Sidder lige nu på gulvet i en lejlighed hvor lyden af tasterne giver genlyd i det tomme rum. Der dufter af opløste sæbespåner og nyvasket trægulv. Køkkenet skinner, men ser godt nok også tomt ud. Tomt hvor der indtil for få dage siden var ting på alle hylderne og på bordet, der vidnede om et liv i lejligheden. Den lille bænk under vinduet, hvorBadeværelset klinger hult og alle de tomme badeværelses hylder nærmest skriger i fraværet af mine (for) mange toiletsager der stod meter efter meter.

Det er seks et halvt år siden jeg sammen med en veninde gik og gjorde lejligheden rent, så den var klar til at flytte ind i. Som ung stadig nyankommen fynbo til København, havde jeg gjort noget af et kup ved den lejlighed. Den var billig, godt indrettet og så skulle der bare svinges en ekstra hård klud for at skjule de sidste spor efter hvad der før havde været et sted hvor der både blev handlet og taget stoffer. Væggene var hullet og møgbeskidte og det lyse trægulv var sort af snavs, kun brudt af brændmærker efter cigaretter.

Selv samme veninde som hjalp mig dengang, kommer om lidt og henter mig. Først skal viceværten komme og lave det obligatoriske flyttesyn. Derefter skal jeg gå ud af døren for sidste gang. Efter seks et halvt år hvor der har været livlig trafik ud og ind af den dør. En periode der efterlader minderne drivende ned ad væggene. Derfor er det også vemodigt at skulle sige farvel til dette sted. Lejligheden var mit første rigtige hjem da jeg flyttede hjemmefra for syv år siden og hele starten på mit “voksenliv” er foregået her. Mit københavnerliv på mit elskede Nørrebro.

Lejligheden blev tømt i løbet af weekenden og mange ting blev smidt ud. Til sidst med hård hånd, da ingen ved hvornår de mange kasser bliver pakket ud igen. Indtil videre er hele mit liv solgt eller pakket ned i et hav af kasser og står nu på et lagerhotel udenfor byen. Der kommer de til at stå til kæresten og jeg en dag vender tilbage til København. En kendsgerning der også har prikket til vemodigheden.

Det er en afsked med rammerne omkring en masse minder. Minder jeg heldigvis tager med mig i sindet, men på så mange år når der alligevel at ske meget. Gode og dårlige oplevelser. Festlige stunder og tårefremkaldende episoder. Store beslutninger og øjeblikke der er blevet printet ind i sindet med lyde og dufte.

Trods 30 kvm har der været samlet knap halvtres til fest, hvor musikken knap nok har kunne overdøve grin og glade stemmer. Vi har siddet familien samlet omkring et lille spisebord med lidt albuerum, men med høj og god stemning. Det hårde og tårevædet brud med ex-kæresten skete i dette rum. Jeg har puttet med en god veninde på sofaen til vores faste serie. I denne lejlighed har flere fået beskeden om at min nye kæreste var en fyr og ikke en pige. Kærestens og mit forhold har bl.a udviklet sig i disse rammer. En udvikling der nu har resulteret i at det har været en positiv og lykkelig beslutning at flytte herfra, for at starte et nyt kapitel sammen med ham. Bare for at give et lille udpluk af de ufattelige mange minder der er blevet skabt i denne lejlighed.

Jeg har glædet mig til denne dag, da det samtidig er den sidste løsrivelse fra mit liv i Danmark. Slutningen på dette kapitel er startskuddet så det næste kapitel for alvor kan gå i gang. Et kapitel der endnu ikke er nogen tidshorisont, men som allerede har bidraget med nye og fantastiske minder. Jeg er ikke i tvivl om at det nye kapitel bliver mindeværdigt. Ikke mindst fordi jeg skal dele det med en jeg elsker og glæder mig til at forme kapitlet med.

Vejen snoede sig op ad bjerget, med afgrunden på den ene side og en stejl bjergside på den anden side. Landskabet lå udstrakt overalt under os, som et overdådigt smukt maleri. Floderne der brød det grønne frodige land i dalen, markernes skarpe streger der lavede mønstre og bjergene der bragede mod himlen på den anden side af dalen.

Et par skolebørn i ens uniformer kom gående hånd i hånd ad den smalle vej på vej hjem fra skole. En kvinde kom gående foroverbøjet med en stor kurv på ryggen, fyldt med afgrøder fra markerne på bjergsiden. Små kulørte skikkelser der bevægede sig roligt rundt på bjergsidens terrasser og strøhatte der stak op mellem de høje majsplanter, afslørede at mange stadig arbejdede i markerne. Ellers var der ikke meget liv langs vejen. En næsten skræmmende kontrast til virvaret i Kathmandu nogle timers kørsel derfra.

Men det viste sig kun at være en forsmag på hvad der ventede os på toppen. Bandipur, en gammel by bygget på bjergkammen i 1030 meters højde, 700 meter over det øvrige landskab for foden af bjergene. En lille by bygget op omkring den en kilometer lange flisebelagte hovedgade, der bogstaveligt ligger på bjergkammen, så husene på begge sider af gaden har flere etager på siden væk fra gaden, hvor bjergsiderne allerede begynder at gå nedad. Små grusbelagte veje der går ud fra hovedgaden og bevæger sig lidt ned ad bjergsiden. Det lille spindelvæv af små gader udgør tilsammen den lille by, hvor biler ikke må komme ind og heller ikke ville være meget bevendt.

For enden af et stort fladt plateau lå vores hotel bygget på kanten af den stejle bjergside, så alle værelserne havde udsigt én vej. Ud over landskabet nede i og omkring dalen. Uden sammenligning den vildeste udsigt jeg nogensinde er vågnet op til. Flere hundrede kilometer over floder, byer, marker og bjerge. Dén udsigt alene havde været køreturen værd, men trods sin storslåethed, endte den med nærmest kun at falde i baggrunden som en smuk kulisse til Bandipur.

