til at være i fred, blot fordi de har en karriere der har ført dem frem i rampelyset. Dolly Parton har sagt i et interview at hun bare undgår alle situationer hvor hun kan blive hængt ud, men hvilken tilværelse er det at skulle gennemtænke sin gøren ned til mindste detalje af frygt for at fejle. Hvem fejler ikke ind imellem? Hvem kan modsige sig at have gået rundt på gaden med søndags-look, eller at være kommet til at dumme sig på det forkerte sted.

I dag sad jeg på café med en veninde og pludselig bemærker hun at en kendt musiker også sidder på caféen. Jeg sidder med ryggen til og vil ikke glo, så spørger bare diskret hvem det er. Min egen nysgerrighed spillede mig et puds. Bedre er jeg ikke selv. Hun sagde navnet, og mit hjerte satte tempoet op og i et hurtigt ryk var jeg ved at brække nakken for at se. Det var virkelig hende. En af de få kendte jeg de sidste år har sagt jeg allerhelst ville møde personligt. Fordi hun for mig virker super cool og samtidig laver hun noget musik jeg er helt vild med. Dér sad hun i afslappet tøj og uden make-up. Så helt almindelig ud og alligevel var der noget stort ved hende. I mine øjne. Veninden sagde jeg skulle gå over og få hendes autograf. Hvorfor? For at få hendes navn på et stykke papir. Til hvad? For at forstyrre hendes frokost? Hendes måske eneste frirum i dag. Hun havde sikkert smilt pænt og sagt tak for de pæne ord hvis jeg alligevel var gået over til hende, men måske hun havde siddet og tænkt for sig selv bagefter, at hun ville ønske hun kunne gå ud uden at blive genkendt. I dag sad hun i hvert fald i fred og det er hende vel undt.

Men hvorfor er det vi gang på gang lader os imponere af kendte mennesker? Hvad gør dem interessante og værd at forfølge?