Ikke pga. højlydt sex, af den simple grund at det var vi for fulde til. Det er til gengæld pga. det indtaget alkohol der er lidt larm at undskylde for. Efter endt aften på restaurant sammen med kæresten og nogle venner, samt en del flasker vin, lod vi vores cykler køre os hjem. Der var ingen af os der selv kunne køre i hvert fald. Som en anden Morten Korch mente vi at vi skulle cykle hånd i hånd. For det hjælper nemlig rigtig meget på at holde balancen. NOT! Nå, men hjem kom vi og det er her der begynder at være noget at undskylde for. Ligesom på cyklerne mente vi også vi skulle gå hånd i hånd op til fjerde sal, men også kysse på hvert trappetrin. Berusede af vin og kærlighed udløste det selvsagt en masse grin når vi væltede rundt på trinene. Op kom vi. Inde i lejligheden tændte vi for musikken og synes absolut det var nødvendigt med te inden vi skulle sove. Det udviklede sig dog i stedet til en mindre vandkamp hvor vi skrigende og grinende løb rundt i køkkenet for at undslippe det kolde vand. Dog ville vi også gerne kysse, hvem vil ikke det, så ind imellem væltede vi rundt i hinandens arme og på gulvet. At gulvet efterfølgende lignende et andet friluftsbad og væggene var dækket af vand udløste bare endnu flere latterbrøl. Vi kom ud af det våde tøj, dog må der have været nogen her i nat der har spredt det ud over hele lejligheden, for jeg mindes ikke at vi smed det så mange steder… Men hvad ved jeg. Da vi endelig kom ind i soveværelset faldt vi om som to klumper modellervoks på et bord, og sov med det samme. Fulde som vi var, men så kunne naboerne endelig få nattero.
Larmen i morges er dog en helt anden historie.

Det er noget vi ikke snakker om, kæresten og jeg. Når venner og familie spørger undlader vi at svare direkte. Det er lidt blevet det uomtalte emne, vi alligevel rammer oftere og oftere. Nemlig det at flytte sammen. Vi vil begge gerne have ny lejlighed. Han noget andet og større og jeg vil bare gerne ud af min lille leje-lejlighed. Vi kigger ofte på lejligheder på nettet og snakker frem og tilbage. Uden egentlig at snakke om netop dét: Leder vi efter én eller to lejligheder? Vi snakker om at det føles bedre når vi er sammen hele tiden, at sengen føles tom uden den anden ved siden af og om hvor upraktisk det er at bo i hver sin ende af byen (Amager vs. Nørrebro). Men stadig er der ikke nogen af os der har spurgt direkte om hvor det egentlig bærer hen. Jeg har da overvejet at spørge direkte om jeg er med i hans overvejelser for fremtiden, men jeg ved ikke om det kan virke for pressende. Eller om det virkelig er det der skal til for at få emnet op på bordet i stedet for at vi bliver ved med at gå rundt om det.

Jeg tvivler egentlig ikke på ham og hans følelser. Når vi kigger på en lejlighed og han får indskudt at ”den kunne man godt betale hvis man var to”, bliver jeg bare endnu mere forvirret, med et skjult smil og sommerfugle i maven. Kaldes vist forelskelse. Måske det bare er noget der kommer til at ske naturligt med tiden, uden at vi har nået at snakke så meget om det. Men det er der vel heller ikke noget galt i.

Jeg er ikke i tvivl om hvor jeg står. Vi har nu været sammen ni måneder og jeg er simpelthen så smask forelsket. Og bliver mere forelsket for hver dag der går. Jeg falder til ro når jeg er sammen med ham og fyldes med lykke når jeg kigger ham i øjnene. Jeg savner ham når vi ikke er sammen. Krammer hans hovedpude når jeg sover alene for at dufte ham. Selvom vi kun har været sammen i ni måneder ville jeg ikke have mange betænkninger ved at flytte sammen med ham. Vi har det simpelthen så godt, forstår at forkæle hinanden - han er lige kommet hjem med to Kylie-billetter til os J -, og har en masse gode rejser og oplevelser sammen. Men vigtigst af alt, så slapper vi af i hinandens selskab og kærligheden er ikke til at tage fejl af.

