URBANblog

Arkiv for december, 2007

Livet nydes til de sene nattetimer.

Ja ja, jeg ved godt det er mig der kan dukke op på arbejde lørdag - enkelte gange fredag -morgen og være en anelse blank i øjnene efter aftenens udskejelser. Bare en lille smule. Der burde måske også være tilbragt et par timer mere under den trygge dyne hjemme i den, af en eller anden uvis grund, vuggende seng. - Jeg ved også godt det er lidt uprofessionelt.

Jeg har fået et ry som party-monky og et øgenavn som deltidsalkoholiker. Som den der altid er klar på fest og ballade. Det gør mig egentlig ikke så meget, så længe vennerne stadig kan se andre kvaliteter i mig. Jeg ved det da også godt selv. Jeg går en del i byen og jeg er vild med det! Mange bliver ikke længere overrasket når jeg fortæller at jeg skal ud eller var ude aftenen før. Lyder næsten på dem som var det fodboldtræning jeg havde været til. De ved det er mig de altid kan lokke med i byen, hvis der sker noget sjovt et eller andet sted. Det er mig der ikke nødvendigvis siger nej bare fordi kalenderen siger arbejdsdag dagen efter. Vi lever vel kun en gang!? Hvis en skal have clearet hjernen - ofte efter kærestesorger - er det mig der står klar til at gå med ud og glemme det i nogle timer og bare have det sjovt i stedet.

Når vennerne er i byen og jeg ikke er med, er det stadig mig de skriver rapporter til midt om natten for at fortælle hvor sindssygt stive de er og hvor galt det går, for de ved jeg kan se det sjove i det. Når jeg vågner op om morgenen og læser den slags beskeder griner jeg højlydt og ærgrer mig bare over at jeg ikke selv var af sted. -En lille note. Sørg for mobilen hverken lyser, larmer eller vibrerer hvis du har den slags venner. Det er ikke alle kærester der kan se det sjove i det som jeg kan… Jeg synes absolut også jeg skal skrive til folk hvis jeg er ude, fordi det da er SÅ skægt at de ikke må gå glip af det. Det er en stående joke mellem vennerne at skrive vanvittige beskeder til hinanden når vi er i byen.

Det har intet at gøre med at jeg ikke har det sjovt, når jeg så ikke går i byen. Det har jeg skam. Jeg synes livet er en fest. En af de ting jeg nu engang holder af er så bl.a. at gå i byen. At det nogle gange inkluderer for meget alkohol og diverse stunts, det ser jeg bort fra når musikken spiller. Jeg har ikke noget imod det ry jeg har. Fordi jeg ved at venner og kollegaer ikke ser på mig som værende langt ude, men derimod som frisk og underholdende. At det er en af de ting de godt kan lide ved mig.

Når jeg er i byen går jeg bare efter at have det sjovt sammen med dem jeg er af sted med, uden at tænke over hvad andre tænker om os/mig. Hvis vi har lyst til at danse på bordene eller baren gør vi det. Har siddet en hel nat på en bar og sunget Brøndby-sange sammen med en god ven, fordi vi synes dét var sjovt. Jeg er også ligeglad med hvor jeg går i byen. Er at finde mange steder fra Nasa til snuskede bodegaer på Nørrebro. Det der er afgørende for mig er dem jeg er af sted sammen med. At de er med på lidt sjov. Og sjovt bliver det mange gange. Især dagen efter når man tænker tilbage på nattens spøjse episoder. Som når jeg vågner om morgenen og hele Seven-Elevens bagerudvalg ligger på sofabordet. -utroligt at jeg stadig må komme der, efter en kammerat og jeg kom til at hive en hel hylde ned en nat i en brandert. Når kvitteringerne i lommerne vækker små glimt fra natten til live. Nogle af de sene timer opleves ofte i glimt. Vågnede engang på min cykel efter at have taget et ordentligt sving ud midt på Nørrebrogade, hvorefter jeg i min alkoholforbedret fornuft, tænkte det var jordens bedste sted at skrive en sms til en ven. Har stået rystende i baglokalet på jobbet og hvisket efter cola, imens kollegaerne har grint af og med mig.

