I morgen er det fridag, hvilket selvfølgelig skal udnyttes, så om nogle timer står jeg højst sandsynligt på dansegulvet på et af byens diskoteker. En god ven og kollega kommer inden så længe, så champagnen er lagt på køl. Hard Candy har kørt siden mandag og lige nu på fuld drøn, alt imens jeg danser rundt i lejligheden i boxer med en drink i hånden og forsøger at finde ud af hvad jeg skal tage på. Lige nu har jeg mest lyst til at tage af sted i kun mine boxer. Det bliver alligevel så varmt, når man har været på dansegulvet en times tid, men det vil nok alligevel ikke være så værdsat, hvis jeg gjorde det. Egentlig forståeligt nok, selvom det sikkert kunne give lidt sjov i gaden.

Men det plejer det nu at blive alligevel når jeg er i byen med folk jeg holder af. Også selvom det nogle gange går lidt galt. Eller jeg ved egentlig ikke om det går galt, det bliver nok bare lidt vildt når alkoholen og det gode humør bruser i kroppen. Jeg er ofte ret ligeglad med hvad andre tænker om mig og dem jeg er sammen med, så længe vi har det sjovt, ser jeg ikke meget udenfor vores lille klokke. Allerhelst står jeg i baren med shotsglas og drinks eller på dansegulvet. Dér befinder jeg nok allerbedst. Hvis musikken er god kan jeg blive ved og ved. Når de andre bliver kedelige, fortsætter jeg bare alene. Hmm ja, alkoholen gør nok også sin del. Faktisk har jeg et par gange prøvet at blive passet op af et par dørmænd der ville smide mig ud af diskoteker, fordi de troede jeg var på stoffer. Har givet et par heftige diskussioner! Til dem med tvivl i sindet, så har jeg aldrig prøvet stoffer og har heller ikke intentioner om at prøve det. Jeg kører fint på festligt humør og godt selskab. Så kommer jeg i en anden verden og kan bare blive ved og ved. For ikke så længe siden på NASA, levede jeg dog så meget i min egen verden sammen med en ven på dansegulvet at vi ikke opdagede at dansegulvet var smurt ind i blod, efter en fyr var faldet, Må indrømme at stemningen og alkoholen faktisk gjorde at vi heller ikke tog os af det, men i stedet bare flyttede os lidt og dansede videre.

Et er at folk tror jeg er på stoffer, det må de egentlig selvom. Dog har jeg stadig den store griner over dengang jeg blev spurgt om jeg var stripper på Rosie McGee’s. Jeg havde alt mit tøj på! Tror bare min veninde og jeg havde givet den ret meget gas på dansegulvet og efterfølgende da vi stod i baren og lod os rive med af stemningen og flirtede ret kraftigt med nogle måske ikke helt uskyldige moves. -Hun sagde faktisk stop til sidst, da hun sagde hun var bange for at komme! Jeg lå flad af grin. Jeg blev prikket på skulderen og spurgt om jeg var stripper og hvad jeg kostede. Egentlig kunne man måske blive lidt stødt af sådan et spørgsmål, men jeg kan nu ikke så meget andet end trække på smilebåndet af det. Så længe jeg har en fest, og ved jeg ikke gør noget jeg vil fortryde dagen efter, fortsætter jeg. Fortsætter i hvert fald til taxachaufføren vækker mig udenfor lejligheden eller når cyklen har kørt mig hjem til kærestens seng.

I aften bliver nok heller ikke nogen undtagelse. Vi to plejer som regel at være ret gode til at starte en fest når vi kommer ud. At vi laver nogle vilde stunts i løbet af natten er så bare det der hører med. Vi er da kommet levende hjem hidtil.

Nogen der vil med. J

Gårsdagens afsnit af Paradise Hotel indeholdt et twist hvor de kvindelige deltagere blev tilbudt 100.000 kr for en ”nat med alt hvad det indebærer” -som det hed, med en stort set ukendt mand. Alle pigerne afslog (heldigvis) og fyrene var ikke langsomme til at kalde tilbudet ulækkert og nedværdigende overfor pigerne. Senere på aftenen kom det dog frem at flere af fyrene selv ville have sagt ja tak til et sådan tilbud. Også for en lavere pris. For som de sagde, så er en fyr frisk og sej hvis han gør sådan noget, hvor en pige bare er billig. Hvor de tidligere var hurtige til at fordømme et sådan tilbud, sad de om aftenen og blev enige om hvor fedt det ville være at knalde en rig lækker kvinde for penge. Say what!