Men hvordan ved man om det er for tidligt at flytte sammen? Hvis det føles rigtigt i både hjertet, maven og hjernen er det vel aldrig for tidligt. Må bare se hvad der sker. Har ham da heldigvis de fleste dage alligevel.

Mit loftrum roder! Og det af den simple grund at alt bogstavelig talt bliver kastet ind, så jeg hurtigt kan smække døren i igen og løbe ud på trappen hvor der er lyst og venligt. Jeg hader det loftrum! Der er mørkt deroppe under taget. Klamt og støvet. Alt for mange sorte hjørner og skjulte hulrum. Overalt mellem bjælker og tagsten, der i øvrigt også er ubehageligt tæt på hovedet, er der spindelvæv og langs den lange gang med små båse på hver side er der kun få af lamperne der virker og de øvrige blinker mistænkeligt.

Jeg får myrekryb af at være der og angsten melder sig i mit sind. Som før nævnt foregår det i stor hast og med en storhættetrøje, for at beskytte mig selv mod ting der helt sikkert falder ned fra tagstenene, når jeg endelig bevæger mig derop. Derfor er det kun det allermest nødvendige der får plads der, simpelthen for at kunne være i min lille lejlighed. Jeg forsøger at begrænse det til så få ture op ad de mange trappetrin om året som muligt. Men bl.a. mine kære kufferter er nødt til at stå der, hvilket kan blive et problem med min rejseaktivitet.

Der er nogle ubetænksomme der har foreslået at lægge alt mit vintertøj derop om sommeren. Det er simpelthen på grænsen til det mest vanvittige jeg nogensinde har hørt. Når jeg ikke engang selv kan lide at være der, hvorfor pokker skulle jeg så byde mit tøj den oplevelse at tilbringe dage og nætter i selskab med edderkopper og andre monstre i loftrummets uhyggelige og klaustrofobiske støvkabinetter. Nej, det giver ingen logik vel. Det ville også give flere ture derop på et år. Så hellere mangle lidt plads i lejligheden!

Jeg ved ikke med jer, men jeg træner helst alene. Det er der flere årsager til. Jeg stresser af og nyder musikken i ørerne. Men hvad sker der lige for at jeg pludselig skal til at møde venner fra fortiden, kollegaer og kunder når jeg er nede at træne?
Træningsoutfits er sjældent kønt eller gør noget særligt for ens krop. Til gengæld er det ofte mere afslørende end smart. Når man samtidig er svedende og prustende som en anden hest i parringstid er det sidste man har lyst til, at skulle hilse på folk og allerværst at skulle snakke med dem. Der vil man bare helst overses! Hvorfor møder man ikke den slags folk når man går på gaden og ser lækker og overskudsagtig ud? Ikke når man sidder i træningsmaskinen kl. 6.30 om morgenen med morgenhår og hængende øjne eller om aftenen efter en hel dags arbejde med ansigtet i ubeskrivelige folder under kampen med vægtene. Når jeg træner sveder jeg og har ikke lyst til at nærme mig andre. Både for deres skyld og for min egen samvittigheds skyld.