Heldigvis er det dog sjældent at jeg er ramt af tømmermænd. Heller ikke den moralske slags rammes jeg af. Jeg står inde for alt hvad jeg laver, da jeg godt kan styre mig når jeg er ude. Jeg drikker meget, men aldrig så jeg mister forstanden. Siger stop inden. Kan ikke se det sjove i ikke at kunne huske noget dagen efter. Ligeledes mener jeg at hvis jeg har været i byen, kan jeg også tage på arbejde dagen efter. Så må jeg bare styre mig! De dage jeg rammes af tømmermænd, føler jeg ofte verden er ved at gå under, men kan nu godt se det sjove i det alligevel. Det er bare en del af legen. Jeg lever livet og har det sjovt når jeg har muligheden. At gå i byen er en af de ting jeg prioriterer højt her i mine unge år.

Når det kun er gjort halvt.

Stort anlæg i en rusten bil

Piger i høje hæle, når de ikke kan gå ordentligt i dem.

Fyre med så meget hængerøv, at de knap nok kan tage et skridt.

Damer i pels og joggingbukser.

Mænd i nypresset jakkesæt og upudsede sko.

Folk med dyrt mærkevare-køkkenudstyr, men ikke kan finde ud af at bruge det.

Den rygende økolog.

Ved første øjekast kan det virke meget lækkert, sejt, elegant eller politisk korrekt, men ved nærmere eftersyn falder det til jorden og det bliver i stedet kikset, ufedt og latterligt.

En diamant i en hundelort fjerner altså heller ikke stanken.

De falmede billeder på væggen.

Vågnede den anden morgen på mit gamle værelse hjemme hos mine forældre og kiggede op på den ene væg. Der hang en masse rammer med billeder af venner og veninder. Billeder udvalgt og hængt op da jeg boede hjemme, ud fra hvem der havde stor betydning i mit liv på det tidspunkt.

Da jeg lå der kom jeg til at kigge nærmere på billederne. Mange af dem har jeg ingen kontakt med længere. Nogle af dem har stadig betydning i mit liv. Men pludselig som jeg lå der fik jeg en følelse af, at det var falskt at de stadig hang der, så mange af dem fra min fortid. Jeg hev alle billederne ned. Måske det også var dårlig samvittighed over ikke længere at have dem som en del af mit liv, der gjorde at jeg handlede så pludseligt. Under alle omstændigheder brød jeg mig ikke om at vågne op og kigge på dem. De betød noget en gang, men ikke det samme længere. De nye minder er samlet i min lejlighed. I mit nye hjem. Bare fordi de er taget ned nu, betyder ikke at de bliver glemt. Men jeg bliver også nødt til at forholde mig til at livet er gået videre siden dengang.

Hængte i stedet et nyt stort maleri op. En gave fra min familie da jeg blev udlært i foråret.

Fed up!

Velankommet tilbage i København efter en vellykket jul i det fynske. På alle måder er jeg fyldt op. Kroppen af mad, kaffe og alkohol. Sindet af familie, socialt samvær og jul. Kufferten af tøj og julegaver.

Jeg har nydt julen til fulde, men kunne til sidst mærke at de intense familie dage begyndte at prikke til noget i mig. Til julefrokosten i går kunne jeg pludselig ikke mere. Kunne ikke koncentrere mig længere. Hørte slet ikke efter. Sad for enden af bordet og så de andre munde bevæge sig i lystigt tempo, men i min ører var det bare en storm der rasede. Min egen stemme råbte og skreg indvendig, men forblev der og lod i stedet læberne være lukket i et smil. Trætheden efter en travl juleuge og for lidt søvn i juledagene, gjorde nok også sit til at kroppen begyndte at rationere energien. Min overbærenhed, tålmodighed og koncentration var åbenbart det første der røg. Måtte gå.

