På de sidste to dage har jeg fået fortalt mine to bedste venner om mit “nye”/hele jeg. De sidste jeg manglede før jeg kunne være ligeglad med hvor meget rygtet sladrede og hvem der hørte hvad. Dem der betyder mest for mig, har fået det af vide fra mig.
Et tidligere indlæg her i dagbogen forklarer hvorfor det var med voldsom hjertebanken og svedige hænder, da jeg skulle fortælle det til den ene af dem. Men det var med meget positiv respons fra dem begge og med stor forståelse. Kun glæde på mine vegne og egentlig med større interesse i hvem min kæreste er og hvornår de skal møde ham. At når han kan gøre mig så glad som jeg er nu, så kan de allerede li’ ham. Bedre venner fås da ikke…!

Hvor bliver det befriende frem over ikke at skulle skjule sig for flere af dem der betyder noget for en, men i stedet kan dele den glæde jeg har med dem. Nu tager jeg hvil og lader rygtet bære de tunge vægte noget tid!

Nu er det snart alle omkring mig der ved dét. At jeg er til fyre og oveni købet har mødt en der er skyld i smilet på mine læber og det gode humør.
Men hvor er det dog meget lettere når dem omkring én ved det, så man åbent kan tale med når samtalen nærmer sig et emne hvor det er naturligt at snakke om, i stedet for som før at finde på en manøvre så man kunne slippe uden om hurtigst muligt.
I weekenden blev det min lillebror og hans kærestes tur, så nu kan jeg også droppe gemmelegen overfor dem. Det var en lettelse for alle parter, for han havde fornemmet at der var noget jeg skjulte, men havde ikke turde spørge ind til det…. Men tog det som alle andre rigtig pænt og med et smil over at hans kære storebror er forelsket. -Fantastisk lillebror!

Mangler to poster, de to bedste venner, så ligger målstregen først for i det her “fortæl-hvem-jeg-virkelig-er”-løb.

Med ét ramt af pile og ondt i maven. Dog pile fra en lille bevinget skytte og en mavepine der skyldes kampen om pladsen mellem sommerfuglene derinde.
Oversvømmes af tanker der varmer og fylder mig med glæde. Tanker om én bestemt der planter smil på mine læber, får hjertet til at banke og giver sus i årerne. Tanker som får det til at blive forår midt i efterårsregnen. Min koncentration, mine drømme og min hverdag afbrydes konstant af disse tanker, men klager ej. Han er det sidste på min nethinde om aftenen inden øjenlågene mørklægger for natten og det første i tankerne om morgenen når sollyset afbryder søvnen.
Én der får mig til at slappe af når vi er sammen fordi det føles så naturligt og rigtigt. Jeg er fascineret og betaget. Ja, jeg er forelsket! Når han ikke er der savner jeg glimtet i øjet, smilets kraft og kroppens varme. Følelsen er fantastisk og troen på at jeg kan erobre verden vokser. - Bare det er sammen med ham! Tanken om ham får mig til at føle jeg kan klare alt og klar til at give alt…

Endelig kom lejligheden til at fortælle mine forældre om den sande Mikael, den Mikael der det sidste halve år har måtte lyve om og opdigte historier for at dække over hvad det var han rendte og foretog sig. Den Mikael der ikke har kunne fortælle sandheden bag smilet på læberne og det positive sind. - afklarede sind om man vil. Hvilken lettelse at de nu kender sandheden og jeg åbent kan fortælle om mine glæder og oplevelser i stedet for det kun er forbeholdt de venner og veninder der ved besked.
Som forventet tog de det rigtig pænt og med glæde over at jeg ikke ønsker at gemme mig for dem, men netop vil dele mit liv med dem, som jeg indtil for et halvt år siden gjorde i vid udstrækning. Som de fleste forældre nok vil være, var de kun bekymrede for den modstand jeg vil kunne møde og de slag der kan følge, men der kunne jeg kun svare at jeg ikke selv bruger et sekund eller den mindste portion energi på at tænke på det, så de behøver derfor heller ikke være bekymret på mine vegne. I stedet heller bruge energien på at være glad for de ting der går godt og at de har den samme søn som altid, bare endnu gladere. Verden og hverdagen er den samme for mig, så det bør den også være for dem.
Nu kan jeg fortsætte med ro og lettelse i sindet og være mit sande jeg hele vejen igennem!