Den ene morgen (24. jan.) står man op og læser om den nyeste undersøgelse fra Sex og Samfund der fortæller at Danmarks unge - 15-24 år - er imod homoseksualitet, eller sex med en af sit eget køn som det er formuleret. 53% af mændene og 21% af kvinderne er imod.
Morgenen (25. jan.) efter vågner man til et læserbrev af karakter i MetroXpress. Et læserbrev med overskriften: Homoseksualitet er en pervers livsform. Det er skrevet som reaktion på netop nævnte undersøgelse fra Sex og Samfund, og som overskriften indikerer er det et læserbrev der i nedladende og direkte modbydelige vendinger tager stærk afstand fra homoseksualitet og udråber det til en skændsel mod mennesket.
I går (28. jan.) kunne man så læse på tekst-tv at antallet af hadske overfald på mindretal er stigende i Danmark. Hvor mindretal er dækkende for bl.a. muslimer og homoseksuelle. Samtidig oplyses det at det er langt fra alle hate crimes rettet mod bøsser og lesbiske der er med i den statistik og antallet af den type overfald antageligt er større.
Her gik man og troede at Danmark var et frit og tolererende land. Tilsyneladende er det ikke tilfældet, hvilket er skræmmende og bekymrende. Endnu mere når intolerancen er rettet mod en minoritet man selv er den del af.
Undersøgelsen kan der selvfølgelig rettes spørgsmål ved, hvorvidt den er repræsentativ nok for hele den danske ungdom. Hvordan er spørgsmålet stillet? Hvor i landet er det hovedsageligt stillet? Jeg må indrømme at resultatet virkelig kommer bag på mig, da jeg var/er af en helt anden overbevisning. Det er absolut heller ikke den holdning jeg møder i min hverdag, og synes virkelig også det er en trist udvikling hvis den generation jeg er en del af, og selv opfatter som ret fri og tolerant, virkelig er så snæversynede.
Hvad angår læserbrevet, har jeg kun forargelse tilovers for skribenten. Et er at have en markant og kontroversiel holdning til noget, noget andet er at have et behov for at dele det med resten af befolkningen. Især når det er noget der i så høj grad er direkte stødende og krænkende. Hvilket jeg ikke betvivler han udmærket har været klar over i det skrevne øjeblik. Han har selvfølgelig al ret til at benytte sig af sin ytringsfrihed, men det berettiger ham ikke til at håne og nedværdige andre mennesker. Hvilket han heldigvis også får pointeret i et læserbrev i samme avis dagen efter fra en anden læser. At hans udtalelser er i direkte strid med den danske lovgivning og faktisk kan straffes. Mit ønske er blot at nogle kan få ham til at indse hvilken smerte hans had og intolerance påfører andre.
Hvad angår overfaldene synes jeg det er en utrolig skræmmende info. Skal man virkelig til at være bange for verbale og måske i værst tilfælde fysiske overfald, bare fordi man går sammen med den man elsker, og vedkommende er en af samme køn.
Intolerance er virkelig en af de ting jeg har den største aversion mod. Det er et af de grimmeste og mest utiltalende karaktertræk et menneske kan påtage sig. Et træk der ofte bunder i uvidenhed og troen på sandfærdigheden i diverse fordomme. Intolerance er noget jeg ved enhver lejlighed vil kæmpe imod, da det på alle måder er nedbrydende for vores samfund og vores evne til at fungere sammen som mennesker.