Bandipur var som at træde ind i en historiebog hvor tiden gik i stå for et par hundrede år siden. Som en glemt kultur på toppen af bjerget, væk fra det travle liv i dalen. Roen, forstærket af den manglende trafik, fik lov til at ligge over byen som en mediterende tåge, og blev kun afbrudt af børns glade stemmer og hunde der gåede af hinanden.

Hele byen emmede af at være uspoleret, men til gengæld holdt sammen af stærkt socialt sammenhold mellem de par hundrede indbyggere. Turister var der stort set ikke. 6-7 stykker ud over os. Derfor var der heller ikke behov for store reklameskilte. I stedet fik hele byen lov til at fremstå ægte. Med smukke huse der lå tæt langs den stille hovedgade. Farvestrålende blomster der i store krukker brød med de mange lyse og mørke jordfarvede huse med mørke tage. Beboere gik lydløst rundt i gaderne og klarede hverdagens gøremål. Nogle forsvandt ind i en af de åbne døre i alle hjemmene. Åbningerne der gav chance for et hurtigt blik ind i de gamle lerkilede huse med ingen eller meget sparsom indretning, hvilket vidnede om et udendørsliv styret af solens timer på himlen.

Mange steder lå majs i massevis til tørre i solen og majsplanterne stod højt på markerne omkring byen. Geder stod bundet udenfor husene og spiste af de opbundne græs. Tørv og brænde blev båret hjem i store kurve på ryggen. Store sten til et hus under opførelse blev på samme måde  båret ned gennem hovedgaden, fra den ene ende af byen til den anden. Af kvinder! Det var alle kvinder der slæbte. To og to gik de lydløst gennem byen med blikkene rettet mod jorden en meter foran dem. Imens sad gamle mænd ved små borde langs vejen og spillede kort eller en nepalesisk udgave af bob.

I den ene ende af hovedgaden hvor et lille pagodetempel stod som midtpunkt på et lille torv, løb alle byens børn rundt og legede. Store som små. Det lille tempel fungerede nu som en form for ungdomsklub for byens børn, efter skoledagen var slut. Her var der legetøj, skolebøger og mulighed for lektiehjælp. Samt en computer børnene kunne benytte. Trods computerens noget ældre model, var dens kontrast til det øvrige Bandipur og livet dér så stor, at det kom til at ligne at en tidsmaskine havde været forbi. Men desto større var børnenes fornøjelse. Deres glade stemmer hang som en smil-fremkaldende klang over torvet. Der blev sjippet, spillet badminton med hullet ketsjer, løbet med cykelhjul, leget tag-fat og spillet med glaskugler. Uden alder som begrænsning. De store hjalp med største selvfølge de små og lod dem glædeligt lege med.

Det var en fantastisk fornøjelse at sidde ved et af de små træborde langs gaden og bare følge børnene. Lade deres store smil og glade grin trænge ind under huden og sætte sig på smilemusklerne. Bare se dem lege sammen med uspolerede børnesind. Se dem være fantasifulde, opfindsomme og dejligt “børne”-lige. Som da to drenge kom løbende med en hjemmebygget bil i træ. Smilene på de tos læber var rørende, efter lige at være gået rundt i byen og set det simple og primitive liv i byen. Primitivt efter vores vestlige standarder, men at se lykken tyk i luften mellem alle børnene den aften bevidste at primitivt og simpelt ikke er ensbetydende med ringere.

Som solen begyndte at gå ned bag bjergene og tusmørket sneg sig ind mellem husene kom mødre forbi på skift og kaldte sine børn til sig. Små ord blev med smil udvekslet mellem mødrene og skørterne fik store knus af de små røde forpustede hoveder. Lige så stille forsvandt livet ind igennem de lave døre og snart var byen helt mørk. Lys trængte ud gennem vinduesskodder og døre på klem og lydene af familier der med livlig snak spiste i skæret fra petroleumslamper og levende lys, lød svagt fra de små hjem. For at blive afløst af total ro over byen, kun underbygget af cikadernes sang.

Og total mørke! Stjernehimlen stod klar. En kraftigt lysende planet funklede over de mørke silhuetter bjergene fremkaldte. Fra kanten af bjerget, tilbage på hotellet, var landskabet i dalen tegnet af små klaser af lys langs floderne, hvis vand fangede stjernernes spejlbilleder. Med det enorme mørke landskab foran os, var stilheden næsten skræmmende og på samme tid fortryllende.

Bandipur var på mange måder et overvældende besøg. Som et lille unikt besøg i en glemt og gemt kultur på toppen af Verden. En særlig og smuk by. Både opbygningen og de gamle huse, men også stemningen dens beboere imellem. En by med plads til alle og med en usædvanlig sammenhold-følelse. En ubeskrivelig perle i Nepals bjerge.

Hov, fandt lige et indlæg der blev skrevet i flyet, men glemte at udgive da jeg kom på nettet igen.

Vi vidste godt hjemmefra, at vi havde booket os ind på et af de finere steder i Hua Hin. Den private poolvilla var bestilt og billederne havde bestemt ikke sat forventningerne ned. Alligevel blev vi positivt overrasket da vi kom frem og vi blev vist rundt. Villaen på i alt 150m2 manglede bestemt ikke noget. Den lå privat med mur omkring og en masse vilde eksotiske planter på alle sider at villaen. En oplyst pool lå som en oase under de store grønne blade. Badeværelset var stort - på størrelse med lejligheden i København - og åbent, med udgang til en lille gård bagved, hvor planterne voksede vildt op omkring en udendørs bruser. Fra soveværelset var der direkte adgang til poolen, der lå op ad skydedørene, som var den det næste rum. Også fra stuen var der gennem de store facadevinduer direkte udsigt til terrassen og poolen, der glimtede i overfladen fra lysene under vand.