I går tog jeg toget pga. de voldsomme vandmængder ovenfra. Da jeg kom ind i kupéen holdt mit hjerte op med at slå. På et af sæderne sad en ung fyr med benene oppe på sædet overfor. Han havde dog været så hensynsfuld at lægge en avis mellem sædet og sine våde og beskidte sko. Positivt tænkte jeg, indtil jeg opdagede at det var URBAN han havde under fødderne! Jeg måtte simpelthen kigge væk. Det gjorde ondt helt ind til benet.
Som blogger på URBAN føler jeg et særligt bånd til netop denne avis. Derfor bliver jeg ked af det når jeg ser en URBAN-avis behandlet dårligt. Hvis jeg ser den krøllet sammen i en vandpyt på vejen uden chance for at undslippe bilernes ubarmhjertelige dæk. Eller ser en avis ligge efterladt på en bænk eller et bussæde. En avis som URBAN har også brug for omsorg og bør ikke efterlades tankeløst. Allerhårdest er det de dage jeg selv har et indlæg i avisen. Der kan jeg få det dårligt ved synet af avisen i en tilfældig beskidt skraldespand med en ketchupindsmurt hotdog ovenpå. Det er simpelthen mangel på respekt. De opstillede gratisavis-containere er i orden. Der ved jeg at den stadig kommer til at gavne et godt formål.
Så til alle jer vandaler. Vis mit URBAN respekt! Gør hvad I vil med Metro, 24Timer og alle de andre, men URBAN passer I på. Forstået! Ellers skal jeg komme efter jer og sprede jeres garderobe eller musiksamling i vandpytter på vejene. Hvordan ville I så have det?

Da jeg kom hjem fra New York var jeg bl.a. meget imponeret og overrasket over maden over there. Mine forventninger til maden i Rusland var absolut heller ikke høje. Ikke ud over at jeg glædede mig til kaviaren. Dog er jeg i stedet kommet hjem med en oplevelse af en by med et lækkert udvalg af gode og spændende restauranter med lækker og interessant mad. Mange steder mindede standarden om det vi oplevede i New York og noget vi i den grad kunne savne i København.

Første positive ved restauranterne i Skt. Petersborg er at køkkenerne først lukker mellem tolv og et om natten. Det skyldes nok de lyse nætter som byen er så kendt for. Det var lyst til halv tolv, hvilket gav en særlig stemning og gjorde at vi sjældent var ude af spise før ved ni-ti-tiden. Men det gav også længere eftermiddage til at sidde i solen og nyde udvalget på de mange kaffebarer og kagehuse der ligger rundt om i byen og ved de mange kanaler.

Ja, vi fik kaviar og masser af champagne og smagsløgene dansede i et væk i den russiske specialitet. Kæresten startede opholdet med en anden russisk specialitet, nemlig Borsjtj - kold rødbedesuppe. Jeg smagte og der måtte jeg altså stå af. Bare tanken får det hele til at vende sig i mig igen. Heldigvis blev det meget bedre resten af turen. Om vi sad på en kopi af et sørøverskib ved floden, i restauranten med udsigt over vandet og fik serveret retterne med sølvlåg og drømte om råd til at købe cognacen på kortet til 50.000 kr. Eller sad på første-salen i et palæ med højt til loftet, uforglemmelig stuk, lysekroner og pejs i den ene ende. Levende lys i store stager på de smukt dækkede borde. Tunge dekorerede gardiner i harmoni med den øvrige stemning om at sidde på et slot. Lyse bobler i glassene og velanrettet mad på de store tallerkner. Romantikken var i højsædet og rammerne, servicen og maden gjorde bare oplevelsen endnu mere utrolig. Dette er bare et par eksempler fra vores oplevelser. Der er mange flere og lige så mindeværdige. Maden var spændende, eksperimenterende og ikke mindst godt lavet. Stederne var hyggelige, tjekkede, rustikke, gennemførte, lounge-artige, autentiske, romantiske og intime.

At man samtidig kan spise for ca. det halve af herhjemme, gør bare København endnu mere til skamme. København er langt bagefter madmæssigt og stilen på restauranterne var af langt højere standard end det man er vant til i København. Man kan kun håbe at København en dag havner på samme niveau, så vi ikke længere kun skal have de samme club-sandwich og kartoffelbåde som der findes alle steder i indre København, hvis man da ellers når det inden køkkenet lukker for gassen først på aftenen.

