Osmig skrev et indlæg om sex og om at have det vildeste sexliv for ikke at få mindreværdskomplekser. Jeg kunne ikke lade være med at kommentere, da det simpelthen var for sjovt. Men det satte samtidig nogle tanker i gang omkring sex og de mange holdninger der er til emnet. Nogle får røde kinder når emnet kommer op, mens andre kan snakke frit og kan se underholdningsværdien i det. Jeg selv har ikke nogle problemer med at snakke om det. Det er en naturlig ting, og om man vil se det i øjnene eller ej, så er det noget de fleste af os har med jævne mellemrum. Men burde man holde det for sig selv og sin sexpartner, eller er det okay at dele med andre. Er det blevet et for omtalt emne og har det derved mistet noget af sin mystik? Sex bliver undersøgt i alle former og man læser ofte om nye resultater. Til hvad nytte? Der findes vel ikke en skabelon for hvad der er god eller dårlig sex. Hvornår det er for lidt eller meget, eller for vildt eller for ensformigt. Det kommer an på de to - eller flere - der er i seng sammen.

Nogle har behov for at udforske deres seksuelle grænser, mens andre befinder sig godt med missionærstillingen. Sidstnævnte lidt svært for os homoseksuelle. Om andre har behov for gynge eller pisk i soveværelset, kan i grunden være mig lige meget. Hvis det er det de skal bruge for at få deres sexliv i gang, så skal de gøre det. Jeg ser det ikke som noget kapløb hvor jeg skal være vildere end vennerne, eller absolut skal overgå dem med fantasifulde beretninger, når snakken falder på sex. Hvilket den ofte gør i mange samtaler. Det ér noget mange gerne vil tale om. Det er en stor del af os.

Sex er også fantastisk. Det er en af de mest ultimative måder at vise kærlighed for et andet menneske på. Sex kan være lidenskabeligt og smukt. Noget at det tætteste to mennesker kan komme på hinanden. Det er når kærlighed bliver fysik. Men findes sex også uden kærlighed? Eller det ved jeg det gør, da jeg tvivler på der er meget kærlighed i hovedet på f.eks. to der har et one-night-stand. Men er den slags sex så okay? Er det at tage værdien ud af sex, eller er det bare nogle andre værdier end kærlighed der er styrende for den slags sex? Lysten, liderligheden, fascinationen, bekræftelsen, den fysiske tiltrækning, to der bare har behov for at mærke et andet menneske tæt på. Er der forskel på sex? Sex mellem kærester og sex mellem fremmede. Sex med forskellige følelser. Jeg har haft sex med kærlighed og sex uden kærlighed, men ikke sex uden følelser. Begge slags har været god sex. Hvor stiller det mig? Sex uden kærlighed er vel muligt. Er det så rigtigt?

Hvis man kan dyrke sex uden kærlighed, kan man oftere skifte sin lagen-partner ud, men hvad gør det ved en? Mister man en del af sig selv hver gang? Bør man hellere holde sig til få udvalgte sexpartnere gennem livet? I manges øjne er piger billige hvis de har været sammen med mange, mens fyrene er seje når de har det. Hvor oldnordisk! Hvis de har sig selv med er der vel ikke noget problem i det. Ingen er billige. Om de så har sig selv med er et helt andet spørgsmål. Det er den samme problemstilling jeg ofte frygter bliver aktuel, når alt for mange går en seng med en anden for første gang i en for tidlig alder. At de inderst inde gør det fordi det forventes og ikke fordi de virkelig har lyst. Der er ikke nogen grund til at have så travlt og gøre noget man måske fortryder. Hvor mange hører man ikke snakke om en dårlig første gang. Hvorfor så ikke vente til man er sikker nok og moden til at gøre det til en god oplevelse.