Resortet lå lidt udenfor byen så roen og ikke mindst luften var at mærke overalt på det store område. En fornøjelse for sindet og kroppen. En stor lagune med grøn og blomstrende bevoksning var centrum i resortet. Aflange smalle thailandske robåde lå klar til at glide rundt på vendspejlet. Små broer udgjorde stierne tyve centimeter over vandet. Ved den private strand var også den store fælles pool, omgivet af små oaser af solsenge, store udendørs loungesofaer og svævende himmeltsenge bygget op i enorme træstammer. Eksotiske palmer stod spredt på stranden mellem poolen og havet. Bladenes svage raslen mod hinanden hang som svag musik i luften sammen med bølgernes kærtegn af strandkanten. Lidt længere henne ad stranden havde lavvande efterladt fiskernes både på en sandbanke, hvor de aftenen før lå og vuggede i bølgerne et nogle meter fra stranden.

Om morgenen blev der serveret champagne til morgenmaden og alt hvad hjertet kunne begære var muligt at få serveret på den store åbne terrasse i flere etager med udsigt over poolen og havet. Tjenerne smilte alle og ville os kun det bedste. Som størstedelen af de øvrige thai’er var de næsten for søde. Nogle gange fik man næsten følelsen af at vi ville kunne sparke dem over skinnebenet og de ville stadig sige tak. En fantastisk egenskab og et positivt sind som bare skal værdsættes. Men på Asara var de der altid når vi havde brug for dem. Som om behovene var aflæst før de var kommet til os selv. Få gange var det også for meget med al den service. Få minutter efter at have trådt ind i træningsrummet, stod der en ansat fra hotellet “to look after you, sir.” For derefter blot at blive stående afventende med håndklæde og vand, klar til at assistere når de fysiske udfoldelser gav sved på panden.

Om aftenen gjorde roen mørket følgeskab over området. Strategisk placeret lamper fyldte ikke nattehimlen med kunstigt dødt lys, men legede i stedet i bevoksningens blade og blomster, så lyset i stedet lå over resortet med en behagelighed. I den private have ved villaen var det også kun få lamper bag bevoksningen og det blå lys fra poolen der lyste op i natten. At glide ned i vandet på netop den tid af døgnet var helt særligt. Palmernes blade stod som sorte silhuetter som eneste brud mod den dybblå nattehimmel og de eneste lyde i natten var lave skvulp fra vandet i poolen og cikaderne i beplantningen.

Asara var et gennemført sted, med æstetik, ro og al form for forkælelse af sind og krop. Et rent paradis på kysten ved Bangkok Bugten.

Turen fra bunden af dalen gik ud og ind langs bjergsiderne og snoede sig fremad i sin stigning mod toppen. Jo tættere vi kom toppen jo skarpere blev hårnålesvingene og jo kraftigere blev stigningerne. Bjerggeder kravlede ubesværet rundt på klippesider de fleste ville betegne som lodrette og ufremkommelige. Dalen med de høje skorstene fra teglværkerne spredt ud over hele landskabet, forsvandt lige så stille under os imens horisonten flyttede sig længere og længere væk og afslørede mere og mere landskab. Afgrunden flere hundrede meter nede ad bjerget var flere gange kun en meter fra bilen og indskød en blanding af frygt og fascination i os. Skovene på bjergene der skød op omkring os fik næsten et velour-agtige udtryk, som trækronerne stod tæt og changerede i utallige grønne nuancer, som solen legede hen over bjergsiderne.

Efter flere gange at have troet at vi nu var tæt på toppen, og til sidst var endt med at gå de sidste meter ad trappe, nåede vi den absolutte top af Nagarkot. I de 2195 meters højde havde vi udsigt ud over hele Kathmandu-dalen og de mange bjerge i området omkring. 360 grader omkring os lå landskabet bare åbent foldet ud og det imponerende syn trængte helt ind under huden.

Efter at have suget den fantastiske udsigt ind kørte vi en smule ned ad bjerget igen for at finde et sted med udsigt, hvor vi kunne finde noget at spise. Et lille hotel på bjergsiden med ubrudt udsyn over dalen og landsbyene langt under os blev vores valg. Vi fik anvist det eneste bord - det eneste - udenfor og travlhed herskede ikke just over stedet. Flere sad på en trappesten og snakkede. Andre var ved at vaske en stor motorcykel. Tjeneren tog imod vores bestilling og forsvandt ud i det der lignede køkkenet - en noget slidt lav tilbygning til det lille hotel. Lidt efter kom han ud igen med en indkøbsseddel i hånden til dem der stod og vaskede motorcyklen. Det værste sæbe blev skyllet af og så sprang de to ellers op på motorcyklen og drønede ud af indkørslen. Imens sad vi og nød udsigten og de lokale øl vi havde fået serveret. Undrede os godt nok over at der ikke rigtig var så meget aktivitet og at tjeneren bare gik lidt rundt på må og få. Han kom ind imellem over og underholdt os og spurgte os til hvad vi dog lavede på de kanter.

Efter noget tid vendte de to på motorcyklen tilbage. Den ene med flere fyldte poser i hænderne. De sprang hurtigt af og smuttede ind i den lave tilbygning, hvorefter lyde fra gryde, skåle og køkkenredskaber begyndte at strømme ud derfra. Kokken var åbenbart en af de to der var smuttet et stykke ned ad bjerget, for at handle ind til vores bestilling. Som tjeneren undskyldte det: “We want it fresh for you.” Vi grinte for os selv og smilte til hinanden da han var gået igen.

Der var ikke alt det gode de ville gøre for os. Maden kom løbende og smagte fantastisk. Og som lovet, utrolig friskt. Dér sad vi nær toppen af Nagarkot på et lille simpelt hotel, med udsigt over den storslået natur, og nød en lækker frokost. Godt nok noget der var planlagt som en hurtig bid mad inden nedturen mod dalen, men som endte med at blive en frokost på flere timer. Men en fantastisk og autentisk oplevelse vi heldigvis bare kunne trække på smilebåndet af og så nyde at vi ikke havde travlt.