Når familien samles har man ofte en masse traditioner, normer, en intern tone og særlige måder at gøre mange ting på. Ting der ofte adskiller sig fra familie til familie. Det kan være små som store emner, men det er alligevel sammensætningen af disse der gør hver familie unik, og børn af familien vil ofte tage traditioner med sig for at føle en kontakt med de trygge rammer de er vokset op i og kender. Når man er lille tror man alle familier gør tingene på samme måde som ens familie, når man bliver ung får man øjnene op for at der findes alternativer og når man bliver voksen får man mandat til at gøre en forskel og ændre på traditionerne. Endelig sker der den naturlige familieforøgelse når der kommer nye medlemmer til i form af kærester, der ligeledes kommer fra en familie med sine traditioner, som kan give nye input.
I mit tilfælde en min familie en betydningsfuld og dominerende del af den inderste sfære og den sikre base jeg altid vil kunne vende hjem til. Familien spiller en stor rolle og afspejler derfor også en stor del af den person jeg er. Når man så er den der tager en kæreste med - første gang- til familiesammenkomst, sidder man med ydmyghed på familiens vegne og beskytterfølelse overfor kæresten. Samtidig med en følelse af en form for blottelse.
Det er ofte familien der bliver nogle af de sidste der kommer til at møde den nye særlige i ens liv. Måske fordi det ofte er den største mundfuld, et stort skridt og en kæmpe åbning til ens helt sande jeg. Når først familien er mødt, er kæresten indviet. I familiens skød kan der komme sandheder frem man ikke selv har kontrol over og familiens skævheder og svagheder står til skue. Den verden man som barn troede var den eneste rigtige og stadig som voksen har en stærk tro på, står pludselig til vurdering. Vel at bemærke af en hvis indtryk og oplevelse har stor betydning. Hvis det samtidig foregår i ens barndomshjem er man endnu mere bar. Hjemmet med billeder på væggene og minder i skabene. Pludselig er det ikke kun tiden man har haft sammen der er delt, men også ens fortid. Der er ikke længere noget der er ukendt. Kæresten har nu fået del i hele ens liv. Han ér en stor del af ens liv nu!
Dog må det ligeledes for kæresten, for hvem det hele er nyt, være en mundfuld af karakter. Da er det ikke længere blot kæresten han skal forholde sig til, men samtidig hele den medfølgende familie. Man sidder derfor med et ønske om at mødet skal gå godt og kæresten hurtigt skal føle sig hjemme. At tonen, traditioner og den øvrige familie ikke virker for overvældende og skræmmende. Det er trods alt familien der sidder i vante og trygge rammer og kæresten der sidder i nyt forum med et væld af nye indtryk.
Det er en tillidserklæring, at lade kæresten møde familien og et ønske om at åbne sig fuldkommen og dele alle ens sider, med den man har gjort plads til i hjertet.
Kæresten har fra starten været i den inderste kreds, men kender nu dem han deler pladsen dér med. Mødet mellem min fortid og min fremtid gik godt og trods det er et stort skridt, er det et skridt det virkede naturligt at tage nu.

Hvor har jeg egentlig haft det nemt. Det er under et halvt år siden jeg besluttede mig for at stå ved den jeg er og de ting jeg havde fundet ud af omkring mig selv. Under et halvt år siden jeg sad med hjertebanken, første gang jeg skulle få det ud over læberne og det ikke længere bare skulle være en tale inde i mit hoved. Det er gået stærkt siden. På daværende tidspunkt var det ikke min tanke at den ældre generation af familien behøvede at vide besked, da det kunne give flere problemer end det kunne bringe glæde. Tænkte det måtte være nemt at skjule, som i det foregående halve år, men så kom der en kæreste ind i billedet og min glæde blev så stor at den ikke længere var til at skjule.
Valget blev taget og en for en fik familien besked om min nye erkendelse af mig selv og om den nye person i mit liv. Gang på gang var det en positiv oplevelse med medfølelse og deltagende glæde i mit liv. Føler mig privilegeret over at have en så støttende familie og en familie med en altoverskyggende kærlighed og støtte til hinanden. Ved virkelig ikke hvad jeg kunne komme med af nyhed, der kunne få mig til at falde i værdi i deres sind og hjerter.
De har været en stor støtte hele vejen og ikke ladet det være et uomtalt emne, men bare taget det ind i middagssamtalerne som ethvert andet emne med deres interesse. På samme vis er min kæreste blevet modtaget. Med en naturlighed og åbenhed. Selv min ældste bedstefar, der havde haft sine tvivlende tanker omkring nyheden, viste ikke det mindste antræk til ubehag eller afstandstagen da han stod ansigt til ansigt med min kæreste, men var til gengæld smilende og imødekommende, overfor ham jeg nu har bragt ind som en del af familien. Hvilken lettelse! Er stolt over og taknemmelig for den familie jeg er en del af. Samme kærlighed de viser mig, prøver jeg ydmygt at give dem alle. Værner om og respekterer min families værdier. Familien er mit dybeste fundament. De er en stor del af mig og af samme grund betyder deres støtte og accept meget for mig. De kan som venner ikke vælges fra. Ikke at jeg ønsker at forklejne mine venner og veninder der også betyder alverden for mig, men familiens rødder stikker bare dybere, som hos de fleste. Derfor glæder det bare endnu mere når “kampen” med familien ikke har været nogen kamp, men bare en åbning til at dele alle mine glæder med dem. Det jeg troede blev en tid med konfrontationer og lange forklaringer, blev i stedet en tid med stor forståelse og indlevelse i mit liv.
Jeg ville virkelig synes det ville være svært at vende ryggen mod familie, hvis de valgte at stille spørgsmålstegn ved min seksualitet. Som familie har de været en del af mit liv fra jeg slog øjnene op første gang og har tilført mig en rigdom, som det er ingen anden muligt at give. En rigdom der ikke kan tages fra mig igen. En manglende forståelse ville derfor heller ikke kunne få mig til at glemme værdien af alt det de har givet mig. Kærligheden til og respekten for familien ville være bevaret. Den ér bevaret!

