Hvor meget vil man egentlig vide?
Som blogger fortæller man meget om sig selv. Direkte eller indirekte. Jo længere tid man har skrevet, jo flere bidder bliver der givet og det bliver nemmere og nemmere at skabe et billede af den der skriver. Eller man tror i hvert fald at man kan skabe et billede. Et billede hvor hullerne udfyldes af egen fantasi. F.eks. udseende må man gætte sig til. De bloggere man følger troligt begynder man nærmest at føle et tilhørsforhold til. Man føler at man kender dem. Mit spørgsmål er så hvor meget man har lyst til at vide om sine medbloggere? Er der en grænse, hvor man begynder at føle man kommer for tæt på? Eller er der bare nogle ting der ødelægger illusionen ved det anonyme univers, blogger-verdenen ofte er. Ting der ødelægger ens egen fantasi. Da Spacemermaid sprang frem på skærmen i forbindelse med udgivelsen af hendes bog, var der nogen der sagde at de ikke ønskede at se hende, da det kunne ødelægge deres billede af hende. I forbindelse med valget har der var reaktioner på at nogle skrev hvem de stemte på. At deres politiske overbevisning overraskede og ødelagde nogles forestilling af den der skrev. Har man lyst til at vide f.eks. hvem de andre bloggere stemmer på?
Kan en blog blive for intim, for personlig og/eller for udleverende? Kan det blive ubehageligt at læse for andre? I den virkelige verden er der også ting man ikke har lyst til at vide om kollegaer, venner og familiemedlemmer. Kommer det an på hvor sart man selv er? Hvad man selv kunne finde på at skrive i sin blog. Hvor grænsen for hvad der er ubehageligt går.
Er der noget du ikke kunne tænke dig at læse i en andens blog? Noget hvor du ville synes det var ubehageligt at læse indlæggene. Hvor det kom for tæt på. Hvad kunne du selv ikke finde på at skrive om i din blog. Hvor du ville synes det var ubehageligt at andre kunne læse dine tanker om netop det?
Nogle afslører sågar sin identitet. Gør det noget ved oplevelsen af bloggen? Alt andet lige må det i hvert fald gøre noget ved måden bloggen er bygget op, da der uundgåeligt vil være emner der ikke længere kan skrives åbent om. Så kan man rejse spørgsmålet om, hvad formålet med en blog egentlig er. Skal der overhovedet kunne skrives om personlige emner. Hører de ting til på en blog der ligger til fuld offentlig skue på nettet?
Jeg er slet slet slet ikke sart
Men jeg har to gange krympet mig i Blogcity. Det var fordi en blogger skrev om incest, hvor hendes far misbrugte hende. Og hun gik i selvmordstanker. Det var ikke bearbejdet, hun stod midt i det. Jeg ville så gerne redde og hjælpe hende, men hun havde ikke sagt det til nogen i den virkelige verden, og det var virkelig svært at stå på sidelinjen. Jeg skrev til hende og prøvede at hjælpe, men følte at det var svært. Også fordi hun bare ville have en ventil. Vi var så mange, der skrev til hende, og nogle skrev grimt om hendes far. Så forsvandt hun fra sin blog.
Jeg tænker stadig på hende.
Den anden gang glemte jeg helt. Men det var fordi personen var psykisk syg, selv havde stoppet med medicin og virkede til fare for sig selv.
Desværre tror jeg man skal passe meget på sig selv - eller på sin ærlighed. Jeg har ofte bemærket, at som ærlig blogger vender folk ryggen til én. Folk siger de vil ha ærlighed. Men de bluffer. Det har jeg taget konsekvensen af og blogger stort set om alt og intet - men først og fremmest blogger jeg ikke om det jeg føler inderst inde. Min erfaring med visse personer har lært mig, at holde kæft.
Vh
Og ja, jeg har afsløret min identitet - men den er kun et billede plus ord. Stadig er der ingen på urbanbloggen, der kender en levende fis til mit allerinderste. Og dét er en stor trøst.
Nettet er taknemligt. Man kan lægge hvadsomhelst ud og der skal nok være nogen, der læser det.
Spørgsmålet er så om man vil stå ved det man skriver eller om man skjuler sig lidt. Om man blotter sit ansigt, men dækker sit inderste. Om man blotter alt. Eller om man er totalt anonym.
Jeg synes at bloggere selv skal definere deres blog. Skrive om hvad de føler for. Eller ikke føler for. Det bestemmer de selv. Problemet er nok snarere at læserne måske ikke vil vide noget om det, der lægges ud. Eller mener at de har en medbestemmelsesret som de reelt ikke har.
Måske skal man have en disclaimer, måske skal folk selv censurere deres læsning? Det er svært.