Allerede ved halvsekstiden begyndte lydene fra Kathmandus morgentrafik at tage til og trænge igennem vinduerne. I soveværelset var aircon’en i det andet rum endnu det eneste der gav lyd fra sig. Bilhorn og råb blev suppleret af hanernes galen og de vilde hundes gøen. Da vækkeuret ringede lidt over syv, var der ingen tvivl om at Kathmandu var stået op. Trafikken var tydelig som en konstant summen. Kun overdøvet af horn og lastbilers hårde opbremsninger, der fik de store stålkasser på hjul til at knirke så det skar i ørerne.

På balkonen med morgenmaden i hånden og friskpresset appelsinjuice i glassene, kunne vi sidde i solen og nyde udsigten til bjergene på alle sider af dalen. Morgenskyerne hang stadig lavt som hvide vattotter på de mørke bjergtinder. Ovenover va himlen blå som renset af natten. Nedenfor på vejen suste trafikken forbi. Arbejdere strømmede til arbejdspladsen på den anden side af vejen og forskellige varer blev fragtet afsted i kreative og enorme oppakninger bag på cyklerne mod byen.

Tog selv turen ned ad Lazimpat Road - den store vej vi bor på - og hilste på dem der var igang med at åbne forretningerne og skylle det sidste støv væk fra fortovet. Nogle af de mange affaldsbunker i rendestenene var blevet fjernet eller brændt af i løbet af natten, men nogle steder hang stanken stadig i luften. Som om blomster, blade og frisk luft havde givet op overfor de kraftige dampe.

Hilste pænt på den storsmilende barber i det lille åbne lokale ud mod vejen. Indretningen var  sparsom, men med det nødvendige. En barberstol, et lille bord, et spejl, hans barberredskaber og dagens aviser. Resten af underholdningen skulle livet på gaden nok sørge for. Satte mig i stolen, hvorefter han gik i gang med skum og kniv. Hurtige og præcise bevægelser fjernede hurtigt de efterhånden lange stubbe og den efterfølgende sprit på huden prikkede friskt i huden. Nakke, skuldre og hoved fik en ordentlig gang massage, afsluttet med et knæk af nakken til hver side, så jeg bagefter følte jeg havde fået to ekstra led sat ind i nakkesøjlen. Skønt!

På gaden spankulerede en ko op gennem Lazimpat Road. Uden tilsyneladende at lade sig mærke af hurtig trafik eller de utallige horn der sprængte luften omkring den. Den fortsatte sin morgentur på midten af vejen. Som om den nød sin hellige status og frydede sig over at kunne gå hvor den ville, som den ville. Trafikken indordnede sig og kørte forbi på begge sider af den.

Kathmandu var i fuld gang og livet ville fortsætte i samme tempo til aftenens mørke lagde en dæmper over byen. Kun monsunens korte, men voldsomme regnskyl ville i løbet af dagen kunne lægge en dæmper på tempoet, når folk trak i læ under halvtage eller træer.

Kun få dage efter jeg var rejst fra Danmark fik jeg besked om at en af mine rigtig gode venner var blevet single. Afstanden mellem ham og jeg blev med ét ubehagelig mærkbar og samtidig den første påmindelse om at jeg ikke længere er lige om hjørnet eller en cykeltur væk.

Der var ikke noget jeg havde mere lyst til, end at være der for ham, gå ud og drikke de drinks han sukkede efter eller sidde og snakke i en blød sofa. Bare være der for min ven da han trængte allermest til det. Heldigvis har vi kunne chatte og snakke en masse over nettet, men at sidde 6500 km væk og vide at en af ens venner ikke har det godt, er bare ikke fedt.

Men det bliver nok ikke sidste gang at jeg kommer i en situation hvor afstanden til Danmark virkelig kommer til udtryk. Desværre nok ikke sidste gang en god ven eller veninde bliver single, at nogen mister en de har nær eller at jeg selv for den sags skyld får brug for at have en af mine venner tæt på. Men afstanden er en af de konsekvenser der hører med til det valg kæresten og jeg har taget. Jeg/vi vil ikke altid kunne være i Danmark når der sker noget der normalt ville kræve vores fysiske støtte og tilstedeværelse. Vi vil ikke kunne deltage hver gang der afholdes noget og vi vil ikke altid have mulighed for at dele særlige øjeblikke med familie og venner. En konsekvens der nok lige kræver lidt tid at vænne sig til.

Men heldigvis er der også mange lykkelige og fantastiske stunder med afstanden indblandet. I sidste uge fyldte min farfar 92. Han fejrede dagen sammen med familien i mine forældres sommerhus. Der havde de sat computeren op, så vi kunne komme til at ønske ham tillykke over Skype. Det var virkelig fantastisk at sidde med vores computer fremme med hans billede og ham det samme i den anden ende, som om vi sad på hver sin side af et bord. Trods hans høje alder er han heldigvis ubeskrivelig frisk, så han klarede Skype-samtalen med største naturlighed, trods forsinkelse og lydudfald. Vi sad bare og snakkede sammen, imens familien sad samlet i de blødere møbler i baggrunden. Som om vi næsten var med fra vores sofa i Kathmandu. Det var på en eller anden måde rørende at vi stadig kunne ønske ham tillykke. At få bekræftet at teknologien  nogle gange kan underminere afstandens betydning.

Taxi-chaufføren svarede godt nok “yes yes” da vi gav ham adressen og flere gange undervejs forklarede vi hvor vi skulle hen. Alligevel kørte vi pludselig i den stik modsatte retning. Med tålmodighed prøvede vi at overbevise ham om at vi altså ikke var på rette vej. At den brøkdel han havde forstået af vores sætninger - nemlig bydelen - ikke var nok til at finde én bestemt adresse. Heldigvis havde jeg nået at kigge på et kort hjemmefra, så endte med at sidde og guide chaufføren rundt min egen bedste overbevisning og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran konservatoriet hvor vi skulle være.

