I sidste weekend spurgte jeg om god samvittighed har en pris? I tråd med det kan man så spørge hvorvidt lykke har en høj pris. Det er et omdiskuteret, og kontroversielt, emne hvorvidt penge er lig med lykke. Vel at mærke mange penge.
Penge er på ingen måde lykke i sig selv, men det kan være nogle af de ting der følger med en fyldt tegnebog der kan gøre det nemmere at blive lykkelig. Med penge kan man slippe for en del af de hverdagsbekymringer vi andre dødelige render rundt med, og i stedet bare tænke på at leve livet og gøre det man har lyst til. Ved at slippe for de bekymringer, bliver der tid og energi fri til at tage sig af andre områder, af mere følelsesmæssig karakter, og derved vinde tilfredshed der også. Penge nok fjerner en del begrænsninger i hverdagen, til fordel for en frihed til at gøre de ting der gør en i godt humør. Dog ikke sagt at mange penge ikke kan give nye bekymringer. Bekymringer som vi andre så til gengæld slipper for.
Mange kan ikke undsige sig at have drømt om et liv mere mange flere penge. Et liv i overhalingen. Inklusiv mig selv. Men den dag pengene står på kontoen, skal man bare ikke forvente at lykken kommer med posten. Den skal der stadig arbejdes for.

Her snakker jeg hverken om Ungdomshuset eller Christiania. Det er er en helt anden historie. Nej, her snakker jeg om det fristed bi-, trans- og homoseksuelle har haft på Pan i København.

Først vil jeg gerne pointere at jeg allerhelst så at det ikke var nødvendigt med steder specielt for særlige seksualiteter eller tilbøjeligheder. Men det er nu engang ikke tilfældet at man alle steder i København kan komme to fyre sammen, danse og kysse, som andre par gør det. Derfor har det været rart at kunne komme på Pan sammen med min kæreste. Det har været et sted med en frihed til at være os selv og vise vores følelser for hinanden. På Pan har det ikke været nødvendigt at kigge sig over skulderen for at se om det vi gør - og ser som naturligt - provokerer andre. Der har ikke været begrænsninger på vores udfoldelser derinde.

For mig har det ikke været et problem at der også kom heteroer ind. Tværtimod. De skal da være velkomne, som vi ønsker at kunne komme frit på andre klubber i København. De kender, som i de fleste tilfælde når man går i byen, vilkårene og rammerne inden og vel gjort op med sig selv om de ønsker at fortsætte forbi dørmanden.

Jeg synes Pan er - snart, har været - et godt alternativ i det Københavnske natteliv, med mange glade mennesker, fed musik og gode omgivelser. Det er en kendsgerning at det lukker, så vil ikke beklage det yderligere, men kommer til at savne det fristed.

Da Spacemermaid forleden - med rette - stolt skrev at hendes blog skulle udgives som bog, gav hun udtryk for bekymringen om hvorvidt hun skulle forblive anonym eller stå frem med sit rigtige navn. Først et stort tillykke med udgivelsen herfra, derefter vil jeg stemme i og sige at jeg har samme overvejelser omkring hvor anonym en blogger skal være.

Internettet er et univers hvor man kan sidde ved hver sin skærm og alligevel dele en masse tanker og oplevelser med en stor del andre interesserede. Hvis man er anonym, så uden filter. Man kan tale frit fra leveren og være hudløs ærlig. Personlighed og sandhed vil skinne igennem i de enkelte indlæg. Egentlig burde man vel bevare sin anonymitet og derved gøre hele blog-universet mere sandt og ægte. Så ville alle de små tankespind, store overvejelser og erfaringer blive delt med de øvrige brugere uden nogen form for begrænsning.

I det øjeblik du ved bare én kender dit sande navn, vil det sidde i baghovedet, hvordan vedkommende vil reagere og derved præge det skrevne ord. Jeg har selv fortalt det til nogle få stykker, til tider med fortrydelse, men det er alle personer jeg ved respekterer mig og de holdninger jeg nu må have. Regner heller ikke med de ”afslører” mig for andre. I sidste ende kan de altid lade vær med at besøge bloggen, hvis den bliver for personlig eller i en anden form for meget. Jeg forsøger i hvert fald, så vidt muligt, at glemme evt. bekendte læsere når jeg skriver. Kaldes vel kunstnerisk frihed at skrive hvad man har behov for.