Jeg valgte at tage lidt frisk luft, sætte mig ved computeren et par minutter, bare for at skåne min familie for en pludselig overophedning med det resultat at jeg begyndte at svare irriteret og grimt. Det ville de på ingen måde have fortjent. Det havde intet med dem at gøre. Jeg er lykkelig for min familie og nyder altid at være sammen med dem, men fik bare pludselig nok. Jeg kunne ikke slukke for alle ”lydene”, som jeg kan herhjemme i lejligheden når jeg er alene. Det kan være svært med så meget og så intenst samvær, når man efterhånden er vant til sin egen ensomhed eller måske tosomheden med kæresten.

Jeg orkede ikke mere. Havde det varmt. Havde ondt i maven. Hovedet snurrede. Var for træt til at sidde pænt på stolen og bevare koncentrationen. Havde brug for at få et par jeans og en løs polo på. Et par bløde gummisko, komme ud med vennerne og drikke drinks. Bare komme ud i anden luft og bevæge mig lidt. Snakke om noget andet.

Julen er en familiehøjtid og jeg er på ingen måde træt af at skulle tilbringe dagene sammen med min familie. Tværtimod. Jeg nyder altid at komme hjem. Dagene kan bare blive for intense. Fandt jeg ud af. Især når hele familien er samlet på en gang i flere dage. I morges var jeg bare sammen med mine forældre og var igen i et helt andet humør. Det var mere afslappet og roligt. Stod op da jeg havde lyst og hyggede mig ellers bare med dem indtil jeg blev kørt til toget.

Nu er jeg hjemme i mine egen rammer og slapper af. Intet musik, ingen tv, ingen snak. Bare mig og min computer. Om lidt mig, min bog og en masse stearinlys. Senere kæresten og jeg i hinandens arme på sofaen. Dét er hvad mit hoved kan rumme lige nu.

En jul næsten efter traditionerne.

Ligger her d. 25. december og putter under dynen. Maven er stadig øm efter et alt for stort madindtag blandet med vin, konfekt og stærk kaffe. Godt der trods alt er tre timer til vi skal til julefrokost igen…

Juleaftens dag startede tidligt til duften af andesteg da jeg kravlede ud af sengen og ind til spisebordet for at indtage dagens første måltid. Holdt igen med viden om at jeg ellers ville ende med at ligge med ondt i maven nu. Hjalp tydeligvis ikke. Allerede inden jeg havde drukket sidste tår kaffe kom en god gammel ven forbi til en kop kaffe og en snak. Lidt efter kom også en af mine gode veninder. Jeg sad der med morgenhår og hyggede med dem en times tid. Det er blevet lidt tradition at de kommer forbi juleaftens morgen, bytter julegaver og ønsker mine forældre god jul. Lidt senere kom endnu en god ven forbi. Så kan dagen ikke starte meget bedre. I selskab med nogle af de ”gode gamle”.

Min far og jeg skulle stå for juletræet. Det var godt nok købt, så min pligt begrænsede sig til at pynte det. Radioen var indstillet på julemusik. Er det overhovedet muligt IKKE at høre julemusik i radioen juleaftens dag? Min lillebror og jeg indførte for nogle år siden et forbud mod hjemmelavet julepynt og kikset glimmer. I stedet er det nu Georg Jensens stager og stjerne, masser af julekugler og bolchestokke. Enkelt men smukt. Der er ingen småbørn i familien endnu, hvilket vel godt må nydes. J

Bordet skulle dækkes og så ellers i gang med tøjet. Skjorten havde mor strøget, jakkesættet hang friskt fra renseriet og slipset lå glat på sengen ved siden af nålen. Sådan en dag som juleaften er der ikke meget fornyelse. Man kender traditionerne, næsten på klokkeslæt. Lidt over to da resten af familien var ankommet gik gåturen til kirken. Klokken tre startede gudstjenesten med de samme sædvanlige sange og det samme toneeksperiment fra organisten. Prædiken juleaften er der mange forventninger til. Siger hun noget klogt. Noget man kan tage med sig hjem og tænke over. Hun begyndte på noget med nisser vs. engle og ja, så faldt jeg i søvn. Allerede under ”Et barn er født…” havde jeg blundet. Jeg kunne slet ikke holde mig vågen! (Jeg har en høne at plukke med en vis forfatter, der holdt mig oppe hele natten. ;) ) Konklusionen må være at jeg var mest nisse under den prædiken, for engle falder vel ikke i søvn når præsten taler? Vågnede først da min mor prikkede grinende til mig og jeg nåede at høre hvad der blev samlet ind til i kirkebøsserne. Var det en hentydning til at jeg havde noget at gøre godt igen?