Jeg er faktisk fortaler for ærlighed. Jeg kan godt li hudløshed, gennemsigtighed og den slags. Også selvom det kan være svært at forholde sig til. At andre mennesker går i små sko kan jeg ikke tage ansvaret for.
Space - Kunne godt forestille mig at det var ubehagelig læsning, netop fordi det ikke var bearbejdet.
Jeg har selv skrevet om selvmordstanker, men først nogle år efter det var aktuelt. Da det var bearbejdet. Håber ikke det var ubehageligt for nogle at læse…
Alonzominimumler - Spørgsmålet om ærlighed er vigtigt. Jeg har selv fået mange kommentarer om at folk læser min blog fordi den ind imellem har været meget åben og ærlig. Håber de ikke har bluffet. Jeg har valgt at være ærlig og anonym. Til den grænse hvor jeg ikke føler mig selv FOR udstillet. Og der skal være en grænse, dér hvor man har sig selv med stadigvæk.
Bornholmertrold - Jeg ved du foretrækker ærlighed. Det vil du også fortsat finde på min blog.
Det afhænger noget meget af hvad formål bloggeren har med sin blog. Hvor meget der skal afsløres og hvor meget der ikke skal. At man er anonym mener jeg nu ikke har noget at gøre med at man ikke vil stå ved det skrevne.
Tak for kommentarene.
Mikael - det er ikke fordi, det er ubehageligt at læse. Det er følelsen af at føle sig magtesløs. Modsat Bornholmertrold kommer jeg desværre til at tage ansvaret på mig. Synes det var flot, at du skrev om selvmordstankerne og ovenikøbet havde konfronteret dine forældre. Jeg har selv skrevet om min anoreksi, som er en del af mig, selvom den ikke er aktiv længere. Jeg skammer mig ikke og synes det er stort at høre fra andre, der er i det fx. Her kan jeg nemlig hjælpe.
Jeg mener generelt, at det er et vilkår på internettet - herunder blogs - at man kan komme til at læse om hvad som helst. Det er både det glædelige og skræmmende ved internettets anarki, men der er ikke noget at gøre ved det andet end netop at passe på sig selv og hurtigt smutte væk til et andet sted i cyberspace - hvis der dukker noget som er lidt for ubehageligt op på bloggen - og hvis man kan få sig selv til det, jvf. Spacemermaids kommentar.
For mit eget vedkommende bruger jeg jo begge mine blogs som kanal for min freelance-journalistik, så selv om jeg har et blognavn, er jeg nødt til at være åben omkring min sande identitet (se fx min FAQ på Nyhedsblenderen), ellers vil jeg ikke blive taget seriøst. Omvendt forhindrer det mig også i at dele mere personlige ting, fordi den slags bare ikke hører hjemme på semi-job blogs.
Det er nok lidt ligesom at melde sig ind i klub, når man blogger, også selv om mange måske ikke er klar over det. Alt efter hvilken ‘klub’ man vælger - fx den personlige dagbogsstil som Mikael - så er der visse uskrevne regler for, hvad der forventes og ikke forventes at man kan ytre sig om.
På den anden side, så har internettet om noget vist at regler er til for at blive brudt …
Jeg valgte i tidernes morgen at droppe anonymiteten, fordi dem, jeg kender alligevel vidste, hvem jeg var. Og så kunne jeg ligeså godt være ærlig overfor alle.
Og selv dengang jeg var “anonym” lagde jeg begrænsninger på, hvad jeg skrev. Ikke fordi jeg ville, men fordi dem, der vidste, hvor min blog var, ikke skulle læse det.
Så for mig har der ikke været den store forskel på at være anonym eller ej (Måske kun det, at fremtidige arbejdsgivere nu kan læse med i alt fra morderovne til brok over julegave-geder).
Jeg har da leget med tanken om at oprette en totalt anonym blog. Men jeg ved, at jeg ikke vil kunne holde min kæft lang tid nok til, at den vil forblive anonym nok. Vil gerne have feedback fra mennesker, jeg kender ude i den virkelige verden. Jeg har faktisk haft sådan en blog. Det blev til tre korte indlæg, og så droppede jeg den igen. For når alt kommer til alt, så gider jeg ikke skrive noget, som jeg føler skal være hemmeligt overfor dem, der betyder mest for mig.
/michael
Michael - forstår dig godt. Sådan havde jeg det også, da jeg havde konfronteret dem, der “medvirkede” i bogen. Så kunne jeg ligeså godt springe ud. Det var jo dem, der ikke skulle have vidst det
Jeg har tænkt meget over det med at være anonym. Min blog er først og fremmest tænkt som et sted, hvor jeg kan lufte nogle tanker - skøre som alvorlige - og måske endda få en kommentar eller to med på vejen.