Til dig der tog min kæreste på røven i lørdags på Pan, hold fingrene for dig selv!
Jeg forstår slet ikke hvad der får folk til uden hensigt at tage en anden på røven, og da slet ikke når det er SÅ tydeligt at modtageren er optaget af sin kæreste - mig! Det er da mangel på respekt for andre mennesker og evt. forhold. Det er netop folk som dig der ødelægger steder som Pan’s rygte. Ødelægger det for os andre.
Jeg synes personligt godt om Pan, og ikke mindst tanken om at kunne være i byen med sin kæreste uden at skulle bekymre sig det mindste om, hvad folk mon tænker fordi det er en fyr jeg danser med og viser jeg er glad for. Men det gør svært ikke at kunne forstå dem der kan have lidt imod homobarer/-distoketer, når der er nogen der opfører sig sådan, og så oveni købet ofte bliver opfattet som repræsentative for vores miljø. Fatter ikke hvorfor nogle i vores miljø er så respektløse. Tænk på hvis det er en helt ung, der knap nok selv har anerkendt at han er bøsse, der har overvundet sig selv og gået på Pan for første gang og så er uheldig at møde en af de hæmningsløse. Han vil jo blive skræmt fra vid og sans og vende ryggen mod miljøet. For dem det er en overvindelse at gå ind sådan et sted, har IKKE brug for at få en dårlig oplevelse. Lad dem dog få den fede oplevelse vi andre gerne vil dele med dem. Kunne det ikke være det optimale at lade det være det sted hvor det netop er muligt at komme som man er, med respekt for andre. Om det så er for at være sammen med kæresten, vennerne, fordi man er nysgerrig eller fordi man søger efter en at forelske sig i. Heldigvis er det oftest ikke noget problem, men så er der bare lige enkelte der ikke kan styre sig ind imellem…
Det samme er desværre gældende her på Boyfriend. Ja, folk der ikke kan respektere parforhold og at det er langt fra alle der gider at modtage sextilbud i tide og utide. Synes virkelig det er nogle kedelige signaler det udsender, når nogle ikke forstår helt almindelig respekt. Nogle gange undres man i hvert fald ikke over at det her miljø og dets signaler bliver opfattet forkert, for det er desværre ofte idioterne og andre triste tilfælde der er fokus på!
Jeg håber på den største forståelse overfor det miljø jeg uundgåeligt er en del af, men det er til tider en hård kamp at forsvare forventningen om den forståelse.

-Spansk ordsprog

Netop fordi kærligheden er så stor, er smerten endnu større når kærligheden trues. Når den der er hjertet nærmest, er grunden til at hjertet gør ondt, virker det ufatteligt. Det er uvirkeligt når to der ikke plejer at kunne holde deres kærlighed tilbage for hinanden, pludselig giver hinanden grund til tårer. Dem der siger kærlighed ikke gør ondt, har vist ikke prøvet kærlighed. Fordi kærlighed for et andet menneske er så stærk og unik en følelse, er det også en særdeles sårbar følelse. ?
Når man føler manglende forståelse, tilliden brudt og kærligheden betvivlet rammes man af en umenneskelig smerte. En smerte der er psykisk såvel som fysisk. Sindet bliver sort og tomt. Almindelig tankegang bliver slået ud af kurs. Øjnene er røde og ømme efter de grædte tårer, hovedet gør ondt af bekymringer og spekulationer og kroppen svækkes. ?
I en så presset situation skydes ens daglige jeg til side og man mister kontrollen over en selv og sine tanker. Så voldsomt, så man til tider kan frygte sin egen reaktion og de ting man får sagt. Det er nemt at komme til og sidde tilbage med stor fortrydelse over det sagte og gjorte. Fortrydelse og skam over at have påført den man elsker så stor en smerte. ?
Man kan sidde sammen med den man elsker og samtidig savne vedkommende, da man pludselig ikke længere føler man kender de øjne man kigger ind i, den mund der plejer at smile til en og de arme der plejer at holde trygt om en. ?
Heldigvis er kærligheden så stor at den langt overskygger, men man får vished om at den ikke er sikret og modstandsdygtig overfor alle sammenstød. Det får en til at sætte endnu større pris på den og værdsætte at der er én ganske særlig der har valgt at tage en ind i sit hjerte. Det giver en til styrke til at give endnu mere igen.