Man kan ikke besøge Skt. Petersborg uden at se Vinterpaladset og Eremitagen, så derfor var det det eneste sikre udflugtsmål vi havde bestemt hjemmefra. Efter en times sejltur på byens kanaler forbi paladser, kirker, katedraler og historiske bygninger og havde hørt de medfølgende historier, gik turen så til Vinterpaladset. (Skal siges at Eremitagen er en del af Vinterpaladset, der i alt består af fem store bygninger.)

Udefra er paladset utrolig smukt og overvældende. Når man står inde i gården med de høje træer venter man kun på at komme ind bag de store mure for at se hvilke skatte der gemmer sig derinde. Kæresten og jeg havde en personlig guide i to timer, hvilket gjorde rundturen endnu mere optimal, da vi selv kunne designe turen efter hvad vi helst ville se. Det skal siges at der er 300.000 kunstværker udstillet, hvilket svarer til 10% af hele paladsets samling og alle rummene i forlængelse svarer til en gåtur på 24 km. Så det er med god grund at man ikke kan nå alt og derfor kan blive nødt til at vælge noget ud.

Udefra er paladset overvældende og pompøst, men når man kommer indenfor stopper enhver evne til at snakke. Man står bare med åben mund og stirrende øjne. De betagende syn får hjertet til hele tiden at øge tempoet. Over alt er der guld, marmor og flotte kunstværker. Alt er bare stort og nærmest overgjort, så det bliver vulgært. - Men hvem kan ikke godt lide det lidt vilde og pompøse ind imellem. Rundturen med vores guide blev en intim hyggesnak rundt på slottet med sjove små historier og historiske facts. Igennem kæmpe balsale og mindre private gemakker. Når vi snakker mindre på dét palads, snakker vi stadig en stor herskabslejlighed i København. Vi så kunst man troede var umuligt og rum udsmykket på de mest fantastiske og overvældende måder. Selv de lange gange var hver i sær et kunstværk og med en god fantasi begyndte man langsomt at se Katharina den Store gå igennem rummene i sine store kjoler eller tsaren sidder i sin trone med udsigt over salen og de mange folk til bal i store rober i de enestående rammer. Livet på paladset tog form og man forestillede sig livet dengang. Dengang der var penge nok til at leve livet så pompøst.

Det pompøse liv indebar dog heldigvis muligheden for at købe store kunstskatte og turen på Eremitagen bød også på Da Vinci, Rembrandt, Picasso, Matisse, Van Gogh og et hav af andre store kunstnere der hang side om side. Den kunstneriske storhed fyldte de mange rum og øjnene og sindet var efter de to timers tur godt mætte, men samtidig sultne efter at komme tilbage og genopleve dette utrolige sted og få mulighed for at udforske de mange ting man ikke nåede første gang.