Solen skinner, varmen melder sig og det tunge vintertøj bliver nu igen lagt bagerst i skabet. Pludselig kan man se kroppen igen, og den panik det har medfødt ses i mange indlæg og samtaler. Ønsker om træning og diæt melder sig. Kroppen skal være klar til det store show-off på stranden og i parker, når det for alvor bliver varmt og tøjets dækningsgrad mindre og mindre. Forståeligt nok at man ikke ønsker at vise en krop frem man ikke selv er tilfreds med. En krop der signalerer lidt for mange timer bag skærmen eller for mange øl til fodboldkampen. De blege hudfolder matcher måske heller ikke helt farven på badetøjet.

For et par uger siden kunne man i en offentliggjort undersøgelse se at sund livsstil var blevet et statussymbol blandt dagens danskere. Evnen til at udvise energien, overskuddet og tiden til at holde en sund krop. Ligeledes blev der peget på at en sund krop signalerede penge til at holde den sunde livsstil. Vil det så sige at alle de trimmede og solbrune på stranden til sommer har strandtasken fuld af store sedler?

Jeg kan tilslutte mig ønsket om at holde en sund krop, et sundt indtryk og en udstråling der viser overskud, for det siger noget om indstilling til sin krop og til det at lade stå til. Selv ønsker jeg en krop jeg kan være tilfreds med og kan vise frem i de nye sommerklude uden bekymring for om folk får det indtryk, at jeg ikke er sund eller tænker på holde min krop. - For det gør jeg! Om jeg formår det, er så det første spørgsmål. Hvis jeg gør det, må det næste være om jeg så pakker de store sedler sammen med håndklædet til sommer, siden jeg kan holde mig sund. -Psst, det gør jeg ikke. Kan sagtens lade sig gøre uden banken sprænges. Så fat løbeskoene, drop slikken og så mødes vi på stranden i det dejlige vejr.

En kendt dansk julesang har en linie der lyder ”samvittigheden reddes med en ulandskalender”. Er det helt galt? Det rammer måske ikke så meget ved siden af. Hvad skal man gøre for at kunne have god samvittighed? Er det kun ved økonomisk donation til en større sag man redder sig retten til at have god samvittighed, eller kan mindre ting også gøre det. Det er svært ene mand at redde hele verden alligevel, men ved en mindre gerning kan man redde dagen for den man hjælper. Om det så er at tage en ugentlig gåtur med en ældre enlig, handle ind for den forhindrede nabo eller hvad det nu kan være der i virkeligheden ikke kræver meget af den hjælpende, men er en stor hjælp for den besværede. Der skal egentlig ikke så meget til at gøre en forskel. De fleste burde kunne udvise det overskud.
Om den gode samvittighed kan købes er op til den enkelte at vurdere, men det er i hvert fald muligt at vælge den økonomiske vej til at gøre en forskel. Skal donationen så have en bestemt størrelse, eller er tanken værdifuld i sig selv, før man kan lægge sig til at sove med god samvittighed?
Det må være op til den enkelte at vurdere hvornår vedkommende mener han/hun kan have god samvittighed. Derfor er jeg træt af ikke at kunne gå en tur i byen, uden at skulle stoppes af en - af godt hjerte - entusiastisk hjælpeorganisationsfrivillig, der vil fortælle mig at jeg burde støtte dem i stedet for at bruge mine penge i butikkerne. Der er ingen der skal fortælle mig hvordan de penge jeg selv tjener, skal spenderes. Det kunne tænkes at folk - inklusiv undertegnede - allerede har valgt en mærkesag de støtter økonomisk. En sag der ligger deres hjerte nært. Det er umuligt at støtte alle! Ligeledes synes jeg dør-til-dør-indsamlinger er et billigt trick, for det er da at kaste dårlig samvittighed lige i ansigtet på folk og nærmest tvinge dem til at komme penge i bøtten.
Mener hvis man gør noget af godt hjerte for en eller flere andre, så gør man en forskel. En forskel der kan have små som store perspektiver, men stadig giver grund til at have god samvittighed. Om det ofrede så har været en dyr pris at betale må være op til den enkelte selv.

