Tog beslutningen om at stige ombord på denne forlystelse uden viden om hvad den bragte. Var varslet af de hyl, skrig, grin og jubel jeg har hørt hver gang jeg kom forbi, men muren omkring gjorde ikke muligt at se det ukendte. Nervøsitet har holdt mig tilbage fra at indløse billet gang på gang. Rygter om hvad turen indeholdt skræmte mig væk igen, men ´06 blev året hvor jeg med rystende nerver fik billet og gik gennem porten og satte mig i den forreste vogn. Jeg sad alene rutschebanetoget, da det med små ryk satte i gang og begyndte turen opad. Jeg klamrede mig til toget og mærkede ensomheden melde sig. Hvem skulle jeg tage fat i hvis jeg blev bange? Hvem kunne jeg sige det til hvis jeg fortrød og gerne ville af? Turen op var stejl og hård. Sad presset tilbage i sædet af vægten. Vægten af alt det der kunne komme når jeg nåede toppen og turen for alvor begyndte. Tynget af at være startet på noget jeg egentlig ikke vidste hvad gik ud på og hvordan det ville slutte. Toget fortsatte opad og faldet ville blive længere og længere hvis jeg først fortrød nu og ville af. Ganske få sad nu nede i de bagerste vogne. Da jeg nåede toppen, var det med spænding, uvished og nervøsitet jeg så frem til at turen startede. Heldigvis var jeg ved at være klar til suset, da jeg endelig nåede dertil, så da toget begyndte at vende snuden nedad igen var det bare at slappe af, holde fast i mig selv, tage hvad der kom af overraskelser og ellers få så meget ud af turen som muligt.
Farten var i starten var ikke så høj, men øgede for hver nedkørsel på turen. I starten så banen uendelig lang ud og udsigten til at sidde i den vogn så længe virkede uoverskuelig, men som farten steg blev det mere og mere udholdeligt. Der var mange op- og nedture på banen, mange overraskelser og sus i maven. Der var steder hvor jeg fortrød at være steget ombord, men jo flere der kom i vognene og stemningen steg, blev det nemmere at blive revet med af grinene og jublen. I enkelte af vognene sad folk dog og græd fordi de syntes det var ubehageligt. Det fik mig til selv at glemme grinene for en stund og finde ud af om suset havde gjort mig blind og jeg derfor ikke så hvad der var af ubehageligt ved turen. Turen blev dog sjovere og sjovere og farten steg, så jeg nogle gange var bange for at blive blæst ud eller vognen ville ryge af sporene. Vognene var efterhånden fyldte, selvom nogle var faldet ud igen, men pladsen ved min side var stadig tom, så når nedkørslerne blev for stejle havde jeg stadig ikke en at klamre mig til. Der måtte jeg vende mig om og søge trøst hos dem der sad omkring mig. De samme jeg jublede med når turen var sjov. Turen fortsatte med op- og nedture, men havde ikke fortrudt jeg var steget ombord. Pludselig sad der en ved min side. En der grinte med mig når turen var sjov og holdt om mig når jeg blev bange. En der gjorde turen endnu sjovere og gjorde at jeg var fuldstændig tryg lige meget hvad der måtte komme på resten af turen. En jeg er glad for at dele turen med.
Han sidder der stadig og toget kører stadig i høj fart, nu med en masse mennesker i det. Kendte og bekendte, nære og kære der gør turen uforglemmelig og al ventetiden værd. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt at jeg i år valgte at indløse billet til denne rutschebane, for det har været den vildeste tur. Tak til alle dem der sidder i toget, dem der kom på, også dem der igen er faldet fra, dig der sidder ved min side. I har alle gjort det til et fantastisk år. Året hvor jeg tog turen i denne frygtede forlystelse. Håber aldrig toget kommer ned på jorden igen, men bare fortsætter i højt tempo, godt humør og med samme sus i maven. Jeg kan kun opfordre til at stige ombord hvis du ikke har prøvet den endnu!

For bare tre måneder siden var de to liv jeg førte ikke tilnærmelsesvis tætte på hinanden, men den anden dag sad jeg alligevel med min kæreste i hånden, med mine kære forældre på den anden side af bordet. Vildt hvor stærkt det kan gå. I timerne op til mine forældre skulle møde min kæreste - en fyr! - kunne jeg godt mærke at spændingen steg. Havde lidt følelsen af samtidig med det sidste skridt endelig blev taget, ville der heller ikke være nogen vej tilbage. Når først de to verdener havde mødt hinanden ville mit “dobbeltliv” være slut. Det ukendte ville være besvaret og der ville for mine forældre være sat ansigt på deres søns homoseksualitet.
Mødet gik fantastisk og stemningen var god. Sad stolt og så på at min kæreste charmerede og imponerede mine forældre og samtidig mine forældre tage imod ham med åbent sind og stor varme. Det føltes helt naturligt at sidde midt mellem de tre og der var absolut intet akavet eller anspændt ved den situation. De fik alle tre mig til at slappe af. Min kæreste fordi jeg var glad for at det netop var ham der skulle møde mine forældre. Glad for at vise dem hvem der har vundet mit hjerte og er grunden til smilet på deres søns læber. Han har aldrig givet mig grund til at være tvivlende ved eller nervøs for at lade ham møde mine forældre, hvilket gjorde det let at være overbevist om at tiden var den rette til mødet. Mine forældre fordi de tog så pænt imod ham og allerede betragter ham som en naturlig del af mit liv. Dejligt at de nu er forenet og jeg kan leve mit liv fuldt ud. Ser frem til de fremtidige møder hvor flere fra mit “gamle” liv skal møde det nye og betydningsfulde element i min hverdag, så han kan blive endnu mere en del af mig