Jeg sad bare og tænkte at det var fyrene der var klamme og dumme at høre på. Hvad er det for en gammeldags, dobbeltmoralsk og kvinde-nedværdigende holdning. At komme med den slags holdninger er da næsten lige så klamt som tilbudet var. Men desværre er det nok meget rammende for hvad mange mænd tænker. En pige der er sammen med flere i løbet af en weekend er billig og klam hvor en fyr, hvis han gør det samme bare er KONGEN blandt gutterne. At en pige kan dyrke sex for penge er ulækkert og lavt, men hvis en af vennerne knalder en luder er han bare ”herre-sej”. En fyr fortalte mig, at han havde det svært med at hans kæreste havde været sammen med mange før ham, men hvad ville fyrene dog gøre hvis pigerne begyndte at fravælge de fyre med mange sex-partnere i fortiden. Og ikke for det, de piger der har været sammen med mange, skal ligesom have nogle lige så villige fyre for at det kan lykkedes, med mindre det er to fyre der går i seng med alle byens piger. Tror det næppe!

Jeg forstår simpelthen ikke den tankegang. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører den slags. De fyre burde virkelig sættes på en stol og have en stilet presset mod en vis legemsdel indtil de offentligt sagde undskyld til alle landet kvinder, for at tænke sådan om dem! Ja, jeg bliver vildt arrig på pigernes vegne. Er det helt forkert?

Kort efter butikken åbnede var det mig der gik ind ad døren med store forventninger der havde forplantet sig i et stort smil på mine læber. Øjnene gik hurtigt rundt i lokalet som når et barn i en slikbutik for første gang. De mange farver imponerede, men især en særlig vare stak ud fra de øvrige. Den pinke farve kælede for øjnene og kaldte bare på at komme med hjem og blive fortæret. Med raske skridt gik jeg mod hylden, tog straks et eksemplar i hånden og følte glæden sprede sig i kroppen. Nu var det endelig mit! Fik hurtigt betalt og gik stolt ud af forretningen med min lille fine pose med det søde indhold. Skulle bare hjem og hygge mig med det. Men heller ikke det hele på en gang. Nydelsen skulle gerne holde i lang tid.

Men bare skide svært, for når først Madonnas nye album Hard Candy er sat i afspilleren har man bare lyst til at høre den ene sang efter den anden. Og cd’en forfra så snart den er slut. Den dame kan et eller andet med lyd. Jeg troede ikke hun ville kunne leve op til Confessions on a dancefloor, som er absolut favorit her i hytten, men må sige at den seneste pose søde sager fra hendes side smager lige så godt. Giv mig mere candy!

Efter en gåtur i solen på Nørrebro i duften af forår og gril, iklædt let tøj med strejf af sommer og store smil, ankom veninden og jeg til restauranten. Lidt efter sad vi overfor hinanden i den rolige belysning, fik bestilt vores retter og en flaske champagne.
Hun er en af mine bedste og vigtigste veninder. Vi er hinandens fortrolige og kemien imellem os er unik. Det er i det selskab jeg kan få luft og har det bedst. I denne tid har vi begge taget nogle store beslutninger og står foran nogle nye kapitler i vores liv. Vi har igennem længere tid snakket om forskellige projekter og ønsker, uden de store handlinger, men nu står vi pludselig begge med nye ting i udsigt. Det skulle fejres i lørdags, så da de lyse sprudlende bobler var skænket i de høje tynde glas tog vi hvert vores og skålede med hinanden. Skålede for de kommende forandringer, skålede for det herlige liv og skålede for hinanden og vores venskab.
Som vi sad der med lækker mad på tallerknerne, opløftede af foråret og det gode humør, kunne vi ikke andet end nyde det fede liv. Fejre de kommende forandringer og skåle for et liv efter eget ønske. Vi er klar til at besejre fremtiden og få alle de oplevelser med vi kan rumme.

At vi da vi kom ud ved elleve-tiden, stadig kunne mærke foråret og varmen i luften og måden København forvandles på ved denne tid, skyllede lykken endnu engang igennem kroppen. Livet har aldrig været bedre! Gik arm i arm på Nørrebrogade. Den del af byen vi elsker så højt. Vores by! Stoppede først på Apparatet, vores stamsted, mindernes højborg, for at tilbringe endnu et par timer sammen og fejre vores liv.