Jeg luftede i april at der var ved at ske nogle ændringer i mit liv. Ændringer jeg ikke kunne fortælle om, men efter gårsdagens bombe, skal jeg nu ikke længere holde noget skjult. Lige nu - efter i går - fortryder jeg at have vist min gamle chef så meget respekt at jeg har gået stille med dørene.
Sagen er at jeg efter godt fire et halvt år samme sted, i april valgte at finde nyt. Svært når man er et sted alle kender. Et sted der vækker stor anerkendelse når man nævner navnet. (Håber at kunne ødelægge den anerkendelse - ja, hævngerrighed er en synd, men så lad mig synde!) Et sted der på mange måder er guld på CV’et fordi det er kendt og respekteret. Men flere ting gjorde at jeg begyndte at søge andre veje. Et foretagende man skal være varsom med i en lille og sladder-gennemsyret branche. Hurtigt lykkedes det at finde et sted hvor jeg virkelig glæder mig til at starte. Et sted hvor jeg allerede føler mig godt tilpas når jeg er forbi.
Men grundet diverse omstændigheder skulle jeg ikke starte før 1. august, og måtte derfor gå med min hemmelighed tæt på kroppen og bare vente på at det blev tid til at kunne sige op. Egentlig havde jeg lidt set frem til dagen. Både med nervøsitet og spænding. Jeg frydede mig lidt over at skulle give beskeden, men frygtede samtidig for reaktionen. Det var planen jeg skulle sige op i starten af juni. For at give hende (ex-chefen) lidt længere frist end påkrævet. For at vise god stil.
Og så sælger hun mig uden varsel i går! I det sekund mistede jeg det sidste for hende. Jeg fik dog hurtigt fremskyndet min start det nye sted og fik givet besked til mine nye chefer for at vise god stil overfor dem. Og for at få lukket hele dette vanvid med et træk af samme skuffe fra min side, så mine frustrationer blev udmøntet i noget håndgribeligt. Men nu endte jeg med at skulle sige det med dårlig samvittighed i stedet for. De nye har betalt penge for mig med forventning om at det var god forretning, og straks efter gennemhuller jeg det ved at aflevere min opsigelse. Det er på ingen måde deres skyld eller fair at det skal gå ud over dem, men jeg kan ikke gøre det anderledes. I sådan en situation er den eneste jeg kan og skal tænke på mig selv. Heldigvis tog de nye det pænt og med forståelse, dog beklagelse.
Mine nu ex-kollegaer var søde til at skrive og ringe i går og beklage sig over det der var sket, hvilket var rart. Rart at mærke man er afholdt. Alle kunne dog også grine over min beslutsomhed og den kendsgerning at jeg allerede havde sagt op. “Så kender vi dig Mikael!”
Jeg er ved godt mod i dag og tager på arbejde med samme energi som i går od dagene før, det skylder jeg mine nye chefer/ejere, men jeg må indrømme at jeg ser frem til at starte på ny og ikke mindst et sted hvor jeg selv har styret spillet og været med til at bestemme.
En ting der irriterer mig mest lige nu er at det kun er medarbejdere der skal have en anbefaling. Hvorfor skal tidligere arbejdsgivere ikke have det, ligesom restauranter har vurderingsskemaer. På den måde kunne mulige nye medarbejdere blive advaret, om nødvendigt. Jeg ved i hvert fald godt hvordan min anbefaling ville lyde: Flygt, inden du bliver skudt i ryggen! Branchen er en slangerede, men her finder du den giftigste af dem alle.

Jeg syder og bobler indvendig. Tårerne presser sig på. Vanviddet raser rundt i mine årer. Jeg er i dag blevet røvrendt så det driver af væggene. Ført bag lyset og i den grad blevet behandlet som et nul. Jeg er blevet solgt som et andet dyr på et dyrskue! Jeg har aldrig følt mig mindre værdsat og ligegyldig. Følt mig mere respektløst behandlet. Meldingen kom i morges et par minutter før det var en realitet og derefter måtte jeg bare leve med det. Intet var der at gøre. Først sprang jeg i luften - dog behersket udadtil - , siden hen brød jeg tudende sammen og lidt efter kunne jeg bare grine af det hele, fordi det simpelthen er så langt ude at man ikke kunne andet. Sådan fortsatte rutscheturen hele følelsesregistret igennem hele dagen. Det er så surrealistisk at man tænker, at man vågner i morgen og kører på arbejde som altid. Men sådan er det dog nok ikke. Jeg HAR virkelig tilladt at blive behandlet på den måde jeg er blevet det i dag.

Men sådan spiller min verden ikke. Inden jeg gik her til aften afleverede jeg derfor min opsigelse. Nu må jeg bare holde det ud og se frem til jeg starter mit nye SELVVALGTE arbejde d. 1. juli.

Herfra tror jeg bare jeg stopper og lader min vrede gå ud over andre ting end bloggen. Vist bedst for alle.