Næste punkt i tidsplanen var Disney og kaffe. Klokken fire. Allerede nu var temperaturen høj, hjulpet godt på vej de mange levende lys og at tøjet sad tæt i halsen. Middagen blev efterfølgende spist med stort velbehag og god stemning. Alle smilte og var glade. De sædvanlige diskussioner der kan være til en familiemiddag, er af en eller anden grund ikke-eksisterende en aften som denne. Der bliver grint og skålet. Uddelt ros til mor, for hendes igen uovertrufne evner i køkkenet hvor hun hele dagen jonglerede med gryder, pander, fade og skarpe knive uden det på noget tidspunkt havde lydt truende. Ja, hendes toneleje altså. Traditionen tro afsluttede vi med risalamande hvor al konversation stopper da alle retter deres fokus på at tygge forsigtigt og lure på om de andres øjne afslører et fund. Den sidste skefuld jeg tog i munden. Den sidste fra skålen indeholdt mandlen. Fortsatte åbenbart den heldige bølge med gevinst på skrabejulekalenderen, lotto og et andet skrabelod lørdag og søndag. Er mit kærlighedsliv virkelig så skidt!? Hehe, fik også mandlen sidste år. Er det mon en ny tradition vi har startet.

Pakkerne der havde ligget gemt rundt om i huset blev nu fundet frem og hurtigt forsvandt ethvert tomrum under juletræet. Hjørnerne i stuen og de øvrige grene på træet blev taget i brug for at de kunne være der alle sammen. Lyset blev tændt og den særlige julestemning ved træet trængte ind i os alle og resulterede i ni forventningsfulde smil. Far og jeg fik ros. Selvom vi havde forsøgt at sprede gaverne ud i hele rummet gik vi og faldt i gaverne på vej rundt om juletræet. Som altid var der ingen der kunne læse de små bogstaver i salmebøgerne og sangene endte i noget der lød som et forsøg på at lave et ni-stemmigt kor. Til stor morskab for os alle. En aften med latter, store smil og glædestårer. Vi synger altid første, andet og sidste vers af de valgte salmer. Gaverne venter, så vi kan da ikke gå der hele aftenen. Vi afsluttede som altid med ”højt fra træets grønne top” hvor dansen altid går i stå i et bestemt vers og onkel Peter står foran den eneste tromme der overlevede det store julepynts-massemord år tilbage. På trommen er der skrevet Peter. Det er hans og hører til på familiens juletræ.

Resten af aftenen fortsatte til vi alle sad begravet i indpakningspapir og vores maver for længst var stået af. Gaver var blevet udvekslet og åbnet med iver. Reaktionerne var gode hele vejen rundt med kys, grin og glædesråb. Alt var som det skulle være og alle fik hvad de ønskede sig. Endnu en juleaften var forbi og selvom den lignede alle de tidligere, så var den alligevel fantastisk hyggelig og varm.

Vogn 14 sæde 31.

Allerede ved indgangen til Hovedbanegården fornemmer man travlheden. Folk der løber på kryds og tværs for at nå deres tog og samtidig kæmper med ikke at komme til at spænde ben for sig selv med alle de poser og tasker de har i hænderne. Selv kommer jeg slæbende med en stor kuffert der truer med at sprænge, en stor Illumpose med julegaver og en computertaske på skulderen. Enhver julerejse gør det nemt ud for en time i træningscenteret.