Jeg var selv jomfru til jeg var 22. Ikke at jeg mener man skal vente så lang tid og at jeg er noget særligt godt eksempel. Jeg vil ikke prædike for afholdenhed, for det mener jeg heller ikke er fornuftigt. Men måske bare at man bør tænke sig om en ekstra gang inden man kaster sig ud i det. Da jeg var 16 til 18 år syntes jeg det var vildt pinligt at jeg snart var den eneste blandt klassekammeraterne der ikke havde haft sex, men da jeg begyndte på gymnasiet, blev det bare en del af mig, og anså det derfor ikke som værende pinligt længere. Det var et ret bevidst valg fra min side. Jeg ville hellere vente til jeg følte det var rigtigt. Jeg havde det egentlig rigtig godt med det, og på spørgsmålet om hvordan jeg kunne undvære det, kunne jeg kun svare at jeg ikke kunne blive afhængig af noget jeg ikke havde prøvet. Da jeg flyttede til København mødte jeg egentlig også bare stor respekt for, at jeg som ung fyr stod fast på hvad jeg følte og ikke lod mig presse af ”gruppen”. Men også for at jeg ikke var flov over at jeg var jomfru i den alder, men i stedet bare valgte at være ærlig og åben omkring det.

Min bonus er så også at jeg tænker tilbage på min første gang som fantastisk. Det var sidste sommer og med en jeg godt nok ikke snakker med længere. Vi kendte hinanden godt og jeg var tryg. Det var ikke sex med kærlighed, men med en masse følelser og en god portion nysgerrighed. Jeg følte mig klar og at det var rigtigt, hvilket gjorde at jeg kunne nyde det. Samtidig ser jeg tilbage og fortryder intet ved min første gang. Det blev med en jeg stolede på og sørgede for jeg fik en god oplevelse. Jeg blev indviet i en verden jeg ikke kendte til og har siden kunne udforske og gøre mine egne erfaringer. Finde ud af hvad jeg kan lide. Finde ud af hvorfor så mange synes sex er fantastisk. Hvornår jeg synes sex er fantastisk.

-Hvad kæresten sagde da vi lå på sofaen i aftes og snakkede.

Dejligt at føle sig hjemme hos ham. At føle sig velkommen. Jeg nyder at være der og føler mig ikke længere som gæst. Han behandler mig heller ikke som gæst, men virker i stedet bare til at nyde, at jeg er der. Det føles naturligt at være der, som det føles naturligt at være sammen med ham. Der er ikke noget arrangeret eller kunstigt ved det. Vi er os selv og slapper af med det.

Jeg har fået en udfordring af en god ven. Sad overfor ham på en cafe og skulle fortælle hvem jeg er og ikke hvem jeg ikke er. Det er nemt nok at fortælle hvad eller hvem man ikke er. Modsat er det virkelig svært at fortælle hvem man er.

Man hører mange beskrivelser fra sine omgivelser. Folk der giver en komplimenter eller fortæller hvad de ikke bryder sig om ved en. Hvis man hører de ting for ofte begynder man at tro på det. Man kan komme til at tage de indtryk til sig og tage dem som værende passende beskrivelse af sig selv. Men hvis man mærker efter dybt inde, bør man overveje om beskrivelserne virkelig er korrekte. Om det er de signaler man ønsker at sende til sine omgivelser.

Spørgsmålet rejste en del tanker og yderligere spørgsmål. For hvem er jeg? Er jeg det rette sted, på det rette hylde? Hvor kommer jeg fra? Hvordan vil jeg gerne opfattes, og vigtigst svarer det så overens med den jeg virkelig er? Er jeg mig selv når jeg er ude blandt andre, eller tilpasser jeg mig for at sende de signaler jeg finder ”rigtige”.