Forsinket af den lille omvej og monsunens forvandling af gader til floder der gjorde det umuligt at komme frem nogle steder. Når monsunen rammer bliver dag til nat og vandet begynder at vælte ned, som bliver det hældt direkte ud af en kæmpe spand. Vandet ligger højt i Kathmandus gader og motorcykler drukner på stribe. Biler holder midt i det der mest af alt ligner floder og har givet op overfor vandmasserne. Langs husmurene står folk tæt for at finde en smule læ for de enorme vandmasser fra oven og dem der alligevel bevæger sig rundt på fortovene har smidt skoene og trukket op i bukser eller kjole. Ti-femten minutter senere stopper vandet og afløses af strålende sol lige så hurtigt som regnen kom.

Om monsunen forsinkede flere eller om det bare var normal nepalesisk tidspræcision. I hvert fald var der ikke kommet mange, da vi kom i sidste minut før showstart. Men flere kom dryssende og virkede egentlig ikke påvirket af forsinkelsen. Tværtimod. Showet endte da også med at starte tre kvarter senere end planlagt, og dét med største selvfølge for alle. Selv kæresten har allerede adopteret det noget sløsede forhold til tid, på de seks måneder han har været her. Noget jeg helt sikkert skal vænne mig til.

Showet, en afslutning på et projekt: TransArt Project Nepal, et samarbejde mellem en hollandsk gruppe og Nepals LGBT-org. Blue Diamond Society (BDS), for give større opmærksomhed omkring Nepals homo- og transseksuelle. Vi var inviteret med af BDS som jeg laver noget arbejde for.

Det hele startede med en kort introduktion og showet fortsatte med sang, dans, skuespil og musik. Et par underholdende timer, der mest af alt mindede om at være gæst ved en skoleforestilling af de mindre klasser. Lys og lyd kiksede flere gange, nogle kunne bestemt ikke synge, andre havde svært ved at koncentrere sig om andet end at posere rigtigt på scenen. Det hele meget simpelt og primitivt. Men det var fedt at se dem have det sjovt på scenen. De nød det fuldt ud, ikke mindst at stå på en scene foran en fyldt sal. Smilene og glæden i deres øjne overskyggede bestemt, at showet måske ikke hele tiden var så seriøst. Den stolthed de gik ned fra scenen med var oplivende at være vidne til og fremkaldte store smil.

Transseksuelle især har mange gange meget svært ved at få job i Nepal og kaster sig i stedet ud i den noget mørklagte sexindustri. TransArt Project skulle oplyse og give de transseksuelle en oplevelse af, at de kan udrette og opnå noget. Så at se den indlevelse, glæde og stolthed var en fantastisk oplevelse. Det var virkelig livsbekræftende og optimismen var tyg i luften i salen.

Så trods forvirret taxi-chauffør, monsunregn, nepalesisk tidsånd og et simpelt show, var det en rigtig fin og sjov eftermiddag, hvor vi fik lejlighed til at hilse på den hollandske gruppe og rose dem for deres store og tålmodige arbejde. Ikke mindst også at hilse på nogle stykker af de lokale, der nysgerrigt kom over for at høre hvad to unge hvide fyre lavede der. Nysgerrighedensteg kun når vi fortalte at vi bor i Kathmandu.

Rismarker i forskellige niveauer åbnede sig op på begbe sider af vejen som vi bevægede os ud af Kathmandu. Kvinder stod i farvestrålende dragter bukket over de grønne toppe. Da vi nåede Bhaktapur var vi ikke i tvivl. Forskellen fra Kathmandus lidt rodet og kaotiske liv, til den rolige og harmoniske by vi kom ind i var svær ikke at bemærke.

Bhaktapur er den tredjestørste by i Kathmandu-dalen og den tredje af de tre oprindelige kongeriger her. En overgang også her den samlede konge for hele dalen havde sit palads og derfor gjorde Bhaktapur til Nepals hovedtad for et par hundrede år indtil 1482. Da vi kom ind i byen var det næsten om om byen ikke var blevet rørt siden da. Byen var autentisk og bygningerne bar alle præg af mange år kamp med elementerne. Samtidig var samme uskønne og ustruktureret udvikling som desværre findes mange steder i Kathmandu, ikke noget der havde smittet af på Bhaktapur. Biler er ikke tilladte i bymidten hvilket uden tvivl også giver en bemærkelsesværdig kontrast til Kathmandus hektiske liv på vejene.

Derfor blev vi også sat af på en stor parkeringsplads ved en af byens porte og måtte gå resten af vejen. Noget af det første vi bemærkede var hvor rent der var, i forhold til de to andre store byer Patan og Kathmandu. Husene stod tæt og kvinder i den lokale dragt, pataasi i karakterisktiske sorte og røde farver, gik roligt og småsludrende gennem de smalle gader med sten lagt i sirlige sildebensmønstre der udgjorde en smuk overflade. Gamle huse, alle med røde tætte mursten, lå tæt på begge sider af gaderne og utroligt træarbejde var stærkt repræsenteret med ufatteligt smukke og detaljerede udskæringer omkring døre og vinduer. Små karnapper stak nogle steder ud fra andensalen hvor lyserøde blomster i krukker stod som smuk kontrast til det mørke træ og de brændte røde sten.

Hverdagen i den gamle by lod sig ikke mærke af et par turister der stille og beundrende gik rundt i de mange små gyder - og blindgyder. Tværtimod sad alle og arbejdede med hver deres. Store stofstykker lå bredt ud med massevis af knaldrøde chilis liggende til tørre. En skomager sad uforstyrret i skyggen af en mur og arbejdede med nål og tråd. Kvinder stod samlet ved en af byens mange vandbrønde og vaskede tøj, samtidig med snakken gav genlyd mellem husene og brød den ellers helt utrolige ro der hang over byen. En grønthandler skubbede sin tungt lastet trævogn gennem gaderne og smilte venligt da vi gik forbi.