Jeg har valgt at prøve på at være anonym, så jeg kan også kan komme ud med mine næst-inderste tanker (de aller-inderste holder jeg nok for mig selv eller deler med min papir-dagbog). Jeg har derfor ikke fortalt nogen overhovedet, at jeg har oprettet blog’en. Og det har været svært! Især her forleden da jeg første gang fik et indlæg i avisen.
Men samtidig så ved jeg jo godt, at nogle af mine venner ville kunne genkende noget af det, jeg skriver, hvis de tilfældigt skulle surfe forbi, eller læse det i avisen. Og så lægger jeg alligevel lidt bånd på mig.
Men hvad er odds for at ens bekendte, venner og familie skulle surfe forbi? Hvor mange læser blogs uden selv at blogge? Jeg tror at ting hænger sammen, egentlig.
Spacemermaid:
Selvom jeg selv er ægte og ærlig, kan jeg aldrig vide om andre er det. Og nu lyder det grimt, men jeg har bare set og hørt så mange ting online som var falske, at jeg har lært at være kritisk. Men falder jeg over en blog, der virker åbenhjertig og ægte, bruger jeg også meget tid på at tage ansvar og støtte op omkring bloggen/bloggeren.
Jeg ved at jeg er blevet bedre til at fralægge mig ansvaret for fremmede mennesker, men det har sandelig også taget sin tid.
Bornholmertrold - Jeg ser dig altså ikke som kold på nogen måde
Jeg tror mere, at jeg har et problem med at distancere mig for ting.
Sikke en aktivitet når man har været væk i et par dage. Tak for det.
Spacemermaid - allerførst tak for linket på din blog. Det var ubehageligt på den måde at man ikke kan stille noget op, men bare må stå på sidelinjen og kigge på, jeg tænkte på. Tror man kan holde til meget at læse og se. F.eks. gyserfilm og Stephen King-bøger, men når det bliver “ægte” og det er en anden persons beretninger, kan det være svært at håndtere. Man skal pludselig forholde sig til det på en anden måde. Om man så er kold eller ej, fordi man kan distancerer sig eller føler at man skal gøre noget ved jeg ikke. Kommer vel meget an på sagen. Man kan ikke hjælpe alle trods intentionen er god.
Som du skrev om anoreksi og da jeg selv skrev om selvmordstanker var det for at rydde op i mig selv og måske hjælpe andre med tankerne i forkert andre.
Verdenerlille - Internettet bryder mange grænser. Tænk hvor mange der kunne få tanken om at lægge sine inderste tanker til offentlig skue for bare 10 år siden. I dag ser vi det dagligt på blogs rundt omkring.
Formålet med bloggen er en vigtig faktor hvad angår indholdet bloggen og mængden af personlige ting. Blogs som dine ville jeg personligt synes ville være undrligt at læse personlige ting på. For det er ikke den stil der er ventet der.
Michael - Der er stadig ikke mange der kender min sande identitet, så føler stadig ikke jeg begrænser mig selv. Det er efor mig ikke alt alle skal vide, så derfor kan jeg ikke sige det samme med at dem der læser med alligevel er dem der vill høre det uanset. Der er mange ting jeg holder for mig selv, fordi jeg ikke gider belemre andre med det. I stedet bliver det så smidt på bloggen for måske at genere mange flere.
Lidtframig - Det erlidt det samme dillema jeg er nået til, for nu har min blog kørt siden februar og efterhånden kan man tegne et bede og bedre billede af hvem jeg er og risioken for at blive “afsløret” bliver større og større. Om det så er skræmmende skal jeg finde ud af. Jeg er ikke flov over noget af det der er skrevet, men fordi bloggen indeholder ret personlige ting er det måske ikke alle jeg har lyst til læser med. Så er spørgsmålet så om jeg bruger bloggen rigtigt og om jeg passer på mig selv.
Bornholmertrold - Jeg ved heller ikke hvem i min omgangskreds der blogger. Måske læser jeg med i en venindes tanker uden at vide det. Måske læser bekendte med i min uden jeg ved det. Den usikkerhed kan godt skræmme mig ind imellem. Men som jeg skrev tidligere, så er jeg ikke flov over indholdet på min blog, men tænker over hvilke emner jeg tager op. Indlæggene omkring mit sidste brud og min mørke år er nok dem der har været den største mundfuld. Men også skrevet for at få nogle læsere til at tænke en ekstra gang. Prikke lidt til deres oplevelse af vold, ulykkelig forhold og mobning. Det trorjeg kun virkelige historier kan gøre.
Tak for jeres kommentarer.