Jeg har nu en alder hvor jeg selv spiller en stor rolle i den måde mit liv former sig, men hele min barndom og mit unge liv, hvor mt selvstændig jeg ikke var så udviklet, delte mange den rolle. Især mine forældre havde stor indflydelse, men også de øvrige omgivelser. Den øvrige familie, vennerne og fjenderne. Mange episoder og oplevelser har præget mig. Nogle har styrket andre har svækket mig. Den slags oplevelser kan jeg stadig have som ”voksen”. I dag føler jeg mig bare bedre rustet til at håndtere dem, men stadig kan jeg blive overrasket og lære nyt om mig selv. Så spørgsmålet er: Ved man hvem man er? Kan man forudsige sig selv og sine reaktioner i alle situationer? Ideen om hvem jeg er på mange områder er ret klar, men at lære mig selv helt at kende forventer jeg ikke. Jeg ved hvor jeg kommer fra, hvor jeg i fysisk karakter er i mit liv, men hvor jeg er på vej hen kan jeg ikke forudsige. Hvad af det der er sket i mit liv hidtil, der har fået lov til at sidde fast på sjælen har jeg kun anelser om. Jeg kan stadig uforventet blive indhentet af tidligere spøgelser som jeg for længst troede var slået ihjel. På samme måde kan jeg blive indhentet af lykkelige minder, som var blevet presset ud af nye minder, uden at værdien af dem er blevet reduceret. Det er betydningsfulde minder, der alle har en kæmpe rolle i skabelsen af den person jeg er i dag.

Hvad er det så der definerer mig som person? Min familie, det miljø jeg befinder mig i, mit arbejde, mine interesse, mine holdninger og mine visioner. Det er alt sammen noget der kan ændre sig. Så at give et billede på hvem jeg er lige nu, kan være langt fra det billede jeg kan lave om et år. Ville andre end jeg selv kunne lave det billede. Hvem kender den rigtige Mikael. Gør mine forældre der har levet ved min side i tykt og tyndt i snart 23 år? Mine brødre? Mine bedste venner og hvad med kæresten? Når man lukker et nyt menneske ind i sit hjerte er det ikke ensbetydende med at vedkommende kender en. Det tager tid og svært at forvente andet, hvis man knap nok selv ved hvem man er. For gør jeg det. Kender jeg mig selv? Sender jeg signaler der gør det muligt at andre at lære den Mikael at kende som jeg virkelig er.

Min blog her giver et godt billede på mange områder. I hvert fald mine holdninger til mange ting, men lærer man mig at kende gennem bloggen. Nu er jeg kommet på forsiden under kategorien ”køn og kærlighed” bl.a. begrundet med mine indlæg omkring seksualitet. Men er det virkelig det synonym jeg er interesseret i. Er det den jeg er? Min seksualitet fylder egentlig ikke meget i min hverdag, men alligevel er mange af mine indlæg omkring det. Sender jeg så de rette signaler. Burde jeg fortælle mere om Mikael? Jeg er glad for at Urban har fundet min blog interessant nok til at komme på forsiden og jeg vil fortsat skrive om seksualitet, da det er et emne der ofte kan starte en god debat. Men i den kommende tid vil jeg også forsøge at give ”Mikael” nogle flere tanker. Give et billede af hvem personen bag bloggen er. Jeg kunne sagtens komme med en masse pæne tillægsord, men det fortæller bare heller ikke hvem jeg er, da deres værdi vil være styret af om andre deler den opfattelse af mig. Jeg vil prøve at finde ud af om jeg har dybere værdier og minder der kan fortælle, ”hvem er Mikael?”

Jeg har netop været hos lægen og fået den vaccination mod Hepatitis B København kommune tilbyder gratis til fyre der har sex med fyre. Selvfølgelig tager jeg imod det tilbud, men kan godt få tanken, om det er rimeligt at jeg skal have det gratis.

Der kan tegnes to tråde fra ovenstående. 1: Er der for meget tilfældig sex i det homoseksuelle miljø, hvor fyrene ikke husker at beskytte sig? I så fald er det så ikke deres eget ansvar at passe på sig selv. At sygdommene florerer i miljøet skal vel ikke betales af dem der ikke ”lever livet farligt”. Når det så er sagt og muligheden nu er der for at få det gratis, kan man spørge 2: Hvorfor er det kun de bi- og homoseksuelle fyre i København der skal have tilbudet om at få det gratis. Hvad med fyrene i resten af landet?

- For andre end en selv.