Efter at være drejet omkring en masse hjørner og nydt den rolige hverdag dér, stod vi på en af byens store pladser Taumadi Tole hvor især ét tempel hurtigt fangede vores opmærksomhed og fik os til at holde vejret. Med sine 30 meter er Nyatapola templet dalens højeste og med sine fem pagodetage skærer det højt op over pladsen øvrige bygninger og templer. Pagodetag er karakteristisk tag for mange templer i Nepal. Det minder mest om lave kegler sat ovenpå hinanden, der bliver mindre for hvert “trin”. Fem er det højeste antal et tempel kan opnå Den blå himmel fik bare silhuetten af det takket tag til at virke endnu mere imponerende. Utrolige stenfigurer vogtede den stejle trappe op på ydersiden. Alle med deres helt særlige betydning for templet.

Et stykke derfra begyndte en svag lugt af røg af hænge mellem husene. På en anden lidt mindre plads holdt byens pottemagere til og dagens brænderi var allerede i gang. På den ene side af pladsen blev neg af hø samlet sammen med forskelligt papiraffald fra byen, for at komme til at udgøre brændeovn til de utallige krukker der lå i bestemt orden lå ud over hele pladsen for at tørre i solen. Det var skåle, store og små, krukker med fine detaljer og vaser med tynde halse. I de åbne døre i husene omkring pladsen stod mænd flittigt og drejede nye krukker til at stille ud i solen. Imens gik kvinderne rundt mellem de mange der allerede lå i solen, og vendte og drejede dem, så de fik lige dele sol på alle sider. Håndværket var altoverskyggende på pladsen og livet var travlt. Alle hjalp hinanden med dagens produktion.

Vi begav os videre ud i labyrinten af små gyder rundt i byen. At dømme på blikkene hos de vi mødte, var det tydeligt at vi havde bevæget os væk fra de “typiske” turistruter. Men det var også meningen, for at opleve byen fra sin allermest ægte side. Mærke den urørte hverdag. Vi gik gennem små porte og havnede i baggårde hvor kun lidt sollys trængte igennem fra oven imellem de tætte huse. Høns i sivbure stod langs husmurene og geder stod i snor. Klar til slag eller slagtning. Vi kom til byens losseplads hvor en kvalm og tung luft slog som en mur på den varme dag. Men fra et hus på den anden side af gaden strømmede en duft af blomster og parfume. Tilsammen udgjorde det en mærkelig blanding, men der på sin egen måde gav et eller andet ekstra til oplevelsen af byen. En flok grise gik tilfredse med trynerne og rodede i affaldet og små børn legede i solen foran husene, blandt vilde høns og ænder.

Tilbage omkring centrum af byen begyndte der at blive mere plads mellem husene og himlen fik mere og mere plads i udsynet. Lidt efter åbnede Durbar Square sig foran os. Pladsen ved det gamle kongepalads. Smukke bygninger indrammede den store plads, hvor paladset prydede hele den ene side med guldport og helt fantastisk træudskæringer omkring døre og vinduer og under taget. Små og store templer lå spredt ud over pladsen, hvor forbudet mod boder og handelsplads efterlod mulighed for virkelig at opleve hvor stor pladsen var. Templer, statuer og de smukke bygninger kom mere til sin ret da de bedende ved de forskellige helligdomme, med rette kom til at udgøre det eneste “liv” på pladsen. Atmosfæren på den store plads hvor nye stenfigurer og små templer konstant dukkede op var helt utrolig. Som om en ånd der havde fået lov til at ligge urørt i flere hundrede år stadig herskede på pladsen. Det var med stor respekt at hvert skridt blev sat på jorden. Som for ikke at være skyld i at bryde roen og spiritualiteten.

Den typiske nepalesiske frokost blev indtaget i en af de gamle paladsbygninger med udsigt over den utrolige plads gennem lave vinduer med små skodder i utrolige træudskæringer. Livet som det må have været selv samme sted i fortiden havde let ved at finde plads i fantasien.

En ung fyr inviterede os til at se hans skole. En helt særlig skole i Bhaktapur. Nemlig en af de vigtigste malerskole i dalen, hvor der undervises i de buddhistiske hellige malerier på bomuldslærreder. Thanka. En ældgammel teknik der her læres videre fra munke og mestre til tålmodige elever. De sad på gulvet med hvert deres lærred foran dem og malede med en ultratynd pensel de mest fantastiske detaljer. Siddende på bløde puder i et af skolens lokaler, hvor flere fantastiske Mandala-malerier hang tæt på væggene, fik vi forklaret historierne og teknikkerne af en af skolens mestre. Med helt fantastisk indlevelse forklarede han os tankerne bag de store Mandala-malerier til brug ved meditation, Buddhas historie og de grundlæggende teknikker i Thanka. Det kan tage op til to et halvt år at lave ét maleri, hvor der vel at mærke arbejdes otte timer pr dag seks dage om ugen. Med stor respekt og glæde i kroppen sagde vi taknemmeligt farvel og tak for rundvisningen.

Vi tog fra Bhaktapur med en næsten overvældende portion indtryk i sindet. Fra en by hvor historien er som gået i stå for lang tid siden. Hvor historien er blevet bevaret. Hvor håndværk bliver respekteret og lært videre til yngre generationer med stor alvor. Bhaktapur, en næsten urørt perle fra fortiden.

Det er ved at være noget tid siden jeg har givet ordentlig lyd fra mig her på bloggen, ud over et par rejsebeskrivelser, men så er lidt af undskyldningen for fraværet givet. De andre uger er bare fløjet afsted i en tåget blanding af alkohol, fester, alkohol, venner, familie, alkohol og praktiske gøremål.