Min svendeprøve står for døren og fire års slid skal nu forhåbentlig belønnes ved et godt resultat. Fire års arbejde for dig, i dit navn, skal afsluttes med manér. - Og så har du ikke engang ”tid” til at dukke op på denne - for mig - store dag! Er du virkelig for stor til at vise mig den respekt. Det kan godt være du ikke synes det er noget særligt, men sæt dig i mit sted og se at det er en stor dag. En betydningsfuld dag! Synes da du burde se det som en stor dag. Din elev skal vise hvad han har lært af dig. Vis dog du er stolt af mig!
Når du ikke engang kan møde op og vise mig den støtte, føler jeg mig virkelig ligegyldig. At jeg bare har været i vejen de sidste fire år. Hvor har jeg dog spildt min tid på at prøve på at imponere dig. På at vise dig at jeg værdsætter alt hvad du har lært mig. For du værdsætter åbenbart ikke det arbejde jeg har udført for dig.
Herfra ønsker jeg på ingen måde at æren for mit resultat vil tilfalde dig. Du mener åbenbart ikke mit arbejde er godt nok til dit navn, siden du ikke ønsker at stille dig ved min side og stolt fortælle at det er dig der har ført mig til svendeprøve. Nu vil jeg i stedet med rejst pande stolt stå der selv og glæde mig over at være færdig. Færdig med dig!

Man har gået med forventning til denne dag. En dag man glædede sig til, men da den endelig kom var det alligevel blandede følelser der meldte sig. Glæden var der godt nok over nu at have fuldendt næsten fire års skole, men det var alligevel en vemodig dag præget af en mærkelig tung stemning der hang over os alle. Det er de personer der har taget del i en betydelig part af en ens liv de sidste fire år, man skel sige farvel til. Mennesker man har støttet, grint, grædt og skændtes med. Det er med de mennesker man har delt en stor indlevelse og passion for det fag vi beskæftiger os med.

Vi har ikke været sammen uafbrudt grundet en masse praktikperioder, men udsigten til at se hinanden et halvt år efter og med interesse lytte til de andres opdateringer i deres liv siden sidst, har alligevel holdt humøret oppe. Den udsigt er nu afløst af en udsigt til kun at skulle se hinanden to hektiske dage til svendeprøven og så er det slut.

Intentionerne for at se hinanden fortsat er der selvfølgelig, ment i god tro og med et inderligt ønske om at det lykkedes. Det gør det bare sjældent. Herfra tager hver vores liv ny form. Vi har ikke længere de samme rammer om vores fælles tur. Vi fortsætter i forskellige retninger, vores prioriteringer bliver ikke de samme og afstanden kan meget vel blive større. Alle ting der gør det svært at blive ved med at have det sammen, vi har haft de sidste år. Der er altid de venskaber man har fået opbygget, der også rækker langt ud over skolen. De har en større overlevelseschance, men også de får strengere kår.

Det er en kendsgerning der kan være hård at skulle acceptere, især på sidste skoledag hvor man skilles for sidste gang. Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, så har lært at begrænse min forventninger, men sidder alligevel med en tom følelse. Burde i stedet fokusere på at være glad for snart at have afsluttet endnu en uddannelse. Så må tiden vise, vis veje der krydser igen i fremtiden.

Han rejser på søndag. Kommer til at savne ham. Savne alle de ting vi laver sammen. Den interne humor vi har der kan fylde en hel aften og som gør vores venskab til noget særligt. Sammen med ham er humøret altid i top og vi laver en masse fis og ballade. Ting som vi synes er skægt, men som andre ikke altid kan følge. Det er et venskab der i den grad er præget af impulsivitet og skøre indfald. Det er et venskab der kan hive mig ud af de faste rammer. Glemme de vante stramme tøjler, droppe facader og bare gøre mig selv løs. Sammen er vi nogle rigtige drengerøve, og hvor er det dog befriende. Om det så er på stadion til fodboldkamp, bytur, maraton-backgammon-turnering og øl på cafe, biograftur eller en simpel køretur, griner vi begge så tårerne står i øjnene. I nogle stunder kan vi også lægge humoren og have alvorlige snakke om de store emner. Snakke om livet, kærlighed, sorg, store valg. Indhold der netop viser at vores venskab ikke er tomt og vi godt kan andet end at lave sjov.
Alt det kommer jeg til at savne når han er væk. Det er et venskab der fylder meget i min hverdag her i København og et venskab jeg sætter ubeskrivelig stor pris på. Utroligt hvor stor betydning et venskab kan have. Hvor stor en plads et venskab kan optage i ens hjerte. Måske kommer man først for alvor til at tænke over betydningen af de venskaber man har, når man pludselig skal undvære dem.
God tur Søren, glæder mig til at se dig hjemme igen.