Blev spurgt den anden dag om jeg stadig er til piger? Vel begrundet med, at jeg har fundet sammen med en fyr igen. Svarede ret sikkert, ja! Så længe jeg er i live vil jeg ikke afvise muligheden for at jeg kunne være sammen med en pige igen. Det er ikke noget det er muligt at give endegyldigt svar på, men i grunden er det vel også lige meget. Det vigtigste er vel at jeg er sammen med en jeg holder af. Uanset køn og seksualitet. Alligevel har mange travlt med at aflure hinandens seksualitet og seksuelle præferencer. Det behov for at sætte i boks er virkelig ligegyldigt. Forskellen ligger kun på det rent seksuelle mellem to mennesker.

Alle de bokse giver os bare spændetrøje på. Hvorfor ikke i stedet være åben overfor det meste? Det uprøvede kan ikke afvises. Man kan have en meget klar ide om hvad man tænder på og absolut ikke gør, men helt at afvise det før det er afprøvet er da dumt. Hvad så når man står i en situation hvor det ”ukendte” pludselig tænder en alligevel. Sikke et dilemma. I stedet er det da nemmere at have et åbent sind, til det modsatte er bevist. Der vil selvfølgelig være nogle ting man slet ikke har lyst til at afprøve. De grænser skal man have lov til at sætte. Jeg har også en lang række ting jeg ikke engang har lyst til at udforske, fordi jeg i tankerne ikke kan tænde på det, men man kan ikke afvise hvad der kan ske i fremtiden. Det kan ingen. Mange har en klar holdning til f.eks. S/M, gruppesex eller urinsex, men hvor mange af dem har egentlig prøvet det. Jeg har også en klar holdning til de ting og en klar ide om at jeg ikke kommer til at prøve det af på min egen krop, men fordi jeg ikke har prøvet det kan jeg ikke afvise det som noget jeg overhovedet ikke tænder på. På samme måde kan dem der ikke har prøvet at være sammen med en af eget køn heller ikke afvise 100% at de kunne tænde på det. Men de kan have deres grunde til ikke at udforske og afprøve det, hvilket er fuldt acceptabelt.

Nu er det som skrevet så en fyr jeg er faldet for, hvilket selvsagt gør mig glad, men det kunne sagtens have været en pige i stedet, hvis jeg havde mødt en der slog benene væk under mig. Hvis det var hende der gjorde mig glad, ville jeg være lykkelig for at være sammen med hende. Men på nuværende tidspunkt behøver jeg ikke at tænke i de baner, da jeg er sammen med en fyr, og måske får jeg heller ikke grund til at tænke i de baner igen. Hvem ved?

Når jeg mandag aften står foran sandsækken og bokser løs kommer jeg af med en masse aggressioner. Store som små, personlige som upersonlige. Hele sindet er blevet lettet efter knap halvanden times træning og man går glad ud af døren og kan have mere overbærenhed og overskud i det daglige indtil næste mandag.

Hvis alle gjorde det, kunne vi måske slippe for så mange aggressions-udbrud i det offentlige rum.

Men vil de også tænke sådan når de ser tilbage på os om 50 år? Vil de så se på os som håbløst tabte og dårligt stillet. Som min generation tænker om vores bedsteforældres unge liv. De havde ingenting. Ingen mobil, ingen iPod, ingen laptop, ingen mikrobølgeovn og lang række andre mere eller mindre ligegyldige ting. Men også masse af langt vigtigere karakter som vi har nu, havde de ikke dengang.

Gik rundt i gangene på Nationalmuseet sammen med mine forældre og tog turen fra 1660 og frem til i dag i Danmark. Hvordan de klarede tingene i 1700-1800-tallet kan virkelig være svært at sætte sig ind i. Bare da vi nåede frem til effekter fra mine egne forældres barndom, spurgte jeg dem hvordan de havde holdt det ud.