Må sige at jeg er glad for at jeg trods alt var arbejdsløs den sidste måned i Danmark. Forstår ikke hvordan jeg nogensinde har haft tid til at arbejde. For kalenderen blev hurtigt booket op og presset yderligere, i håb om at døgnets 25. time måske mirakuløst dukkede op. Det gjorde den sjovt nok ikke, så i stedet blev søvn - iøvrigt stærkt overvurderet - skåret væk med hård hånd. Jo tættere tiden kom til at jeg skulle flytte ud af landet, jo mere presset blev kalenderen for at nå at se så mange som muligt.

Men det har også været nogle af de bedste uger længe. Har været sammen med en masse mennesker der betyder alverden for mig. Bare hygget mig og nydt livet for fuld gas. Gået til fester, spist ude morgen, middag og aften, set nye steder, nydt det gode vejr, besøgt familie og grint så halsen til sidst gjorde ondt. Siddet med hvidvin i solen ved Skuespillerhuset, gået lange ture på Nørrebros brosten, ligget på Islands Brygge og nydt stemningen, holdt picnic med veninde og barn, fyldt lejligheden med sprut og festlige mennesker.

Alt hvad der skulle til for at nå at se så mange som muligt inden afrejse. For at have en kæmpe portion gode, sjove og fantastiske minder at pakke med i kufferten, uden at få bagagevægten i Kastrup til at bukke fuldstændig under. Det har været rigeligt at skulle flytte i kun to kufferter! Vi snakker altså om en fyr som praktisk talt har boet i sit garderobeskab.

En masse praktiske ting der skulle gøres begyndte pludselig også at gøre sit indhug i kalenderen. En lejlighed der skulle opsiges, abonnementer, forsikringer og medlemsskaber der skulle det samme. Møbler og tøj der skulle sælges, med det resultat at en times leg med digitalkameraet hurtigt fik placeret mit liv på dba.dk. Lidt mærkeligt at se en stor del af ens materielle liv ligge til salg på nettet. Men et eller andet sted også en smule befriende at mærke, at det faktisk ikke var så svært at skille sig af med de ting. At jeg så kom til at sælge alle stolene inden den sidste store fest på matriklen var nok ikke det smarteste, men det gik alt sammen.

Barskabet blev næsten tømt af en flok festlige mennesker og der blev danset til den lyse morgen, til vi lalleglade og godt ristede væltede op gennem Købmagergade og videre ind på bagsædet af en taxa. Mange andre fester og festlige lejligheder fyldte ud i kalenderen og turen fra Indre by til Nørrebro i beruset tilstand blev taget mange gange. Som bekendt den ene gang med et møde med seks politimænd indlagt.

Familien på Fyn blev besøgt flere gange og der blev hygget til den store guldmedalje. En lang weekend blev tilbragt i sommerhuset under den danske sommersol, hvor der blev slappet af, grillet og spist store is. Som det hører enhver sommer til. Storebror fyldte 30 så huset var fuld af familie og gode venner.

Kæresten kom hjem for at hente mig og for at deltage i storebrors fødselsdag. Morgenen hvor jeg skulle hente ham i lufthavnen baskede sommerfuglene rundt i hele kroppen og speederen fik måske også en tand for meget på motorvejen derud. Men da jeg lagde armene omkring ham og mærkede hans læber mod mine på parkeringspladsen forsvandt verden omkring os. De følgende dage fløj bare afsted med at være sammen med ham igen og nyde det. Nyde at vores nye fælles kapitel nu var meget tæt på. Fjollede bare rundt i en lille uge som to unge ramt af sommerforelskelse. Skønt!

Dagen for afrejse kom tættere og tættere på og det blev mere og mere vildt at tænke på at jeg skulle flytte ud af landet. Men det var også en dag vi havde ventet på siden nyheden kom frem i julen, så længslen trængte at blive forløst.

Fik sagt farvel til de sidste, med de ekstra stærke kram der hører med til den slags. Men med viden om at vi kommer hjem igen til august, var det lidt nemmere, da den store “afsked” først kommer dér. Samtidig at det kun er på et “på gensyn”. Det er ikke fordi jeg er forsvundet fra jordens overflade. Kun fra hverdagen og nattelivets dansegulve. Men jo, det bliver da vildt mærkeligt at sige “på gensyn” til vennerne, familien og veninderne til august. Kommer til at savne dem alle, men heldigvis gør Skype det nemmere.

En god uge blev tilbragt i luksus i Thailand med masser af afslapning, kærlighed og forkælelse, inden hverdagen i Kathmandu startede. Tid til bare at være sammen fuld tid uden forstyrrelser. Og det var paradis! Helt fantastisk og med plads til masser af romantik og “os to tid”.

For en lille uge siden ankom vi så til Kathmandu, hvor vi hurtigt fik pakket ud og arrangeret os i lejligheden. Uden nogen diskussioner eller uenigheder. Tværtimod føltes det hele bare naturligt. Selvom det nu er første gang vi faktisk bor sammen, har det ikke været noget vi har haft den store snak om. Det er egentlig bare kommet hen af vejen og hvis vi gerne ville flytte herud sammen, jamen så var det at flytte sammen også en del af det. Så det er gået meget roligt faktisk. Tror andre har været mere spændte på at vi skulle flytte sammen for første gang, og så på den anden side af jorden, end vi selv har været.

De første dage blev brugt på at handle ind og finde ud af hvad der manglede i lejligheden for at gøre det til et fælles hjem. Vores hjem. Det var vildt dejligt og hyggeligt at gå rundt sammen og indrette os. Både fysisk og mentalt. Jeg er ved at være kommet ind i tempoet her nu. Et noget andet end det jeg kørte i de sidste uger hjemme i Danmark, men befinder mig godt i de lidt roligere omgivelser. Det er sikkert også meget sundt. Indtil videre hygger jeg mig bare og går og lurer lidt på hvad jeg kan lave og bruge tiden på.

