En hyldest til dig der altid sidder under broen ved Nørrebro st. med din harmonika. Du sidder der trofast hver dag og spiller. Du trodser dårligt vejr og alle de bekymringer det snart forventes man bør have… Lige meget hvad, sidder du der og smiler venligt med hele ansigtet til alle der går forbi. Et smil der ikke kan andet end smitte og få en til selv at gå smilende videre. Selv når man kommer gennemblødt, slæbende på dagens fyldte indkøbsposer og bliver mast i den stressede klump af mennesker på fortovet, kan dit smil ikke andet end gengældes. Din musik - trods den lille variation - skaber virkelig et rum af glæde og humor der under broen, midt i al larmen fra byen og trafikken. Overalt er tempoet højt, men ved lyden og synet af dit smil fyldes man af ro.

Gid nogen forstår at give dig hvad du giver alle os hver dag på Nørrebro. - Smil på læben. Det har du fuldt ud fortjent.

Der er mange tegn i lejligheden. Den ekstra tandbørste på badeværelset. De ekstra sko i entréen, den ekstra hovedpude og den ekstra invitation på køleskabet. Selv har jeg fået en ekstra nøgle i bundet. Mit hjerte indeholder en ekstra person. - Min kæreste. Alt sammen noget der kræver ekstra tillid, ekstra hensyn og ind imellem ekstra tålmodighed. Hvor er det dog skønt at have en at fylde tankerne med når man er lidt mut, en at putte sig hos når man har brug for trygheden, en at tale med når man føler sig alene. At have en at dele kærligheden med.

Når nu denne ekstra særlige er kommet ind i mit liv og spiller en stor rolle, skal der også tages hensyn til ham. Jeg har stadig mit gamle liv, nu bare tilført noget nyt. Før kunne jeg gøre som jeg havde lyst til, når jeg havde lyst. Til en vis grænse kan og skal jeg stadig det, men klart at der nu er en større forpligtigelse overfor ham. Et hensyn der skal tages. Han spiller en rolle i mine overvejelser. Mine rytmer og rutiner bliver rokket ved. Ligeledes bliver mine synspunkter og tanker. Vi er to individer, med hver vores baggrund og hver vores holdninger. Selvfølgelig kræver det energi og tid at gøre plads og finde hinanden på nogle områder. Kunsten ved at forhold er vel være de to personer som hver især forelskede sig i den anden for hans værdier, og samtidig skabe den unikke samhørighed der er mellem to forelskede. Acceptere hinanden, lære af hinanden og respektere hinanden. Man ønsker at give plads, og samtidig har man lyst til bare at holde ham tæt i sine arme hele tiden. Det ér lidt af en omvæltning at gå fra single-liv til liv i forhold, men en omvæltning til det bedre. Overvældes af det fantastiske ved at have en kæreste. Glædes hver gang han bliver en større del af mit liv og ligeledes hver gang jeg tager del i en større part af hans.

Jeg nyder de mange små tegn der er på hans tilstedeværelse i min lejlighed og i min hverdag. Fyldes af varme i årene over den ekstra tryghed, den ekstra ro og det ekstra sus det giver at have ham lige her.

Mikael +1 - ekstra lykkelig!

…skal folk altid blande sig. Sad i bussen og havde da godt lagt mærke til at fyren der sad foran mig med musik i ørerne, havde det på en lydstyrke der ville gøre ethvert mobildiskotek misundelig, men fred være med det. Generede ikke mig. Til gengæld skulle jeg virkelig tælle til ti og stikke den ene handske i halsen, for ikke at reagere på det damen i midtergangen gjorde. Hun prikkede fyren på skulderen og begyndte belærende at forklare ham om risikoen for tinnitus og hvad tinnitus er. Helt ærligt. Hvis musikken generer, så sig det direkte og hvis du bare vil være flink, så tror jeg ærligt talt at han er ret ligeglad. Er træt af at fremmede folk skal rette på hinanden.
Ligeså skal der ikke stå en herre i Føtex og fortælle mig at jeg ikke burde købe den mælk jeg har kommet i kurven, fordi den kommer fra et stort korrupt mejeri. Jeg skal love dig for at jeg så køber ti mælk i stedet, bare for at provokere. Han skal overhovedet ikke fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Bland dig udenom. Kør dit liv. Jeg kan sagtens styre selv!

Da en eller flere for nu 3 måneder siden brød ind i min lejlighed og gennemrodede alt hvad gennemrodes kunne, var det sikkert ren rutine, hurtigt og uden den mindste form for had rettet mod den retmæssige ejer - mig!, men for den urutinerede udi at have indbrud, var det en kæmpe omvæltning, efterladende kæmpe had mod de indtrængende og absolut ikke en hurtigt overstået oplevelse. Et er det de har stjålet. - Materielt og til at erstatte. Noget andet er den kendsgerning at de stadig roder rundt i mit hoved. Når jeg ikke sover i min egen seng, kan jeg vågne op badet i sved efter et mareridt, hvor jeg kommer hjem til en lejlighed som den morgen i november. Nogle gange hvor de stadig er derinde. Det er krænkende nok at de har rodet mine personlige ting igennem, men at de har fået adgang til mit sind og stadig spiller en rolle dér, er simpelthen uoverskuelig. De har frarøvet mig en magt. Magten over MIT sind!

Hellere fortryde noget der er gjort, end fortryde noget man ikke fik gjort.

Efter snart fire års slid står svendeprøven for døren. Hvad nu?

