Tænk at have tvivlet på sin egen families kærlighed. Ikke at have givet den tillid man selv forventer fra deres side. Jeg har ikke ydet retfærdighed til det betingelsesløse kærlighedsbånd der er mellem familiemedlemmer.
Min allerkæreste mormor og morfar, der på intet tidspunkt har sået tvivl om deres kærlighed til mig, er de seneste der har hørt nyheden i mit liv - at min kæreste er en “han” og ikke en “hun”. En nyhed jeg havde overvejet helt at undlade at overbringe, af frygt for deres reaktion. Da beslutningen endelig var taget, var det med nervøsitet og svedige hænder jeg så frem til dagen hvor jeg skulle se dem igen. Da jeg endelig fik lejligheden fik blodet højere tryk i årene, paraderne blev hejst og forklaringerne lå klar som forsvar. - Til ingen verdens nytte, og hvor gav det dårlig smag i munden. At sidde overfor to der sidder og viser en så meget kærlighed og være klar over at man har tilladt sig at tvivle på selv samme kærlighed. At jeg har gået og været bange uden grund, fordi jeg ikke viste tillid til deres fulde accept af mig som deres barnebarn.
Jeg fik deres fulde forståelse og de viste stor glæde på mine vegne. Intet vil være ændret fremover, udover jeg nu kan dele min glæde, min kærlighed, med dem. Tænk at være gået glip af det, hvis jeg havde ladet mig blænde af de ting man hører udefra i hverdagen og i sidste ende ikke stolet på min egen dømmekraft af to mennesker der er mig så nær.
Det er familie. De fortjener min fulde tillid og kærlighed, før jeg kan tillade mig at forvente det samme fra deres side.