Men ja, nu er jeg bosiddende i Kathmandu. Vildt!

Den bagende varme blev ikke meget mildere af at køre med bare skuldre på scooteren ud ad landevejene. Trods de 60-70 km/t var vindene stadig varme og hjelmene gav sved på panden. Men suset og landskabet der gled forbi på begge sider gjorde det befriende at sidde på det lille sæde sammen og bare køre derud af.

Det var nemt og hurtigt at komme rundt og på den måde nå at se en del af området omkring Hua Hin. Både steder fra turistbøgerne og dem du kun finder ved at prøve dig frem. Som da vi nord Cha-am, efter at have kørt ud ad nogle snoede landeveje pludselig holdt foran en lang smal bro, hvor én scooter kun lige kunne komme mellem rækværket på begge sider af de to tre brædder der udgjorde broen. Med en ekstra vejrtrækning blev gashåndtaget drejet og vi bevægede os ud på broen hvor der ikke var meget plads til strittende knæ eller hænder. Men ude midt over floden opdagede vi, at vi var på vej over det inderste af et fiskeleje, hvor bådene lå tæt og tungt lastet med ruser og der var heftig aktivitet på dækkene rundt omkring. Efter broen kørte vi ind for at gå lidt rundt mellem det travle liv. På kajen stod kvinder og børn med spændte blikke og fulgte hvad dagens fangst måtte være. Ebbe gjorde det umuligt for bådene at komme helt ind til kajen, der mest af alt var flodbredden forstærket med en stor bunke store sten og betonaffald. Med enkle snoretræk blev lasten af fisk, krabber, kæmperejer og hummere i små kasser hejst over til kajen hvor biler med kæmpe iskasser ventede. Længere inde stod flere både direkte på flodbunden og ventede på at højvande igen skulle få dem til at vugge på vandet. De fleste både var malet i klare blå, grønne, røde og gule farver, og udsmykket med kunstneriske og beskyttende malerier på stævnen. Andre lå slidte med rust og ødelagte rælinger. I et hjørne lå bådene tæt og vandet stod stille, som en plumret masse af affald, naturligt og kemisk. Stanken skar i næsen og det var svært at se om bådene der lå i massen var skrot eller rent faktisk skulle bruges igen.

Efter fiskelejet kørte vi videre ud ad de små landeveje og kom gennem små klynger af huse, hvor høns, grise og køer gik frit rundt mellem de slidte huse, hvor blå presenninger ofte udgjorde taget. Lidt efter gennem en skov hvor palmer og træer stod tæt og voksede vildt. De klare grønne farver, de farvestrålende blomster rundt omkring og den øde landevej med kun os, fik os til at suge vejret ekstra kraftigt ind, i håb om at omgivelserne på den måde kunne lagres bedre i sindet.

Da den blå himmel igen brød igennem over os, holdt vi på en stor strand hvor der stort set ikke var nogle mennesker. Enkelte palmeparasoller stod på den brede strand, hvor bølgerne hele tiden slikkede sig op ad det hvide sand. Ude på vandet sejlede enkelte både forbi i roligt tempo.

Tilbage på hovedvejen gik turen tilbage mod Hua Hin med fuld fart. Taxier, lastbiler, busser og et hav af scootere fyldte de mange spor, og vi indtog nok mere smog og bilos på den halve time, end et helt år i København. Syd for Hua Hin kom vi til Khao Takiab, en bjerg-halvø med fantastisk udsigt til Hua Hin. På vej op ad bjerget var vi pludselig ved at køre ind i en abe, der gik over vejen. Efter at have rundet et par hjørner mere, fandt vi hurtigt ud af, at én abe ikke var noget særligt. Omkring templet på toppen af bjerget vrimlede(!) det med dem. De var overalt mellem de smukke gamle bygninger, stenskulpturer og gyldne Buddhafigurer. På klippesiden ud mod vandet stod en nitten meter høj forgyldt Buddha og kiggede ud over det turkisblå hav. Stor og guddommelig, men rolig og velbehag-fremkaldende med foldede hænder og et lille smil.

På vej derfra ville vi igen prøve at tage nogle små veje, med flere u-vendinger som resultat når vi pludselig holdt midt på en lille plads og en familie kiggede forundret op fra deres gøremål. Da vi kom til en jernbane vi ikke kunne krydse måtte vi prøve at køre langs med sporene indtil vi kunne komme over. Da den strakte sig i lige linje både foran og bag os, indtil den forsvandt i horisonten, var det svært at se hvornår vi ville kunne komme over, så vi tog bare turen lige så stille over den ujævne grussti.

Længere sydpå fandt vi en øde strand der ikke var andet end palmer og sand. Men for enden af stranden brød en stor klippe op, hvor skoven voksede vildt som et grønt tæppe. Enkelte tempeltage i klare skarpe farver brød op igennem tæppet flere steder på klippesiden. Øverst stod en gylden Buddha-figur. Vi var kommet til Khao Tao. Det var et malerisk, roligt og smukt syn, der på en eller anden måde virkede uberørt. Som at få et lille indblik i hvordan Asien måske har set ud i fortiden. Da vi kom tættere på blev det kun endnu smukkere. En lille by der startede på pæle over små vandløb fra havet, og spredte sig videre op ad bjergsiden. De farvestrålende tage, udsmykninger og grønne palmer spejlede sig i den blanke vandoverflade, som et overdådigt maleri.

Da tusmørket begyndte at nærme sig i horisonten blev det tid til at vende de to hjul hjem mod resortet. Efter at have fået tanket op hos en af de interimistiske “benzintanke”. En enlig mand, med et lille træstativ med omkring tyve vinflasker fyldt op med benzin. Ca. fem flasker til en scootertank og så ellers bare videre ud i landskabet.