Normalt vil jeg nok afholde mig fra at bruge pladsen på min blog til at omtale film jeg har set, men i går så jeg Flammen og Citronen og den har rumsteret i mit hoved hele dagen, så nu prøver jeg alligevel bloggen for at rense tankerne.

Hele historien om de to modstandsfolk er gribende og når lyset tændes sidder man tilbage med en mærkelig fornemmelse i kroppen og en masse tanker snurrende i hovedet. Sikke en forfærdelig tid. En tid præget af koldt blod, egenrådighed og letkøbt loyalitet. Jeg tror ikke det er muligt at sætte sig ind i følelsen af at være borger i et besat land, men filmen giver et virkelig medrivende og malende billede af hvordan det må have været. Hvordan venner bliver fjender. Hvordan naboen kan være en potentiel fare og hvordan mistanke og mistillid kan æde et menneske op. Kynismen sejrer og handlinger bliver blottet for følelser. Mord bliver dagligdag og medmenneskelighed hører friheden til. En frihed nogle stolte individer gav deres liv for at få tilbage.

Den usikkerhed der må have luret bag de nedrullede gardiner og rundt om hjørnet, kan ikke andet end have haft en voldsom effekt på danskerne i besættelsestiden. Tænk at muligheden for frihed eller simplere rigdom kunne få tidligere venner til at gå på kompromis med deres egen stolthed og venskabsbånd. Tænk at skulle være på konstant vagt i forsøget på at leve et liv udenom den besættende magt. En magt der ikke kun lægger beslag på det jordiske gods, men også den mentale tankes frihed. Utrygheden og usikkerheden kan ikke have levnet meget plads til positive tanker.

Det er et stykke historie vi ikke må glemme. Den historiske betydning er lærerig for enhver der ikke har været udsat for lignende prøvelser, som danskerne under 2. Verdenskrig. Så se filmen og lad jeres tanker vandre.