Selvom det umiddelbart kan virke kaotisk og den megen larm overdøves af DSB´s højtaler hvert andet minut, så er der et eller andet særligt over julen på Hovedbanegården. Alle smiler og er glade. Børnenes forventninger til aftenen i morgen lyser i deres øjne. Kærestepar står rundt omkring og kysser farvel inden de skilles for at holde jul med deres familier. Ældre hjælpes af familie med at komme frem på perronen og hen til den rigtige plads. Af en eller anden grund er der langt større venlighed i luften ved denne tid.

Det behagelige afbrydes for en stund i det toget ankommer til perronen, og folk begynder at hanke op i alle deres medbragte ting, for at komme først i toget. De flakkende blikke. Hvor er den rigtige vogn? Løben langs toget og frygten for at dørenes høje bip begynder er tydelig i deres ansigter. Indeni toget hvor pladsen er trang er kaoset endnu større. Kufferter der ikke kan være nogle steder, børn der græder, en hund der slipper løs fra sin ejer og folk der er havnet i den forkerte vogn og derfor ikke kan finde den reserverede plads. En masse små enkelte episoder der på en almindelig rejsedag med DSB ville udløse vrede blikke og grimme ordvekslinger. Men en dag som denne er der større overbærenhed og hjælpsomhed. De garvede rejsende hjælper dem der måske kun benytter DSB denne ene dag på året.

Hattehylderne er tæt pakkede med julegaver og i sæderne sidder en masse forventningsfulde mennesker. De skal hjem og holde jul. Se familie de ikke har set længe. Hjem til hyggelige rammer. Selv skal jeg hjem for første gang i to en halv måned. Efter en travl tid op til jul med meget arbejde og en masse venner og veninder der skulle ses inden julen, er det tiltrængt at komme hjem til mor og far og blive forkælet lidt. Bare smække benene op for første gang i flere dage. Rejsen med DSB fra København til Svendborg er altid en fryd og har en særlig betydning for mig. Når jeg sætter mig i sædet med laptoppen på skødet og klassik musik i ørene, ved jeg at jeg er på vej hjem. Herfra kan jeg ikke andet end nyde landskabet der farer forbi, observere de mange mennesker i sæderne omkring mig og bare lade fantasien fare. Det er halvanden times frirum. Stemningen i kroppen bliver ikke værre af at julen er begyndt at indfinde sig i mig og minderne fra i går sammen med kæresten fylder kroppen med enorm glæde. Juleferien kan begynde nu julerejsen er i gang.

Fordi jeg er lykkelig…

…smiler jeg i disse dage konstant. :D Fordi han gør mig lykkelig!

Jeg kunne komme med en masse ord om hvorfor han gøre mig lykkelig, men jeg vælger at holde nogle af de ting mellem ham og mig.

I stedet vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår. Håber I får nogle dejlige dage sammen med dem I holder af og kommer godt ind i det nye år. Tak for dette år, tak for støtten, deltagelsen og interessen for min blog. Bliv endelig ved i det nye. Dette bliver ikke årets sidste indlæg, men tænkte det var tid til at ønske god jul.

Krydser fingre for Simon.

I starten af det nye år vil Simon Emil Ammitzbøll (RV) for 4. gang fremsætte lovforslag der giver homoseksuelle ligestilling i spørgsmålet om adoption. Denne gang er der udsigt til at der kan samles et flertal for at godkende forslaget.

Nyheden er i mine øre glædelig, da det virkelig er noget der betyder meget for mig. Jeg vil meget gerne have barn/børn. Måske ikke lige nu, men der skal heller ikke gå alt for lang tid. Indtil nu har jeg været indstillet på at jeg måske ikke fik den chance. At jeg måtte ”nøjes” med rollen som den seje bøsseonkel. Men pludselig er der håb igen og det er en kæmpe lettelse. Ikke at det er noget jeg tænker over i hverdagen, men alligevel er det et spørgsmål der dukker op ind imellem og hver gang er det et slag over nakken. Fortjener jeg virkelig ikke et barn? Med en lovændring vil spørgsmålet åbne nye perspektiver. Ikke at jeg med sikkerhed kommer til at benytte mig af muligheden, men bare det at kunne, vil give ro i sindet og lette en positiv tankegang når tankerne falder på børn.