Livet er så fantastisk som man gør det til og nu har vi to besluttet os for at gøre det så godt for os selv som muligt og nyde hvert et sekund af det. Vi får kun det ene! Så skål for at det må blive ved med at være lige så fantastisk og lykkeligt som nu.

Stod for et par weekender siden og festede med nogle gode venner til en stor fest inde i byen. Midt i det store lokale var et podium hvor der også stod nogle fyre og dansede. En af dem havde smidt trøjen og dansede flirtende i bar overkrop. En af vores egne venner stod der også, så vi stod alle med et stort smil på læberne og kiggede. Pludselig springer en høj tynd fyr op og danser med ham den halvnøgne. Først registrerer jeg ikke rigtig noget, indtil en ven prikker mig i siden og siger “er det ikke T.!” Der forsvandt smilet. Ikke så meget fordi han var til festen, selvom det var første gang jeg så ham i knap otte måneder. Nøjagtig samme sted som han overfaldt mig sidst.

Men jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Grine fordi hele scenariet var så latterligt, ham inklusiv, eller græde af raseri fordi jeg selv følte mig latterlig. Latterlig over hvad jeg havde fundet mig i dengang jeg var sammen med ham, sammenlignet med det der skete for øjnene af mig nu. Da vi var sammen havde der været ballade hvis en halvnøgen fyr havde danset på et podium. Værre hvis jeg havde kigget på det og trukket på skuldrene, og allerværst hvis jeg anerkendende havde trukket på smilebåndet ved synet. Det var utænkeligt at jeg selv havde gjort det! Faktisk havnede vi engang i sådan en situation og også den aften gik det galt.

Nu stod jeg der og tænkte om det virkelig var den samme fyr, om jeg var i en anden verden eller om der bare var kommet nye regler i hans univers. For et eller andet latterligt var der ved hele situationen. Nærmest tragikomisk. Jeg mindes de mange diskussioner dengang og undrer mig over hvad det lige var jeg gjorde galt, siden der er åbenbart er en helt anden dagsorden i dag.

Havde mest lyst til at gå hen og hive ham ned fra podiet og fortælle ham min uforbeholdne mening med store ord, men det ville næsten bare være endnu mere latterligt og jeg ville ikke være et hak bedre end ham. Ærgerligt, for havde jeg mødt ham i anden sammenhæng havde jeg nok hilst på ham med et smil. Den aften mistede jeg bare mere for ham. Desværre… Endte med slet ikke at hilse på ham.

Hvad ligger der bag når to mennesker vælger at blive gift? Og hvad ligger der bag stedet hvor de vælger at gennemføre ceremonien? Hvilke tanker ligger der bag når to ønsker at forevige deres kærlighed og tage deres forhold til et nyt trin?

Der er mange traditioner tilknyttet brylluppet, men også mange usagte normer. Den kirkelige vielse har i rigtig mange år været det almindelige at vælge, men pga. kirkens magt har der været danskere der har været udelukket fra brylluppets magiske univers. Bl.a. homoseksuelle par har været tvunget til at vælge det “ringere” alternativ på rådhuset. Ringere i anførselstegn fordi det i manges øjne stadig er lidt alternativt og useriøst at blive viet på rådhuset. Men er det ikke kun fordi vi er blevet så vant til at kirken er det normale. Mit spørgsmål er så om det ikk er gammeldags at tænke sådan. Jeg mener måske kirken er ved at have overlevet sig selv som den dominerende magt på spørgsmålet om ægteskab. Ikke mindst fordi sammensætningen af par bliver mere og mere mixede af kulturer, religioner, overbevisninger og seksualiteter. Et mix der i nogle tilfælde besværliggøres af religionernes, i Danmark den kristne, i nogle tilfælde snævre syn på hvad der okay. Et syn der i et moderne Danmark kan virke lidt gammeldags.

Registreret partnerskab på rådhuset og efterfølgende kirkelig velsignelse efter eget valg kunne måske være en løsning. Jeg vil ikke skrive “på problemet”, for jeg ser det ikke som et kæmpe problem som sådan. Men trods alt et problem der rammer mig i rollen som homoseksuel. Jeg ønsker egentlig ikke et opgør med kirken, da jeg selv er troende og befinder mig godt med at være barn af et land med kristne værdier, men pga. min seksualitet og kirkens rolle i landet, føler jeg mig ikke altid ligeværdig.