Det er bare nogle af de ting jeg er blevet kaldt den sidste tid af venner, bekendte og kollegaer. Men hvornår er man hvad? Skal de ord opfattes positivt eller negativt? Som misundelse, som anerkendelse af at jeg lever som jeg gør eller respekt for at jeg tager springet hvor andre tøver?

Jeg gør hvad jeg kan for at gøre livet herligt for mig selv. Jeg lever livet fuldt ud, så mange timer i døgnet som muligt. Jeg fejrer mit liv hver dag og gør op med det der forringer mine dage. I øjeblikket drejer det sig om ét vigtigt punkt, men også det er jeg ved at gøre noget ved. Jeg sigter efter at gøre det jeg har lyst til, opfylde mine ønsker og udleve mine drømme, uden at begrænse mig selv fra at mærke livet. Så ja, jeg lever livet efter bedste evne. Hvis det er at være en levemand, så er jeg sådan en.

Jeg rejser en masse, især det seneste års tid og den kommende tid ligeså. Jeg ønsker at opleve verden, fordi jeg nu endelig har tiden og økonomien til det. Jeg vælger at tage mig friheden til at rejse så meget som jeg gør. Jeg gør det fordi jeg har lyst til det lige nu. Fordi jeg har fundet en kæreste der deler lysten med mig. Flyrejserne er for os ikke en forhindring, men en mulighed. Hvis at rejse er at leve et jet-set-liv, så ja.

Efter min mening er den vigtigste at give gaver en selv. Hvis man ikke kan forkæle en selv, hvordan skulle man så kunne forstå at forkæle dem omkring en. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg godt kan lide det lidt ekstravagante. Jeg kan lide at give mig selv luksus. Som da jeg sad med kaviar og champagne i Skt. Petersborg, når jeg shopper dyrt og meget, når jeg vælger flyet til Ålborg frem for toget, når jeg spiser på lækre restauranter eller bare går meget ud og giver mig selv oplevelser. Ja, jeg har da dyre vaner, men hvem har efterhånden ikke det. Ja, jeg er vild med at gå ud at spise og ikke mindst drikke champagne til en hver given lejlighed. Ja, jeg kan godt lide når noget har lidt etikette og stil. Hvis det gør mig til et luksusdyr, så må jeg så være det.

Jeg mener det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man har sine største værdier. Jeg vil ikke forsvare eller skulle argumentere for mit forbrug og de ting jeg foretager mig. Jeg gør det for mig selv og sammen med dem jeg holder af. Som da jeg arrangerede flyvetur for min kæreste forrige weekend. Eller spontant inviterer en god ven eller veninde ud at spise. Jeg prioriterer at jeg vil have friheden til at give mig selv så mange oplevelser som muligt og give mig selv den luksus og komfort jeg kan få. Så længe min bankmand eller samvittighed ikke brokker sig, kan jeg heller ikke have det dårligt med de ting jeg gør.

Jeg mener tværtimod det er en sund ting at gøre. Eks’en og jeg havde en tradition med at gå ud at spise godt og lækkert mindst en gang om måneden og se stort på prisen. Trods SU og elev-løn ville vi give os selv den oplevelse i stedet for at blive slaver af økonomien. Så måtte vi bare undvære på andre områder. Igen er det et spørgsmål om prioritering. Om man vil bruge sine penge på dyrt elektronik, middage, rejser eller personlig pleje. Det må være op til den enkelte. Jeg vil på ingen måde vove at sige, at jeg er lykkeligere end andre ved at leve som jeg gør, men jeg ved at jeg gør alt hvad jeg kan for at gøre mig selv lykkelig. Med de ting der nu skal til. De prioriteringer der skal til. Om det så skal kaldes luksusdyr, jet-setter eller levemand må være op til andre at vurdere hvilke titler der gør det nemmere for dem at forholde sig til. For mig er det en luksus at have livet at leve. Leve fuldt ud!