Det var meget nemt. De vidste ikke bedre og var derfor veltilfredse med det de havde. De syntes de var langt fremme i forhold til deres forældre. At udviklingen og teknologien havde givet dem mange gaver. Ligeså må det have været tilbage i tiden. De havde det hårdt, men kunne kun fantasere om hvad der kunne komme i fremtiden. Derfor har de nok også været tilfredse med deres liv. Lige så tilfredse som de fleste er det i dag. Tænk på hvor mange der i dagens Danmark der stadig kan finde noget at brokke sig over, trods de mange muligheder vi har. Det er bare ikke godt nok. Vi kan også kun fantasere om hvad fremtiden kan bringe os af fremskridt. Indtil da bør vi nyde hvad vi har, i stedet for at bekymre os om hvorvidt vores børnebørns generation vil tænke hovedrystende på hvordan vi levede. Vi kendte ikke til bedre. Ligeledes vil de ikke kunne vide hvad deres fremtid bringer.

Så længe man har sit gode helbred og ellers er lykkelig er det vel også det der betyder mest.

Da vi lå nøgne i morges og vores kroppe lå tæt krøllede sammen var jeg lykkelig. Da jeg lå med hovedet på hans bryst og kunne mærke hans hjerteslag var jeg rolig. Jeg ønskede ikke at forlade sengen. Ville bare blive liggende der og nyde at være sammen med ham. Jeg smiler hele tiden når jeg er sammen med ham og det kribler i maven når jeg tænker på ham.

Jeg ved ikke om vi er kærester, hvilket vel egentlig også er ret underordnet. Det er en titel ens omgangskreds går mere op i end de to det drejer sig om. For dem er det vigtigste vel at være sammen med en de holder af, har tillid til og har en følelse af er rigtig. Selvom man ikke har givet hinanden den ”titel” vil der være en indforståethed der gør at man ikke ser andre. Så længe det føles naturligt og rart, så er hjertet med og så skal der vel ikke mere til. Så kan kun tiden vise hvad hvor det fører hen.

—Skal ikke i Urban—

Er netop kommet hjem fra fodboldkamp, hvor jeg stod sammen med ca. 19.000 andre og så Brøndby-FCK. Der bliver råbt mange ting til spillerne, dommeren og modstandernes fans. Det er ikke just pæne ting der bliver råbt, men det er vel en del af gamet. Jeg kan dog ikke lade være med at trække på smilebåndet når der bliver råbt bøsse, bøsserøv eller bøssesvin. De skulle bare vide hvad der står af bøsser blandt deres med-fans. Hvorfor skal bøsse også være et skældsord? Jeg synes det er ærgerligt at det ord skal have en så negativ klang. Helt ærligt, dem der er bøsser er nok ikke kede af det, så at råbe bøsse efter dem, gør nok ikke nogen stor forskel. De synes nok mere det er dét, at der bliver råbt der er irriterende.

Men igen meget af det der bliver råbt under sådan en kamp, vidner ikke om høj IQ, så det nytter nok ikke noget at forsøge at sige noget til dem alligevel.

Findes de? Eller er der altid en part der vil føle sig forsmået? Føle sig som den er er blevet droppet. Den der ikke har taget beslutningen. Eller er det en beslutning der er mulig at tage i fællesskab. Noget man kan blive enige om?

Hvis kærligheden stadig er bevaret fra den ene side, men ikke bliver gengældt er det et hårdt slag, men i sidste ende er det vel det sundeste at bryde op. At sige man elsker til en anden person er en stor ting, derfor gør det tifoldigt mere ondt at skulle sige at man ikke elsker længere. En smerte man ikke har lyst til at påføre en man holder af og har gjort plads til i sit hjerte. Men det kan blive nødvendigt. Mange brud ender så desværre med at man påfører hinanden unødig meget smerte. Er det alt det man har gemt på, af respekt for forholdet, der pludselig får luft?

Intentionerne kan være ganske gode og lige efter bruddet kan man have et ønske om at meget skal være som før, men vil to der elskede, kyssede og havde sex kunne være sammen som bare venner, uden det bliver akavet? Er det overhovedet smart? Vil den der ikke trak stregen i sandet, ikke bare være endnu mere sårbar.

Frustrationerne kan så udløse en masse man fortryder senere. Man siger og gør ting mod hinanden der sårer. Bevidst eller ubevidst. Beskyldninger og angreb bliver kastet ud i et væk.

-Det gør i hvert fald ikke bruddet lykkeligere. Men kan et brud overhovedet være det?