Spørgsmålet er også om den kirkelige vielse som værdi har overlevet sig selv. Hvorfor er det at man vælger at vielsen skal foregå ved alteret og ikke på rådhuset? Er det de kristne værdier eller fordi det er normen? Hvad er grunden til at to mennesker vælger at få papir på hinanden? Mon ikke vielser i mange tilfælde er gået hen og blevet et juridisk tiltag ligeså meget som det er et romantisk. Min tanke er ikke at fjerne det smukke og romantiske ved et bryllup, men det er da vel lige såvel af praktiske og juridiske årsager man vælger at sikre sig ved at få papir på hinanden.

Så måske registreret partnerskab som standard er fremtiden. Andre lande, eksempelvis Spanien, har allerede taget den model til sig. På den måde er man ud over spørgsmålet om f.eks. seksualitet og religion. Så må det være op til de enkelte par at bestemme om de vil have den kirkelige velsignelse efterfølgende. De homoseksuelle må så tage kampen mod de præster der ikke vil velsigne to af samme køn, og de par der har fundet sammen på tværs af deres religioner, må satse på at finde velsignelse hos en præst der kan se ud over egen religion og derfor gerne vil velsigne et sådan par.

Jeg har aldrig gjort mig de store tanker om mit bryllup, hvis jeg nogensinde får et sådan, men kæresten og jeg har da snakket om de tanker vi hver især har om det at leve sammen som par. I det tilfælde at man begynder at gøre investeringer sammen og gerne vil sikre hinanden på anden måde end at indskrive hinanden i et testamente. Og sidst men ikke mindst hvis kærligheden er så stor og man gerne vil vise hinanden det, med den tillid og kærlighed der ligger i et ægteskab, så er vi enige om at man bør blive registreret som par. Altså på rådhuset.

Argh, der er så meget jeg gerne vil fortælle. Så mange tanker jeg gerne vil have clearet ved at lade dem komme ud på skrift, men af forskellige årsager kan jeg ikke sige så meget lige nu. Faktisk intet. Ser frem til at al hemmelighedskræmmeriet omkring mig stopper, for lige nu er jeg ved at briste under trykket fra hemmelighederne der hober sig op inde i mig. Det er store ting, men samtidig meget fortrolige og følsomme ting, der umuliggør at dele det med andre før det rette tidspunkt. Men hvor er det dog svært, netop fordi det virkelig er noget jeg gerne vil dele med mange af dem omkring mig. Nogle måneder endnu, så kan jeg få luft.

I stedet kan jeg fortælle at næste ferie er købt. Sommerferien er i hus. Turen går til Ibiza på spa-hotel i 14 dage sammen med kæresten. Bliver fantastisk med afslapning og hygge i solen. Så kan vi også så småt begynde at få planlagt efterårsferien. Turen der kommer til at gå tilbage til Afrika og Ghana. Ser frem til at gense landet og ikke mindst vise kæresten rundt.

Men lige nu er han på arbejdsrejse, så skal ikke se ham før søndag. L Øv, det er godt nok hårdt nogle gange når han rejser så meget og vi derfor ikke kan se hinanden. Ikke mindst fordi følelserne bare vokser dag for dag. I aftes var det også første gang siden fredag aften og det var fantastisk at se hinanden når først vi har overlevet savnet til hinanden i nogle dage. Man kan slet ikke holde læberne, fingrene eller øjnene fra hinanden.

Nå, nok for i aften. Synes ikke rigtig jeg har noget at skrive til bloggen, men det kan være det kommer igen i løbet af et par dage. Tror min mavepine holder tankerne i skak.

Foråret er i luften. Med foråret følger kærlighed og med tiden kan kærlighed føre til bryllup. En smuk begivenhed med to forelskede i centrum. En dag med kærlighed i højsædet.

I næste uge skal jeg selv til bryllup sammen med kæresten. Hans søster skal giftes og jeg glæder mig til at tilbringe en weekend sammen med ham i romantiske rammer. Rygtet fortæller at en gymnasie-veninde skal giftes denne sommer. Et bryllup der har ligget i luften siden gymnasietiden og nu endelig bliver til virkelighed. I går spurgte en af mine bedste venner om jeg vil være hans forlover når han skal giftes næste sommer. Jeg skal være forlover. Hvor er det vildt!