Jeg tror på at jeg vil kunne blive en lige så god far som en heteroseksuel. Jeg vil kunne give samme kærlighed. Jeg vil kunne viderebringe lige så mange dybe værdier. Uanset forældresammensætning tror jeg på at et barn er lykkeligt, hvis det vokser op i trygge rammer omgivet af kærlighed og hengivenhed. Flere undersøgelser viser at børn i regnbuefamilier har det bedre end f.eks. skilsmissebørn. At adoptionsbørn er ønskebørn uanset i hvilken familie de kommer. Homoseksuelle forældre har vel ikke sværere ved at varetage forældrerollen end f.eks. psykisk syge, narkomaner eller andre der kan få børn på naturlig vis, uden at kunne magte rollen som forældre.

Desværre er det ikke kun den danske lovgivning der afgør om homoseksuelle skal have ligestilling i adoptionsspørgsmålet. Også landene med børn på børnehjem har noget at skulle have sagt. Flere af dem - ofte med anden religion - ønsker ikke at bortadoptere til lande hvor der er mulighed for at børnene kan blive adopteret af homoseksuelle forældre. Ikke at jeg forstår at de overhovedet kan have noget at skulle have sagt. Det er dem der ikke selv kan give børnene et trygt hjem. Hvorfor så ikke acceptere lande der har tilbyder et sæt forældre der kan, uanset hvordan dette nye forældrepar er sammensat? Nogle partier mener, grundet denne holdning i de lande, at sådan en lovændring vil give os homoseksuelle falske forventninger og begrunder dermed deres nej til forslaget. Hvad med om et land som Danmark sendte nogle klare signaler om hvad vores holdning er til dette spørgsmål? Støtte op om de øvrige vestlige lande der har valgt at give signalet, i forsøget på at overbevise andre lande om retfærdigheden i det. Det er netop et land som Danmark der burde gå forrest. Vi beviste tidligt at vi er et land med stor tolerance overfor homoseksualitet, med muligheden for registreret partnerskab mellem homoseksuelle, som det første land i verden. Desværre har det været sløvt med ligestilling siden.

Men måske der er lysere tider på vej. Håber det virkelig og krydser fingre for at Simon får støtte til sit lovforslag. Støtte herfra i hvert fald.

Det rå København.

I weekenden blev to -tilsyneladende- tilfældige mænd stukket ned på Vesterbro. I sidste uge var der skyderier fire nætter i træk. Tre af dem i København. Et af dem med dødeligt udfald få hundrede meter fra min hoveddør. Vi læser næsten dagligt om overfald, mord og voldtægter i København. Også resten af Danmark er med på den makabre bølge. Alligevel mener mange at miljøet er langt værre i København.

Jeg har nu boet i København i fire et halvt år. Først et halvt år på Østerbro og nu fire år på Nørrebro. I al den tid har jeg hørt på om jeg ikke er nervøs for at bo i København og synes det er et råt miljø. Endnu mere skeptiske er spørgsmålene når jeg fortæller jeg bor på Nørrebro.

Jeg har set og oplevet mange ting i min tid i København. Bl.a. er en mand blevet skudt og dræbt udenfor min dør, ungdomsoprør med had i gaderne og der er kontant narkohandel i området. Alligevel er jeg aldrig bange for at begive mig ud i København efter mørkets frembrud. Jeg føler mig hverken utryg eller truet.

Der bor godt en million mennesker i København, så sammenlignet med resten af landet er det ikke mærkeligt at man hører om flere dårlige ting herfra. Der er flere skæve eksistenser der accepteres af de fleste medborgere. Miljøer der ikke kan bestå i mindre byer. Jeg siger ikke at alle disse er Guds bedste børn, men de kan ikke genere mig så længe de ikke skader andre end dem selv. Hvis de klarer deres uoverensstemmelser internt og uden overhovedet at skade andre, så må det være det. Min hverdag er stadig tryg. Jeg forstår at passe på mig selv. Hvis jeg skulle gå og være bange for at leve mit liv, ville jeg udøve vold på mig selv.