Jeg har nu været under uddannelse siden jeg var fem og hele tiden vidst hvad jeg skulle når en skoleperiode var afsluttet og skulle afløses af noget nyt, men nu har tiden indhentet mig. Jeg er snart færdig og ved ikke hvad jeg skal, når min læretid udløber, jeg står med et - forhåbentlig godt - svendebrev i hånden og verden står åben foran mig. Jeg glæder mig inderligt til den dag, for da vil jeg for første gang have en udannelse at tilbyde og friheden til at bestemme mine skridt herfra. Ingen uendelig tidshorisont eller langtids-bindende kontrakter. Samtidig er den tanke vanvittig skræmmende, for nu skal jeg selv guide, selv tage de ”sikre” valg, selv sørge for at holde motivationen. Før har der hele tiden været en lærer eller en mester der har ført snorene og sat de gældende ”love”. Der har været et konkret mål at stile efter. Fremover skal jeg agere min egen mester! Nu skal jeg selv designe mine mål og vælge vejen dertil.

Hvilken er vej er så den sikreste? Hvilken er så den mest givende og udfordrende og er der nødvendigvis sammenhæng mellem de tre? Ligger de tæt på hinanden eller er den ene mere snoet og med flere omveje end de andre? Der er mange spørgsmål der melder sig lige nu og nok også de næste måneder. Tiden kan kun vise hvilken der bliver den bedste vej at gå. Det gælder i hvert fald om at få det bedste med fra den valgte vej, for det er svært at sænke hovedet og tage turen tilbage igen. Den rette indstilling må være at være glad for valget, i stedet for at bruge tid på at tænke over hvordan udsigten kunne have været fra en af de andre veje.

Mulighederne er mange og verden står virkelig åben om få måneder. Skal jeg blive hvor jeg er, hvor der er opbygget en sikker base, skal jeg rejse ud og opleve det ukendte, skal jeg søge nye udfordringer her i landet eller skal jeg bare vælge det ”sikre” og starte en ny uddannelse med en udsigt på x antal år i skole og på den måde udskyde dagen hvor jeg står hvor vejene ligger åbne, men løber i alle retninger. Håber på afklaring i løbet af de næste par måneder. Modet fejler ikke noget, så er klar på at skulle starte på dette nye kapitel i mit liv. Men indrømmet, fremtiden skræmmer lidt.

For to år siden skulle jeg aldrig have børn, med tyk streg under aldrig. Tanken lå mig virkelig fjern. Synet af og tanken om børn vækkede direkte ubehag. Kunne ingen fordele finde og forstod ikke at dele glæden med alle de, for hvem en barnevogn og en skrigende unge var som en magnet. Indrømmet, jeg synes de var direkte ulækre!
Min indstilling er ændret radikalt. Jeg vil virkelig gerne have børn. Kan nu se de positive sider også. Se den kæmpe gave sådan et lille liv er og hvilken ubeskrivelig kærlighed og glæde man kan få fra et barn. Jeg føler mig virkelig klar til at blive far og kan sidde i situationer og tænke over, hvad et barn ville tilføre af glæde i netop den situation. Det meste af sidste år var jeg meget tæt på et sæt nyfødte tvillinger, da faderen arbejder i udlandet, og fik da for alvor indsigt i hvilke ændringer børn giver i hverdagen, men samtidig fik jeg muligheden for at tage del i alle de lyse øjeblikke og glæden ved smilet og grinet fra et barn.
Det er én ting at jeg virkelig har lysten til at få børn og føler mig klar til at få den berigelse af mit liv, noget andet er hvad der er rigtigt at gøre. Hvornår det er den rette tid. Jeg vil helst vente til jeg føler det økonomisk forsvarligt at få et barn. Til jeg føler jeg kan skabe en sikker og tryg base for opvæksten. Ligeledes er der nogle drømme og rejser jeg gerne vil have udlevet inden jeg føler jeg har tiden og opmærksomheden et barn fortjener. Ikke at jeg mener man behøver at gå i stå, blot fordi man får børn, tværtimod. Mener sagtens der er en masse man kan foretage sig inkl. rejser og udlandsophold med et barn på armen.

Men fordi jeg følger mit hjerte og er sammen med en af mit eget køn har jeg ikke den mulighed. På naturlig vis er udelukket, men det er også mig nægtet at tage imod et barn fra udsatte områder, der mangler kærligheden fra et sæt forældre. Det er nægtet mig at adoptere fordi jeg lever i et homoseksuelt forhold. Hvorfor skal jeg fratages en af livets største gaver, hvorfor skal jeg ikke have lov til stolt at føre mine værdier og erfaringer videre til et lille barn? Hvorfor må jeg ikke få fornøjelsen af at føre en ny generation til den familie jeg selv er stolt af at være kommet fra. Jeg kan ikke se hvad det er der gør at jeg ikke kan give mindst lige så meget kærlighed, tryghed og omsorg til et barn, som f.eks. socialt belastede, alkoholiserede forældre kan, sammen med min kæreste, blot fordi det er en fyr ligesom mig selv. Hvis forholdet er fyldt af kærlighed og sande værdier, er det vel det vigtigste. At der mangler en mor mener jeg virkelig er et dårligt argument, for hvor mange børn lever ikke uden enten en far eller en mor, eller i så fald kun på deltid. Enlige kan adoptere, men skal det så virkelig betyde at jeg skal benægte mit forhold, for at få retten til at få et barn? Hvor er kærligheden i det!
Glæder mig over at debatten nu er rejst igen, og håber på en løsning med større tolerance overfor adoption til homoseksuelle par, så jeg ikke fortsat skal være frataget retten til den gave et barn er.

Vær ydmyg:

- Overfor livet.
- Overfor de mennesker der omgiver en.
- Overfor de gaver der er blevet en skænket.
- Overfor den kærlighed der bliver rettet mod en.
- Overfor de muligheder og den frihed man har.

Styrke og selvtillid er gode og stærke træk, men ydmyghed klæder enhver. Styrken kan vinde fascination og respekt, men det er ydmygheden der opretholder disse.