Alle de bryllupper. Al den kærlighed. Man kan da ikke andet end synes det er fantastisk.

Lørdag aften startede med pludselige mavesmerter i toget på vej hjem til Fyn, lidt efter lå jeg ude på toilettet og kastede op, hvilket fortsatte hele aftenen. Hele kroppen var øm, jeg frøs som bare pokker og jeg havde mest af alt lyst til at tude af udmattelse. I går forsøgte jeg at leve, men energien var lav og appetitten ligeså. Blev ikke bedre af at jeg fik kvalme og blev utilpas hver gang jeg kom noget i munden. Konstant kæmpede jeg med maden på gaflen, for at finde ud af om det mon blev i maven.

Nu ligger jeg igen på sengen fordi jeg har spist og har en underlig fornemmelse i maven. Med ét jeg har spist bliver jeg dårlig. Derfor overvejer jeg bare at stoppe med at spise. For at undgå at blive dårlig.

Havde noget lignende sidste vinter hvor jeg en måneds tid blev dårlig hver gang jeg overhovedet spiste. Lægerne kunne ikke sige hvad det var, men langsomt gik det i sig selv igen. Håber godt nok ikke det er det samme, for det holder jeg simpelthen ikke ud! Det er forfærdeligt ikke at kunne spise uden at blive dårlig, for ved jeg også bliver dårlig hvis jeg ikke spiser. Lægerne gider jeg i hvert fald ikke igen, for de kunne ikke hjælpe sidst.

Hvis det blot er en “simpel” madforgiftning, hvilket jeg håber og tror, så stopper jeg i hvert fald med at spise:

Ananas der har stået i en åbnet dåse i køleskabet natten over - Ved jeg godt man ikke må, men har aldrig haft problem med det før.

Kødpålæg - Har ikke meget tillid til kød i et arbejdsplads-køleskab.

Crossaints fra 7-11 - Er ellers normalt en vinder hos mig, men det var efter den jeg pludselig fik ondt i maven.

Øv! Er spændt på hvordan morgenmaden bliver i morgen. Hvis jeg tør…

Hvor findes der dog mange programmer hvor deltagerne en efter en sendes ud med den besked. Alle er de konkurrencer hvor feltet af deltagere indsnævres uge for uge ved at deltagerne elimineres en efter en med taler der bliver grovere og hårdere. De kan nævnes i flæng; TopModel, Project Catwalk, X-faktor, Idols, Paradise Hotel, bare for at blive ved nogle af dem der kører på skærmen lige nu. Alle gælder det om at imponere majoriteten for at slå til. For ikke at blive elimineret som den næste.

Men hvilke tanker efterlader denne stigende eliminerings-tendens? Kan man også elimineres fra samfundet, fra vennekredsen, eller fra familien? Skal man fremover konstant være på vagt for at please så mange som muligt, i kampen om at kunne blive indenfor fællesskabet. Kan frygten for at blive elimineret forstærke tanker om ikke at slå til?

Man kan ikke undres over stigende nervøsitet og faldende selvværd. Chancen for at vise sit værd er lille, da bedømmelse ofte kan ske i løbet af ganske få minutter. Enten er man inde i varmen, eller også er man helt ude i kulden. Tiden til at gå i dybden med hinanden og lære hinanden at kende er knap, ligesom et underholdningsprogram helst ikke må tage mere end en time. Så slå til eller ryg ud!

Ja, jeg ved godt det bare er underholdning meget af det. Men er det også fremtiden? Skal man til at frygte eliminering. Vil der ikke længere være plads til at vise svaghed eller træde ved siden af. Indenfor politik ser man det også komme. Det handler mere om popularitet end det handler om politik ved valgene og hvis en politiker træder lidt ved siden af, sidst Jeppe Kofoed, skal de øvrige deltagere nok være hurtige til at eliminere ham eller hende fra “showet“. Hele tiden strammes kravene og forventningerne. Hele tiden skal der findes fejl ved konkurrenten, så den større kreds kan dømme vedkommende til eliminering. Men hvem bliver så den sidste dansker. Dronningen eller Anders Fogh?