I en verden hvor ondt så hurtigt kan afløse det gode og hvor vi dagligt bliver konfronteret med ulykke, sorg, ondskab og triste skæbner er det nødvendigt at kunne sortere sine indtryk og prioritere hvad man ønsker at bruge sine tanker på. - Hvilket humør man ønsker at være i når det bliver tid til at lukke øjnene for natten.

Efter i mange år at have brugt meget tid på negativitet og skepsis har jeg for halvandent års tiden siden lagt mit liv om. Eller ikke mit liv, men min tankegang i hvert fald. Jeg har fået et mere positivt sind og dermed større glæde, hvilket selvfølgelig i sidste ende har stor effekt på mit liv. Klart at al skepsis ikke skal lægges væk, da det stadig er en del af det skjold vi skal bruge til beskyttelse i hverdagen, men ved at møde mennesker og situationer med positivt sind, bliver oplevelsen af dem og det også mere positiv, og derved vil det være nemmere at vise større forståelse for det mødte.

Det lyer måske lidt hippieagtigt, men prøver virkelig at se det positive i det meste og i de fleste. Om ikke andet så fokusere på det positive. Jeg har brugt for meget tid og såret for mange ved det modsatte. Har netop valgt og lært at sortere hvad jeg ønsker at lægge mærke til i givne situationer, og hvilke indtryk der skal have lov til at præge mit sind. Dermed også ment hvilke personer og ting jeg ønsker at bruge min tid på. Dem og det der fremkalder negativitet forsøger jeg at holde på et minimum.

Det skal ikke opfattes som naivitet eller manglende stillingstagen. Jeg tager netop stilling til hvad jeg gider beskæftige mig med. For nogen kan det måske virke som om jeg bare ser igennem fingre med en masse ting, men ved at se det positive og fokusere på det, er det altså nemmere at tolerere nogle ting frem for hvis man kun vil se det dårlige. Tror man får det man ønsker at se og opleve, derfor går jeg efter det der kan gøre mig glad. Jeg er træt af at blive opfattet som en total holdningsløs nikkedukke. Jeg har markante holdninger til mange ting, og jeg kæmper for min sag og retten til at have mine egne meninger. Hvis jeg synes der er uretfærdighed gør jeg noget ved det. Det er ikke fordi jeg blot render rundt med blomster i håret og synes verden er fantastisk. Stræber bare efter at have en hverdag der er det.

Solen skinnede, smilet var ikke til at holde tilbage, gik hånd i hånd med min kæreste og med mine kære forældre som selskab. Turen gik rundt i byen hvor jeg kommer fra. Byen jeg er vokset op i og stolt over at kalde min hjemstavn. Byen jeg flyttede fra for snart fire år siden. Gåturen var en tur forbi mange af de steder der har spillet en rolle i den periode i mit liv hvor jeg blev formet og præget. Børnehaven, andedammen i skoven, skolen, kirken hvor jeg blev konfirmeret, mit gamle hjem, vejen med alle vennerne, stranden og havnen. Alle steder med hver deres historie og rolle i mit liv. Selv små ting som træet i skoven hvor jeg ofte legede med min gode ven, gjorde indtryk ved gensynet. Steder som for andre vil virke ligegyldige, men alligevel har sat et mærke i mit sind.

Lige såvel som turen var fysisk var den for mig en psykisk rejse rundt i en stor del af min barndom. Minderne dukkede op til overfladen i en jævn strøm. Nogle med større kraft end andre. Alle de gode blandet med de dårlige. Tankerne gav ofte smil på læben, men nogle gensyn og de medfølgende minder gav også mørke skyer og ubehag ved glimtene for mine øjne. Ting der har gjort mig til den jeg er, ting der har gjort mig stærk, men også det der har gjort mig svag. Blev mindet om hvor nogle af mine ømme punkter ligger begravet. Det var en tid hvor man ikke beherskede samme personlighed og selvtillid som man gør nu i en alder af 23. Det vidste man bare ikke dengang.

Når jeg sidder i dag og tænker tilbage på min barndom er det udelukkende med lykke i sindet og stor taknemmelighed overfor mine forældre og de mennesker der havde en betydning i alle de år. Turen med alle dens mange glimt mindede mig bare om, at der også var mørke øjeblikke dengang. Øjeblikke som er lagt bag mig i deres aktuelle form, men øjeblikke hvis betydning har spillet en rolle i tiden hvor jeg skulle formes som selvstændigt individ.