En anden ting er at korte afstande er store i København. Når to bliver stukket ned på Vesterbro virker det lige så langt væk som hvis det skete i Roskilde eller Helsingør. Det er en anden bydel. En anden by.

Jeg tror medierne får København til at se værre ud udefra, end det virker når man står midt på Nørrebrogade og kigger sig omkring. Når jeg står der ser jeg livet, de glade mennesker og en storby med mange kvaliteter og ikke lyset der reflekteres i det skarpe knivblad i portens mørke eller nålen i armen på ham den sammenkrøllede på trappen foran Sakramentskirken. Livet i en storby indeholder både gode og dårlige ting, som livet i provinsen. I København er det bare mere komprimeret i de mange smalle gader mellem de høje bygninger.

Sandheden vil frem før eller siden.

Den første tid efter bruddet med T havde jeg naturligt nok svært ved at snakke om det og kun ganske få blev indviet i sandheden. Eller kun få af dem der omgiver mig i hverdagen, for hele internettet blev indviet med det samme her på bloggen. Mange af jer herinde var de første jeg søgte støtte hos. Skulle ikke se jer i øjnene samtidig. Der var flere grunde til at jeg ikke ønskede at snakke om det. Det var simpelthen for hårdt og for pinligt at fortælle hvad der var sket. Samtidig ønskede jeg at beskytte T. Ønskede ikke at hænge ham ud og ødelægge det billede mine venner, familie og kollegaer havde af ham. Det var stor respekt og kærlighed til ham der gjorde, at jeg valgte den løsning.

Men tankerne har fyldt hovedet. Behovet for at snakke om det og få det bearbejdet forblev i sindet.

Derfor er jeg begyndt at indvie flere og flere i sandheden. Simpelthen fordi jeg nu kan snakke om det uden at blive dårlig. Ikke at jeg plapre ud med det i tide og utide, men kun når det virker naturligt. Vælger nu sandheden frem for løgnen. Eller den del af sandheden jeg mener der er behov for. Mange detaljer holder jeg stadig for mig selv. Der er dog folk, som f.eks. bedsteforældre, jeg stadig ikke mener behøver kende sandheden.

Det kan stadig være ubehageligt og pinligt at snakke om. Jeg føler mig lille og sårbar når jeg fortæller det til tidligere uindviede. Den stolte og glade Mikael de plejer at se, er pludselig en lille nøgen dreng. Mange bliver overrasket og kede af det når de hører sandheden. Det er ikke et behov for at fremstille mig selv som offer og få en masse medlidenhed, der gør at jeg nu vælger at indvie flere, men fordi det er hårdt at lyve og ikke kunne give et ordentlig svar på de mange spørgsmål til hvordan det kunne gå galt, når vi tilsyneladende virkede så glade for hinanden.

Jeg har heller ikke behov for at fremstille T som et uhyre eller at mine venner skal hade ham. Hvad de føler for ham efter de har hørt sandheden, er egentlig for mig underordnet. Det eneste jeg forventer er en form for loyalitet fra dem der er mig nærmest, da man i en sag som denne har brug for at mærke at man har støtte i ryggen. Jeg kan ikke bestemme over hvad mine venner og familie gør eller hvem de snakker med, men af respekt for mig mener jeg der bør være forståelse for, at det for mig kan virke lidt mærkeligt hvis de, trods kendskab til sandheden, ikke vælger ham fra. Overhovedet ikke for at gøre ham ondt, men udelukkende sagt i et forsøg på at beskytte mig selv.

I starten undlod jeg at sige noget af respekt for T, hvor jeg nu vælger at tale af respekt for mig selv. Jeg har stadig ikke lyst til at hænge ham ud, men føler heller ikke at jeg skylder ham noget længere. Vi er de fleste af de gange vi har forsøgt at kommunikere, endt op med at kaste mudder efter hinanden. Vi har flere gange bevist at vi gør hinanden mere ondt end godt er. Derfor er jeg stoppet med også selv at gøre mig ondt, ved alene at kæmpe med hans spøgelse.

Nste side »